You wanted to see me

[Deleted]

Det var en sen aften og en af de få, hvor Valerio faktisk bevægede sig udenfor det store Mansion. Han var normalt aldrig udenfor og specielt ikke efter at hans tænder røg. Nu kunne man vel næsten sige, at han havde mistet det hele? Ikke bare det faktum at hans forældre måtte blive revet fra ham for så skræmmende mange år tilbage, men nu var det også hans kære bror? Et slag som faktisk havde ramt ham hårdt, for af de to, så havde han i den grad også været den mest følelsespræget, selvom det var noget som han agtet at skulle holde for sig selv, for han nægtet at vise sig mere svag end det som han havde gjort til nu, for det havde i den grad været slemt nok. ’Den Dansende Flamme var hans tilholdssted i aften. Han måtte ærligt erkende, at der ikke var så meget gang i den som han havde håbet og troet, men det var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste – Det betød da, at der var mindre øjne på ham og det var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod i den anden ende. Maggie havde bedt ham om at møde op her, så selvfølgelig var det også noget som han havde valgt at gøre, for det eneste som han havde tilbage, var jo hans nevø. At han jo så havde fundet sammen med sin halvsøster, var nu heller ikke noget som han kunne sige sig, at være direkte begejstret for, men han bed det i sig for nu. Det var Julien som satte den dagsorden nu, så han ville bestemt heller ikke blande sig. Med et glas blod foran sig, så havde han optaget en af e bagerste pladser, lidt skjult i et hjørne, så folk ikke rigtigt lagde mærke til ham, for noget af det sidste som han ønskede, det var jo at vække en opmærksomhed. De helt mørke øjne hvilede på omgivelserne, som havde han været et rovdyr på jagt. En mine og facade som han til tider kunne skjule sig bag, hvilket kun gjorde det hele meget nemmere for ham selv. Glasset førte han roligt op til sine blege læber, kun for at lade hånden falde endnu en gang med den samme rolige og stedfaste mine. Roligt og afventende, så ventede han blot på at Maggie dukkede op.. Hvad var det da, at hun ville ham?

[maggie]

Tab var virkelig noget af det eneste som havde ramt det store mansion igennem tiderne og specielt dem som de lige havde passeret. Maggie havde jo selv været frygtelig tæt på at miste det hele, selvom hun nægtet at se på sin mor som et direkte tab! Den kvinde havde jo bare valgt sin vej at gå, det var vel heller ikke noget som man kunne betegne som direkte negativt? Det var bestemt ikke sådan at hun valgte at skulle se på det. Valerio havde hun fået en glimrende kontakt med igennem det sidste stykke tid, og hun måtte ærligt erkende, at hun godt kunne bruge lidt råd efterhånden. Det var måske et meget upassende sted at skulle tage denne form for samtale op, men det var bestemt heller ikke fordi at hun havde noget andet valg, med henblik på hendes pludselige tilstand. Hun havde fået en healer til at konstatere at hun var gravid, og hun vidste ganske enkelt ikke hvad pokker hun skulle gøre og den tanke var i den grad noget som måtte skræmme hende direkte! Hun havde brug for at lukke det ud til nogen, men at skænke den nyhed til Julien nu, hvor han havde det sådan, det var bare ikke noget som hun kunne få sig selv til. At sige det til hans onkel – endda den kloge af dem, var vel det bedste træk som hun kunne gøre brug af? Det var i alle fald også den tanke som hun måtte trøste sig med! Med en kappe omkring skuldrene. Maven havde hun svøbt ind i et stramt klæde, også selvom hun vidste, at det ikke var godt for det lille barn, så agtet hun at holde det skjult. Hun bed sig let i læben, som hun langt om længe fik puffet døren op ind til ’Den Dansende Flamme. Selv for hende, så var der mindre gang i den, end det som hun havde regnet med, men det var nu heller ikke noget som gjorde hende det mindste – tvært imod, så gjorde det jo kun det hele bedre. Ikke fordi at hun sådan rigtigt lagde mærke til at Valerio allerede måtte være på stedet, så hun bevægede sig roligt op til bardisken, hvor hun fik bartenderens opmærksomhed. ”En mand med krøller – vampyr, men ingen tænder..?” endte hun kortfattet. Bartenderen sendte hende et kort og morende smil og nikkede mod vinduet, hvor han måtte sidde. Maggie nikkede kun ganske kort, som hun gik derhen og satte sig foran ham. Et sted var hendes blik præget af en tvivl.

[Deleted]

Dette sted var bestemt heller ikke Valerios kop te, men hvad gjorde man ikke for den familie som man endnu havde? Hvis det var denne kvinde at Julien havde valgt som sin mage, så bukkede han skam også under og accepterede det, for han vidste udmærket godt hvordan det fungerede. Han var jo trods alt bare så uheldig, at han ikke havde fundet sin egen endnu, så der var jo mange af de følelser som han slet ikke havde forståelse på. Kvinden som måtte komme ind, var noget som han tog i blikket. Det måtte jo næsten være Maggie. Det var han jo næsten ikke i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Et let smil bredte sig på hans læber, som han endnu en gang tog en tår af det blod som stod foran ham – så slap de andre da for at jage for ham i aften, for han følte sig virkelig forbandet hjælpeløs, at han var afhængig af hvad de andre kunne bringe hjem til ham! Han var virkelig ved at være forbandet træt af det! At hun måtte komme ham i møde og bare sætte sig, hvor han mødte hendes blik. Den mine var dog noget som han kunne sætte en følelse på – Fortvivlelse. Han lod hovedet søge let og undrende på sned. Han vidste, at hun direkte havde jublet over Alecanders død, men han gik dog ikke ud fra, at det havde noget med det dødsfald at gøre. Julien måske? Han vidste det ikke. ”Fortæl mig det, Maggie.. Hvorfor her af alle steder?” begyndte han roligt. Et sted så var det vel at hoppe direkte ind i sagen. Han havde ikke tid til at snakke udenom, også selvom han faktisk måtte hygge sig ved den tanke, at komme lidt ud for en gangs skyld, så der var han hende i den grad taknemmelig, for det var ham jo trods alt også en glimrende mulighed i sig selv. Armene gled roligt over kors. ”Den mine hører ikke hjemme nogen steder i familiens situation.” – Med andre ord, så kendte han udmærket godt til hendes forhold til Julien, selvom det var noget som de jo bare måtte finde ud af selv. Han hverken kunne eller ville blande sig i noget som helst, og så måtte det jo bare være sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket hvilede afventende på hendes skikkelse. Det bekymrede ham næsten, for han havde aldrig set Maggie så fortvivlet før.

[maggie]

Maggie vidste udmærket godt, af alle som måtte befinde sig i det store Mansion, så var hun den som var mest levende og derved også mest følelsespræget som måtte være til stede. En tanke som hun faktisk på ingen måde, måtte bryde sig om, for hun hadet det virkelig! Det var også det som havde gjort, at hun havde bedt Valerio om at møde hende her, for det vigtigste var, at det var så langt væk fra Julien som muligt, for hun ville slet ikke gøre det værre for ham end det som det måtte være allerede fra før af. De røde øjne faldt direkte til hans skikkelse. Han kendte til deres forhold ligesom enhver anden i huset, men han gjorde da også klogt i at holde mund om det, for det at betræde Juliens område, var nok noget af det dummeste som man kunne gøre for øjeblikket, det var end ikke noget som hun var det mindste i tvivl om lige for øjeblikket. Stoffet var stramt om maven, men det var heller ikke fordi at den var stor endnu. Hun ville faktisk bare gerne vænne sig til den følelse, for de næste 9 måneder, så skulle hun gå rundt med det, også mest af alt for at holde den graviditet skjult. Hun ville fortælle ham det når tiden var rigtig og ikke et sekund før! Hænderne foldede hun stille i sit skød. Hun havde ikke megen appetit og kvalmen meldte sig da i tide og utide, selvom hun nu kun var glad for, at Julien ikke havde fattet nogen som helst former for mistanke. At Valerio kunne fornemme på hende, at der var noget galt, forundrede hende dog på ingen måde. Hun havde bare brug for at få det ud til en eller anden og hun stolede faktisk på at denne mand kunne holde tæt om det. Gud nåde trøste ham, hvis han lakkede det og lod Julien vide det, for hun var usikker på, om han i det hele taget ville kunne klare en sådan besked lige nu. Hun kneb øjnene en anelse sammen. ”Du får mig næsten til at lyde som en omvandrende ballademager, Valerio,” påpegede hun sigende og med en ganske kortfattet mine. Ikke fordi at det var noget som hun brød sig om decideret, men hun måtte jo bare acceptere tingene som de måtte være. Selvom det virkelig ikke var nemt. ”Jeg vil bare være sikker på, at det ikke er noget som når Julien for øre… endnu,” forklarede hun stille. Sandt var det jo faktisk, selvom det fik hende til at døje med et andet problem – Straffen for børn udenfor ægteskab.

[Deleted]

Et sted så morede det kun Valerio, at Julien kunne vælge en kvinde som Maggie og et sted, så forundrede det ham på ingen måde, for hun var virkelig noget for sig selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende, så selvfølgelig var det også noget som spillede ind. Hun var eftertænksom, også selvom hendes mine og hendes mange facader sagde ham ganske andre ting, så var han nu kun glad for, at have muligheden for at se lidt af den rigtige Maggie. Den kvinde som Alicia skænkede liv til som den første, også selvom han aldrig rigtigt havde brudt sig om hendes kære far, så var det også rygter omkring en mand som var spredt for vilde vinde, udelukkende fordi at han havde stået som Konge i Procias. En tanke som var direkte forkastelig! Men den ene ting som han kunne konkludere ud fra denne situation, så var det lige netop det faktum, at der måtte være et eller andet rivende galt. Ikke fordi at det var noget som kunne forundre ham som sådan, for det var bare noget som man måtte bide i sig. Han ville lade Maggie fortælle ham det i hendes tempo, for det var ham jo kun tydeligt, at det måtte være helt galt. ”En ballademager har du altid været,” påpegede han sigende. Han havde jo faktisk været der stort set igennem al den tid, hvor hun havde kendt til Julien, så han vidste jo udmærket godt hvordan hun havde været dengang, og det havde bestemt heller ikke været en engel! Han lod hovedet søge let mod den anden side og ikke mindst med en næsten så nysgerrig mine som intet andet. ”Julien må ikke høre det?” gentog han sigende, hvor han blot nikkede. Ikke fordi at det var noget som hjalp ham frem til nogen former for svar, men det kom vel? De mørke øjne hvilede på hende. Hun virkede bekymret og ikke mindst stresset. Ikke fordi at det var noget som han havde set ved Maggie før, så det måtte da næsten være alvorligt, hvis det kunne plage hende så meget, at hun måtte snakke med ham helt herude? ”Så fortæl mig det, Maggie.. Kan jeg hjælpe, så gør jeg det,” fortalte han stilfærdigt. Hans ord havde dog altid været troværdige, det vidste alle som faktisk kendte til ham personligt – ligesom Maggie og de andre i huset måtte gøre. Kunne han beskytte slægten og familien, så gjorde han det i den grad også!

[maggie]

Maggie vidste slet ikke hvad hun skulle gøre, så dette var vel egentlig hendes eneste og bedste mulighed? Ikke fordi at det var noget som hun ville sige direkte og åbent, men hun var nu langt mere spændt på at se hvad Valerio ville sige til det? At han faktisk skulle være der til at tage imod sin egen nevøs søn eller datter. Ikke fordi at den tanke var noget som gjorde hende noget, for hun stolede i den grad på manden. Alt andet havde hun da slet ikke nogen grund til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun havde set hvordan han var overfor Julien og hvordan han accepterede manden, så selvfølgelig var det også noget som spillede så frygtelig godt ind for hendes eget vedkommende. Hovedet lod hun søge let på sned. Måske at hun havde været en ballademager dengang hun var lille, men hun var der i den grad ikke for at snakke omkring fortid. Dette var langt mere alvorligt end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Måske at det var dengang jeg var lille, bare ønskede mine egne forældre sammen igen og ønskede at være den største pestilens i Juliens liv.. Det har ændret sig makabert siden dengang,” påpegede hun med en ganske stilfærdig stemme. Tanken morede hende dog alligevel.. Måske at deres lille søn eller datter blev helt nøjagtigt ligesom dem selv? Det var faktisk noget som hun ville se frem til at opleve, for lige her, så var hun faktisk meget menneskelig, selv på trods af hormoner og kvalmer, så var det nu ikke noget som tog modet fra hende som sådan. At han ønskede at hjælpe, var hun klar over, også fordi at dette havde noget med Julien at gøre – en grund til at hun havde valgt at gå til ham frem for så mange andre, som kunne have været en lige så stor hjælp, men det var bestemt ikke på det samme grundlag, det var hun slet ikke i tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det..” Hun vendte blikket mod vinduet, næsten kort og tænkende, for det var i den grad noget som måtte bekymre hende og frygtelig meget endda, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun sukkede indædt, rystede på hovedet og vendte blikket mod Valerio igen. Det var vel bare at kaste sig ud i det? ”Jeg er gravid..” endte hun dog med en langt mere dæmpet stemme.

[Deleted]

Valerio betvivlede på ingen måde, at Maggie ikke var kommet her for at snakke om fortiden, selvom det nu stadig var tider som han direkte kunne more sig over, for det var i den grad også underholdende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede på hende. Når man så på hende, så var det som at se en yngre udgave af Alicia – Bare langt mere elegant og ædel end det som man kunne beskrive omkring hendes mor, for det var tydeligt, at hun kun måtte være vokset op blandt vampyrer, hvor hendes mor havde haft et liv i Procias. Et sted så var han faktisk kun glad for, at den kvinde ikke måtte rende rundt omkring dem længere, selvom han dog på ingen måde betvivlede at Julien også måtte savne og mangle sin mor, så ønskede han da bare at gøre det bedre for ham, hvis det var noget som han kunne gøre for ham, så ville han i den grad også gøre det, selvom det på ingen måder kunne siges, at være nemt, specielt ikke når manden var så lukket og afvisende som han var, men han vidste at tilbuddet stod der og det ville det i den grad også fortsætte med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det har jeg skam fundet ud af, Maggie.” Han sendte hende et roligt smil med tanken til hvilken påvirkning at hun havde haft efter at hun havde været ude af Juliens liv igennem en årrække og så kommet tilbage igen. Hun gjorde ham glad og det var i den grad også den tanke som gjorde, at det var langt nemmere for ham at acceptere tingene som de var der, i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som de kunne bruge til noget som helst, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hendes sidste ord var dog noget som tydeligt måtte ramme ham som en syngende lussing. Gravid? Var hun gravid?! Han blinkede let med øjnene. ”Jeg håber for dig at det er en spøg, Maggie.. Det er bestemt ikke et passende sted at tage en sådan samtale op.” Denne gang var hans mine og stemme langt mere alvorlig end det som den havde været til nu. Det kunne hun vel have sagt på et helt andet sted end på et sted hvor alle kunne høre hende?! ”Du… du er gravid?” Han lod hånden vandre igennem håret og vendte kort blikket mod vinduet. ”Du kender strafferammen for børn udenfor ægteskab, hvis det kommer ud,” påpegede han dog med en meget alvorlig mine.

[maggie]

Maggie kendte udmærket godt strafferammen for børn udenfor ægteskab, men det var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende! Hun ville bare ikke lade Julien blive yderligere stresset af hele denne situation, for det var virkelig hårdt nok som det var, det havde hun da allerede set. Han havde problemer med at slappe af eller bare det at spise! Hvordan ville han ikke reagere, hvis han vidste, at hun var gravid? Hun bed sig let i læben, bare ved at se hvordan Valerio måtte reagere på det. Hvis det var sådan en udenforstående måtte reagere, hvordan ville Julien så end ikke gøre det? Det gjorde det kun værre for hende, for hun ønskede virkelig ikke at blive fremstilet som en ung tøs som ikke kunne finde ud af tingene selv! Der var jo en grund til at hun faktisk risikerede at skade fosteret, netop ved at pakke det sådan ind, for hun ønskede virkelig ikke at det skulle vises på denne her måde. Julien ville blive straffet hårdt for det, og det samme ville hun, hvis det kom frem og det var bestemt heller ikke noget som hun måtte ønske på den ene eller den anden måde. Hun vendte blikket stille ned mod hendes mave. Den var heldigvis ikke synlig endnu, for hun var heldigvis ikke så langt henne, men før eller siden, så ville det gå stærkt og det var i den grad også den tanke som måtte bekymre hende, for hun kunne vel heller ikke skjule det for tid og evighed? ”Jeg ved det godt, Valerio!” endte hun med en dæmpet, dog tydeligt frustreret mine. Hun ønskede virkelig heller ikke at tiltrække sig af den unødvendige opmærksomhed, for hun var bestemt heller ikke særlig begejstret for at sidde i den situation som hun måtte gøre det for øjeblikket, for det var virkelig slemt nok som det måtte være allerede fra før af. Hun vendte blikket ganske kort omkring sig. Nej, der var heldigvis ikke nogen som lagde synderlig meget mærke til hende – heldigvis! Hun sukkede opgivende og lod hænderne vandre igennem håret endnu en gang, hvor hun lod albuerne falde direkte til bordet og med blikket hvilende på ham. Han forstod vel hendes fortvivlelse nu? For det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som hun priste sig lykkelig for! Tvært imod! ”Hvad skal jeg gøre? Jeg kan da ikke fortælle ham det! Du.. du har jo set hvordan han har det.. hvordan tror du ikke han vil reagere på det her?” Hun betragtede ham sigende og med en tydeligt fortvivlet mine. Hun hadet det her!

[Deleted]

Brikkerne måtte dog temmelig hurtigt falde på plads for Valerio som hun fortsatte med at tale. At hun ikke lavede sjov med det, var dog for længst gået op for ham, hvor han tydeligt også glemte alt omkring deres snak om fortid. Det andet var da langt mere alvorligt end det som man kun lige måtte sætte en finger på og selvfølgelig var det også noget som måtte bekymre ham og temmelig meget endda, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede indædt og vendte blikket ganske kort i retningen af vinduet. Ja, hvad skulle hun da gøre? Direkte ville han sige, at det bedste ville være at sige det til Julien, men hun havde en pointe; Den stakkels mand havde allerede så meget om ørene, at det næsten måtte være synd og skam at give ham mere end som så. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme alvorlige mine. Dette var en hemmelighed som han ville tage med sig i graven når man nåede så langt. Han holdt af sin nevø og ønskede at hjælpe ham så godt som det nu var ham menneskelig muligt og så meget som han nu havde fået tilladelsen til at gøre det, selvom det normalt var en afvisning som mødte ham, men det var nu heller ikke noget som han tog særlig tungt. ”Hvad du skal gøre? Du ved at det bedste og det mest rigtige ville være at sige det til ham,” fortalte han ganske kortfattet. Han dog i den grad dette på alvor, for det var virkelig den mest elendige timing at dette kunne få! Han sukkede nærmere opgivende. ”For satan da, Maggie..” Han lukkede øjnene ganske kort, idet han tog omkring sit glas og bundede resten. Det var da noget af det sidste som han havde regnet med at skulle høre fra hendes mund af og specielt i denne situation. ”Ved du hvor langt du er henne?” spurgte han stilfærdigt. Jo mere han vidste, jo bedre ville det jo faktisk være, og han gik da ud fra, at hun stolede på ham, siden hun bare valgte at åbne op for ham på denne her måde? Ikke fordi at det var noget som han direkte måtte tage som nogen negativ ting, tvært imod, så hellere det modsatte. ”Jeg vil gerne hjælpe dig.. så godt som det nu er mig muligt, men så må du lade mig vide.. alt,” påpegede han stilfærdigt. Han vidste, at han ville få smæk for det senere hen, men hvad gjorde man ikke for at beskytte familien?

[maggie]

Maggie stolede virkelig på Valerio ellers ville hun bestemt heller ikke have åbnet op for ham på denne her måde, og fortælle ham hvad hun ikke ønskede at Julien skulle vide. Hun kendte udmærket godt til straffen som lød på hundrede piskeslag til manden og fjernelse af kvindens livmoder, så der slet ikke kunne komme flere børn og det var da noget af det sidste som Maggie ønskede sig! Hun ønskede slet ikke at Julien skulle gennemgå mere end det som han allerede havde gjort, for det hele var virkelig grumt nok som det måtte være og den tanke i sig selv, var faktisk noget som kun måtte skræmme hende mere end det som hun nok var i stand til at beskrive det. Nu hvor hun hverken havde en mor eller en far at gå til, så var Valerio virkelig også den bedste og eneste udvej for hende, og det var i den grad noget som hun tog fat i og endda med nærmest en kyshånd! Hun bed sig ganske svagt i læben og uden at se det mindste væk fra ham. At han var lige så overrasket over det som det hun måtte være, var noget som hun da tydeligt kunne se og mærke på ham. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for det var bare noget som hun måtte have ud på den ene eller den anden måde, for det var efterhånden direkte nødvendigt, også for hendes vedkommende. Hun sukkede stille. ”Jeg ved godt, at jeg burde fortælle ham det, men.. Har du set hvordan han ser ud? Det er slet ikke sådan en nyhed, at jeg i det hele taget har lyst til at overbringe til ham,” sagde hun stille. Et sted så håbede hun vel også på Valerios forståelse? For det var jo faktisk den som hun havde mest brug for lige i øjeblikket, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte være kommet til stykket. Hun sukkede indædt og slog armene forsigtigt om sig selv. Jo mere hun fortalte ham, jo bedre ville det blive, selvom hun virkelig var bange for, at Julien ville finde ud af det før eller siden! ”Det.. det er omkring halvanden måned siden, at vi var sammen, men..” Hun vendte blikket mod ham. Maven ville snart blive synlig og det var noget som hun var klar over. Hun havde bare brug for hjælp og vide hvad filan hun skulle gøre ved det!

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at Julien ville flå hovedet af ham, hvis han endte med at holde tæt, men han måtte jo desværre give Maggie ret – uanset hvor meget han ville det eller ikke. Julien havde virkelig ikke brug for mere om ørene lige nu og dette var jo en måde hvorpå at man måske ville få bægeret til at flyde over, så han kunne udmærket også godt forstå hendes vrede, fortvivlelse og frustration og han ønskede selvfølgelig at hjælpe hende igennem det, for det var jo mere eller mindre familie – Nu hvor hun måtte stå som den som Julien tydeligvis havde valgt som sin eneste ene, så var det jo noget som han bare måtte bakke op om og selvfølgelig var det også noget som han valgte at gøre. Han ville jo gerne hjælpe hans nevø så meget som det nu var ham menneskelig muligt. Han lyttede til hendes ord. Hvis der var noget som han var god til, så var det i den grad at skulle lytte og komme med råd – Der var jo en grund til at han altid havde stået der som rådgiver her på stedet og endda for sin egen bror, som tydeligvis havde gjort god brug af hans mange råd, hvilket han var glad for. Så var det jo bare hans kære nevø som han skulle overbevise om det samme. At Maggie kun måtte være halvanden måned henne – max, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere, for det var lang tid at skulle skjule det i, og det vidste de jo begge udmærket godt. Han sukkede opgivende. ”Han flår hovedet af mig, hvis jeg vælger at holde tæt, Maggie,” fortalte han stilfærdigt. Der var slet ikke nogen grund til at skulle skjule det for hende, for Julien ville finde ud af det før eller siden, netop fordi at hun havde valgt at fortælle ham det og samtidig bedt ham om at holde mund omkring det, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde. Tvært imod! ”Der er langt op til de 9 måneder, Maggie. Jeg vil næsten råde dig til at fortælle ham det, selvom jeg ved.. og kan se, at det ikke vil være en nyhed som han ville kunne tackle. Ikke lige nu i hvert fald.. Hvordan vil du skjule maven?” De sidste ord var selvfølgelig sagt i en hvisken, for dette var bestemt heller ikke noget som skulle komme ud blandt befolkningen, det ville da kun gøre det hele så frygtelig mange gange værre, og det var bestemt heller ikke noget som han var ude på!

[maggie]

Maggie vidste udmærket godt, at det på ingen måde, var godt at gå frem på den måde som hun gjorde, men hun så virkelig ikke noget andet valg. Hun havde brug for at lukke det ud til nogen og Valerio var virkelig også den eneste som hun faktisk turde at gøre det til således, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun betragtede ham med en ganske alvorlig mine. Hun kendte Julien nok til at vide, at han ville flippe uden lige, hvis han fandt ud af, at Valerio kendte til hendes tilstand, men hun fandt det virkelig som det mest sikre, for hun havde også brug for råd! ”Skal jeg være ærlig, så er jeg ligeglad, Valerio.. Jeg har brug for dine råd.. koste hvad det koste vil,” sagde hun med en ganske bestemt stemme. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for det var jo faktisk sådan at hele landet måtte ligge, for alt det andet, var virkelig kun noget som måtte frustrere hende som bare fanden! Nemt var det ikke, tvært imod! Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Han spurgte virkelig om mange ting og hun vidste, at dette også automatisk måtte indebære, at hun kom til at afvise Julien, for maven måtte han virkelig ikke få lov til at se! Det var jo slet ikke noget som hun ønskede på nogen måde! Hun vendte blikket stille mod ham. ”Jeg binder maven ind i stof.. Maven er knapt synlig,” fortalte hun stille. Det var ikke fordi at det var behageligt eller godt for barnet på nogen måde, for det var bare sådan at det nu måtte være. Hun bed sig let i læben. ”Og ikke kom og fortæl mig, at det ikke er godt for nogen af parterne, for det ved jeg udmærket godt,” vrissede hun næsten i forsvar, for hun havde virkelig ikke brug for belærende ord, for hun vidste godt, at denne situation bestemt heller ikke var noget som ville gavne nogen af dem overhovedet! Men det var nu heller ikke fordi at de havde noget andet valg som sådan. Hun vendte blikket stille ned mod maven. ”Jeg bærer det allerede nu, for at vænne mig til det,” tilføjede hun dæmpet. Også mest for sin egen skyld, for det at skjule en stor mave, ville bestemt heller ikke blive nemt!

[Deleted]

Valerio sukkede næsten opgivende. Hvad pokker var det ikke lige, at Maggie tænkte på?! At hun i det hele taget måtte se ud til at ønske at bære barnet til livet, var noget som han da tydeligt kunne se, føle og fornemme på hende, hvor det vel også kun måtte være direkte nytteløst at skulle få hende på andre tanker? Så alene den teori var noget som han valgte at puffe en anelse til side, for han ville vel sikkert ende med at få smæk, bare ved at nævne det for hende. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse og med det samme alvor i minen som før, for det var slet ikke noget som han ville skjule for hende, for dette var virkelig i den grad en frygtelig alvorlig sag, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være. Han kneb øjnene en anelse sammen. Han ønskede ikke at belære hende, men faktisk hjælpe hende, så det at tage den tone i brug, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! ”Udmærket.. så længe, at du selv kender til den risici som du er ved at løbe,” forklarede han ganske stilfærdigt. Så var det heller ikke fordi at det var noget som han ville gå mere op i lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle gå mere i for øjeblikket, så måtte det jo bare være sådan at det måtte være. Han lod hovedet søge let på sned. Dække maven med stof? Hun sagde vel ikke at hun strammede det hele ind? Det var jo til fare for dem begge til! Han rystede stille på hovedet og lod hænderne vandre igennem håret. ”For satan, Maggie..” mumlede han med en næsten irriterende mine, for hun var da også helt umulig at snakke med! Det var jo næsten hendes mor om igen, for han havde aldrig rigtigt brudt sig om Alicia, men det var vel heller ikke noget som han direkte havde brug for at skulle fortælle til nogen som helst? Han var faktisk kun glad for, at den kvinde var ude af huset efterhånden. Han sendte hende en alvorlig mine. ”Jeg vil næsten råde dig til at skille dig af med det på andet vis, inden nogen får nys omkring din tilstand,” rådet han hende ganske stilfærdigt. Han var vel bare nødt til at prøve?

[maggie]

Maggie kunne da under ingen omstændigheder drømme om, at tage barnets liv allerede inden det ville komme til verden, så bare det at skulle foreslå det, var noget som ville koste Valerio forbandet dyrt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert! Hendes blik hvilede direkte og olmt på hans skikkelse, for dette var kun ved at irritere hende, også selvom hun vidste, at han kun gjorde sit for at hjælpe, så var det bare ikke denne form for hjælp som hun søgte efter, så det var jo selvfølgelig også noget som spillede forbandet godt ind for hendes vedkommende. Hun var slet ikke ude på at skulle gøre ham vred eller irriteret eller noget lignende, for dette var virkelig bare gerne noget som hun ville have hjælp til, hvis det var hende menneskelig muligt, for nemt, det var det bestemt heller ikke, men man gjorde vel bare det som man fandt som en nødvendighed på denne her måde? Det var da om ikke andet, så det som hun selv gjorde på denne måde – Valerio var den som hun følte at hun kunne gå til uden de største kvaler, men han lød da tydeligvis til at være af en anden mening, så var det jo noget som hun bare valgte at skulle bide i sig og endda på den hårde måde, for hun ønskede da slet ikke at dette var noget som skulle komme frem i offentligheden! ”Jeg ved det udmærket godt, Valerio,” vrissede hun med en tydelig irritabel stemme. Det var nu en risici som hun var mere end villig til at løbe, for hun ønskede bestemt heller ikke, at Julien skulle have mere om ørene, end det som han allerede havde, for det var da allerede mere end rigeligt for den stakkels mand! Hans sidste ord, var virkelig noget som gjorde hende direkte arrig, hvor hun vendte blikket direkte vredt mod ham. ”Hvordan kan du i det hele taget råde mig til det?” endte hun med en tydeligt overraskende mine. Ikke fordi at det var noget som hun ville lægge skjul på, for det var noget som virkelig måtte komme bag på hende! Helt vampyr var hun ikke, og det var heller ikke noget som hun nogensinde ville blive, så hun var nok mere hen af sin mor, end det som hun ville vedkendes, men det var jo så bare sådan at tingene måtte være. ”Det kan jeg ikke, Valerio! Hvordan i alverden kan du få dig til at sige det?!” endte hun denne gang med en lidt mere hævet stemme.

[Deleted]

For Valerios vedkommende, så var det virkelig det mest naturlige at bede hende om; At komme af med barnet uden at nogen ville lægge mærke til det og så lade som ingenting. Det ville ikke koste alverdens, og hvis det var et problem, jamen så skulle han da nok hjælpe hende med det, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl. Det var jo trods alt familie og han ønskede på ingen måde, at Julien skulle lide mere end det som han havde gjort til nu. Ja, måske at det var meget menneskeligt at skulle tænke på den måde, men det var nu også det som faktisk måtte falde ham mest naturligt ind og det var uden videre omsvøb. Han holdt virkelig af sin familie, han ønskede at gøre det for dem, som måtte være det mest nødvendige, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hans blik hvilede stift i hendes eget, også mest for at understrege, at han i den grad også mente de ord i sit alvor, selvom han tydeligt kunne se overraskelsen i hendes eget. ”At hæve stemmen, vil du under ingen omstændigheder få noget ud af, Maggie.. Du ved lige så vel som mig, at det vil være det eneste rigtige,” påpegede han ganske kortfattet. Det stod ikke til diskussion. Hvis hun ville udsætte sig selv for risikoen, så måtte hun jo selv om det, men han havde sine råd og dette var hvad han kunne hjælpe hende med. ”Jeg skal nok holde tæt om din tilstand.. Det kan jeg give dig mit ord på, men hvis du går i troen om at dette vil gavne dig og Julien i fremtiden, så kan jeg næsten fortælle dig med den største sikkerhed, at du virkelig tager fejl,” afsluttede han stilfærdigt, som han roligt måtte sætte sig tilbage på stolen og med armene korslagte. At skænke ham et barn når han havde det som han havde det, ville hun da under ingen omstændigheder få noget som helst ud af, for det ville da slet ikke gavne hende på nogen måde overhovedet. Han betragtede hende blot med en meget sigende mine. Han dømte hende ikke for hendes valg, for et sted så var han jo også temmelig sikker på, at hun ville tage det som hun måtte finde som det rette for hende og for Julien – Han håbede det da om ikke andet.