A place to find.. Now a place to hide..

[Theodore Jarvis Acheron]

Regnen piskede ned fra den kulsorte himmel, da Adelio ankom til Rimshia city. Han havde ikke været i stand til at søge hjem, da han allerede var blevet spottet ved grænsen ind til Imandra og han kunne ikke lede vagterne til sin egen landsby! Hans klæder var dynget i vand, han dryppede som havde han været ude at svømme, selvom det langt fra var tilfældet. Kappen trak han tæt omkring sin egen krop – en ren vane måske, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det lige nu. Han ville finde et sted hvor han kunne skjule sig, vente til faren endnu en gang havde lagt sig, og så kunne han jo trods alt også søge hjem derefter. Ikke fordi at det gjorde ham noget. Nu havde han været længe på vej, han var sikker på at hans kære mor nok måtte lede efter ham, for igennem de sidste år, så havde hun været meget over ham, hvilket han faktisk måtte se på som pisse irriterende! Han sukkede tydeligt irriteret idet han vendte sig mod det sted han var ankommet til. Han var ved at være træt, han havde vandret langt, men at han var kommet til Den Dansende Flamme havde aldrig rigtigt været hans intention. Han lod hovedet søge let på sned, idet han vendte blikket let omkring sig. Nej, han kunne heldigvis ikke se nogen, så det var vel også et udmærket gemmested?
Med de rolige og fattede skridt, så nåede Adelio den store dør med det samme, som han skubbede op, hvor han blev mødt med næsten den rene fest! Ikke fordi at det var noget som han var direkte vant til at skulle se hjemmefra, for det var det bestemt heller ikke. Han blinkede let med øjnene og gik indenfor. Øl og andet alkohol var på runden, folk festede, han hørte råb og latter og en masse dans ude på gulvet. Lige hvad de fejrede vidste han ikke og et sted, så var han egentlig også fuldkommen ligeglad. Disse festligheder, var normalt ikke noget som han direkte ville blande sig i og det var bestemt heller ikke noget som han havde intentioner om. Han gik hen langs gulvet, slangede sig forbi de mange som allerede måtte være der og helst uden at gå dem i vejen, for han ville helst ikke skabe sig for meget opsigt lige netop nu. Han havde hørt at hans far var blevet set i Dvasias og det var vel egentlig også en af de mange grunde til at han faktisk måtte være der som han var lige for øjeblikket? Han tog plads længst væk fra folket i et mørkt hjørne, hvor han ikke ville skaffe sig megen opmærksomhed, da det heller ikke var noget som han ønskede sig for nogen som helst. Han fik den våde kappe af sig, som han smed på gulvet ved siden af hans plads, idet han vendte sig mod folket og med den tydelige intense mine. Det rødlige glimt som hvilede i hans blik, den stramme og dog så mystiske mine som han klart havde efter sin far og meget af sin mors personlighed som den nysgerrighed som han måtte brænde inde med. Her blev han dog bare siddende og med de knyttede næver. Normalt var han slet ikke meget for denne mængde af mennesker, for det var til dels umuligt selv for ham at holde oversigten vover noget som helst af det som måtte ske, hvilket i den grad også var noget som virkelig måtte irritere ham og meget endda! Blikket vendte han kort i retningen af baren hvor øl blev serveret i stakkevis. Han måtte nok hellere vente til han var tør, i tilfælde af at vagter eller lignende pludselig skulle dukke op.

[Deleted]

Mørket var faldet på, og festlighederne var igang. Der var buldren i det fjerne, mens regnen måtte stå ned fra en overskyet himmel. Leon kastede endnu egang blikket ud af vinduet. Det var ikke mere end et par minutter siden, at den første tanke om at tage hjem, havde faldet ham ind. I det vejr skulle han bestemt ikke nyde noget! En violinist spillede for tredje gang en efterhånden nervepirrende folkemelodi, der tilsyneladende lokkede både mænd og kvinder ud på dansegulvet. De lod til at morer sig, og det var i den grad også underholdning for Leons vedkommende, selvom han nu ikke tog del i de store festligheder. Der var råb og skrig, der kunne gøre en ør i hovedet, på trodsat man var en stor og styg mand fra Dvasias, kunne man vel godt være blot en anelse anstændig? Foran ham stod et stort krus, det var halvtomt, han havde valgt sin egen øl, frem for den rundespand der gik omkring. Det intense blik betragtede de mange ansigter i befolkningen. Smukke kvinder, bedårende mænd, noglr af dem selvfølgelig uinteressante, fordi de formåede at smadre deres egen skønhed – synd og skam. Leon trak blot på skuldrene, de store hænder greb omkring kruset og tog for sig af den bitre smag af øl. Det var som en himmelmundfuld selv for ham. Fakler oplyste stedet, deres iltre flamme skænkede ham en energi, og dansede hen over hans ligeså røde hår, der hang løst omkring hans muskuløse skuldre. Selv var han fuldkommen tør, iklædt et par mørke bukser, og en ligeså mørk skjorte hvis udskæring afslørede en del af hans bryst. Bag ham råbte ejeren noget uforståeligt af en mand, der åbenbart havde moret sig betragteligt ved at vædde en ung kvinde i øllet. Leon rystede forarget på hovedet, og nød næsten lyden af Gina, der kylede manden ud i hoved og røv. Det kunne blive en dejlig lang lungebetændelse. I same øjeblik fangede en skikkelse hans blik. En stram mine, røde øjne fyldt med mystik. Han var smuk. Hans læber skiltedes i et skævt smil. Den stakkels mand dryppede jo i det våde kluns, det måtte have været en længere vandring. Roligt gjorde han tegn til Gina om at fylde endnu et stort krus. Han lagde nogle små guldmønter i hendes hånd, og hans smil udløste blot en himlen med blikket. Jo han var skam ved at være godt kendt på disse kanter, måtte han erkende, men han manglede stadig at gøre en del reklame for bordellet. Han rejste sig med kruset i hånden, øllet flød næsten over bægeret. Han var høj, muskuløs og langt mere maskulin end det man først ville dømme ham som. Det skumle hjørne.. Et fantastisk valg. Med samme smil trådte han hen mod denne fremmede, og satte øllet foran ham ”Du lignede en der kunne bruge en stærk” hænderne foldede sig bagom ryggen, han var en mand af høflighed og af manére, mange ting havde han tillært sig under hans lange rejse, specielt hans periode som digter, havde givet ham megen af alt denne respekt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var bestemt heller ikke den type som ville tage del i disse festlige lejligheder. Det var bare ikke noget som lå til ham som person. Han var den som befandt sig i det rolige, så til fra sidelinjen, iagttog det som skete, dømte hvorvidt om de var venner eller fjender og det var noget som han i den grad også agtede at fortsætte med. Der var en kæmpe pris på hans hoved i Imandra og han vidste det jo udmærket godt, så han var jo trods alt også nødsaget til at være forsigtig af sig, for han ville bestemt heller ikke få det mindste ud af alt det andet. Blev han fanget af de forkerte, så var der virkelig ikke nogen vej tilbage og det var også det som han var nødt til at tænke på. Han var den type man som bare ikke ville kunne finde ro nogen som helst steder, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte hænge sammen. Selvfølgelig var det noget som han til tider var træt af, for det havde smadret hans barndom. Han havde ikke fået lov til at være et barn fra han var de 7 år og hans kære far valgte at vende ham ryggen. Det næste som han jo så havde hørt, var jo at han havde valgt et andet liv, blevet kongelig rådgiver og bare droppet alt kontakt til ham og hans mor. Ja, han var opvokset i hadet til Procias, det var vel også derfor at han søgte hertil, også fordi at han havde hørt at Jason var set her, men han var jo selvfølgelig kommet for sent.. Typisk! At han selv måtte blive iagttaget, var nu ikke noget som han sådan måtte lægge mærke til, for det var noget som han efterhånden var vant til. Blikket gled mod den udseendemæssige unge mand som måtte komme mod ham. Umiddelbart så var det heller ikke fordi at han fattede ham nogen synderlig interesse, selvom han nu heller ikke havde regnet med at blive opsøgt af nogen som helst. Kunne han mænge sig med alle de andre, så ville det jo selvfølgelig blive det perfekte skjul også for hans vedkommende, så han gjorde ikke noget ved denne sag – for nu om ikke andet. Han knyttede næverne ganske let, selv uden at tage blikket fra ham. Kruset som blev stillet på bordet foran ham, fangede hans interesse temmelig hurtigt. ”Og hvordan kan jeg vide, at du ikke har valgt at forgifte det?” spurgte han ganske kortfattet ja, han var jo trods alt nødsaget til at tage sine forholdsregler, så for øjeblikket, så rørte han virkelig ikke det krus, selvom han bestemt heller ikke ville sige nej til en god øl, for det var noget som han i den grad godt kunne bruge efterhånden, det var slet ikke noget som han ville takke nej til! Han trak vejret dybt, som han let begyndte at ryste. Vandet var jo koldt og tøjet klamrede sig selv ind til hans muskuløse og faste krop. Selv var han meget maskulin at se på selvom det nu var noget som han i sig selv var stolt af. Han var stolt af sin egen krop og det som han havde udrettet med den. Han gjorde dog alligevel et tegn til at han kunne sætte sig hvis han ville. Et selskab ville trods alt heller ikke skade?

[Deleted]

At denne mand havde valgt det mest fjerne hjørne, sagde trods alt allerede en del om hans væsen. Ligesom ham selv, foretrak han tilsyneladende at holde sig væk fra alle disse barnlige løjer, og istedet opfører sig som en anstændig ung mand. At dømme efter udseendet, så var han omtrent på samme alder som han selv, det kom selvfølgelig an på race, selvom Leon end ikke behøvede at spørge, for at se at der lå noget vampyr i ham, men det var andet.. mystik.. sensualitet? Nah det var vidst blot hans tanker der løb løbsk allerede nu. Hans eget dystre blik betragtede ham med en doven og dog charmerende mine, han lod hovedet glide på skrå, og betragtede ham indgående. Det drejede sig kun om få måneders ophold i landets midte, ellers havde han været på lange rejser, fra den ene lille landsby til den anden, så skulle han være ærlig, så kendte ham ganske få ansigter, og stort set ingen navne. At denne mand var eftersøgt og ønsket at flere, det havde han ikke det mindste kendskab til. Uden så meget som at se på kruset foran ham, tog han det i hånden, og drak et par slurke, kort efter gled den igen ned foran ham. Han gjorde et løft med panden, der fik begge øjenbryn til at rejse sig ”Hah.. Kun en dum mand, ønsker at forgifte sig selv” påpegede ham blot. Smilet var falmet en anelse, han skubbede stolen hen overfor denne yderst flotte mand , lænede sig frem og lod albuerne støtte mod lårene. Hans fingrer kærtegnede hans egen hage, mens han måtte se op på ham med nysgerrige øjne. Den stakkels mand frøs ”Du er våd” det var mere en konklusion end det videre spørgsmål. Han ville med glæde, pille hvert lille stykke af ham, og hjælpe med at holde ham varm, det skulle være en usøgt fornøjelse. han var maskulin, på højde med ham selv, og han kunne se at der var noget af et veltrænet bryst indebag. Tjo selvom hans arbejde som hestetræner for dronningen, var gjort for idag, så ville det vel heller intet gøre, at praktisere det lidt mere? Hans læber spillede ud i et kækt smil, ved hans egne tanker. Blikket gled ud mod de glade dansere, der i den grad ikke gav den for lidt. Violinisten var igen begyndt forfra, han mumlede nogle uforstående bandeord og himlede med øjnene ”Så meget for voksne mennesker” det irriterede ham tydeligt. Regnen slog ned mod ruden, og han måtte prise sig lykkelig for den varme der var herinde, frem for derude, så heldig havde denne herre ikke været ”Hvem har jeg den udsøgte fornøjelse af at møde?” han rettede ryggen, det var bestemt ikke en mand der lod sig stå tilbage for noget eller for nogen. Endnu en mand blev smidt ud uden tøven, hvornår lærte de, at det at ligge op til den smukke unge bartender, ikke vdirekte ville bringe dem nogen vejne? Amatører, de skulle spille deres spil, og det var de tydeligvis, direkte elendige til.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var bestemt ikke hvad man kunne betegne som en mere festlig type. Ikke fordi at det var noget som han reklamerede med som sådan, for han var den som tog det langt mere med ro end noget andet. Han ville hellere sidde og se og stirre på dem, se dem miste fornuften ved at drikke hjernen i ren lammelse. Ikke fordi at han var storforbruger af alkohol selv, for det var i sig selv, forbandet sjældent at de havde muligheden for at skaffe det hjemme. Det var i hans eget hjemland at han måtte være eftersøgt, udelukkende på grund af hans mor. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var det land som han kendte til, det var de midler som han havde at tage i brug og det var sådan at det havde været siden hans forældre var gået fra hinanden. I visse stunder, så kunne han heller ikke lade være med at klandre sin far for hans eget liv, selvom det nu ikke var noget som han sagde højt. Det var noget af alt det som han også måtte bide i sig på den ene eller den anden måde og ikke lukke ud. Det var det som hans mor havde lært ham; Man skulle aldrig vise sine svage sider for nogen som helst! Albuerne lod han hvile på bordet, hvor hans hage hvilede på hans tommelfingre og med de rødlige øjne fast hvilende på denne mand. Han virkede i den grad til at være en mere munter type end det som han var vant til at færdes rundt omkring. Svagt måtte smilet vise sig på hans læber, hvor selv de spidse hjørnetænder svagt måtte vise sig i hans mundviger. Ikke fordi at han ville skjule hvad han var, for han var den som han var og det var noget som han også var stolt af. ”Man kunne jo aldrig vide heromkring.. Folk er rablende gale,” påpegede han sigende. Den store folkemængde var vel et tegn nok i sig selv? Han frøs en anelse, det måtte han erkende, men regnvand var jo heller ikke helt varmt igen! Han kneb øjnene let sammen. ”Godt set,” mumlede han en anelse irriteret som han vendte blikket en anelse væk fra ham og mod mængden igen. At violinisten endnu en gang var startet forfra, fik ham til at himle med øjnene. Blev den mand da aldrig færdig?! At han ønskede en præsentation, var noget som han udmærket godt kunne fornemme på hans ord, hvor han selv ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. ”Adelio.. Adelio Lúthien,” præsenterede han sig ganske stilfærdigt. Han undlod sin kære fars navn fuldendt bevidst. Ikke fordi at han ønskede at reklamere med at være Kongen af Procias’ ældste knægt, for det ville han bestemt heller ikke det mindste ud af. Han var kongesøn.. endda på begge sider af familien og det morede ham endda. Hans mor var jo kronprinsesse af Imandra, selvom det var noget som de færreste havde fundet ud af. Han havde fundet ud af det, faktisk ved et rent og skært tilfælde. ”Og hvem er du så? Foruden en som ser ud til at have lige så stor en lyst til at kværke den violinist som det jeg har?” tilføjede han roligt. Alt i alt, så virkede han som en meget.. ordentlig mand. Det var noget som han også godt kunne lide.

[Deleted]

Leon havde intet kendskab til denne unge mand, men han virkede om ikke andet langt mere fornuftig, end de resterende mænd der færdedes omkring her. Han turde vædde sit udstyr på, at halvdelen end ikke kendte deres egen navn, så påvirket måtte de efterhånden være af alt den alkohol, der stadig løb rundt. Nej han værdsatte anstændighed, og det lod til at han havde den, hvilket også var en af grundene til, at han havde formået at fange hans interesse. Det var langt mere morende at se til på sidelinjen, mens alle måtte opfører sig som tumper, de ville trods alt ikke huske deres mange guldkorn dagen efter, på grund af de tømmermænd der meldte sig til den tid. Selvom Leon ikke havde været her særlig længe, så var det gået op for ham, at sande dvasianer eikke var til at regne med, med andre ord han passede perfekt ind! Der var dog stadig meget at lærer for ham endnu, og han havde stasig et helt liv at skulle etablere, med henblik på hans kære bordel, som i den grad også skulle søge lidt reklame ”Jeg kan kun sige mig enig” han nikkede roligt, som for at understrege ordene, og betragtede mængden med et blik, der spurgte om de direkte havde mistet enhver celle i deres sind. Et sted håbede han inderligt, at hans familie ville være en undtagelse af dette vanvid, at hans far ikke var dne typiske mand der tog del i disse løjer, og at hans mor ikke var en kvinde, der ville lade sig forfører af mindst 4 forskelige mænd, der alle arbejdede på hendes mands gård. Leon kuklo let og trak næsten muntert på læben, det stod skam tydeligt at denne mand var direkte gennemblødt, og også måtte fryse, og det stod ligeså klart, at han i øjeblikket fandt ham som den største idiot, at han havde været tvunget til direkte at konkludere det. Hvilke tanker han gjorde sig omkring det våde tøj, det ville han i den grad ikke plapre ud med endnu, igen han var en mand af anstændighed, og blot at frarøve denne unge mand hans frihed, det ville han bestemt heller ikke være med til. Under de første aftener, havde Leon virkelig beundret den violinist, men nu havde det altså vist sig, at manden kun var i stand til at præstere 2 eller 3 forskellige melodier, og det drev han efterhånden til vanvid, blot at høre de samme toner, som de fulde herre, så ud til direkte at nyde. Han knyttede hænderne en anelse. Han nikkede blot roligt som en respektfuld hilsen, og med det kække træk i mundvien ”Adelio.. Jeg mødte engang en høvding ved det navn. Selvfølgelig kan det ikke være dig, han var ikke nær så køn” han trak svagt på skuldrene, og gav vanvidsherrene opmærksomheden, afventede om det overhovedet ville gå op for Adelio, at det havde været en direkte flirt ”God idé” uden at besvare med hans navn, sendte han Adelio et lumsk blik, og med et lille svirp fra hånden, sprang alle violinens strenge. Leon smilede en anelse veltilfreds, og rakte hånden ud mod ham ”Leonardo Jaceluck Marvalo” præsenterede han sig roligt, uden at skjule hans navne, han kendte trods alt ikke sin familie endnu.

[Theodore Jarvis Acheron]

At tage del i sjov og spas, var i den grad heller ikke noget som lå naturligt til Adelio. Tvært imod, så brød han sig faktisk ikke om det. Det at skulle give slip på sig selv og alle sine hæmninger, var bestemt ikke noget som faldt i god jord ved ham på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne og med det klare røde skær hvilede fast på denne mand. Lige hvem han var eller hvilke intentioner som han havde, var noget som endnu måtte være fuldstændig uklart for ham, selvom det nu bare var noget som han valgte at bide i sig på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hovedet søge fast på sned og kneb øjnene bare en anelse sammen. Han frøs, selvom han nok skulle klare sig af den grund. Han var slet ikke den klagende type, den som klaget over det rene ingenting. Han kunne jo bare have søgt indenfor for længe siden, så havde han heller ikke haft behov for at skulle slås med dette for øjeblikket. ”I så fald, så forundre det mig, at det er her at man kan finde en type som dig,” påpegede han sigende og med et stille træk på den ene mundvig. Han var en hård skal som ingen foruden hans mor kunne bryde igennem. Det var sådan at det havde været siden han havde været helt lille, så selvfølgelig var det også noget som spillet frygtelig meget ind for hans vedkommende. Han måtte dog erkende, at denne mand virkelig var skræmmende munter, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham noget, det var faktisk noget som fik ham til at.. slappe af på en eller anden mærkværdig måde, hvad end om det var noget som han ville vedkendes eller ikke. Som violinstrengene måtte sprænge, så kunne han da slet ikke lade være med at trække noget så voldsomt tilfreds på smilebåndet, for det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det, for så kunne det måske være at de måtte få en anelse ro! Han havde siddet der for flere minutter og han var allerede ved at blive sindssyg af de melodier! Vel måske fordi at de var så muntre? Det var jo slet ikke noget hen af det som han var vant til at høre hjemmefra, hvor alt var alvorligt og hele tiden. Der var slet ikke plads til sjov og spas der hvor han måtte komme fra. ”Meget bedre.. Jeg takker,” sagde han ganske kortfattet. Han kunne have gjort det selv, men igen, så var det ikke de tanker at hans hjerne var indstillet på. Flirten opfattede han ikke. Det var i sig selv bare en bekræftelse på noget som han allerede måtte vide og kende til – at han havde et flot ansigt. Det var noget som han havde fået at vide af mange. At han jo så lignede sin far, var jo så det som han måtte være mest træt af. Han tog roligt hans hånd. ”… Jaceluck Marvalo?” gentog han tydeligt med overraskelse. Søn af Faith og Kimeya? Det ville da umiddelbart være hans første gæt og specielt i den sammenhæng af hans efternavne. ”Ser man det.. En berømthed er løs i Rimshia City..” tilføjede han roligt, som han kort bukkede med hovedet mod ham og satte sig roligt tilbage på sin egen plads.

[Deleted]

At give slip på sine hæmninger og blot være fri og nyde en stund, det var skam noget som leon gjorde i dagligdagen, og som han nød på alle tænkelige måder. Men at gøre det gennem en masse alkohol og direkte irriterende folkemelodier, var ikke en måde han ville foretrække. Istedet måtte han erkende, at følelsen og fornemmelsen af at være tæt på et væsen, som når han var tæt på en mand eller kvinde, slap sig selv, og hengav sig til den syvende himmel, det var måden han nød at kaste alting fra sig. Adelio frøs meget, hans tøj dryppede stadig, på trods af at han havde sat her for flere minutter. Gina ville slå ham ihjel hvis han tørrede det her. Måske på et af de små værelse, som de der blev alt for fulde som regel gjorde brug af? Han hævede et øjenbryn og betragtede ham roligt. Det var skam ikke for at være ubehagelig, men han kunne se at det måtte påvirke ham. Hvad angik festlighederne, så nød han at tilbringe tiden på dette sted, netop fordi det var god reklame, han havde brug for kunder, og han skulle have fat i de med en smule penge, det var trods alt det dyrere end horehuset ”Jeg beder dig ikke om at vise mig tillid Adelio. Men Gina ville slå mig ihjel, hvis jeg gør gulvet vådt. Vi kan gå lidt.. afsides, og jeg kan tørrer dine klæder?” hans tone var rolig og lettere prøvende, Adelio havde i det store og det hele, ikke givet ham noget tegn endnu, på hvor pokker han måtte have ham, så han kunne vel kun prøve sig lidt frem og tilbage? Leon trak på skuldrene. Selvom alt var kaos, var der en behagelig ro, efter musikken var stoppet. Det havde dog udløst stor vrede mellem de største af mændene, som en ung bartender nu lod til at forsøge stoppet. Det ville også være rart at komme lidt væk fra alt den uro ”Jeg forsøger at hente kunder til en ny forretning” svarede han lettere fraværende. Han var diskret, mange havde deres fordomme, måske ikke så meget i Dvasias, men han var forsigtig. Denne mand var interessant, han var lukket og uforstående, Leon havde mødt flere af hans slags, han vidste hvordan de skulle bearbejdes. Et næstent stolt smil stod over hans mine ”Ingen årsag” han rømmede sig, og klappede en anelse rastløst i hænderne, han var en mand der hurtigt kunne komme til at kede sig. Det at han end ikke opdagede flirten forvirrede ham en smule. Det gjorde det om ikke andet ikke lettere at finde ud af. Han sukkede stilfærdigt og nikkede stille. Leon trykkede hans hånd med et fast tryk. Det undrede ham dog at han direkte blev kaldt for en berømthed ”I al beskedenhed.. Jeg er ikke ligefrem en berømthed” roligt trak han igen hånden til sig og lod den igen folde sig med den anden ”Men jeg takker stadig for et enormt kompliment” han rejste sig, og bukkede høfligt for ham. Ja han var mærkelig, folki skævede til ham, men det var vel blot hjemmevant for hans del.

[Theodore Jarvis Acheron]

Når det kom til leg i lagnerne, så var det i den grad også kun der, at Adelio gav efter for den frygtelige lyst, lod alt som hed fornuft og alvor falde fra og bare gav sig hen til det som skete for hans blik. For uden det, så var han denne mand; Han var fast i minen, han var stædig af sig for ikke at glemme, at han var en frygtelig lukket person som man i den grad ikke bare kom tæt ind på, på den måde, hvilket Leon nok meget snart skulle finde ud af. Han frøs virkelig, selvom han prøvede at bide det i sig og bare lade som ingenting, for det var jo trods alt også det som han gjorde bedst, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Det faste blik hvilede på hans skikkelse, som han roligt lagde hovedet på sned, selv uden at skulle se det mindste væk fra ham på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte blikket kort rundt omkring. ”Du kender Gina?” gentog han ganske kortfattet. Han sad tænkende i nogen sekunder. Ja, han havde ikke rigtigt noget at skjule, og det at blive varmet og få tørt tøj på, var i den grad heller ikke noget som han ville have det mindste imod når alt endelig måtte komme til alt. Han sukkede ganske stille og nikkede så. ”Det er nok det bedste forslag som jeg har hørt siden jeg drog fra Imandra,” sagde han ganske kortfattet. Med andre ord, så var han bestemt heller ikke en lokal her på stedet. Ikke fordi at det så ud til at gøre de andre noget som helst. Han vendte blikket mod ham og med en mindre nysgerrighed. ”Ny forretning? Hvad slags?” spurgte han. Ja han var måske en kende nysgerrig med hensyn til det som skete i de forskellige lande, for der hvor han kom fra, så var det virkelig umuligt at følge med i noget som helst, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Et sted var det ham faktisk en kende irriterende, men hvad fanden? Han havde det ry og han havde det at skulle se til i Imandra, og så måtte man jo bare tage tingene som de nu måtte komme alt i alt. Han trykkede ham godt og fast i hånden, hvor han kun ganske kort sendte ham et fast nik. Af hvad han måtte se til, så måtte det jo næsten være Faith og Kimeyas søn. Det kunne da næsten ikke være andre og så med de navne? Kunne der i det hele taget herske nogen tvivl? ”Beskedenhed? Er du da ikke Faith og Kimeyas søn?” spurgte han med et let hævet bryn, som han selv måtte lade hovedet søge en anelse på sned. Selv var han stolt af at have den mor som han havde, selvom hans far var en ganske anden sag. Han havde vel.. været stolt af det før i tiden? Ikke fordi at det var noget som han som sådan ønskede at bringe op på banen, for det var jo bare sådan at tingene nu måtte være når alt endelig måtte komme til alt. At han direkte bukkede for ham, fik ham til at himle let med øjnene, som han roligt rejste sig selv. ”Du behøver skam ikke at bukke for mig.. Jeg er jo ingenting,” sagde han ganske kortfattet og let afvigende. Det var jo faktisk sådan at han selv var opdraget, bortset fra det faktum, at han var en leders søn.. .og en kongesøn samtidig.

[Deleted]

Der var alt for mange der måtte glip af det enorme behag, som man var i stand til selv at sætte kroppen i, den havde flere undere end man nogesnidne turde drømme om, og det var noget som ikke var gået forbi hans næse, en tanke som han kun nød. Når det kom til lagnerne, så var der ikke mange grænser, han kunne give sig fuldkommen hen til en mand såvel som en kvinde, og han kunne alt for hurtigt komme til at savne det form for nærvær, som han gjorde nu. Pludselig var denne unge, smukke herre kaldet Adelio kommet ind, og førte en samtale med ham, og Leon forsøgte af al magt, at finde ud af om dette var endnu en, han ville være i stadn til at vise kroppens under med. Hvem end denne mand var så frummede han mystik, han var lukket.. der var ingen vej ind, hvilket kun gjorde det langt sjovere for hans eget vedkommende. Det faste blik hvilede i Adelios, ligeså lang tid som han måtte fastholde det. Leon nikkede roligt ”Kender er vel så meget sagt. Jeg har spenderet en del tid på dette sted” erkendte han og trak svagt på de smuksuløse skuldre. Et større slagsmål var endt med at bryde ud, og flere af stedets ansatte havde måttet træde til. Leon bankede utilfreds i bordet, selvom ingen lod sig mærke af det ”Kom med” han rejste sig, og hastede mod et af de små lokaler ikke langt fra dem. Døren var åben, sådan var det altid, som Gina sagde, så hellere at gæserten slog sig løs her, end ude i det offentlige. Døren knirkede i det den gik op. Faklerne brændte ikke, hvilket havde efterladt værelset i en vis kulde. Sengen var uredt fra de seneste gæster. Det var vel bedre end ingenting? På få sekunder brændte faklerne ligeså ivrigt som dem ude i selve stuen, hvilket kun skænkede ham en følelse af tilfredshed. Døren gled i bag dem igen. Armene fandt hvile på kryds af hinanden, over hans bryst. Han betragtede Adelio som han måtte stå der i det dryppende tøj, og gned tænkende hans hage. Det var kun rart endelig at møde en, der ikke kendte stedet som sin egen baglomme, han var ikke herfra det stod klart. Hans tøj røg, som et et glohedt jern der mødte det fugtige stof, det ville dog ikke brænde ham som sådan, blot føles rart og varmt. Han hverken løftede en finger, men mumlede derimod ord der ikke var til at høre eller forstå. Leons blik lyste op ”Et bordel” der var stolthed at sporer, folk synes selvfølgeligt at det var vanvittigt, men de forstod sig ikke på det. At denne mand måtte kende hans forældre, overraskede ham kun. Det kække smil var falmet, mens han kiggede på ham langt mere intenst end før. Han var nysgerrig, hans hjerte slog faste slag, og Adelio var dyrisk, vampyrisk, han ville høre hvert eneste slag ”Det kommer han på” han gned sin hage frustreret og ikke mindst tænkende, han ville gerne kende hans familie, have et sted at høre til, når nu han var så flyvsk, men om han var denne.. Faith og denne Kimeyas søn, det vidste han vireklig ikke. Han hævede et øjenbryn, og gik med rolige skridt rundt om ham, mens han måtte betragte ham ”Intet siger du? Jeg ser en stor mand.. En der rummer mystik, med ret ryg og et blik der med sikkerhed vil smelte kvindehjerter. Med had og stolthed malet overalt i en stram mine. Hvad man er kommer ikke ud på status, titel..eller hvor man kommer fra, kære Adelio. Det er en lektie du må lærer” han stoppede op foran ham, og lod sit blik borer sig direkte ind i hans.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var en meget indelukket mand, det var noget af det som han havde lært af sin mor, for alt det andet, var bestemt heller ikke noget som han kunne bruge til noget som helst. Hans blik hvilede fast på denne mand. Det var heller ikke fordi at der var meget følelse at spore. Han kunne høre mandens hjerteslag. Mange af tingene havde han i den grad fra vampyren, men med hans blanding, så var meget af det heldigvis undertrykket. Han havde sin warlock, men også sin elver som var langt fremme når det kom til hans måde at analysere på, hans blik på tingene som også måtte sige temmelig meget, men det var så også det. Vampyren var dog noget af det som han foretrak mest, for det var noget af det som i den grad også måtte give ham forbandet mange fordele når alt endelig måtte komme til alt. Han var en mand af mange strategier, han var en mand af spænding og mystik – nøjagtigt ligesom sin kære far, selvom det nu var en tanke som han måtte hade mere end det som han måtte hade noget som helst andet. Han smilede let for sig selv. ”Spenderet meget tid her på stedet.. eller sammen med hende?” spurgte han roligt, hvor selv et svagt drilsk smil måtte hvile i hans ene mundvig. Han kunne godt smide facaderne bare en smule, men de røg normalt frygtelig hurtigt op igen og det var egentlig ikke noget som han direkte kunne gøre for, for det var egentlig bare noget som skete uden at han egentlig måtte tænke over det. Han vendte blikket da endnu et slagsmål måtte gå i gang. Han himlede med øjnene. Dvasianerne lærte det jo heller aldrig! Han fulgte med ham mod lokalerne. At finde et sted hvor der var ro, at få noget tørt tøj på, alt sammen ville faktisk være ham frygtelig godt. Han fulgte ham med ind på et af værelserne, hvor han godt kunne mærke, at hans tøj begyndte at blive varmt. Han måtte dog ærligt erkende, at han gerne ville varmes selv og ikke i tøjet. ”Jeg foretrækker nu at gøre det på en lidt.. anden måde.” Han tog fat i blusen og rev den mere eller mindre over hovedet, som han lagde den på den uredte seng. Det var ganske rigtigt bedre end ingenting, men nu var han også vant til at sove med et tæppe på jorden, så det var heller ikke fordi at han var vant til det rene luksus. Den faste og muskuløse krop viste sig tydeligt, selvom han nu heller ikke gjorde noget andet end at skjule den. Han vendte sig mod den. ”Et bordel siger du? Her i Dvasias?” Han rettede sig roligt op. Det lød da meget … interessant, også selv i hans øre, for det var bestemt heller ikke ofte, at han havde muligheden til at skulle nyde en smuk og ung kvinde. Dem var der desværre ikke mange af hvor han måtte komme fra, hvilket et sted var ham selv en kende frustrerende! Han rystede let på hovedet. ”Jeg tror virkelig at du dømmer mig før du har lært mig at kende, Leonardo,” fastholdt han dog mindste stilfærdigt. Han var en stolt mand og han var opvokset i had.. der måtte han desværre bøje sig for mandens analyse, selvom han bestemt ikke brød sig om at være så letlæselig!

[Deleted]

Adelio var lukket, hvilket ville sige ligmed en udfordring, og det var noget som Leon I sig selv matte værdsætte. Liogesom kvinder, så kunne selv mænd ende med at blive for kedelige, fordi der ikke var noget konkurrence, ikke noget at trække ud af dem, og blot Adelios blik afslørede at han var en mand af mystik og utallige hemmeligheder, som han ville nyde at svælge i. Blot tanken fik det til at sitre helt ud i fingerspidserne. Han slog hænder sammen, og lod dystert fingrene spille mod hinanden. Han blik var intenst, og for et kort øjeblik kunne der ikke herske tvivl om hans slægthistorie, selvom det ikke var noget han selv havde den mest fjerne ide om. Hans hjerte slog intense slag, dog rolige, han virkede trods alt ikke ligefrem nervøs, mere.. hemmelighedsfuld. Det intense blik hvilede i Adelios, forsøgte at finde ud af hans hemmeligheder, gennem det der skulle siges at vre vinduet til sjælen. Han så intet, måske fordi det var en vampyr, som han måtte stå overfor? Læberne spiltedes ud i et skævt smil, hvilket i den grad ikke gjorde ham mindre dyster, langt fra. Flammerne i faklerne blussede for en kort stund, kun for at falde til ro igen. Var ilden ikke fantastisk livlig? ”Jeg kan lide din tanker, Adelio. Selvom jeg må erkende at Gina er en vandrende skønhed, så er hun desværre kræsen” det lod ikk til at være noget, som han direkte måtte tage tungt på, kvinder var fantastiske på alle måder. At lade hænderne følge hendes smukke kurver og silkebløde hud, svimle sig i den søde duft fra hendes glansfulde hår, jo de var skam yderst pragtfulde, men de formåede ikke at vække den samme spænding i ham, som det en mand måtte gøre. Der handlede det ikke om kærtegn, eller romance men om ren og skær lyst.. og magt ikke mindst. Leon måtte næsten føle længsel, ved bare tanken. Døren var gledet i bag dem, idet Adelio til dels afviste hans flammer, stoppede han med det samme. Blikket gled mod loftet næsten med et sagligt blik, hvor han i det lydløst måtte takke herren for den kærlighed han pludselig udviste. Leon skjulte ikke, at han direkte måtte betragte Adelios overkrop, som en kvinde ville have gjort det, med en form for sult i blikket, som Adelio nok selv ville kende til, med henblik på hans race. Hovedet gled på sned ”Du drypper stadig” påpegede han med en klar hentydning til bukserne. En ting Leon allerede måtte elske, avr at snakke omkring det store projekt.. ”lIge netop et bordel.. I Dvasias” tilføjede han med et stille nik. Det ville ganske vidst være dyrere end horehuset, men kvinderne var smukke og ikke det mindste slidte, rene for sygdomme og det var under ordentlige forhold, og en masse kærlighed. Han brød ud i en dyb latter, han mindede virkelig om hans kære far, som han ikke havde det mindste kendskab til, ligenu var det dog heller ikke hvad han havde i tankerne, den kunne de tage senere ”Aha.. Fortæl mig præcis hvile ting, der skød forkert” Han spredte benene en anelse, rettede ryggen og så pludselig stor ud, og spændt afventende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio måtte ærligt erkende, at hans tanker på ingen måde måtte være indstillet på det som hed flirt for øjeblikket. Det var jo egentlig heller ikke fordi at det var det som han bedrev tiden med for øjeblikket. Han var mildest talt på flugt. Han kunne ikke komme hjem så længe at vagterne fra Imandra måtte vandre langs muren og det var noget som i den grad også måtte irritere ham noget så frygteligt, for han havde forbandet meget at skulle se til hjemme for tiden! Han havde været væk længe og han var nu sikker på at hans mor måtte være bekymret selvom hun ikke var den type som viste ham det. Hun havde jo altid stået der som den eneste i hans liv, alt andet havde mildest talt svigtet ham og det var noget som gjorde ham direkte vred og irriteret. Personligt så foretrak han at blive varmet på en anden måde end at stå i de dryppende våde klæder. Selvom han var warlock, så var det jo stadig evner som han kunne bruge, selvom han nu ikke ville spilde sin energi på sådanne småting. Han havde ikke en krop som man skulle skjule, for han var i den grad stolt af det faste bryst, de brede skuldre og den faste mave og den lille skål som han havde. Han var jo også tvunget til at træne mere eller mindre konstant for at holde sig i form, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vendte blikket ned mod sine bukser og med et kort irritabelt suk. ”Had være med det vejr..” mumlede han let, idet han fik dem op og smed dem lige så. Leonardo var jo trods alt en mand, så det var vel heller ikke fordi at han skulle være decideret bange for ham? Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine. Det var jo stadig den facade som man skulle igennem og det var noget som i den grad også kunne tage tid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Med det udseende som hun har med sig, så forundre det mig ikke.. Den dvasianske tankegang er jo som de gamle huleboers..” Tanken morede ham faktisk en smule. Den mandlige tankegang her omkring havde jo ikke ændret sig det mindste siden dengang! Han lod hovedet søge på sned. Han snakkede med stolthed i stemmen omkring hans bordel, så det var vel også noget hvor man kunne sige, at man fik hvad man betalte for? Han trak morende på smilebåndet, hvor de spidse tænder endnu en gang måtte vise sig i mundvigen. ”Ser man det.. Det kunne jo være, at jeg skulle aflægge stedet et besøg ved næste tur her til lands,” sagde han stilfærdigt. Armene lagde han roligt over sit bryst, formede dem i et kors og med den samme faste mine. Det fik ham om ikke andet til at se en smule større ud, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han måtte desværre erkende, at Leonardo havde ramt forbandet godt og han brød sig bestemt ikke om tanken ved det! Han skulle ikke være så let at læse! ”Jeg er ikke nogen stor mand. Jeg er bare en del af et samfund, jeg er en borger uden specielle privilegier, mystisk er jeg måske.. vokset op i had, stolthed og mørke..” Han trak let på skuldrene som havde det været ingenting, men det var jo sådan at det var i hans øjne. Han skulle jo knokle ligesom alle andre, så det kunne vel heller ikke forundre nogen som helst?

[Deleted]

Leon havde intet kendskab til denne mand, hvordan kunne han dog have det, når nu han end ikke havde befundet sig i Dvasias for særligt lang tid. Han var dog en interessant skikkelse. Først og fremmest var han uden tvivl, en flot en ung mand, hvilket også var lige hvad han havde behov for i øjeblikket! Adelio virkede yderst anspændt, hvilket sted næsten morede ham. Faklerne brændte iltert, varmede det ellers lusede baglokale op. Dette var netop hele grunden til, at han ønskede at fører hans værk ud i realiteten, hvem kunne dog nyde en stund, på et sted som dette?! Det intense blik betragtede hans krop. Perfekte, klare linjer, en skål der i den grad efterlod en del til hans fantasi, et intens blik, der direkte ville være i stand til at gennemborer ham. Denne mand var perfekt! Det trak let i hans mundvige, i det der kunne minde om et lille smil, men lige når det kom til den form mimik, så havde han aldrig været særlig god. Hånden lagde sig stille mod hans nøgne skulder, og fulgte hans kølige hud ned over hans bryst. Varmen strøg fra hans hånd og over ham, han var trods alt i stand til både at tører og varme ham. Blikket endte i hans, og fastholdte det, med en næsten kæk mine. Hovedet gled let på sned, han så direkte gennemborede på denne flotte, unge mand. ”Hmm. Det har sine fordele,” han trak en anelse ligegyldigt på skuldrene. Nu fik han æren at stå her sammen med Adelio, forsøge at forfører ham, det havde han muligvis ikke haft muligheden for, hvis ikke regnen havde gjort ham drivende våd først. Han behøvede ikke at frygte ham, han havde ikke tænkt sig at bide.. ikke meget ihvertfald. Hånden trak han til sig igen, lod den falde slapt ned langs hans side. En fnys forlod ham, han nikkede dog anerkendende. ”Sandt at sige,” medgav ham. Dvasianerne var direkte liderlige, så meget var da gået op for ham, det var trods alt en grund til, at han faktisk så en mulighed for at fører hans bordel ud i livet, her i dette land. Før eller siden ville han vel også finde hans familie? ”Desværre, jeg kunne godt nyde en tur mellem hendes smukke stænger,” mumlede han direkte ærligt, han var ikke en mand der var bleg for at sige noget forkert, han havde altid været rad i kæften. Det bordel han ønskede at starte ville blive noget ganske særligt. Blikket faldt mod de sylespidse tænder, han vidste hvad der skete når først de ville synke i hans hud, hvilken vidunderlig gave! ”Det ville være mig en ærer, fortæl mig Adelio.. hvilken type du foretrækker. For ren nysgerrighed altså,” han forlod ham roligt, og gled istedet ned på sengekanten, for at betragte manden. Det var ikke for at gøre ham ilde til mode, men han var nysgerrig, og det var vel relevant, så han vidste, hvilke kvinder han skulle gå efter? Det måtte direkte morer Leon, at han faktisk havde ret i så mange ting. Han var ikke svær at læse, selvfølgelig tog han fejl på punkter, han var trods alt ikke tankelæser! ”Interessant,” svarede han blot kort for hovedet, og gennemborede ham med et direkte dybt blik. En mand af mystik og stolthed – uden tvivl. ”Beklager min fejl,” han nikkede anerkendende, så stolt var han bestemt heller ikke, og det var blot en enkelt ting, lidt credit kunne man vel give ham!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var en mand som kendte til sine principper, han gik op i ærlighed, stolthed og det at man var stolt af det som man foretog sig. Det var han da om ikke andet og så det faktum, at han forblev afholdt fra at komme hjem, var noget som direkte måtte irritere ham, for han havde alt for meget at lave hjemme, men kunne ikke komme forbi muren når de kredsede sådan omkring den. Han havde slet ikke tid til at sidde i en fangekælder lige nu! Han vendte blikket mod denne Leonardo. Hvis han ikke tog meget fejl, så måtte han jo næsten være Faith og Kimeyas søn. Det røde hår var jo alligevel en klar indikation til den relation, så han kunne jo næsten ikke være i tvivl! Han var stolt af sin krop, han var i skræmmende god form og han vidste det jo trods alt også godt, så det var slet ikke noget som han ønskede at lave om på nogen som helst måde overhovedet. Han lod armene forblive korslagte på hans bryst. At manden betragtede sig så meget af ham, var noget som faktisk forundrede ham, selvom han nu heller ikke sagde noget til det, for.. ja, hvorfor skulle han? Et svagt smil passerede roligt hans læber. ”Har det?” spurgte han stilfærdigt, som han lod hovedet søge let på sned. Han var ikke en som var alt for god til følelser. Det var noget som selv hans kære mor havde lukket af for, for alt for mange år siden og det havde desværre også smittet af på ham selv, det var helt sikkert. Han blev stående og med blikket på manden. Han var virkelig en underlig en af slagsen – hvilket var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide. Han kunne godt bruge noget varme, også selvom det våde tøj på ingen måder måtte hjælpe ham. At hen berørte og derved varmede ham, var noget som Adelio tydeligt kunne mærke, også fordi at han var den blanding som han var. Han vendte blikket direkte mod ham, hvor han dog heller ikke valgte at stoppe ham på nogen måde, for.. hvorfor skulle han? Manden havde jo ikke gjort ham noget ondt. Hans noget så direkte spørgsmål omkring hvilken type han måtte foretrække, var noget som direkte måtte komme bag på ham, for det var da ikke noget som man direkte valgte at spørge om! Var det? Han blinkede let med øjnene. ”Hvilken type jeg foretrækker?” gentog han tydeligt overrasket. Det var jo næsten som det spørgsmål ene og alene havde slået ham ud af kurs! ”En kvinde som kan tage kontrollen fra mig.. eller en mands for den sags skyld.. Jeg er ikke kravestor,” sagde han stilfærdigt. Selv for hans eget vedkommende, så var dette ikke ord som han sagde særlig ofte, men det forekom dog om ikke andet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak morende på smilebåndet endnu en gang. Han rystede på hovedet, som han roligt placerede sig på sengen ved siden af Leonardo. Han var nu temmelig sikker på at det måtte være Faith og Kimeyas dreng! Han rystede stille på hovedet. ”Livet er hvad du gør det til.. eller hvilke midler du får skænket af dine forældre.. Visse er bare heldigere stillet end andre.. Deraf mit mørke.” Han vendte de mørke øjne med det rødlige skær direkte mod ham – næsten som han sad og stirrede direkte sultent på ham, hvilket han heller ikke kunne skjule på nogen som helst måde overhovedet.