So much destruction..

[Deleted]

Camryn havde aldrig frygtet Jacques, fordi han var vampyr - det var jo ikke den der styrede mest, når de var sammen. Og den havde aldrig direkte vist sig overfor hende.
"Det er virkelig ingenting, Jacques," sagde hun blidt til ham.
Om han tænkte på, hvad der ville være kommet ud af dem som par, det var ikke noget hun regnede ud. Hun kunne dog bare håbe, at han også ønskede det et sted, som hun vidste. Og om de så kunne mødes halvvejs og blive enige om noget? Hun nægtede i hvert fald at give slip på ham.
En panik havde hurtigt bredt sig, det var ikke til at komme udenom. Hendes knægt havde det jo utrolig skidt og det var det eneste hun vidste, at hun i hvert fald havde - og Jacques ved siden af, som en ven og støtte. Kramperne havde bestemt ikke været rare og mens Camryn sad med ham i favnen, hostede han lidt blod ud af sin mundvig. Hun forstod ikke hvorfor det skete, men hun kunne mærke, at han var ved at forsvinde fra hende. Det var som sand mellem hendes fingre, og hun prøvede febrilsk at holde samling på det hele.
"Marcianus," hviskede hun dæmpet og snøftede, tårerne fortsatte ned over hendes kinder.
"Du må ikke forsvinde fra mig... Marcianus..!" sagde hun lidt mere febrilsk, han reagerede slet ikke. Hun hulkede kort og hendes læber dirrede. Hun kiggede mod Jacques, da han sagde, at hun skulle række ham til ham. Hun lod ham dog bare tage Marcianus, selvom hun først ikke vidste, hvordan han ville hjælpe ham, så gik det hurtigt op for hende.

Marcianus var svag. Kramperne havde været en måde at udtrykke, at kroppen var ved at gå i stå og at den kæmpede. Hjertet slog meget svagt og hans øjne var allerede fraværende. Han hørte hvad de sagde, men reagerede ikke på det. Jacques ville høre, at hjertet ikke var så friskt som for 5 minutter siden. Han lå blot ganske stille i Jacques favn, i kapløbet om liv eller død. Mærkede han blev bidt, og at Jacques sugede fra ham. Men det var vel en måde at rede ham på?

Camryn kiggede mod dem og slog øjnene let op, da Jacques bed tænderne i Marcianus. Hun følte for at række ud, men vent.. Jacques gav ham jo livet igen, igennem en genfødsel som vampyr. Noget som hun et sted, måtte være taknemmelig over. Hun mistede jo ikke sin søn så. Men hvordan skulle hun håndtere en nyfødt vampyr? Det kunne hun ikke.. Det var hun vis om.
"Der er ikke noget at tilgive," afviste hun stille, "tak.." endte hun.
Så forstod han også, hvor meget det egentligt betød for hende.

[Deleted]

Vampyren var noget af det kraftigste i Jacques, selvom det nu heller ikke altid var noget som han tænkte meget over. Så længe, at han ikke blev fristet af levende blod. Nu var det jo heldigvis ved at være på sin plads igen, så det var jo selvfølgelig kun en tanke som måtte glæde ham selv og på frygtelig mange måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et smil. Selvfølgelig var han frygtelig, frygtelig taknemmelig for at hun ville hjælpe ham, selvom det nu var noget som var mere eller mindre glemt for hans eget vedkommende. Han havde mere eller mindre bare grebet ud efter knægten og lagt ham i hans arme.
Jacques havde udmærket godt hørt at knægtens hjerte slet ikke var som det burde. Han kunne direkte høre de kæmpende og kramagtige slag og han brød sig ikke om tanken! Hun skulle slet ikke have lov til at opleve den følelse af tab over noget så kærkomment som et lille barn! En ting var jo at han skulle sidde og direkte kæmpe med det, for det var bestemt heller ikke nemt at skulle sidde med og specielt nu hvor det måtte se ud som om at han skulle kæmpe med det alene..
Hans øjne endte tydeligt blodskudte, idet han bed sig fast til den lille dreng og begyndte at nære sig. Det skulle bare ud af kroppen og eftersom han faktisk var i færd med at slå knægten ihjel, kun for at skulle skænke ham et liv igen, var virkelig også kun det eneste som han var ude på! Han slap ham stille, som han kunne fornemme at blodet i den lille barnekrop var ved at slippe op. Han skulle jo heller ikke tage det hele. Den slappe skikkelse lod han roligt hvile i sine arme, også selvom han kunne mærke og fornemme de små sitringer som skete i den lille krop. Han sukkede indædt og førte hånden til sine tænder, hvor han selv måtte bide hul. Blodet var faldet godt og tungt til hans egen mave.
”Drik min dreng..” bad han stille, som han vendte blikket mod knægten. Selv som havde han været fuldkommen fanget i en form for ekstase, så var det jo bare sådan at tingene nu måtte hænge sammen. Han blev siddende med ham som han lod blodet dryppe ned i drengens mund. Han skulle nok hjælpe til med forvandlingen og tilpasning, for han vidste udmærket godt, at det ville blive en frustration uden lige for dem og det var noget af det sidste som han ønskede sig på denne her måde, om det jo var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Han holdt drengen ind til sig, som var han noget ekstra værdifuldt, men igen, så holdt han jo også frygtelig meget af hende, som han i den grad også gjorde det af knægten.

[Deleted]

Måske at vampyren var den kraftigste, men det var ikke fremtrædende for Camryn i hvert fald. Hun havde ikke oplevet det. En smule af den intenshed han havde, sidst hun havde fundet ham. Og nu, hvor han havde sat tænderne i hendes knægt, for at vække ham som en af mørket, så kom det i hvert fald tydeligt frem. Men hun frygtede ham ikke, hun var ham taknemmelig. For ellers havde hun jo mistet Marcianus for good.
Camryn holdt øje med Jacques, hvordan hans øjne blev røde og hvordan han håndterede det med hendes dreng. At han hjalp dem, var det hun var mest klar på. Marcianus' skulle ikke dø før hende.. Og det ville bestemt ikke komme på tale nu, hvor Marcianus' gik det evige liv i møde som en 'udødelig'. En lidt underlig tanke, men hun ville ikke kunne håndtere ham selv. En vampyr og hende. Det ville ikke gå den første tid. Hun havde studeret lidt i andre væsner, og hun vidste da, hvor utilregnelige de nyfødte kunne være. Hun betragtede dem, som Jacques skænkede sit blod til Marcianus, så den endelige forvandling kunne ske. Hun turde dog ikke sige meget mere, for hendes hjerte hamrede og hun var spændt.

Marcianus' mærkede sig knapt nok af, at hans blod blev suget. Han kunne godt mærke et stik af ubehag, men kroppen havde det dårligt i forvejen i dette liv & død kapløb. Men heldigvis, så ville han snart være på toppen igen, af hvad han vidste dybest inde i sindet. Da Jacques' blod kom ned til hans mund og dryppede ind, så slikkede han sig langsomt om munden. Blodet satte ind i hans krop, da han havde fået en mundfuld og han endte med at rulle ud af Jacques' favn, da en ny form for kramper satte ind: Forvandlingen. Han krøb hen over jorden, skælvende og krampende, indtil han til sidst lå fuldstændig stille. Han rejste sig op, og det var som om, at intet han var hændt. Han var frisk igen. Øjnene helt røde. Han kiggede mod dem begge. Alt så helt anderledes ud og det føltes nærmest..forkert. Han hev vejret ind, men det hjalp ikke noget. Han var død indeni. Han lavede en snuselyd med næsen - her duftede sødt. Hvad var den sult han bar. Det var blod.
"Jeg er sulten," mumlede han dæmpet og satte sig ned midt på skovbunden. Han kiggede på dem begge.
"Har du ikke noget, Far?" spurgte han Jacques.
Han blinkede med øjnene, det var nærmest kommet naturligt, at sige far. Nu bar han jo hans blod og sindet fortalte ham bare, at det skulle han sige.

Camryn betragtede sin knægt, som han igen så fuldstændig ubemærket ud. Mørket var faldet på, men hun havde slet ikke opdaget det, for det var sket imens at de havde været i panik. Hendes hjerte prøvede at falde ned, men chokket sad stadigvæk let i hende. Hun så mod Jacques og kravlede hen til ham.
"Du bliver nødt til at hjælpe.. Jeg ved ikke hvad jeg skal lære ham," hviskede hun dæmpet.
"Vi har brug for dig Jacques..Vil..vil du ikke flytte ind?" spurgte hun videre og betragtede sin dreng.

[Deleted]

Lige nu måtte Jacques erkende, at det ikke var hans egne problemer som han tænkte meget over. Det eneste som han egentlig havde i tankerne, var det faktum, at hun slet ikke skulle have lov til at opleve den følelse af tab, som det han havde oplevet på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Det var virkelig noget af det værste som han havde følt og desuden.. så holdt han forbandet meget af knægten, han havde været der mere eller mindre igennem hele hans opvækst, så det var vel heller ikke underligt, at han havde et så godt et forhold til knægten som det han havde? I hans øjne, så kunne det i hvert fald ikke forundre nogen som helst. I sig selv, så var det også det som han var mest opmærksom på, for ikke at glemme, at det var ved at blive mørkt, ellers havde han da slet ikke valgt at gøre det, for han ønskede virkelig heller ikke at skulle skænke den knægt mere smerte end det som han allerede nu måtte være igennem!
Så længe, at han tog af hans blod, så ville forvandlingen gå i gang. Han havde aldrig nogensinde gjort dette før, men det var noget som et sted bare.. faldt ham ganske så naturligt ind. Han var dog frygtelig opmærksom idet at knægten trak sig ud af hans favn, kun for at lade kramperne tage til – dem som han vidste, at han under ingen omstændigheder måtte ødelægge eller spolere, for det var noget som skulle til! Som forvandlingen gik mod sin ende, at han satte sig op og kiggede på ham med de næsten så genkendelige røde øjne, fik ham til at sukke nærmest lettet. Det fangede ham dog for alvor først, da Marcianus faktisk gik hen og kaldte ham for.. far? Kaldte han ham for far? Det varmede virkelig om hans hjerte, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile. Han vinkede drengen hen til sig. ”Der er mere hvor det kom fra, min dreng,” sagde han roligt. Han kunne godt ofre lidt mere for ham. Han skulle lære ham, at man kun nærede sig på dyr, for det andet ville få ekstreme konsekvenser og det ønskede han bestemt ikke!
Jacques vendte blikket direkte mod Camryn ved hendes ord. Flytte ind? Jamen han var jo stadig forlovet! Han sendte hende et stille smil. ”Jeg skal nok hjælpe alt det som jeg kan, så han kan lære det som han skal lære Camryn, men… jeg er jo forlovet.. jeg kan ikke flytte ind.” Hvor længe forlovelsen jo så ville stå, vidste han ikke, men det så nu alligevel ud som om at det var ved at lakke mod sin ende, selvom det virkelig var noget som måtte gøre ham direkte bedrøvet. Han vendte blikket mod sin finger. Ja det var utraditionelt at en mand gik med ring, men.. det var jo sådan at legen havde udviklet sig med Yasmya og han havde aldrig taget den af, tvært imod gjort det til alvor i stedet for, selvom det kun gik mere og mere i stykker. Det var noget som virkelig frustrerede ham!

[Deleted]

Det som Jacques havde gjort for Camryn, var noget hun måtte være taknemmelig over, for hun kunne ikke klare mere tab lige nu. Hun havde aldrig kunne klare, hvis Marcianus var endt død i hendes arme. Han beskyttede dem, mere end han nok lige selv troede, og hun var virkelig, virkelig taknemmelig for det. Men et sted, måtte hans egne følelser jo også været i blandt - ellers havde han ikke reageret så kraftigt og taget Marcianus for hende, lige da han havde spurgt. Men hun kunne ikke være sur på ham, for at have bidt hendes søn - det havde givet dem mange år endnu. Havde forhindret, at det hele skulle stoppe nu. Mørket havde sænket sig og skoven blev hurtig mørk, hvilket da kun var en fordel. Ellers havde det jo ikke hjulpet Marcianus på nogen måde. Forvandlingen var færdig og Marcianus sad der, som om intet var hændt overhovedet. At Jacques blev kaldt far, kunne hun ikke lade vær med at smile over. Der manglede jo en faderlig skikkelse og Jacques var da bestemt mest oplagt, de havde jo kendt hinanden altid. Og de ville blive ved med at holde bekendtskabet, for Jacques blev nødt til at 'oplære' Marcianus. Det kunne hun i hvert fald ikke.

Marcianus rejste sig og gik hen til Jacques, da han blev vinket hen. Han smilede skævt, snuste omkring. Her duftede af noget...utrolig sødt. Og det var ikke det blod, han allerede havde smagt. Det var ikke Jacques. Han tvang sig dog ned foran Jacques, da blodet allerede dryppede lidt fra håndledet der jo. Han løftede Jacques' arm og sugede lidt ud af de huller, han allerede havde lavet. Det smagte nu ret godt. Han lukkede øjnene og blodet gjorde ham helt besat, so han kunne ikke stoppe igen.

Camryn så mod Jacques, det var nu forudset hvad han ville svare, men det var bare røget ud i sammenhængen med Marcianus. Lidt for høje tanker. Hun fortrød dog ikke at have spurgt hende. Hun savnede at bo under samme tag som ham. Selvom hun godt kendte svaret, gjorde afvisningen ondt alligevel.
"Ja.. Det.. Det også lige meget, bare du hjælper med ham," sagde hun dæmpet.
Hun blinkede let med øjnene og blev siddende.

[Deleted]

At blive kaldt for far, var noget som virkelig havde overrasket Jacques, for det var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med. Selvfølgelig holdt han af både Camryn og Marcianus, men havde aldrig rigtigt set på sig selv som en som kunne gå ind i rollen som far for knægten. At se Camryn lide flere tab nu, var slet ikke noget som han ønskede, for ikke at glemme at han nu selv kendte til følelsen ved tabet af noget så værdifuldt som sit eget barn og det var slet ikke noget som han ønskede på noget som helst tidspunkt, at hun skulle have lov til at opleve! Hun kunne ikke tage knægten selv nu og det vidste han godt. Et sted så var dette en form for forbindelse som han ikke ville eller kunne løbe fra. En form for forpligtelse mellem ham og Camryn i forsøget på at skulle lære Marcianus at klare sig, for det med vampyr var bestemt heller ikke nemt og det var noget som han kun måtte sige ud fra sin egen erfaring.
Knægten skulle mættes, det var noget som Jacques allerede måtte vide nu. Han havde valgt at vinke knægten til sig, mest af alt for at forhindre at han skulle ende med at hoppe direkte på Camryn, for han vidste, at dette var et meget risikofyldt skridt i den ene retning frem for den anden. Den satte deres væren her i landet i fare, men det var vel bedre end at miste sin søn. Som knægten bed sig fast til mærket i hans håndled, så skar han en mindre grimasse, selvom han trak ham ned i favnen og bare lod ham nære sig. Han kunne efterhånden styre det, selvom det dog kun var til en grænse. Camryn havde jo allerede oplevet ham en gang hvor det havde været tæt på at gå galt. Der hvor han havde bedt hende om at binde ham og kneble ham og få ham til hendes hjem. Han holdt jo af hende.. så hvorfor pokker skulle han sætte tænderne i hende?
De mørke øjne gled roligt mod hendes skikkelse, som han lod hovedet søge let på sned. At det var en høj tanke som bare var fyret af, kunne han næsten gætte sig til. Uanset hvordan hans forhold til Yasmya var, så ændrede det jo ikke på det faktum, at han stadig måtte være forlovet, så han kunne ikke tage andre steder hen. Han hævede roligt hånden, hvor han lod den stryge mod hendes kind og med et stille smil. ”Jeg kommer forbi hver eneste dag, for at hjælpe jer, Camryn.. Det er vel.. næsten som at flytte ind?” endte han roligt og med et sigende hævet bryn.

[Deleted]

Det var selv kommet lidt bag på Camryn, at Marcianus havde kaldt Jacques for far: Men det var intet hun som sådan var imod, så hun ville ikke sige noget til det. Og det var jo kun sket kort. Hun smilede et stille, ikke særlig stort smil. Men lidt var der da. Hun holdt jo af ham, og Marcianus måtte selv bestemme hvem han ville kalde for far. Men Jacques var jo et godt valg, eftersom Jacques sådan set altid havde været i drenges liv - meget af barndommen I hvert fald og nu ville han komme tilbage. Hun var stadig taknemmelig for at Jacques havde gået ind og gjort noget, for at hun ikke skulle miste sin søn. Det eneste rigtige familie hun havde, selvom hun et sted stadig nærede følelser for Jacques.
Hun kiggede mod Jacques, som han 'madede' Marcianus. Det så lidt underligt ud. Men det var vel for at forhindre Marcianus i at gå på sin mor, for det var der vel en stor risiko for som nyfødt. Det lød helt underligt at tænke det. Nyfødt. Men det var hendes søn jo et eller andet sted, ikke? Hun var dog glad for, at Jacques ville hjælpe. Hun ville da aldrig kunne klare en lille vampyr knægt selv og slet ikke hvis han skulle have stillet sult.
Camryn nikkede til hans ord. Det var selvfølgelig ikke det samme, med bedre end ingenting. Hun ville se ham hver dag, det var ret utroligt!
"Jo.. det er det vel?" sagde hun dæmpet og med et skævt smil på læben.

Marcianus spiste til han følte sig met, det tog dog ikke meget. Hans afdøde hjerte var ikke særlig sulten endnu, og han var bestemt heller ikke grådig. Så han gav slip på Jacques håndled og slikkede sig om munden, mens han kiggede på dem begge to. Han satte sig på bagen foran dem og overvejede, hvordan det ville blive at sove i nat. Eller.. Han skulle jo egentligt først sove når det blev lyst, ikke? Fordi han kunne jo ikke gå ude om dagen! Han kiggede på Jacques.
"Skal jeg så holde mor oppe hele natten, fordi jeg ved, at jeg ikke kan være ude om dagen!" sagde han. Det var sådan set også det han vidste om vampyrer. Det havde han læst i en bog, de havde derhjemme nemlig.

[Deleted]

Jacques vidste godt, at han havde en betydning for både Camryn og lille Marcianus, men at blive kaldt far.. Den var både overraskende, men også varmende, også fordi at han selv havde mistet sin egen lille dreng, så ønskede han ikke at hun skule opleve den selv samme følelse, for det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet. Han lukkede øjnene som han lod den lille dreng mæske i sig, for han ønskede heller ikke, at han skulle gøre Camryn noget som helst i den anden ende, hvis han ellers kunne blive fri for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kyssede roligt drengens pande, idet at han valgte at slippe. Han vendte blikket roligt mod den lille dreng og med et betydeligt mere træt smil. Han skulle jo faktisk.. sove om dagen og være ude om natten – ligesom ham selv.
”Du kan kun være ude om natten. Solen gør meget, meget ondt,” prøvede han at forklare på en så børnevenlig måde, som det var ham menneskelig muligt. Han ville ikke stå og se til at den lille dreng skulle vide, at han ville brænde til døde i solen hvis solens stråler måtte ramme ham og det var ham et mål. Han vendte blikket mod hans håndled, hvor såret allerede var ved at lukke sig. ”Hvis I er ude i nattens ulm og mørke, så kan jeg være sammen med jer.. Og hjælpe dig med at blive en vampyr..” Han vendte sig roligt mod Camryn, også mest for at se om det var noget som hun kunne gå med til i den anden ende, for han kunne da slet ikke finde på at gøre noget, uden at hun ville sige okay til det!
”Du skulle jo nødigt skade din mor,” påpegede han sigende, som han igen vendte sig i retningen af Marcianus. Han havde altid holdt forbandet meget af den lille knægt, leget med ham, været omkring ham og været der generelt og det var bestemt heller ikke noget som han kunne finde på at stoppe med. Hvis det var ham en måde, hvorpå at han kunne komme lidt væk fra det kaos som hvilede hjemme, så var det i den grad også det hele værd, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.