Post by Deleted on Sept 3, 2011 9:19:15 GMT 1
Procias kaos var desværre noget der til dels bredte sig til Manjarno, de havde haft megen ulykke, og det havde bestemt været en hård tid for både folket, og for de adelige, så det at en ny tilkommer var ankommet, så måtte han vænne sig til den slags, det næste stykke tid, udelukkende forid folk ville være mistroiske. Det gjorde hende direkte vanvittig, og også flov, som landets prinsesse, at se hvor lidt imødekommende disse folk var blevet, når dette land for blot få år tilbage, havde været et åbent og frit land. De funklende grønne øjne spejdede hen over mændgen af mennesker, der stod trykket tæt sammen, og understregede det gamle fællesskab, hvor der ikke var plads til nye, eller de som skilte sig ud fra den, hun fik øjenkontakt med utallige mænd og kvinder, der slog blikket bort, så snart de mødte hendes. Hun rystede en anelse fraværende på hovedet, hvorefter blikket endnu engang gled mod Caleb. Hendes læber fortrak i endnu et stille smil, han dømte hende, og han tog sig heller ikke af at blive dømt af alle andre, hvilket klart var noget af det der fascinerede hende, omkring ham. Det morede hende blot, at han var så overrasket over hendes nysgerrighed, selvfølgelig ønskede hun at vide mere omkring ham, en mand som ham, blev ikke en mand uden en grund. ”Jeg forsikre dig, Caleb, jeg vil nyde hvert sekund,” denne gang så hun ham direkte i blikket, hun ville se det, også selvom det drev enhver lyst i hende, det enorme begær der vældede op i hendes sind, og fik hendes krop til at skrige efter at føle ham. Hun forsøgte så vidt muligt at ignorere det, også selvom hendes hjerte bankede betydeligt hårdere, mod hendes bryst. Langsomt og lettere usikkert, lod hun hånden ligge sig mod hans kind, og strøg blidt langs. De ru skægstubbe føltedes kildende mod hendes håndflade, hvilket kun fik smilet til at brede sig. Det var vel forsikring nok? Selvom det var med en kamp, fik hun tvunget blikket en anelse længere ned, og lod sig rives fri af det greb, hun selv havde sat sig i. En lettere rød farve steg hende i kinderne, og hun kuklo let for sig selv. Flint var næsten allerede helt borte fra hendes tanker, han havde ikke været værd at samle på, også selvom han påstod at have elsket hende. Det var vel derfor han lagde op til andre kvinder, ikke at det betød noget, for hun havde i den grad savnet en mand. Ikke en kvinde i forklædning. Caleb havde virkelig fascineret hende med hans syn på kvinder, han så dem ikke som et objekt, som så mange andre, hvilket hun faktisk måtte finde underligt bemærksesværdigt. Hun følte sig ikke smuk, på trods enhver mand snoede hendes røde lokker om sine fingrer, kyssede hendes fyldige rosa læber, og lod hænderne løbe over hendes runde former. Hun havde ikke følt sig smuk nogensinde, ikke før for blot få sekunder siden, da Calebs hånd var end mod hendes hjerte. Det slog faste slag mod hans hånd, der kun fik det til at sitre i hver lille del af hendes indre. Den enorme længsel. Hendes blik var endnu engang gledet i hans, hvor hun stod som forstenet, i hendes egen lille verden og lyttede til hans ord. Hendes kind brændte efter hans kys, måske havde han ret. Måske ikke. Hendes hånd lagde sig stille over hans, hun jog den ikke bort, men tog den istedet i sin egen. ”Hvem ved om man nogensinde er det? Jeg mistede troen for længe siden, Caleb, og dog..” de grønne øjne hvilede i hans uden så meget som at blinke. Han havde inspireret hende, hun var facineret af hans overbevisning, af hans ord og af hans væsen, og hvorfor følte hun et mindre håb blomstre, når det havde været dødt så længe? ”Tak,” hviskede hun stille. De mange stemmer var forstummet et sted, hun havde formået at lukke dem ude. ”Jeg kom her med det formål, at få et par drinks, møde en mand og glemme alt om tidligere fiaskoer. Det formåede jeg og mere til. Tak for at du fik mig til at føle som dette. Smuk. Du fascinere mig, Caleb,” erkendte hun direkte, og med tydelig ærlighed i stemmen.
