I'm a hunter.. Hunting you..?

[Deleted]

Shalio betragtede kort den højtstående mand. "Altså det kunne da godt være du meldte folk" sagde han med lidt mere ro i stemmen, efter han havde hørt at der ikke ville ske ham noget. Han lyttede lidt til Enricos forklaring. Da han hørte mandens mistro til hvad Shalio ville bruge sine ævner, gik han to skridt tilbage. "Nej slet ikke! Det ville jeg da aldrig gøre! Tvivler du på min loyalitet til dronningen?" spurgte han og prøvede at lyde fornærmet. Han havde aldrig rigtigt været loyal overfor dronningen. Han havde heller aldrig været imod hende. Shalio havde været lidt ligeglad med hvad der foregik på slottet. Det var næsten ligefør han havde glemt at de havde en dronning. Men det kunne han nok ikke sige til hendes rådgiver. Man vidste aldrig om det ville provokere ham, eller om han bare var ligeglad. Men det var nok bedst at være på den sikre side. Han kom med et lettet suk "jeg lover dem... Ved alle grave i dette land, at jeg aldrig ville prøve at slå nogen fra konge familien ihjel" sagde han og bukkede kort som tegn på at han mente hvad han sagde.

[Carmine Jordin Marlineo]

Shalio var virkelig en type som virkelig måtte more Enrico og noget så meget endda. Han havde aldrig nogensinde set en lejemorder på denne her måde! Ikke bare når det kom til kropsbygning, for det var jo faktisk smart det som han havde valgt. De færreste ville betegne ham som en lejemorder derude, så selvfølgelig var det jo kun noget som kom ham selv til gode. ”Jeg vil ikke være dobbeltmoralsk og melde nogen for noget som jeg faktisk.. selv går ud og gør,” påpegede han ganske kortfattet. Han var en mand af ære og han gik meget op i værdighed. Dem som ikke viste sig værdig i hans øjne, var dem som han bogstavelig talt ryddet af vejen – hvis der ikke var andre muligheder selvfølgelig, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være.
Endnu en gang måtte den kolde latter forlade hans læber. Han var virkelig morsom! At han jo så ikke planlagde noget som helst mod kongehuset var noget som han kun måtte være storslået tilfreds med, for ellers var han da nødsaget til at skulle tage affære på den ene eller den anden måde. Ikke fordi at det var noget som han ville bruge sin aften fri på, for en gangs skyld, så ønskede han at tænke på andet end det papirarbejde som han sad med hver eneste dag. ”Du er virkelig en sjov en, Shalio. Det kan jeg godt lide ved dig.” Han hævede let en hånd, hvor han vippede let frem og tilbage med sin pegefinger. Det morende smil hvilede dog på hans læber. Enrico havde en meget mærkværdig form for humor og havde altid haft det. ”Godt.. for hvis jeg hører det mindste til navnet ’Shalio’ i nærheden af noget med slottet og dets anlæggende.. så ville jeg nødig være i dine sko..” Endnu en gang var det den direkte alvorlige mine som trådte frem i Enricos blik, selvom det ændrede sig meget på temmelig kort tid. ”Så fortæl mig det.. hvordan er lejemorder-jobbet derude? Tjener du virkelig på det?” spurgte han så pludseligt, dog nysgerrigt.

[Deleted]

Et smil bredte sig på hans læber da han hørte Enricos kompliment. Han nikkede kort "du er da heller ikke helt værst" sagde han og grinte kort. Han overvejede lidt de ord der kom fra manden foran ham. "Hvis du hører mit navn omkring slottet så vil det kun være gode ting du høre" sagde han med en sikker tone. Shalio var ikke bange for Enrico mere. Han var jo en god mand, desuden var han heller ikke fuldblods vampyr. Så der var vidst ikke noget galt i ikke at kunne lide ham. Shalio stirrede undrende på ham "hvordan det er? altså... Ja selvfølgelig tjener jeg på det, men det er ikke så tit der sker noget. Til gengæld tjener man enormt meget når der er en som skal fjernes" sagde han. Det var sjældent at nogen ville have nogen fra slottet dræbt. Shalio havde kun oplevet nogle enkelte af sine kollegaer, blive kaldt ud til sådan et job. Ingen af dem var kommet tilbage, så man skulle holde sig væk fra alle som ville have et angreb på kongefamilien. Shalio tænkte lidt over det. Nu hvor tanken var der så kunne det være en ordenlig udfordring at prøve det. Men han rystede hurtigt tanken væk, da han vidste at Enrico ville tømme ham for blod på stedet. Tanken om det, løb ham koldt ned af ryggen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde virkelig ikke kvaler ved at skulle pine eller slå ihjel. Det var en del af hans natur og det var noget som lå helt naturligt til ham på denne her måde. De mørke øjne hvilede direkte og med den faste mine til hans skikkelse, selv uden at han vendte blikket væk. Han trak morende på smilebåndet. ”Jeg takker for komplimentet.. Desuden så tror jeg også at jeg nok mere er typen som man regner med... gør den slags.” Han hævede sigende det ene bryn. Folk vidste jo hvem han var, så hvorfor skulle det være anderledes? Han var jo en kongelig rådgiver, han var en af dem som stod dronningen nærmest og det samme med kongesønnen som var kommet til verden, hvilket han var en stolt en af slagsen, at kunne få lov til at være en del af. Armene lagde han roligt over kors. Der var ikke mange som ønskede en lejemorder efterhånden, hvilket han var udmærket godt klar over, selvom.. ja, et sted kunne han vel også godt selv bruge en? Han hævede den ene hånd hvor han gned sin hage ganske tænkende, selvom hans blik dog ikke forlod denne mand på noget som helst tidspunkt overhovedet. ”Jeg kunne sige mig selv, at det er et kende dødt erhverv for tiden, men..” Han trak let på skuldrene. ”jeg ved ikke hvad du ville sige til det.. hvis jeg havde en opgave til dig?” spurgte han ganske stilfærdigt og med den samme tydelige alvorlige mine fra før af.

[Deleted]

Shalio betragtede kort omgivelserne. Vinden fik grenene til at rasle i den mørke nat. Nogle enkelte dyr rendte gennem skoven og fik de nedfaldne grene til at knække. Da han hørte Enricos tilbud, rettede han hurtigt blikket mod ham, sammen med alt sin opmærksomhed. "Jeg lytter til hvad du har at tilbyde" sagde han og nikkede, som tegn på at han var klar til en opgave. Han var klar på noget spænding, eftersom det havde været nogle triste uger på arbejdet som lejemorder. Men endelig var der en, som tørstede efter hævn. Men det trak også lidt på nervøsiteten. Man kunne aldrig vide hvilke fjender han kunne have, og det gjorde det ikke bedre da han tænkte på hvilken rang Enrico faktisk havde. I værste tilfælde kunne det være en adelig eller noget i den stil. Eftersom han måske ikke snakkede med så mange andre, fordi han var i tjeneste hos dronningen. Shalio overvejede lidt om han skulle tage en opgave fra denne mand, men han valgte så at lytte til hvad han havde at tilbyde, før han tog en beslutning.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var en mand af mange hemmeligheder, mange mysterier og mange mørke sider, at det ikke var til at sige i hvilket humør han måtte være i fra den ene dag til den anden. Hans evige loyalitet måtte ligge ved Jaqia og det havde det altid gjort. Den dag hun ville blive revet fra tronen af, ville han gå døden i møde, kun fordi at han ville lystre hende! Dvasias hvilede i en meget mørk tid og det var kendt deriblandt også for ham selv. Han lod hovedet søge let på sned. At der var mange dyr i nærheden var noget som han udmærket godt kunne høre og fornemme, hvilket kun måtte trigge hans mange dyriske sider, selvom han måtte bide det i sig – for nu om ikke andet. Hans læber spillede ud i et let og stille smil, hvor han roligt nikkede. ”Hvor meget kender du til situationen i Dvasias, Shalio?” spurgte han roligt og med en ganske sigende mine. Det var heller ikke fordi at han ville stå frem og belemre ham med det ene eller det andet, men han måtte vide helt præcist hvad han kunne forlange af denne mand som nu måtte stå overfor ham kontra det som han kunne forvente af sig selv, hvis han selv valgte at kaste sig i strid med opgaven.

[Deleted]

Shalio hørte Varylens ord og skulle lige smage lidt på dem, før han rigtig fik fat i spørgsmålet. Han havde ikke rigtig fulgt med, når folk havde snakket om det. "Nej, det har jeg desværre ikke, men jeg regner med at du vil fortælle noget om det. Jeg kan også sagtens lave lidt research omkring det" sagde han med et lumsk smil på sine læber. Han havde været lang tid siden, han sidst havde haft en opgave. Så han var klar på næsten alt hvad Enrico kunne tilbyde ham. Det var næsten lige før han ikke behøvede penge for det, men også kun næsten. Det var trods alt også en alvorlig sag at skaffe sig af med folk, fordi andre har noget imod dem. Så lidt penge skulle der til, han skulle jo også leve af noget. Men denne Varyl virkede ikke som om at penge havde nogen betydning, han virkede meget sikker i sin sag. Shalio skulle nok ikke tage let på den her opgave, for det havde sikkert noget med at andet kongerige at gøre, eller mindst en meget højtstående person. Shalio kunne næsten ikke vente med at få af vide, hvad opgaven gik ud på. Desuden kunne det også være at Enrico ville ligge et godt ord ind for ham ved dronningen. Men det var sikkert nok kun ønske tænkning. Der var næsten ingen skyer på himlen, så månen skinnede med fuld kraft ned på dem. Stjernerne lyste om kap, for at blive den første til at nå øjets rækkevidde. Det var en utrolig smuk nat, men alle nætter var jo smukke. Så længe de var mørke og uforudsigelige.

[Carmine Jordin Marlineo]

For Enrico så havde penge ikke nogen betydning. Han havde selv så mange efterhånden, at han ikke rigtigt vidste hvad han skulle bruge dem til. Desuden vidste han også at man kunne få folk til at gøre mere eller mindre hvad som helst hvis pengebeløbet var det rigtige, hvilket kun gjorde det hele langt mere underholdende for hans vedkommende. Specielt fordi at han sad med den autoritet som han gjorde, så det var noget som kun gjorde det hele så meget sjovere, også for hans eget vedkommende. Et selvsikkert smil gled roligt over hans læber ved Shalios ord. Det gjorde jo næsten kun det hele så meget bedre, også for hans vedkommende! Han trådte roligt tættere på manden, selvom det dog på ingen måde var faretruende. Han havde skam fundet ud af, at det ikke var noget som havde vist sig at være nødvendigt på den ene eller den anden måde. ”Udmærket,” begyndte han roligt og med et tydeligt tilfredst smil på læben. Han lod hovedet søge let på sned og med blikket som søgte direkte til hans skikkelse. Armene hvilede endnu korslagte på hans bryst og med den samme alvorlige og faste mine, selvom tænderne var tydelige i hans mundviger. Uglens tuden var selv noget som rev i ham. Han var jo endnu ikke helt mæt, selvom han dog alligevel af den grund kunne beherske sig. ”Jeg har en ganske… simpel opgave til dig, Shalio. Jeg har en.. kvinde, som jeg vil have, at du skal overvåge,” forklarede han ganske kortfattet. Han ville se hvor meget at han ønskede denne opgave. ”Prisen er mig ligegyldigt. Sig beløbet og du skal få det,” afsluttede han ganske så stilfærdigt.

[Deleted]

Shalio betragtede kort Varylen foran ham. "Altså... Normalt holder jeg ikke øje... Jeg plejer sådan set at dræbe folk" sagde han med en mistænksom stemme. Det var en meget speciel opgave, men det var sikkert let nok. "Hvis hun bare skal udspioneres, så er det skam gratis" sagde han og studerede Enricos blik. Der var et eller andet over det. Som om det ikke kun var en der skulle holdes øje med. Shalio overvejede lidt om han skulle spørge efter det, eller om han bare skulle vente og se hvad Enrico havde at sige. Shalio var alt for nysgerrig til at vente "sig mig lige, ligger der noget bag den her opgave? Altså, er der nogen som skal slås ihjel?" spurgte han stille og studerede omgivelserne. Det løb ham koldt ned af ryggen, da tænderne kom frem. Selvom han vidste at han ikke ville blive spist, så var han ikke helt tryg ved at de var fremme. Det hjalp heller ikke at grene knækkede i det fjerne og at dyrenes øjne hvilede på dem fra mørket. Normalt havde han ikke noget mod mørke, men det måtte være den halve vampyr som stod foran ham der gjorde det. Han burde ikke være bange, det var trods alt en kunde. Når man tænkte på det, på den måde så var det ikke så slemt. "Men jeg er med på den, bare fortæl detaljerne" sagde han og begyndte at spidse øre, så han bedre kunne få det med.

[Carmine Jordin Marlineo]

At Shalio direkte var bange for hans tænder, var noget som virkelig måtte more Enrico noget så frygtelig voldsomt. Det var heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at lægge skjul på, for det var virkelig bare.. sjovt! At holde øje med denne kvinde var heller ikke noget som man bare gjorde for at gøre det, det var også noget af det som han virkelig ønskede at få frem. Han lod hovedet søge let på sned og med en tydelig undring, idet at han påpegede at han ville gøre det ganske gratis. Ja, det var måske noget som han sagde lige nu! Han var nu ikke sikker på at det var noget som han ville synes om senere hen. Han trådte endnu en gang tættere på ham. ”Jeg vil ikke have at nogen skal slås ihjel. At andre bliver slået ihjel på denne færd kan jeg så ikke garantere. Det er nemlig en ganske særlig kvinde som jeg ønsker at du skal holde øje med for mig.” Han betragtede manden med et ganske så roligt og kortfattet blik. Han var nu alligevel ganske alvorlig af sig. Det var heller ikke fordi at der var en grund til at skulle gøre noget andet. Han var bekymret for hans kære Noelle og det var virkelig også den eneste grund til at han valgte at gøre som han gjorde lige nu, selvom han vidste, at hun ville flå hovedet af ham, hvis hun fandt ud af det! De næsten lysende øjne hvilede opmærksomt på Shalios skikkelse. Selv var han meget opmærksom og det var der i den grad også en frygtelig god grund til. Denne mand var fremmed og selv stod han med en høj titel. Det kunne vel hurtigt vendes om? Han trak vejret dybt. ”Nuvel. Det glæder mig at du tager imod det. Den kvinde som jeg vil have dig til at holde øje med, er den dvasianske hærfører Noelle Jaceluck,” begyndte han ganske kortfattet, som havde det været noget som han sagde til hvem som helst.

[Deleted]

Shalio sukkede tungt over sin frygt for to tænder. Han kunne godt forstå at Enrico grinte af ham. Det var jo også latterligt. Helt ærligt det var jo bare tænder. Men, det var trods alt vampyr tænder. Shalio var ikke særlig glad for vampyrer. Han overvejede lidt Enricos blik. Der var et eller andet med det, som om at denne opgave ikke ville blive så let som den lød. Hun var trods alt også hærfører. Shalio tænkte lidt over opgaven og nikkede kort til ham, som tegn på at han tog imod opgaven. "Kan du fortælle mig hvor jeg kan finde hende, nogle detaljer om hende osv.?" spurgte han med et kort smil på læberne. Hun var jo højst sandsynligt ude i felten, men det kunne jo ikke skade at spørge. Han skulle jo også vide lidt om hende, før han kunne begynde at udspionere hende. Han burde også lære lidt og omgivelserne, mest fordi de ville blive værst for ham selv hvis han blev opdage og på grund på grund af hans tavshedspligt, ville det nok ende helt galt. Hun lød ikke som en der tog let på spioner. Men hvorfor ville en inde for dronningens vægge, holde øje med en hærfører. Måske var han en jaloux kæreste, eller også havde han bare et godt øje til hende. Shalio blev desværre nød til at lægge de tanker bag sig, eftersom det ikke kom ham ved. Han skulle bare adlyde ordre og fuldføre sin opgave, hvad end det ville koste. Nogle gange ville døden nok være lettere, end at skuffe de typer som handlede ved ham. Han vidste trods alt ikke hvad Enrico kunne finde på, men han håbede at han ikke var en af de slemme.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var Noelles udkårne som hun også var hans mage og han vidste det godt. Hvis hun fandt ud af, at han havde sendt en ud for at holde øje med hende, så vidste han at det var ham som stod med ballade til halsen, selvom han nu heller ikke var bange for det. Han havde bare brug for at vide at hun havde det godt og at der ikke var sket noget med hende derude. Han kunne virkelig ikke fordrage at han skulle sidde i sin egen sikkerhed på slottet uden at have kontrol på hende derude. Han brød sig virkelig ikke om den tanke og han kunne virkelig ikke fordrage det! Han betragtede roligt Shalio og med en ganske kortfattet mine. Han var måske ikke den type som man betegnede som en mere følelsespræget fyr, men det var han dybest set, selvom han prøvede at holde det så meget i det skjulte, som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det. Han lod hovedet søge let på sned. Det var virkelig underholdende at synet af hans tænder kunne gøre denne mand så urolig, selvom han nu heller ikke sagde noget til det. Foreløbig måtte han dog alligevel stå fast på, at han ikke var videre imponeret over evner og talenter ved denne mand. Hvem ved? Måske at han faktisk kunne blive overrasket?
At Shalio var frisk på opgaven, glædet Enrico selvom han nu var sikker på at han tog lidt nemmere på opgaven end det som den skulle vise sig at være. Om ikke andet, så var han mere end villig til at betale for at vide at hun var i sikkerhed, hvis det endelig var det. ”Jeg troede det var ganske tydeligt og oplagt hvor du kan finde hærens store fører,” påpegede han roligt. Han gik igen roligt frem, så han endte med at stå næsten helt oppe foran ham. En anelse højere end Shalio, måske de var lige høje, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan. Han trak endnu en gang på smilebåndet. Rødt hår.. ingen rustning og utrolig dygtig med våben, meget kommanderende hjemme som ude.” Han trak let på skuldrene. Ja, han kendte hende frygtelig godt i det private.

[Deleted]

Shalio nikkede stille, mens Enrico fortalte ting om hende. Han noterede det hele i hovedet, mens han prøvede at danne et billede af hende. Enrico virkede som om at det var virkelig vigtigt, så Shalio vidste at han var nød til at gøre det perfekt. Det var lang tid siden at han havde fået spionage som opgave, normalt spionerede han kun folk for at finde det rigtige tidspunkt at få dem fjernet fra listen på. Han var stadig inde i rutine, men han skulle nok passe meget på. Som hærføre var hun nok ikke så let at snige sig ind på. Hvis hun opdagede ham, så ville han nok heller ikke få en varm velkomst. Han ville højst sandsynligt blive mødt med tæsk, eller noget der lignede. Han måtte bare være yderst forsigtig. Han var klar til sin opgave. Han rettede ryggen med et smil på læberne. "Hvis det var alt så tror jeg at jeg vil tage afsted" sagde han og begyndte at gå ud af skoven. Man kunne høre dyrene løb længere ind i skoven, mens han passerede dem. Han kunne se månens lys i udkanten af skoven. Han begyndte stille at løbe, for at komme hurtigere til slagmarken.

//Out of game

[Carmine Jordin Marlineo]

For Enrico personligt, så var det en ustyrlig vigtig opgave! Han ville bare være sikker på at Noelle var i sikkerhed og nu hvor han ikke direkte havde fået lov til at danne sig den forbindelse til hende, så kunne han virkelig ikke finde ro ved den ene eller den anden tanke, for han hadet at være uvidende omkring tingene! Det var slet ikke fordi at han ville have at hun skulle slås ihjel, for det var slet ikke hans hensigt på nogen måde. Han vendte blikket roligt mod manden endnu en gang. At han bare valgte at kaste sig ud i opgaven, var noget som næsten måtte more ham, for det var tydeligt, at han ikke havde nogen anelse om hvad det var at han kastede sig ud i striden i, også selvom det slet ikke var noget som han kunne gøre noget ved nu. Han nikkede mod ham. ”Udmærket, Shalio.. Så snart du finder ud af noget, så opsøg mig på slottet og fortæl mig det.. Jeg vil belønne dig derefter,” afsluttede han roligt. Han var en mand af retfærdighed og hvis denne Shalio kunne udføre jobbet ordentligt, så skulle han bestemt også belønnes derefter! Han så efter manden som han gik, hvor han let rystede på hovedet. Det var virkelig en af de mest mærkværdige af typen som han nogensinde var faldet over. Han selv vendte roligt om på hælen, idet han søgte tilbage op mod Castle of Darkness. Nu kunne han da falde langt mere til ro med tingene.

//Out