The Paladin Leader

[Deleted]

På slagmarken i Manjarno, det ældgamle, åbne landskab, hvor tusindvis af mænd havde kæmpet, sejret og lidt nederlag gennem tiden, kom en ung mand ridende i moderat trav hen over den golde steppe. Skønt han kun var i midten af 20'erne, kunne man ikke være i tvivl om, han var af stor betydning. Manden var iført en let, blankpoleret brynje over en mørkeblå våbenkappe af det fineste velour, dyre læderbukser og snørestøvler af skind. Hans lange, sorte kappe, der lå hen over hestens bagparti, havde det procianske våbenskjold broderet på med guldtråd, og fra en rem om hans hofter hang et langt, bredt, dyrt udseende sværd i sin skede. En kaptajn. En prociansk kaptajn. Marcus Bahamondes.
Det var eftermiddag i Manjarno, og skønt det var lyst, var det alligevel meget overskyet; man kunne end ikke se solen nogen steder på den grå himmel. Marcus holdt et løst greb om tøjlerne med én hånd, som han lod hvile på saddelknoppen, og den anden hang blot ned langs siden. Den gråskimlede vallak, han red på, var en aldeles veltrænet krigshest, der vidste præcis hvad den skulle, og derfor var det ikke nødvendigt at holde den i stramme tøjler - så længe han ikke gav ordre til andet, skulle den bare fortsætte i samme retning og tempo. Hesten fnøs og rystede hovedet.
Marcus havde forladt Procias for et par dage siden, hvor han ellers havde fået tildelt en vigtig opgave af Gabriel med at træne de nye rekrutter i den militære lejr i Græsmarkerne tæt ved Manjarnos grænse. Han havde modtaget et brev fra en anden officer udstationeret i Manjarno med et rygte, som han var nødt til at finde ud af, hvorvidt var sandt eller ej. Han vidste ikke selv, hvad han egentlig troede, men det var for alvorlig en sag til at han blot kunne lade det forbipassere uden at undersøge det. Det korte af det lange var, at nogle soldater var sikre på, de havde set Sir Michael Zerakiel, én af de største Paladin-ledere i historien, død for over 400.000 år siden, i live i Manjarno! For hver gang Marcus tænkte det igennem inde i sit hoved, lød det kun mere og mere usansynligt, men... tænk, hvis det var sandt? Tænk, hvad han ikke kunne gøre for Procias? Landet var henfaldet i kaos, og lyset havde brug for én af hans kaliber mere end nogensinde før. Hvis han var genopstået, kunne det ændre en masse. Nyt håb ville vækkes.
Marcus så sig om på slagmarken. Paladin-lederen var sidst set her i nærheden, så vidt han havde forstået, men han vidste jo alligevel ikke helt hvor han skulle begynde at lede. At finde én mand i et helt land, var jo som at lede efter en nål i en høstak! Og så var det ikke engang sikkert, han virkelig var her - og så kunne Marcus godt nok komme til at lede længe...

[michael]

Michael var taget til slagmarken i manjarno, det var her han selv var faldet i kamp for mange tusinder år siden, og dog var det ikke minder der bragte ham her denne dag. Han havde fundet ud af at der var procianske oprører som nogengange havde måtte lade livet fordi de ikke ville hører på de manjojanske soldater, og dette var grunden til at han var troppet op nu. Han var klædt i en lang mørk kappe, med en dyb hætte som var trukket godt ned foran hans ansigt, der ud over havde han mørke læderstøvler, og et mørkt set tøj af stof på. ved hans side hang et grimt og dårligt lavet kort sværd, og det var tydeligt at det var blevet misvedligeholdt gennem mange år. Det var langt fra hans eget sværd, men eftersom hans eget sværd samt rustning, endnu ikke var færdig hos Meadow, den kvindelige engle smed i procias. Havde han været nødsaget til at klare sig med det. Og selvom det ikke var særlig godt lavet, og at det ej heller ville holde så længe i en kamp, så kunne det trods alt holde ham i live, bare indtil at han engang fik sine egne våben tilbage. Michael kiggede sig over skulderen, da han hørte lyden af en hest, og hans blik faldt hurtigt på den unge mand, som han hurtigt fandt ud af var en kaptajn, da dette ikke var noget som han gjorde skjul på. Han lod derefter sit blik glide op til ansigtet, før han rystede på hovedet. Han var alt for ung, til at kunne være en kaptajn med meget erfaring, men så igen. Det kunne jo være at han var en race som levede længe og som altid så ung ud. Michael gjorde intet for at skjule sig for rytteren, da han jo bevægede sig rundt på slagmarken. Han lagde mærke til en ung mand som lå og vred sig på jorden, og før man egentlig rigtigt kunne nå at ligge mærke til det skiftende tempo, havde Michael sat i løb over til ham. Han satte sig på knæ ved siden af den unge mand, og lagde sine hænder mod såret, som tydeligvis ville have været dødeligt hvis han havde ligget der bare lidt længere. Michael begyndte at mumle en masse uhørlige ord efter hinanden, mens et skarpt lys spredte sig fra hans håndfalder, og dækkede hele såret. Det ville tage tid at hele såret helt, og derefter ville det tage sin tid før den unge mand ville være til kræfter igen. Michael stoppede ikke på noget tidspunkt, og trak sig først væk, da det eneste spor efter såret var en rød plet på mandens bluse og et hul hvor at sværdet der havde skåret ham var kommet fra. Derefter tog Michael et vandskin frem og holdt det roligt mod mandens læber, mens han hældte en lille smule ned ad gangen, han vidste jo ikke hvor længe at manden havde ligget der uden vand, og hvis han hældte for meget ned ad gangen, kunne han komme til at drunke ham, så derfor tog han sin tid med at hælde lade vandet væde mandens læber. Hvis der var noget Michael havde lige nu, så var det tid.

[Deleted]

Marcus lod sit blik glide hen over slagmarkens golde stepper. Her var stille. Nærmest utænkeligt, at der gennem tiden havde stået så mange slag på dette sted, så mange mænd havde der været, så mange havde mødt deres endeligt hér. På hver eneste plet var en mand faldet til jorden på et eller tidspunkt.
Marcus trak ganske svagt i tøjlerne, og hesten slog over i gang. De klikkende lyde af hovslag var det eneste, der brød stilheden på slagmarken. Udover at han ikke vidste, hvor han skulle lede efter Michael Zerakiel, var han heller ikke klar over, hvordan han så ud. Det var faktisk rimelig hårde odds for hans mission, men han havde alligevel én eller anden - måske lidt naiv - idé om, at han nok skulle finde ham, om det så skulle være ved skæbnens indgriben... hvilket vist var mest sansynligt.
Hesten slog med hovedet, og med et smil på læben lænede Marcus sig lidt frem og kløede den kærligt på halsen. Det var en dannet hest, den var meget nem at styre, meget velopdragen og ikke mindst en hærdet krigshest, der allerede havde set sin del af historiens blodige slag. Den havde været en yderst kær og trofast følgesven gennem mange år.
Marcus hævede atter blikket, og spottede pludselig en mørkklædt sikkelse længere ude på slagmarken. En mand, fuldvoksen. Nej, vent... var der ikke to? En anden person lå for hans fødder... jo, der var to. Det så ud som om den oprejste mand var ved at yde den liggende hjælp, og Marcus besluttede at finde ud af hvad det handlede om. Han trykkede hesten i siden og drev den i let trav hen over stepperne, i retning af de to mænd. Han kom ind på dem bagfra, og efterhånden som han kom nærmere, fik han hurtigt bekræftet at der var tale om en såret og én der var kommet ham til undsætning. På trods af, at den mørkklædte skikkelse havde ryggen til Marcus, kunne han alligevel godt fornemme, at manden vist tog det rimelig roligt, hvilket også gav Marcus det indtryk, at han havde situationen helt under kontrol, og derfor ikke behøvede yderligere assistance. Samtidig med dét, ville han heller ikke blot nærme sig uden at være på vagt, for han anede ikke hvem manden var, og eftersom han fx ikke bar det procianske våbenskjold nogen steder på sin beklædning, kunne han jo ligeså godt være dvasianer... eller noget andet farligt. Så Marcus holdt sig i baggrunden. Han holdt hesten an, og som han svingede sig ubesværet ned fra dens ryg gjorde han intet for at skjule at han var her. Faktisk var det hans mening at være lige præcis så støjende, at den fremmede ikke havde kunne undgå at høre det - bare så han vidste, der var nogen her.

[michael]

Michael forsætte med at tage sig af den sårede, selvom såret var lukket, var det alligevel ikke sikkert at han ville overleve, han havde jo mistet meget blod i den tid han havde ligget der. Michael lod kort noget mere vand flyde ud over mandens læber fra hans flet flaske før han pakkede den væk igen, nu var der ikke så meget mere han kunne gøre, ikke uden en hest eller en måde at transportere ham på. Han blev dog siddende på knæ ved siden af manden, uden at rører sig mens hans tanker kræsede om mange forskellige ting, hvad var der sket siden at oprørene var kommet til Manjarno, og hvorfor var det at de var blevet så voldelige som de var, det ville da ikke hjælpe dem, så hvad der havde drevet dem til det vidste han virkelig ikke. Da hesten stoppede bag ham, rejste Michael sig op og et kort øjeblik kiggede han på manden som lå på jorden for an ham før han vendte sig rundt og derved vendte sin opmærksomhed mod den nye person. Han lagde hurtigt mærke til at det var den procianske kaptajn han havde opdaget tidligere, lidt længere nede af slagmarken. Michael slog hætten tilbage og krydsede sine arme foran brystet "Kan jeg hjælpe dig med noget Sir?" spurgte han med et varmt og skævt smil. Han betragtede den unge procianske kaptajn foran ham, at han var så ung undrede ham lidt, men så måtte han jo igen huske at der i procias var racer som forblev unge hele deres liv, og som kunne leve evigt, det kunne jo være at denne mand var en af disse racer. "Og må man spørge hvem du er? Du er prociansk kan jeg se, og en kaptajn eller højere." sagde han med et spørgede udtryk. At han var kommet der alene undrede virkelig Michael.

//sorry det korte svar, men håber det går///