Arriving in the dark to save my beloved

[ilosonic]

Mørket havde endnu engang lagt sig over landene. Det var blevet overskyet og regnen øsede ned og gjorde de små veje smattede og mudret, det var dog ikke noget som forhindrede Ilosonic at komme frem, for han nægtede at lade Ilaria i stikken, for Julien havde jo selv sagt at hvis han ikke dukkede op, så ville han dræbe hende og skulle han være ærlig så tvivlede han ikke på at Julien ville tøve med at slå hende ihjel, for knægten virkede rasende, selvom at han nu heller ikke fandt det underligt, for selvom at det havde været planlagt, hvilket Julien dog ikke vidste, så havde han jo dræbt Alecander, og han havde også godt hørt at det havde forvoldt Alicia, som nu stod som grevinde af Manjarno, skade, for nogle magikere havde gjort hende ondt fordi de ikke troede at manden var død, fordi Sonic selv havde skaffet sig af med Alecs aske, men det var jo hvad han havde bedt ham om. Det havde fjernet lidt af mistanken fra ham selv at dræbe Alecander, selvom at det så ud til at nogle ikke var helt tilfredse og der var Julien én af dem.
Sonic slog med tøjlerne for at få den sorte hingst til at løbe hurtigere, selvom at det næsten allerede løb så hurtigt den kunne. Det havde ikke taget lang tid at komme til Dvasias, normalt kunne han gøre det på flere dage, men denne gang var der kun gået et døgn, det var så også fordi at han denne gang red og normalt var til fods, men det havde da sine fordele at være greve, have penge og dermed mange nyttige ting. Stalddrengen havde hentet den sorte kappe, inden han var taget af sted, hvor han havde hætten slået op så hans var forholdsvis tør fra regnen, selvom at det ikke var den som interesserede ham, han havde kun Ilaria og deres kommende barn i tankerne, for han vidste at hun var rapkæftet, at hun kunne blive irriterende og han var bange for at Julien ikke ville være den mest tålmodige, for han var allerede gjort vred fra forvejen af, det var så også grunden til at han skyndte sig af sted, selvom at det var tydeligt at hingsten godt kunne bruge et hvil, men det kunne den gøre, når han var inde for at redde Ilaria, for om han ville det eller ej, om hun var hans svaghed eller ej, så kunne han ikke komme udenom at han holdt af hende, og han nægtede at lade noget ondt ske hende!
Som Sonic nærmede sig det store Mansion begyndte han at sætte farten ned, så hingsten måtte trave og pruste for at få vejret. De mørke øjne søgte mod de mange nøgne træer, som måtte stå hele vejen op langs grusvejen, der førte op til den store guldport og muren, der holdt uvedkommende ude. Han stoppede roligt, hvor han bandt hingsten fast til et træ, så han var sikker på at de ikke gjorde noget ved den. Han vendte kort blikket mod sin arm, der hvilede i slyngen, den gjorde stadig en anelse ondt, for den var endnu øm, men det var nu ikke noget som han tog sig af, for han havde kun Ilaria i sine tanker. Regnen slog mod hans muskuløse krop, der var skjult under den mørke kappe, hvor han roligt gik op til den store guldport med det store M i midten. ”Julien!” Han råbte, som han skød en ildkugle imod den store guldport for at lave larm, så manden ikke kunne være i tvivl om at han var ankommet. ”Julien!”

[julien]

Der var gået et døgn, siden at Julien havde stået i Carino Fattorias have, hvor han havde kidnappet grevens lille elsker, som han nu havde hængt op i forhallen. Han havde lænket hende fast i den ene arm, til væggen overfor hoveddøren, hvor hun havde den anden arm fri, for den havde han alligevel revet af led, selvom det jo faktisk var hendes egen skyld, så bevægede hun armen, jamen så gjorde det jo bare ondt på hende. Hun havde desværre provokeret ham og været så irriterende, at han havde bundet hende for munden med et hvidt stof, så man kun ville kunne høre en mumlen, og hver time der var gået og Ilosonic ikke var dukket op, havde han gjort et og andet på Ilaria, som straf. Til at starte med havde han taget skalpellen frem, hvor han havde skåret hist og her i hende, så havde han fundet læderpisken frem, hvor han havde givet hende tre piskeslag for hver time på ryggen, og til sidst havde han taget et glødende jern og brændt hende ved maven, velvidende om at det kunne skade barnet, men.. han var sådan set ligeglad. Det grumme smil hvilede på hans læber og hans dybbrune øjne havde et strejf af sindssyge. Han var rasende, han var vred og han ønskede hævn! Han ville lade helvedet bryde løs på Ilosonic.. når han engang dukkede op vel at mærke. Han havde ikke været ved Ilaria i et stykke tid, som han havde andet at se til. Han havde sendt en af vampyrerne ud for at holde øje, hvor de fleste var ude for at jage. Nu hvor han var blevet leder, så havde han også en masse at skulle leve op til, en masse som han skulle se til og selv små problemer skete hist og her som han var nød til at tage sig af. Hvor Maggie befandt sig vidste han ikke og han var sådan set også ligeglad, for den tøs havde alligevel ikke gjort andet end at afvise ham gang på gang, være muggen og støde ham fra sig og han gad virkelig ikke flere skænderier med hende, så hvor hun befandt sig henne i verdenen var han virkelig ligeglad med! Hvis hun ikke ville have ham, så fandt han da bare en anden!
Julien kom roligt gående ned ad trapperne, som han endte nede i forhallen igen. Han vendte blikket mod Ilaria igen, hvor et morende smil gled over hans læber, han skulle lige til at fyre en kommentar af, inden han vendte opmærksomheden mod porten. Et grumt smil gled over hans rosa læber, for der var ingen tvivl om at det var Ilosonic der var ankommet, hvilket han også kunne høre på mandens stemme, for han råbte jo hans navn. ”Jamen dog.. det ser ud til at æresgæsten er kommet..” Han vendte blikket overlegent mod Ilaria, der endnu måtte hænge på væggen. Han nikkede en ung vampyr ind til sig, som faktisk var ældre end ham selv, men han stod som leder og enhver vampyr måtte følge hans ordrer. ”Hent ham ind.” En klar ordrer, hvor den anden vampyr nikkede ganske kortfattet, smuttede ud ad hoveddøren, for at gå langs grusvejen og ned mod den store guldport, for at hente Ilosonic ind. På denne grund var alle andre racers magi nyttesløs, for der hvilede en magi over grunden, som skærpede sikkerheden, og på hans domæne skulle han nok vinde!

[Deleted]

Det lange døgn havde virkelig været et rent og skært helvede, for Ilarias vedkommende! Ikke bare med tanken om, at hun nærmest følte, at hun havde mistet tidsfornemmelsen, men hun frygtede virkelig også konsekvenserne for hendes ufødte barn, netop ved at være fanget i dette spil og på denne her måde, for det var virkelig noget som gjorde ondt. Hun stod bundet fast til væggen på den modsatte side af den store fordør, så det var heller ikke fordi at folk ikke rigtigt lagde mærke til hende. Smerten som konstant måtte stikke i hendes arm nægtede hende at sove, og eftersom hun var og havde været udsat for tortur den ene gang i timen, fordi at Ilosonic ikke havde dukket op, var i den grad også noget som holdt hende vågen, for det var virkelig noget som brændt som intet andet overhovedet! Armen hang mere eller mindre bare langs hendes krop, for hun kunne virkelig ikke bruge den og hun frygtede for, at hun ikke kunne bruge den senere hen, for det gjorde virkelig ondt! Kneblet og bundet for munden, så kunne hun ikke gøre andet ned at stå og mumle. Hendes ben rystede under hende, selvom det at hun var holdt oppe i den ene arm, var noget som nægtet hende videre hvile, så gjorde det bestemt heller ikke det bedre for hende. Brændemærker, piskeslag og de mange sår som hendes ellers så flotte krop var præget af, så var det kun noget som ramte den tydelige forfængelighed som Sonic måtte kende alt til, så var det noget som direkte gjorde hende vred, for hun ønskede heller ikke at være et ømt punkt som folk kunne ramme!
Ilaria var virkelig træt og hun var udmattet, hun have kvamle, hun havde ikke fået stillet nogen af hendes egne behov når det kom til hvile eller sult og hun var stresset – det var virkelig ikke en særlig god kombination og specielt ikke med henblik på at hun jo faktisk måtte være gravid! Hun vendte blikket direkte mod Julien og med den faste mine, idet han var kommet ned. Det brag som måtte lyde udenfor, var noget som hun tydeligt kunne høre, selvom det dog ikke lettede hende det mindste. Hun var faktisk bange for hvad Sonic skulle gå igennem for dette.. hun frygtede virkelig for den mands helbred og den tanke var noget som faktisk skræmte hende, for hun måtte jo desværre erkende, at han virkelig var blevet hende et meget ømt punkt. Hun holdt af ham og rigtig meget endda! Blikket gled stille ned mod hendes mave. Den var godt brændt, selvom det nok påvirkede hende langt mere end det som det måtte påvirke den lille, for det var nok noget af det værste som hun havde oplevet! Den brændende fornemmelse havde virkelig været… et helvede.. det var ubeskriveligt! En svag mumlen forlod hendes læber i en kort protest og et sted, også en bøn til at lade hende og Sonic gå, for hun ønskede virkelig ikke at nogen af dem skulle ende med at komme til skade. Det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til på denne her måde! Endnu en gang prøvede hun at bevæge sin arm, selvom hun måtte opgive ekstremt hurtigt. Det brændt virkelig og det hele føles som var det så følelsesløst! Hun havde brug for Sonic.. hun ville egentlig bare gerne hjem nu og det skulle helst være så hurtigt som muligt!

[ilosonic]

Ilosonic var virkelig bange for hvad Julien kunne finde på at gøre ved Ilaria, for han vidste at hun havde en stor kæft, som hun ikke kunne finde ud af at holde lukket altid, specielt ikke hvis nogen trådte på hende, hånede hende eller bare gjorde det mindste for at irritere hende. Hun var en brik af spillet mod ham og han brød sig virkelig ikke om det! For pokker da! Julien kunne bare have vadet ind og taget ham i stedet for og skåne Ilaria for dette postyr! Det måtte virkelig irritere ham at de skulle igennem dette! Men på den anden side, så var han også træt af deres mange skænderier, så hvis de begge overlevede dette, så ville det måske være godt for dem? Det ville han jo finde ud af, for først og fremmest skulle han lige få dem begge ud, og specielt overleve selv, for han ville vædde med at Julien kun var interesseret i at få ham og sådan set var ligeglad med Ilaria. De mørke øjne hvilede på den store guldport, som måtte være låst og sørgede for at holde uvedkommende ude, såsom ham. Han blev ved med at hamre ildkugler mod den store port, for at lave larm, for at se om han kunne komme ind, selvom at det var som om at hans kugler måtte prale af på den store port. Han stoppede roligt, som han vendte blikket mod den skikkelse som var på vej hen imod ham. ”Julien?” Han så spørgende frem for sig, selvom at han kunne se jo tættere på at skikkelsen måtte komme, at det ikke var Julien, hvilket næsten måtte irritere ham endnu mere! I tilfælde af at han muligvis ville komme ud i nærkamp, havde han taget sit sværd med, sammen med en mindre kniv lavet af det pureste sølv, en familiekniv. Han trådte ganske let tilbage, som vampyren måtte åbne porten for ham, hvor de mørke øjne hvilede fast og lettere dræbende på manden. ”Lederen har ventet dig,” hvislede vampyrens kolde stemme, hvor et grumt smil næsten måtte afsløre at der ikke var sket noget godt, et smil der gav Sonic en utrolig dårlig mavefornemmelse. Hvad med Ilaria? Det var egentlig kun hende som han tænkte på, for han var sådan set ligeglad med ham selv. Han svarede dog ikke vampyren, som han blot gik bag ham og fulgte med ham op mod det store mansion, der måtte tårne sig op i luften. Han skulle lige til at skyde en ildkugle mod vampyren, indtil han fandt ud af at han ikke kunne bruge sin magi, hvor han flere gange prøvede at skyde en ildkugle af sted, selvom at det ikke hjalp. Han knurrede irriterede, snu gjort af Julien, få fjenden ind på sit eget domæne, hvor han var nyttesløs. Han fnøs kortfattet, inden han greb sit sværd, og stak det direkte igennem vampyrens bryst og gennemborede hans hjerte, så han endte som en bunke aske for hans fødder, inden han stormede op mod mansionet. Han næsten sparkede døren op. ”Julien!” hvæsede han kraftigt, selvom at han næsten stivnede ved synet af Ilaria, der måtte hænge på væggen overfor ham, selvom at der var flere meter imellem dem. ”Ilaria..” Hendes navn var kun en lavmælt hvisken, som han ikke rigtig ænsede de andre vampyrer eller Julien. Han strammede grebet omkring sit sværd, inden han næsten gik amok på de nærmeste vampyrer, som han dræbte på stedet, da han kæmpede sig over imod Julien. ”Det skal du få betalt!” hvæsede han vredt, som han svang sværdet rundt og halshuggede endnu en vampyr.

[julien]

At Ilosonic var ankommet, var noget som Julien tydeligt kunne høre, for manden måtte jo næsten gå amok på guldporten derude, selvom at det ikke ville gavne ham det mindste, for grunden var beskyttet med magi af den Djinn som var gået i arv til ham selv, og den magi var svær at bryde, specielt for en sølle dæmon som Ilosonic. Han vendte blikket mod Ilaria, som tydeligt var vred, træt og såret, for han havde skam ikke været mild mod hende, desuden så havde hun virkelig også selv bedt om de fleste, for hun havde virkelig gået ham på nerverne med sine latterlige kommentarer! Et grumt smil gled over hans læber, som blikket kort faldt på de andre vampyrer, der selvfølgelig stod og kiggede på, egentlig bare ventede på æresgæsten, for de havde jo også godt hørt at Ilosonic havde dræbt deres forhenværende leder Alecander, en leder som de faktisk havde stolet på, som de havde haft tiltro og loyalitet til og så var han bare blevet dræbt af en sølle dæmon? Det var jo næsten ydmygende, selvom at alle huskede ham for de store ting som han havde udrettet og de satte lige så store forventninger til Julien, der allerede havde lokket deres fælles fjende til deres domæne, hvor de ville flå ham og rive ham i bittesmå stykker, så han ikke kom helskindet herfra! Faktisk.. kom han slet ikke herfra! Han ventede egentlig bare på at Charles ville hente Ilosonic ind, så de kunne komme i gang og Ilaria måtte være det perfekte vidne på Ilosonics tortur, for han slap virkelig ikke billigt! Han ville virkelig selv stå for torturen, skille ham bid for bid og virkelig få ham til at lide, som han også havde fået ham selv til at lide! Han havde været tæt på at gå i dvale i den tid, hvor han havde været helt tom og følt sig helt hjælpeløs, selvom at han jo faktisk kunne takke Maggie for at få ham på rette kurs igen og han skulle nok ære sin far! Blikket måtte falde overrasket imod Ilosonic da han kom styrtende ind og denne gang helt alene. Han vendte kort blikket udenfor, hvor han kunne se en bunke aske ligge på gårdspladsen, hvilket fik ham til at himle svagt med øjnene. Det måtte jo næsten være gået op for manden at han ikke kunne bruge sin magi, som han havde trukket sit sværd og ellers gik i gang med at slagte næsten halve af de vampyrer der ikke havde forventet hans angreb. Han gjorde tegn til to fuldvoksne vampyrer, som gjorde en hurtig bevægelse og endte bag Ilosonic. Den ene slog sværdet ud af hånden på ham, inden de begge greb fat omkring hans arme og holdt ham fast, for måske han var stærk fysisk, men han kunne ikke måle sig mod to fuldvoksne vampyrer. Julien gik roligt hen imod Ilosonic imens han gned sin hage tænkende. ”Du kommer vadende ind og tror at du kan dræbe en håndfuld af mine mænd?” spurgte han stilfærdigt og betragtede ham med et grumt smil og et sindssygt glimt i blikket. Han rystede opgivende på hovedet, som han nærmede sig Ilosonic ganske roligt. Han knyttede roligt sin ene hånd, inden han slog håndryggen imod Ilosonics kind i en halvvejs lussing og et halvvejs slag. ”Hvad skal jeg dog stille op med dig?” Et tydeligt retorisk spørgsmål. ”Jeg ved det!” Han gjorde tegn til en af de andre vampyrer til at kropsvisitere Ilosonic, hvor vampyren gav Julien kniven af sølv. Han studerede den kort, inden han med et grumt og morende smil gik hen imod Ilaria. ”Skal vi skade kæresten?” spurgte han tydeligt morende, som han hævede kniven.

[Deleted]

Ilaria følte sig allerede frygtelig godt kvæstet allerede. Hun følte at hun have stået der i en evighed og det var bestemt heller ikke fordi at den tanke i sig selv, var noget som faldt hende i god jord. Den knebel for hendes mund, var noget som nægtet hende at få så meget som et ord frem, og selvom hun kun hang i den ene arm, så var det hende fuldstændig umuligt at få den af, hvilket i den grad kun måtte gøre det hele så mange gange værre, det var der heller ikke meget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun vidste at Sonic måtte være den som var ankommet, for hvem skulle det da ellers være? Ikke fordi at hun havde noget imod det, for hun ville i sandhed elske at kunne komme hjem igen, hjem og blive plejet – selvom det nok ikke var noget som hun ville fortælle ham, men hun nød virkelig når han puslede om hende på denne her måde. Ligesom da han havde plejet hende igennem hendes sygdomsforløb i vinterens tid, var faktisk noget som hun havde fundet ud af, faktisk havde været frygtelig dejligt. At se ham komme stormende ind med det svingende sværd, var noget som direkte gjorde hende bekymret. Hun vidste ikke hvilke evner som var på spil her, eller hvilken betydning at det ville få for dem at være her, men en ting var sikkert; Det ville gå galt før eller siden. Hun rystede stille på hovedet. At holde sig ved den samme personlighed som han måtte kende hende for, var slet ikke noget som faldt hende ind, for hun var virkelig for træt og for udmattet.. Lige nu ville hun give barnet væk, hvis det ville resultere i at hun fik lov til at komme hjem. Endnu en gang lod hun armen vrides, idet hun prøvede at få den op til munden, selvom hun hurtigt måtte opgive med et smertende gisp, for det gjorde virkelig ondt!
Ilarias blik faldt direkte mod Sonic, idet at han blev overbemandet og holdt fast. Hendes hjerte begyndte fast og for alvor at hamre mod hendes bryst og det var bestemt heller ikke med noget behag på nogen måde! Hun rystede på hovedet, idet at Sonic blev slået i hovedet. Nej, hun var ikke den mest følelsespræget type, men det var nu alligevel i hendes indre af den grund, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle komme galt af sted, hvis hun da ellers var i stand til at blive fri for det! Hun mumlede bag kneblen idet at han tog den lille kniv af rent sølv i sine hænder.. Hvad pokker skulle Julien med den? Hvis det ikke var fordi at hun allerede var bleg, så var hun i alle fald blevet det nu! Den skulle vel ikke bruges mod hende? Det var jo heller ikke fordi at hun var medtaget nok fra før af, på grund af den ’blide’ behandling af hende, som hun havde været under af Julien! Blikket fulgte Julien som han hævede kniven, hvor det vel kun måtte gå op for hende, hvad han måtte sigte mod. Maven? Ergo ville det skade barnet og sikkert også slå det ihjel! På sit vis, så gjorde det hende egentlig intet, men hun ønskede ikke at miste det barn! Hun skubbede sig en anelse mere op mod væggen, selvom hun ikke rigtigt kunne komme nogen steder. Hendes mumlen tog kun til og med en mere vred undertone, selvom den var hæs. Hun kunne jo ikke få så meget som et eneste ord frem! Hun rystede på hovedet, idet hun vendte blikket mod Sonic. Det var nok første gang, at hun virkelig havde følt sig direkte hjælpeløs!

[ilosonic]

Den eneste grund til at Ilosonic egentlig var fulgt efter Julien, var det at den unge mand havde kidnappet Ilaria og selvom han ikke var meget for det, så var hun desværre blevet ham en svaghed og han kunne virkelig ikke have at Julien skulle bruge hende imod ham! Han vidste dog at hun ville kunne have klaret sig selv, hvis det ikke havde været fordi at hun havde været gravid, for hun var desværre nød til at tænke på barnet også, medmindre hun så dette som en måde hvorpå hun kunne gøre fosterdrab? Det tillod han virkelig ikke! Han havde lovet hende at være behjælpelig, at gøre sin egen indsats for barnet og hinandens skyld, så han nægtede at give hende lov til at begå fosterdrab på den ene eller den anden måde! Et sted så han jo faktisk frem til at de skulle have et barn sammen, selvom at det slet ikke var sikkert at han fik lov til at opleve den mulighed, for han vidste slet ikke om han ville overleve dette møde med Julien, specielt ikke når det var på knægtens egen grund og når han skulle være i et hus fyldt med vampyrer! Blev han ikke dræbt af Julien, så ville en anden jo bare gøre det i stedet for! Ikke ligefrem noget som gjorde ham mindre nervøs eller som stillede ham i et bedre lys, men han var sådan set ligeglad, han tøvede end ikke med at gå derind, for derinde var Ilaria og det var grund nok til at sætte sit eget liv på spil. Om han så var blevet skør eller ej, så holdt af utrolig meget af den kvinde, og han nægtede at lade noget ondt sket hende, selvom at det allerede var sket, noget som han bestemt ikke tilgav og som han bestemt ikke ville lade Julien slippe af sted med! At han alligevel fik dræbt et par vampyrer, som alle måtte ende som en bunke aske for hans fødder, var noget som nærmest måtte overraske ham, selvom at han jo nærmest også havde gjort et overraskelsesangreb, desværre for ham, så kunne han ikke bruge sin magi her på stedet, hvilket næsten måtte frustrere ham! Men han måtte jo bare gøre det så godt som han nu kunne, hans eneste våben, som muligvis ville kunne få ham ud herfra, var hans stemme, for han var nød til at snakke sig fri for en gangs skyld, ikke fordi at det var hans speciale, for han var normalt bare rapkæftet og fyrede en spydig kommentar af, men han var jo nød til at fortælle knægten sandheden. At han endte med at blive overbemandet, fik slået sit sværd ud af hånden, for derefter at blive pågrebet, var noget som måtte irritere ham, hvor han rev af alle kræfter i armene, for at se om han kunne komme fri, skønt det dog ikke hjalp, for hvad nyttede det at kæmpe imod en vampyr? Havde han kunnet bruge sin magi, havde han fandeme brændt hele hytten ned! Slaget mod hans ansigt ramte hans kind og kindben, hvor han endte med at vende kinden mod Julien, inden det blødte ud af hans mund. Han spyttede blodet ud, inden han vendte blikket dræbende mod Julien igen. At vampyren kropsvisiterede ham og fandt kniven frem og gav den til Julien fik ham til at knytte den raske hånd, for den anden var jo stadig i slyngen, selvom at den ikke hvilede der længere på grund af den anden vampyr der måtte holde fast i den. Det var heller ikke fordi at den gjorde så ondt igen længere, men øm var den dog endnu. ”Du rører hende ikke!” beordrede han fast, ligeglad med hvem han så end talte til. ”Det er mig du vil have, så lad hende gå!”

[julien]

Det var faktisk imponerende så meget Ilosonic alligevel formåede at kæmpe imod, for han havde alligevel dræbt en håndfuld vampyrer, som måtte befinde sig i den store forhal, selvom at det kun havde tiltrukket flere, for folk var blevet nysgerrige, desuden kom der snart endnu flere, for sommeren var over landet og han var den eneste der kunne bevæge sig ude i sollyset, så de andre skulle jo hvile og de fandt tryghed her i mansionet. Desværre for Ilosonic så kom han jo nok aldrig ud her igen, for han ville ikke kunne måle sig imod en vampyr, specielt ikke på deres eget territorium! Det måtte dog alligevel undre ham at han var fulgt efter for.. det var vel kun på grund af tøsen? Han holdt kniven udenfor Ilarias mave, selvom at han ikke gjorde noget yderligere, da han betragtede hende lettere åndsfraværende. Kom han virkelig hele den lange vej på grund af en simpel tøs, som manden alligevel kun lige havde været oppe at skændes med? Og det skulle ikke undre ham hvis det var et ud af mange, for det var vel det samme som med ham og Maggie? Et sted så mindede Ilosonic jo faktisk utrolig meget om ham selv, han ville gøre alt for den person han elskede. Hans dybbrune øjne fik et koldt og vredt skær igen, som han vendte blikket mod Ilosonic. ”Det skal jeg nok selv bestemme!” hvislede han vredt, som han strammede grebet omkring den lille kniv, idet han hævede den og førte den op til hendes mund, som han i en hurtig og næsten voldsom bevægelse førte den under det hvide stof og skar det over, så hun igen blev i stand til at tale, selvom at knivens spids også havde boret sig ind i hendes kind ved bevægelsen. ”Er hun virkelig så meget værd for dig? Jeg troede du var en enspænder, det er trods alt det rygte du har fået stablet på benene, det er det folk husker dig for, som en forræder!” hvislede han koldt, som han denne gang plantede en knytnæve mod Ilarias kind, næsten som om han vidste at hun skulle til at fyre endnu en latterlig kommentar af og dermed få hende til at tie stille. Han havde faktisk været mild mod hende i betragtning af hvad han kunne have gjort ved hende, for han havde ikke skåret hende tunge af, han havde ikke ydmyget hende ved at fjerne tøjet på trods af piskeslagene, han havde end ikke fået nogen til at voldtage hende, så hun var faktisk sluppet mildt, selvom at det heller ikke var hende som han var ude efter, nej det var Ilosonic og han ville bestemt ikke slippe så let! Han fnøs kortfattet. ”Man skulle jo næsten tro at du elskede hende,” endte han lettere hånende, som han gik hen til Ilosonic igen, hvor blikket faldt mod den dårlige arm, som var forbundet og havde været i slyngen. Han stak kniven direkte ind i Ilosonic ene skulder, bare for at sætte kniven fra sig et sted, inden han rev forbindingen af Ilosonics arm, hvor blikket faldt på det næsten betændte sår. Han studerede det kort, hvor det ikke tog ham særlig lang tid at regne ud hvad der var sket. ”Ahh.. kan se Keischa fik kløerne i dig,” svarede han stilfærdigt, inden han så hånligt på ham. ”Bange for at blive spide? Du har ret.. så hellere vampyr.” Et grumt smil gled over hans læber, som han rejste sig igen og trak kniven ud af hans skulder igen, blot for at slippe en morende, ondskabsfuld og næsten sindssyg latter.

[Deleted]

Ilaria dirrede og sitrede. Hun var virkelig for træt og for udmattet til noget af det andet. Hun havde hængt der i så lang tid – som det måtte føles for hendes del, at det faktisk var hårdt nok at skulle holde hendes typiske iskolde facader op. Hun ønskede virkelig ikke at Sonic skulle komme til skade, for hun ønskede virkelig heller ikke at være ham et så ømt punkt, som de kunne ramme! Det var vel derfor at han havde taget denne lange vej hertil? For at komme hende til undsætning? Et sted så varmede tanken hende og et sted så skræmte det hende kun mere, at det var den påvirkning at det hele måtte have på ham når det måtte komme til hende. Kniven som hvilede ud for hendes mave, var faktisk en tanke som skræmte hende. Hun havde den lille at tænke på og hun ønskede ikke at miste det! Måske at hun ikke var den fødte mor, men hvad så?! Det var da fuldstændig lige meget! I hendes øjne, så var det vigtigste at Sonic ville hjælpe hende, han ville være der og hjælpe hende igennem det, og det kunne han altså ikke gøre, hvis han var død! Som han hævede kniven til hendes kind, fjernede stoffet i et fast ryk med hånden, så ramte han selvfølgelig også hendes kind, som begyndte at bløde. Hun bed tænderne let sammen, for det at bevæge sig generelt, gik kraftigt ud over hendes arm! Og det gjorde forbandet ondt! Hun prustede let, selvom hun ikke fik muligheden for at sige noget som helst, inden Juliens næve havde plantet sit mærke på hendes kind, hvilket tvang hende til at vende blikket mod siden og derved kinden til ham. Hun dirrede og sitrede, som hun stille vendte blikket mod ham. Hendes kind rødmalet af hans hånd, så var det kun noget som gjorde hende langt mere vred end som så, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt – tvært imod.
Det gibbede helt i Ilaria, da Julien uden at tøve, bare plantede kniven af sølv i Sonics skulder, for det gjorde virkelig ondt at se og hun hang der jo bare og ikke kunne gøre noget som helst! Hun troede ikke på at Sonic elskede hende, men at han holdt af hende, det vidste hun, for det havde han fortalt og vist hende så mange gange. Hun klemte øjnene fast sammen, idet hun vendte blikket mod dem. Hun trak vejret dybt, for det krævede faktisk koncentration, så ondt som hun havde i sin arm! ”Så lad ham dog gå!” endte hun næsten med den høje og skingre stemme. Hun ville virkelig ikke stå der og se til at de torturerede ham! Et sted så frygtede hun vel også at det skulle blive Sonics endeligt? For det var da noget af det sidste som hun ønskede på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! De isblå øjne faldt til deres skikkelser. At armen var dårlig vidste hun, men hun havde aldrig fået den at se personligt. Hun gik jo automatisk ud fra, at det var noget som han ville vise hende, hvis han ville? Ikke bare noget som hun ville tvinge frem i ham, for.. hun holdt jo lige så af ham, respekterede når han sagde det ene eller det andet, for det var også noget af det sidste som hun ville. Hun ønskede jo faktisk at de skulle få det til at fungere og specielt med den kommende lille i hus. ”Lad ham gå..” Hun ønskede ikke at fremstille sig selv som svag, men selv dette, var allerede blevet for meget for hende. Hun kunne virkelig ikke holde ud, at skulle se ham på denne måde!

[ilosonic]

At se Ilaria hænge der overfor Ilosonic velvidende om, at han ikke ville kunne gøre noget som helst for at få hende fri, var noget som virkelig måtte frustrere ham noget så frygteligt! Han holdt utrolig meget af hende, så meget at han ikke engang selv vidste hvor meget det var, men han vidste med sikkerhed, at han ikke ville have at noget ondt skulle ske hende, selvom at det var tydeligt at Julien havde været i gang, for hendes kjole var ødelagt, og han kunne tydeligt se brandmærket ved maven, hun havde sår på armene, som om hun var blevet skåret i og han vidste ikke hvad hun ellers havde været udsat for, men det måtte virkelig.. bekymre ham? De mørke øjne fulgte knivens bevægelser, hvor han blot så til hvordan Julien skar det hvide stof væk fra hendes mund, så hun igen kunne tale, selvom at det gibbede i ham, da knægten bare valgte at slå hende uden videre, hvilket fik ham til at prøve at rive armene til sig, for han fandt sig virkelig ikke i det! Det kunne han bestemt ikke være bekendt! Hun havde ikke gjort en skid og det var slet ikke hende som han var ude efter! ”Du rør hende ikke!” beordrede han fast og i en vrissende tone, selvom at han vidste at det ikke ville nytte noget at sige noget til knægten, for han lyttede jo overhovedet ikke efter! Han vendte blikket vredt og dræbende imod Julien, hvor han ikke rigtig tog sig af hans ord, for han vidste godt at han var en forræder, han var en forræder imod det dvasianske kongehus, han var en forræder imod det procianske kongehus, men han nægtede, nægtede at være en forræder imod Ilaria! Hun var den eneste som var kommet så tæt ind på ham og han kunne ikke smide hende fra sig.. han nægtede at smide hende fra sig! Han bed tænderne hårdt sammen. Om han elskede Ilaria? De mindede jo faktisk om et par, et sted ville han ikke have noget imod at trække den videre, så de faktisk blev et par, men.. han havde aldrig gjort det, for han ville jo bare blive afvist af hende, for han vidste jo godt at hun heller ikke var meget for at de stod hinanden så nært, specielt ikke i sådanne situationer, hvor de blev brugt imod hinanden. ”Og hvis jeg gør?” spurgte han kortfattet og i en mindre vrissen, ”tro det eller ej Julien, men dæmoner har faktisk et hjerte! Desværre kan jeg ikke sige det samme om I døde og kolde væsner, der er så arrogante at de kun tænker på sig selv.. eller, har du virkelig lidt ynk i dig? Er det derfor fars lille død får tårerne frem?” Han vidste godt at han ikke burde håne Julien, men han var virkelig så vred at han faktisk var skide ligeglad! Han nåede dog ikke at gøre eller sige mere, før han mærkede en smerte jorde igennem hans skulder, som Julien stak kniven ind i hans skulder, hvilket fik ham til at komme med et halvvejs skrig, for det gjorde ondt! Han trak vejret dybt og dirrende, som selv var svært, for det gjorde virkelig ondt! Han vendte blikket mod sin dårlige arm, da Julien rev forbindingen af. Der var stadig betændelse i hans underarm, i de dybe sår som Keischa havde givet ham, for virussen skulle ud og det kunne den kun via såret, som var helt gult og næsten et uhyggeligt syn. Han svarede ikke Julien, hvor han prustede og næsten fik tårer i øjnene, da han rev kniven ud igen, for det gjorde ondt! Og det sveg af helvedet til! Han prustede og stønnede af smerte, hvor han vendte blikket fast mod Julien. ”Lad Ilaria gå!” vrissede han sammenbidt.

[julien]

Julien elskede virkelig at være den som havde magten! Noget som hvilken som helst ond mand ville elske. Havde det været omvendt og derimod Ilosonic der havde haft magten, jamen så havde han jo også frydet sig, som Julien måtte gøre i øjeblikket. Ilaria skulle han ikke bruge, hun var bare en brik i hans spil mod Sonic og manden skulle nok snart finde ud af hvor meget ondt han skulle igennem, for han ville virkelig torturere ham til døden! Han skulle lide, som han havde fået ham til at lide! Og han skulle bøde for at have slået hans far ihjel! Det måtte faktisk more ham og alligevel undre ham, at Ilaria påvirkede Sonic så meget, for.. han havde altid hørt at Sonic skulle være en enspænder, at manden kun tænkte på sig selv, at han var en forræder mod alle og ikke interesserede sig for nogen, plus han jo også havde hørt at manden elskede kvinder, for han havde jo lavet sin lille research inden han havde opsøgt Carino Fattoria, så det måtte faktisk undre ham at han var faldet for en stædig, arrogant, kold, kynisk og rapkæftet tøs som Ilaria, for hvem fanden gad at være sammen med den tøs? Det skulle ikke undre ham hvis hun døde alene! Og hvem ville savne hende? At Sonic så valgte at håne hans far, fik det til at slå klik i hans indre, selvom at han ikke gjorde noget, for han kunne tydeligt se at kniven måtte gøre skade på ham, selvom at det virkelig var en mild smerte i forhold til den som han skulle gå igennem! Han smilede koldt, som han havde trukket kniven ud igen, hvor han betragtede Sonic med et rasende blik. Et koldt smil gled over hans læber. ”Selv en vampyr kan føle..” svarede han i en utrolig dæmpet tone, som han næsten talte til sig selv. Han havde Maggie og et sted, så forvirrede det ham også at bruge Ilaria imod Sonic og se dem reagere så meget på hinanden, for.. han havde jo gjort nøjagtig det samme hvis det var Maggie som var blevet brugt imod ham. Han knyttede hånden fast og vendte endnu engang blikket mod Sonic. ”Du dræbte min far, og ved at forråde ham, så forrådte du hele hans organisation!” hvæsede han kraftigt, som han begyndte at slå løs med knyttede hænder imod Sonics ansigt, som han plantede den ene knytnæve efter den anden imod hans ansigt med fuld styrke, næsten for at afreagere, hvor han først stoppede, da han havde malet hele hans ansigt rødt af hans eget blod. Hans krop dirrede af raseri, hvor hans dybbrune øjne næsten slog gnistre. Han skulle bøde for den smerte han havde puttet ham igennem! Og han skulle mærke den med en tifoldig kraft! Han strammede grebet om kniven, som han stak direkte ned i Sonics dårlige arm, hvor han nærmest rev det betændte sår op igen, hvilket også resulterede i at den hvide væske måtte blande sig med hans blod og dryppe ned på gulvet. Han smed kniven fra sig, inden han lagde sine hænder mod Sonics skuldre, blot for at fyre sit knæ op i mandens mave, så han højst sandsynligt ville miste pusten. ”Du skal komme til at bøde for den smerte du puttede mig igennem!” hviskede han mod hans øre, inden han trak sig tilbage, hvor han gik tilbage imod Ilaria, selvom blikket hvilede på Sonic. Han fnøs koldt. ”Skal jeg lade hende gå?” spurgte han med det kolde smil om læben, inden han greb hende om hagen og tvang hendes blik imod ham. ”Hun er ellers et så godt våben imod dig,” konstaterede han stilfærdigt, inden han slap hendes hage, blot for at klemme omkring hendes dårlige skulder igen, få hende til at skrige, så lyden ville skære i Sonic!

[Deleted]

Bare alene tanken om, at hun var en brik i spillet mod Sonic, var noget som direkte gjorde Ilaria arrig. Det var ikke fordi at hun havde leget med tanken om direkte, at skulle lade ham komme det sidste stykke ind til ham og faktisk give ham de store ord, for tanken havde slået hende ind før. Han havde smeltet hende.. han havde smeltet den iskolde og hårde skal som hun var præget af og sikkert også måtte være endnu, om det jo var noget som hun ville det eller ikke. Hendes arm brændte i bogstavelig forstand, hun var skåret i, hun var brændt og hun var endda pisket så mange gange, at hendes ryg føles direkte følelseskold, også selvom hun vidste, at han virkelig havde været mild ved hende, kontra hvad mange andre dvasianere ville have gjort mod hende. Hun havde for længst fundet ud af, at dette var en ren hævneaktion, selvom den dog ikke gjorde det nemmere for hende på nogen måde, men det var nu bare sådan at det nu end måtte være. Hun ville egentlig bare ud herfra og hjem, og hun agtet at få Sonic med sig! Det blødte let ved den ene mundvig, efter det slag som hun var tildelt, hvor det selv var tydeligt for hende, at Sonic reagerede på det. Han holdt af hende og hun vidste det, hvilket kun gjorde det hele så meget værre i denne situation! Hun rokkede let med kæben, også mest for at få den på plads, hvor hun stille vendte blikket mod Sonic igen. Hendes ene arm hang fri, selvom hun ikke kunne bruge den, hvilket kun frustrerede hende langt mere! Og Julien nægtede jo at lade den knække på plads igen! Det var virkelig også noget af det som gjorde det hele så meget værre end det som det havde brug for i det store og hele! Et sted så hun blot afventede til, da Julien næsten spurgte Sonic direkte, om han elskede hende.. svaret kunne hun nu heller ikke bruge til noget som helst, selvom det nu bare var noget som hun bed i sig. Han tirrede ham og det kunne hun se. ”Sonic, lad være!” endte hun med en fast og skinger stemme, selvom det var for sent. Slag efter slag som han blev offer for og så knæet i maven, fik hende tydeligt til at reagere, hvor hun knyttede den friske arm med den samme dirren i kroppen. Hun ønskede slet ikke at se ham komme så galt af sted og specielt ikke hvis hun kunne blive fri for det! ”Hold op..” Denne gang var hendes stemme en meget dæmpet hvisken, selvom hun vidste, at vampyrerne kunne høre det. Hun dirrede tydeligt og af ren vrede, da Julien måtte komme tilbage til hende. ”Hvad får du ud af det her? Det bringer ikke din far tilbage!” endte hun med en fast tone, selvom hun vidste, at det var direkte nytteløst! At Julien tog fat om hendes skulder og bare klemte til, fik hende kraftigt til at stivne! Normalt skulle der meget til før hun trak den så langt, at hun måtte sige ’av’, men her kunne hun virkelig ikke styre det! Tårerne meldte sig i hendes øjne, det gjorde ondt og det brændt som bare satan! Skriget endte med at bryde læberne og så fast og skingert som intet andet, for det brændt virkelig på en helt ubeskrivelig måde! ”SLIP!” endte hun med den samme skingre stemme, selvom ordren gik tabt i hendes skrig. Hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende før!

[ilosonic]

At Ilaria kunne bruges imod Ilosonic var slet ikke noget som han var meget for, det var netop en af disse grunde til at han var en enspænder, at han ikke åbnede op for folk, men.. han havde jo så heller aldrig mødt nogen som Ilaria der virkelig kunne fange ham på den måde, som hun havde gjort, for der var hun virkelig den eneste! At det jo så skulle ende så galt som nu, var noget som virkelig måtte ærgre ham, frustrere ham uden lige og tilmed gøre ham vred! Han vidste godt at han tirrede Julien, og det var bestemt ikke smart, for om han så var ti gange yngre end ham, så var knægten jo desværre vampyr og dermed langt stærkere fysisk, hvor han faktisk ikke kunne hamle op med styrken, det var der jo ingen menneskelig der kunne, ingen levende person, så nok havde han sin stolthed, men selv han vidste at han ikke ville kunne overvinde en vampyrs styrke og udholdenhed, for det var slet ikke noget som han selv havde. Han bed tænderne fast sammen og stirrede olmt på Julien, hvor han ikke engang havde fået sig forklaret sig endnu, men.. det var vel egentlig også lidt for sent? Han nåede heller ikke rigtig at indføre et ord, før han blev mødt af den første knytnæve, som ramte ham ved kæben, før han mødte den anden, hvor han til sidst endte helt følelsesløs i ansigtet på grund af de mange hårde slag, hvor han tydeligt kunne mærke at han ikke havde holdt igen. Det dunkede i hele hans hoved, som hans ene øje var endt hævet, han havde fået flækket et øjenbryn, hans kæbe gjorde pokkers ondt, og han blødte ud af både næse og mund, som blodet måtte pible ned i en lang stime af blod. Han følte hans læbe var hævet, hvor han ikke rigtig turde at bevæge noget som helst, fordi det gjorde så pokkers ondt. Han turde ikke engang hæve stemmen, komme med en brummen eller noget lignende, som han kun bevægede øjnene, hvor han kun kunne se ud af det ene, som det andet øje var helt hævet. Han sank næsten forsigtigt den klump af ubehag der havde sat sig i hans hals, hvor han stirrede følelsesløst på Julien. Knæet der blev placeret i hans mave, fik ham til at miste pusten, hvor han havde faldt direkte til jorden, hvis han ikke var holdt oppe af de to vampyrer. Han hostede roligt blod op, selvom at det gjorde ondt i hele hans ansigt, dog mærkede han hurtigt en ny smerte, som Julien valgte at rive hans betændte sår op, så betændelsen måtte blande sig med blodet og søge ud af hans krop. Faktisk forsvandt virussen på den måde, men det gjorde så ondt, at han måtte komme med et halvkvalt skrig, for hans arm havde jo været øm i forvejen! Selvom det skar i Sonic for hvert skrig Ilaria måtte udbryde, så gjorde han ingen modstand denne gang, for han turde næsten ikke røre på sig. Han lænede hovedet en anelse tilbage, så han bedre kunne se Julien og næsten som om at han kunne redde sin værdighed. ”Du ved.. det der hjælper dig ikke. Desuden.. din fars død.. han valgte selv at opsøge mig.. han valgte selv at ville dø den dag,” fortalte han med en hæs stemme, hvor hans ord også var en mindre mumlen, for det gjorde forbandet ondt når han talte! Han håbede han kunne fange Juliens opmærksomhed, han var nød til at finde på noget, så Ilaria kunne komme væk. Han gjorde et kort nik mod Ilaria. ”Slip hende fri.. så skal jeg fortælle dig hans aftale.”

[julien]

At mærke hvert slag ramme Ilosonics ansigt, var noget som næsten gav Julien en form for overlegende følelse. Det føltes rart at have magten, at være den som bestemte hvad der skulle ske, at kunne afreagere, hvilket han gjorde for hvert slag der måtte ramme ham. Jo mere smerte han følte, jo mere han led, jo bedre blev det for hans vedkomne. Han vendte kort blikket mod sine hænder, som var malet røde af Sonics blod. Han følte sig slet ikke sulten, selvom han kunne se at mange af de andre vampyrer der stod rundt omkring og så til, måtte slikke sig om munden, for manden blødte jo faktisk utrolig meget, og det var ikke smart i et hus fyldt af vampyrer. Han klemte ekstra hårdt til omkring Ilarias skulder, som hun nævnte hans far. ”Hold din kæft!” vrissede han sammenbidt, hvor hans øjne slog gnistrer. Han slap roligt hendes skulder, hvor han i stedet for plantede en syngende lussing mod hendes anden kind, som et tydeligt tegn til at hun skulle tie stille, for han var virkelig træt af hendes dumme kommentarer! Der var en grund til at han havde kneblet hende, for han var blevet træt af at høre på hende! Han gik roligt hen for at samle den lille kniv op, hvor han gik tilbage til Ilaria. ”Eller også så skærer jeg tungen af dig!” vrissede han, tilføjende ord til de andre. Han nåede dog ikke at gøre mere, da han lyttede til Sonics ord, hvilket fik ham til at stoppe op, som han blot for en kort stund stirrede åndsfraværende ud i luften. Tanken om at hans far selv havde valgt at dø, at der havde været en plan med hans død, havde slået ham flere gange, for.. hans far var slet ikke så dårlig! Han havde dræbt mange store mænd, han havde måske været såret, men hans far klarede det altid og så tabte han bare sådan til en dæmon? Det hang bare ikke sammen! Han vendte blikket mod Sonic i en fast og vred mine, som han tog et skridt imod ham. ”Du.. lyver!” Et sted var der noget tøvende over hans ord, for.. han ville heller ikke snydes, men.. hvad nu hvis det var sandt? Hvad nu hvis hans far alligevel havde planlagt sin død sammen med Sonic? Men hvorfor havde hans far så ikke fortalt ham noget? Han gik hen og greb Sonic i håret, så han holdt ham oppe og i et fast greb, hvor han satte knivens blad for hans strube. ”Hvis du lyver.. jeg sværger at jeg skærer dig i bittesmå stykker og fodre dig til fuglene!” hvislede han i en kraftig undertone, som hans ord faktisk ikke var mere end en hvæsende hvisken. Han skulle bestemt ikke holdes for nar! Han slap Sonic igen, hvor han næsten begyndte at vandre rundt i cirkler. Hvad nu hvis Sonic bare sagde det for at slippe Ilaria løs? Så kunne han jo ikke bruge hende imod ham længere, selvom.. det var jo faktisk ikke Ilaria som han var ude efter, det var Sonic og han blev jo, så han kunne jo pine ham, torturere ham og dræbe ham hvis det var det som han ønskede. Han vendte blikket mod en vampyr der stod på sidelinjen, inden han gjorde et kort nik mod Ilaria. ”Slip hende fri og smid hende for porten,” kommanderede han i en sammenbidt tone. Vampyren gjorde med det samme hvad der blev sagt, som han gik hen og løsnede Ilarias enkelte arm fra lænken, inden han nærmest bare trak hende med ud, for at slæbe hende ned langs grusvejen, åbnede porten og smed hende fra sig, for at lukke porten igen. Julien vendte blikket mod Sonic igen. ”Så fortæl mig.. hvad skete der med min far? Hvad gik aftalen ud på?”

[Deleted]

Ilaria kunne virkelig kun have fokus på sin egen smerte, for det var virkelig ekstremt! Hun vidste bare en ting; Hun holdt virkelig for meget af Sonic til at ville lade ham gå igennem dette! Hun ønskede ikke at være ham et så ømt punkt, selvom det vel automatisk skete, når de var kommet så tæt på hinanden som de var endt med, for det var slet ikke noget som hun ønskede i den anden ende. Hun klemte øjnene sammen, som tårerne faldt ned af hendes kinder. Det var ikke fordi at hun ville græde, men fordi at hun ikke kunne styre det, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! Det dirrede og det sitrede i hele hendes krop og hun kunne ikke komme ud af det på den ene eller den anden måde.. ikke før de lod hende gå og hun hadet den tanke! At se Sonic så medtaget og se ham reagere sådan på hendes egen smerte, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hende på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han fandt kniven frem igen og lagde mod hendes hals og truet hende med at tage tungen, var noget som kun fik hende til at stirre olmt på ham. Hun var bestemt ikke svag! Lussingen mod hendes andet kind, fik hende til at stivne let, da det selv stivnede i hele kroppen og specielt ude i den dårlige arm som bare ikke blev bedre! Et sted så frygtede hun vel at skulderen allerede var så ødelagt, at den aldrig ville kunne bruges igen? ”Lad ham gå..” mumlede hun denne gang mere dæmpet.
De isblå øjne fulgte hele hændelsen, selvom det direkte måtte være med en skræk i blikket. Meget havde hun oplevet, men aldrig ting som dette og det var noget som i den grad også måtte skræmme hende, det var jo at hun reagerede på den måde som hun gjorde! Hun skyldte på hendes hormoner, for efterhånden så var hun derude i graviditeten, at hun var godt påvirket af det hele, hun var langt nemmere til følelser end det som hun normalt ville have været. Sonic fangede langt om længe Juliens opmærksomhed, hvilket et sted måtte lette hende. Alle som var af Dvasias kendte da til Alecander og vidste, at han virkelig var en stor mand! At han kun ville få med til at fortælle det hvis hun kom ned fra væggen, gjorde hende næsten irriteret. ”Lad være, Sonic..” bad hun dæmpet, idet hun blev skåret ned og mere eller mindre bare revet med, hvor det virkelig brændt i hendes arm! Hendes ben følte næsten som de måtte give efter under hende og med den så kraftigt forslåede ryg, så var det klart også svært at holde sig oppe på benene! Som porten blev åbnet og hun bare blev kastet ud, så røg hun direkte ned i den mudrede sti. Det regnede og det var faktisk en anelse halvkoldt. Hun slap et tydeligt gisp i form af et halvkvalt skrig, idet hun kraftigt tog sig til den skadede arm. Hun vendte blikket mod porten, idet hun kæmpede sig op på benene igen. ”Lad ham da gå!” udbrød hun skingert, selvom det virkelig kun måtte være for døve øre, at hun måtte tale. Hun frygtede for Sonics liv, for det var tydeligt, at Julien var rasende og han ønskede at hævne sin kære far. En tåre gled ned af hendes kind, idet hun blev stående og bare.. stirrede på det store mansion med en næsten hjælpeløs mine.. skulle hun tage hjem? Finde et værelse eller andet? Efter længere tids overvejelse, så vendte hun om og søgte hjemover. Hun ville virkelig bare hjem, selvom hun ville elske at få ham med!

//Out