I really do miss you..

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og rødme, "jeg elsker dig" sag hun stille og kysse ham igen på halsen. "ja det har vi jo" hun rødme hun hade enlig helt glemt de skulle planlægge det, hun smile bare stort og kysse ham på munden. "men nu må vi tage en dag af gangen" hun så på ham og nusse ham i nakken, "selv om jeg ikke kan vente med at skal sige ja til dig igen" hun rødme og så ham ind i øjnede, hun kysse ham dybt på ny og trykke sig blidt ind til ham og holdt kysset nogle tid inden hun brød det og kigge ud over landskabet, solen var på vej ned og det ville blive mørket om nogle timer. "det bliver snart mørkt" sag hun stille og trykke sig ind til damon, det ville være for farligt af hende at være der når mørket faldt på, for et vært væsen kunne dukke op i mørket og tage hende. hun trykke sig ind til damon og sukke "jeg har ikke lyst til at tage tilbage" hun så på ham, men hun vist jo hvad hun hade lovet så hun måtte holde det uandset hvor hårdt det ville være at sige farvel, "vil der gå langt tid før jeg ser dig igen damon" spurte hun stille og knuge sig ind til ham, uden at masse den lille mave.

[Deleted]

Damon var virkelig panisk bange for, at der ville gå lang tid inden han ville se hende igen, men det var vel bare at tage tingene som de måtte komme? Han ville ikke have, at hun skulle komme galt af sted, hvis han ellers kunne blive fri for det, det var virkelig hans mål og det var også det eneste som havde fået ham til at sende hende til Himmels – bogstavelig talt. Han sendte hende et stille smil, tog imod hendes kys og gengældte og besvarede det med den tydelige længsel. Han betragtede hende sigende og med den samme mine. Tiden gik virkelig alt for hurtigt og derfor var han glad for, at der ikke var de største forstyrrelser på denne her måde, hvilket i den grad også kun var til deres egen fordel og på alle måder endda. At hun ikke kunne ’tåle’ mørke, vidste han godt, så det var bare at udnytte tiden mens man havde den. ”Tiden går for hurtigt..” bemærkede han endeligt, som han vendte blikket mod den store horisont. Han vidste at Kildaria holdt øje med omgivelserne, så det var heller ikke dem som han tænkte mest på. Ikke når han havde hende ved side, for det var hende som havde selv den største betydning for ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg ved det ærlig talt ikke..” Et sted, så blev det sagt med en tydeligt bedrøvet mine, men det var der nu heller ikke noget at sige til, for det gjorde virkelig ondt at vide, at der sikkert og muligvis ville gå lang tid, før han ville se sin kære forlovede igen. Det gjorde faktisk meget ondt at vide. Han vendte blikket stille og roligt mod hende endnu en gang. ”Så snart at muligheden viser sig for os, min kære.. så sender jeg bud efter dig igen.. forhåbentlig vil det give os mere tid,” forklarede han stille. De var bare nødt til at holde sig muntre!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham, hun blev triste da han ikke viste hvornår de ville ses igen hun så på ham og trykke sig ind til ham. "be til det bliver snart.. det gør så ondt at leve uden dig ved min side.. vores side" hun snøfte og nusse sig ind til ham, "gid jeg kunne blive siden her for evigt" hun så op på ham og kysse ham på munden og holdt det i 12 minutter hvor efter hun slap kysset og så ham ind i øjne og nusse hans kinder, "jeg kommer til at savne din kys ind til næste gang" sag hun stille og nusse ham i nakken. hun nusse hans nakke med fingeren der kørte i små cirkler, mens hun kigge ind i hans dejlig øjne. hun elske virkelig de øjne hun kunne altid læse i dem hvordan han hade det, hvilke var en nem måde at se om alt var som det skulle være, hun kysse ham på kinden og sukke hun skulle snart hvider men hun ville heller blive hos ham, men hun skulle hjem og spise og så i seng. "har du brug for jeg sender lidt mad fra himlen til dig?" spurte hun stille "jeg vil nødig se dig blive alt for tynde " sag hun bekymret og nusse hans bryste.

[Deleted]

Damon var nu fuldkommen overbevist om at han nok skulle klare sig for det som han havde. Så længe at han vidste, at hun havde det godt, så skulle han bestemt heller ikke klage. Desuden så var han sikker på, at han nok skulle have lov til at nakke lidt i Manjarno når de endelig var der, for det var jo der at Kildaria måtte jage, for ellers var der jo slet ikke mad nok til dem i Procias, for det var jo bare at klare sig på bedst mulig vis og dette var jo trods alt en måde, hvorpå at de var i stand til at gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket stille og roligt mod hende, hvor han valgte at besvare hendes kys og med en længsel, for han havde jo heller ikke nogen anelse om hvor lang tid at det andet ville tage, så det var jo bare at tage det hele som det nu måtte komme, ikke sandt? Han vendte blikket mod hende, hvor han lukkede øjnene ved hendes nussen. ”Hold dig ved godt mod, Adeline.. Før eller siden, så kan vi være sammen igen.. som vi altid har været,” hviskede han stille. De skulle stifte familie, de havde et bryllup at planlægge, så det sagde lidt sig selv, at de havde nok at skulle se til og han var sikker på at det hele nok skulle gå i deres retning. ”Det behøver du ikke.. Du skal jo trods at spise for to,” påpegede han sigende, som han endnu en gang måtte lægge hånden mod hendes mave som han strøg ganske let. Han ønskede ikke at sige farvel, selvom han vidste, at det var en direkte nødvendighed.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og nikke, "må held snart vær med os i disse tider" sag hun stille og trykke sig ind til ham. hun så på maven "jeg spiser nu kun for en.. så sulten er jeg heller ikke.. men måske bliver jeg det sener" hun så på ham, og så kort mod solen der gik længer og længer ned i det fjerne. det var ved at være side, hun så på ham og kysse ham dybt mens hun nusse ham op i håret og man kunne tydelig mærke hun helst ikke ville slippe ham men hun viste hun var nød til det, hun holdt kysset og nusserrigt så længe hun kunne før hun slap, "jeg må heller tage hjem nu.. det ved at være sent.. og de venter på mig der oppe" hun så på ham, hun kysse ham på panden med de fyldig læber og nusse ham i nakken. "lov mig at passe på der ude ikke" hun kysse ham på munden og kom ud af hans dejlig arme, hun kysse ham på munden en sidste gang og slog vingerne ud for at gør klar til at rejse.

[Deleted]

Damon følte virkelig kun at han lige havde fået lov til at sætte sig ned sammen med hende, selvom han virkelig priste sig lykkelig for hvert eneste lille sekund, hvor han havde hende alene! Han var glad for at hun blev deroppe, for det var ham virkelig en lettelse uden lige at se at hun havde det godt, at hun spiste godt og at den lille måtte vokse – det var ham efterhånden et mål at komme vel igennem det, for han vidste at han ville kunne få Adeline i den anden ende, og så var det virkelig også bare det hele værd for hans vedkommende, for han elskede hende virkelig og han var slet ikke i tvivl om at det var hende som han skulle være sammen med for resten af sit liv. Han tog imod alle hendes kys og alle hendes kærtegn selv med den største glæde, for det var virkelig bare rart at sidde der sammen med hende! ”Held og lykke vil snart være med os min kære.. det siger min mavefornemmelse.” Han sendte hende et stille smil. Han var nødt til at holde sig selv optimistisk, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hans egen del, for det var det virkelig heller ikke. Han trak vejret dybt, som han rejste sig op ved siden af hende, hvilket også fik Kildaria til at reagere. ”Lad mig følge dig lidt på vej.. Så ved jeg også, at der ikke sker dig noget,” forklarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende med en rolig mine. Et sted så ville han jo også have lov til at udnytte de sidste stunder med hende, inden han måtte og skulle tilbage på arbejdet, for det blev kun hårdere og hårdere med tiden, men det var vel bare.. den stærkeste overlevede? Og det var i den kategori at han agtede at befinde sig!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og lag armen om ham da han rejste sig op, hun trykke sig kærligt ind til ham mens hun kysse ham en gang på halsen og nød virkelig den sidste tid de hade sammen inden de igen måtte skilles for en tid, hun så på ham og nikke "det ville kun vær dejlig vis du ville følge os" hun smile og kysse ham blidt på munden mens hun nusse hans nakke hår, hun elskede virkelig at kysse ham det gave en dejlig fred inden i hende. hun håbe hans mavefornemmelse var rigtig, for hun ville så gerne tilbage og leve sammen med ham, blive gifte og op foster den lille i fred og ro. hun glæde sig til at sige ja til ham på ny, for hun elskede ham over alt på denne jord og hun ville ikke have andre mænd i sit liv ind damon, han hade gjordet så meget for hende, og passe godt på hende ind til nu hvordan skulle man kunne sig nej til sådan en drømme prins! hun slap kysset og tråde lidt væk nu og baske så med vingerne og kom op i luften, hun hade hænderne om mave for ikke at maven skulle blive kold under flyve turen, hun vente til damon var komme op på kildaria før hun begyndt at baske med de smukke hvid vinger og sætte kursen mod himlen ind nu en gang.

[Deleted]

Damon var virkelig lykkelig sammen med Adeline, så det var vel heller ikke helt underligt, at han gjorde alt det som han kunne for hendes skyld? Han ønskede virkelig at hun skulle være glad, men også det at hun var i tryghed og han vidste, at der ikke var noget ondt som kunne ramme hende. Han lagde armene om hende endnu en gang, hvor han trykkede hende ind til sig. Han kunne rigtig godt lide det faktum, at hun betegnede dem som ’os’ – ergo, at det var hende og den lille, så hun havde vel også accepteret den tanke til at de snart skulle have? Det var noget af det som i den grad også måtte gøre ham noget så frygtelig glad, så det var heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Han kyssede hende glædeligt igen og nikkede. ”Jeg ønsker nemlig ikke at noget ondt skal ske dig.. desuden, så vil jeg gerne nyde tiden med dig, så meget som det er mig muligt,” forklarede han stilfærdigt. Han slap hende og kom hurtigt op på Kildaria, som slog ud med de store vinger og fik sig kæmpet op i luften efter Adeline. Det var heller ikke fordi at der var meget plads til det store væsen, og selv hun havde kraftigt brug for pladsen som var der. Han fik hende med sig op i luften og efter Adeline. Han ville følge hende så langt, at det var ham menneskelig muligt at gøre det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på damon under hele flyve turen, hun fik sig selv til at flyve lige over ham hvor kildarias vinger ikke kunne ramme hende, mens de fløj strøg hun damon over håret mens hun smile kærligt til ham. der gik ikke længe inden de nåde til grænsen mellem himmelen og jorden, hun så på damon og svæve hen ved siden af ham. "nå jeg må heller komme hjem" hun bed sig i læben og så på ham, "pas nu godt på jer selv ik?" hun så på ham og kysse ham blidt på munden mens hun holdt sig i luften ved siden af ham, hun holdt kysset i flere minutter selv om det føltes som få sekunder. hun slap kysset og prøve ikke at se bekymret ud, selv om det var rigtig svært. hun strøg ham over håret og ned over kinden og over hans bryst hvor hun mærke hans hjerte banke mod hans bryst mod hendes hånd, hun smile "farvel kære" hun kysse ham på panden hun kigge kort på sin vinge og hev en lang hvid fjer ud, og brugt et silke bånd fra kjolen og bandt fjerne med og lave det til et lille armbånd hun gav ham på, "som en lykke amulet" hun smile, hun troede sort set på alt med amuletter for tiden, og hun så på ham og smile et lille smile. nu måtte hun af sted, hun gav ham et hurtig kys og baske så med vingerne og satte kurs mod himlen, hun forsvandt op i de tunge skyer og fløj gennem himlens port mens hun snøfte og fjerne tåren fra sin kinder da hun savne ham allerred og det var næsten være nu ind nogle sinde før. //Out

[Deleted]

Damon fulgte hende den vej som han kunne, selvom der ikke varede lang tid, inden at de var nødsaget til at stoppe op. Det var slet ikke fordi at det var noget som han direkte havde lyst til på den ene eller den anden måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for han ønskede virkelig bare at være sammen med hende og på alle måder endda, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Det var jo for pokker hans forlovede, så ville han da også gerne nyde hvert eneste lille sekund som han kunne til at holde meget godt øje med hende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende, hvor han tog imod alle hendes kys og alle hendes kærtegn selv med den største glæde. ”Hold dig munter min kære.. Før eller siden, så kan vi være sammen igen,” hviskede han dæmpet. Et sted var det også en tanke som han direkte måtte klamre sig til, for han ønskede virkelig ikke at miste hende på denne her måde, slet ikke! Den fjer som hun tog og bandt omkring hans håndled med et silkebånd, fik ham kun til at smile. ”Jeg vil gå med det til enhver tid,” lovede han hende oprigtigt. Et sted så føles det også som om at han kunne have hende tæt på. ”Vær nu forsigtig,” bad han dæmpet, som han holdt sig på pladsen, da han så at hun vendte om og satte kursen op mod den store himmel over dem. Ham og Kildaria kunne desværre ikke komme videre herfra, selvom han virkelig gerne ville følge efter hende, så var det bare ikke menneskelig muligt, om han så ville det eller ikke, hvilket i den grad også var ham en større frustration uden lige, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han klappede stille Kildaria på siden af halsen, idet hun selv brummede med en lavere utilfreds mine. Hun savnede Sky som hun også savnede Adeline. ”Vi klarer den, min pige..” lovede han stille, idet han tog fat i tøjlerne for at vende hende om. *Jeg giver dig ikke noget andet valg end at holde ud, Damon.. I skal nok få hinanden igen,* svarede hun som hun vendte om, kun for at søge over himlen og forsvandt ud i den store horisont.

//Out