i am here.. but you cant see me

[Deleted]

Aimée så på ham som han rykke sin stol hen for and hende, hun holdt bare roligt om hans hånd mens hun sad roligt på sin stol. et sted kunne hun godt lige at side sådan med hans hånd, og det gjorde hend eogså.. glad. at han ikke trak hånden til sig da han rykke stolen, hans smile fik hendes smile til at blive en smule større men ikke så meget. hun så bare roligt på ham, det var en meget rar og underlig følelse at side med en hun faktisk følte sig tryg ved og følt sig godt tilpas med. hun så på ham da han spurte om hun ville fortælle lidt om hende selv, hvad var der at fortælle? "tja.." begyndt hun mens hun kort så tænkende ned før hun igen så op i hans smukke øjne, "Jeg... mmh.. min mor forsvandt da jeg line en på 14.. jeg vente 2 uger inde på mit værelse der var låst af.. mor hade holdt mig skjult der siden jeg var spæd.. " hun trak på skulderne for hun troede det var helt normalt at løs børn inde, "en tyv dirke min dør op og da han så mig.. ja.. stak han af.. han løb efter.. jeg troede han ville kunne fortælle mig hvor min mor var" hun så ud af det lille vindue i hytten "men han råbt forsvind.. og kyle en lysestage lige i panden på mig.. så jeg besvime.. da jeg vogne var han væk" hun så igen på ham, "jeg søgt huset igennem.. fandt nogle kærlighedes brev fra en mand der hed Leon.. men kunne ikke tyden dem.. dels fordi papir hade være vådt som hade nogle grædt på dem.. og så jeg ikke læse.. eller skrive.. men navne kunne jeg lige læse.. siden da vandre jeg.. have små jobs.. ind til jeg valgt at blive spion..." hun så på ham, hendes smile var forsvundet og det neutrale ansigt, "hvad med dig?" hun så på ham og hade hele tiden om hans hånd, hun kunne godt lig at holde om den, den var dejlig blød og hendes hænder var varme og bløde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio blev siddende foran hende. Han så virkelig ikke nogen grund til at skulle være bange for hende og måske at han ikke var den bedste til at vise det, for følelser havde aldrig været hans stærke side, og ville nok heller aldrig blive det, så.. var der noget ganske specielt ved hende. Han ønskede bare at lære hende bedre at kende, lære lidt af hendes historie og finde ud af hvad der fik hende til at tro at hun var direkte grim, for det var da noget af det sidste som hun måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sagde ikke så meget som et eneste ord, idet at hun begyndte at fortælle. Han tolket det selv som en god ting, at hun åbnede op og begyndte at fortælle selvom hendes historie ikke var noget som han direkte ville sige, var nogen god en af slagsen. At nogen kunne gøre sådan noget, var slet ikke noget som han kunne forstå og han synes at hans forældre havde været stride? Det var da noget som han tydeligt kunne bide i sig igen og på alle måder endda, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Det gør mig ondt,” sagde han roligt, også selvom hans tone ikke viste til nogen som helst former for følelse eller medlidenhed, for det var bare ikke noget som lå til ham på nogen måde! Han vendte ganske kort blikket mod deres hænder og med en tænkende mine. Skulle han give hende den sande historie? Lade hende vide hvorfor han virkelig måtte hade sin far så meget? At han faktisk var en kongesøn i Procias, selvom han ikke havde noget som helst med det land at gøre? Han sukkede en smule irriteret og vendte blikket mod hende. ”Jeg blev født ind i en adelig slægt,” begyndte han roligt. Ikke fordi at hun skulle se på ham på en anderledes måde, for det ønskede han da slet ikke. ”Jeg har ikke noget med det at gøre den dag i dag. Mine forældre gik fra hinanden dengang jeg var ganske lille, selvom jeg stadig havde et godt forhold til dem begge. Ganske kort før jeg blev 7, så stoppede min far med at komme. Jeg kan huske, at jeg så at han stod på døren, kun for at vende om og gå igen. Min mor pakkede det sammen som hun fandt nødvendigt og rejste med mig.. Vi endte først i Manjarno, så i Dvasias og så i Imandra.. hvor vi slog os ned.” Han vendte blikket ganske kort mod stearinlyset som stod på bordet. Han kunne ikke give hende den fulde sandhed. ”Jeg har ikke set min far siden.. Min mor forklarede mig, at han havde fundet sig en ny familie, nye børn og ikke ønskede at have noget at gøre med mig mere..” Han vendte blikket mod hende. Det plaget ham, men.. sådan var det jo og det var heller ikke fordi at han kunne gøre noget som helst ved det.

[Deleted]

Aimée så på ham mens han snakke, hun holdt ham forsat i den ene hånd. mens hun kunne se der var noget han ikke ville snakke om men hun ville ikke spørger, det rage hende ikke så hvorfor grave i det. hun så på ham mens han snakke, inde i gjord det rigtig ondt at høre at hans bare sådan hade valgt at droppe kontakten med ham. hun så på ham og klemt lidt om hans hånd uden at tænke over det, det med han hade flytte rundt kendt hun selv hun var født i landet her, men hun flytte selv fra sted til sted alt efter hvor hun nu blev ansat. hun holdt bare om hans hånd og lod ham tal ud, hun var ikke god til at udtrykke følelser på nogle måder hverken med ord eller krops sprog, hun så bare på ham og følele vred? dybt inde i blev hun vred over hans fare bare fik ny familie og så bage valgte at skubbe ham væk, hun rejste sig og lag armen om hans hals og trykke ham så blidt ind til sig i et mildt kram. hun var ikke sikker på om det var rigtig, men hun følte bare hun var nød til at giv ham et kram. "Han fortjener slet ikke en søn som dig gør han" sag hun stille og holdt forsat om ham, mens hun kigge ned i gulve over hans skulder og ikke rigtig vist om hun skulle slippe igen eller blive ved at kramme, for det var enlig rart? sådan at kramme en anden inde en pude om natten..

[Theodore Jarvis Acheron]

For Adelio var det noget som virkelig måtte ligge frygtelig dybt. Han arbejdede stadig med det, selvom det var ved at være så mange år siden, så var det hele lagt i hans egen underbevidsthed, for.. ja, hvordan skulle han da ellers tackle det hele? Han vidste det ærlig talt ikke, men det var nu bare sådan at tingene nu endelig måtte være og det var heller ikke fordi at han som sådan kunne gøre noget som helst ved det, om det var noget som han ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende. I sig selv, så kunne de jo faktisk godt minde meget om hinanden, så det var vel.. også noget af det som automatisk gjorde det nemmere at åbne op? Begge havde de haft det hårdt, selvom det havde været på hver deres måde, så var det jo egentlig bare sådan at tingene nu endeligt måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun endte med at slippe hans hånd, kun for at kaste sig omkring hans hals, var noget som næsten måtte give ham et hjertestop! Han endte hurtigt oppe på benene, for denne form for omsorg, var han da bestemt heller ikke særlig god til! Han blinkede tydeligt med øjnene og bed sig let i læben, hvor han ganske varsomt og dog prøvende måtte lægge armene omkring hende. Han vendte blikket mod hende, selvom han ikke gjorde stort andet. ”Tja.. Han ville vel hellere være sammen med sin nye familie.. end det som han ville være sammen med.. mig,” sagde han stille. I sig selv, så kunne han lyde næsten som havde han været fuldkommen ligeglad, men det var han ikke. Der var en grund til at han færdes rundt i disse lande, for han ønskede jo at finde manden og finde ud af, hvad fanden der egentlig var sket.

[Deleted]

Aimée holdt kramme mens hun så ned i gulve, hun hade ikke rigtig styr på det her føleles tam tam og hvordan man sådan skulle vis det og udnytte det. hun kunne dog et sted godt lig kramme, det var en behagelig følelse at kramme nogle det var noget så sjælden hun faktisk kramme nogle, og at hun kunne lig kramme var vel bare beder ikke? hun måtte dog slippe da han rejste sig da han var højer ind hende så hun kunne ikke helt nå ham om halsen, i steden for lag hun arme om hans bryst og hade panden mod hans bryst. "jeg vil godt være sammen med dig" sag hun stille, det var sikkert ikke så godt som at have en far der var sammen med ham, men hun kendt ikke til at have en far hendes mor hade jo ædt hans sjæle for at få hende, det var vel trist et sted men igen så satte hun vel pris på det liv der var bleven hende skænket, men hvorfor lige hun skulle have det her udsende vist hun ikke lidt hvordan var gået til, hade hendes far selv være helt hvid som sne ? måske en albino? det vist hun ikke for hendes mor hade ingen ting om ham ud over de brev hun hade fundet, men som nu sikkert var gået tabt for evigt, hun ville nok aldrig finde ud af hvem han var og hvordan han og hendes mor hade fundet samme eller hvordan det kunne være han gik med til at lade sin sjæle blive slugt bare for at få et barn han aldrig ville komme til og se? og ville hun mund overhovede se sin mor igen og finde ud af det?

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var virkelig ikke vant til at skulle være i nærheden af nogen på denne her måde, selvom han virkelig måtte erkende, at det faktisk var en rar fornemmelse. Det var rart at nogen faktisk bekymrede sig for ham på denne her måde, så det var heller ikke noget som sagde så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Han var slet ikke vant til denne form for omsorg, for det var end ikke noget som hans mor var særlig god til at vise ham på denne her måde, hvilket faktisk var noget som han var ked af, men det var nu bare en ting som han måtte tage med sig. Han sendte hende et stille smil, som hun endte med at stå med hovedet hvile mod hans bryst. Det var virkelig godt og det var rart at der var nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hendes ord var noget som virkelig måtte overraske ham og meget endda! Han blinkede let med øjnene og vendte blikket mod hende og med den tydelige forundring i minen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Være sammen med ham? Hvad mente hun med det? Hans arme forblev hvilende omkring hende, hvor han vendte blikket mod hende. ”Det.. vil jeg sætte pris på,” sagde han stille. Ja, hvad pokker skulle han da sige? Det vidste han da ikke og det var noget så frygtelig forvirrende og tydeligt også frustrerende! Han trak vejret dybt. ”Det.. det vil glæde mig.. Hvis du også ville være sammen med mig,” sagde han stille, hvor han vendte blikket mod hende og med et stille smil. Så venlig som hun var, så kunne han slet ikke lade være med at smile ved den tanke alene. Hun var noget specielt, så meget var da allerede gået op for ham allerede for længe siden. Han hævede stille den ene hånd som han lod stryge mod hendes ene kind. Det ville faktisk betyde rigtig meget for ham.

[Deleted]

Aimée så op på ham da han lød til han gerne ville have hun var sammen med ham, hvordan han tolke at være sammen med vist hun ikke for hende var det vel bare at være ved hans side når han hade brug for hende. hun holdt forsat kramme, hun hade et sted ikke lyst til at slippe da det var for rart at kramme en anden man kunne jo blive helt afhængig af det!? hun fik et lille smile på læben mens hun så op på ham det var sjovt at se op hun var jo selv en høj pige men han var dog højre ind hende, hun holdt kramme til hun så hen mod vinduet, hun slap og slukke stearinlyset og tog sin gamle kappe på. der kom nogle! hun så på ham og holdt en finder på munden som de skulle være stille, hun åben døren og blev et med mørket selv han ville ikke kunne se hende. rigtig nok kom der faktisk vagter! Aimée var overraske de pleje ikke at komme helt her ud, vagterne pege mod hytten og hviske til hinanden, Aimée lise i skyggen hun ville vente til de var tæt nok på der efter fange dem i en mørk kugle og der efter flygte hun var ikke god til kampe og der var for mange til hun ville kunne nå at tage alle deres sjæle de ville ellers være et godt måltid men hun tur ikke? for mens hun suge en sjæl ud ville de andre angribe hende i mens og det kunne blive hendes død!

[Theodore Jarvis Acheron]

For Adelios vedkommende, så var det selv meget rart at have nogen tæt på sig på denne her måde. Han var selv ikke vant til at skulle opleve på sit vis, for dette var heller ikke noget som han var vant til. Det var virkelig rart at have nogen til at holde om ham og faktisk skænke ham en følelse af at være accepteret. Det var vel heller ikke fordi at der var alverdens med forventninger set fra hendes side af? Et stille smil forlod hans læber, selvom fornemmelsen af at blive iagttaget på afstand, var noget som forundrede ham på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At hun endte med at slippe ham og med blikket mod vinduet, var jo så noget som kun indikerede for hans vedkommende, at der måtte være noget galt. Han tav som hun gjorde tegn til det. Hvad skulle der ske nu? Han vendte blikket forundret mod hende, idet at hun bare.. stak af? Og efterlod ham der? Ikke fordi at det var noget som sådan kunne falde ham ind på denne her måde, for det forundrede ham ikke, selvom det var noget som et sted også måtte irritere ham! Han nåede kun lige hen i døren, da han så på dem og vagterne i den grad også havde fået øje på ham. To af dem var hurtigt henne ved ham og henne ved døren, idet at de mere eller mindre overfaldt ham og tvang ham direkte ned i jorden. Han knyttede næven idet han kylede den direkte ind i hovedet på en anden, selvom de hurtigt overmandede ham, for de var ganske enkelt for mange! ”Slip mig!” hvæsede han med en vred og fast tone.

[Deleted]

Aimée var ikke stukket af! hun liste vi af skyggerne og kom om bag de 3 vagter der stod og vente på de to andre. der hade fat i Adelio, hun liste 2 kaste knive frem under sin kjole og stak en i ryggen på de to vagter og snore kniven rundt, vagterne brøl i smerte og prøve at få kniven ud af ryggen. den vagt hun ikke hade stukket vente sig om hvor efter aimée dukke op, hun trak dolken og hoppe på vagten der var en del kramp og amiée fik over mande vagten hun hade fået lidt skrammer op armen men det var ikke alvorligt, vagten hade hun lykkes at få stukket i halsen og lå nu død på gulve mens de 2 andre vagter lå og gispe, i live men hun hade fået punter deres ene lunge. de to vagter der holdt Adelio slap ham og løb mod hende, Aimée nå kun lige at få sin vinger frem i håb om at smutte før de fik hende lagt ned i et jerne grev og holdt hendes vinger, hvilke gjorde rigtig ondt. Aimée sag ikke noget men så ned i skov bunden mens hun blev presse ned og mærke smerten ved at have armen på ryggen og vingerne holdt sammen af et par stærke arme.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde slet ikke set angrebet komme, så selvfølgelig var det noget som overmandet ham som det rene ingenting, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være. Han fik stukket en knytnæve direkte i ansigtet, hvilket halvt om halvt måtte slå ham ud, så de kunne få ham med sig, hvor de kun lige nåede at komme ud, inden de andre blev stukket ned og alt mulig andet. De slap Adelio direkte i jorden og satte i løb, hvor han slog hovedet direkte ned mod jorden, hvor han kom med et kraftigt gisp. Han hævede blikket, som han kunne se i retningen af skoven som måtte ligge lige ved. Det var ved at være for farligt at være her, det var noget for længst, var gået op for ham og det var bestemt heller ikke noget som faldt i smag for hans vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte komme. Han kneb øjnene fast sammen. Nu havde han måske muligheden hvorpå at han kunne indbetale lidt af den gæld som han faktisk måtte stå i til denne kvinde? Han kæmpede sig op på benene, hvor han blottede tænderne. Nu skulle de så sandelig også have lov til at se lidt løjer her! Han sprang direkte op på mandens ryg som holdt hende nede, hvor han lod tænderne synke direkte ned i halsen på ham. Han skreg og slap hende som han prøvede at få Adelio af sig endnu en gang. Han klemte øjnene fast sammen, hvor han holdt fast i manden, hvor han begyndt at suge af hans blod. I sig selv, så var det noget som faldt tungt til hans egen mave!

[Deleted]

Aimée lå stille og forvente nu at blive slæbt væk og straffe, hun mærke dog snart at manden der holdt hendes arme var væk, hun så op så godt hun kunne og så på Adelio. hun kunne ikke rigtig se hvad han lave ved mand, men hun fik rulle rundt så manden der holdt vingerne kom under hende og hun satte en albue i hans mave så han slap og tog sig til maven, hurtig satte hun sig over ham og læne sig frem og med halskæden presse hun krystallen mod mandens mund, man så live forsvinde ud af mandens øjne og en sølv farve tåge kom ud af hans mund og ind i den isblå lysen krystal, Aimée sukke svagt og nød den energi krystallen gav hende, hun rejste sig og gik hen til de to vagter hun stak ned, hun lave det samme nummer med den ene. men den anden var det svær død, hun trak kniven ud og tørt dem af i kappen, og smutte dem op under kjolen igen. hun kigge på blodet på sin hænder, rød klæd hende enlig meget godt siden hun var så lys. hun så mod Adelio og gik hen til ham, da han slap manden lod hun en tommel finger blidt glid over hans mund vig "der sad lidt der" sag hun stille og roligt, hun så lidt ned igen på de nu lidt rød finger fra blodet der var også lidt på armen fra hendes små snit sår, "tak..Adelio" sag hun stille og tog lidt i sin kappe og ville tør blodet af sin hænder, hendes vinger var der stadig de skinde smukt og sad helt ind til hende de var ikke så stor som en ren engle men stor nok til at bære hende og et halvt menneske det ville sige et barn op til 12 års aldrene.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste ikke hvorfor at han direkte havde valgt at sætte tænderne i manden som måtte holde fast i Aimeé, men det var bare det første som var faldet ham ind. Han skyldte hende netop også for at have reddet ham. Endda hele to gange! Som han kunne mærke at livet var ved at sive ud af manden, så var det også først der at han valgte at give slip. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at skulle stille sig som direkte uvenner ved siden af kongehuset her i Manjarno, men han gjorde hvad der var nødvendig for hans egen overlevelse, men denne gang.. så havde han også valgt at skulle handle ud fra hendes, selvom det nu heller ikke var noget som normalt ville have ligget til hans valg af handling. Han rettede sig op, hvor han slikkede det værste af sine læber, idet han vendte sig mod hende. Hans øjne havde tydeligt fået en langt mere rødlig farve. En smuk og rødlig glans. En blodrus uden lige, selvom det var noget som han heldigvis var i stand til at kontrollere på denne her måde, hvilket i den grad også kun måtte vie sig at være til hans egen fordel. Som hun strøg hånden mod hans mundvig, så var det som om at han stille kunne blive sig selv igen. Han lukkede øjnene stille og rystede så stille på hovedet. Han rystede stille på hovedet, hvor han måtte sende hende et stille smil. ”Er du okay?” spurgte han stille, som han betragtede hende næsten med en bekymringsfuld mine. Det var heller ikke fordi at han ønskede at skulle gøre det mindste andet end at handle ud fra sit eget bedste, men denne gang, så havde det virkelig forholdt sig helt anderledes. Han vendte blikket rundt omkring sig. I sig selv, så ville han bare væk inden at der kom flere vagter til.

[Deleted]

Aimée så op på ham, "jeg har det fint" sag hun stille og så bar op på ham. det rød skær i hans øjne klæde ham sindssyg godt, hun fik tørt hænderne så ren hun kunne men hun burte nok tage et bad, det blød stadig lidt fra armen men det var næsten helt væk, hun så mod de død mænd hun burte nok søge ud af landet et par dage. "du burte tage hjem.. i sikkerhed" sag hun stille og så op på ham med de glasklar isblå øjne, hun viste ikke selv hvor hun skulle tage hen og hvilke land ville vær meste sikkert for hende at tage til og bo en lille månedens tid, "kender...du et sted jeg kunne tage hen.. i et lille stykke tid?" spurte hun stille mens hun så rundt og lod sin vinger forsvinde ind i kroppen igen, hun ryste lidt i kroppen det var ikke så tit hun hade vingerne fremme så hun var ikke super vand til det, så heller heste ryg eller gå ben. hun lod fingeren rør krystallen ganske forsigtig mens hun kunne mærke den energi sjælen hade give hende, det var skønt! hun var enlig også lidt overrasket over hans øjne der faktisk så bekymret ud, hun lod en hånd tryg ham let over håret som en form for bekræftelse af han ikke skulle være bekymret for lille hende, hun så op i hans øjne mens hun hele tiden var på vagt og lytte efter flere lyde der kunne tyde på flere vagter, for hun hade ikke lyst til at der kom flere for at prøve at fange ham eller hende nu hvor hun hade dræbt 3 mænd og ædt 2 af deres sjæle.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelios øjne skiftede normalt til den mere blodrøde glans når han nærede sig, for det var der at rovdyret måtte være det mest tydelige i ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt, det var helt sikkert. Hendes strøg over hans hår, var faktisk noget som kunne gøre ham direkte.. rolig igen, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på den ene eller den anden måde, det var helt sikkert. Han lukkede øjnene ganske let. At hun ønskede ham væk, kunne han godt høre, selvom han næppe ville gå ud fra at der hvor han kunne vælge at tage hjem. Han sukkede dæmpet, hvor han let bed sig i læben. ”Det valg jeg har at tage hjem til, er næppe mere sikkert end det her,” påpegede han roligt og med et let skuldertræk. Ikke fordi at han tog det så tungt. Han havde sit liv som hans mor måtte have sit og det var også sådan at det burde være set i hans øjne. Han vendte blikket mod hende og med en kort tænkende mine. Han.. kunne jo tage hende med sig mod Imandra, selvom det kun måtte koste en ting; Hun kunne ikke forlade stedet igen, så var det heller ikke et alternativ set i hans øjne. ”Jeg tror ikke det som jeg kan tilbyde dig, er noget som du ønsker for resten af dit liv, Aimeé,” sagde han stilfærdigt. Han mente faktisk de ord i deres ærlighed, for der var vel heller ikke nogen grund til at han skulle lyve for hende? Et liv i Imandra konstant i fare for at miste det, var bestemt heller ikke noget som han ville byde nogen hvis han ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert.

[Deleted]

Aimée forsatte med at stryg ham over håret mens hun så på ham, hun lytte til hans ord og lod ham bare snakke færdig. hun tog hånden til sig og tog forsigtig hans, "du kan da bare passe på mig..ikke?.. så er jeg jo altid ved din side" hun så på ham, og med et lille smil på læben. hun stod roligt og holdt hans hånd, mens hun så op på ham med de isblå øjne. der var stille i lidt tid før hun bare så på ham, "vi burte bevæge os.. ellers finder de dig" hun begyndt at gå mens hun holdt ham let i hånden, det var nu kun hendes finger der holdt let om 3 af hans fingre. hun vist ikke hvor de skulle gå hen men gå skulle de vis de ikke skulle fanges, for bevæge de sig ville det være svær at finde dem. hun gik bare mens hun hade fat om hans finger, hvilke var lidt nyt for hende men det var enlig rart hans finger var stør og lidt tykker ind hendes små fin finger, hun så kort på ham før hun kigge lidt ud igen og bevæge sig roligt dog en smule hurtig gennem skoven og hade ingen ide om hvor hun var og hun var svagt træt efter hånden.