Ensomt igen!

[Deleted]

Shalio sad på kirkegården. Solen var gået ned og stjernerne glitrede på himlen. Månen skinnede ned på kirkegården. Shalio sad på en gravsten og snakkede til et skelet, som lå foran ham. Han sukkede tungt "hvorfor kommer der aldrig nogen her?" mumlede han for sig selv. Skelettet lå bare og kiggede på ham, med sine tomme øjne. Han smilte lidt "godt jeg har jer" sagde han glad

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var uden tvivl en smuk nat. Månen kastede sit blege skær over det land, der var gået i dvale selv på trods af natten. Det forekom ikke ofte, i et land som Dvasias. Gina bevægede sig med rolige bevægelser. Gruset knasede under under hende. Dette skulle efter sigende snart være et vampyrdomæne, så hun ville selv nyde godt af stedet, inden det ville være umuligt at komme derind. En mild vind, fik hendes mørke lokker til at danse omkring hendes ansigt. Baren var lukket. Lige i aften orkede hun end ikke tanken om at skulle holde åbent. Hendes tanker hvilede et sted langt væk, hun fornemmede af den grund ingen andens tilstedeværelse. Roligt stoppede hun op, og så på månen der ville være fuld, om kun et par dage. Det sitrede under hendes hud. Siden hun var blevet bidt af den forbandede vareulv så.. hun rystede på hovedet. Hendes hænder var endt knyttede, det skulle virkelig ikke meget til at gøre hende vred for tiden, selv som ejer af en hel bar, følte hun sig umådelig ensom.

[Deleted]

Shalio spidsede øre, da han hørte nogen komme. Han rejste sig op med et sæt og skelettet faldt ned på jorden. De blege knogler gik fra hinanden med en raslen, da de ramte gruset. Kraniet rullede lidt væk fra Shalio. Kraniets ansigt vendte mod månen, så man kunne se direkte ind i det. Shalio sukkede tungt og så op mod lyden. Han prøvede at finde ud af hvem det var der kom gående. Han kunne se på hendes former, at det var en pige. Han smilte stort og hoppede næsten af glæde. Endelig en pige, det var lige hvad han manglede. Han begyndte at traske mod pigen. Mens han kom tættere på hende, overvejede han hvad han skulle sige.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Gina stirrede sig blind på mørket foran hende. Dette sted plejede at være tomt, men i aften var hun ikke alene. Måske hendes nye sanser opfangede det, men hendes tanker var for langt væk til det. Synet af månen fik det til at prikke under huden, et stille smil endte med at pryde hendes læber. Fingrene gled igennem det mørke hår. Et blidt pust fra vinden, rev hende ud af den nærmest tranceligenende tilstand. Lyden af grus der blev betrådt, havde allerede nu nået hende for ører, og hun vidste trods alt at det ikke var hende. De funklende grønne øjne gled mod ham, og betragtede hans skikkelse med et intenst glimt. Det var en mand, det var bestemt ikke svært at se, end ikke i det mørke som var endt med at skulle falde på. Måske dette var Dvasias, men ikke alle var modbydelige, og hun var bestemt en af dem som hørte til den bedre del, og eftersom han opsøgte hende, så kunne han vel heller ikke være den værste. Eller var det hendes naive sind, der talte igen?

[Deleted]

Shalio tøvede stille og studerede hende. Han studerede først omgivelserne. Han beundrede et kort øjeblik, den stjerneklare himmel. Han rettede igen blikket mod hende og begyndte at gå videre. Da han kom ud i månens skær, tog han stille sin hat af og bukkede kort for hende. "Velkommen til denne ydmyge kirkegård madame" sagde han høfligt og rettede sig op igen. Han grinte kort for sig selv, da han ikke var van til at snakke så fint. Der kom nogle kraver flyvende forbi, og skrattede lidt. Shalio fik et chok og sprang hurtigt tilbage i mørket. Han så hurtigt rundt og sukkede tungt, da han opdagede hvad han var blevet skræmt af. Han kom ud til hende igen og smilte høfligt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Gina strøg de mørke lokker bag øret og fulgte ham med blikket. Som ejer af en bar, så var langt størstedelen af Dvasias kendte ansigter, men der var ikke ligefrem noget genkendeligt over denne mand. Månen kastede sit blege skær ned over ham, oplyste ham for hendes blik. Hans gestus måtte næsten overraske hende, eftersom der desværre ikke længere var mange mænd, præget af den høflighed og de manére. Det stod dog klart, at denne mand ikke ligefrem var det af natur, for nu kommenterede hun det dog ikke. Elegant nejede hun for ham, ydmygt, som enhver kvinde havde gjort i sin tid, de gamle traditioner eksisterede desværre ikke længere ”Jeg takker Sir” måske stedet var et alle mands eje, men hun kunne godt nyde lidt af det. Kragerne formåede at give selv hende et chok, hun gispede overrasket, og vaklede et par skridt tilbage. Det at hun ikke var den eneste, der havde valgt at reagere på den måde gjorde det blot en anelse mindre flovt. Det var vel stemningen af døden der skræmte hende? ”Det er sjældent mand møder en mand, der har sine manére på plads” påpegede hun roligt, og fandt selv hurtigt ind i den rolle, det lå hende naturligt efter hendes korte tid som kongelig. Samtalen skulle vel også fortsætte på den ene eller den anden måde?

[Deleted]

Shalio studerede hende lidt. Hun hørte til den flotte del af pigerne. Hendes hår, hendes øjne, hendes ansigt, i det hele taget bare hende. Han smilte til hende "jeg har lært at man skal være høflig overfor kvinder" sagde han glad. Han så lidt rundt "er du en vampyr? Altså... Jeg har set mange her på det sidste" mumlede han og så ned i jorden. Han begyndte stille at tegne i gruset med sin fod. Han tegnede et kort og tænkte lidt. "Forrasten... Hvad laver en yndig pige som dig, på et sted som det her?" spurgte han lidt undrende og så kort rundt, om der skulle være andre.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hvem end denne mand var, så formåede han at forbedre hendes humør, der var noget elegant og alligevel muntert over ham. Når det kom til hendes egen elegance, så var det udelukkende for ren og skær overlevelse, og det havde da fungeret ret godt til nu. Gina kunne ikke holde en blid latter tilbage, det var da om ikke andet end mand, der turde være ærlig, hvilket hun satte pris på ”Meget vel, De er velopdragen, men det behøves virkelig ikke” påpegede hun roligt, og skænkede ham et stille nik, som i et forsøg på at understrege hendes ord. Hun var ikke så fintfølende. Det løb hende koldt ned af ryggen ved hans spørgsmål. Dette var ganske vidst et sted for vampyrer, men siden Ilario var gået bort, og den vareulv havde sat sine tænder i hende, så kunne hun ikke fordrage det væsen! ”Langt fra. Ingen hugtænder” hun sendte ham et bredt smil, som tydeligt på bevis på det samme. Hovedet gled på sned, hun betragtede ham indgående. Han var bestemt ikke vampyr, men hvad så? Blikket faldt mod hans tegning i gruset, med en lettere forundret mine, mens hun forsøgte at finde ud af hvad pokker det skulle forestille ”Natvandring” svarede hun kortfattet, og sendte ham det stille smil ”Hvad laver en mand som Dem, på en kirkegård, på denne tid? Det står klart at De ikke er vampyr” påpegede hun rolgit, selvom det var et klart skjult spørgsmål gemt bag.

[Deleted]

Hendes latter frembragte et stort smil på hans læber. "Er det ikke lidt sent for en smuk frue som dig at gå helt alene her om natten?" sprugte han og nærmede sig, så han kunne studere hendes hvide smil. "Nej ingen hugtænder... Godt for de trænger ind på mit domæne!" mumlede han lettere irriteret. Han rettede sit blik ned mod tegningen på jorden, som var visket ud og tegnet op igen som familiens symbol. "Jeg er her tit, især når jeg ikke har noget at lave" sagde han, mens et venligt smil bredte sig på hans læber. Han smagte lidt på spørgsmålet og studerede hende nøje før han begyndte "du har ret i at jeg ikke er en vampyr, jeg er en necromancer og forrasten er mit navn Shalio" sagde han høfligt og bukkede for hende igen, mens han kort løftede på hatten.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Gina betragtede ham med et blegt smil. Det tog hun i den grad som et enormt kompliment "Jeg er et nattens væsen Sir, og eftersom jeg ejer en bar, bruger jeg dagens timer på min skønhedssøvn"der var noget drillende i hendes melodiske tone "Desuden er det frøken. Jeg er endnu ikke gift" tilføjede hun ganske roligt. det var ikke noget hun tog tungt, det var trods alt ikke ofte man så en ugift kvinde i hendes alder, så det var fuldt ud forståeligt. Allerede nu nød Gina af hans høflighed, hun havde ikke den fjerneste idé om hvem denne herre måtte være, man han var nu ganske fornøjelig. GIna hævede et slankt øjenbryn, lettere undrede "Jeg er bange for, at dette sted tilhøre vampyrene, snart om ikke andet" hun sukkede en anelse tungt, tydeligt ærgende. En vareulv var heller ikke ligefrem velkomne på et sted der var til beregnet vampyrene. Blikket gled rundt, der var en tung stemning, en stemning der lod det løbe de fleste koldt ned af ryggen. Hun rystede på hovedet og slap en blid latter "Det er minsandten også et interessant sted" medgav hun roligt. Endnu engang nejede hun for ham "Glæder mig at møde Dem Shalio, mit navn er Gina" hun bukkede hovedet i en ydmyg hilsen, der var slet ikke ofte at det var nødvendigt at være høflig som nu.

[Deleted]

Da han hørte hvad hun sagde, om at det var ved at blive et vampyr territorium, kom der et tydeligt forarget blik fra ham. "De kan lige vove på at overtage denne kirkegård!" sagde han med en vred tone. Hans blik flakkede rundt, som om at de var omringet af sultne vampyrer. Hans forargede blik vendte sig hurtigt, til at blive en smilen. "Det kunne de da aldrig finde på, de har da ingenting at lave her" sagde han, med et let grin på læben. Månen stod nu højt på himlen og gravstenene var ved at blive meget tydelige. Man kunne se at jorden ved gravstenene var fugtig, som om at der var blevet gravet. Han studerede hende lidt nærmere "nattens væsen? Det var da en skam, du burde vise din skøndhed for alle i sollyset" sagde han med en glad tone og blinkede kort til hende. Han så kort rundt på kirkegården og brød ud i latter "kirkegården er et fantastisk sted, især når de døde snakker" sagde han. Man kunne tydeligt se glæden i hans ansigt da han nævnte den sidste del af sætningen.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hans forargelse var kalr at se. Gina hævede en anelse undrende det slanke øjenrbyn, af en der var glad for kirkegården, at være, så holdte han sig ikke ligefrem opdateret ”Jeg er bange for at stedet hviler i deres ret, kære Shalio” hun trak på skuldrene. Der var ingen tvivl om at hun nød stedet ligeså meget som han selv gjorde. En blid latter slap hendes læber, hun rystede en anelse opgivende på hovedet. Det var som om, han direkte forventede at en flok sultne vampyrer ville springe frem af deres skjul. Ikke særlig sandysnligt, uanset så ville de gå efter hende frem for ham, hun var trods alt den bidske ulv. Blikket gled mod den mørke himmel. Det var en plads for døde, og sidst hun så efter, havde vampyrer været døde, dette sted var lovet til dem, af dronningen selv endda. Blikket gled mod gravne. Noget lugtede råddent, og med hendes hørelse, kunne hun næsten høre, den skraben i jorden, det gjorde hende en anelse nervøs. Opmærksomt lod hun blikket hvile mod graven, selvom et lille smil hvilede, ved hans kompliment ”Jeg foretrækker mørket, såvel som de fleste i landet” påpegede hun blot sigende. De fleste måtte jo faktisk nyde godt af hendes såkaldte skønhed, eftersom de kom på baren. På trods af at Shalio virkede fredelig, så kom han altså med nogle yderst foruoligende kommentarer.. når de døde snakkede? ”De er mig en mærkværdig mand” endte hun roligt. Det skulle ikke tages som en fornærmelse, langt fra.

[Deleted]

Shalio begyndte at grine, af hendes kommentar om ham. "Jeg mener det jeg siger dybt alvorligt" sagde han med en drillende tone. Månens lys ramte graven og der kom en skelet hånd op af jorden. Shalio greb om den blege hånd og trak langsomt et skelet op af jorden. "De fortæller mig alt helt omkring... Men de har ikke nævnt noget om nogen vampyre" sagde han, mens et undrende blik kom i hans øjne. Skelettets kæbe raslede mod Shalio, som om at den prøvede at føre en samtale med ham. Han nikkede stille da den var færdig og sukkede. "Nu du nævner det... Så har der været mange vampyrer her omkring... Hvor vover de at overtage dette sted?" sagde han og fik et lettere vredt udtryk i øjnene. Pludselig begyndte flere skeletter at rejse sig fra deres grav. Når de var kommet op stod de bare helt stille og stirrede tomt ud i luften med deres udhulede øjne.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Selvom Shalio mente det af sit fulde alvor, så var det svært at se på som alvorligt, når han stod der med sine store øjne og krigerisk tone, og dog så.. uskyldig? Gina lo. Hvem end denne mand var, så havde han humor, og det var en ting som hun måtte værdsætte ”Det er jeg slet ikke i tvivl om, Sir” tilføjede hun hurtigt, ig lod får et øjeblik smilet falme, i et forsøg på at tage det alvorligt, alligevel brød det hurtigt tilbage over hendes læber. For et øjeblik havde freden sænket sig over stedet, men det pludselige skelet, fik hende til at trække sig bag ud af blot overraskelse. Det intense blik var blevet mere mistænksomt. Døden burde ikke overraske hende, men at denne mand i bogstavelig forstand nød at tale med dem?! ”Jeg må erkende, at jeg ikke havde regnet med at de døde var.. dine venner” hun betragtede skelettet med væmmelse, døden var ikke hendes kop the, heller ikke når det kom til de levende døde som vampyrer ”Det er deres. De høre sammen med de døde” hendes blik var fraværende, og stirrede et sted beundrende og sammentidig af afsky mod skeltettet der så ud til, at sladre omkring situationen.Det var tydeligt at han mente det alvorligt, og nu hvor flere døde rejste sig fra deres grave, gjorde det hende bestemt heller ikke mere tryg. Omringet af død, det var næsten ligeså godt som de forbandede blodsugere!

[Deleted]

Shalio sukkede tungt og satte sig i gruset. Skeletterne knækkede sammen og faldt ned på jorden et en raslende lyd. De blanke knogler forsvandt stille ned i jorden. Shalio rystede på hovedet, mens han frustreret tog sig til hovedet. "De kan da ikke overtage det her... Det er mit hjem" sagde han fortvivlet. Efter at have siddet der et stykke tid rejste han sig hurtigt op og børstede stille sit tøj af. "Undskyld" sagde han stille og nikkede kort med hovedet som tegn på sin undskyldning. Han tog en dyb indånding og gav slip på kraniet som han stadig havde greb om. Han så kort rundt efter nogle vampyre og bed sig i læben. "Ved du hvor de gemmer sig?" spurgte han med lidt mere ro i stemmen.