i am here.. but you cant see me

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio måtte erkende, at det faktisk var rart med en som udviste en vis omsorg for ham, for det var han slet ikke vant til. Han var ikke opdraget som en knægt i lykke. Han var opdraget som en knægt i kamp og krig, en som var nødt til at stå for sine meninger og holdninger og konstant vise hvad han var værd. Det var faktisk rart at kunne smide det lidt fra sig, for det var heller ikke noget som skete særlig ofte, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At hun ville med, var en ting som gjorde ham usikker, men hvad skulle han gøre? Et sted så ønskede han ikke at efterlade hende og med de evner som hun havde, så kunne det jo også være brugbart for deres vedkommende. ”Er.. du sikker på at du gerne vil med?” Han ville nødigt presse hende til det, for var hun der først, så var der ingen vej tilbage. Hun ville være tvunget til at blive der og det var heller ikke fordi at han ønskede hendes liv som et direkte helvede. Han vendte blikket mod deres hænder. Hun havde ret, de burde søge væk og helst hurtigt som muligt. Han nikkede og vendte sig som hun selv søgte ind mellem træerne. At have en ven var altid rart, for dem havde han ikke rigtigt nogen af. For en kort stund, så glemte han alt omkring grunden til hvorfor han faktisk var der, men det var nu heller ikke noget som han sagde. ”Udmærket.. så kom med, hvis du er så sikker,” sagde han ganske kortfattet, som han drejede af ved en sti, kun for at søge længere ind i skov og krat. Jo hurtigere de kom væk fra de synlige stier, jo bedre ville det være.

[Deleted]

Aimée så på ham da han sag okay, hun fuldt med ham og forstod godt med hun ikke kunne vende om når først hun var der. men hun hade følelsen af hun måtte være ved hans side og nærmest se efter ham? eller var det for at hjælpe? hun var ikke sikker på det. men hun ville med ham, slut færdig! hun holdt fast i hans hånd og fuld med ham ind mellem de tætte træer og buske, hun kom op på siden af ham og klemt blidt om hans hånd og så på ham før hun så lig ud og lag nu armen om hans arm mens hun stadig hade om hans hånd, hun så sig kort tilbage. hun ville ikke komme til at savne stedet her, hun følt sig aldrig helt hjemme her mund hun ville der hvor han tog hende med hen, hun fuldt efter og holdt fast i kappen mens hun prøve at følge med, men hun syntes han gik en smule hurtig i forhold til hende, hun så på ham trykke sig en smule ind til hans arme, ikke for at vær nærgående men hun ville bare gerne vær tæt på ham, hun hade aldrig haft en som ham, var det sådan en man kaldt en ven? hun var ikke sikker men en ting var sikke hun følt sig helt hjemme hos ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Lige hvad et var at Aimée gjorde ved ham, var slet ikke noget som Adelio kunne forstå. Normalt ville han være fuldkommen afvisende overfor fremmede, men hun havde skam allerede hjulpet ham og så meget som hun havde, så var det jo heller ikke noget som hun bare kunne gå og vende ryggen til, det var da helt sikkert! Han havde normalt aldrig været så tæt på nogen, for han ville ikke have et punkt som folk kunne ramme, men dette var virkelig.. anderledes. Et sted så kunne han slet ikke forstå det! Han tog hende roligt ind mod favnen. ”Bare følg med,” sagde han roligt og ikke mindst med en dæmpet stemme.
Vagter og soldater kunne man høre nede på stien, så han var selvfølgelig glad for at de havde valgt at forlade stien. Han sukkede lettet og trykkede hende tættere ind mod sig. Han vendte blikket mod hende. Det havde sine fordele at være vampyr, for han havde allerede hørt dem. Han vendte blikket mod hende, som hun stadig havde fat i hans ene arm. ”Er du nu helt sikker på at du vil med mig?” spurgte han stille. Han måtte bare være fuldkommen sikker. Han kunne og ville ikke tage hende med sig, hvis hun var usikker, for et sted så var han vel også bange for at hun ville.. fortryde? Det var heller ikke noget som han ønskede i den anden ende. Han blev stående og tæt ved hendes skikkelse og tæt på af et træ, så de kunne ikke ses fra stien af. Heldigvis.

[Deleted]

Aimée så på ham og fuldt med, hun kunne ind nu ikke høre vagterne og soldaterne. hun mærke han trykke hende tætter ind mod ham, hvilke var en underlig følelse men enlig også meget behalig. hun så på ham, da han stoppe bag et træ og spurte om hun var sikker. hun så op på ham med de glasklar isblå øjne, hun nikke roligt. "jeg vil vær der hvor du er" sag hun og holdt fast om hans arme uden at klemme for hårdt, hun så på ham mens hun stod op af ham. hun hørt dog noget der gik forbi træet, eller i vært fald tæt på. hun trykke sig roligt ind til ham og hade kinden mod hans bryst mens hun lytte efter om hvad der en gik forbi dem forsatte eller vente rundt, hun håbe ikke de blev opdage hun gad ikke slogs mere i dag vis hun kunne blive fri. hun så op på ham og nød enlig på en måde at stå så tæt på ham et eller andet sted, lyden forsvandt og aimée tur igen tal, "vil du ikke have mig med.." spurte hun stille og så op i hans øjne, langsomt uden hun enlig opdage det kom en enkle lille fin tår og gled ned af hendes kind, som en lille krystal, den første tår hun hade haft i år vis!?

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var virkelig en hård mand som vidste helt præcist hvad det var at han ville, men at tvinge en kvinde med sig til Imandra var i den grad ikke blandt det! Han vendte blikket mod hende, som lydene omkring dem måtte forsvinde. De havde vel allerede hørt om opstyret som var sket nede ved hytten? At hun trykkede sig helt ind til ham, var noget som selv satte en sitren i ham, for han var slet ikke vant til at have nogen som helst så tæt på sig. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang og endnu med de lette blodskudte øjne. Han sendte hende et stille smil, hævede den ene hånd og lod den stryge mod hendes kind i en rolig og mere trancelignende bevægelse. Han var jo trods alt vampyr.. hendes blod kunne vel smage fantastisk? Han stod ganske let i adskillige sekunder inden at det var gået op for ham, at hun faktisk havde snakket til ham. Han blinkede let med øjnene, hvor han let måtte komme til sig selv. ”… Hva´? Åh.. jo, det vil jeg da. Jeg vil bare lige forsikre mig om, at.. det er noget som du vil,” fortalte han stille. Blikket gled til den glinsende tåre som strøg nedover hendes kinder. Han havde aldrig set nogen græde før, selvom han havde vidst at hans mor havde gjort det adskillige gange på grund af hans far.

[Deleted]

Aimée så op på ham, som hun mærke hans hånd på sin kind. hade han ikke hørt efter? hun så på ham mens han mærke tåren ramme hans hånd og følge hans hånd ned til hans hånd led hvor den stille og lysløst faldt til jorden, hun hade selv ikke grædt i årevis men nu stod hun med enkle tår ned af kinderne. hun så op i de blod skutte øjne, var han mund sulten? var det hendes blod han ville have? på hendes kind, en lægge sig oven på den han hade på hendes kind, en lægge sig oven på den han hade på hendes kind, en lægge sig oven på den han hade på hendes kind, "er du sulten?" spurte hun stille og så på ham, før hun så vente ryggen til ham og vippe hovedet lidt til siden så nakken var strukket ud "du må godt vis du sulten" sag hun stille, mens hun roligt så ned og enlig vente på han bed hende, hun var ikke bange for det ville gør ondt vis han var sulten ville hun gerne.. hjælpe ham! og vis han gerne ville have hende med bare for at få noget af hendes blod så var det okay med hende, det var helt okay så længe hun bare måtte vær der han var, for et sted i hende ville hun noget så gerne være det samme sted som ham, hun viste ikke hvorfor men noget ved ham gjorde hun ville vær der, og passe på ham hvilke måske lød underligt da han jo nok kunne passe på sig selv, men hun ville bare så gerne hjælpe ham! og vær hos ham!

[Theodore Jarvis Acheron]

Blodrusen fra tidligere havde slet ikke sluppet Adelio endnu. Han nærede sig sjældent på menneskeligt blod og udelukkende af flere årsager; Det kunne gå galt, hvis han ikke kunne holde det under et vis kontrol og det var det som han pludselig skulle stå og kæmpe med. Han blev revet ud af sine tanker og vendte blikket mod hende. At hun direkte gav ham lov, var noget som fik hans pupiller til at trække sig let sammen. Hun stod der som et englelignende væsen og tilbød ham sit blod? Var hun klar over hvor værdifuldt det var for en vampyr? Han endte næsten hurtigt med at slippe hende, kun for at trække sig en anelse væk. Han skulle heller ikke blive alt for fristet til at gøre lige netop det, det var der heller ikke nogen tvivl om! ”Det.. det kan jeg ikke, Aimeé,” fastholdt han med en mere fast tone, næsten som havde han været.. vred. Ikke fordi at det var sådan at det forholdt sig, men også mest for at understrege helt præcist det alvor som han måtte brænde inde med på denne her måde. Hvis han mistede kontrollen, så tog han hendes liv i stedet for og det var heller ikke noget som han var ude på. Han var opfostret i at hjælpe dem som havde brug for det – I Imandra om ikke andet, men tog hun med ham, så var det jo også der hun måtte være, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille voldsomt ind for hans eget vedkommende. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han vendte blikket i den ene retning. Han holdt hånden frem, hvor han lod en flammende kugle vise sig. ”Kom med.. vi burde bevæge os.” Også mest for at fjerne fokusset bare en smule. Han vendte om, kun for at fortsætte igennem skoven. Jo hurtigere de kom til Dvasias’ grænsemur, jo bedre ville det i den grad også blive.

[Deleted]

Aimée mærke han slap hende, og kunne tydelig hør han trak sig væk fra hende. hun så lidt ned, var hun heller ikke god nok til at giv lidt blod nu.. hun så ned og hade en følelse af udulighed inden i, kunne hun kun bruges til at spioner, kunne hun ikke en gang finde ud af andet? hun så mod ham, men hun så ikke direkte på ham, hun lage ikke en gange mærke til ildkuglen han hade fremme. hun fuldt bare efter, hun hade heller ikke fat i ham mere, hun hade skjult hænderne under sin kappe igen og trukket hætten over hovede, og holdt sig skjult lige som hun hade gjordet hele sit liv. hun følt sig igen bare gemt væk, at hun burte blive i skyggen og ikke vise sig frem. da de kom til grænsemuren så hun på ham igen, og sag stille. "hvorfor vil du have mig med..jeg kan jo ikke bruges til noget" sag hun stille og blev ståene i grænsen mellem skov og det lille stykke fri der var til grænse muren, hun så ned igen med de isblå øjne og kom med et kort snøfte, "jeg bringer kun til besvær.. jeg dur ikke en gang til at giv lidt blod" hun så bare ned og pille ved sin krystal og var svagt i tvivl om han overhovede rigtig ville have hende med, men bare sag det fordi hun bad om det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var bestemt heller ikke fordi at Aimeé ikke kunne bruges til noget, for det kunne hun i den grad godt! Han var bare bange for at han ville miste kontrollen, hvis han skulle tage imod hendes blod, ganske enkelt fordi at hun var en engel og det i sig selv, var noget som gjorde at han var ekstra på vagt. Et sted så var det jo faktisk en.. naturlig fjende til mange af hans racer. Han vendte blikket mod hende som de langt om længe kom til grænsemuren uden de største problemer – heldigvis! Han sendte hende et stille smil, som han vendte sig mod hendes skikkelse. Han fjernede roligt hendes hætte, så han var i stand til at tage hende helt i blik. ”Ubrugelig og uduelig? Hvor har du de konklussioner fra, Aimeé?” Han lod hovedet søge let på sned. ”Du er en engel.. dit blod gør mig blodtørstig. Jeg vil bare.. ikke skade dig.” I sig selv, så var det helt nyt for ham at have det sådan når det kom til kvinder eller andre for den sags skyld, for han var en mand som gjorde hvad der passede ham. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Der hvor jeg kommer fra, kan alle bruges.. stol på mig,” bad han ikke mindst med en stilfærdig stemme. Han mente faktisk de ord i ærlighed. Der hvor han kom fra, var kvinder ikke særlig mange, også selvom han ikke vidste hvordan Aimeé havde det med at sy og gøre kvindeligt arbejde, hvor mænd derimod måtte jage, de slagtede, de opbyggede muskler og tog alt det tunge arbejde – ligesom han selv gjorde det når han endelig var hjemme. De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. ”Jeg.. vil gerne have dig med,” afsluttede han endeligt.

[Deleted]

Aimée så ikke i starten på ham da han fjerne hendes hætte, hun pille bare ved sin kjole under kappen mens han snakke. "dem har jeg haft længe.. ingen har kunne brug mig.. ud over til at grave efter informationer" hun så op på ham, som hun mærke hans hånd strøg hende over kinden. hun så bare op i hans øjne som han blev ved med at snakke, hun vist jo ikke hvad han kunne brug hende til? sikkert det samme som alle andre spioner, hvad skulle hun ellers lave? kunne hun enlig lave andet? hun kendet ikke rigtig til hus arbejde. hun så på ham, så hende engle gen var grunden? hun så ned og tog sig til armen, det var virkelig den eneste grund? fordi hun hade engle blod der løb i hendes år, hun lukke bare øjne og sag ikke mere hvad var der at sig. hun begyndt bare igen at bevæge sig mod muren de skulle jo vider ikke sandt? hun trak hætten over hovede igen mens hun gik hvider der var vel ikke andet at gør ind at se hvad der ville komme når hun krydse grænsen og forlod sit hjem land.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var udelukkende på grund af engleblodet at Adelio ikke turde at gøre noget som helst. Han var virkelig bange for at han ville ende med at dræne hende fuldstændig og derved også ende med at koste hende livet, for det var slet ikke noget som han ønskede, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lod hovedet søge let forundret på sned. For informationer? Det var jo heller ikke fordi at han kendte hende som sådan endnu, selvom det vel nok skulle komme før eller siden? Det var noget af det som han deriblandt var meget overbevist om og endda på alle måder. ”Jeg kan forsikre dig, at der er meget mere end bare.. informationer som du kan bruges til,” sagde han roligt, som han blot så til at hun begyndte at gå. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan på nogen måde. Slet ikke. Han valgte dog bare at følge efter. De skulle over denne mur og tilbage til Imandra. I sig selv, så var det jo faktisk en utrolig lang vej at gå, men de skulle vel nok komme frem? Armen gled roligt omkring hendes slanke liv. Han frygtede hende ikke og hun skulle jo også se, at han faktisk ønskede at få hende med sig. ”Følg med mig,” hviskede han roligt, som han førte hende mere væk fra stien og hen mod et hul i den store og massive mur. Det var jo sådan at han selv måtte komme frem og tilbage. Han førte hende med sig ind igennem det, kun for at sætte kursen direkte mod Imandra.

//Out

[Deleted]

Aimée så på ham da hun mærke hans arm om hendes liv, hun så kort på ham og trykke sig lidt ind til ham ind til de skulle igennem hulet. hun var ude! på vej væk fra sit barndoms hjem, på vej mod der han kom fra. hun så på ham og lod hænden hold om hans kappe mens de gik mere og mere og muren forsvandt mere og mere bag dem, mund det her ville ende godt? ville han mund kunne lig at have hende med sig? hvad ville der mund ske nå hun kom hen til hvor han boede? hun bed sig i læben og frygte svagt det her måske ikke end så godt som man hade regne med.

// Out