You wanted to see me

[maggie]

Værst af alt, så var det jo at Maggie vidste, at Valerio havde ret. Hun burde fortælle ham det, men det var heller ikke fordi at han direkte skulle føle sig forpligtet til at gifte sig med hende for at redde hende, deres barn og ham selv fra at blive straffet af kongehuset, for hun ønskede virkelig heller ikke at han skulle slås og kæmpe med mere end det som måtte være højst nødvendigt og han havde da rigeligt mellem hænderne efterhånden! Hun sukkede indædt og vendte ganske kort blikket omkring. Visse havde vendt sig mod hende, men havde vendt sig mod sit eget igen, så det var heller ikke fordi at hun vækkede den største opmærksomhed, for en stædig og fast kvinde, var bestemt heller ikke noget nyt i det dvasianske land – til hendes egen redning. Hun rystede på hovedet. ”Tror du virkelig, at det her er nemt for mig, Valerio?” vrissede hun med en irritabel stemme. Hun havde jo ligesom bedt ham om at møde hende her af en grund, for hun havde virkelig brug for råd og dem havde hun altså ingen anelse om hvor hun ellers skulle søge hen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hendes vedkommende – tvært imod! At han ville holde tæt, var hun dog tydeligt glad for, for hun havde brug for at kunne lukke det ud til nogen som hun vidste ville holde tæt om det, og samtidig hjælpe hende, for hun vidste – om ikke andet, at han gjorde det for Julien frem for hende, men det var nu heller ikke noget som hun ville blande sig i. Hun var ikke altid så velset blandt de mange andre og hun vidste det jo godt, også fordi at hun var hans søster, men det var nu bare en ting som de måtte acceptere i den anden ende, hvad end om det var noget som de ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod maven. Den var endnu ikke synlig, så det var noget som hun i den grad også var frygtelig glad for i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene ganske let. Hun ville ikke slå det ihjel, men at sige det til Julien ville hun heller ikke få meget ud af, andet end at han skulle have mere at tænke på og han havde nok som det var fra før af! ”Jeg må løbe den risiko, Valerio.. Jeg vil ikke stresse ham mere end det jeg gør fra før,” sagde hun dæmpet.

[Deleted]

Valerio var ganske så sikker i sin sag. Uanset hvordan man ville vende eller dreje den, så ville det bedste altid være, at sige det som det var. Julien var faderen, det var slet ikke noget som han ville eller kunne betvivle på nogen måde overhovedet, så det var bestemt heller ikke noget af en hensigt som han måtte brænde inde med på den ene eller den anden måde. Han blev siddende og betragtede hende. Hendes mange træk og hendes mange handlinger viste ham jo kun, at hun var frustreret og ikke mindst også frygtelig fortvivlet, og han ønskede jo faktisk at hjælpe hende. Tro det eller ikke, så havde han faktisk ikke noget imod hende personligt, for det som hende og Julien måtte gøre, det var jo noget som de selv måtte finde ud af. Han var jo bare glad for at hans kære nevø havde fundet en som han var glad for, en som kunne holde ham lidt i ørene og lidt ved fatning, hvor de andre havde slået fejl, for det var virkelig noget af det sidste som han i bund og grund havde lyst til på denne her måde. Han trak let på smilebåndet, selvom det nu var noget som man måtte se til i det skjulte, for han vidste, at Maggie havde et frygteligt temperament og det var bestemt heller ikke noget som man ville pisse af. Et andet sted, så kunne han også godt forstå hende og hendes måde at handle på, for det var vel også det som man kunne sige, måtte være mest hensigtsmæssigt, så han kunne jo faktisk godt forstå hende. ”Hvis du er villig til at løbe den risiko, så skal jeg også hjælpe dig.. Også for hans skyld.” Bevidst, så valgte han at undgå at benytte navn, i tilfælde af at nogen havde fisket navne og det som skete op, så var det da noget af det som han ønskede at undgå. Han bundede roligt sit glas og vendte de mørke øjne mod hende endnu en gang og med det samme tydelige alvor, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Brug det stykke stof, lad som ingenting og fortsæt dit liv som det du altid har gjort – det er din plan, hvis jeg ikke tager helt fejl?” spurgte han sigende. Han var nok ikke meget for det, også fordi at det barn som hun jo måtte bære, ville være en del af Mathimæus slægten, så det at skulle misbære på denne måde, var bestemt heller ikke noget som han ville værdsætte.

[maggie]

Maggie vidste udmærket godt, at man burde sige det, men at give Julien mere at tænke på, var virkelig det sidste som hun havde lyst til lige nu, for det var virkelig en forbandet elendig timing at skulle ende ude i denne tilstand og hun brød sig virkelig heller ikke om det. Kvalmen meldte sig jo i tide og utide, hun rørte ikke længere alkohol eller noget som helst i den stil for den sags skyld. Hun betragtede ham med et tydeligt alvorligt blik og uden at skulle se det mindste væk fra ham, for hun var sikker i sin sag og hun havde tydeligt valgt hvad hun ville sige ville være det bedste af det hele for dem begge, det var at holde tæt, at give ham den nyhed når han var mere frisk og mere ovenpå og ikke nær så stresset som det han var nu, så kunne man nok sige, at man skulle fortælle ham det til den tid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det er jeg glad for at høre, Valerio,” sagde hun stilfærdigt og med den næsten mere milde og taknemmelige mine. Endnu en gang var hun endt betydeligt mere mild end det som hun normalt ville have været, men han ville jo hjælpe hende med det, så kunne det jo heller ikke blive bedre end det, heller ikke for hendes eget vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket. Det var hendes beslutning, det var hendes vej at gå og det var jo heller ikke fordi at hun som sådan havde mange andre alternativer for den sags skyld, for det havde hun ikke. Hun nikkede endnu en gang. ”Jeg har valgt for mig selv.. og for Julien.. det er det bedste alternativ,” afsluttede hun stilfærdigt, hvor hun endnu en gang valgte at skulle nikke. ”Jeg vil skjule det.. og fortælle ham det, når tiden er oprigtigt inde,” afsluttede hun stille, som hun selv rettede sig til på stolen. Det var dette som de blev enige om vel? At det var sådan at de gjorde det, så de igen kunne gå hvert til sit i den anden ende og gøre det som de altid havde gjort? ”Jeg takker mange gange for hjælpen,” afsluttede hun sigende og med det svage smil på læben.

[Deleted]

Direkte det faktum at Maggie faktisk takkede ham, var noget som faktisk kom helt bag på Valerio. Han var dog sikker på at det var denne kvinde som Julien ville ægte når alt endelig måtte komme til alt, så han kunne også godt forstå at Maggie ikke ville lægge det pres på ham. Hun ønskede ham da kun det bedste, det var da tydeligt også ved at gå op for ham selv, så det var jo også bare en god ting i den anden ende, det var jo slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Et stille smil passerede hans læber, også selvom han nu havde gjort det til en vane at holde tænderne skjult, for det var bestemt heller ikke fordi at han var meget begejstret for det som skete ham, da han var i Neutranium. Det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde været ude for! Dette møde var ved at lakke mod sin ende, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det vilde, for han havde virkelig meget at se til endnu inden han kunne tage fyraften for dagen. Han nikkede mod hende. ”Der er skam ikke noget som du skal takke for, Maggie,” afveg han ganske kortfattet. Han havde nok ikke meget til overs for deres forhold, men han stolede på sin kære nevø og hans dømmekraft og at dette jo så i det tilfælde, måtte være hans mage for livet. Ellers ville han vel heller ikke være så meget over hende, som det han faktisk havde været siden de havde været ganske unge begge to? Han endte dog roligt med at rejse sig op og med blikket hvilende på hendes skikkelse, selv uden at han lod smilet falme det mindste, for det var slet ikke noget som han kunne. Hun handlede et sted vis og klogt, selvom det måske ikke var det mest fornuftige, så kunne han godt følge hende i det. ”Forbliv inden døre Maggie.. For din egen skyld, Julien og.. ja, din tilstand.” Han lod hovedet søge let på sned og med det samme alvor i minen. Maven kunne vel heller ikke blive skjult for altid.. det stof ville da ikke kunne skjule den voksende mave når man nåede tiden, hvor man måtte være højgravid? ”Jeg regner med at vi kommer til at se meget til hinanden i fremtiden.. Forbliv som altid.. Så skal jeg nok hjælpe dig.” Han trak kappen roligt omkring sine skuldre. Han havde lidt som han skulle have lavet her i løbet af aftenen. ”Vi ses hjemme, Maggie..” Afsluttede han roligt, som han let bøjede hovedet mod hende, da han valgte at forlade stedet.

//Out

[maggie]

Det var gået langt mere smertefrit for sig end det som Maggie lige havde regnet med. Hun vidste at stoffet ville kræve sine komplikationer senere hen, men det var nu heller ikke noget som hun direkte ville tænke på, før det ville vise sig at blive nødvendigt. Måske at det var på det tidspunkt, hvor hun faktisk ville være i stand til at skulle fortælle det til Julien? At han faktisk skulle til at være far, for tanken var i sig selv, noget som måtte glæde hende og det var bestemt heller ikke noget som hun ville skubbe fra sig på denne måde! Slet ikke! Hun betragtede ham sigende, som de endelig var endt med at skulle komme til en enighed. Han ville hjælpe hende med det, så kunne hun bestemt heller ikke være andet end storslået tilfreds på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun sendte ham et roligt smil, som hun selv gjorde sig de tydelige tegn til at skulle rejse sig op. At hun måtte døje med kvalmen, så måtte man jo tilse hvor god en skuespiller at hun faktisk måtte være, for det var jo slet ikke noget som Julien burde få noget nys om overhovedet! Det ville blive en udfordring, men han ville hjælpe, også fordi at det var noget som faktisk også måtte hjælpe hans kære nevø, så var det i den grad også det hele værd set i hans øjne. Om han jo så gjorde det for at hjælpe hende, var hun for sit vis fuldkommen ligeglad med. Hun følte virkelig for at takke ham, for hun vidste udmærket godt, at han kunne trække i nogen tråde for hendes del, og det var det som hun et sted, vel også var ude på? At det hele skulle få lov til at gå lidt mere i deres retning? Hun nikkede. At skulle holde sig inden døre, var nok den ting som blev sværest, for hun var den type som gjorde mere eller mindre det som passede hende og det at blive inden døre, var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om, for hun elskede jo at befinde sig udendørs! Hun vendte blikket mod ham, som hun selv havde rejst sig og med kappen omkring sine skuldre. At han havde masse at se til, forstod hun dog, for han var jo heller ikke Juliens rådgiver for ingenting vel? Hun nikkede mod ham. ”Jeg er sikker på, at vi kommer til at se meget til hinanden i tiden fremover,” fortalte hun ganske stilfærdigt, hvor hun let måtte sendte ham et smil. Ikke fordi at der var noget som helst bag det. ”Til vi ses igen, Valerio,” sagde hun stilfærdigt, som hun så ham forlade stedet, så gjorde hun ligeså. Hun søgte bare hjemover. Man kunne jo lige så godt starte ud med det samme?

//Out