Arriving in the dark to save my beloved

[ilosonic]

Faktisk så ønskede Ilosonic bare at få det hele overstået, men mest af alt, så ønskede han at få Ilaria i sikkerhed, han ønskede at hun skulle væk herfra og det var så hurtigt som muligt. Overlevede hun, jamen så overlevede deres barn også og det var faktisk det eneste som han rigtigt kunne tænke på i øjeblikket. Hun var langt mere vigtig end ham selv, hvilket virkelig ikke sagde så lidt, når det endelig kom til stykket, for det var en følelse som han virkelig aldrig havde følt før, han følte direkte frygt, ikke for at miste sit eget liv, men for at Ilaria skulle miste sit liv, en frygt som han aldrig havde følt før, for ingen havde været så tæt på ham, som Ilaria var kommet og det måtte virkelig skræmme ham at hun havde denne effekt på ham. Han sagde intet, værdigede hende ikke engang et blik, som hun bad ham om at lade vær, for der var virkelig intet at diskutere! Han havde fået Julien bare en anelse til fornuft, så hvis han kunne få Ilaria fri, jamen så tog han den løsning med det samme! Koste hvad det så end måtte koste! Om han så skulle blive her i al evighed på betingelse af at Ilaria måtte gå, jamen så gjorde han da det! Han var ligeglad med hvad folk huskede ham for, det eneste han ønskede, var at Ilaria kunne huske ham for den mand han havde været overfor hende og at hun ikke glemte de ting som han havde gjort, for hun var den eneste som han ville have skulle huske ham, resten var sådan set ude af betydning! Det var som en sten der måtte falde fra hans hjerte, da hun blev sluppet fri, selvom måden hun blev eskorteret ud på måtte nage ham, for han vidste at hun var hårdt medtaget, så de kunne vel være bare lidt blide mod hende? Han drejede kort hovedet, næsten for at høre at hun blev fulgt hele vejen ned til porten uden at der skete noget med hende, og da han kunne høre hende råbe – ikke hvad – så vidste han at Julien havde holdt sit ord, hvor han igen vendte blikket mod knægten. ”Jeg lyver ikke,” svarede han i en iskold tone, som faktisk mere af alt var intetsigende og neutral, ligesom hans blik. Han følte dog en underlig lettelse ved at Ilaria var blevet sluppet fri, for det værste som Julien egentlig kunne bruge imod ham, ja det var jo faktisk Ilaria. Han trak vejret dybt – så godt han nu kunne for det gjorde ondt! – inden han åndede tungt ud. ”Din far opsøgte mig, fordi han ville lave et samarbejde,” startede han kort, selvom Julien vel godt vidste den del af historien? ”Han bad mig om ikke at sige det videre, men.. jeg mener nu alligevel at du har ret til at vide sandheden.” Han vendte de mørke øjne imod Juliens skikkelse, hvor han betragtede ham stilfærdigt. ”Din far ville ind på slottet, og jeg sagde at jeg kunne hjælpe ham. Han fortalte mig om hans plan, om at.. at han ville dræbe de som var på slottet af de vigtige folk, så Procias kunne komme til at stå svagere, for at lade det styrte sammen i kaos og.. det gik efter planen,” fortalte han stilfærdigt, uden at han tog blikket væk fra Julien. ”Din far bad mig om at slå ham ihjel,” endte han stilfærdigt, hvor han stirrede intetsigende og neutralt på Julien.

[julien]

At lade Ilaria gå, var bestemt ikke med Juliens gode mening, for han var faktisk ikke meget for at lade hende gå. Sådan som Ilosonic havde reageret, når han havde gjort tøsen ondt, så var det jo tydeligt at Ilaria var et perfekt våben, hvis ikke det stærkeste våben imod Sonic, så at lade hende gå, var bestemt ikke noget som Julien måtte bifalde på noget tidspunkt! Men på den anden side, så havde han gjort nøjagtig det samme som Sonic, hvis det havde været Maggie der havde hængt der, for han ville selv have gjort lige så meget for at få hende væk og hjem og i sikkerhed, så intet ondt kunne ske hende, derfor kunne han godt efterkomme Sonics ønske om at lade hende gå, for han kunne godt få manden til at lide af den grund, hvilket han også nok skulle! Han vidste ikke hvad der var sket mellem hans far og Sonic, han vidste slet ikke hvad de havde aftalt, for hans far havde faktisk ikke indviet ham særlig meget i det, det var også derfor at han selv havde tænkt så meget over hans fars død, for hans far faldt ikke bare sådan, specielt ikke til en sølle dæmon, som Sonic! Manden var jo ikke engang dygtig til nærkamp, på den anden side var han utrolig dygtig når det kom til magi, men her på stedet ville det ikke gavne ham meget, for han kunne slet ikke bruge den her. Som Ilaria blev eskorteret væk, lukkede en anden vampyr døren. Han vendte kort blikket mod de andre vampyrer, hvor der var kommet flere, for at se hvad der foregik, for det hele skete jo faktisk i forhallen. ”Forlad os..” endte han lettere kommanderende, ”nu!” Undertonen var en anelse vred, og der var heller ikke nogen som tøvede med at parere ordrer, for nok han var deres nye leder, men de kunne tydeligt se at der var meget af hans far som måtte ligge i ham, det var vel også derfor at de havde respekten for ham? Plus han altid, allerede fra han var helt lille af, havde vist sit værd, kæmpet for at nå så langt, for han var opsat på at blive langt bedre og større end hans far! Der gik ikke lang tid, så der kun var Julien, Sonic og så de to vampyrer der måtte holde ham tilbage i forhallen, som resten var søgt ind til deres værelse, så de kunne hvile når dagen engang kom. Det regnede, så det var mørkt, men hvilen var jo tiltrængt alligevel. Han lyttede til Sonics ord, hvor han blot betragtede ham med et vredt blik. At hans fars direkte havde bedt Sonic om at slå ham ihjel, fik ham til at fnyse hånligt, hvor han tog et enkelt skridt imod Sonic, inden han slog sin knytnæve direkte ind i Sonics mave. ”Du må hellere tale sandt og få tungen på gled, for min tålmodighed er ved at løbe op,” hvislede han koldt. Han var usikker på om Sonic talte sandt, selvom at han jo faktisk kunne høre det på mandens hjerte men.. han følte bare for at slå mere på ham. Han gjorde et kort og fast nik med hovedet mod de to vampyrer. ”Hold ham fast,” svarede han kortfattet, som han denne gang med al sin kraft slog direkte imod mandens ribben, for at brække nogle af dem. Han skulle lide! Han skulle vide at han ville dø på stedet, hvis han løj! ”Hvorfor skulle min far dog bede en ussel dæmon som dig om at dræbe ham?” spurgte han med afsky i stemmen. Det var jo latterligt! Han gjorde et front spark mod Sonics brystkasse blot for at gøre ribbenene værre, hvor han sparkede så hårdt, at han ville ryge ud af de to vampyrers greb.

[ilosonic]

Ilosonic kunne ikke gøre andet end at fortælle Julien sandheden, lade ham vide at hans far rent faktisk havde bedt ham om at dræbe ham, for så kunne han da kun håbe på at han måske havde en chance for at overleve denne nat, men det gjaldt virkelig om at få roet Julien ned, få knægten til fornuft og fortælle ham hvordan landet lå, for han forstod faktisk godt at Julien var så oprevet som han var, specielt hvis han havde haft et nært bånd til sin far, men skulle han være ærlig, så havde Alecander jo faktisk aldrig fortalt ham hvorfor han ville dø, for han havde sagt, at han ikke ville have nogen til at vide grunden, i tilfælde af at hans plan skulle slå fejl så.. ville Julien acceptere det? Eller ville han lade helvedet bryde løs på ham? At han fik de andre vampyrer til at forlade dem, havde han intet imod, selvom at han ikke engang havde værdiget dem et blik, eller lagt mærke til dem, for han havde kun været interesseret i at få Ilaria ud, og nu håbede han jo så på at han selv ville komme fri på et tidspunkt, for han ville helst hjem til Ilaria, medmindre hun måtte være ude i regnen endnu for at vente på ham, men.. så dumdristig var hun vel heller ikke? Han vendte de mørke øjne mod Julien igen, hvor han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor knægten ikke sagde noget, for han stod bare der som havde han været en statue! Han nåede dog ikke at reagere, før han fik et slag direkte i maven, som fik ham til at miste pusten, hvor han igen måtte hoste blod op, som han spyttede mod gulvet. Han hev næsten desperat efter vejret, da det næsten føltes som om at slaget havde lukket for hans vejrtrækningskanaler, så han ikke kunne få luft, men mærkede en kvælende fornemmelse, som var utrolig ubehagelig! Han glemte kort alt andet, som han blot fokuserede på at få luften igen, og da han endelig vendte blikket mod Julien, mærkede han endnu et slag, direkte mod hans ribben, hvor han både kunne mærke og høre knæklyden, da to af hans ribben valgte at knække for det hårde slag, hvor det føltes som var han blevet ramt af en stor sten! Han kom med et halvkvalt skrig, da han både mistet pusten ved det slag, så han ikke rigtig kunne få noget ord over læben. For pokker da! Han havde jo talt sandt, det burde Julien da vide bedre end nogen anden fordi han var vampyr! At Julien gav ordrer til at de to vampyrer skulle holde ham fast, fik ham til at se næsten spørgende op, for hvad skulle der nu ske? Sparket, som slyngede ham ud af vampyrernes greb, hvor han ramte direkte ind i hoveddøren, inden han gled ned på gulvet, efterlod ham med et smertende støn, hvor han ikke rigtig kunne bevæge sig, for det gjorde virkelig ondt! Hans krop dirrede af smerte, hvor han ikke engang turde knytte sin hånd. ”For pokker da Julien!” vrissede han, selvom at det kun var en lavmælt hvisken, for han kunne knap nok tale uden at det gjorde ondt! Han sank en klump og så så godt han kunne op mod Julien igen. ”Du er vampyr for pokker! Du burde vide at jeg taler sandt!” svarede han stilfærdigt. Han så kort mod sin ene hånd, som rystede af smerte og længsel efter at komme hjem, for han havde virkelig ikke lyst til at være her meget længere!

[julien]

At give Ilosonic de tæsk, se hans blod mod sine hænder og se ham hoste sit eget blod op, var virkelig noget som Julien måtte nyde og fryde sig gevaldigt over! Han havde virkelig planlagt om at gøre dette længe! Og nu hvor han fik chancen, jamen så ville han da også udnytte det så meget han kunne. At Sonic endte ind mod hoveddøren blot for at falde mod gulvet, fik Julien til at fnyse hånligt af ham. ”Ynkeligt,” mumlede han for sig selv, inden han vendte blikket mod den ene af vampyrerne. ”Jeric, hent min pisk,” svarede han kortfattet, hvor vampyren nikkede og forsvandt med det samme. Et grumt smil gled over hans læber, som han gik hen og satte sig i hug foran Sonic. Han greb roligt manden om håret, for at løfte hans hoved så han kunne se ham i øjnene. ”Du ved godt at jeg ikke er overbevist, ikke? Desuden..” Han rejste sig roligt, som Jeric kom med pisken, som han tog imod, inden han nikkede mod Sonic, som tegn til at de skulle gøre ham klar, ”så nyder jeg virkelig at torturere dig.” Det ondskabsfulde glimt hvilede i hans dybbrune øjne. Vampyrerne greb fat om Sonic for at vende ham om, hvor de holdt ham oppe, så han sad på knæ med ryggen vendt mod Julien, som gjorde lette smæld med pisken. ”Så jeg prøver igen..: hvad var det aftalen gik ud på?” spurgte han ganske så kortfattet, som han svang pisken og lod den kløve igennem luften, for at slå direkte imod Sonics ryg. Der var knuder på piskens hale, så det ville gøre ondt at blive ramt, hvor den også hurtigere måtte bore sig ind i huden. ”Jeg mener.. min far var ikke ligefrem typen der bare valgte at give op,” svarede han stilfærdigt, som han igen svang pisken for at lade den ramme hans ryg, hvilket han gentog et par gange, inden han gav Sonic et pusterum, for at lade ham få chancen for at tale. Han gjorde tegn til vampyrerne at de skulle vende ham om, hvilket de gjorde, hvor han stod og legede lidt med pisken, der allerede havde fået noget af hans blod på sig. Manden var hårdt kvæstet, og det sjoveste ved det hele var, at han slet ikke var færdig endnu! Han skulle igennem meget mere! Han lænede sig roligt op ad væggen, hvor han lagde armene over kors, imens han betragtede Sonic ganske så stilfærdigt. Denne gang ville han lade manden tale, for han var jo faktisk interesseret i, hvad der var sket med hans far, for han havde jo selv tænkt tanken om at hans far ikke bare ville falde sådan uden videre. Han havde trods alt været til et maskebal, hvor der havde været fyldt med mennesker, hvor han havde formået at slå kongen af Procias ihjel! Og han havde tilmed nået at flygte igen! Uden at nogen havde set hans ansigt, så han burde da ikke falde så let som han havde gjort, oppe på slottet, hvor Sonic havde dræbt ham! Det var jo.. umuligt! Han kendte sin far godt, selvom at manden ikke altid havde indviet ham, men han vidste at hans far var stærk, udholdende og at han ikke bare gav op og tabte en sværdkamp så let, for den burde han da i hvert fald kunne have vundet imod Sonic!

[ilosonic]

Det var tydeligt at se at Julien måtte nyde at påføre Ilosonic skade, men på den anden side, så bebrejdede han ham vel også? Fordi han netop havde dræbt hans far? Han havde aldrig selv stået tæt med sin far, han havde aldrig haft et godt bånd med ham, så han kunne ikke sætte sig i samme situation, for hvis nogen havde dræbt hans far dengang han havde været dreng, jamen så havde han virkelig jublet! Faktisk.. så havde han jo selv dræbt sin far, en sommerdag omme i vinplantagen, hvor han derefter var stukket af igen. Så var han kommet tilbage nogle år efter, hvor han havde gjort krav på herregården, hvor han derefter var skyld i sin bror Marius’ død, fordi han havde lavet den aftale med Alec, som havde dræbt ham, så han havde tilmed slået nogle fra sin egen familie ihjel og han angrede virkelig ikke, for.. han var virkelig ligeglad. Han skar en grimasse, som Julien gik hen og løftede hans hoved ved at gribe fat i hans mørke lokker, hvor han vendte de flammende mørke øjne vredt imod ham. At vampyren var gået ud for at hente Juliens pisk, jamen så vidste han jo godt hvad der skulle til at ske. Han gjorde ingen modstand da de to vampyrer greb fat i ham og vendte ham om, så han sad på knæ med ryggen til Julien, for han kunne ikke rigtig bevæge sig alligevel. Han kunne næsten høre hvordan pisken kløvede igennem luften, for at slå direkte mod hans ryg, hvilket fik ham til at komme med et smertefuldt skrig. Hans krop var næsten fuldstændig følelsesløs og alligevel gjorde det forbandet ondt hver gang knægten fandt på noget nyt! Hans krop dirrede stadig, selvom at han ikke kunne komme væk. Han sagde intet, da han slet ikke kunne finde ord, hvor han bare måtte blive siddende og tag imod piskeslag efter piskeslag, hvilket flænsede hans ryg op, så selv den endte helt blodig, for pisken havde tilmed kløvet igennem hans tøj. Som han blev vendt igen, stod smerten tydeligt i hans blik. Han løftede munden, som tegn til at han ville sige noget, selvom at intet ord forlod hans mund. Han kunne ikke rigtig sige noget, som han var helt lammet af smerte, men.. han vidste at hvis han ikke sagde noget, så ville han bare få mere smerte. ”… D-din.. f-far..” Han stoppede sig selv, som han ikke rigtig kunne få flere ord over tungen. Han trak vejret dirrende, som han prøvede at tage sig sammen, selvom at det var svært! Han følte sig helt stiv i hele kroppen, i sin arm, sit bryst, sin ryg, sit ansigt.. det hele! ”J-jeg.. ved i-ikke hvorfor..” fortalte han i en lavmælt mumlen, selvom at det vel var højt nok til at Julien ville kunne høre det? ”Han b-bad mig.. om at.. d-dræbe ham. Han s-sagde.. ikke hvorfor..” Han kunne ikke rigtig snakke, hvor han prøvede at tale i korte sætninger, selvom at det kun blev til en utrolig mumlende stammen. Det var jo direkte ydmygende! Han trak vejret dybt og dirrende, som han virkelig prøvede at tage sig sammen. ”Han sagde.. han sagde at det.. var en d-del.. af hans plan..” Han vendte blikket mod Julien, som han næsten bare ventede på at knægten skulle fare op igen og svinge pisken for at tage livet af ham, for han ville snart hellere dø end at sidde her og lide!

[julien]

Det at høre Ilosonics smertefulde skrig, var noget som virkelig var som sød musik i Juliens ører! Han vidste dog godt at han heller ikke var direkte fair imod manden, men på den anden side, så ville han jo gøre Procias en tjeneste ved at fjerne ham fra jordens overflade, for han vidste jo godt at Sonic havde myrdet Keischa, at han havde startet oprøret, for det skulle man virkelig være dum for ikke at kunne se! Manden var jo også mentaldæmon for pokker da! Hans dybbrune øjne betragtede Sonic, som han åbnede munden, hvor han blot blev stående lænet op ad væggen, med armene over kors, imens han lyttede til hans ord, selvom at der ikke kom særlig meget ud af ham, foruden en lavmælt hvisken og ellers stammende ord, hvilket faktisk var utrolig underholdende! Han måtte virkelig tage sig sammen for ikke at bryde sammen af grin, for det var jo direkte komisk at stå og lægge øre til! Det var dog tydeligt at se at manden havde ondt, for det var ikke bare at se i mandens krop, men også i hans blik, det så ud til at gøre så ondt, at Julien næsten selv kunne fornemme smerten! Men jo mere manden havde ondt desto bedre blev det for hans eget vedkomne! Denne gang gav han dog manden chancen for at tale ud, hvor han blev stående tålmodigt og lyttede til hans ord, selvom at han dog ikke var tilfreds med dem, for han kunne jo slet ikke bruge dem til noget som helst! Han vidste ikke hvorfor hans far havde ønsket at dø?! Han havde bare fulgt ordrer og dræbt ham?! Han rejste sig og gik hen og greb Sonic i trøjen, så han løftede ham op, så de var i hovedhøjde. ”Du ved det ikke?” spurgte han skeptisk, som han stirrede vredt ind i mandens egne mørke øjne. ”Hvorfor gjorde du det så overhovedet? Ville du ikke forsikre dig? Nævnte han overhovedet sin familie?!” spurgte han i en vred tone. Et sted så måtte han vel faktisk klandre Sonic selv for sin fars fejl? Al den vrede han følte til sin far, lod han jo faktisk gå ud over Sonic, og han var så blendet af sin vrede at han ikke rigtig selv lagde mærke til det, for han ville bare afreagere, han ville bare have det godt igen! Hans mor havde selv været igennem tortur, fordi hans far havde forladt dem! ”Selv min mor måtte lide!” hvæsede han vredt, som han gav slip på Sonic, så han måtte falde ned på knæ igen, og inden han knækkede helt sammen, plantede han et slag direkte mod hans ansigt, for at slå ham i gulvet i stedet for. Han prustede af ren vrede, hvor han vendte blikket mod Jeric igen. ”Gør jernet varmt,” beordrede han vredt og med sammenbidte tænder, som han så mod Sonic igen. Vampyren forlod ham, hvor han gjorde tegn til den anden vampyr at han skulle få Sonic op at stå igen. Julien rystede opgivende på hovedet, inden han fnøs. Han var virkelig ved at få nok! Han ville have det overstået! Hvis Sonic ikke kom med en bedre forklaring, så slog han ham virkelig ihjel på stedet! Som vampyren fik ham op på knæ igen og holdt ham fast, tog Julien et skridt imod ham for at give ham en syngende lussing. ”Giv mig så svar, eller jeg dræber dig på stedet!” beordrede han fast og vredt, som han råbte ordene ud, et tydeligt tegn på at det var ved at være slut for hans vedkomne.

[ilosonic]

Da Ilosonic havde dræbt Alecander havde han slet ikke tænkt på konsekvenserne af det, tænkt på følgerne, men dem kom han virkelig til at mærke for nu! Det gjorde virkelig ondt i hele hans krop og han var virkelig hunderæd for at han ikke kom til at se Ilaria igen, men så kunne han da trøste sig med, at han havde fået hende i sikkerhed, for hun var blevet sluppet fri og så kunne han jo faktisk ikke være mere tilfreds. Det eneste som havde betydet noget, var jo faktisk det at få hende i sikkerhed, for så kunne han selv slappe bare en anelse mere af, for han frygtede ikke for sit eget liv, det havde han aldrig gjort og han gjorde det heller ikke nu. Han så sig selvfølgelig helst at han slap væk herfra med livet i behold, så han kunne komme hjem til Ilaria, men.. hvis han ikke gjorde det, så var det jo bare hans tid som var kommet. At blive pint på denne måde, var ikke noget som han var vant til, men han kunne da konstatere at det gjorde forbandet ondt! At Julien faktisk valte at give ham tid til at svare denne gang, var faktisk noget som måtte lette ham, selvom at det var tydeligt at knægten ikke var tilfreds med hans ord, hvilket han et sted også godt forstod. Han stønnede af smerte, som han blev løftet op, hvilket sveg i hele hans krop. Han kunne ikke få ordene frem, for det gjorde virkelig alt for ondt! Han havde ikke kræfter til at holde sig oppe, så da Julien gav slip knækkede hans ben sammen under ham, selvom at han ikke nåede at ramme gulvet, før han blev mødt af Juliens knytnæve, som måtte slå ham direkte i gulvet i stedet for. Han vendte kort blikket mod den anden vampyr, da han hørte ’jern’ og ’varm’ fra Juliens læber, noget som fik en form for panik til at sprede sig hans krop. Han blev blot revet op på knæ igen af den anden vampyr, hvor han vendte blikket mod Julien igen. Hans ord sagde virkelig det hele, og lussingen som blev plantet direkte mod hans kind, fik hans sind til at klare sig på et splitsekund. Han skulle virkelig dø? Han trak vejret dirrende, ikke så meget af smerte denne gang, nej faktisk af vrede. ”For pokker Julien, så hør dog efter din snotforkælede møgunge!” vrissede han vredt, som han hævede stemmen, vreden overdøvede smerten, så han fik ordene formet og sagt. ”Din far opsøgte mig, fordi han havde samme planer som jeg, fordi han via mig kunne ramme Procias, og det passede mig perfekt! For det var nøjagtig det som jeg også ville! Han havde dog et ønske, et ønske om at dø, hvor han plaprede om en ny æra. Han sagde at han vidste at du ville tage over, at du var klar, han sagde at det var bedst for sin familie at det endte på den måde, at det ikke gik godt mellem ham og din mor alligevel, og han ønskede ikke at hun eller du for den sags skyld, skulle pines mere, så han bad mig om at dræbe ham!” Denne gang var hans stemme høj og næsten en råben, for han var virkelig blevet træt af at den knægt ikke ville lytte efter! ”Og jeg tænkte at det passede mig perfekt, for så kunne jeg dræbe Alecander og bruge hans død til at fjerne min mistanke, for at vise at jeg også havde gjort noget for landet! Et spil fra galleriet!” hvæsede han vredt, hvor han næsten lod sig slappe af igen, som han blev færdig med at tale. Hans blik blev kort sørgmodigt. "Jeg er ked af at det skulle gå sådan."

[julien]

Julien var virkelig træt af at Ilosonic ikke bare kunne få det hele sagt, så han kunne blive færdig, for mandens skæbne afhang virkelig af hans ord. Han var vampyr, så han kunne jo godt høre hvis manden løj eller ej, men når han var så.. ynkelig, så virkede det bare ikke til at være troværdigt på nogen måde! Han tog virkelig ingen chancer! Desuden, når Sonic allerede havde forrådt hans far og ført ham bag lyset, hvorfor skulle han så ikke gøre det igen? Det var jo bare sådan at han var! Han kæmpede for ham selv, stak folk i ryggen for hans egen vindings skyld, så det kunne jo sagtens være at han gjorde det denne gang også! At manden så også måtte være så kvæstet var jo også noget som var med til at han ikke rigtig kunne tale, men.. så kunne han jo bare have talt noget hurtigere i stedet for at trække tiden ud! At hans lussing havde påvirket Sonic, så han faktisk så ud til at vågne op af dagdrømmende, fik også Julien til at vende sin opmærksomhed imod ham, for det så ud til at han ville til at sige noget. Som den lange smøre måtte komme, glippede han lettere overrasket og forundret med øjnene, for manden kunne jo pludselig tale igen, han råbte tilmed, næsten som om at han skældte ham ud. Han talte dog med en tydelig sandhed, for det var noget som han kunne høre på mandens hjertebanken og ord, dog kunne han også høre at hans hjerte slog med en mindre form for panik, men det var vel fordi at han vidste at han kunne risikere at dø? Han stod kort i tavshed og tænkte over hans ord. Havde hans far virkelig planlagt det hele? Han vidste jo godt at hans mor havde set Isaac ved siden af, for hun havde jo stinket langt væk af en anden mand når hun til tider kom hjem igen, og det havde hans far vel også lagt mærke til? Det var vel derfor at han havde taget den beslutning? Men selvmord? Det virkede hans far ikke til at være typen der gjorde, der måtte jo ligge en plan under! Der måtte jo være et eller andet! Nu hvor han havde fået svar, følte han egentlig bare at han var blevet efterladt med flere spørgsmål, et større tomrum, som han slet ikke kunne få svar på, for Sonic var åbenbart lige så uvidende som han selv måtte være. Han sukkede lettere opgivende. Han kunne ikke få mere ud af Sonic og det vidste han godt. Han vendte roligt blikket mod Jeric der kom ind med det glødende jern, det selvsamme som han også havde brugt imod Ilaria. Han tog roligt imod jernet, hvor han vendte blikket mod Sonic ved hans ord. Han var ked af det? Et grumt smil gled over hans læber. ”Du er ked af det?” Han fnøs hånligt. ”Ha! Du kommer til at være ked af det! Og lad mig give dig en lærestreg, så du finder ud af at du ikke skal røvrende end Mathimæus igen!” hvæsede han kraftigt, som han gjorde tegn til at de skulle holde ham. ”Hold hans hoved fast!” beordrede han, hvor de tog vampyrer gjorde som der blev sagt. Han løftede det glødende jern der tilmed måtte dampe af varme. Han gik tættere på Sonic med et sindssygt blik i skæret, næsten som om at han havde mistet noget af sin forstand, men det havde han vel egentlig også? Den menneskelig følelse var forsvundet sammen med hans far. Han satte det glødende jern for Sonics ene øje, det som han godt kunne se ud af, da det andet var hævet af de tæsk han havde fået, hvor han blot lod det brænde ham, gøre ham blind, ligeglad så længe det gjorde ondt!

[ilosonic]

Nu hvor Ilosonic havde talt sin sag, så kunne han faktisk ikke gøre andet end at afvente Juliens reaktion, for han havde talt sandt, det var hvad der var sket og han ked af at han måtte efterlade Julien med større tvivl end før, for det så ud til at knægten ikke var blevet mere vidende omkring sin far og hans død. Det havde selvfølgelig også undret ham hvorfor Alecander havde ønsket sin død, men han havde talt om noget om at holde lav profil, han havde sagt at alt havde været under kontrol og at han bare skulle dø, han havde jo også fået besked på at fjerne hans asker, hælde dem i floden, for så bare at glemme ham, og han havde gjort det. Hvad der så var sket med Alecander det vidste han virkelig ikke, for tanken om at manden stadig var i live havde jo faktisk slået ham utallige gange, for hvad nu hvis han faktisk var i live? Han rystede tankerne ud af hovedet, som han vendte blikket mod Jeric der kom ind igen med det glødende jern, hvor han sank den klump af ubehag der pludselig havde samlet sig i hans hals. Hvad ville han dog gøre med det? Han turde slet ikke tænke på hvad den knægt kunne finde på! Det grumme smil som måtte glide over Juliens læber tydede kun på at det ikke varslede godt, for det var tydeligt at knægten pludselig havde fået en ny idé, men havde han ikke hørt efter?! Han var uskyldig! Han havde bare gjort som hans far havde sagt! At de to vampyrer igen greb fat i ham, fik ham kort til at prøve at trække armene til sig, selvom at bevægelsen måtte gøre mere skade end gavn. Han vrissede fast, hvor han vendte blikket vredt mod Julien igen. ”Hører du overhovedet efter?!” spurgte han i en vrissende tone, hvor han stirrede vredt på ham. Han fandt sig virkelig ikke i det! Hans ord fik virkelig ubehaget og panikken til at sprede sig i ham, for han var bange for at han slet ikke ville slippe væk herfra, hvad nu hvis han dræbte ham alligevel? Han sank endnu en klump, hvor han for alvor mærkede panikken, da Julien gik hen imod ham og hævede det glødende jern, hvor det tilmed måtte dampe. Da det var hans hovedet som vampyrerne skulle holde fast, havde han allerede regnet ud hvad det var Julien ville, hvilket var noget som virkelig måtte skabe end mindre frygt i ham. Kunne han ikke bare have dræbt ham i stedet for! Som han så hvordan det glødende jern måtte komme tættere på hans øje, blev hans pupil mindre og mindre, som frygten stod direkte ud af hans blik. Han prøvede kort at rive armene til sig, selvom at det var nyttesløst. ”Slip mig!” hvæsede han af en blanding af panik og vrede. Han blev fuldstændig musestille, da det kom tæt på, inden han brød stilheden med et smertefuldt højt skrig, da det glødende jern, blev presset imod hans øje og brændte sig ind i huden, hvilket sveg af helvedet til og langt værre! Han prøvede at trække hovedet væk, men han var virkelig som fastlåst! Han slap flere høje skrig, hvor han næsten måtte vække hele huset, for det gjorde virkelig ondt! Alle tanker forlod hans sind, som han ikke kunne fokusere på andet end den smerte der skød igennem hans krop, for det føltes som om at hans øje måtte smelte, hvilket det jo faktisk også gjorde en anelse.

[julien]

Nok havde Ilosonic talt sandt, men derfor ville Julien stadig have sin hævn. Et sted så var hans hævn ikke bare mod Sonic men også mod hans far, for han hadede et sted sin far for at have efterladt ham, for at have smidt det hele over på hans skuldre, for at lade ham gå igennem den pinsel, for at lade ham gå igennem den smerte, for at have forrådt familien, selvom at der næsten måtte ligge noget større bag hans valg, men hvad kunne det være? Han hadede sin far, for at stille ham tilbage med en endnu større tvivl og uvidenhed, ved slet ikke at have fortalt Sonic om noget som helst, for den mand var jo lige så uvidende som han selv måtte være, hvis ikke mere, og fordi hans far ikke var her, ja.. så måtte det jo bare gå ud over Sonic! Om han ville det eller ej, så havde han stadig stillet sig op imod Mathimæus-slægten, for at beholde sit gode ’ry’, hvilket han skulle bøde for! Jernet som måtte hvile i hans hænder, var noget som gav ham en underlig form for tilfredsstillelse, en underlig form for overlegenhed og magt. Han kunne virkelig ikke andet end at nyde det! Det sindssyge blik hvilede på Sonic, da han fyldte hele huset med sit smertefulde skrig, da han bare lod jernet smelte sig ind i hans hud og øje, uden at han fortrød det det mindste, for det føltes så godt! Det var som om at han lod al sin vrede gå ud over Sonic, og han afreagerede og fik det bedre ved at lade jernet gøre manden blind. Han lod ikke bare vreden på sin far, men også vreden på sin mor, fordi hun forlod ham sammen med sin far, for at være sammen med Isaac, vreden på Maggie, fordi hun blev ved med at afvise ham og ikke var der for ham, gå ud over Sonic. Det var nok synd for den arme mand, men.. han lod ham da leve. ”Mærk smerten!” hvislede han koldt og lettere sindssygt, hvor han nød at høre de høje smertefulde skrig. Han fjernede roligt jernet, hvor det dampede tydeligt fra hans øje, hvor huden var helt brændt, ligesom øjet måtte være. Han rakte Jeric jernet igen. ”Få det væk,” hvislede han koldt, uden at han så væk fra Sonic. Han lænede sig tættere mod ham, imens et morende og ondskabsfuldt smil hvilede på hans læber. ”Lad mig give dig et godt råd: pas på med hvem du lægger dig ud med,” hviskede han i en kynisk og hvislende tone, inden han rettede sig op igen. Han vendte blikket mod den anden vampyr. ”Smid ham for porten,” hvislede han koldt, som han blot så til, at vampyren trak Sonic med sig ud i regnen, som stadig øsede ned, hvor han selv stod i forhallen helt alene, uden at røre så meget som en muskel. Han stod helt tavst og slet ikke tænkte på noget som helst. Han måtte finde ud af hvad der var sket med hans far! Det var den eneste tanke som slog ham, inden han drejede om på hælene, for at søge hen til den store trappe, som han næsten sprang op ad, blot for at søge mod sin fars gamle kontor og hans eget nye. Han måtte finde ud af hvad der var sket med hans far, finde ud af hvorfor, så han ikke stod tilbage med disse ubesvarede spørgsmål..

//Out

[ilosonic]

Det at mærke det glødende jern imod sit øje, var noget som virkelig gjorde forbandet ondt! Og Ilosonic skreg ikke kun et enkelt smertefuldt skrig, nej han skreg mange! Når det ene døde ud, så kom det næste, hvor han prøvede at trække hovedet til sig, prøve at trække sig væk fra varmen, som normalt ikke ville kunne skade ham, men dette? Det ville en ilddæmon ikke engang kunne holde ud! Det gjorde ondt, det sveg af helvedet til og han ville bare væk! Han ville langt hellere dø hurtigt end at blive udsat for dette! Hele hans krop dirrede, som Julien måtte fjerne jernet, selvom at varmen endnu prægede hans øje. Huden var forbrændt i et langt brandsår, der gik fra hans øjenbryn og lidt ned over hans kind. Selve hans øje var rødt, som blodkarrene deri var sprunget, hvilket resulterede i at det blødte fra hans øje. Han var blevet blind på det, og han kunne ikke rigtig se noget ud fra det andet, da det var helt hævet af det tæsk han havde fået. Han sagde ikke en lyd, som det var overstået, da han ikke rørte så meget som en muskel. Skrigene var holdt op, selvom at smerten stadig måtte være der. Hans hjerne havde slået fuldstændig fra, som han slet ikke kunne holde styr på noget som helst, men han tænkte heller ikke rigtig på noget. Juliens hviskende ord mod hans ene øre, svarede han slet ikke på, hvilket han heller ikke fik mulighed for, inden han blev ført væk. Alt var sort, for han kunne ikke se noget, selvom han også havde lukket sine øjne. Han mærkede pludselig en kulde slå ind mod ham, som døren blev åbnet, inden hans krop blev ramt af den øsende regn. Vampyren som førte ham væk, smed ham blot fra sig udenfor porten, inden han forsvandt igen. Sonic lå i mudret, hvor han ikke gjorde noget som helst, for det gjorde virkelig ondt! Han turde knap at røre på sig, selvom at han vidste at han måtte gøre et eller andet. Han måtte hjem! Han ville hjem! For første gang i sit liv ønskede han sig virkelig bare hjem! Han prøvede at åbne øjnene, selvom at han ikke kunne se ud af det højre, som det var det som han var blevet blind på, hans venstre øje var sløret, men han fik alligevel kæmpet sig op på benene, selvom de måtte true med at knække sammen under hans vægt. Han begyndte at gå små skridt mod den vej, hvor han var kommet fra, selvom han ikke kunne se en pind, for regnen gjorde det også umuligt. Han stoppede dog op, da han kunne høre den sorte hest vrinske og pruste, hvilket fik ham til at vende blikket mod dens retning. Han gik mod små og forsigtige, næsten skræmte skridt imod hesten, hvor han snart gemte ansigtet væk i dens sorte manke. Hans krop dirrede, han frøs, og han ville bare hjem! Selvom hver en muskel gjorde ondt, så nægtede han at give op nu, for han skulle bare op på hesten og så gik det! Han fumlede med tøjlerne, som han havde bundet til træet, selvom at han fik dem løsnet efter et stykke tid. Han tog en dyb indånding, da han med alle kræfter kom op at sidde i sadlen, hvor han egentlig bare lænede sig ind mod hesten, som begyndte at trave væk fra mansionet. Regnen der faldt mod hans krop gjorde ondt, og alligevel var det noget så befriende, det var som om at det hviskede alt rent. Uden nogen stedsans red han bare af sted, for han skulle bare væk! Han ville bare hjem.

//Out