i am here.. but you cant see me

[Deleted]

Det var en typisk aften på markedet, selv om det var ved at være meget mørket var der gang i de fleste boder men for det meste kun dem der solgt sort vare, der var tændt fakler ved boderne så folk kunne se deres var, slave handler solgt ekstern godt nu hvor de lidt mere grumme typer kom frem i nattens mørke, men af lige vel var der ikke så mange som der pleje. Aimée hade sin lag sort rejse kappe på der skjult alt hendes hvide tøj, hun gik med små skridt langs husmur og line bare en skygge der gled forbi, ingen lag rigtig mærke til hende. de isblå øjne så stille og roligt fra side til side, mens hun kigge på de enkle boder hun kom forbi. hun var ikke på sjæle jagt det hade hun ikke brug for i nu, og arbejde var hun heller ikke. hun var blot ude og gå, de fleste viste hvordan man skulle finde hende vis de ønske hendes hjælp selvfølegi hade hendes hjælp en pris, og den svinge alt efter hvor meget hun hade brug for. måden at finde hende på var som ment at man skulle gå ind i en gyde, der lå 3 bode væk fra slave markedet der skulle man komme tæt på midnat der ville hun side i skyggen og vente, men vis man ikke fandt hende der var hun altid på kroen man skulle bare spøger efter hendes efter navn, nemlig Da Vinci eller skyggen som hun helst ville kaldes når hun arbejde. Aimée så på nogle enkle par der gik forbi, hun forstod ikke orde kærlighed hvad det dog var og hvorfor folk hunger sådan efter det, hun hade ikke fået det siden hendes mor som forsvandt for flere år siden, men hun behøve det ikke hun var en enspænder og hendes udsende skræmt mere folk ind tiltrak dem, men hun klar sig selv om hendes engle gener virkelig hunger efter hun på en eller anden måde fik tilfreds stil sin føles mæssig sider, hun stanse lidt fra slave markedet, og rette hovedet op de isblå øjne skinde nærmest på grund af lyset fra de fakler der var rundt omkring, bag kappen hade hun en snehvid kjole på, med sin særlig halskæde med sin krystal i der var bleven placer i et korformet sølv smykke, i en perlekæde. hun hade flad hvide sko på, hun gik ikke i høje sko da hun var høj nok i forvejen. hun kigge på de slaver der blev solgt og enkle slaver blev bore væk højt sandsynlig død men det var ikke unormalt at slaver ikke overleve her, hun holdt sig i skyggen de fleste så hende ikke kun enkle opdage hendes isblå øjne der fik dem til at skynde sig hvider.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var bestemt heller ikke fordi at det var normalt for Adelio at færdes på markedet, men man var vel også nysgerrig? Med kappen viklet omkring sin egen krop, så vadet han roligt ned mellem de mange boder. Ikke fordi at der var noget specielt som vækkede hans interesse på den ene eller den anden måde, for det var egentlig bare sådan at tingene var. Han var ikke den største indehaver af penge, han var ikke den manjanske borger længere, for det var noget som hans mor havde taget fra ham for længe siden, kun for at føre ham direkte til mørket og så blive der. Ikke fordi at han klandrede hende for noget som helst, for nu hvor hans far ikke havde ønsket at have noget med ham at gøre, hvor det bånd for længst var ødelagt, så havde han jo kun de få ting i sit liv som han kunne sætte højt; Sig selv og sin mor og det var i den grad også noget som han agtet at gøre på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Den faste mine hvilede på de mange par som han måtte passere på vejen. Ikke fordi at han kunne se det gode ved et forhold, for det var vel også den form for kærlighed som han var vokset op uden? Hans mor havde haft mange mænd ind og ud af sit liv og nu hvor han ikke havde haft sin far, så havde han jo faktisk sået uden.. noget som helst.
Der var faktisk skræmmende mange mennesker ude på markedet her til aften, selvom det nu heller ikke gjorde ham det mindste, for det skænkede ham et udmærket skalkeskjul i den anden ende. Om ikke andet, så var det noget som gjorde det direkte umuligt for vagterne at finde ham, hvilket han i den grad også ville være storslået tilfreds med! De havde fulgt efter ham lige siden han havde passeret grænsen fra Imandra og hertil, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt, for det var noget af en tur det havde været på. Slavehandel brød han sig ikke om, så det var de boder og opråb som han gjorde alt for at undgå, selvom det bestemt heller ikke var noget som han sagde det mindste til. Vagterne gik i parvis ned mellem alle boderne for at finde ham, det var om ikke andet det som han gik ud fra, men de kunne tro nej! De skulle i hvert fald ikke have lov! Han stoppede op ved en bod som solgte smykker, hvor han lod som var han yderst interesseret i et perlesmykke som han tog op og opvejede godt i hånden.

[Deleted]

Aimée stod roligt og kigge på den ene slav efter den anden der blev solgt eller ført væk vis ingen ville have den, hun brød sig et sted inde i heller ikke om det men igen det med følelser var hun ikke god til. hun dreje hovedet væk og lag svagt mærke til en mand ved en smykke bod, hun viste den bod var fyldt med forfalskninger, hun hade en gang skulle udspioner ham hvilke faktisk ved hendes 3 første job hun hade fået som unge. hun så vagten der passer ham og så meget søgen ud, hun hade før spioner for vagterne men det var ikke så tit kun vis de virkelig hade brug for en spion. hun mærke noget stød ind i sig, en lille dreng ikke særlig stor tydelig vis slav ud fra hans tøj. et sted i hende ville hendes engle følelser have hun tog drengen og hjælp ham, men hun nåde ikke rigtig noget før en mand kom hen og prøve at få drengen med sig, men drengen græd og holdt fast i hendes kappe, han hev så hårdt at hendes hætte røg af og det sne hvide hår kom til syne. hendes hvide hud, de isblå øjne og tegnet på hendes højre kind. drengen slap og så bang på hende og ville pluslige gerne med manden, folk kigge på hende mens Aimée roligt trak hætten over hovede igen. hun lod sig blive i skyggen og blev et med skyggen så folk hurtig bar gik hvider som om de ikke hade set hende, hun kom frem igen men holdt sig i skyggen mens hun holdt blikke ned. det var typisk når folk så hende, de løb deres vej skræmt af hendes hvide udsende men hun kunne ikke gør for det, hun var jo født sådan. hun rette blikke en smule op og så lidt rundt, hvor bevæge sig nærmest som et spøgelse forbi smykkeboden men nu ville folk se hende lidt mere fordi hun bevæge sig og faklerne oplyst hende, hun holdt blikke nede mens den samme sætning kørt i hovede *hvad er kærlighed..hvad er en ven..* hun rette blikke op og stoppe ved en frugt bod og overveje at købe et æble selv om hun spist sjæle var et æble eller andet mad rat i ny og næ.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var efterhånden vant til at vagterne måtte være efter ham, selvom det faktisk var ham en kende irriterende, at han ikke bare kunne få lov til at bevæge sig frit for en gangs skyld! Han vidste udmærket godt, at det var hans egen skyld denne gang, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene nu måtte være. Han stod fuldkommen som var han besat af det smykke som han stod med i hånden, selvom han udmærket godt kunne se at det var en falsk som bare fanden. Ikke fordi at det var noget som rørte ham, for han skulle bare have vagterne til at snige forbi sig, så han kunne komme væk derfra igen, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Som de passerede ham, så kunne han heller ikke lade være med at trække let på smilebåndet. Han måtte jo finde sin egen vej at gå, for han kunne jo heller ikke fortsætte alt det andet, ofr det var allerede noget som han var ved at køre temmelig træt i.
Adelio lagde roligt smykket fra sig, kun for at trække sig væk fra boden længe inden at indehaveren af den, formåede at stoppe ham. Et skrigende barn var dog det næste som rørte hans hjerte, hvilket i den grad også var noget som fik ham til at stoppe op allerede med det samme og vendte blikket. Hvad pokker skete der?! Det var også noget som havde fanget vagternes opmærksomhed. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det var noget som kun var til hans egen fordel i den anden ende. Han blinkede med øjnene. Den kvinde var da i… hvid? Han lod hovedet søge let på sned og med en kort undren, selvom det var noget som kun måtte vise sig, at koste ham dyrt. ”Der er han!” udbrød den ene vagt som endelig måtte få øje på ham og det var noget som selv kraftigt måtte rive Adelio tilbage til den virkelige verden. De satte efter ham. Lige i det at han skulle til at løbe, så mærkede han to faste arme gribe fat i ham, hvor han direkte blev tvunget ned i jorden og derved også holdt nede. Han gispede fast idet han spændte fast i kroppen. Han dirrede let og prøvede at komme fri, selvom det bare ikke gik for ham. For pokker da også! De havde fanget ham!

[Deleted]

Aimée vente sig da hun hørte en vagt råbe op, hun vente sig som de fleste gjorde og kigge underne på manden. hun hade ikke set ham før, og af en eller anden grund fik hun en voldsom trang til at hjælpe ham, men hvordan! hun gik nærmer vagterne hun var ikke sikker på om det hun gjorde ville virke men hun måtte prøve. "undskylde mig" sag hun med en stemme mild og blid som en engle men med den forføren undertone af en dødsnymfe. en vagt så på hende, tydeligvis ikke glad for at hun snakke til dem. hun trak roligt hætte af og vagterne så på hende, de isblå øjne skinde svagt og så temmelig skrammen ud. hun stod bare lidt før hun tog om halskæden og forsigtig tog den lidt frem, vagterne stirre på hende før de slap manden og drøne af sted. de viste udemærket godt hvad den krystal kunne, folk trak sig væk og Aimée skjulte hurtig krystallen og trak hætten over hovede. hvor efter hun vente rundt og skynde sig væk fra stedet, det var jo ikke godt at true vagter midt på markedet så hun gjorde kloget i at komme væk, hun forsatte i en hurtig gang men det så stadig ud som hun svæve over jorden, hun stoppe første lidt væk i den ende af markedet der var mere øde her gik mange skumle typer viste hun. hun stoppe op og så rundt og sukke ganske svagt, hvorfor hun hade hjulpet den fremme mænd men der var noget ved ham der gjorde, at hun måtte hjælpe hvilke var i mod hendes natur. hun endt med at gå hen og sætte sig på et gamle sten trappe for and et mørket hus, under kappen holdt hun fast med en hånd om krystallen der lyste isblå. mens de isblå øjne holdt øje med om flere vagter kom eller om hun var sluppet af med dem, tankerne om den mand hun lige hade hjulpet og hvorfor rumster i hendes inder, hun hjalp ellers aldrig nogle med minder de betalt hende for det, om hun så ville møde den mand igen var ikke rigtig noget hun tænkt over men den følelse af hun hade hjulpet ham gave en følelse af.. glæde? en meget underlig følelse at får bar for at hjælpe en anden uden at blive betalt for det..

[Theodore Jarvis Acheron]

At blive fanget var nu heller ikke noget som Adelio direkte havde regnet med, men han vidste jo, at det var noget som ville ske før eller siden, for han kunne jo heller ikke fortsætte med at rende foran dem, så det ville jo gå galt før eller siden alligevel, selvom det nu var ham en frustration uden lige! De holdt ham godt og kraftigt fast, idet at de nærmest voldeligt måtte rive ham direkte op på benene igen, hvilket fik ham til at bide tænderne fast sammen. Kvinden som kom dem i møde, var noget af det næste som han måtte tage i blik. Det var jo ikke fordi at de direkte kunne dømme ham for noget som helst, men det var nu bare sådan her som det nu måtte være, selvom det var noget som virkelig måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt i den anden ende, for han havde bestemt heller ikke regnet med at dette skulle ske på denne her måde! Han bed tænderne fast sammen, som vagten kun måtte stå og stirre på hende, som hun lod hætten falde. Ikke fordi at det var direkte skummelt, men måske en anelse skræmmende alligevel? Han blinkede let med øjnene, hvor han knyttede næverne fast, idet at de bare gav slip på ham og løb væk. Hvad pokker var det lige der skete?!
Armene trak han hurtigt til sig, selvom da han vendte sig mod kvinden igen, så kunne han se hvordan hun bare for igennem mørket. Han blinkede let med øjnene. ”Hey!” endte han efter hende. Han måtte da takke hende for at hjælpe ham, selvom det var noget som skete frygtelig sjældent, så skete det jo alligevel af disse grunde! At være høflig på denne her måde, var han sikker på, var noget som han havde efter sin far, for det var bestemt ikke noget som han normalt ville have og gøre efter sin mor, for sådan var hun jo slet ikke! Han løb alt det som hans ben kunne bære ham, også mest for at komme væk inden at vagterne ville komme tilbage, for hvis der var noget som han ikke ville, så var det at løbe ind i dem igen! Han nåede ud til træerne og søgte ind. ”Vent lidt!” endte han med en stilfærdig mine. Han stoppede dog op, som han så hende ved en stentrappen. Han trak vejret dybt. Tak og pris for den gode kondition! ”Jeg nåede jo ikke at takke Dem,” sagde han roligt. Hvor de var henne og hvem som ejede huset, var han for sit vis fuldkommen ligeglad med, selvom han var langt mere opmærksom på huse nu. Han boede jo selv i et telt midt inde i et lille samfund. At se et hus, var faktisk en sjældenhed for hans del.

[Deleted]

Aimée hade slet ikke lagt mærke til han var fuldt efter hende, eller hade snakke til hende ikke før nu. hun så op hvor man lige kunne skimte øjne, hun så dog hurtig ned igen. "ingen årsag" sag hun helt stille hun var tydelig vis ikke en der var vand til at tale særlig meget, hun blev siden bum stille på trappen hun hade ikke rigtig mere at lave den aften, ingen hade opsøge hende så der var vel ikke brug for hendes spion evner lige nu. hun hade det underligt med han var fuldt efter for at sig tak, det hade hun heller ikke prøve før de fleste forbande hende i sær dem hun hade udspioner, hun boede selv ikke i et hus hun boede på kroer alt efter hvilken by hun var i, hun hade ikke boet i et hus siden.. ja siden hun var barn og hendes mor skjult hende på sit værelse. hun klemt om krystallen det var typisk den der skræmt folk fordi de troede hun ville æde deres sjæl, vis det ikke var den var det hendes øjne og hendes udsende ja hun var vid men hun syntes selv hun var meget køn og at folk ikke kunne se, hendes skønhed i det hvide som hun var det var vel ikke hendes problem eller var det?.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde set lidt af hvert udelukkende på grund af hans mor, så det var egentlig ikke fordi at det var noget som skræmte ham væk som sådan, for det var det virkelig ikke. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han roligt betragtede hende med en rolig og sandfærdig mine. Han gik roligt mod hende. Hun var ikke vant til at snakke meget, det var noget som han udmærket godt kunne se, selvom han faktisk godt kunne være høflig af sig. Han kneb øjnene en anelse sammen og lod hovedet søge let på sned, som han gik tættere på ganske roligt og ganske varsomt, for det var heller ikke fordi at han ønskede at skræmme hende yderligere væk, for det var bestemt heller ikke noget som han ville få det mindste ud af i den anden ende, hvilket han allerede måtte være temmelig godt klar over, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan, for det gjorde det virkelig, virkelig ikke. ”Hvem… er du?” spurgte han stille. Nærmest som var det blot et spørgsmål som faldt ham ind. Han stoppede først op, da han endnu en gang måtte stå foran hende. Han havde set hendes ansigt, og det var heller ikke fordi at hendes krystal skræmte ham som sådan, selvom den kun sagde ham en ting; Hun måtte være en dødsnymfe. Ellers sjældent at man så noget som helst til dem nu om dage, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget, for.. ja, det var vel heller ikke noget som man kunne sige noget til som sådan, var det? Han betragtede hende stille og med en tydelig respektfuld mine. Ikke fordi at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på for noget som helst. Han var jo nysgerrig af sig, det var faktisk noget som lå til den svage elver som måtte færdes i hans mærkværdige blanding af racer.

[Deleted]

Aimée holdt blikke nede, at han spurte hvem hun var under hende. hvorfor spurt han om det? hvorfor gik han ikke væk fra hende? hvorfor kom han nærmer? var han slet ikke bange for hende? hun så forsigtig op med holdt hele ansigt skjult for ikke at skræmme ham yderlig. hun var lidt utryg ved han kom nærmer, hun var ikke vand til folk ville tæt på hende. "Aimée... Aimée Da Vinci " sag hun helt stille, og bed sig i læben normalt ville hun ikke sig sit rigtig navn, mest for hendes arbejdes skyld men der var noget ved ham han virke ikke som alle andre. "h-hvem er du?" spurte hun så helt stille mens hun holdt fast om krystallen og bed sig i læben, mens hun forsigtig hæve blikke op på ham så han kunne se hendes øjne men ikke mere, hendes isblå øjne var som glas og kunne virke skræmmen i starten men kigge man længe nok virke de slet ikke så kolde dog kunne man se de ikke rigtig bar nogle følelser i dem de var helt lukke væk i hende men det var ikke med vilje hun ane bare ikke hvordan man vist dem, eller noget hun var ikke så udvikle hvad angik følelser hun kigge bare op på ham mens hun blev siden på den kolde sten trappe, "er du.. ikke bange for mig..?" spurte hun så helt stille igen og holdt blikke på ham, mens hun vente på han svare hende vis han ikke var bange for hende ville hun blive yderst overrasket.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde vel ingen verdens grund til at skulle være bange for denne kvinde? Hun havde jo trods alt hjulpet ham med at komme fri og haft muligheden til at stikke af, så det var jo noget som kun talte som en fordel for hans vedkommende, i hans øjne om ikke andet, for det at hjælpe andre, var ikke noget som man så meget til nu om dage, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede til hendes ord. Ikke fordi at han havde hørt hendes navn før. ”Mig en ære,” begyndte han roligt. Det var vel hans far som gik lidt op i ham i form af høflighed? For det var bestemt heller ikke noget som han havde fra sin mor, det var da helt sikkert! Han lod hovedet søge let på sned, som han blev stående. Han kunne godt fornemme på hende, at hun var usikker, så han ønskede jo heller ikke, at hun skulle være bange for at nærme sig ham, hvis det nu endelig måtte være det. Han måtte slå ud i en latter ved hendes ord. ”Skulle jeg være bange for min rednings… kvinde?” spurgte han roligt, som han gik i knæ i håbet om at kunne se hende bare en anelse mere tydeligt, men det var jo så også det eneste. Han ønskede ikke at hun skulle være bange for ham, for han var bestemt heller ikke bange for hende. Det var dog noget som han kunne takke sin mor for, for han havde set så skræmmende meget igennem hans liv, at man skulle tro at det måtte være løgn, så det var jo kun noget som han var glad for. ”Det var.. imponerende det du gjorde.” Han kløede sig en anelse i nakken. Ja, hvad skulle man sige? Han måtte jo trods alt bare prøve sig frem i så fald.

[Deleted]

Aimée fik et chok da han grine og gav et minder hop, hun så han gik ned i knæ og under sig over hvorfor. ville han da se hendes ansigt, hun bed sig svagt i læben og forsigtig tog hætten af så det hvide hår kunne ses og den meget lyse hud kom frem, hun så forsigtig på ham med de isblå glas klar øjne. "jeg gjord jo ikke rigtig noget" sag hun stille og kigge kort ned, "de..fleste er bare bange for mig..så..under mig over.. de ikke var" hun så ned, og slap krystallen under kappen og holdt nu fast om kappen og søger for den sad tæt så man ikke så hendes tøj, hun så bare på ham mens den svag vinde gled gennem hendes korte hår. hun så bare på ham og stille spurte ham igen "hvem er du?" hun så bare på ham mens hun holdt fast i kappen, mens hun kort så rundt for at se om der kom nogle vagter, det skulle ikke under hende vis de ledt efter hende.. eller ham for den sags skyld. hun vist ikke rigtig hvad mere hun sådan skulle sige til denne fremme mand, hun hade redet hun så kort ned mens hun følt det lidt underligt at han sad på hug for and hende mens hun bare sad på en trappe, hun kunne da nok rejse sig vis det var? han behøve ikke side på hug som hun var et andet barn, selv om hun ansigt mæssig kunne line et barn men ellers vis man så hele hende uden kappen line hun en i 20vere, hun så på ham og tænke lidt om han troede hun var en lille pige eller noget.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var bestemt ikke fordi at Adelio havde været ude på at skræmme hende ved at grine, men det var virkelig et af de dummeste spørgsmål som han længe havde fået, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre for det! Han betragtede hende roligt, som hun valgte at slå hætten ned. Han var nok mere fascineret af hende, end det som han kunne være direkte skræmt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. ”Tja, jeg kan vel takke min kære mor for at kurere min frygt for nyt..” Han trak let på skuldrene. ”Desuden kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle være bange for dig, eller din krystal for den sags skyld,” sagde han roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig mine. Han blev dog siddende roligt foran hende og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han så ikke på hende som en pige, for han vidste godt, at han selv ikke var den ældste af slagsen, så.. hvis der var nogen som var et barn, så var det vel ham? Selvom han var frygtelig moden af hans alder, så var det jo bare noget som han måtte tage med sig. Han sendte hende et stille smil. ”Jeg er Adelio Lúthien,” præsenterede han sig roligt. Han brugte aldrig sit sidste navn, udelukkende fordi at det var hans fars og han ville ikke betegnes som kongen af Procias’ ældste søn, for det var bestemt heller ikke det som han var ude efter! Hans far var vel stadig fuldkommen ligeglad med ham, ligesom han havde været igennem hele hans liv mere eller mindre? Det var om ikke andet, så den mening at han havde været af. ”Bor du herude?” spurgte han med en lettere nysgerrig mine.

[Deleted]

Aimée så på ham som han snakke, hun lytte bare det var hun god til hun hade hørt flere samtaler ind de fleste. hun så roligt på ham dog med et neutralt ansigt, "Adelio" gentog hun stille lige som at lære hans navn og lade navne hvile lidt på tungen. hun så bare roligt på ham med de isblå øjne, hun ryste en smule på hovede så det korte hår bevæge sig. "jeg bor på de kroen.. jeg ejer intet fast.. jeg bor heller ikke fast.. nogle steder.. men.. jeg født her i land" hun så på ham, det han nævne hendes krystal fik hende kort til at rør den. "du ikke bange for jeg æder din sjæl?" spurte hun stille, stadig med den engle blid stemme med den forføren under tone af sin dødsnymfe gener. hun så bare på ham, hun så ham i øjne og lag hovedet lidt på skrå nu "du kan ikke lig din mor? vel?" hun så bare på ham, mens hun lod de hvide hænder komme frem der lag sig på hendes lår. hendes hænder var små og fin med en smule lange negle der var male hvide, hun så bare på ham før hun så rundt hun hørt fodtrin, hun rejste sig og ud at tænke over det hev hun ham med ind i en gyde. med sin mørke magi lave hun en lille sort kugle om dem så de gik i et med mørke i gyden, mens hun så ud og kunne se nogle vagter hastig kom frem og så rundt og kigge kort mod gyden men da de ikke kunne se dem forsvandt de igen, Aimée oplyst kuglen og kigge ud af gyden. mærke på hendes kind lyste sort da hun hade brugt sin evner, men man kunne stadig ikke se hendes tøj kappen dække hende helt. "det ikke sikkert her" mumle hun stille til sig selv og glemt godt han enlig var lige bag hende temmelig tæt på hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var på ingen måder bange for hende, for.. det havde han vel heller ikke nogen grund til når det endelig skulle komme til alt? Det var jo heller ikke fordi at hun direkte havde vist sig at skulle være fjendtlig overfor ham, så der var heller ikke fordi at han regnede med at hun ville tage hans sjæl netop ved at redde ham først? Han nikkede stille og med et stille smil på læben. ”Ah, så forstår jeg da bedre,” sagde han roligt. Han betragtede hende sigende. I det store og hele, så måtte han da erkende, at hun virkelig måtte være en smuk kvinde, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod som sådan, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og uden at rokke sig. Han ønskede jo heller ikke, at gøre hende mere usikker end det som hun allerede virkede til at være. ”Skulle du da tage min sjæl efter at have reddet mig fra vagternes klør?” Han hævede sigende det ene bryn og med det samme. Kunne ikke lide sin mor? Det var da hans far som var hans største problem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At det ikke var sikkert her, var han udmærket godt klar over i den anden ende. Han endte blikket omkring sig. Han smilede let og rystede på hovedet. ”Det er skam ikke min mor som er det store problem. Nej, nej, det er skam min far.” Han trak let på skuldrene, også selvom han bestemt heller ikke var meget for at skulle komme ind på det eller snakke om det, hvilket faktisk måtte være ham selv en kende frustrerende, så var det nu bare noget som han valgte at bide i sig. Han endte med at rejse sig. Han kunne høre stemmer ikke så langt fra dem, og han var selv vant til at skulle være den mest opmærksomme, når det endelig måtte komme. ”Det er ikke sikkert nogen steder.. specielt ikke for os nu,” sagde han stille, som han endnu en gang vendte sig mod hende. De burde komme væk. Et sted så frygtede han jo at det var vagterne som måtte komme endnu en gang og det var noget af det som bekymrede ham mest.

[Deleted]

Aimée vente sig efter lige at have tage en smule afstand til ham, hun var ikke vand til at stå tæt på andre mennesker. hun så op på ham, mens hun lytte både til ham og efter om vagterne kom igen. "du heldig" sag hun stille, "jeg har ingen far.. eller mor mere" hun så roligt på hende, hun savne sin mor men hun hade ikke set hende i flere år. hun nikke bare, han hade ret der var ikke sikkert særlig mange steder. hun var normalt selv sikker på kroen men det skulle ikke under hende vis de ledt der lige nu, guskelov hade hun ikke efter ladet noget der, "hvor?" spurte hun underne og så på ham, hun kendt ingen sikker steder. hun hørte stemme og igen lave hun den mørke kugle der dække dem begge, igen kom vagter små løbene og ledet stadig hun holdt kuglen af mørke om dem til vagterne igen var væk, hun fjerne den og puste hun bruget ikke så tit sin evner kun når hun arbejde. de måtte væk nu, det ville være bedste hun kigge ud af gyden hvor kunne de tage hen eller han, han ville nok ikke have hende på slæb selv om hun bare kunne flyve efter ham det ville ikke være så svært, hun så bare op på ham igen med de isblå øjne han var en nydelig mand, men det syntes hun mange var men ham her var særlig pæn syntes hun det måtte være noget med hans race at gør, "er du vampyr?" spurte hun da hun kun kunne komme i tanke om vampyr,nymfer og engle der hade den der evne til at være meget smukke af natur, hun så roligt på ham ind til hun gik ud af gyden de måtte enten sammen finde et sikkert sted eller dele sig.