I can live with this..

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften. Det blæste ganske mildt og foråret havde i den grad lagt sig, som man kunne høre fuglene synge, folk var langt mere glade af sig og varmen var kommet godt til, samtidig med at den var blevet taget imod med en stor kyshånd! Caleb havde valgt at tage på en mindre undersøgnings-runde netop for at lære stedet lidt mere at kende. Han måtte jo ærligt erkende, at det ikke var Manjarno som han havde set mest til, så hvorfor ikke give det hele et forsøg og for alvor finde ud af hvad der var omkring ham? At være ude var ikke noget som han gjorde ofte, også fordi at kæresten måtte ligge syg derhjemme. Nu hvor de endelig havde fået sig et hjem som han kunne være glad og lykkelig i, så var det hele kun ved at gå op af bakke for ham, hvilket i den grad også måtte være noget af det bedste ved det hele. Han kunne da heller ikke blive mere lykkelig end som så! Det blide smil hvilede på hans læber, mest af alt også for at vise alle andre, at han slet ikke var fjendtlig indstillet på nogen som helst måde, også selvom han var af dvasiansk afstammelse. Han havde haft en god opvækst på sit vis. Selvom hans mor var gået bort ekstremt tidligt, så havde hun stadig haft en utrolig påvirkning af ham.
Kroen var hans destination for denne aften, mest af alt også for at finde ud af hvad folk egentlig lavede her om aftenen, for han tvivlede dog stærkt på at det måtte være det samme som de gjorde i Dvasias. Der var virkelig en utrolig stor forskel på disse lande, det var noget som han dog tydeligt havde fundet ud af allerede, også selvom det jo faktisk måtte være ham en tanke, som han faktisk godt kunne lide. Med sin fadøl foran sig og med kappen hvilende omkring sine skuldre, så kunne han mest af alt ligne en omvandrende herre. Han havde ikke alverdens med penge – faktisk så var det jo først nu at han for alvor kunne sige, at have nogle mellem hænderne, som han kunne bruge på lidt selvforkælelse ellers havde det været en kamp for at overleve helt siden han havde været ganske lille. Øjnene så mørke og mystiske måtte hvile på de mange mennesker omkring ham. Mange af dem var typiske dvasianere, men han kunne i den grad også se, at andre bestemt heller ikke var det. Med et stille smil, så førte han sit store fad til læberne og satte det roligt på bordet igen derefter med et mindre ’klonk’. Efterhånden så måtte han da være tydeligt overbevist om at han sagtens kunne falde til i et land som Manjarno. Der var flot natur, folket var til dels venlige overfor ham, også selvom han var et meget fremmed ansigt her på stedet, så var de dog åbne og modtagelige. Med et mildt og tilfredst smil, så satte han sig roligt tilbage, hvor han alligevel prøvede at undgå de mange kvinders blik. Hann var jo trods alt heller ikke sensuel dæmon for ingenting.

[Deleted]

Kroen summede. På det seneste var der begyndt at komme flere, de fleste var nysgerrige på situationen i Procias, og bekymrede for hvordan det i sidste ende ville påvirke Manjarno, og dette var altså stedet hvor man mødtes. Hope sad alene ved et af de runde borde. Hendes glas var fyldt med en sødmefuld rød væsk, af den billige slags. Hun havde stadig ikke vænnet sig til at være så fintfølende, og hun var bestemt ikke god til, blot at kaste omkring sig med penge, eller vise hendes status på nogen måde. Faklerne brændte lystigt, skænkede kroen en behagelig varme, og sammentidig lod de, det orange skær falde over hendes skikkelse, og kaste glans i det flammerøde hår. Hendes slanker pegefinger kørte en anelse kedsommeligt hen over glasset, og dog med langsomme sensuelle bevægelser. Hendes smaragdgrønne øjne, fulgte hendes egen bevægelse, og langt de fleste mænd på stedet fulgte hende generelt. Når prinsessen af Manjarno, valgte at opsøge et sted som kroen, uden at være specielt prægtig eller kongelig, så skabte det den enorme summen. Flere gange havde hun hørt hendes navn hviskes i hjørnerne, og hun havde intet andet valg end at ignorere det. Manjarno var et herligt land. Der var fredfyldt, til dels om ikke andet, men sladderen var værre end nogen andre steder, og ligenu havde befolkningen tydeligvis tralvt. Det var ikke uvant for Hope at have alles øjne hvilende på hende, og normalt nød hun af opmærksomheden, men hendes humør denne aften, var bestemt intet at prale af! Hendes krop skreg. Hendes sind skreg. Det var flere dage siden, en mand sidst havde holdt om hende, faktisk nærmere en uge. Desuden følte hun endnu et stik af samvittighed, efter hun havde afvist Flint for blot et par timer siden. Kærlighed? Hun var begyndt at tænke. De fleste kvinder i hendes alder, havde allerede fundet deres prins, og havde fået deres egne små prinsesser, de havde skænket deres hjerte til en mand der var villig til at beskytte det. Sådan en havde Flint været, og hun havde som altid valgt at skubbe ham væk. Det var ikke en del af legen. Hope sukkede en anelse tungt, og løftede stille glasset, som en tavs skålen med sig selv, før hun roligt førte det til læberne, og nippede til den røde vin. Samtalerne var ophørt en smule. Kvinderne havde fundet interesse i noget særligt, eller nogen særlig, og hun gad end ikke besvære sig med at finde ud af hvad. Med det rygte hun havde i forvejen, så burde hun vel også forsøge at ændre det? Denne gang tog hun et lidt større nip, før hun atter stilte glasset fra sig. I en smidig bevægelse rejste hun sig, og lod fingrene løbe gennem det flammerøde hår, før hun roligt bevægede sig mod bardisken. Hendes skridt var langsomme og elegante. Blikekt var så stift rettet mod krofatteren, at hun end ikke ænsede den yderst delikate mand, der sad netop ved hendes side, hun forsøgte blot ikke at lytte til andres ord ”Genopfyldning” mumlede hun svagt, med en lettere hæs stemme, men melodisk tone. Han nikkede og tog hendes glas, mens hun selv rastløs lod fingrene vandre over bordpladen.

[Deleted]

Den summen som måtte være her på stedet, var noget som Caleb om ikke andet, valgte at tolke som noget ganske normalt. Han havde vel heller ikke nogen grund til at tro andet? Han kom fra et land, hvor dette virkelig ville være som et liv i luksus! At have muligheden til at drikke hjernen ud og bare more sig, uden at det skulle være på ekstreme bekostninger af det ene eller det andet. Imandra var virkelig ikke hvad det havde været før, og nu var han bare glad for, at han langt om længe, endelig kunne få lov til at lægge det land bag sig og starte op et nyt sted – med Bella, hvilket kun var noget som gjorde det hele så mange gange bedre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Bevidst så undgik han de mange blikke, for han vidste udmærket godt hvilken form af tiltrækning som han ville have på dem, og det var bestemt heller ikke sådan et rygte, at han ville have allerede fra start af, for det ville han bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han var i den grad en tilfreds mand, også selvom det var ved at være et godt stykke tid siden, at han selv havde fået noget som helst, så holdt man sig vel også i skindet for den kvinde som man elskede og holdt af? Det var da om ikke andet, så det at han var fuldendt klar over i det store og hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
Kvinden som endte oppe ved hans side, var noget som tydeligt måtte vække hans egen nysgerrighed. Ikke fordi at han sagde noget som helst, men hun virkede til dels.. deprimeret? Alle andre virkede glade og muntre, men her var det hende som måtte skille sig ud. Han rettede sig en anelse op. Det var skam heller ikke fordi at han direkte vidste hvem hun var, for han havde aldrig rigtigt haft nogen grund til at skulle blande sig i de kongelige, eller kende til hvem de måtte være, for de blev da også byttet ud mere eller mindre hele tiden! Han lod hovedet søge let på sned, selv uden at se det mindste væk fra hende. At hun bad om en opfyldning, så kunne det jo næsten tyde til at hun havde siddet her mere eller mindre igennem et godt stykke tid. Hun var vel bare en i mængden? En ganske normal borger som havde brug for noget af det stærke? ”Lyder som en hård dag?” Hans stemme var rolig, dog meget sensuel, lokkende og med den dybe og mystiske klang. Han var en klar og stærk definition af en sensuel dæmon, også selvom han havde den gode og gamle warlock skjult i sindet, så var det nu noget som var sjældent, at han i det hele taget lod komme frem. De mørke øjne vendte han direkte mod hende, også selvom han valgte at fokusere på hendes ansigt og ikke hendes øjne. Han ville jo nødigt ende med at tiltrække hende, for han ønskede ikke nogen direkte problemer – Desuden vidste han heller ikke hvem hun var, endnu.

[Deleted]

Denne summen på stedet var ganske normalt. Modsat Dvasias så kom folk her for at hygge sig sammen, danne et fællesskab, frem for at drikke hjernen ud for derefter starte sig en slåskamp om en eller anden tilfældig smuk kvinde. Hvorfor havde ingen mand kæmpet sådan for hende? Hope rystede på hovedet, og skubbede øjeblikketligt de tanker væk. Det var den slags der slog ihjel! Rastløst ventede hun mens krofatteren, forsøgte at finde den rigtige vin. Nogle gange kunne hun kun spekuler epå hvordan hun var endt her? Det ene øjeblik søgte hun efter hendes familie, og hjælpen til en ny start, og i det næste øjeblik stod hun på en balkon og kunne kalde sig for prinsesse af Manjarno. Hvor mange mænd der havde hvilet i hendes seng efter det, havde hun end ikke tal på. Nej hendes forsøg på et nyt liv, var langt fra endt særlig vellykket, hun havde ikke ændret sig, og til tider gjorde det hende lykkelig, og til andre tider, som nu, så gav det hende bare en følelse af, at noget måtte mangle. Hun sukkede. Lyden af den mørke, forførende stemme, fik hende til at stivne på stedet. For flere sekunder, forblev hendes blik intenst rettet mod en gammel tønde øl, et sted bag bardisken, som havde det nærmest været et arkæologisk fund. Hvem end den tilhørte, så var der en klang af mystik, noget farligt. Hun bed sig i den silkebløde underlæbe, forsøgte at benægte det væld af varme der bølgede igennem hende, og den øjeblikkelige gnist der måtte blive til en flamme. Hun havde netop sagt farvel til Flint, hun havde endnu dårlig samvittighed, og uanset hvor meget hun end længtes, så var det meningen, at denne aften skulle holdes fri. Nu var hun pludselig fristet til andet.
Et varmt smil bredte sig over hendes læber, hun vendte sig mod ham. Der var end ingen tvivl om at der var noget sensuelt over ham, synet af ham gav hende lysten til at smelte ind i hans favn, en længsel efter at røre ham. Hun trak vejret dybt, og nikkede stille ”Du skulle bare vide” påpegede hun, med et varmt glimt i blikket. Endnu et fuldt glas endte foran hende, hun lod den slanke stilk glide mellem hendes fingrer, og stirrede intenst på den røde væske, men uden så meget som at nippe til den. Endnu engang lod hun fingrene glide igennem det røde hår – det var ligefrem ved at blive en dårlig vane. Hun huskede ikke at have set denne fremmede nogle steder før, og efterhånden havde hun besøgt hver lille del af dette enorme land ”Jeg har mødt mange på min vej, men jeg mindes ikke at have set dit ansigt før?” hun hævede et øjenbryn mod ham, lettere spørgende. Hendes nysgerrighed var trods alt slående, og det var ikke besværligt at se hvilken slægt hun var af, så i virkeligheden undrede det ikke mange. Uadtil var der intet forandret ved hende, det havde været en lang dag, og nu behøvede hun noget at styrke sig på. Hun hævede glasset roligt mod ham, som en varm hilsen, før hun uden så meget som et ord, endte med at nippe til den søde vin, men det der måtte minde om salighed i minen.

[Deleted]

Helt præcist hvordan det hele måtte foregå her i Manjarnos land, var noget som Caleb var temmelig sikker på, at han nok skulle finde ud af på den ene eller den anden måde, selvom det bestemt heller ikke var noget som måtte komme helt af sig selv. Hvem så end denne kvinde var, så var det noget som tydeligt måtte vække en egen interesse i ham selv. Han var vant til at se folk deprimerede, men dette var bare på en måde.. anderledes. Ikke fordi at det var noget som raget ham som sådan, for det var normalt slet ikke noget som han ville blande sig i, men.. lige nu og her, så kunne han altså ikke lade være. Hvem kvinden var, vidste han ikke, men også den mulighed for at skabe sig noget socialt og de relationer som det krævede af gud og hvermand for at leve et ganske roligt og normalt liv, ville være kærkommen for hans del, for det at socialisere sig med nogen som helst, havde aldrig været noget som han havde været decideret god til. At hun jo så måtte reagere på hans klang i stemmen, nærmest som han allerede nu måtte rive i hende, var ikke fordi at det var noget som var nyt for hans vedkommende. Det var jo altid sådan når han valgte at åbne munden, så han var efterhånden bare så frygtelig vant til det.
De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse og med den rolige mine. At det havde været en hård dag, var noget som han direkte kunne konkludere ud fra hendes udstråling, for det var ikke direkte noget som udstrålede den rene lutter og lykke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende sigende og med den rolige mine. Lige præcist hvem som hun måtte være, vidste han ikke, men det var vel også noget som han kunne finde ud af med tiden som måtte gå? Han nikkede blot ganske roligt og forståeligt til hende. ”Jeg har hele aftenen, hvis det er noget som du har lyst til at fortælle mig om,” fortalte han roligt, som han roligt rettede sig op. Han nægtede dog at skabe denne direkte øjenkontakt, for han vidste, at der ikke ville komme noget godt ud af det i den anden ende uanset. Det havde der aldrig gjort udelukkende på grund af hans udstråling på denne her måde. Et sted var det ene tanke som virkelig kunne frustrere ham, men han havde efterhånden også lært at leve med det. Han sendte hende et stille smil. ”Jeg kan ikke just prale af, at være stedskendt her. Jeg er netop flyttet hertil fra Imandra.” Nej, han var skam ikke en af dem som var flygtet til Imandra på grund af det ene eller det andet, men det var fordi at han ikke decideret havde haft noget andet valg som sådan. Han vendte blikket mod sin fadøl, hvor han endnu en gang tog en slurk, kun for at hæve det let mod hende i gengæld. ”Sæt dig ned,” opfordrede han med et stille smil.. Han var her udelukkende for at fejre starten på et nyt liv. ”Du lyder til en som kunne bruge noget opmuntring. Lad den der være på min regning,” sagde han roligt, dog bestemt med det varme og tydeligt lokkende smil på læben – selvom det slet ikke var med vilje!

[Deleted]

Ganske vidst så kom hendes problemer ikke en fremmede ved, og alligevel så når det kom til den slags problemer så havde hun heller intet imod at skulle fortælle. Det var de samme ansigter hver aften, de samme folk der kom her, snakkede og delte dagens oplevelser, men lige hans ansigt var hende ukendt. Hope fornemmede hvordan flere øjne måtte betragte dem, mens en mumlem havde bredt sig. Var hun nu igang igen? En mand stod og rystede på hovedet af hende, hun sendte ham blot et varmt smil og hævede ligeså glasset mod ham, hvilket øjeblikkeligt lod hans blik finde vej til hans egen kone. De så begge opgivende ud. Allerede nu havde Hope gættet hvilken race han var af. Det var længe siden, hun havde mødt en mand med så silkebldø en stemme, rungende af musisk mystik, der lod det sitre helt ud i hendes fingerspidser. Hendes krop skreg højere, og hun kæmpede for at holde det i skak, hun kunne vel kende en mand, uden absolut at skulle hoppe på ham? Hun samlede sig en anelse, rettede sig op. Det var tydeligt at han var en tilbageholdt mand, hvilket hun i det store og det hele udemærket kunne forstå.
Hope blinkede en anelse overraskende.. efter Flint, så havde hun næsten glemt hvordan en rigtig mand måtte opfører sig. Hendes hjerte slog faste slag ”Jeg vil nødig kede dig, med kedsommelige historier fra en kvindes kedsommelige hverdag” påpegede hun roligt. Hans mine var så munter, og allerede nu lod han til at være forstående – hvor pokker kom alt det fra pludseligt? Endnu engang nippede hun til rødvinen. Endnu engang lod hun de funklende øjne glide mod ham. Et intenst glimt hvilede i dem fra før, hun kunne ikke lade være, også selvom hun ganske vidst så på ham mellem øjnene, netop for ikke at lade sig fænge af ham øjeblikket. Hun nikkede forstående, og lod blikket glide omkring i kroen. Manjarno var anderledes fra Imandra, så meget kunne hun da sige ”Javel ja. Du må endelig sige til, hvis jeg kan være behjælpelig med det mindste. Jeg.. kender landet temmelig godt” sagde hun med beskeden tone. Det vatr selvfølgelig en underdrivelse, som prinsesse af landet, kendte hun det langt bedre end så mange andre, og hun ville hellere end gerne hjælpe, fortælle ham om det, måske give ham en rundvisning.. Den tanke skød hun fra sig, hun skulle bestemt ikke være alene med den mand! Fælden ville klappe, og det vidste hun allerede nu. Først da han bad hende om det, endte hun med at glide ned på stolen ved siden af ham. Hun lod hånden vandre over hendes lår, for at glatte den sorte kjole ud. Lidt forfængelig havde man vel lov at være? Hun lod de slanke ben glide over hindanden, den ene hånd hvilede i skødet, den andet om glasset, som hun endnu engang nippede til, med et skjult smil bag,e fter den hilsen han selv havde valgt at gøre til hende. Hun skulle dog til at protestere ved hans tilbud, hun var trods alt den med den største pengepung af de to, men.. tanken om endelig at kunne falde ind i en kvindelige rolle. Hun sendte ham et af de typisk forførende smil, selvom det heller ikke ligefrem var planlagt eller med vilje ”De er en gavmild herre, jeg takker mange gange” hun nikkede mod ham, kun for at understrege hendes egne ord. Det lokkende smil gav hende desuden en lyst til at smelte på stedet.

[Deleted]

Caleb vidste godt, at mange havde et skarpt øje til ham allerede, udelukkende fordi at han var ny her til lands, men det var nu ikke noget som han tog sig af. Han var der bestemt heller ikke for at skabe ravage eller ballade af nogen slags. Tvært imod, så var han der faktisk for at skabe et nyt liv, finde ud af hvordan beboerne i Manjarno faktisk måtte leve og så tage det hele med et enkelt og lille skridt af gangen og så se hvor man endte i den anden ende. At han jo så måtte stå overfor en prinsesse af landet, var jo slet ikke noget som han havde den fjerneste anelse om, for det var jo bare noget som han aldrig havde været synderlig interesseret i. Det var jo heller ikke fordi at han var vant til at folk vækkede nogen synderlig interesse for ham, så hvorfor skulle det være meget anderledes her? Igen, så tænkte han bare i de gamle baner, men det var altså heller ikke helt nemt at lægge en hel gammel tankegang om bare sådan, for det var noget som tog tid.
Caleb var bare en mand som vidste hvordan man skulle gå frem, og specielt hvis man ville i kontakt med kvinderne. Ganske enkelt fordi at det var noget som faldt så ganske naturligt til ham, så var der ikke direkte noget som han kunne gøre ved det, men det var jo så bare det. Han var en sensuel dæmon – dog også Warlock, selvom det var den dæmon som desværre måtte stå stærkest og som den mest krævende i ham. Han krævede ikke direkte at få noget her til aften – tvært imod, så var det slet ikke noget som han havde sat sig som et mål. ”Em smuk kvinde som dig, kan næppe kede mig med mange historier. Jeg tror såmænd at det kunne gå hen og blive meget interessant,” fastholdt han dog endnu med en rolig og stilfærdig stemme. Han ville ikke tvinge hende. Nej, det skulle være ganske frivilligt, ellers så gik hyggen jo af allerede med det samme. Han så dog glædeligt til, som hun tog pladsen ved siden af ham. At skabe sig nogen venskaber var jo altid et godt sted at starte når man var kommet til et nyt sted og han kastede sig med andre ord, direkte ind i de mange udfordringer som det måtte skabe hen af vejen, for det var jo også det eneste som han kunne gøre, også for at vise, at han ikke var der for at ødelægge tingene noget mere. ”I så fald s takker jeg,” sagde han roligt. At blive taget imod på den måde, så kunne det jo heller ikke blive bedre! Han ville vel egentlig bare gerne muntre hende lidt op, for hun virkede temmelig nedtrygt og det var faktisk ikke en tanker som han direkte brød sig om. Han betragtede hende med en rolig og sigende mine. Som hun tog plads, så fulgte han hende bare med blikket. Alle hendes handlinger, alle hendes gøremål.. han kunne jo nærmest se det hele ved hende, men også det, at hun var tilpas i hans selskab, så kunne han bestemt heller ikke forlange mere end det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rystede roligt på hovedet. Der var skam ikke noget at takke for. ”Intet at takke for.. frøken..?” Han lod hovedet søge let på sned. Det var ikke fordi at han havde fået noget navn endnu. Han lænede sig roligt tilbage på stolen, hvor han blot betragtede hende, selvom han stadig undlod at se hende direkte i øjnene.

[Deleted]

Nye ansigter på et sådanne sted, var på ingen måde hjemmevant, og nu hvor han oven i købet, sad med landets prinsesse ved siden af sig, så måtte de andre glå ekstra meget, hun fornemmede deres skulende blikke. Deres tanker var ikke svære at gætte sig til, taget hendes søskende i betragtning, var hun trods alt ikke ligefrem noget stort forbillede. Måske der ikke var blevet lagt interesse i ham før, men nu hvor Hope havde valgt at sætte kløerne i ham, så var det en ting han måtte til at vænne sig til. Livet i landet var ikke altid fredeligt, og man kunne vel roligt sige, at han ikke ligefrem havde fået den bedste start? Hope måtte et sted direkte nærer sig på hans forvirring, han prøvede at tage det hele roligt, prøvede at føle sig hjemme og lod som om det var velkendt, hun fornemmede det, men valgte ikke at kommentere det, hun havde selv gjort det samme, da hun i sin tid var endt med at søge mod Dvasias.
Et næstent tilfreds smil hvilede over hendes læber. Kvinderne dånede efter ham, det var ikke svært at se, ingen turde nærme sig når først Hope var kommet først, udelukkende fordi det i så fald ikke kunne være godt selskab. De gik virkelig glip af noget. Det overraskede hende heller ikke at denne fremmede mand måtte lege med, faktisk ville hendes gæt være, at han var nøjagtig ligeså intilligent som hun var på dette område, og de begge ville gøre brug af deres mest beskidte tricks. Hope nippede til vinen endnu engang, den søde smag brændte i halsen, det varmede hende selv helt indefra. Lettere beskedent, lod hun være at overbestirer ham, på trods at det forekom hende som det mest fristende. I tide og utidet lod hun blikket glide mod hendes finger, der igen dansede lettere elegant over glassets kant. Hovedet gled let på skrå, hun strøg de flammerøde lokker bag øret, mens smilet kun måtte brede sig ”En smuk kvinde som mig, har det med ikke at tiltrække så interessante og charmerende mænd som dig – desværre” tilføjede hun, og rynkede en anelse på panden i ærgelse. Flint havde ikke været noget at prale af, det erkendte hun gerne, men det var alt sammen en utrolig kedelig historie, der havde gjort hende mere maskulin end nogensinde før. Hans forsøg på at opmundre hende, lykkedes allerede. Hun ville skam hellere end gerne vise ham rundt til gengæld, allerede nu havde hun meget at takke ham for ”Du behøver skam ikke at takke” hun lod fingrene trippe langs bardiskens kant. De grønne øjne faldt mellem hans, hun ville ikke se direkte imellem, det var klart at han var en sensuel dæmon ”Maloya.. Hope Maloya” hun rakte hånden frem som en varm hilsen. Han skulle i den grad føle sig vel tilpas, også selvom det var svært ikke at sidde med forkerte tanker, han trak i hende, og hun havde desværre ikke lært at stå imod endnu. Tungespidsen fugtede atter hendes læber, hun kunne måske ikke prale af at være sensuel dæmon, men hun kendte mænd bedre end hendes egen underkjole. Hvem end denne mand var, så var han langt mere interessant end nogen hun havde mødt længe, desuden vakte hans maskulinitet en flamme i hende, efter hele turen med Flint, så nød hun endelig at føle sig som en kvinde igen.

[Deleted]

Caleb vidste udmærket godt, at han var helt ny her på stedet, hvilket automatisk sørgede for, at folk var langt mere obs på ham end det som de ellers ville have været på et ansigt som de havde kendt før. Med oprørerne og alt det andet som måtte gå omkring som han også havde hørt om, så var det nu heller ikke noget som han tog så tungt igen. Han havde vel bedt om det, netop fordi at han var tilrejsende udefra? Han var dog særligt optimistisk allerede af den grund, for han var sikker på, at han nok skulle få lov til at få sig et bedre liv her, end det som han havde haft det i Imandra. Det land var så tyranniseret, at man skulle tro at det var løgn. Det var bestemt ikke et sted hvor man skulle være, hvis man havde en personlighed som Caleb, for han var bestemt heller ikke det som man kunne kalde for en typisk mørk af sig. Han var en venlig sjæl som kun var ude på at få det som han havde direkte brug for. Alt det andet var ham fuldkommen ligegyldigt, for han var bestemt heller ikke den helt kravestore, hvilket folk nok skulle finde ud af før eller siden.
De helt mørke øjne hvilede på denne kvindes skikkelse. Hvem som hun måtte være, vidste han ikke, men han agtede dog at finde ud af det, hvis det var noget som hun ville lade ham selvfølgelig, for han ville da slet ikke presse hende til det ene eller det andet, hvis han ellers kunne blive fri for det! Hun virkede langt mere glad nu end da han havde kastet blikket på hende første gang, så selvfølgelig var det også noget som måtte gøre ham tilfreds i den anden ende, så det var noget som han bare kunne lade ligge for nu om ikke andet. Han nikkede mod hende. ”Og alligevel, så sidder jeg her..” påpegede han sigende. Han vidste at han havde charme, men det var noget som bare lå ganske naturligt til hans føderace, selvom det var noget som virkelig måtte irritere ham til tider, så var der bare ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. ”Jeg er nu sikker på, at din historie vil fange min interesse.” Han blinkede let til hende og uden at smilet falmede det mindste. Selv kunne han godt mærke, at det var længe siden at han selv havde fået, men.. en fremmed kvinde bare sådan? Det var da noget af det sidste som han kunne finde på! Hendes præsentation, sagde ham virkelig ikke en dyt, selvom hendes efternavn fik det til at ringe en bjælde. ”.. Maloya..” Han så lettere tænkende ud i luften, for han vidste da, at han havde hørt det navn et eller andet sted før! Han trak let på skuldrene og vendte sig mod hende. ”Det er mig en udsøgt fornøjelse, Hope.. Jeg er Caleb Peisélas,” præsenterede han sig roligt, idet han bukkede mod hovedet direkte mod hende, blot for at være en anelse høflig, for det kunne han i den grad godt! ”Så.. fortæl mig, hvad der har gået dig så meget på nerverne, at omverdenen har skulle undvære dit smukke smil,” opfordrede han roligt og med et sigende hævet bryn. For hans del, så lå det virkelig bare naturligt til ham, at skulle flirte en smule, så det var noget som han i sig selv, slet ikke tænkte over. Tvært imod så… føltes det langt mere naturligt i dette selskab end det som det faktisk gjorde normalt, så det var heller ikke noget som sagde så lidt.

[Deleted]

Der blev holdt et vågent øje med dem. Det var ikke underligt at de var mere nysgerrige omkring Caleb, end de var med landets prinsesse. Enhver Manjaner, kendte til hendes tendenser, hun var løs på tråden, nød selskabet fra en mand, og endnu engang kunnde blot sidde og himle med øjnene. Hun var igang igen, og hun havde i den grad udset hendes næste offer. At denne charmerende Caleb, så virkede ligeså interesseret i hende, gjorde vel kun det hele meget bedre? Hvor han kom fra var fremmede, hendes første gæt ville selvfølgelig være Dvasias, han var en venlig sjæl, det stod allerede klart for hende nu, og så var han i alle fald kommet til det rette land. Hope var tydeligvis vant til at have alles blikke rettet mod sig, for hun valgte blot at ignorere dem, og lod fingeren fortsætte langs glassets kant.
De smaragdgrønne øjne betragtede hans, på trods det kun var for sekunder af gangen. Der var regler i hendes spil, og et af dem var ikke at blive for personlige, men han interesserede hende nu en hel del, hun fandt ham direkte spændende, selvom hun heller ikke var ude på at skulle presse ham til det mindste, ikke at det lod til at ville blive nødvendigt. Det lille smil prydede hendes rosenrøde læber, det falmede ikke, for det var tydeligt, at han i sig selv havde øjne for læber og øjne, ansigtet generelt måske, hvilket var en mand helt efter hendes smag. Flint kunne have brugt timer på at betragte hendes krop, det var selvfølgelig også bekræftende, hvis han da ellers kunne have sagt noget fornuftigt omkring den. Hope nikkede medgivende ”Alligevel sidder du her” gentog hun. Og det glædede hende. Hovedet gled på sned, med en smidighed der nærmest måtte minde om en kats. Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe, og endte med at slippe hendes glas, og istedet lade hænderne falde i hendes skød ”Det er uinteressant, jeg er sikker på at De er en mand af langt større historier” hun ville gerne høre mere om ham, det var helt sikkert. En blid latter brød hendes læber. Det blink og det glimt i hans blik, det var noget der i den grad formåede at lade flammen brede sig i hendes bryst, en flamme som hun for nu, var tvunget til at skulle holde under kontrol. Det overraskede hende, at han ikke havde den mest fjerne idé om hvem hun var, og dog så glædede det hende. Så mange mænd på jagt efter hendes navn, hun var en smuk kvinde, erfaren på et lagen, og med et bagparti af guld bogstavelig talt, hun havde ekstremt meget som kongelig, det gav sig selv ”Fornøjelsen er skam helt på min side” der var et intenst gnist i hendes blik. Som han lod hovedet bukke i en hilsen, lod hun roligt hånden søge mod hans kind. Hendes tommel strøg kærligt langs hans kind, før hun lod en rødmen brede sig i kinderne, og atter lod den falde i skødet, med en beskeden mine. Hun var skam udemærket klar over hvilke knapper der skulle trykkes ”Så lad gå.. Gab ikke for højt” advarede hun med en lettere drillende undertone ”Jeg er smuk.. jeg er velhavende. For mange mænd er de kvaliteter nok. Jeg fandt en der forelskede sig i den tanke, og det lod til at tåben ligeså forelskede sig i mig, havde han været bøsse havde det været perfekt, men..” hun bed sig i læben ”..At ligge hovedet på min skulder, befamle mig offentligt, tvinge mig til at tage affære for derefter sige at han elsker mig? Det er min værdighed for stor til” hun trak blot svagt på skuldrene, smilet var endnu engang falmet. Hun nippede til vinen.

[Deleted]

Caleb vidste udmærket godt at folk holdt et meget godt øje med ham, selvom det nu ikke var noget som han tænkte meget over. Han var ny her i landet, så det var vel heller ikke noget som forundrede nogen som helst når det endelig måtte komme til alt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han betragtede hende rolig. Ja, der hvilede et eller andet over hende som han ikke direkte tog sig af det. Der var noget som vækkede hans interesse, hvilket i den grad heller ikke var noget som skete særlig ofte, men det var nu alligevel noget som måtte forekomme alene af den grund, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han sendte hende et af sine typiske charmerende smil. Ikke fordi at det var noget som han direkte tænkte sig om. Det var bare det som faldt ham mest naturligt i en situation som dette, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
Caleb var sjældent interesseret i en kvinde på denne her måde, men hun havde virkelig formået at fange ham som intet andet nogensinde havde formået at gøre det før, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han havde virkelig ikke nogen anelse om hvem som hun måtte være, selvom det nu heller ikke var noget som faldt ham ind at skulle spørge om, for han ville bestemt heller ikke ødelægge det hele nu! Umiddelbart kunne han nu ikke se hvad der skulle være specielt ved hans liv, for det var ikke fordi at det havde været noget særligt – før han havde mødt Bella selvfølgelig, men det var jo så en anden side af sagen. Han måtte sende hende et roligt smil. ”Jeg vil ikke ligefrem vove at påstå at jeg har mange gode historier på lager,” fortalte han ikke mindst med en rolig stemme, men hvis hun ønskede at lytte, så havde han bestemt heller ikke noget imod at skulle åbne en smule op og bare snakke mere eller mindre frit fra leveren, for det var også noget som man faktisk måtte få det temmelig godt med i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var lidt egoisme altid godt for noget andet end at stile sig selv i centrum. Han kendte hende virkelig ikke, så det var vel også kun en… god ting et eller andet sted? Han sendte hende blot et roligt smil. Direkte så virkede hun slet ikke fjendtlig på nogen som helst måde overhovedet, selvom det nu kun alligevel var noget som måtte gøre ham direkte glad og endda på alle måder. Han blev roligt siddende, selvom hun endte med at stryge hånden mod hans kind. Det satte en sitren i ham, for han nød det skam. Han nød at blive kærtegnet, også selvom det nu måtte ligge ham temmelig naturligt til, for at skulle tage imod disse former for berøringer, så det var jo også kun en meget positiv ting når alt endelig måtte komme til alt. Hendes sidste ord var dog noget som tydeligt måtte fange hans opmærksomhed. Han kunne slet ikke holde latteren tilbage! ”Du mener virkelig at en mand indtog en kvindes rolle? Ved at lægge hovedet på din skulder, befamle dig offentligt, tvinger dig til styringen og skænker dig de ord? Jeg må kun sige mig, at du slet ikke har mødt en mand som er noget værd.” Han trak kort og endegyldigt på skuldrene. Det var ham en skuffelse uden lige, at folk i det hele taget kunne få sig selv til at være sådan overfor andre, det var jo slet ikke noget som han kunne forstå sig på! Han rystede på hovedet, tydeligt overrasket. ”Har man hørt mage.. det er bestemt ikke sådan at man finder sig til rette med en smuk kvinde,” afsluttede han stilfærdigt.

[Deleted]

Hope valgte direkte blot at ignorere de mange stirrende blikke, de ville holde op før eller siden, når først de ikke længere kunne fortælle diverse historier, velkommen til Manjarno, måske landet ikke var i krig, men det var i den grad i krig med sig selv, man vænnede sig til det.. med tiden vel og mærke. Det v sjældent at Hope måtte lade sig fører, på den måde som hun gjorde i øjeblikket, hun var ikke vant til modspillet, men derimod til selv at være den kontrollerende, med magten gemt i hendes små ’uskyldige’ hænder, men denne mand.. det charmerende smil, der blot faldt så naturlig, den varme stemme, der lod flammen brænde langt ind i hendes bryst, det vækkede hendes nygserrighed, det spillede imod hende, legede med hendes tanker, og end ikke hun ville være stærk nok til at stå imod, hvad end hun valgte at se ind i hans øjne eller ej. Hope gengældte hans smil, det faldt hendes ganske vidst naturligt, den forføriske djævel der netop havde udset sig et nyt offer, han havde en undskyldning for at begærer hende, han var en sensuel dæmon, og hun var en smuk kvinde, mere klart kunne det heller ikke stå. Hun var blot en efterhånden lidt aldrende kvinde, og dog med så mange skjulte talenter. Desuden var det for en gangs skyld, ikke det charmerende smil, eller det glimt i hans blik, der formåede at vælte hende af pinden, og charmere hende ind til knoglerne – nej det var måden han så på hende, måden han talte til hende, som var hun rent faktisk noget særligt.
Snakken blev ved rundt omkring, Hope havde et halvt ører med, og selvfølgelig var det store samtaleemne krisen i Procias, sådan var det mere eller mindre overalt, og det at høre en af byboerne brokke sig over oprørenes tilstedeværelse i Manjarno, havde været hverdag i flere måneder. Hun trak på skuldrene, sukkede en anelse ærgelig, og nippede den den søde vin i hendes glas. ”Løgn, løgn, løgn, kære Caleb. Jeg er sikker på, du er en mand af forbandet mange historier, og jeg lover dig at jeg vil grave,” påpegede hun med det kække glimt i de smaragdgrønne øjne, der betragtede ham intenst. Det var dog ingen løgn, hun var nysgerrig, og ønskede at han skulle fortælle hende omkring det, hun kunne faktisk godt lytte! Hendes fingrer strøg nærmest kælende langs hans kind og hage, før hun roligt endte med at skulle trække den tilbage. Hovedet var gledet på sned, og et næstent veltilfredst smil spillede over læberne. Hun kunne se det i hans blik, hvordan han nød det, hvilket i sig selv også gjorde det meget bedre for hende. Blikket forlod ham og rettede sig istedet mod hendes halvfyldte glas, mens hun nikkede en anelse forlegen. Hendes kinder havde antaget en lettere rød farve. ”Det er faktisk en anelse.. flovt. Men ja, og jeg afviste ham, den sølle mand var knust,” hun rystede lettere opgivende på hovedet, og hævede et slankt øjenbryn mod ham. ”Findes der mænd der er noget værd,?” der var en drillende tone i hendes ord, men hun mente det skam, den slags mand havde hun aldrig mødt, som havde været værd at samle på. Hun lænede sig en anelse mod bordkanten, og albuen støtte mod pladen, mens hendes fingrer borrede sig ind i hendes hår og støttede hendes hovede. For flere sekunder betragtede hun ham blot i stilhed med det lille smil. ”Sig mig, Caleb.. Hvad gør en kvinde smuk? Ser du, jeg er født med dette silkebløde, røde hår, funklende, grønne øjne der formår at smelte næsten enhver mands sjæl. Min krop er som en gudindes, fyldig.. rund, omgivet af varm og glat hud og dog.. på trods af flere bejlere, har jeg aldrig i mit liv, følt mig som en smuk kvinde,” afsluttede hun, og der var klar ærlighed at sporer i hendes ord. Denne gang lod hun blikket falde direkte i hans, og enhver lille del af hende begyndte at skrige.

[Deleted]

At folk måtte sidde og stirre på dem, var slet ikke noget som Caleb tog sig af. Han var efterhånden vant til det indenfor hans erhverv, så det kunne vel heller ikke forundre nogen? Desuden så var en mandlig sensuel dæmon heller ikke helt så udbredt som det havde været før i tiden, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen? Nej, det var hendes personlighed som havde fanget ham. Ikke bare hendes kønne udseende, men hendes personlighed, hendes væremåde og det at hun faktisk nærmest bød ham velkommen hertil som en af de eneste som han havde mødt til nu, var selvfølgelig også noget som virkelig måtte spille ind for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han foldede roligt hænderne foran sig på bordet og med albuerne hvilende mod den hårde flade, uden at han tog blikket fra hende. Hun fascinerede ham på en måde som han ikke rigtigt kunne forstå. En måde hvorpå at han virkelig gerne ville lære hende bedre at kende.
At Hope var af den mere nysgerrige type, var nu heller ikke noget som forundrede ham som sådan, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han trak morende på smilebåndet og rystede let på hovedet. ”Jeg kan forsikre dig, at mit liv ikke har været så spændende igen,” fastholdt han roligt. Det var heller ikke fordi at det irriterede ham, for det var faktisk kun rart at der var nogen til at vise ham denne form for interesse, for det var heller ikke noget som han var vant til. Det gjorde faktisk godt, også selvom han ikke rigtigt kunne sige.. ja, hvad var det at hun ville vide? ”Jeg vil ikke ligefrem vove at påstå at kampe for egen overlevelse, at have bo i en hule i Imandra.. gøre hvad der var nødvendigt, er nogen særlig god historie. Desuden ønsker jeg heller ikke at spilde din tid,” forklarede han videre og med den samme rolige mine som hun havde gjort brug af allerede fra starten af. Han ønskede ikke diskussioner af nogen slags, men han vidste ikke helt præcist hvad det var, at hun ville vide omkring ham. Hendes kærtegn mod hans kæbe og hage, var faktisk noget som han godt kunne lide, for det efterlod ham faktisk med et behag. Det var noget som appellerede til hans sensuelle dæmon, selvom han kraftigt prøvede at bide det i sig, selvom det virkelig heller ikke var nemt på nogen måde. At Flint havde været direkte sønderknust var ikke noget som forundrede ham, for han lød virkelig til at være en svagpisser i bogstavelig forstand. Det var jo næsten flovt at være en mand på grund af den slags! Det var jo den slags som måtte rende rundt og svine de andre til og det var heller ikke noget som han fandt sig i. ”Visse mænd gør man klogt i at holde sig langt væk fra.. Er de så lystige som denne..Flint lyder til at være, så er han virkelig ikke værd at samle på.” Han trak let på skuldrene som han betragtede hende roligt. Hendes mere personlige spørgsmål forundrede ham dog. Hun vidste det ikke? Han hævede let det ene bryn. ”Af alt du kunne finde på at spørge mig om.. en sensuel dæmon om, og så er det det som du vælger?” Han trak let på smilebåndet, mest af alt også for at indikere at det ikke gjorde hende det mindste. Han rejste sig roligt op og vendte blikket mod hende. ”Hvad der gør en kvinde til et smukt væsen er meget varierende, Hope.. For mig så er en smuk kvinde, en kvinde med en personlighed som overskinner selv det skønneste ydre. En som er så selvsikker, kan smile selv i de mest triste situationer. En som står der.. fattig måske, men deler stadig ud af det sidste brød i sine hænder, en som tør stå op for sig selv, en som hjælpe andre og stadig finder tid til sig selv.. en som sætter værdierne højt og en som står ved den som man er.. For mig så betyder udseendet ikke alverdens..” Han lod hånden søge let mod hendes bryst. ”Men det indvendige,” forklarede han videre.

[Deleted]

Det kunne I det store og det hele virke som om, denne mand slet ikke var velkommen I landet, og hun matte næsten skamme sig over, folks mange nysgerrige blikke. Hvorfor kunne de ikke passe dem selv? Kvinderne bebrejdede hun dog ikke i denne situation, han var en sensuel dæmon, han var flot, og ikke mindst så bar han en charme, som hun næsten havde længes efter. Tanken fik en lettere rød farve til at tage over hendes kinder. Flint havde virkelig ikke været meget at prale af, han havde faktisk ikke været noget i nærheden af en mand, og nu sad hun her med denne.. Caleb.. Hun smagte på navnet endnu engang, og fugtede hendes læber med tungespidsen – Lækkert! Hvilken historie der lå bag ham, om hun ville finde den interessant eller ej, det var i det store og det hele, ikke det der betød noget, hun ønskede at kende ham. Han dømte hende ikke, der var intet bebrejdende eller direkte afskrækkede glimt i hans blik, ikke som kvinderne så på hende, med had, når først deres mænd var blevet lokket til hendes seng, ikke som mændene så på hende, med direkte sultne og bebrejdende blikke, og ikke som hendes søster, hvor skuffelsen aften på aften, var umulig ikke at ligge mærke til. Hun nød faktisk hans selskab. Glasset fandt vejen frem mod hendes læber endnu engang, hun tømte den sidste sjat der lå tilbage. Hovedet gled på skrå, hun lod fingerspidserne søge ind i juglen af flammerødt hår, og så på ham med et næstent kælent glimt i øjet. Hun skulle netop til at protestere endnu engang, da han endelig valgte at uddybe det yderligere. ”Jeg synes det lyder som en interessant historie. Tro mig, du vil ikke spilde så meget som et sekund,” hun satte sig ret i ryggen, og lod begge hænder falde i hendes skød, klar til at lytte. Hun trak svagt på skuldrene. Hun ærgede sig ganske vidst over, at have spildt den tid på en sådanne mand, men hun havde været direkte desperat. ”Sandt som det er sagt. Men han gav mig om ikke andet hvad jeg behøvede, kærlighed er en uddød ting, kære Caleb, jeg søgte den aldrig,” det var måske hårdt sagt, men om ikke andet, så var det sandt, hun troede ikke på sand kærlighed. Smilet bredte sig, og hun nikkede blot til hans ord, det var skam ment med den ramme alvor. Blikket fulgte ham foran hende, hun lyttede intenst til hver eneste udtalelse. Der var så sandelig mange krav til en smuk kvinde, desværre var det ikke mange punkter hun i virkeligheden kunne opfylde. Smilet dalede langsomt, men infandt sig i hendes blik, der stirrede så intenst på ham, at hun for et kort øjeblik, lod alt andet sive væk. Ganske stille rejste hun sig. Hun fulgte hans hånds vej mod hendes bryst, og følte kun hvordan hendes hjerteslag blev mere faste mod hans varme håndflade, der næsten brændte sin vej gennem kjolen. ”Hvis alle mænd var som dig.. Så ville kvinder som mig dø triste og ensomme. Men det er en smuk tanke,” hun lænede sig frem, og plantede et stille kys mod hans kind. På trods hun ikke var særlig smuk på indsiden, så fik han hende til at føle det som sådan, for bare et kort øjeblik om ikke andet. ”Tak,” hviskede hun stille, og tæt til hans ører, før hun endnu engang valgte at trække sig bare en smule.

[Deleted]

Med alt det som skete i disse stunder, så kunne han udmærket godt forstå at folk havde et skævt blik på ham. Ikke fordi at det var noget som Caleb sagde noget til som sådan, for det var noget som han var vant til. Hvis det ikke var fordi at folk stirrede direkte efter ham på denne her måde, så var han som sagt vant til det, specielt med kvinderne, udelukkende fordi at han var den mand som han var. Han var en sensuel dæmon, han havde aldrig lagt skjul på det og han prøvede i den grad heller ikke at skjule sig for omverdenen. Han prøvede dog alligevel så vidt muligt at undgå at komme alt for tæt ind på kvinderne, så han kunne se dem i øjnene, også fordi at han vidste hvilken dragende effekt som han havde på dem, så.. hvad skulle han da ellers stille op med det hele? Det var deriblandt også det som gjorde ham en anelse usikker, men nu hvor han stod i denne situation, så kunne han ikke lade være med at smile og bare være sig selv. Hope – hvem hun så end var, var en kvinde hvis selskab, han faktisk var i stand til at nyde og endda frygtelig meget, hvis han skulle være helt ærlig. Han følte at han kunne åbne op, også fordi at hun tydeligt måtte være interesseret i hans historie, selvom der nu ikke var meget som han kunne fortælle af den, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. ”Du lyder virkelig sikker i din sag, Hope. Så længe at jeg ikke spilder din tid, så er jeg glad.” Han ville bare ikke vise sig som en som denne Flint. Alene tanken om at han var en mand af den kaliber, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, for det var direkte.. pinligt! At nogen i det hele taget kunne være på den måde, var slet ikke noget som han kunne forstå sig på! En mand? Han var da en vatnisse!
Caleb vendte blikket mod hende. Hun havde spurgt efter hans syn på en smuk kvinde. Måske at han skilte sig fra så mange andre, men et sted så var han vel også lidt mere.. filosofisk end det som så mange andre ellers ville have været det, det var end ikke noget som han tog fejl af. Han gik meget mere i dybden når han var sammen med en kvinde. Han gik ikke efter det ydre, for han vidste, at selv en som var blevet mobbet for sit udseende, kunne bære utrolig mange smukke værdier som andre slet ikke var i stand til at nyde af. Mens han stod der med hånden hvilende mod hendes hjerte og blikket hvilende mod hendes smukke ansigt, så kunne han ikke lade være med at smile. Han sagde det dog ikke for at charmere sig ind på hende, for det havde aldrig nogensinde været hans hensigt! Han ville vel i bund og grund bare forklare hende det. Han trak let på skuldrene, som hun kyssede hans kind, hvilket hurtigt fangede hans opmærksomhed. Umiddelbart kunne han da se at hun var vant til at være i nærheden af mænd, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget. ”Det gælder bare om at være på det rigtige sted til det rigtige tidspunkt. Alle har sin prins.. eller prinsesse på den hvide hest. Det gælder bare om at søge.. Sand kærlighed er uddøende, det ved jeg.. Og det er en skam.” Han lod hovedet søge let på sned. Han kunne ikke just sige, at han selv havde fundet den, men han havde en at være sammen med, en som lettede på ensomheden. ”Jeg er sikker på at din prins også er derude et sted Hope.. Det er bare at lede,” tilføjede han roligt, som han selv lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Måske.. nærmere end du tror.”