i am here.. but you cant see me

[Theodore Jarvis Acheron]

Om det var en god eller en dårlig ting, var ikke noget som Adelio som sådan kunne finde ud af, for.. ja, han ønskede jo faktisk at finde ud af hvorfor hans far havde valgt at cutte kontakten helt dengang han havde været de syv år. Hans mor havde været frygtelig hård af sig, men det havde vel alt sammen været i en god mening? ”Det gør mig ondt..” sagde han stille. Ikke fordi at det var noget som sådan rørte ham som sådan, det var der jo heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret dybt, som mørket måtte lægge sig om dem. Det var heller ikke fordi at det var noget som han som sådan måtte gøre noget ved, som han kunne se at vagterne bare måtte passere dem og endda uden at de var til at se? Et sted så var det jo slet ikke noget som man skulle forundre sig over. Han blinkede med øjnene og vendte blikket mod hende. Han lod hovedet søge let på sned. Uanset så var det jo noget som de måtte passe på og specielt når det var ham som det måtte komme til. Han vendte blikket mod hende, hvor han sendte hende et roligt smil. Han trak let på skuldrene. ”Det er en af mine racer må jeg ærligt erkende,” fortalte han roligt og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han kunne lige så godt være ærlig overfor hende, for det var jo noget som faldt ham ganske naturligt til i den anden ende. Han vendte blikket rundt omkring sig. ”Jeg er.. en Holy Grail,” fortalte han. Ergo var han en blanding af 3 eller 4 racer, også selvom det ikke var noget som han som sådan var meget for at skulle afsløre alt for meget i tilfælde af, at det var noget som kunne bruges iden anden ende.

[Deleted]

Aimée så på ham mens hun lytte, et lille smil gled over de lys læber men kun kort men det klæde hende. "j..jeg er engle..og..dødsnymfe" sag hun stille hun kunne vel lige så godt være ærlig over for ham som han lød til at være over for hende, "vi må væk..nu" hun trak hætten over hovede og begyndt at gå, hun viste ikke om han gik med. hun forsatte når hun hørte fodtrin gemte hun sig i gyder, eller bag ting hun endt med at komme ude af byen hvor hun gik ud af en lille sti i skoven hun gik lidt før hun kom til en lille bitte hytte, her hade hun tit gemt sig ingen vagt gad gå der ude på denne tid. hun åbne døren og i mørket fandt hun vej til et starin lys hvor der lå tinstikker, hun fik tændt det lille lys man kunne ane en bunke af tæpper det var der hun sov, og ellers var der to stole man kunne side på. hun satte sig på en stol efter at have taget kappen af, nu kunne man se det helt hvide tøj og krystallen der hang i sit kors forme ved hæng, hun så lidt på lyset stille og roligt og lage ikke mærke til om han var fuldt med hende helt her ude eller om han bare var gået som hun enlig hade forvente, der var jo ingen der gad snakke med hende det var hun jo vand til.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde virkelig ikke nogen verdens grund til at skulle være bange for hende. Han havde set lidt af hvert i den tid hvor han havde været under hans mor. Det var jo heller ikke fordi at hans far havde vist ham den største interesse på den ene eller den anden måde, men det var nu bare sådan at tingene måtte hænge sammen, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede indædt og vendte blikket mod hende. ”En engel var da noget af det sidste som jeg ville gætte på,” sagde han ærligt, som han lod hovedet søge let på sned. Det var jo heller ikke fordi at hun var den type som åbent viste ham det ene eller det andet, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan, men det var nu bare sådan at tingene måtte hænge sammen. Det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre noget ved det. Han nikkede sig enig til hendes ord, for det var jo bare et spørgsmål om tid, inden at vagterne ville komme tilbage igen og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde! Han fulgte efter hende, selvom det gik ganske hurtigt igennem små gader og de mange gyder. Denne hytte som hun mere eller mindre måtte vise ham frem til, var ikke et som han umiddelbart havde lagt mærke til at skulle passere før, så selvfølgelig var det noget som forundrede ham en smule. Han gik roligt med indenfor, selvom han gik ind som den sidste. Han så sig omkring. Mørket rørte ham ikke – man var jo trods alt heller ikke vampyr for ingenting. Han vendte sig mod hende, som hun fik gang i tændstikken og fik lyset tændt. ”Bor du her?” spurgte han roligt og med hovedet let på sned. Et sted så lod han vel bare nysgerrigheden komme godt til udtryk?

[Deleted]

Aimée fik et lille chok hun hade jo slet ikke set efter om han var fuldt med hende, "nej" sag hun stille og så på ham. "det et af min mange skjule steder.. når der har være lidt problemer med arbejde" mere sag hun ikke om arbejde, hun så lidt mere roligt på ham. hun syntes selv stedet var okay, der var det hun skulle brug hun pleje jo kun være der en nat max 2 før hun smutte hvider til et nyt skjule sted. hun kigge op på ham mens hun pille lidt ved sin kjole, "hvor bor du?" spurte hun så og blev svagt selv en smule nysgerrig han spurte jo selv meget til hende, så hun kunne vel lige så godt selv spørge lidt om ham nu de sådan snakke bare lidt sammen, hun holdt dog hele tiden øjne med om der kom nogle selv om chancen var små her ude. hendes øjne virke mere rolig nu, efter de var kommet inde i den lille hytte. men her følet hun sig også mere tryg inde uden i det fri, der var et svag smil på de små blød læber mens hun bare så op på ham med det helt glas klar øjne der var næsten hvide men virkelig var isblå.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var bestemt ikke den bedste til denne form for samtale, selvom det nu efterhånden var gået op for ham, at det ikke rigtigt var noget som han kunne undgå. Han var ikke den som åbnede op så nemt, men hun havde nu og da stadig gjort så meget for ham, så selvfølgelig var det også noget som havde en vis betydning for ham når alt endelig måtte komme til alt. At det havde overrasket hende at han havde fulgt med, forundrede ham egentlig ikke, tvært imod så forundrede det ham faktisk selv, for normalt så ville han jo slet ikke gøre den slags ting, men det var nu bare sådan at tingene nu måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned ved hendes spørgsmål. ”… Hvor jeg bor?” gentog han. Han rynkede let på næsen. Ja, han kunne ikke sige det direkte som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg bor i Imandra… Ja, jeg er lidt langt hjemmefra, men..” Han trak på skuldrene. ”det er nu bare godt at komme lidt ud af hus for en gangs skyld,” sagde han roligt. Det var nu heller ikke fordi at han kunne fortælle hende direkte hvad det var at han lavede, for.. ja, hvad kunne han svare på det? Han hjalp sin mor med at lege Robin Hood? Tanken morede ham en anelse.. specielt fordi at det jo faktisk måtte være sandt.

[Deleted]

Aimée så på ham og kom så overraskende sødt smile, sammen med et svagt lille fnis. hun så på ham og fik så det helt roligt væk, mens hun nu bare så på helt roligt igen. hun så på ham og sad bare med hænderne i skødet mens hun så på ham, ja han var vist noget lagt hjemme fra men på en måde forstod hun godt det med han skulle lidt væk hjemme fra, men lige helt her hen lige frem? hun så ud mens hun lytte efter vagterne men der var nu helt stille, hvilke var på en måde rart men også skræmmen for så forvente man næsten de pluslige sprang frem fra en busk eller et træ, hun så på ham igen mens hun så betragt ham en smule men det var ikke rigtig til at se på hendes øjne der var helt rolig og kun hvile på ham, ganske roligt mens hendes finger pille ved den hvide kjole der var ikke så varmt inde i hytte hvilke Aimée sådan godt kunne føle men hun vist ikke at hun små frøs, hun sad bare med lyst ståenden på jorden og gav den smule lys det nu gjorde og gav ganske svag varme.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde slet ikke set skyggen af noget som kunne betegnes som et hus eller en hytte siden han havde boet med sin mor i Procias. Et sted så.. søgte han vel efter sin far, selvom han fortrød lidt på halvvejen? Ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen som helst, selvom det virkelig var ham en irritabel tanke. Han slog den let ud af hovedet, som han vendte blikket direkte mod hende i stedet for. Hun virkede nu alligevel temmelig usikker ved at have ham så tæt på, selvom det nu heller ikke var en tanke som han kunne forstå. Selv så levede han jo af sine mange facader, hvilket var noget som hans kære mor havde lært ham, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt. Han gik roligt længere ind, idet han roligt valgte at sætte sig op af en væg, så han kunne betragte hende, uden at virke faretruende eller noget som bare måtte minde om det, for det var jo slet ikke noget som han var ude på i den anden ende!
Et svagt smil passerede Adelios læber, netop ved at se, at hun også selv kunne smile lidt. Folk behøvede jo ikke nødvendigvis at være direkte farlige, selvom man selvfølgelig skulle passe frygtelig godt på nu om dage! ”Her.. tag den her.” Han viklede sin egen kappe af og rejste sig roligt op, som han forsigtigt tillod sig selv at lægge den omkring hendes skuldre. Han var jo stadig en procianer i sit hjerte, og det at hjælpe andre, fik han det faktisk også selv meget godt med.

[Deleted]

Aimée sad roligt og kigge på lyset da hun mærke hans kappe om sig, og hørt hans ord. hun så op på ham og lukke hånden lidt omkring den inde fra, "fryser du så ikke?" spurte hun stille og så på ham og lag hovedet lidt på skrå og så på ham, med et lille smile på læben der hade brændt sig fast på hendes læber. hun holdt fast i kappen der lune rart omkring den tynde krop, men hun ville heller ikke have han frøs eller sådan føltes det inde i på grund af hendes engle gener. "du må godt tage et af skinnen og brug.. vis du nu skulle frys" hun bed sig lidt i læben og så op på ham, hun sag så helt helt stille "du har pæn øjne.. gid jeg hade så pæn øjne" hun så op i hans øjne med de rolig isblå øjne der virke en smule mere varme ind før, men hun hade vende sig en lille smule til ham men det tog tid det var jo ikke så tit hun var sammen med andre væsner i det hele taget, hun kigge bare op på ham med det lille smil på læben og kigge ellers bare på ham da der ikke var så meget andet der var at se på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne slet ikke lade være med at smile når det endelig måtte komme til denne kvinde. Hun var lidt af en mærkelig en af slagsen. I det ene øjeblik, så var hun så afvisende og nu.. næsten omsorgsfuld? Det var noget som et sted også måtte forvirre ham en anelse, selvom han ikke sagde det direkte, for det ville slet ikke være noget som han ville få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret dybt og rystede let på hovedet. ”Jeg takker, men.. jeg er vampyr, jeg kan ikke rigtigt fryse,” forklarede han, som han let viste hende de sidse hjørnetænder i hans mundviger, selv på trods af at han kunne styre det, for det var noget som han efterhånden var ved at være ganske god til. Det kom vel også med alderen. Han satte sig roligt ned på stolen overfor hende idet at hun kommenterede hans øjne. Ikke fordi at det var noget som han var vant til, for.. ja, der var jo ikke decideret noget smukt ved ham? Det var jo sådan at han selv så på tingene for det var sådan at det altid havde været. ”Det er du den første som fortæller mig,” påpegede han sigende, som han vendte blikket let ned mod sine hænder. Ja, han var ikke den bedste til at håndtere komplimenter, for der var ikke rigtigt nogen til at give ham dem foruden hans mor, men det var ikke noget som tællede! Det var jo for pokker da hans mor! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Du ser nu heller ikke så tosset ud.. Jeg mener..” Han lod tungen stryge let over sine læber. ”jeg har aldrig set nogen som dig,” forklarede han videre i håbet om at det ikke skulle tolkes forkert.

[Deleted]

Aimée så på ham, "ikke.. det burt folk.. for du har pæn øjne" hun så på ham og smile bare det lille smil. hun så roligt på ham som han kom med sin kommentar, hun så lidt ned i sit skødet. "der er kun en som mig.." sag hun stille og sukke ganske svagt, hun viste folk så anderledes på hende for helt ærlig hun var stort set hvid fra top til tå, hvem ville nogle siden falde for hende. hun lukke øjne og bed sig svagt i læben, det var altid hårdt at tænke på at hun var så grim som hun var. "jeg ved godt selv jeg ikke er køn" hun trak bene lidt op under sig, det behøve han ikke og skjule hun var vand til at høre sandheden. hun var vand til folk drille eller gjorde nar men hun tog det ikke på sig, som det ren is pralle det af på hende, men inde i isen var hun blød og søge bare det mange drømme om.. den ægte kærlighed og en der ville elske hende for altid, men det var jo ikke så nemt at finde sådan en mand, og slet ikke for hende som hun så ud.

[Theodore Jarvis Acheron]

At denne kvinde direkte ville påstå at hun ikke var køn, var noget som direkte måtte overraske ham, for det var hun da. I hans øjne, var jo det så bare en skam, at der ikke var andre til at se det, men det var nu bare sådan at tingene nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket, men hvad fanden skulle man gøre ved det? Han rystede let på hovedet. ”Den eneste som siger det, er min mor.. men hun er jo næsten forpligtet til det,” sagde han som han let trak på skuldrene. De mørke øjne og med den rødlige glans, var noget som han vendte direkte i hendes retning og ikke mindst med en tydelig forundring. Hvad pokker var det egentlig hun snakket om? ”Og det der med, at du ikke er køn, er noget som du har bildt dig selv ind,” fortalte han ganske kortfattet og alligevel med en stilfærdig stemme, da det i sig selv, heller ikke var noget som hun ville skjule for hende. Der var bestemt heller ikke nogen grund til at lyve set i hans øjne. ”Måske at du er.. meget, meget bleg men.. der er noget.. unikt over dig.. specielt,” fastholdt han, som han roligt foldede hænderne foran sig og med blikket hvilende roligt på hendes skikkelse. Han sendte hende et stille og næsten prøvende smil, selvom.. ja, det var ikke noget som man bare gik hen og gjorde, men han prøvede da om ikke andet. Han kunne faktisk godt være venlig.

[Deleted]

Aimée så på ham og ryste på hovedet, "nej.. folker siger selv jeg grim.. det der for jeg kun viser mig om aftnen hvor der ikke er så mange og jeg beder kan skjule.. mig selv" hun så lidt ned før hun så op på ham igen, "i det mindste siger din mor det.. min har aldrig sagt det.. hun læste enlig kun for mig.. hvor efter hun låst mig ind på værelset nogle dag.. så kom hun igen og gave mig mad og lege med mig.. men hun sag aldrig jeg var pæn" hun så ned igen og pille ved sin finger, "syntes du.. jeg special " spurte hun og så på ham, med en smule håbe i øjne mens hun pille ved sin finger. kunne det passe han virkelig syntes hun var special? hun så på ham mens hun bed sig svagt i læben og bare så ind i hans øjne, hun kunne virkelig godt lig farven på hans øjne de var meget varmer at se ind hendes mere kolde udsende øjne.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var virkelig ikke bange for hende eller for hendes udseende. Selv vidste han at han kun var heldig ved at skulle have forældre som havde udseendet med sig – af hvad han vidste, for han måtte ærligt erkende, at han slet ikke kunne huske hvordan hans far så ud, men det var også så frygtelig mange år siden at han havde set den mand. Han lod hovedet søge let på sned ved hendes ord. Et sted så gjorde det ham direkte nedtrygt at skulle vide, selvom han nu ikke direkte kunne vise det, for det var den warlock i ham som gjorde det. Han var bestemt ikke god til følelser på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne han faktisk ikke gøre for det. ”Det gør mig ondt,” sagde han stille, som han endnu en gang valgte at rejse sig, kun for at vende sig mod hende. Et sted så var han vel bare.. heldig af sig? Selvom han ikke direkte kunne sige, at han følte sig heldig på den ene eller den anden måde, men det var nu bare sådan at det nu endeligt måtte være, når det måtte komme til stykket. Han lagde forsigtigt en hånd under hendes hage, kun for at vende hendes blik mod sig. Han ville bare vise hende, at han slet ikke var bange for hende, for det var der vel heller ikke nogen grund til? ”Grim er da noget af det sidste jeg vil kalde dig,” fastholdt han med en anelse stædighed i stemmen. Det var hun da på ingen måde! Han sendte hende et stille smil, som han lod sin tommel ganske varsomt stryge over hendes kind. Han ønskede hende i den grad heller ikke noget ondt. Tvært imod, så stod hun jo der som hans redningsmand, så det var da noget af det sidste som han nogensinde ville ønske sig når alt endeligt måtte komme til alt. ”Du er noget.. unikt.. der er kun en af dig.. Det er da noget særligt, er det ikke? Du reddede mig fra en tilværelse i en kold fangekælder, du lever i skyggen, rundt om folk, men de ser dig ikke.. det er da noget særligt. Jeg kender dig godt nok ikke, men… jeg vil gerne,” sagde han stille.

[Deleted]

Aimée sad bare og så ned mens hun lytte til ham snakke, følelser var hun selv meget dårlig til. hun kendt ikke til at vist ægte følelser hun kunne spille skuespil og vis falske følelser, hun mærke hans finger under hendes hage, og der efter at hendes hovede blev løfte lidt op så hun så direkte på ham. hun kigge roligt på ham, mens han snakke og hans finger der nusse hendes kind. det var enlig meget rart at mærke hans finger stryg hendes kind, det hade hun ikke prøve før det gave en underlig fornemmelse i kroppen. hun så bare på ham mens han snakke og lod tog hånden glide frem og tag om hans hånd der holdt hendes hage. "jeg vil også gerne lære dig at kende" sag hun stille og fik et lille smile frem, mund han ville blev hendes første rigtige ven? det håbe hun et eller andet sted. hun så på ham mens hun had om hans hånd med fingeren, hendes finger var blød og tynde rigtig pige hænder, hendes negle var en smule lange men ikke ret meget hun så ham i øje og sad bare helt stille mens stearinlysets flamme bevæge sig lidt på grund af gennem trækken i hytten.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde virkelig ikke nogen grund til at skulle være bange for hende, og kunne han overbevise hende om at hun ikke var grim, så var han i den grad også tilfreds! Han vidste, at det ville være godt at skaffe sig nogen kontakter rundt forbi og desuden ville han heller ikke havde noget imod at skulle have et sted, hvorpå at han ville kunne finde denne form for.. frihed. Han nød faktisk at være sammen med hende, så det var heller ikke noget som sagde så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et stille og roligt smil, som hun hævede hånden og tog omkring hans. Det var nu heller ikke fordi at han havde noget imod det, men han var heller ikke i stand til at bevise de følelser eller tanker i former i blikket, for det var slet ikke noget som han kunne finde ud af. Han var ikke vokset op med følelser, da det var gået i sig selv, allerede for frygtelig mange år siden. Det havde jo ikke rigtigt været der siden hans forældre var gået fra hinanden. Han lod hovedet søge let på sned og trak stolen hen, så han satte sig overfor hende, selv uden at trække hånden til sig. Han kunne ikke rigtigt få sig selv til det. ”Det er jeg glad for, at du vil,” sagde han roligt. Ja, hvad pokker skulle man da sige? Han vidste det ikke og et sted, var det virkelig også noget som måtte frustrere ham og endda temmelig så meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han klemte let omkring hendes hånd og sendte hende et roligt og stille smil. ”Så.. fortæl mig mere om dig selv,” opfordrede han med et stille smil.