I'm a hunter.. Hunting you..?

[Carmine Jordin Marlineo]

Mørket havde for længst sneget sig på over Dvasias. Enrico var egentlig bare ude for at skulle nyde de timer udenfor som han havde. Nu hvor sommertiden nærmede sig, så blev nætterne jo også kortere og kortere, og han havde desværre ikke den gave, at kunne vandre ude når solen måtte stå højt. Jovist kunne han være ude i daggryet, men det var i den grad med et frygteligt ubehag. Der hvilede en mindre dis over skoven, selvom det nu ikke var noget som Enrico tog sig meget af. Den skarpe mine og den kolde attitude tydet kun på en frygtelig koncentration. Han var ude for at jage. Han var lidt træt af passivt at skulle tage imod hans mad ved serveringerne på slottet, så det var faktisk utrolig rart at komme lidt ud og bruge næverne for en gangs skyld og det var noget af det som han klart også måtte nyde mest af!
Enricos skridt var rolige og næsten helt lydløse. Han var ikke den type som nærede sig på mennesker med mindre at alt andet var direkte nødvendigt. Han var en mand som havde sine skikke i orden. Disen var i den grad til hans egen fordel som han nød sig frygtelig godt af, det var slet ikke noget som man skule tage fejl af på nogen måde. Han stoppede op ved et træ, hvor han lod hænderne hvile mod stammen. Han lyttede igen.. Der var ikke så meget som en fugl at høre, men noget andet.. noget i krattet i det fjerne, var noget som han tydeligt kunne høre! Et tilfredst smil gled over hans læber, alt imens han roligt nærmede sig..

[Deleted]

Shalio sad roligt på en sten og nød aftenvinden. Han tog sin hat på og tørrede lidt jord væk fra sin kind. Han kom med et tilfreds suk og så ned på jorden, som for kort tid siden havde været et hul. Skoven var helt stille, lige som det skulle være. Helt stille ligesom på en kirkegård, hvor kun de døde har lov til at snakke. Eller folk som snakkede til dem de havde mistet. Men det kunne også blive for roligt. Shalio rejste sig op og tog en dyb, velfortjent indånding. Han nød alligevel den friske duft af natur, frem for kirkegårdens tunge lugt at vådt jord. Men det var jo stadig hans hjem, forhåbenligt var det ikke blevet helt besat af vampyre endnu. Hvor vovede de egentligt at overtage hans kirkegård? Eller nu var det jo ikke hans, men bare det at de overtager den kirkegård som alle burde have lov til at sørge ved. Shalio sukkede tungt, for han vidste at der var ikke noget han kunne gøre.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico synes nu at det var okay at tilegne vampyrerne den store kirkegård. Selvfølgelig skulle andre også have lov til at være der, men man skulle bestemt heller ikke regne med at man ville komme levende derfra hvis man søgte dertil i nattens timer. Vampyrerne var glubske, de var sultne og temmelig egoistiske selv på trods af den elegance som de i den grad også var kendt med. En smuk og ædel race som selv Enrico var frygtelig stolt over at være en del af.
Nu var det ikke ligefrem der, at hans tanker måtte hvile. Han var sulten og rovdyret var i den grad trigget i ham på denne måde, at det virkelig kun måtte være det eneste som han måtte tænke på lige for øjeblikket. Tænderne var blottet, hænderne var parat, nærmest som han var klar til at skulle gøre det endelige spring i retningen af sit offer. Han kunne høre og mærke at der måtte være en lige i hans egen nærhed, så selvfølgelig var det også noget af det som gjorde, at det var den vej som han valgte at gå. Enrico var normalt ikke en som man ville se på denne her måde, for han var en rolig mand, en stilfærdig og meget sofistikeret mand – ligesom man forventede af en kongelig rådgiver i Dvasias. Som han selv roligt måtte nærme sig busken – Ikke vidste han hvad der måtte befinde sig på den anden side, men det var noget som han var ligeglad med. Han gjorde det kraftige og endelige udfald, idet han alligevel formåede at fange den lille hare som var på den anden side. Hænderne greb kraftigt omkring dens øre og bagben, løftede den, idet han satte sine tænder i den, kun for at suge den tørre end Sahara!

[Deleted]

Shalio kunne høre at der foregik et eller andet lidt længere ind i skoven. Som om der var noget der pev, men blev så tavst. Han overvejede lidt om han skulle gå der hen, eller om han bare skulle løbe væk. Men han var alt for nysgerrig og måtte vide hvad der skete, så hans fødder begyndte stille og roligt at bevæge sig i retning af lyden. Shalio var klar til at trække sværdet som parade, og han havde jo lige begravet nogle skeletter hvis det skulle gå helt galt. Ved tanken om det blev han mere rolig. Da han var kommet tæt nok på til at se en skikkelse, blev han helt stille. Han prøvede at snige sig helt tæt på men det fejlede og han kom til at træde på, hvad der virkede som den største og mest larmene gren i hele skoven. Shalio fortrød hurtigt at han var gået der hen, men måske var han heldig. Det kunne jo godt være at skikkelsen var helt uden sanser. Eller måske var det bare en venlig person som, bare gik en tur. Men Shalio grinte hånligt af sig selv indvendigt. En venlig person ude i skoven midt om natten var sjældent nok i forvejen. Men så i Dvasias var der jo ikke nogen som helst muligthed. Det med sanseløs ville nok heller ikke være en mulighed, eftersom han jo havde hørt et eller andet der højst sansynligt var dødt nu. Shalio stirrede på skikkelsen, mens han prøvede at gøre sig i et med træerne. Men der opdagede han at skikkelsen havde et eller andet ved hovedet, hvad det var kunne han ikke sige. Men det var ihvertfald dødt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Fanget i sin egen handling, hvor han ikke tænkte på andet end at fylde maven, så kunne man snildt sige, at Enrico var fanget i en tydelig form af ekstase. Han ønskede virkelig ikke nogen forstyrrelser for øjeblikket – Gud nåde trøste den som forstyrrede ham midt i hans måltid, det var bestemt ikke noget som man skulle tage fejl af! Lyden af en greb som måtte knække, var noget som hurtigt fik ham til at hæve blikket. Normalt var han ikke den mand som gjorde brug af våben, men når han endelig var ude og nu hvor han vidste hvor farligt det var at færdes rundt i Dvasias uden. Specielt med tanke på hvilken status han egentlig måtte have her i landet, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det langt nemmere i sig selv. De mørke øjne vendte han direkte mod lyden, hvor han roligt rejste sig igen. Han havde jord i hovedet. Det var jo det som skete når man endelig var ude på jagt. ”Giv dig til kende!” beordrede han direkte med en fast tone.
Han smed den lille hare ved sine fødder – fuldkommen død, selvom det nu ikke var noget som rørte ham det mindste overhovedet, hvad end om det var noget som de ville det eller ikke. Han kneb øjnene direkte sammen, slikkede blodet væk fra hans læber og lod hovedet søge let på sned. Hvem denne mand måtte være, vidste han ikke, men han tog i den grad også sine forholdsregler i det store og hele. Han blottede tænderne endnu en gang som en tydelig advarsel. Han var sulten og en hare var i den grad heller ikke nok til at fylde hans mave.

[Deleted]

Det gav et sæt i Shalio da han hørte den hårde tone. Han trådte straks frem fra sit skjul "Jeg hedder Shalio!" sagde han hurtigt uden at tænke over det. Han kunne mærke hvordan det begyndte at stikke i huden, da han så haren falde til jorden. Han sank en klump og begyndte at bakke bag ud. Han kunne se tænderne skinne tilbage til månen. Han fandt hurtigt ud af at det var en vampyr. "Bare rolig jeg er ehm... Lige på vej hjem... Så undskyld og farvel!" sagde han nervøst og begyndte at vakle bagud. Der ventede sikkert syv mere som ville fortære hans døde lig. Han væltede over en gren og ramte den hårde skovbund.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var normalt ikke en så hård en mand, men det var nu bare sådan at det nu end måtte være. Hvis der var noget som han ikke havde lyst til, så var det de mange forstyrrelser når han skulle spise, for det var virkelig noget af det værste af det hele, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt – tvært imod! Han kneb øjnene let sammen. Han var ikke en hel vampyr – han var faktisk en varyl, en blanding af alkymist og en vampyr, men vampyren var nu det som stod stærkest. At denne mand gik under navnet Shalio og bare ville videre, var noget som direkte måtte more ham. Smilet bredte sig på de blodfyldte læber, idet han roligt gik hen mod ham. Ikke direkte faretruende, men dog tydeligt irriteret. ”Er du bange for mig.. Shalio?” Hans stemme var en hvislen. Nej, han var måske endnu ikke helt mæt, men han var mættet nok til at kunne bevare bare en smule af den kontrol som han havde brug for og brændte inde med lige netop for dette øjeblik. Manden fascinerede han netop ved at være som han var. Han virkede.. ynkelig? Umiddelbart var det bestemt heller ikke en evne som var værdsat her til lands, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lod tungen fange de sidste dråber af blod som måtte hvile på hans læber og på hans tænder. Så kunne det måske være, at han så mindre frygtindgydende ud?

[Deleted]

Shalio stoppede stille med at kravle, fordi der var noget over ham. Det virkede ikke som om han ville noget ondt, men det kunne da ikke passe fordi han var en vampyr. Alle vampyrer var da onde, de ville da alle flænse det første og det bedste bytte hvis de kunne. Men der var noget over den måde han gik mod ham på. Da han hørte hvad han sagde rystede han stille på hovedet, han prøvede at virke mindre bange. Han fik stille rejst sig op og børstet jorden af sig. Han bukkede kort for ham "ehm... Altså goddag herre" sagde han kort og bed sig i læben. Man kunne se på ham at han rystede lidt. Månen var begyndt at stå højt på himlen og den begyndte at oplyse Shalio. Han studerede lidt vampyren eftersom månens blege skær lyste hans ansigt op. Han tænkte på sine skeletter og begyndte lige så stille at blive mere og mere roligt. Mens han overvejede hvad han skulle gøre.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var heldigvis ikke en fuldblodsvampyr. Det var skam kun halve af ham, så han havde skam også en langt mere menneskelig side, og det var det som måtte stå frem for øjeblikket. Han gjorde ikke folk ondt med mindre, at han havde noget andet valg, og direkte så virkede denne mand så bange for ham, at han nok ikke ville turde gøre noget som helst af den grund! De mørke øjne hvilede på ham og hans mange måder at reagere på. Hans uro, at han bed sig i læben, at han ikke vidste hvad han skulle gøre – alt sammen var det kun tegn på at han faktisk måtte være bange, hvilket i den grad var noget som morede Enrico gevaldigt! Han smilede så de spidse tænder endnu en gang endte synlige, hvor han lod hovedet søge let mod den anden side. Denne mand var bestemt ikke lige efter hans smag, så det at sætte tænderne i ham var ikke direkte videre fristende, selvom.. det var nu sjovt at sidde igen med den følelse af at kunne skræmme ham bare en smule. Han nikkede ganske kort mod ham. Han havde skam sine høfligheder. Sådan var det jo når man var vant til livet på slottet. Det var noget som man faktisk tillærte sig frygtelig hurtigt. ”Godaften,” hilste han kortfattet og tydeligt med den næsten morende stemme. Han tog endnu et skridt mod ham. ”Jeg gør ikke dig noget med mindre jeg er nødt til det, Shalio. Du behøver ikke at være… så bange for mig,” fortalte han ganske kortfattet. Han kunne jo heller ikke arbejde for Jaqia, Dronningen af Dvasias hvis folket direkte måtte vise sig at være bange for ham.

[Deleted]

Shalio betragtede stille vampyren, som roligt kom imod ham. Der var et eller andet over ham, det var som om at han morede sig. Han ville sikkert lege lidt med sit offer før han tømte det. Måske var han ikke så slem? Jo han var en vampyr og der fandtes ingen gode vampyre. Medmindre han måske ikke var nogen vampyr. Han kunne jo godt have nogle spidse tænder bare sådan. Den tanke holdte ikke længe da Shalio fik øje på haren igen. Shalio bed sig i læben, han blev vel nød til at give den fremmede en chance. Selvom han var en vampyr, men sådan var han jo opdraget til. "Undskyld min paniske reaktion, jeg havde bare ikke forventet nogen ude i skoven og så slet ikke på den måde" sagde han og prøvede at komme med et smil. Der var noget over hans ord, som beroligede Shalio. Nok fordi at han sagde at han ikke ville gøre ham noget, men også fordi hans stemme ikke var så hæs som de andre vampyre. Han var ikke helt som de andre. Han var anderledes, men alligevel en blodsuger. Shalio var stoppet med at overveje, han var begyndt at slappe af og gøre hvad der faldt ham ind. "Må jeg spørge om deres navn?" spurgte han roligt. Man kunne se at han var stoppet med at ryste.

[Carmine Jordin Marlineo]

Denne mand skulle vist stille sig tilfreds med at Enrico ikke var en fuldblodsvampyr – I så fald, så havde han været død her på stedet, men han var ved at være yderst dygtig til at bide den sult i sig som måtte nære sig i hans indre, for det var virkelig en intens følelse! Hans blik hvilede stift og tydeligt intetsigende på denne mand. Et sted en forsvarsmekanisme. Men kunne aldrig vide helt præcist hvad det var at han var ude på og det var noget som han i den grad også måtte holde helt og særdeles fast i, i den anden ende. Et svagt smil passerede hans læber, dog med en lettere tilfreds mine. Denne mand var jo direkte underholdende! Han slap en ganske kort og kold latter. ”Du havde ikke regnet med mord her til lands?” spurgte han. Ja, måske at det havde været en hare denne gang, men det var kun fordi at han selv var blevet tvunget til at nøjes. Ikke fordi at han bifaldede tanken, men det var vel bare at tage hvad man kunne få og stille sig tilfreds med det i den anden ende? Det var det som han gjorde. Han tog endnu et skridt mod ham. Et sted også nysgerrig. Han ville da vide hvem han var faldet over. Frygten var faldet, det kunne han se, selvom der stadig måtte ligge noget igen.. ” Enrico Asthar Iramicâ,” præsenterede han sig ganske kortfattet. Ikke fordi at han ikke var vant til det, selvom han arbejdede på slottet, så var det jo stadig langt mere skjult end dronningens arbejde. Han vendte sine mørke øjne mod ham, som han let slikkede sig om munden. ”Og hvad er du så for en..?” spurgte han roligt. Han kendte til navnet, alt det andet var ham jo faktisk fuldkommen ukendt.

[Deleted]

Shalio betragtede kort den så kaldte Enrico. Han bedømte at det var ok at fortælle lidt om sig selv. Han overvejede kort hvad han skulle sige og begyndte "Jeg hedder Shalio Dre Damarcio, jeg er en Necromancer og kommer nede fra kirkegårde i Dvasias, jeg arbejde blandt andet som lejemorder men det bliver mellem os to ik?" sagde han med et drillende smil på læben. Han studerede den måde Enrico slikkede sig om munden på. Det løb ham koldt ned af ryggen og han rystede stille på hovedet. "Nå hvad er de for en? jeg gætter på at du er en vampyr..." sagde han lidt mistænksomt. Han undrede sig over hvorfor der ikke sad to store huller i hans pulsåre, hvor blodet ville strømme ud i stimer. Der var noget bestemt over denne vampyr. Han var meget speciel. Han var høflig, venlig og åbenbart ikke så alt ædende som alle de andre var.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var måske ikke den mest behagelige fyr at støde på. Det var de færreste som kunne finde ud af ham, men han havde til gengæld en stor nysgerrighed af sig, selvom han skjulte den bag frygtelig mange diskrete spørgsmål, hvilket denne Shalio nok meget snart skulle finde ud af, så var det jo trods alt også bare sådan at det nu endelig måtte være. De mørke øjne hvilede næsten intetsigende på ham og med det samme næsten kyniske smil på læben. Den eneste som kunne appellere til hans følelser var ikke direkte til stede for øjeblikket, så det var vel heller ikke underligt, at det var en mur som man ville møde? Han hævede sigende det ene bryn. ”Lejemorder?” gentog han sigende, hvor han gned sin hage en anelse tænkende. Det var nok ikke lige den tanke som ville falde ham ind med det første med tanke til denne mand, men… ja, der kunne man jo bare se. Han måtte direkte bryde ud i en latter. Han gik ud fra at han var en vampyr? ”Shalio. Shalio, Shalio.. Kender du andre væsner som ville dræne en hare for blod? Ja, du skal vidst være glad for at jeg ikke er fuldblods.. I så fald, så tror jeg ikke, at jeg kunne styre mig,” sagde han stilfærdigt og med et kort skuldertræk. ”Nej, jeg er en blanding.. Vampyr og alkymist.” Mange var bestemt ikke begejstret for at være en blanding, men han var faktisk stolt af det, som han var stolt af den mand som han var blevet med årene som havde passeret. ”Og kongelig rådgiver her i Dvasias.”

[Deleted]

Shalio overvejede lidt om han skulle svare på spørgsmålet om blodsugere, men det var nok åbenlyst at det ikke krævede et svar så han lod være. "Jeg er nu meget glad for at du ikke sætter tænderne i mig" sagde han med et nervøst smil på læberne. Han havde stadig vampyr gener i blodet. Så han kunne sagtens bore sine tænder dybt ind i halsen, på et intetanende offer. Shalio rystede hurtigt tanken væk, da det ikke var en speciel hærlig tanke. Nok mest fordi at det ikke ville blive den bedste død, at blive tømt for blod. Da han hørte at manden foran ham faktisk var dronningens rådgiver, gik han hurtigt et skridt tilbage. "Sagde jeg lejemorder? Det var da bare for sjov! Prøv at se mig! Jeg ville da ikke være en specielt god lejemorder med min spinkle krop. Desuden ville jeg ikke kunne slå nogen ihjel, det ville også være forkert af mig at gøre" sagde han hurtigt, i håb om at vampyren skulle tro ham og ikke melde ham til dronningen. Det var trods alt ikke det mest ønskede erhverv omkring slottet, eftersom mange ønskede kongefamilien døde og bad lejemordere om at slå dem ihjel. Dog var det aldrig lykkedes for nogen. Hvis Shalio var heldig så var Enrico dum og hoppede på det han sagde, eller også var han gavmild og valgte at se gennem fingre med det. Han var trods alt fra Dvasias så det burde nok ikke være så slemt. Men til gengæld var han jo også blandt kongefamilien, som sikkert gjorde at han var utrolig loyal over for dem. Shalio vidste ikke hvad han skulle tro eller gøre, han valgte at blive stående og afvente en reaktion fra manden overfor ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico måtte hæve et dovent bryn, som Shalio endnu en gang så kraftigt valgte, at skifte karakter. Han kunne dog slet ikke holde latteren tilbage, da han direkte viste at han var.. bange for ham? Det var virkelig komisk! Hans latter var dyb og den var kold, for ikke at glemme at den virkelig bare var morende! ”Er du pludselig bange for at jeg vil melde dig på slottet, Shalio? Det her er Dvasias… Lejemordere er alle steder!” sagde han morende. Han kunne faktisk meget godt lide denne fyr. Ikke bare det at han var meget anderledes end en typisk lejemorder af kropsbygning og holdning for den sags skyld, for selv i Enricos mening, så var han alt for venlig og munter til at skulle tage del i et så lyst et arbejde som det. Måske at han stod dronningen forbandet nær og havde selv tilbudt hende mange af hans personlige tjenester, udelukkende for at gøre hende glad. For en god og glad dronning var bestemt også det hele værd. Den faste mine indtrådte endnu en gang i hans ansigt. ”Kropsbygning eller ikke Shalio.. Så kommer det hele ud på talent.. Dronningen selv har slået ihjel.. Jeg slår ihjel.. Du gør det jo tilsyneladende også.” Han lod hovedet søge let på sned. Nej, det var ikke fordi at han ville irettesætte denne mand på nogen måde, men vel bare gøre det klart at det var okay med det erhverv? ”Så længe at dine talenter inden for lydløst mord ikke bruges mod slottet, så har du intet at frygte fra kongefamiliens side… eller min,” sagde han med en mindre hvislen, bare for at gøre det klart, at dette var en kraftig advarsel. Han fandt sig ikke i at folk planlagde mord på kongefamilien! Han gik endnu en gang roligt mod ham og med den samme faste og skarpe mine. ”Det er ikke noget som du planlægger… er det?” spurgte han ganske kortfattet. Der måtte jo også være en grund til at han havde reageret som han havde gjort? Eller var han bare bange for ham?