Auch for such a working pain

[Deleted]

Natte vinden var kølig og Shane måtte sidde med et tæppe om sig som han havde taget med sig ud. Han havde endda sin jakke på under, men natte vinden var bidende kold og skar gennem marv og ben følte han. Men han måtte lige have lidt frisk luft før han skulle ind og arbejde igen. Han havde ikke sovet ret meget i det sidste døgn, da han havde gjort lidt indkøb både personlige og arbejds mæssige i løbet af dagen og om natten skulle han jo arbejde meget. Servere for de mange vampyrer der kom her. Han kunne høre larmen fra snak og lidt optøjer derinde og trak tæppet mere om sig og sad på en bænk der stod op af husmuren og det gav lidt varme igennem muren inde fra pejsen af. Ah det var nu lidt skønt. Han havde kun arbejdet her i nogle uger, men indtil nu gik det da meget godt. Vinden hylede mellem bygningerne og folks kapper og tøj flagrede hvis vinden fik godt fat. Ikke fordi der gik mange ude nu, men der var da folk der gik frem og tilbage på gaderne enten på vej hjem eller ud i natten. Ud til horehuset, stripbar eller måske på langvarig rejse. Han sad lidt og studerede folkene, men ingen han kendte. Han kendte jo ikke rigtigt nogen i dette land. Kun Alaster som ikke ville have noget og gøre med ham. En af grundene til han havde fået dette job var mest, at Alaster næppe kom til et sted for vampyrer så chancen for at støde på ham var lav.
Selvom der kun var gået få minutter siden han havde sat sig der så frøs han nu en del. Men hans ben var ømme og samme var hans krop hvis han rørte sig. Han lukkede øjnene ved et kraftigt vindstød der næsten fik hans ånde til og fryse til is. Utroligt en forårs nat kunne være så kold. Men det var jo fordi vinden var kraftig og så føltes det meget koldere.

Han strakte sine fødder kort ned foran sig på jorden før de atter gled op og støtte på bænkens kant, ind under tæppet som han knugede om sig og kun lige hans hoved stak lidt op. Det sorte hår var en smule uglet af vinden og de grå øjne så ud i mørket. Han holdt sig tæt her ved når det blev mørkt. Bare få meter fra muren af så forsvandt faklens lys og han var omgivet af ren mørke og det ville ende med han farede vild. Han havde jo heller ikke steder og gå hen så hvorfor skulle han? Han så mod døren og vidste han blev hentet ind hvis han var ude for længe hvis han nu mistede orienteringen om tid og sted. Ellers fik han lov til at gå ud hvis han blot sagde det. Han var faktisk meget fri her følte han. Han havde godt nok været bange de første nætter, men han fandt hurtigt ud af ingen overfaldt ham selvom han var lysvæsen og hans blod eftertragtet hos vampyrer. At han var ansat respekterede de åbenbart højt. Han tog en dyb indånding og pustede ud og pustede et par lokker af sit sorte hår væk fra sine øjne af selvom de faldt lidt ned igen på samme sted. Nå det måtte bare sidde sådan så, da han ikke ville tage hånden frem i frygt for den faldt af af ren frost. Han så lidt op igen, da et par mænd var temmelig tæt på og gik forbi ham og ind af døren efter et kort blik mod ham. Men stamkunderne der var kommet i de sidste par uger vidste udmærket godt, at den sorthårede knægt der sad udenfor arbejdede indenfor og derfor angreb de ikke selvom de jo uden tvivl vidste han var af lyset. Dem inde kunne også se ud hvis det var nogen overfaldt ham af dem der måske ikke vidste hvem han var. Men ak ja om de så ville hjælpe var jo så et stort spørgsmål? Men han holdt sig også af den grund tæt på døren. Hvis nogen angreb ham galt det bestemt om, at have en hurtig flygtvej til sikre omgivelser; hvilket var indenfor i Krypten.

[Deleted]

Det var en direkte vidunderlig nat. På trods af årstiden, henlå himlen i et dystert mørke, hvor stjerner i mullionvis forsøgte at trænge igennem. Selv den store måne havde sine problemer, og lå halvt om halvt gemt et sted bag skyerne. Brisen var mild, det var ikke specielt køligt. Leons skridt var målrettede men lysløse. Efterhånden var den hårde sten blevet til græs, i sin færd mod krypten. Til aften var det gået op for ham, hvor uvidende han havde været. Det var flere uger siden, at han var kommet til Dvasias, alligevel havde han ikke set meget andet end Den dansende flamme, med den smukke ejer, som Adelio selv havde nævnt. Hans læber var skilt i et smørret, ikke mindst selvsikkert smil, med tanken om den nat de havde tilbragt sammen, tilgengæld var det også hvad der gjorde ham nysgerrig. Man kunne kalde det, det rene selvmord, at søge et sted hen, hvor vampyrene måtte have deres bo, hvor enhver ønskede at suge ham tørere end sand, men i det store og det hele, så var det også hvad der øgede spændingen. Det flammerøde hår dansede lystigt i den milde vind. Jo tættere på krypten han bevægede sig, jo mere stille blev natten ligeså. Han kunne ikke længere høre ulvene hyle et sted i det fjerne, og selv uglernes irriterende tuden, var til hans egen lettelse stoppet. Den forgående nat havde været mere intens, end noget han nogensinde havde prøvet før. Arene måtte han stadig have i form af bidemærker der strakte sig fra halsen og ned over hans bryst. Den løse skjorte, afslørede netop en stor del af brystkassen og dermed også nogle af de skarpe bid. Tanken om det i sig selv, var nok til at drive ham ud på dette, hvor han var villig til at tage en så stor risiko, blot for at få mere. Bordellet var stadig igang med opbygningen, og eftersom disse væsner lod til at være så intense, og i stand til så meget, så kunne det være at han ville være i stand til at finde et par frivillige arbejdere.
Lyset var gået ud, faklerne var brændt bort, og selvom det ville være nemt at lade den blusse igen, så gjorde han det ikke. Vampyrene levede i mørket, og han var bestemt ikke ude på ballade, det var helt sikkert. Hans hjerte slog en anelse mere fast, spændingen i hans sind steg, han vidste at de ville høre ham, før han overhovedet trådte over dørtærsklen, og det i sig selv ville være komplet tåbeligt! Endelig nærmede han sig. Flere blegansigtede væsner stod omkring, vandrede ud og ind af hoveddøren. Smilet bredte sig en anelse, og hans mine måtte stadig være fuldkommen selvsikker. Istedet for at træde ind på selve kroen, stilte han sig op af væggen med en fast holdning. Armene hvilede over hans bryst, mens han holdte øje med døren. Den unge ikke langt væk, var skam faldet ham i blik, men han fandt ham ikke videre interessant, der var noget uskyldigt over ham, det var stod allerede nu klart. Skulle han være ærlig, så burde han være ude for at lede efter hans forældre, hvilket i virkeligheden var hvad ahn var kommet for.. han kunne vel bilde sig ind at dette var et skridt på vejen? Han havde heller ikke ligefrem ventet sig, at skulle etablere sig så hurtigt og så godt i selve Dvasias kerne. Adelio havde i den grad hjulpet ham, nu havde han i det mindste en idé om hvad han måtte lede efter, også selvom det ikke var noget han ønskede at følge ligenu. Stedet var koldt, han fornemmede døden indenfor, en ting som flammen i hans bryst, ikke direkte kunne sige sig at bryde sig om. Hans sparkede let til jorden, og kastede endnu et blik på knægten.. at sidde med et tæppe udenfor en vampyrkro? Straks skød øjenbrynet i vejret ”Jeg er ikke sikker på at dette sted er det rette for dig, knægt” påpegede han med en mere eller mindre ligegyldig tone. Han kunne tage sig af landets undgom når det virkelig gjaldt, også selvom han som regel betragtede dem som voksne, så snart de var i stand til at tænke selv. Hovedet gled tilbage mod væggen, døren skød endnu engang op, og ud kom en bedårende vampyrkvinde. Leon lagde ikke skjul på hans blik, da han fulgte hende med blikket til hun lå skjult i skygger.

[Deleted]

Koldt eller ikke koldt kunne jo diskuteres. Shane var vant til mere varme i nætterne og så var hans tøj temmelig tyndt. Det varme vinter tøj hvilket han ikke havde meget af var pakket væk for sæsonen og hans sommertøj var næsten for tyndt til natte livet. Han blev siddende og forsøgte bare, at holde varme i sine fingre og resten af kroppen og så på de mange forskellige typer der gik forbi. Alle dvasianere. Måske en fra Manjarno i ny og næ selvom de jo faldt godt ind. Men nogen som ham selv var ikke just noget der rendte frit rundt. Hverken lysvæsner eller andre procianere, men det var jo ikke noget nyt på nogen måde. Langt fra. Han havde været her i nok tid til, at vide det var uønsket af mange, at der gik procianere rundt og andre så dem som bytte så ikke lige et paradis han var endt i.
Fingrene gned sig lidt mod hinanden af ren refleks for lidt ekstra varme og han lænede sig mere tilbage mod husmuren. Han bed sig lidt i læben og så et par vampyrer komme ud af Krypten og der blev kastet en søjle af lys ud på den mørke gade i de sekunder døren var åbnet på vid gab. Naturligvis kom der lys fra vinduet, men ruden var lidt som om den holdt noget af lyset tilbage og tog det skarpe skær fra. Lyset ved døren var ikke stoppet af nogen forhindringer når døren blev åbnet. Det var på sin egen specielle måde smukt. Trygt og smukt som nok kun et lysvæsen kunne se på det. Han savnede vel et sted, at være omgivet af fryd og fugle sang i den smukke natur i Procias, men frygten for hvad hans egne ville sige til alt han havde gjort var for stor til, at han ville turde tage dertil. I Manjarno var han også bange for de fandt ham så derfor holdt han sig her. Hans ene fod gled næsten ned fra bænken og han måtte lige rette sig lidt op og rykke sig mere ind så han sad bedre. Han så op igen, da der kom flere forbi. Der var faktisk en smule mange ude i nat følte han. Ellers var det et tilfælde, at de kom tæt her forbi. Han sukkede lidt og gyste da han så sin ånde som frost agtig tåge i luften foran sig. Svag, men den var der. Nej det var vidst tid til, at gå ind!
Han hørte døren gå igen og den tiltalte ham mere og mere til, at rejse sig og gå ind. Han tog sig ikke af de vampyrer der stod og snakkede som tilsyneladende lige var kommet ud. Flere gik ind og han kunne se han nok fik rigeligt og se til. Nogen tog selv mad med hjemmefra i form af en slave eller ven der gav dem blod. Andre fik blod de havde her og drak det fra glas. Et af hans job som var at være tjener i det tilfælde. Han havde også fået tilbudt, at han kunne tjene ekstra hvis han lod dem drikke af ham. Han havde ikke helt fundet ud af endnu om han ville gå så langt. Men han kunne skam bruge pengene og hvor slemt kunne et bid være? Han glemte lige nu alt om, at gå ind fordi han gik igang med, at tænke over sine muligheder istedet for. Han endte med til sidst, at sætte sin ene fod ned før han stille skubbede sig op og trak tæppet lidt mere om sig lige som et vindstød kom rundt om hushjørnerne og fik det til og blafre om ham. Han sukkede og uglede let op i sit eget sorte hår der ikke blev uglet på en grim måde af det, men bare blev siddende på den der livlige agtig måde han havde sit hår som regel. Han stoppede dog op efter et enkelt skridt ved synet af noget flammende rødt hår ganske tæt på sig. Det var langt og han kunne måske kort se det som en kvinde, men så så mere efter og så det var en mand. Han var ikke vild med, at blive kaldt knægt og mærkede hårene rejse sig i nakken. Han så yngre ud end han var i manges øjne og han bed sig lidt i læben og skrabede lidt med den ene fod på jorden. "Jeg arbejder her så vil mene jeg hører til her.. Desuden bor jeg her også.." hvorfor fortalte han det? Tja men det var jo sandt. Han havde et lille kammer han sov i så han så det vel som sit hjem? Så meget hjem han nu havde. Han holdt tæppet om sig stadig og dækkede sin let påklædte krop. Han så på manden med det flammende røde hår og selvom hans attitude måske ikke ligefrem var tiltalende på nogen som helst måde, ja så var Shane fascineret af hans hår. Det havde en unik farve. Og så så han sjældent mænd med så langt hår. Han holdt dog afstand så han ikke endte med, at komme i klemmeri af nogen art. Et kort blik mod døren og en lille gruppe af vampyrer der var begyndt og samle sig.