I really do miss you..

[Deleted]

Der var jo gået en evighed siden Damon havde haft den mulighed for at se Nattie og det var jo heller ikke fordi at han havde hørt fra hende i det hele taget. En tanke som han faktisk ikke brød sig om, for han var i den grad frygtelig bekymret for hende – hende og deres kommende lille. Et sted så var han vel også spændt på at se hvor stor hendes mave var blevet? For det var jo heller ikke fordi at han kunne prale med at være den store selv, for enhver borger i Procias levede på rationer, ellers var der slet ikke nok og det var bestemt heller ikke meget de fik hver især. Han bed sig i læben. Han havde brugt evigheder på at finde en engel som kunne bringe hans budskab videre til hende, men det var jo heller ikke fordi at de turde bevæge sig på jorden længere. Han havde siddet på bjergets tinde i adskillige timer og bare stirret op mod den store himmel. Han havde fundet den ene engel som havde været her, bedt hende om at give den besked videre til Nattie og så håbede han da noget så brændende, at han ville få hende at se. Denne gang var det jo ham som måtte tage initiativet, for han manglede hende virkelig.. Han bed sig svagt i læben. Kildaria lå i en halvcirkel omkring ham. Selv hun var ramt af hungersnøden i dette land, selvom han lod hende jage i Manjarno, for det var forbandet vigtigt at hun i det mindste holdt sig ved lige, for han var virkelig direkte afhængig af hende! *Jeg tror ikke hun kommer, Damon.. Lad os nu bare komme videre..* Damon vendte blikket vredt mod hende ved de ord, hvor han gav hende et enkelt slag henover snuden. Ikke fordi at det gjorde ondt, men for at indikere, at der gik grænsen altså! ”Jeg ved hun kommer, Kildaria.. Så hold op med det der!” Han var på ingen måder den samme når Nattie ikke var i hans nærhed, for han manglede hende virkelig som aldrig nogensinde før. Han vendte endnu en gang blikket mod himlen. Selv var han jo blevet tynd og en anelse bleg – selv livet her på jorden, var slet ikke hvad det havde været af før.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var skam på vej men hun hade et minder, ja problem som altid. det var ikke kvalmen der gjorde hun var lidt sent på den, som altid var hun temmelig uheldig. *hvorfor mig!* tænkte hun mens hun holdt rejse kappen godt om sig mens hun fløj af sted for at undgå de dødsengle der med deres leer var lige i hælene på hen de, hvorfor skulle hun også lige vær så uheldig. kappens hætte var røgen af hendes hovede, så de lange grønlige hår stod ud til alle sider på grund af vinden, og skyerne gjorde det svær for hende at se, hænderne var på en lille rund mave der efter hånden var vokse frem, den var dejlig varme og hun hade en hvide kjole på med et tørklæde om maven for at holde barnet ekster varmt, "Demon!.. Demon!" råbt hun lidt i håbe om damon var i nærheden for hun kunne ikke holde dem på afstand for evigt, Adeline dykke ned mod jorden der var skyet så det var rigtig svær at se hvor katten hun var henne, hun mærke en dødsengle der hev fat i hendes hår og prøve at bremse hende, hun bed tænderne sammen i smerte og trak den skjult kniv hun hade med sig og skar sit eget hår af, nu gik det kun til skulderne undtagen 2 tåtter for and, det var nu meget kønt men det galt ikke lige nu. hun faldt mod jorden da hun glemt at baske med vingerne, hun mærke hun lande på noget halvt blødt og halv hårdt, hun gispe og hade hænderne på maven mens dødsenglen kræse rundt over hende, hvorfor tøve de? hun mærke på maven og tjekke der ikke var sket noget før hun sukke lette. *redet.. men af.. hvad..* hun så tilbage "Kildaria!" hun smile en smule hun så der efter rundt og fik øje på damon, "Demon!" hun kom ned fra kildaria og skynde sig mod damon, hun hade virkelig savnet ham, og mangle ham i alt den tid de var væk fra hinanden. hun så på ham og trykke sig ind til ham, før hun mærke en dødsengel hade tage chancen og dykke ned og hade smidt et reb om dem begge og begynd tat hive i dem for at prøve at løfte dem op til de andre.

[Deleted]

Lige hvad der var i vente, var slet ikke noget som Damon vidste. Han havde allerede siddet der i timer, men han håbede dog alligevel af den grund, at hun ville møde op her.. Han håbede virkelig, også selvom han vidste, at han slet ikke var ved den bedste fatning, for det var virkelig ikke nemt at klare sig i Procias nu om dage! Han gjorde det bedste som han kunne – ligesom så mange andre, men det var bestemt heller ikke en nem opgave! Han vuggede let frem og tilbage, uden egentlig at ænse hvad der egentlig måtte ske oppe over hans hoved og Kildaria lagde selv ikke mærke til det, for hendes fokus måtte jo trods alt ligge på hendes kære rytter, som tydeligt ikke havde det særlig godt. Det var da heller ikke nemt at være skilt fra den kvinde som man elskede? Adelines råb, var slet ikke noget som han lagde synderligt mærke til, som han bare sad og stirrede ud i luften. At hun måtte komme dem i møde, var dog noget af det som han da i den grad måtte reagere på. ”… Adeline?” Han rejste sig hurtigt, hvor han vendte sig om. Dødsenglen var slet ikke noget som han ænsede, for det var efterhånden bare så normalt for ham, at se mørke væsner i Procias! Han slog armene om hende, selvom det hele blev gjort med en forsigtighed, for han kunne da tydeligt mærke hendes mave var der.. Så stor og rund som den var blevet! Han kyssede hendes kind, som han holdt hende godt og trygt ind til sig. Han havde i den grad savnet hende! Rebet omkring ham, var først noget som han lagde mærke til, idet at det måtte stramme omkring ham. Han åbnede hurtigt øjnene, idet han slap et gisp, da det pludselig rev i ham. Han mistede tydeligt fodfæstet, idet han røg direkte ned i jorden og med Adeline ved sin side.
Kildaria reagerede lige så hurtigt som rebet var faldet omkring dem. Nu måtte det simpelthen være nok! Det kunne virkelig ikke passe, at de ikke bare kunne få et kort øjeblik, hvor de bare kunne nyde hinanden! Hun rejste sig på bagbenene, hvor det selv måtte være tydeligt, at hun havde tabt sig, ligesom Damon havde. Det var jo heller ikke fordi at der var meget føde til nogen af dem efterhånden og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt at skulle få det hele til at løbe rundt, for det var det bestemt heller ikke for det kære kongehus! Hun baskede fast med armene for at komme op i luften, idet hun direkte bed rebet over i et fast forsøg på at hapse i sig af dødsenglen. Nu var det da på tide, at de kunne få bare en smule fred!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline trykke sig ind til damon mens hun helt fik tåre i øjne, hun hade sådan savne ham. hun kunne dog godt mærke maven var en smule i vejen men sådan var det nu en gang, hun vine da damon vælte og at hun røg med, hun holdt dog fast i damon og mærke også da rebet blev bid over af kildaria dødsengle tøve ikke men trak sig tilbage og forsvandt mod nord, adeline kom op og side og hev damon med op. "kom du noget til" hun så på ham og lag hænderne på hans kinder, "damon.. du ser noget bleg ud.. og tynd.. i vært fald tynder... er du okay.. du ikke ved at blive syg vel" hun tog om damon og hulke mens hun trykke sig ind til ham, og nød sådan at mærke ham ind til sig igen. hun snøfte og kysse ham på halsen, "jeg ville ønske i kunne være i himlen med os.. der kunne i være i sikkerhed" hun snøfte og så på damon og kørte hånde gennem hans hår, mens hendes eget nu skulder lange hår bevæge sig i vinden, hun trak vejre dybt og så på ham. "jeg snakke med..Gabriel.. englens leder... han love at fange Icthan.. og senge engle her ned til at hjælpe med at passe på dig.. " hun smile for det var en god ting syntes hun, "jeg har virkelig savne dig.. jeg mener vi har savne dig" hun smile skævt og så ned på maven, "den lille vokser stille og roligt.. jeg passer godt på den.. håber det bliver en sund lille mini damon.. kunne det ikke vær sødt" hun smile og så på ham, "nå.. nok snak fra mig.. må jeg hør.. hvad er der sket her nede i alt den tid vi var adskilt" hun så på ham og trykke sig blidt ind til ham og nød tiden med ham.

[Deleted]

Damon måtte ærligt erkende, at hans fokus lå på helt andre ting, end det som måtte færdes i hans omgivelser. Han havde virkelig bare øjnene for Adeline for øjeblikket! Hans arme hvilede trygt omkring hende, også selvom han tydeligt kunne mærke, at maven var vokset siden at han havde set hende sidst. Han ønskede da bare slet ikke at skulle miste hende igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! At de endte direkte i jorden igen, så sørgede han dog automatisk for, at han var den som landede på ryggen, så hun ikke skulle komme til skade. Det var da noget af det sidste som han ville ønske sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
Kildaria fik jaget dødsenglen på flugt, hvor hun selv tydeligt måtte lande tungt. Begge var de tydeligt påvirket af situationen her i Procias. De måtte jo trods alt også klare sig som bedst muligt. Hun førte hovedet hen til dem, hvor hun fik rebet væk fra deres skikkelser, så de ikke skulle komme yderligere galt af sted. Damon vendte igen blikket mod hende, hvor han satte sig op, kun for at finde muligheden, så han kunne slå armene om hende. Han havde i den grad savnet hende, for det føles virkelig som havde det været hundrede år siden, at han havde set hende sidst! Han havde næsten savnet hendes bekymring, for det glædet ham virkelig, at hun stadig måtte tænke på ham. Han hævede hånden som han lod den stryge mod hendes kind. ”Alle er ramt af hungersnøden her, min kære..” påpegede han stille. Foruden at han ikke rigtigt kunne gå mæt i seng, så havde han det faktisk udmærket. Han kyssede hendes kind og derefter hendes læber – vel også et forsøg hvorpå at han kunne få et ord indført? ”Jeg er bare glad for at se at du.. og den lille, er okay,” sagde han roligt. Han vendte blikket mod hende. Han havde virkelig bare haft brug for at skulle se hende, for det var virkelig alt for længe siden! Armene lagde han roligt omkring hende, kun for at trykke hende godt ind mod sig igen. Han lagde den ene hånd mod hendes mave, som han strøg ganske let. Han håbede virkelig på at det var hans og ikke Icthans! ”Jeg håber at Gabriel finder ham..” hviskede han stille. Tanken alene, kunne virkelig gøre ham vred.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og nød rigtig meget kysset, og følte at det brændt sig fast på hende læber. hun glemt helt at lade ham snakke, hun så på ham og trykke sig blidt ind til ham mens hun mærke hans hånd på sin lille rund mave der dog kunne virke lidt voldsom vis man ikke var vand til at se gravide kvinder. hun så på ham "jeg ked af i skal sulte sådan" sag hun stille og nusse ham på ryggen, hun blev helt ked af det over de skulle sulte og hun selv spiste ordenlig, hun nikke og kysse ham blidt på munden. "håber jeg også" sag hun stille og trykke sig bare ind til ham og nød virkelig at være i hans arme igen, "jeg har sådan savne dig" sag hun stille og snøfte, hun hade let til tår på grund af sin homoner, hun prøve dog at lade vær med at tude for tit for ikke at virke som en tude marie. hun så på damon og nusse hans kinder og var virkelig bekymret for ham, og kildaria men mest ham hun elskede over alt på jorden og hun ville ønske hun kunne viste det meget mere tydelig ind hun gjorde det i for vejen, "jeg elsker dig damon" hviske hun stille til ham mens hun nusse ham i nakken og kysse ham blidt på kinden og lag hovedet mod hans skulder og nød at side der hos ham mens han hade hånde på hendes mave og glæde sig til den lille kunne sparke så han kunne mærke det, og til den lille kom ud så de kunne være sikker på at det var damon for det måtte være damon, vis englen ikke fange icthan ville han sikkert komme efter hende og tage barnet fra dem.

[Deleted]

Damon havde virkelig bare savnet Adeline. Der var virkelig ikke noget andet at sige, end at han havde manglet sin bedre halvdel, for det var virkelig en ekstrem tom fornemmelse som han måtte gå med hver eneste dag. At vide at hun var i sikkerhed, var virkelig også det eneste som i bund og grund havde nogen betydning for ham selv – han elskede hende og han ønskede hende virkelig bare det bedste. Han vendte blikket mod hende, hvor han selv måtte nyde og længtes efter at smage hendes læber, at sidde med hende i favnen endnu en gang, også bare for at følge en smule med i barnets udvikling, for det var jo tydeligt, at det jo kun måtte skride godt fremad for tiden! Det var jo så kun noget som måtte gøre det hele så mange gange bedre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! ”Det er slet ikke noget som du skal tænke på min kære.. Jeg er bare glad for, at se at du klarer det.. og vores kommende lille..” Uanset hvad, så ville han se på den lille som hans egen, udelukkende fordi at det var hans elskede som måtte føde det. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst, hvor han selv slet ikke kunne lade være med at smile. ”Jeg har virkelig også savnet dig, min kære,” hviskede han sigende og med den samme rolige mine i ansigtet. Det var slet ikke noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på, for det var virkelig ikke noget andet end den rene sandhed, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han kyssede let hendes kind og lod hende finde godt til rette i hans egen trygge favn. Han lukkede øjnene let, som han fortsatte strøgene roligt over hendes mave. Han kunne virkelig ikke finde på noget bedre end dette! ”Jeg har manglet dig.. Jeg måtte bare se dig.. Jeg elsker dig,” hviskede han sigende mod hendes øre, som han skænkede hendes kind et let kys.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nød at side sådan hos ham i de trykke arme og lytte til hans stemme, hun så på ham og rødme lidt ved hans sidste ord. "jeg har også mangle dig.. jeg har så længe ville se dig.. og jeg vil altid elske dig" hun kysse blidt hans læber, hun var helt afhængig af hans læber. det var så længe siden hun hade fået et ordenlig kys fra sin forlove så nu ville hun have så mange kys hun kunne få inden de måtte skilles igen. hun så på ham og nusse hans kinder, hun nød alt den tid hun nu kunne få sammen med ham. hans nusse af hendes mave var rigtig dejlig og fik hende til at føle barnet var mere ønsket ind den gang hun fortalt ham hun var gravide, hun lag hånden oven på den han hade på hendes mave og så på ham, "jeg sikker på det dit.. jeg kan mærke det " hun så på ham og smile og trykke sig blidt ind til ham og nød vært lille sekundet af ham og ville ønske de ikke skulle skilles igen.

[Deleted]

Damon havde virkelig, virkelig manglet og savnet hende, så det var virkelig bare dejligt, at skulle sidde der sammen med hende igen, for det var virkelig noget af det bedste. Han havde ønsket at se hende, selvom det var et ønske som han længe havde undertrykket, også mest for sin egen skyld, for det var jo bare sådan at det nu måtte være. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han mere end glædeligt mødte hendes læber, hvor han gengældte kysset selv med den største længsel, for det var virkelig.. utrolig dejligt! Et stille smil passerede let hans læber, som han bare lod hende sidde der tæt ind mod ham og ind til hans krop – først nu igennem alle disse måneder, så følte han, at han var der hvor han hørte hjemme, og det var det bedste af det hele. Han kunne langt om længe, endelig slappe af. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes og nød at dufte til hende.. Det var virkelig bare det bedste af det hele. ”Uanset hvad, min kære.. Så er det mit.. som det også er dit.” Han sendte hende et stille smil. Barnet var langt mere ønsket nu. Det var ikke noget som havde ramt ham som et chok længere, som det havde været dengang. Han måtte jo bare tage det hele som det kom, selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Specielt ikke hvis det var sammen med hende, så var det kun noget som gjorde det hele til noget langt mere specielt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og smile, hun nød bare sådan at siden ind til ham og dufte til ham selv om han trængt til et bad, "jeg ber for der snart bliver ro her nede.. så vi igen kan bo sammen.. bare os 4.. og jeg kan lave mad til dig igen.. og passe den lille" hun så på ham og smile og var virkelig ved at græde for hun savne virkelig livet i hytten sammen med ham, hun trykke sig ind til ham og snøfte hun ville så nødig tilbage til himlen men hun hade jo love det og hun ville holde det, "damon.. når der bliver fred nok her ned.. lover du så at hente mig" hun så på ham og snøfte og ville virkelig heller med ham men det var jo alt for farligt for hende i hendes tilstand, hun knuge sig bare ind til ham. hun kunne mærke han slappe af og det gjorde hende glad, at hun hade den effekt på ham, hun kysse ham blidt på munden igen og kysse ham fyldt med længlse og ville nyde at kunne kysse ham lige så længe at det var muligt for hun håbe ikke han snart skulle gå hun ville så gerne være hos ham noget længer.

[Deleted]

Det lettede bare Damon at sidde med hende igen. Det var først nu at han for alvor følte, at han kunne falde til ro og det var virkelig bare dejligt! Han lukkede øjnene og tog bare imod hendes mange kys, for det var i den grad også noget af det som han havde savnet og som bare fanden! Han sendte hende et stile smil.. ”Jeg vil virkelig se frem til den dag, hvor jeg kan få dig hjem igen.. så vi kan leve godt og trygt sammen.. alle 4,” sagde han roligt og med det samme stille smil på læben. Det var slet ikke noget som han ville skjule for hendes vedkommende, for hun havde virkelig krav på at vide, hvad det var, at hun gjorde ved ham. Han lod hånden fortsætte over hendes mave. Han nød faktisk den følelse og fornemmelse, for det var virkelig bare rart, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde. Han kyssede stille hendes pande, hvor han ganske kort lukkede øjnene og med det stille smil på læben. ”Det kan jeg trygt love dig, Adeline.. Den dag, at freden endnu en gang hviler her.. så skal jeg nok hente dig personligt..” Hviskede han dæmpet mod hendes øre. Han elskede hende, han ønskede hende jo kun det bedste og det var med alt hvad det måtte indebære. Han kyssede hende endnu en gang og med den tydelige længsel, for han kunne jo slet ikke lade være med det! ”Jeg ønsker at være der ved barnets fødsel, Adeline.. hvis freden ikke har sænket sig før det,” bad han hende. Han ønskede at støtte hende i de hårde tider, også fordi at han vidste, at de jo faktisk nærmede sig stille og roligt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nøde han stemme i sit øre og sukke nyden og nød være et kys, hun så på ham da han bad om at være der ved fødslen. "jeg vil også gerne have dig med til fødslen af vores lille.. jeg håber blot freden har lagt sig nok til jeg kan føde her.. " hun så på maven og nusse den blidt der ville gå nogle månender i nu, inden den lille var fuldt udviklet og klar til at se dagens lys. hun bade virkelig for at freden ville have lagt sig, bare nok til at de var sikker på at de kunne få nok mad til dem alle, og hade et sted og bo i fred og ro. hun så på ham og kysse ham kærligt og nød det virkelig, hans kys var som det rene sukker for hende lige nu og hun var helt afhænig af dem, "jeg elsker dig damon" hviske hun stille til ham, hun kunne ikke lade vær med at sige det tit nok, han skulle hvide hun elske ham og hun altid ville være hans. hun nusse maven og lukke øjne hun hade en inder fornnemmesle af hvordan barnets lille hjerte slog, hvordan den lille krop langsomt vokse, "jeg håber den lille kommer til at have dit ansigt.. eller din øjne" sag hun stille "det bliver jo en halv drage rytter og halv engle" hun smile "du godeste.. det vil sige der en dag er to drager" hun så helt overrasket ud "vis det bliver en dreng bliver der riligt med vaske tøj" mumle hun og trykke sig ind til damon "sådan en søde lille mini damon.." hun smile og kunne lig se det for sig og endt med at rødme "iiiih så nutte" hun så på damon og rødme og kom tilbage til den virkelig verden. "man ved jo aldrig" hun kysse damon blidt" hvordan.. har din øjne det.. skal de heale lidt" hun nusse hans kind blidt.

[Deleted]

At Adeline gerne ville have ham ved fødslen, var noget som Damon kun måtte være storslået tilfreds med, for det var noget som tydeligt også måtte lette ham, for han ville virkelig også gøre absolut alt for at være der når det endelig skulle ske, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Ellers skal jeg nok sørge for at komme til Himlen.. Bare mens fødslen pågår,” hviskede han stille. Han skulle nok kunne få lov til det til den ganske specielle lejlighed, det var han dog temmelig sikker på, for det var jo også noget helligt og noget af en velsignelse uden lige. Han gengældte mere end glædeligt hendes kys og uden at tøve med at besvare det, selv med en længsel så tydelig som intet andet overhovedet. Som hun endnu en gang måtte gå i selvsving, så kunne han virkelig ikke lade være med at smile. Det var dog alligevel visse småting som automatisk måtte fortælle ham, at hun også var meget glad for tanken om at være gravid, så det var også noget som faktisk måtte lette ham og meget endda, for han måtte erkende, at han også var ved at glæde sig til det.. at se om det faktisk var noget som han kunne finde ud af i det store og hele. Han trykkede hende stille ind til sig og rystede smilende på hovedet. ”Hvis vores kære søn eller datter bliver en dragerytter, så ja,” fortalte han stilfærdigt. Det var jo ikke alle som blev det – han havde jo deriblandt bare været heldig at finde Kildarias æg og nu havde de fulgt hinanden lige siden. Måske at han havde haft sine kampe med hende, så var han jo stadig forbandet glad for hende. Han lagde igen hånden stille mod hendes mave. ”Når alt igen er faldet til ro, så finder vi os et godt sted, hvor vi kan bo.. alle 4..” Han betragtede hende roligt. ”Mit syn har det fint.. Du har jo allerede healet det så mange gange, min kære.. det er slet ikke nødvendigt længere,” fortalte han stilfærdigt og dog med en næsten glædelig stemme. Det eneste som kunne genere ham til tider, var den skarpe sol, men det var så også det eneste.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline rødme lidt og så på ham, "ja.. hvad tror du det bliver " hun så på ham og nusse blidt hans hånd på hendes mave, "ja bare os 4.. i fred og ro" hun smile og nusse ham i nakken og kysse ham på kinden et par gang, "jeg kan næsten ikke vente med at se den lille.. det bliver med sikkerhed et smukt barn" hun smile og så på ham med varme og blide øjne, hun nusse bare hans hånd der var på hendes mave den varme dejligt og hun føle at hende og barnet var i trygge hænder hos ham, hun smile og kysse ham på halsen hun ville bare holde om ham lig nu, nyde den tid de nu enlig hade sammen inden han måtte hvider og hun til himlen, "jeg ville ønske vi ikke skulle skilles igen.. jeg vil så gerne bare blive hos dig.. hver dag.. og bare glæde mig til du kommer hjem.. have maden klar.. og side og hygge med dig.. og sov ved siden af dig.. mærke du er hos mig.. og ikke forsvinder" hun snøfte og trykke sig ind til ham og kunne ikke lade vær med at græde lidt hun savne virkelig deres gamle liv hvor de boede i skoven.

[Deleted]

Damon måtte ærligt erkende, at tanken om at skulle være far, var noget som han endnu skulle vænne sig til. For uanset om det ville være hans egen eller om det skulle være Icthans, så ville han i den grad tage det lille barn til sig, tage sig af det som havde det været hans eget og opdrage det i fællesskab med Adeline. Det var hans endelige mål! Måske det ville være et meget højt sat mål for mange, men han var den type som i sandhed ønskede sig tilbage til det gamle liv som han havde; Hytten ude i skoven, bare ham, hende og Kildaria og deres kommende lille. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at glæde sig! Kysset mod hans hals, var noget som fik ham til at sitre. Det var ikke ofte, at de havde været så skræmmende tætte på hinanden, men det havde virkelig været rart og det var jo heller ikke fordi at han fortrød noget som helst af det på nogen måde. Det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Han kunne slet ikke lade være med at smile. ”Bare rolig, min kære.. før eller siden, så kan jeg trygt love dig for, at det vil være mig som er på arbejde.. du kan få lov til at lave maden, vi kan få lov til at hygge os og du kan endnu en gang få lov til at sove ved min side.. Det er et løfte jeg giver til dig,” fortalte han roligt og med det samme rolige smil på læben. Han elskede hende, han ønskede slet ikke nogen anden og der var jo også en grund til at han havde valgt at glide på knæ for hende frem for en anden kvinde, for det var i sandhed hende som havde taget hans hjerte. ”Vi har jo også et bryllup som vi skal planlægge,” påpegede han sigende og uden at smilet ville falme det mindste af hans læber. Han holdt modet højt selvom det ikke var nemt, men han var sikker på at de før eller siden, ville gå de mere lyse tider i møde.