I've got something to tell you..

[Kimeya Marvalo]

Månederne havde passeret siden jul og det var en periode som kun var gået frem for Kimeyas del. Han var endnu en gang blevet helt frisk, selvom det virkelig havde været en lang vej for ham at gå. Denne juleaften havde virkelig været den bedste i hans liv. Han havde fået Faith og en bedre julegave kunne han slet ikke tænke sig frem til. Han havde børnene som han var ved at ordne op med, selvom visse såsom Cedric var ved at være så store, at han meldte fra og det var faktisk noget som han var ked af, men han var virkelig for stædig til at give op. Med stokken ved sin side, så kæmpet han sig stille ned af trappen, selvom det stadig var noget som han brugte tid på, så var det nu også noget som han kunne gøre uden at han havde behov for at skulle gå med folk ved sin side for at støtte ham. Han ønskede sig jo et så normalt liv som det var ham menneskelig muligt, selvom han vidste, at han slet ikke kunne gøre alt det som han havde gjort før, men det var nu bare sådan at det nu måtte være. Han var en for stædig mand til alt det andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
Selvom hans arm virkelig gjorde ondt efterhånden, så bed han det i sig. Han var stiv i nakke og ryg, selvom det nu bare var noget som han havde accepteret, at han skulle leve med og sikkert for resten af sit liv. Med de rolige skridt, så humpede han stille ind i den store pejsestue. Han havde mere eller mindre købt Cecilaya og Cedric ud af huset for denne aften, for han ønskede at have Faith lidt for sig selv for en gangs skyld. De havde vel også brug for at passe og pleje deres forhold? Desuden så havde han også noget som han skulle fortælle hende – om den anmodning og direkte befaling som han havde fået fra sin egen leder, om at møde op ude i Arenaen, for det var jo også noget som hun havde brug for at vide. Tanken behaget ham ikke, men han havde jo heller ikke noget andet valg – og ej heller Cedric. Han skubbede de store dobbeltdøre op og vendte blikket mod pejsen, hvor han med et let knebs, tvang flammerne til at blusse op som det rene ingenting. Lidt kunne de vel også godt få lov til at hygge sig? Med et svagt træk på smilebåndet, så fortsatte han hen til det store vitrineskab som stod i det ene hjørne tættest på de mørke vinduer. Det var jo faktisk sent, men han var overbevist om at Cedric nok skulle passe på hans kære datter. Det var i den grad det som han havde troen på. Med en flaske og to glas i hånden, så kom han igen hen til bordet, hvor han satte det fra sig og dumpede ned i sofaen med et let gisp. Det ubehag som det faktisk måtte bringe til hans ben. Han ømmede et stille og med en mindre utilfreds mine. Han overlevede nok, men det krævede virkelig en tilvænning som han bestemt heller ikke var meget for i den anden ende. Nathaniel og Liya havde hinanden ovenpå, så han kaperede selvfølgelig hele underetagen, bare for at have hende lidt for sig selv. Han lænede sig tilbage og med et mindre suk. Hvem han skulle møde i Arenaen vidste han ikke, men han agtet at være den som kom levende fra det igen! Og han skulle så sandelig nok sørge for at Cedric skulle gøre det samme! Han lod hånden vandre igennem håret og med den tydelige utilfredse mine. Han vidste allerede nu, at Faith ikke ville tage det som noget godt. Tvært imod, så det modsatte var nok mere hendes reaktion, også fordi at deres søn nu også måtte være indblandet.

[Silia D. Diamaqima]

Julen var over, og vinteren havde valgt at følge efter. Det var næsten utroligt så tideligt, foråret havde valgt at melde sig i år. Udenfor stod alting smukt. Sneen der for blot få måneder siden, havde dækket jorden som en hvis dyne, var svundet væk, og havde efterladt fladt græs, og fugtig jord mere eller mindre over det hele. Træerne havde fået deres blade, det ville være et spørgsmål tid inden de ville få hele deres prægtige krone tilbage. Med dette nye vejr, og dette nye år, var det også nyere og vanskelige tider at gå i møde. Ikke nok med at Procias var i kaos, og det var endt med at brede sig til Manjarno, og Jaqia tydeligvis frygtede at det skulle brede sig yderligere til Dvasias, så var flere store faldet, mænd og kvinder, oprører var begyndt at vise sig, der var ikke megen lykke, end ikke i disse spirerende omgivelser. Mørket var dog faldet på, kastede den guddommelige natur i skygger, og lod det falde til ro for natten. Lågen til Mansionet gled op med en knirken, det hele lød yderst dystert, men den var altså blevet rusten med årene. Græsset lå fredeligt, svajede en anelse i den kølige aftenvind. Med faste skridt bevægede Faith sig mod hoveddøren af den lille sti. Marvalo Mansion var et ældgammelt bo, der havde været ejet af en æden slægt af warlocker gennem mange år, og i øjeblikket var det hendes forlovede der var i besiddelse af det. Væggene var beskidte og mørke, og i dette mørke kunne der ikke herske tvivl om, at det ikke var et sted man burde nærme sig. Faith fornemmede den energi der lå omkring grunden, efter at Kimeya havde kastet hans utallige beskyttelsesbesværgelser. Det løb hende koldt ned af ryggen. Hendes skridt var målrettede, hun havde ventet timer på at komme hjem! En mørk kappe blafrede bag hende. Ganske blidt skubbede hun hoveddøren op, trådte ind i den store hall, der havde imponeret hende allerede ved første øjekast. For et kort øjeblik så hun for sig, den første gang hun stod på selv samme sted. Kimeya havde holdt om hende, hun havde følt den samme tryghed som hun gjorde i det øjeblik hun trådte over dørtærsklen for få sekunder siden. Hun løsnede roligt den sløjfe der holdte den mønstrede, sorte kappe på plads. Den gled ned over hendes små skuldre, og endte i hendes favn. Varmen var herlig, den gav hende en energi, og sammentidig så mindede den hende om, at hun skulle føle en smerte. Blikket gled ned af hende. Den lilla kjole var stadig malet af blodspor. Over hendes kraveben var en lang flænge, i sig selv generede den hende ikke, men det dybe sår der fulgte med over brystet, sved derimod som en i helvede ”Satans” mumlede hun en anelse vrissende. De slanke fingrer gled igennem de flammerøde lokker. Der var umådelig stille. Hun plejede at kunne høre Cedric og Cecilaya, Camille plage alle omkring hende, eller Nathaniel i fordybet samtale med Kimeya, men der var ingen af delene. Jared havde alvorligt brug for hendes hjælp i denne tid, sammentidig hjalp hun Jaqia og til dels og selvfølgelig lidt skjult, hendes egen søster Destiny, så hun var en travl kvinde, og dog så skyndte hun sig hjem så snart det var forsvarligt. Hendes arbejde havde altid betydet meget, og hun plejede gerne at arbejde over, men selv det var slut, familien først. Med mere rolige skridt, søgte hun mod den lille pejsestue. Flammerne var igang, det føltedes rart, det overrasked ehende dog at se Kimeya sidde det. På trods af smerten, lod hun et lille smil snige sig over hendes læber, mens hun med lydløst skridt trådte om bag ham. De små hænder lod hun søge mod hans skuldre, i en blid massage, hun vidste at han var enspændt. Lettere nysgerrigt så hun på glassene foran ham ”Det ser hyggeligt ud.. venter du gæster?” hendes tone var blid og melodisk, en anelse drillende, eftersom hun allerede kendte svaret.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt at arbejdet havde en utrolig stor betydning for Faith, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en glæde som han ville frarøve hende. At blive hjemme var bare ikke hende, og det var noget som han havde erfaret på den hårde måde, ved det ene brud efter det andet. Hvis der var noget som de begge havde valgt at gå med til, så var det åbenhed og det var noget som han i den grad også gerne ville holde fast i. Det var også derfor, at han ville fortælle hende hvad ham og Cedric måtte have i vente.. En kamp og som han kunne forstå det, så var det på liv og død, så det var også noget som han skulle have snakket med Cedric om, for uanset om han kunne holde til det eller ikke, så ville han hjælpe hans søn igennem det og så meget som det nu var ham menneskelig muligt! Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis der skete hans søn noget som han kunne gøre sit for at ændre på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Flammerne var det som havde fanget hans blik, han var anspændt, det gjorde ondt at bevæge sig for meget på kort tid, og specielt fordi at han var så stædig som han var, så var han god til at trække den og presse den til det yderste. Efter ulykken så var han langt mere bundet til huset, selvom Jaqia havde givet ham løsningen på det, netop ved at lade ham arbejde hjemmefra, så var det heller ikke så slemt igen. Han så mere til sine kære børn og hans forhold til Cecilaya var ved at være godt igen og det samme til Faith. Han var lykkelig forlovet med hende, han var en lykkelig familiefar og det var virkelig kun ved at gå op af bakke for hans eget vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det kunne virkelig ikke blive bedre end det som det var for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Lige i aften var det stille og det var noget som selv Kimeya måtte sætte pris på. Det havde været en kamp for hans del at blive frisk, men med familiens støtte, så var det da kommet sig, selvom der havde været tider, hvor kampen virkelig bare havde været så forbandet hård – selv for ham. Han trak vejret dybt og med et svagt suk, idet han lukkede øjnene ganske let. Det stivnede dog let for ham, da hun tog fat i hans nakke i en let massage, for han var virkelig, virkelig anspændt efterhånden! Han åbnede øjnene mere eller mindre med det samme, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse over hans ene skulder. Han trak ganske svagt på smilebåndet. ”Jeg tror minsandten at min gæst endelig meldte sin ankomst,” påpegede han sigende. Nej, hun var ikke hans gæst, men hans forlovede, men lidt humor havde han faktisk taget til sig. Han satte begge hænder i sofaen, for at sætte sig bedre til rette, så det også var nemmere for ham, at skulle tage hende i blik på denne her måde. Han var måske stadig en anelse bleg, men han var frisk igen, og det var noget af det som betød mest. At hun var kommet til skade, kunne han godt se, selvom det nu ikke var noget nyt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Skal jeg finde salven frem igen?” spurgte han sigende og med den samme mine. Det var heller ikke fordi at han ville blive muggen eller irriteret over det, for det var jo bare fuldkommen nytteløst. Han klappede på pladsen ved siden af sig, som et tegn til at hun skulle tage plads. Han skulle nok fortælle hende det hele.. Bare ikke lige nu.

[Silia D. Diamaqima]

Man kunne fjerne hende fra arbejdet, men man kunne ikke fjerne arbejdet fra hende, det var vel også noget som efterhånden var gået op for Kimeya? Selvom hun havde betydeligt travlt, så skyndte hun sig hjem, udelukkende for også at være der for familien, så det var vel heller ikke forkert af hende? Der var dæmoner overalt i dette land, og lige i øjeblikket var de oprørske, Faith måtte erkende, at hun ikke havde haft tid til at sætte sig ind i hendes fjender, det folk som på alle måder var offer for hendes had, derfor lå Kimeyas bekymring langt forude for hendes. Flammerne blussede, dansede lystigt omkring. De smaragdgrønne øjne fandt dem allerede øjeblikkeligt, og lod hendes eget sind og tanker opsluges af dem. Varmen var rar, og det lod hende falde til ro. For flere sekunder betragtede hun blot pejsen, før stilheden igen slog hende. Hun skævede mod loftet, med en undren over hvor pikker hendes børn var blevet af. Hendes fingrer bearbejdede den ikke specielt hjælpsomme muskel, hun knapt formåede at trykke ned. Selvfølgelig var det hårdt for ham at gå rundt på den måde, det forstod hun sig ganske vidst på, det var nu godt at se ham på benene alligevel, og ikke mindst at se ham smile.
Hendes tilstedeværelse havde tydeligvis ikke været ventet, hans reaktion sagde det hele, hvilket i den grad også måtte morer hende! Hovedet gled på sned, de flammerøde lokker fulgte med, mens hun betragtede ham med et halvvejst undskyldende smil ”Det var ikke min mening at forskrække dig kære” Påpegede hun roligt, og endte med at lade armene glide langs hendes side igen. Smerten i brysten ignorerede hun, selvom det endnu måtte lade en anelse blod løbe og plette hendes kjole. Tanken om at han for alvor var oppe igen, nød hun virkelig kun godt af, for hun havde frygtet at pesten skulle være det som tog ham fra hende, han var en kriger.. hendes kriger. De rosenrøde læber bredte sig i et tilfredst smil, ved blot tanken ”Jeg håber ikke jeg kommer for sent” hun trådte roligt om på den anden side af sofaen hvor han måtte stå. Det var forbandet fristende at lade armene glide omkring hans nakke, men allerede nu vidste hun at det ville ende som en smerte uden lige. Faith slap en blid latter. Kimeya blev forfærdelig af at gå hjemme! Ikke i bogstavelig forstand, men den humor han pådrog sig, hun havde lært nu, at hun blot skulle grine med, og det samme havde resten af huset. Hun kunne føle Kimeyas indtrængende blik, et sted vidste hun at han bekymrede sig, men hun var jo ikke døden nær, så hvad var der at frygte? Hun rystede på hovedet ”Jeg ville ikke klage” erkendte hun. Det var ikke ofte hun tog imod hjælp, men lige når det var ham, så ville hun ikke sige nej til lidt forplejning. Blikket gled igen undrende rundt ”Hvor har du gjort af vores afkom?” det var selvfølgelig sagt med tydelig drilleri i stemmen, de to skatte, var langt mere end blot en viderførsel af store slægter. Næsten formelt nikkede hun ved hans invitation til hans side, det var ikke som sådan bevidst bare.. Faith. Ganske stille gled hun ned ved hans side. Puderne føltedes pludselig langt blødere end hun huskede dem, det havde været en hård dag, det kom hun ikke uden om. Hendes hånd sneg sig over og greb om hans, ligenu havde hun virkelig bare brug for at give sig en anelse hen.

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt heller ikke fordi at Kimeya ville tage arbejdet fra Faith, for han vidste udmærket godt, at hun var en større arbejdsnarkoman end det som han selv var, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Desuden, så kunne han godt lide, når hun kom hjem og man tydeligt kunne se i hendes blik, at hun følte, at hun gjorde en indsats, så det var jo heller ikke noget som han ønskede at ødelægge for hende. Han blev virkelig sindssyg af at rende rundt hjemme, det var der heller ikke nogen tvivl om. Den pludselige humor som ikke rigtigt mange kunne forstå, selvom de lo med ham, var noget som han allerede havde fundet ud af, så var det nu heller ikke noget som han sagde det mindste til, hvis han da ellers kunne blive fri for det i det store og hele. Pejsestuen var nu det rum som han var mest glad for, og nu hvor han faktisk var i stand til at skulle nyde det i denne form for stilhed, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At Faith jo så skulle komme sådan listende bag ham, havde han nu heller ikke regnet med, selvom det efterhånden burde være noget som han var vant til. Han var en meget stædig mand, så det var heller ikke fordi at han ville blive i sengen. Kampen mod den sygdom havde været hård, også efter juletiden, men støtten og stædigheden havde vel endnu en gang været hans redning? Det var jo faktisk ikke første gang, at han havde ligget dødssyg i sengen. Nalani skænkede han ikke så meget som en tanke, for det som hun havde gjort, var noget som gjorde ham direkte vred!
Det blide smil hvilede som støbt på Kimeyas læber. Faith virkede alt i alt til at være i et glimrende humør og så var det heller ikke noget som han bare ønskede at spolere med den form for nyhed som han jo faktisk måtte brænde inde med lige for øjeblikket, for det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at tænke på, hvis han ellers var i stand til at blive fri for det. ”Det skal du ikke tænke på.. Jeg var bare ikke helt opmærksom,” påpegede han stilfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at han behøvede at være så opmærksom i hans eget hjem, for der var jo ikke rigtigt noget som kunne ramme ham her. Huset var i den grad beskyttet med alt det som ham og Nathaniel kunne komme i tanker om, så det var vel så godt som sikret fuldstændig? Det var om ikke andet, så den tanke at han glædet sig over. Han rystede på hovedet. ”Tvært imod.. Du kommer lige til tiden,” fastholdt han roligt. Han var lykkelig sammen med hende, han ønskede at åbne helt op for hende, også selvom der var disse ganske særlige ting, som han havde formået at holde tæt om, for det var ikke altid noget som han ønskede at snakke om. Malishas ordre var dog ikke noget som han kunne se bort fra og det var heller ikke noget som den adelige titel ville kunne beskytte ham fra, for det var det virkelig ikke – desværre. Hånden greb roligt omkring stokken, idet han endnu en gang tvang sig op på benene. Det ben skulle jo stadig igennem en mindre genoptræning, da selve skaden var sket inden han blev syg, så han havde jo slet ikke fået det brugt. ”Det skal du ikke tænke på, Faith. Cedric passer på hende.. I aften, er det bare dig og mig.. ikke nogen børn.” Tanken frydet ham, for det var ikke ofte, at de var børnefri i det hele taget. Med de let kæmpende skridt, så bar han sig hen til en større kommode, hvor han åbnede den anden skuffe og fandt den lille eliksirflaske frem. Nathaniels salver var virkelig også mirakelmedicin! Han kom endnu en gang tilbage til Faith, hvor han satte stokken ved siden af sofaen og dumpede derefter ned i den, hvor han blev siddende. Han tog roligt omkring hendes hånd, som han klemte ganske let. ”Nå, hvad har du nu lavet denne gang?” Han var bekymret for hende, selvom hun ikke fik den prædiken gang på gang. Det var og forblev jo nytteløst.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde altid været besat af arbejdet, hun var vokset op og opdraget som en leder, og det kunne man ikke tage fra hende, uanset hvor hårdt man end matte prøve. Faith forsøgte dog af al magt, sammentidig at stille familien tilfreds, hun blev ikke længere væk, end det var højest nødvendigt, og hun fortsatte ikke arbejdet derhjemme, eller trådte ind gennem døren som en leder, den fejl ville hun ikke begå igen. Lige i øjeblikket kunne hun dog gøre en forskel. Kimeya stod igen i en høj stilling, og et sted så misundte hun ham, det var det lederskab hun måtte savne, på den anden side, så var hendes indflydelse ikke ligegyldig endnu. Det lille smil hang ved hendes læber, hun rystede på hovedet. Det var ganske forståeligt at han var blevet vanvittig, og efterhånden grinte de mere af ham end med ham, der var virkelig intet morsomt i hans nye form for humor, men det at han selv lo af dem, var da på sine måder en anelse kært. Varmen var behagelig, desuden en anelse rodet og smalt, det var bestemt mere brugt end det som selve stuen var, specielt i disse stunder.
På trods af at det havde været en umådelig hård dag, så var hun i godt humør, sådan havde det været siden den første morgen, hun havde set Kimeya på benene. Cedric og Cecilaya havde været glade for igen at have deres mor omkring, og for blot en stund virkede alt så perfekt og fredeligt, og nu kom hun hjem til glas og vin, en lun pejs, og manden hun måtte elske og holde af.. alt sammen helt for sig selv, så kunne hun vel heller ikke andet, end at finde det blide smil frem? De vidste begge at det kun ville være et spørgsmål om tid, før en nu storm ville tage til, det kunne ikke være så fredeligt som det var nu, sådan havde det aldrig været for dem. Faith klappede ham blidt på låret. Selvom hans ene ben var ødelagt, og han endnu måtte forekomme hende en anelse bleg, så lettede det hende virkelig bare at se hvordan hans egen stædighed, havde tvunget ham op af sengen og nu lod ham befærde sig omkring hans familie.
Hun nikkede sigende ”Det siger du ikke” der var endnu den drillende undertone. Ingen ville kunne røre ham her i huset, dette sted var trygt og rart, de få som turde at bevæge sig ind, med de forkerte intentioner, ville straks sætte et større system igang, og kastes væk fra grunden. Hvordan det var lykkedes Jay i sin tid, var stadig en tanke som Faith nød at bryde hendes hovede med. Faith åndede en anelse lettet op. Nu hvor hun atter var begyndt at arbejde, så frygtede hun virkelig, at det var for meget, hun frygtede at Kimeya igen ville kalde hende for fraværende, når hun virkelig gjorde sit bedste. Hendes skikkelse sank mere ned i puderne, hun nikkede en anelse tilfredst ”Perfekt” mumlede hun som var det mere en konstatering end noget andet. De funklende grønne øjne fulgte hans skikkelse. De havde aldrig en aften for dem selv, de var travle mennesker, og det havde de blot affundet sig med, specielt efter de havde valgt at bringe børn til verden, så dette måtte nærmest føltes som en drøm. Hun nikkede forstående, og dog en anelse forundret. Hun stolede på sin søn, der ville ikke ske Cecilaya det mindste ”Det lyder virkelig fantastisk.. Hvor har du smidt Nathaniel og Liya hen? Ela?... Camille?” det sidste navn var nærmest sagt med frygt i blikket, hendes mor havde opholdt sig på stedet sin jul, og hun lagde intet imellem, at have Camille omkring var næsten være end Cecilaya. Blidt sendte Faith ham et lille smil, og lod hovedet glide på skrå. Den ene hånd faldt i hans, hun lod blikket søge omkring for fri bane, før hun blottede det ene bryst for ham. Flængen var blevet dybere, og endte ud i et halvvejst stiksår, det blødte lidt endnu ”På trods at Moniqe har været død i.. mange år, så husker hun stadig strategier. Jeg er bange for at det lykkedes hende at nedlægge mig” hun sukkede en anelse opgivende, desværre havde hun ikke selv haft tiden til som sådan at træne.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne heller aldrig drømme om at skulle rive arbejdet væk fra Faith eller omvendt. Han vidste, at hun var en langt større arbejdsnarkoman end det som han selv var, så selvfølgelig var det noget som glædet ham, for han elskede faktisk at se hende komme hjem med et smil. Nok stod han i en høj stilling, men han var stadig tvunget til at arbejde hjemmefra og det var nok også det som naget ham mest. Frem til at han havde fået ordentligt styr på benet, så var han tvunget til at forblive hjemme og arbejde herfra. Humoren var noget som slet ikke lå til ham, og han var klar over at folk nok mere lo af ham end det som de lo med ham, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han havde sin familie, og det kørte som på skinner for tiden, og det var i den grad også det som var det bedste af det hele, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det i den grad også det som havde den største betydning for ham.
At Faith var hjemme, også selvom det var tydeligt, at hun måtte være en anelse medtaget, selvom det nu heller ikke var noget nyt, men han var ved at være så vant til det, at det blev nemmere og nemmere at bide det i sig på denne her måde. Han betragtede hende med en rolig og sigende mine. For en gangs skyld, så havde de hinanden lidt, det var vel også noget af det som måtte være mest tiltrængt efterhånden? Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, men det var noget som endnu måtte ligge der og havde denne umådelig store betydning også for hans eget vedkommende, så var det jo bare det som måtte være. Kimeya kæmpede med sit ben, han trænede det og så længe, at familien støttet ham i det, så skulle det nok også gå. Desuden, så var han virkelig for stolt og for stædig, til at smide sig ned i sofaen og bare udbryde, at det gjorde for ondt og at han ikke kunne mere. Man valgte selv det liv som man levede og det gjorde han; Et værdigt et af slagsen!
Kimeya kunne love Faith, at han nok skulle sige til, hvis hendes arbejde blev for meget. Desuden så vidste han også godt hvilken betydning det havde for hende, at kunne komme hjem med den gode følelse. Desuden, så var børnene også så store efterhånden, at de ikke var nært så omklamrende deres kære mor, også selvom han måtte erkende, at han kunne savne hende i løbet af en dag. Han vendte blikket næsten morende mod hende. Han vidste godt at Faith aldrig havde været direkte moderlig af sig, men.. han nød nu at se når hun udviste en let bekymring. Han rystede på hovedet. ”Nathaniel og Liya er ovenpå.. Elanya tog til Procias i går og Camille.. Ja, hun har ikke været rundt her i en dag eller to.. Nu er det bare os..” Han sendte hende et stille smil. Han ville i alle fald nyde det så meget som det nu måtte være ham menneskelig muligt, for det var i den grad også længe siden, at de havde haft tiden til dette – specielt med børn i huset. At hun blottede brystet for ham, så han kunne komme til flængen, så måtte han da kun se til med en tydeligere bekymring. Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han tog den til sig. Han skænkede hendes håndryg et let kys. ”Det lyder vidst som vi skal ned i træningssalen igen?” påpegede han stilfærdigt. Han ønskede da på ingen måde, at Faith skulle komme galt af sted! Han åbnede flasken med salven – meget grønlig, men det var jo med naturens planter såmænd. Han smurte det forsigtigt og roligt ud. Han ville jo heller ikke have at hun skulle have mere ondt end højst nødvendigt.

[Silia D. Diamaqima]

Selvom Faith endnu engang var begyndt at arbejde, så forsøgte hun virkelig at være så meget hjemme som muligt. Istedet for at flygte tog hun hjem, glædede sig ligefrem til det, og forsøgte at være hos den familie hun nu engang havde været med til at stifte, og eftersom Kimeya endnu ikke var endt med at skulle reagere på det, så lod det også til at selv han var tilfreds, med hvordan tingene måtte køre nu. Man kunne tydeligt mærke at Kimeya måtte gå hjemme dag ud og dag ind. Hans ben var for dårligt til det andet, desuden ville det være for farligt, han var trods alt en mand hvis hovede mange ønskede serveret på et sølvfad, og ja Faith bekymrede sig selv i løbet af dagens timer, derfor var det rart at komme hjem, hvor kun han måtte være der sammen med hende, også selvom det var med en humor, der ikke på nogen måde var morsom, men det havde også sin klare charme i hendes øjne.
Selvom Kimeya klart bed det i sig, så kunne Faith allerede nu se hans bekymring. Hun havde lært, at hvis han havde behov for at pyldre om hende, så burde hun lade ham gøre det, selvom det i den grad ikke var med hendes stoltheds bedste vilje, hun var en stor kvinde og hun kunne klare sig selv. Det var jo så klart blevet modbevist men foruden det. Stilheden var næsten rar. Faith sukkede af behag, og lod flammerne varme hendes krop, hvilket også fjernede hendes fokus fra den smerte der var endt med at sætte sig i hendes bryst, Samtidig så var det rart ikke at blive forstyrret konstant, fordi Cedric og Cecilaya absolut skulle lege tag fat midt ude på gangen. Det havde været en hård dag, og dette var i den grad den perfekte ende på den. Faith var desuden stolt af at se hvordan han måtte klare sig på benet. Ikke nok med at han endelig havde valgt at tage stokken til sig, så gik han ganske udemærket, og han stod bøjet nær så meget til den ene side, som det han havde gjort gennem det sidste lange stykke tid ”Det går fremad med benet” påpegede hun, også for at udvise den form for interesse for ham.
Det vigtigste for Faith var i den grad også at de kunne få dette til at fungere. Brystet forblev blottet for ham, det var ikke et heldigt sår, heldigvis var det ikke blevet lavet for at slå ihjel men for ganske simpel træning. Moniqe var dygtig, også selvom hun havde spenderet lang tid i en grav..s om død. Måske hun ikke var direkte moderlig, men hun bekymrede sig faktisk om hendes afkom, hun elskede både Cedric og Ceciliaya højere end hendes eget liv, foruden Kimeya så var de noget af det mest dyrebare hun havde. Desuden så var det sådan cirka aldrig, at Marvalo Mansion lå i den form for ro. Hun hævede et øjenbryn. Camille var væk og Ela var i Procias? Hun sukkede, hun var simpelthen for træt til at spørge, det skulle trods alt bare handle om dem. Hun sendte ham et stilfærdigt smil ved det lille kys mod hendes håndryg, han havde altid været en mand af manére, og en mand der formåede at få hende til at føle sig smuk og ikke mindst værdsat, hvilket var noget hun selv satte stor pris på. Faith foretrak ikke så meget som en mine, da han først gik i gang. I løbet af årene, havde hendes smertetærskel udviklet sig i en voldsom grad, lidt salve ville ikke tage pusten fra hende, det var helt sikkert.

[Kimeya Marvalo]

Faith prøvede og det var heller ikke fordi at Kimeya ønskede at stille de helt store krav til hende, hvad angik arbejde, for han var bange for at han faktisk ville ende skuffet. Efter ulykken med hans ben, så var han selv tvunget til at blive hjemme, selvom det virkelig havde været det knæk på hans egen stolthed. Han havde aldrig nogensinde ladet sig slå ned i jorden på denne her måde, men denne gang havde han virkelig ikke noget andet valg. Det var ham alt for farligt at være udenfor, så han var jo tvunget hjemme. Ja, han kunne integrere sig i familien som han ikke havde været i stand til det før, så det havde jo også sine gode ting at skulle tage til følge. Måske det ville give ham muligheden for endelig at ordne helt op med Cayla? Det ville han bestemt heller ikke have noget imod og så arbejde lidt med den humor, for han var klar over at den var lidt am, men.. den var der og det var vel også det som var pointen?
Kimeya kunne holdt lide at pusle lidt om Faith når hun endelig var hjemme og nu hvor de var alene til det, så var det vel egentlig bare at udnytte den givende mulighed til det? At hun jo så var kommet slemt til skade, var jo bare en større grund til det, også selvom han kendte til hendes egen stædighed og hendes egen stolthed og at han sikkert triggede den ved at gøre som han gjorde, men.. dette var faktisk noget som han ville. Måske at han havde været en stor warlock dengang, men han havde virkelig lagt den tid bag sig. Han havde slået sig til ro med titlen som familiefar og det var i den grad også der at han agtede at forblive, også selvom visse tendenser fra gammel tid, stadig kunne finde på at dukke op, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre det mindste ved det, hvilket faktisk var ham selv en kende frustrerende, men det var jo så bare sådan at tingene måtte være. Han smilede let og vendte blikket mod hans ben. At hun udviste interessen var noget som han faktisk kun var glad for. at vide, at dette ikke bare var noget som han skulle fortsætte med at kæmpe med alene, for det var bestemt heller ikke fordi at det var ham en nem ting på noget som helst tidspunkt overhovedet. ”Jeg kæmper i hvert fald med det,” sagde han stille. Det gjorde kun sine store fremskridt, og det var noget som han i den grad også var glad for. ”Med din støtte, så er jeg sikker på at jeg nok skal kunne gå ordentligt igen,” afsluttede han roligt. Han mente det faktisk. Hvis der var nogen som kunne sætte den kriller i hovedet på ham, så var det i den grad Faith!
Huset henlå fuldkommen roligt og nærmest øde, ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for den ro var i den grad også noget som var tiltrængt for hans del. Cedric tog sig af Cecilaya og han vidste at den knægt ville gøre det rigtig godt. Han kunne jo næsten ikke følge med i det som skete, for de voksede jo også så forbandet hurtigt! Han sendte hende et stille smil og fortsatte med at smøre salven ud ved hendes bryst. Til tider kunne han heller ikke lade være med at komme i kontakt med det, også bare fordi at.. ja, han kunne? Lidt selvsikker havde man jo lov til at være. ”Du virker virkelig træt i aften, Faith?” påpegede han sigende. Ja det havde jo nok også været en hård dag for hende, for hun havde jo også været væk mere eller mindre hele dagen. Han måtte jo bare lære at acceptere den tanke, selvom den nu heller ikke altid var noget som faldt i god jord. Han hævede sigende et bryn mod hende. Lige i aften havde han jo faktisk meget at fortælle hende.

[Silia D. Diamaqima]

Faith kunne udemærke fornemme hans frustrationer, over at se hende tage ud hver eneste dag, men ikke selv være i stand til at gå uden for døren, uden at skulle være i følge af en anden. Kimeya var en jagtet mand, der var mange der ønskede hans hovede serveret på et fad, og i hans tilstand, var gab desværre et lettere offer, en det som hun brød sig om. Tilgengæld var det dog tydeligt at se, hvor meget Cedric og Cecilaya nød af deres fars pludselige tilstedeværelse. Foruden papirarbejde, så var der trods alt ikke meget andet at bruge dagen på, end den familie som gik omkring ham, og Faith var overbevist om, at før eller siden så ville han også være klar til marken igen.
Et stille smil prydede hendes læber. Det var først de senere år, det var gået op for hende, at det var okay at bede om hjælp, at det ikke nøvendigvis var tegn på svaghed, at lade sig beskytte lidt, hun var trods alt en kvinde, en lille en af slagsen, hun var ikke bygget til de ting hun beskæftigede sig med, hvilket hun i det store og det hele var ligeglad med, Kimeya var anderledes, han var gammeldags og selv nu var det tydeligt at han måtte nyde det. Den orange glød, som de levende flammer skabte, ramte hendes blege hud, varmede den og skabte en anden energi, lun og varm, holdte hendes indre varmt. Hans fingrer var en anelse kølige, hvilket kun sendte et behageligt gys gennem hendes krop, og fik hende til at glemme, at salven i virkeligheden var ment til at skulle svide, den smerte tog han med det samme, det var noget som han altid havde haft evne til, desværre havde han altid haft en større evne til, at lade den smerte falde tilbage på hende, som en langt mere gennemborende en af slagsen senere. Hun spærrede blikket op, og hævede skeptisk det slankt øjenbryn. Nu hvor de snakkede om det, så var dette næsten lidt for romantisk, hun kendte ham godt efterhånden. De havde været sammen i århundrede, og han havde altid kun givet sig tid til hende på denne måde, når der var ringe nyt i vente. De grønne øjne så ind i hans bekymrede men tilfredse mine, hvilket øjeblikket slog den form for tanker væk, måske han faktisk bare ønskede at være sammen med hende? I så fald, så ville hun kæmpe med den søvnige følelse, der trængte sig på. En smule beskedent gled blikket mod hans bryst. Hun kunne fornemme hvordan det hævede og sænkede sig et sted bag den løse skjorte, et kort øjeblik måtte hun lade sig svimle en anelse, ved følelsen af at kunne høre hans hjerte banke, selvom det ikke var muligt med den afstand. Hun rystede på hovedet, og lod smilet brede sig. ”En brav kamp. Jeg er stolt af dig,” sagde hun med ro og ærlighed. Hovedet var gledet en anelse på sned, og selvom hendes kinder havde antaget en lettere rød farve, som hun normalt ville have forbandet på alle måder, så lod hun ham denne gang tage del i det. ”Jeg vil nødig presse dig, men jeg tror det er på tide, at indlede træning?” det var blot et foreslag, hun ville slet ikke kaste ham ud i noget alt for hurtigt, men hun ønskede at hjælpe ham med, ikke at skulle sidde bag skrivebordet, hun vidste hvor meget hun selv hadede den del.
Nu hvor roen havde sænket sig, så gik det også op for hende hvor træt hun for alvor måtte være. Hendes krop var fuldstændig afslappet, hun følte sig i kontrol, hvilket faktisk var en behagelig følelse. Kimeyas fingrer fik hendes krop til at sitre, flammen til at blusse, selvom hun ganske simpelt var for træt til, at skulle følge dens ønske. ”Jeg er træt, men det skal nok gå,” mumlede hun undskyldende, mens hendes blik igen var gledet halvt om halvt i. Chancen for endelig at være sammen med ham igen, den ville hun bestemt heller ikke spilde, desuden virkede han som om han var en mand, med noget på hjertet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte erkende, at han selv nød, at han pludselig havde al den fritid. Børnene nød af det, selvom det værste klart var, at han enten var bundet til huset, eller bundet til at have en med sig, hvis han endelig ville ud. Han var en jagtet mand og det havde han været mere eller mindre hele sit liv, så det var noget som han i den grad også kunne mærke sig af den dag i dag. Visse ting fra hans fjerne fortid måtte trods alt stadig hvile, selvom.. sjovt nok, så havde det store kaos først vist sig, da han for alvor havde fundet sammen med Faith, selvom det var ham en handling som han aldrig nogensinde havde fortrudt. Det havde været en kamp uden lige, ganske rigtigt, men det var nu sådan at det altid havde været for dem, hvorfor så ændre på det?
At bede om hjælp, var bestemt heller ikke nogen tegn til svaghed set i Kimeyas øjne. Han havde ændret sig igennem de frygtelig mange år som han havde tilbragt i Faiths selskab. Hun var ganske rigtigt mere stolt og stædig end han var, men han havde ganske andre kvalifikationer end det. Han tænkte fremtid og ikke bare nu og her. At hun jo så lod ham hjælpe hende, var noget som selv måtte glæde ham. At vide at han stadig kunne føle sig en smule nyttig, for det var ikke just det som han gjorde mest af nu for tiden, hvilket vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen når han kun befandt sig hjemme? I bund og grund, så kendte Faith ham alt for godt. Han havde noget på hjerte, selvom han bare ville nyde tiden lidt med hende, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Han skulle også tage en alvorssnak med Cedric. Han vidste og kendte til denne test, og han agtet at sørge for at hans kære søn kunne komme igennem det og med livet i behold! Ikke fordi at det var i de tanker som han ville være lige netop nu. Han tænkte kun på hende, han tænkte kun på sin kære Faith, da det også var det som havde selv den største betydning for ham, så det var vel heller ikke fordi at det kunne forundre nogen? Et stille smil bredte sig på hans læber, som han vendte de grågrønne øjne mod hende endnu en gang. Hun var stolt af ham? Hun sagde direkte at hun var stolt af ham? Ikke fordi at det var noget som man hørte særlig ofte, men han nød det når det endelig forekom, for han prøvede virkelig også og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt altid! Han lod hovedet søge let på sned, som han blot fortsatte med at kærtegne hendes bryst, selvom han jo faktisk prøvede at gøre det så diskret som det var ham menneskelig muligt. Det gik vel bare ikke særlig godt? ”Lidt træning har alle godt af,” påpegede han sigende. Selv ville han nyde at kunne komme ordentlig i gang igen og i hans tilfælde, så var det jo faktisk vigtigt! Han var nødt til at træne, så han vidste at han ville komme igennem den kamp og med livet i behold! ”Du siger til.. så skal jeg nok følge med derned,” tilføjede han roligt. Måske at han ikke var i stand til at gøre så meget – endnu, men det kom vel? Han kunne nærmest mærke hvordan hendes hjerte måtte slå mod hendes bryst og tanken fik ham til at smile. Så længe som de havde kæmpet.. så var det også sådan her, at han ønskede at det skulle forblive.
At se Faith så træt og udmattet, var noget som kun fik Kimeya til at smile. Ikke fordi at det gjorde ham noget og det var heller ikke fordi at han ønskede at sætte disse former for impulser i hende. Med det ben som han havde, så var det ham ikke muligt at trække den videre, for han kunne jo heller ikke støtte på det! Støttede han for meget på det, så gjorde det faktisk ondt. Og normalt var han ikke typen som sagde ’av’, men gjorde det ondt, så gjorde det virkelig også ondt. Han smilede let for sig selv. ”Du må jo endelig sige til, så kan vi jo altid gå op ovenpå,” foreslog han roligt. Han ønskede heller ikke, at hun skulle kæmpe med søvnen, hvis den var så tiltrængt og så.. nødvendig.