So much destruction..

[Deleted]

Det var ved at være hen på eftermiddagen, da Jacques trak sig igennem de sørgmodige rester af den store skov. Han havde altid elsket at rende rundt herude – det var jo deriblandt herude, at han faktisk havde mange minder med sig. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Hvem som kunne få sig selv til at smadre en skov på denne her måde, det var da slet ikke noget som han kunne forstå sig på! Han nåede stille op til en lysning, hvor han bare vilkårligt valgte at sætte sig ned. Det var med tungt hjerte, at se det hele så destruktivt og så… ødelagt! Folket sultet, markerne var brændt, verden var et kaos, selvom han nu levede i bedste vel på slottet, også selvom den mindre hungersnød også havde ramt dem der. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre – tvært imod. Han sukkede dæmpet og bed sig selv i læben. Camryn og hendes knægt havde passeret hans tanker adskillige gange – hvordan klarede hun sig egentlig igennem det her? Det var i den grad noget af det som han var frygtelig bekymret for. Ikke så meget som en eneste fugl kunne man høre – Her var virkelig bare.. tomt.

[Deleted]

Eftermiddagen..Det var noget, som Camryn knapt nok holdt styr på mere. Det var mest lyst og mørkt, som hun holdt øje med. Ellers forløb dagen bare. Men der var andre ting, som fyldte mere i hendes hoved. I det mindste, så var hendes hjem stående endnu. Det var hele hendes lille landsby, fordi de var væk fra oprørs områderne. Men ved at der var meget ødelagt, var der også begrænset føde og man måtte deles meget mere om det hele, end hun havde været vant til. For pokker, hun havde selv siddet på tronen engang - det havde bare ikke holdt, fordi Junior havde forladt hende. Og nu..ja alt i hendes liv havde slået fejl, hendes far var væk..Hun havde lige nået at snakke med ham en sidste gang. De havde mistet herregården og hun måtte klare sig selv, samt passe Marcianus.. Og hun havde jo heller ikke fået Jacques, som hun havde været helt forgabt i og som hun stadig ønskede..Men det var vel bare en drøm? I dag havde hun valgt at tage i skoven. Marcianus blev nødt til at opleve verdenen som den så ud, så hun tog ham med. Han måtte hærdes på en eller anden måde. De kom gående igennem det nedbrændte landskab.
- "Mor, hvorfor ser det sådan ud?" spurgte han hende. Hun strøg ham over håret. Han var ved at blive stor.
- "Fordi Procias går under en stor forandring pga. oprøret, jeg har fortalt dig om, Mar," svarede hun ham og lagde en arm omkring hans skuldre.
Efterhånden nåede de frem til lysningen og hvem sad lige der, for hendes blik? Jacques. Hun sank en klump. Hun havde ikke set ham siden Marius' død.
- "Heeeej," sagde hun lidt genert og gik hen til ham. Marcianus løb hen til ham med det samme, smilede og omfavnede ham.
- "Jacquuuues".

[Deleted]

Hvordan Camryn klarede sig igennem oprøret og sulten, det vidste Jacques ikke, men han ville i den grad lyve, hvis han ville påstå, at han slet ikke tænkte på hende, for det gjorde han skam. Uanset hvordan man ville vende eller dreje den, så holdt han virkelig frygtelig meget af hende og som intet andet overhovedet. Han vendte blikket stille ned mod hans hænder. Jovist, så gik han stadig med ringen, selvom.. ja, det var måske meget akavet mellem ham og Yasmya og specielt efter at de selv havde mistet deres egen søn, så var det egentlig bare gået fuldkommen ned af bakke.
At Camryn havde valgt at søge ud og endda med sin kære knægt, som han altid havde nydt at lege og tumle rundt med. Et sted så måtte han jo faktisk erkende, at han virkelig måtte savne hende. Siddende i hans egne tanker, så lagde han egentlig ikke rigtigt mærke til at de måtte nærme sig ham. Han vendte dog hovedet med det samme, for den stemme var ham virkelig noget så frygtelig genkendelig! Knægten som endte med at omfavne ham, fik ham bare til at grine. Det kunne kun være hendes søn, Marcianus! At knægten så kunne huske ham, var noget som kun gjorde det hele så mange gange bedre! Han lod armene falde omkring knægtens mave, og trak ham tæt ind i favnen, hvor han gav ham en kildetur i stedet for. Han var da virkelig blevet stor! Utrolig stor endda!
”Camryn!” endte han dog med et stort smil. Han havde savnet hende, men så det at kunne se, at hun faktisk havde det godt, var noget som kun måtte gøre det hele så meget bedre, også for hans vedkommende. Han rettede sig op, idet han lod knægten gå igen, så han rejste sig, så han kunne gå Camryn i møde. Det var virkelig frygtelig længe siden at han havde set hende. Han slog armene ud fra kroppen, nærmest som at byde hende ind i hans favn til en omfavnelse. ”Hvor er det godt at se dig,” sagde han med et varmt smil på læben. Han havde jo ikke set hende siden voldtægten forårsaget af Lucian – Hvilket han jo faktisk aldrig havde fortalt til nogen. Han stod i taknemmelighedsgæld til hende.

[Deleted]

Camryn tænkte på Jacques ofte, og Marcianus snakkede også stadigvæk om sin "legekammerat". De havde jo altid hygget sig og tumlet rundt sammen. Jacques havde virkelig også været fantastisk med børn, det kunne hun ikke andet sige. Hun smilede svagt. Hun klarede sig da igennem alt oprør og fødeproblemer, men det trak også lidt hårdt. Det var sværere at sove om natten.. For tænk nu hvis...? Det måtte gerne snart stoppe. Hun ville gerne være tryg. Hun vidste ikke til udviklingen mellem ham og hans forlovede, men hun kunne jo også være ligeglad. De havde jo hinanden og så..så måtte det jo være sådan, selvom hun drømte anderledes! Hun smilede mod ham. Hun havde savnet ham. Manglede ham til at beskytte sig. Hendes øjne glimtede.
Og selvfølgelig kunne Marcianus huske sin 'legekammerat'. Det var slet ikke til at tage fejl af, at det var ham. Han smilede stort og grinte da han blev kildet.
- "STOOP!" grinte han. Han rejste sig, da Jacques gav slip på ham. Han lagde sig ned på lysningen istedet.
Camryn sukkede kort for sig selv, men smilede så. Hun stod kort og så på ham, men da han åbnede armene, så måtte hun bare hen til ham. Hun gik hurtigt derhen og slog armene omkring ham, for at holde fast. Det var en dejlig følelse. Overvældende godt faktisk. Som nyt energi strømmede ind i hendes krop.
- "I lige måde," svarede hun ham og smilede. Hun lukkede øjnene og lagde hovedet ind til hans bryst.

[Deleted]

Jacques havde virkelig tænkt frygtelig meget på Camryn igennem det sidste, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Specielt nu hvor det var så slemt i landet som det var, så var der også mange som havde betragtet ham som havde han været en torn i øjet, netop også fordi at han var en vampyr og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han smilede et muntert og glad smil og lod knægten gå, som han bad ham om at stoppe, så selvfølgelig gjorde han det.
At se at de begge måtte have det godt, var noget af det bedste af det hele. Han lagde armene stille om Camryns slanke skikkelse og trykkede hende ind til sig, for jo, så måtte han jo erkende, at han virkelig havde savnet hende! Han smilede let for sig selv, da han heller ikke havde det mindste imod, at hun lagde hovedet mod hans bryst, for det var virkelig, virkelig en dejlig fornemmelse. Han holdt af hende og det have han altid gjort og nu hvor det kørte skævt mellem ham og Yasmya selv efter deres eget tab af en søn, så.. havde han vel bare brug for noget af det som han kunne huske og som var så velkendt? ”Det er virkelig godt at se dig, Camryn.. Og Marcianus med.” Han vendte blikket mod knægten, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han var virkelig blevet stor siden sidst!
Blikket vendte han mod Camryn. ”Jeg sad netop og tænkte på dig.. Hvordan går det med Jer?” spurgte han dæmpet. Han var dog tydeligt interesseret, for han ønskede hende jo trods alt bare det bedste af det bedste, også selvom han slet ikke havde været den mand som havde stået der til at give hende det – desværre.

[Deleted]

Camryns tanker hvilede ofte på Jacques, det kunne hun ikke benægte. Og hun kunne ikke komme udenom det, selvom hun ikke anede noget om, hvad der egentligt skete i hans liv. De kendte jo blot hinanden, men ikke hvordan deres liv egentligt stod til. Hun ville dog aldrig nogensinde havde noget imod ham pga. hans racer, for hun kendte ham jo. Han gjorde ikke en flue fortræd, han prøvede jo blot at hjælpe andre? Ikke gøre dem ondt! Men umiddelbart så det da ud til at han havde det godt også, ligesom hun selv følte hun havde, på trods af lidt lavere vilkår - mindre mad og sådan, men de klarede sig og de var tilfredse. Mere kunne hun heller ikke ønske sig, end at Marcianus var glad. Så behøvede hun heller ikke mere.
Hun stillede sig ind i hans favn, for det var savnet. Han var savnet. Hele escensen af selve ham, var egentligt bare fantastisk at have ved sig igen! Hun smilede og bed tænderne let sammen, lukkede øjnene og trykkede sig ind til ham. Glæden svømmede rundt i hendes krop.
- "I lige måde," sagde hun blidt og løftede sig igen, for at kunne se på ham med sine mørke øjne. Hun skubbede det lange hår om på ryggen. I dag bar hun et par løse bukser, en top, en trøje og nogle skind sko. Marcianus havde en vest, en langærmet bluse indenunder, et par mørke bukser og også skindsko.
- "Det går okay, lidt mangel på mad og sådan, men vi klarer os..Landsbyen hvor huset står, som du jo har set, står endnu.. og forhåbentligt lang tid endnu," sagde hun dæmpet til ham.
- "Og dig?" spurgte hun.

[Deleted]

Jacques kom ikke udenom at Marius vel også havde valgt ham til Camryn af en grund? Ikke fordi at det var det som han måtte tænke mest over for tiden, men tankerne var der jo trods alt af den grund. Han holdt af hende og det var noget som han altid havde gjort, for hun havde jo altid været på Herregården mens han selv havde været der. Det hele var jo så anderledes nu og det var i den grad også noget af det som i sandhed måtte skræmme ham og endda temmelig meget. Men det at se dem, var noget som virkelig måtte lette ham, for at se den kære lille dreng, at se Camryn og at de om ikke andet, så klarede sig nu hvor Marius ikke længere var iblandt dem, så var det noget som i den grad også måtte lette ham og meget endda! De mørke øjne faldt direkte til hendes skikkelse, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile, for det gjorde ham virkelig bare glad at se! Som hun vendte sig mod ham, så lod han de helt mørkeblå øjne søge til hendes, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile bare lidt.
”Det er bare godt at se jer holde ved det gode mod.. Bare vent.. Procias skal nok finde lyset frem igen,” sagde han roligt og ikke mindst med en stædighed. Som det faktisk måtte stå nu, så stod han jo faktisk som.. kronprins af Procias. Slet ikke en tanke som han sådan set rigtigt kunne forstå, for det var virkelig en mærkværdig følelse! Han lod hovedet søge let på sned, hvor han hævede hånden og strøg hendes kind.
”Det går,” sagde han roligt og med et let træk på skuldrene. Til dels rigtigt og til dels løgn, for det var bestemt heller ikke nemt på nogen måde. Det var ikke helt godt mellem ham og Yasmya og deres søns død, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans del, hvilket kun var noget som direkte måtte frustrere ham frygteligt! Derfor rørte det ham egentlig at se hende med sin søn.. det kunne faktisk have været ham som stod i den situation.

[Deleted]

Camryn smilede svagt, hun havde ikke glemt hvordan det var at stå i Jacques favn - men hun havde i den grad savnet det! Hun savnede Marius, men nu hvor Jacques havde armene omkring hende, kunne hun lægge det lidt bagerst i sine tanker. For hun elskede ham jo, og savnet svandt også lidt bort nu hvor de var her sammen. Hun smilede til ham og kiggede ham dybt ind i øjnene, da han kiggede mod hende. Hun smilede genert og trak sit hår frem over skuldrene igen. Det nåede helt ned til lænden, så det faldt alligevel frem på et tidspunkt.
"Det håber jeg," sagde hun dæmpet.
Hun betragtede ham med et blidt smil, løftede den ene hånd og strøg forsigtigt hans kind. Hun vidste ikke om hun burde røre ham, men hun kunne et sted..bare ikke lade vær? Hun følte en pludseligt trang til at træde over grænsen, hvilket gjorde at hun trak sin hånd lidt hurtigt til sig. Hun så undskyldende ud, sukkede og tog hans hånd i sin, for at holde om noget.
"Fortæl," bad hun dæmpet.
Det lød ikke helt oprigtigt. Hun tog ham med hen til en lille bakke og satte sig ned, og klappede ved sin side, for at få ham med. Marcianus var begyndt at løbe rundt imellem træerne og lege med sig selv, dog indenfor syn.. Så det var godt. Hun kiggede mod Jacques.

[Deleted]

Jacques havde efterhånden været vant til at rende rundt alene, for han havde sit og Yasmya havde sit. Det var heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han havde virkelig.. nydt sin tid med Camryn og han måtte erkende, at han faktisk nød at stå der sammen med hende igen, ja bare det at være sammen med nogen, var ganske enkelt en direkte fantastisk følelse.
At hun valgte at stryge over hans kind, fik ham kun til at lukke øjnene. I sig selv, så var det noget som han bare måtte nyde noget så frygtelig voldsomt. Han sukkede stille, selvom det var ganske kortvarigt. Han vendte de mørke øjne mod hende, idet hun trak hånden til sig endnu en gang og tog om hans hånd i stedet. Han trykkede roligt omkring den og med det stille smil på læben. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende. At hun jo så vidste og kendte ham nok til at vide, at han ikke fortalte den fulde sandhed, var noget som et sted måtte irritere ham og så glæde ham alligevel
”Tja..” Han sukkede stille og bed sig let i læben, som han havde sat sig ned på sin ende ved hendes side på bakken. Han vendte blikket mod knægten som stormede rundt omkring dem. At det kunne være hans egen dreng som gjorde det, var den tanke som slog ham ind igen og igen og han blev direkte nedtrygt af at skulle tænke de tanker! Han rystede stille på hovedet. ”Det går bare ikke.. mellem mig og Yasmya for tiden.. Det gik for alvor galt da… Ja, da vores lille dreng faldt i krybbe-døden,” fortalte han stille. I sig selv, så var hans ord meget dæmpede. Deres dreng havde været helt lille og det hele var gået galt siden dengang. Han vendte blikket stille ned mod deres hænder. Han havde på ingen måder sluppet hendes hånd.

[Deleted]

Camryn havde vænnet sig til, at det bare var hende og Marcianus, og med hjælp fra de nærtliggende huse i området. Men det vidste Jacques godt, det havde hun fortalt ham sidst, da hun havde fundet ham i en noget uheldig tilstand. Hvilket hun stadigvæk var lidt præget af, det havde skræmt hende. Hun var dog glad for at være sammen med ham igen, for kun at have sin søn og ingen at snakke 'voksent med'.. Det var savnet. Hele Jacques var bare savnet, hun kunne ikke mangle noget andet mere end ham og nu var han her endeligt. Hun glædede sig til at de nåede dybere ind i samtalen. Hun betragtede ham, han var så flot og dejlig. Hun kunne gentage sig selv hundrede gange, for hun var faktisk ret vild med, at de havde mødt hinanden her midt i det hele. Hun betragtede ham, da han satte sig ned og holdt fortsat i hans hånd, for han gav heller ikke slip. Hun kiggede kort efter Marcianus, fik øje på ham og så så mod Jacques igen.
"Det..det gør mig virkelig ondt Jacques," sagde hun dæmpet og dog ærligt.
Det var ikke fair for ham, at miste sit første barn. Synes hun ikke. At det så gik skævt mellem dem, det var ikke det der berørte hende mest. Hendes og Yas havde aldrig været særligt gode venner. Hun trykkede omkring hans hånd og så op på ham. Hun lagde hovedet mod hans skulder og smilede let for sig selv.
"Det er ikke retfærdigt for dig," hviskede hun dæmpet, dog så han kunne høre det. Hun lukkede øjnene, blev siddende sådan et kort øjeblik og løftede hovedet igen. Hun kiggede på ham igen.
"Jeg er her for dig," sagde hun dæmpet og betragtede ham med sine meget mørke øjne, der næsten så sorte ud nogle gange.

[Deleted]

Jacques vidste udmærket godt, at Camryn ikke havde haft det nemt, men det var vel bare at gøre brug af de muligheder som man måtte have? Han frygtede virkelig for at det ville køre galt mellem ham og Yasmya og det var nu heller ikke noget som han måtte ønske, men igen.. hvad kunne han gøre ved det? De fik det ikke rigtigt til at køre rundt mere og det i sig selv, var en frustration uden lige. Han blev bare siddende ved siden af hende og med hendes hånd i sin egen. Havde han valgt den vej at gå, som Marius ønskede, så kunne han jo faktisk kalde sig for far i øjeblikket. En tanke som havde slået ham ind så frygtelig mange gange, og som han egentlig ikke rigtigt kunne forstå; Her stod jo alt det som han nogensinde havde ønsket sig. Køn var hun virkelig og med en smuk søn, hvilket var noget som han kunne stå fuldkommen fast på.
Blikket gled stille mod Camryn ved hans side, hvor han lod hovedet søge let på sned, som hun lagde hovedet mod hans skulder. Det var nok ikke særlig mange som kendte til det, men.. det føles faktisk også frygtelig godt at få det ud. Han sendte hende et stille og næsten usikkert smil, som han let trykkede omkring hendes hånd. ”Det er ikke noget som du skal tænke på,” bad han stille.
Hovedet lod han stille søge mod hendes skulder og med et ganske så svagt suk. Det gjorde ondt at snakke om, men det var nu bare sådan at tingene var, selvom det virkelig var noget som gjorde så frygtelig ondt. Han vendte blikket stille ned mod deres hænder, hvor han ganske forsigtigt sammenflettede deres fingre. Han havde altid nydt sine stunder sammen med hende, selvom det bestemt heller ikke altid havde været nemt på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret dybt. ”Det er jeg glad for at høre, men.. du behøver virkelig ikke at tænke på det. Jeg skal nok klare den,” sagde han roligt, og ikke mindst også forsikrende. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg?

[Deleted]

Det havde trukket tænder ud i den første tid alene og sorgen lige efter Marius' død, havde sænket en sort stemning derhjemme. Den hang stadigvæk ved af og til, men efterhånden kom solen igennem nogle steder og hjalp dem med at komme videre. Lige nu kunne hun bare prise sig lykkelig for, at Marcianus løb rundt og grinte, fordi han fandt lidt glæde ved at lege. Han løb rundt imellem træerne og hyggede sig, af hvad hun kunne se. Hun tænkte nogle gange på, hvordan det kunne have været, hvis Jacques havde været hendes den dag i dag. Men det var ønsketænkning som hun så det, selvom et lille spinkelt håb var dukket op, nu hvor det kørte skævt. Det var måske ikke en sød tankegang.. Egoistisk og selvglad. Men hun holdt jo virkelig af ham og hun kunne godt bruge ham i hverdagen. Hun kiggede mod ham, da han kiggede igen og blinkede med sine øjne.
"Okay.." sagde hun bare dæmpet.
Hun var glad for at han åbnede op, hun kendte ham da godt nok til at vide, at alt ikke var godt når han sagde det på den måde.
"Du skal nok klare dig, fordi jeg skal nok hjælpe," sagde hun til ham.
Ærligt dog. Tog han ikke imod hendes hjælp, så blev hun bare ved med at presse sig på. Det var hun opsat på nu. Hun smilede og rødmede let, da han flettede deres fingre sammen. Hun gjorde det glædeligt og trykkede omkring hans hånd. Hun smilede og så op på ham, lod ham bare lægge hovedet mod hendes skulder i stedet. Hendes frie hånd, strøg hun igennem hans hår og ned i nakken.

"Se mor, seeeee!" udbrød Marcianus pludseligt, da han kom løbende imod hende med noget i hånden. Han løb hen til dem og stak et stykke bark op i hovedet til dem. Ud af det løb en sort væske, som dryppede ned på jorden. Det lød også ud over hans fingre.
"Træet bløder," sagde han og kiggede interesseret på den.
Hvad han ikke vidste var, at det ikke var ufarligt. Det var en mørk substans, garanteret lagt i træet, efter overfaldet af skoven. Den var jo ødelagt. Formen havde den, men alle træer og buske var brændt ned.

Camryn rejste sig lynhurtigt og skubbede træet ud af hans hænder. Hun tog et bundt blade fra skovbunden og tørrede hans fingre i det, selvom det sorte efterlod sig en mørkegrå plet, der hvor det havde ramt hans hænder. Hun bed tænderne bekymret sammen, kiggede på ham - ingen reaktion. Så det gjorde ikke noget ved ham, af hvad hun kunne se. Hun sukkede og tog ham med hen til Jacques. Hun satte sig ved siden af ham som før og trak Marcianus ned at sidde mellem hendes ben, som hun spredte, for at gøre plads. Han lænede ryggen mod hende og hun satte den ene hånd mod den lille bakke som støtte. Den anden hånd, som var fri, greb fat i Jacques' hånd igen.

[Deleted]

Det skræmte Jacques at noget så stort kunne køre så skævt, at det virkelig faldt til det.. rene ingenting. Han måtte erkende at Marius’ bortgang i den grad også var noget som havde skræmt ham og endda temmelig meget endda, selvom det nu heller ikke var noget som var nemt at sætte sig i, for det var en selv meget stor ting for ham selv at skulle indrømme. Manden havde jo selv smidt ham ud til sidst. Yasmya så han ikke rigtigt noget til og hvordan han skulle ordne op i problemer som han slet ikke vidste hvor var startet op, så gjorde det jo kun det hele så meget værre, også for hans eget vedkommende. Knægten som han kunne høre, måtte more sig, var noget som selv svagt måtte få ham til at smile. Det glædet ham at se lidt glæde i denne stund om ikke andet, for det var ikke noget som man kunne sige, at han så meget til nu om dage, hvilket i den grad også måtte være ham en frustration uden lige. Han så jo end ikke meget til hans småsøskende mere!
”Det er jeg glad for, Camryn,” sagde han stille, som han vendte blikket mod hende. At have nogen at snakke med om det, at have nogen at kunne gå til, som han faktisk også vidste, ville forstå ham, var noget som i den grad også glædet ham. Det håb som måtte spire i hende, var noget som selv kunne fornemmes et sted. Han havde tænkt den tanke meget i det sidste; Hvad ville der være sket, hvis han havde valgt at gå til hende i stedet for at vælge den vej som han var endt med at skulle vælge, når alt endelig måtte komme til alt? Endnu en gang måtte tanken dukke op.
Blikket gled endeligt i retningen af Marcianus som kom stormende med et eller andet i hænderne, hvilket var noget som han hurtigt måtte tage i blik. Nærmest automatisk som Camryn måtte slippe ham, så rejste han sig op, selvom.. ja, hvad skulle han dog kunne gøre? Hvis der var noget som han ikke kunne fordrage, så var det at føle sig så direkte hjælpeløs som det han gjorde for øjeblikket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Alligevel måtte Jacques blive ramt af et mindre ubehag. Dette var bestemt ikke normalt! Han vendte sig mod dem, som de igen satte sig ned og han satte sig ned ved siden af, hvor han tog omkring Camryns hånd igen, som var det ham ganske normalt. Hans blik hvilede dog på knægtens hånd. Ikke fordi at han kunne lade være med det, for.. ja, det kunne han bare ikke.
”Du burde få det tjekket, Camryn.. Bare for en sikkerheds skyld.” Det var jo heller ikke nogen hemmelighed at han altid havde holdt af Camryn og hendes lille knægt, for det havde han. Et sted så… havde han vel set sig selv som knægtens storebror, for han ønskede virkelig at passe på dem begge to, hvis det var ham og ville blive ham nogen menneskelig mulighed.

[Deleted]

Da Camryn havde indset, at Jacques faktisk elskede Yas tilbage i sin tid, da Marcianus bare var lille og de boede på Herregården, og Marius levede - havde det slået hende til bunden. Hendes egen bobbel, alt var som gået i sort. Hun huskede det alt for tydeligt. I det mindste var hun kommet op af hullet, for hun var nødt til at tage sig af Marcianus - det var et stort ansvar og hun nægtede at svigte, som Junior havde gjort. Hun havde ikke set ham siden Marcianus havde været 1-2 år gammel. Marcianus spurgte faktisk aldrig til en far. Men han snakkede dog om Jacques, om at de havde leget hjemme hos morfar, da han havde levet.
"Det burde du også," grinte hun dæmpet.
Det var for sjov, men måske hun kunne få et lille smil på hans læber? Det ville hun i hvert fald ønske. Om han mærkede hendes spinkle og nyspirrede håb, det vidste hun ikke. Det ville han nok, for de kendte jo hinanden ret godt. De så nærmest lige igennem og vidste..alt? Eller kunne fornemme det. Hun havde drømt om, at hun havde været den valgte. Så Marcianus havde haft en, han kunne kalde far. Og ikke bare betragte som "mandeskikkelsen" i livet. Hun sukkede dæmpet. Hun var ikke glad for, at Marcianus havde fået det sorte snask på sig. Det kunne være forhekset!
"Ja, det burde vi nok," sagde hun dæmpet, "men hvem?"
Hun så mod Jacques og trykkede omkring hans hånd, nu de igen holdt. Stilheden sænkede sig lidt, som hun bare lyttede til Marcianus. Intet unormalt endnu, indtil pludseligt...

Benet spjættede pludseligt.. Marcianus vidste ikke hvad der skete. Det slørede for hans øje, han begyndte pludseligt at fryse. Sveden perlede snart af hans pande og han lukkede øjnene sammen, da det virkelig var ubehageligt. Han sprang væk fra Camryn, da han i sit indre, så en masse slanger hakke ud efter ham med deres spidse gift tænder. Han åbnede øjnene igen og viftede med armene, bad dem lade ham være. Men de var der egentligt ikke. Det var noget han så, en illusion.. Men det virkede ægte for ham. Han forstod det ikke. Som et lyn igennem hans krop, så krampede han pludseligt sammen på jorden. Han skreg hjerteskærende.

"Marcianus!" udbrød Camryn chokkeret, da han kravlede væk fra hende. Hun kunne ikke se noget, han så dog utroligt bange ud - men forbi deres retning. Hvad var det han så? Hun skælvede let og bekymringen fik et halvvejs raseri op i hende - det sorte snask. Hvem end der havde plantet det der, skulle bøde. Hun kravlede hen til ham, og stivnede helt, da han krampede.
"Nej..!" udbrød hun og en tårer gled ned af hendes kind. Hun faldt på knæ ved hans side, trak ham ind i favnen og prøvede at holde ham stille.
"Hjælp," hviskede hun hjælpeløst, mens tårerne gled ned over hendes kinder, samtidig med at hun holdt fast i Marcianus. Kramperne holdt inde, og han lå nu bare i hendes favn og svedte og rystede let.
"Hvad skal vi gøre? Hvor skal vi tage hen?" spurgte hun Jacques.

[Deleted]

Jacques vidste virkelig ikke hvad der var ret eller forkert, men det var vel bare at.. prøve for hans vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret dybt. Måske at vampyren stod stærkt i ham, så var der jo stadig mange af tingene som han ikke forstod sig på, om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende og med et stille smil.
”Dig har jeg altid kunne regne med, Camryn. Og det er noget som jeg virkelig er dig taknemmelig for.” At knægten ikke snakket om hans far, var jo så bare sådan at det måtte være i det store og hele. Det var ikke fordi at det var noget som han som sådan tænkte over, men han havde altid holdt forbandet meget af knægten, som han havde holdt frygtelig meget af hans mor, selvom det ikke var noget som han havde trukket videre. Igen var det jo bare en tanke som faldt ham ind; Hvordan ville det være at være sammen med hende? Også selvom han vidste, at det slet ikke var tanker som han burde gøre sig, så var det ikke noget som han kunne gøre noget som helst ved, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Knægten som endte med at bede det om at gå væk, så fra sig og så endelig ende med at gå i kramper, var noget som skabte en mindre panik i Jacques’ indre. Han blinkede let med øjnene, som han så at knægten bare endte med at gå direkte i kramper, hvor han reagerede mere eller mindre lige så hurtigt som Camryn. At se hendes panik og hendes uro for knægtens ve og vel, var noget som han udmærket godt kunne forstå, selvom.. det var virkelig noget som måtte skræmme ham og noget så frygteligt endda, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig var noget som måtte komme til stykket.
Lige hvad der skete, var end ikke noget som Jacques forstod sig på, men det var kun tydeligt for ham selv i den anden ende, at de slet ikke havde tid til at skulle reagere anderledes. Han trak sig hurtigt hen mod dem.
”Giv ham til mig,” nærmest beordrede han, selvom han ikke tænkte over det, så tog han fat i knægten og trak ham helt tæt ind mod sin egen favn. Han kendte udmærket til straffene, men.. det som skete ville ikke kunne ramme ham, hvis knægten var… død? Han klemte øjnene let sammen som han trykkede knægten tæt ind mod sig, hvor han blottede tænderne. ”Tilgiv mig, Camryn,” hviskede han endeligt, som noget af det eneste som han kunne få frem, men hvad skulle han ellers sige? Med disse ord som sagt, så satte han tænderne i knægtens hals, hvor han kraftigt måtte bide sig fast til ham, idet han nænsomt begyndte at drikke af hans blod. Det var noget som faldt frygtelig tungt til hans mave.