Lovlig day

[Adeline Magarita Jakson]

Solen skinde i det smukke Himmeriget, engle både fløj rundt både alene og sammen med andre, som altid var der også engle der ønske ved springvandet, nogle sad på bænken og snakke sammen med venner, Adeline sad der i en smuk hvid kjole der gik til ankerlen og et par flad sko, hun hade hænderne på maven der svagt bule ud. det lang let grønlig hår sad i en heste hale og bølge i den blide vind der første varmen med sig, hun sad tit der på bænken og tænkte over alt det hun og damon hade være i gennem og nu hvor det var et ren helve på jorden, og han måtte kæmpe for live mens han arbejde og hun sad her med et voksen foster i sig, var hun bange for det aldrig ville ende godt igen, hun snøfte og fjerne en tår med en pege finger før hun så på maven, og strøg den blidt. *mund din far har det godt* tænkt hun stille mens hun så rundt på de engle der var, alle så glad og lykkelig ud hvor hun selv så mere forvirret og fortvivlet ud hun prøve dog at slappe af og lytte til springvandet og så op i luften og prøve bare at vær lidt glad men tankerne om damon og kildaria der nede mens hun sad i sikkerhed her oppe pint hende, og tanken om at barnet måske slet ikke var damons gjorde helt ondt, men hun ville ikke stoppe med at håbe på at barnet var hans og ikke Itchans, hun sukke og lukke øjne og nusse bare maven blidt.

[theis]

Gabriel var som for det meste klædt i noget hvidt tøj, denne dag bestod det af en hvis skjorte, hvide bukser, og bare tær. Der var jo ingen grund til at have sko på oppe i himlen. Han var på vej ned af markedes pladsen, og alle de mange engle som fløj rundt omkring, enten alene eller storsmilende mens de snakkede med en ven, fik et smil frem på hans læber. Han var glad for at i hvertfald et af de folk han skulle passe på havde det godt. Han var jo ikke kun lederen for englene, men samtidig var han procias hærfører, der var meget arbejde der skulle gøre, og det at han kunne gå som nu, og være afslappet var en luksus, som han nød de få gange han kunne. Hans blik fangede hurtigt en ung engel som sad lidt for sig selv, hun så utrolig fortvivlet ud, og bare det udtryk hun havde, fik ham til at bevæge sig over til hende. "Du er da frygtelig trist? burde det ikke være glæde, for en i din position?" spurgte han med et varmt smil da han kom over til hende. Han nikkede kort mod hendes mave, da han godt kunne regne ud at det ikke var fordi at hun var lidt for mad glad. Han stoppe helt op da han var kommet over til hende, og kiggede ned på hende, hun så utrolig ung ud, selv blandt englene. Hun kunne end ikke have nået at runde de 1000 år.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på englen der nu snakke til hende, "det svært at glæde sig vis de viste hvad jeg har være igennem bare det sidste år og et par måneder" hun så på maven, og sukke før hun så på ham igen "med det selvfølegi ikke noget der interesser dem at høre på min klager" hun fik et lille smil frem og så på nogle kvinder der stod og snakke med deres børn lage fangeleg med hinanden, "mund jeg snakke kan tage hjem igen" mumle hun og glemt helt han stod der og kunne hør hvad hun sag, hun sukke bare stille og rette sig lidt op og rette på sin heste hale og nød bare den varm vind og sol skindet, eller hun prøve for billeder af hvad der dog kunne være sket med damon og kildaria lige nu og her dukke op i hovede, hun bed sig i læben og kæmpe for ikke at græde i ren frygt for hvad der dog ikke kunne ske med dem mens hun sad her i sikker hed, hun så ned igen og gemt ansigt i hænderne og ryste bare på hovede.

[theis]

Gabriel kiggede bekymret på hende, ved hendes ord. Og satte sig roligt på knæ foran hende, så hans ansigt kom ned i højde til hendes. "Det lyder ikke som om, at det er gået så godt for dig. Måske vil du fortælle mig hvad der er sket for dig? måske vil det hjælpe bare lidt. Og så kan det være at du måske ville fortælle mig, hvad der bekymre dig så meget?" Han smilte forsat varmt til hende, og kiggede ind i hendes øjne, det bekymrede ham virkelig, at denne engle foran ham, virkede så bekymret, det var unormalt, i forhold til alle de andre engle. Selvfølgelig var der de engle som ham selv, som også havde noget at gøre med hvad der skete i procias, men denne kvinde foran ham, virkede alt for ung til at skulle have haft noget med det at gøre "Hvor er dit hjem? det lyder ikke som om at det er her i himlen, og jeg mener heller ikke at jeg har set dig før, hvilket er underligt, eftersom jeg kender ansigterne på de fleste engle. Forresten er mit navn Gabriel Hawktan, men du kan bare kalde mig Gabriel, det gør alle andre. Når de altså hører efter hvad jeg siger" det sidste var sagt med et lille skævt smil i håb om at hun ville blive i lidt bedre humør, da det pinte ham at se nogen så langt nede som hun var, så var det ligemeget om han kendte dem eller ej. Han lagde forsigtigt sin hånd mod hendes skulder da hun begravede sit ansigt i hænderne, og derefter bare rystede på hovedet.

[Adeline Magarita Jakson]

Hun så på ham med tydelig vis blanke øjne, hun snøfte og kom med et svagt smil til det sidste han sag, hun så på ham og trak vejer dybt. "jeg bor normalt i procias.. sammen med min forlovet" hun så på ham, "tja først død jeg.. eller mit gamle jeg.. jeg er oprindelig født som blind drage rytter, hvilke også var den gang jeg mødt min forlove.. Damon" hun holdt en lille pause, "det har ikke være nemt for os, live i skove i procias har være vanskeligt.. jeg har være udsat for..." hun tav "voldtægt.. to gang af den samme person.. hvilke er grunden til jeg ikke er så lykkelig omkring min graviditet.. men jeg var sammen med min forlove kort før.. så vi ved ikke om det hans eller... eller den ond mands" hun gned nogle tår væk, og trak vejer dybt. "og damons arbejde gør det ikke nemmer, han flyver rundt der nede lig nu og er i fare hele tiden.. jeg sider bare her.. og kan ikke gør noget som helst " hun begyndt at græde og gemt ansigt i hænderne og ryste fortvivlet på hovede. "jeg er så bange for han kommer noget til.. og jeg ikke får det at hvide.. at vi aldrig kommer til at kunne bo fredelig på jorden og bare leve nogle lund normalt.. og at den onde mand vil komme og tage barnet fra mig" græd hun mens hun krøb letter sammen.

[theis]

Gabriel lyttede til det hun sagde, og nikkede bare stille og roligt. Jo mere han hørte, jo mere forstod han hendes problem, og da hun sagde at hun var blevet voldtaget to gange af den sammen mand, kiggede han medfølende på hende. "Kan du forklare mig hvordan denne Damon ser ud? for så skal jeg nok sørge for at han komme sikkert igennem det her. Jeg har en hel hær der nede, som vil gøre hvad jeg siger, det er det gode ved at være hærfører. Og jeg tror godt at jeg kan spare en mand eller to til at passe på Din forlovede. Du har haft det hårdt nok, jeg synes du har fortjent bare lidt glæde. Og når alle de problemer som forgåre der nede lige nu er ovre, kan du forklarer mig hvem og hvordan denne onde mand er og ser ud, og så skal jeg nok sørge for at få ham fanget. Du har mit ord. Jeg kan jo ikke have at mine engle lider, når der faktisk er noget jeg kan gøre for at hjælpe dem" han smilte varmt til hende, og lagde trøstende sine arme om hende. "Jeg lover dig at det nok skal gå" sagde han med et smil og holdt blidt om hende, i et forsøg på at trøste hende. Uden at tænke over det spredte han singe vinger, og lagde dem ligeledes om hende, som for at skjule hendes tårer for resten af englene omkring dem. Alle engle som vidste hvem han var, vidste hvor meget andres ve og vel gik ham på. Og han var typen som ville gøre alt, for at -hans- engle skulle have det godt.

[Adeline Magarita Jakson]

hun snøfte og så på ham "det virkelig pænt af dem " hun prøve at fjerne de mange tår, "Damon er nem at kende, han rider jo tros alt på en drage som gør alt for at passe på ham.. men selv hun kunne bruge hjælp.. burte jeg vide.. efter alle de angreb jeg har være vidne til.. men han har sort hår, og skønne øjne.. han ser dog ikke helt perfekt.. han var blind.. men jeg heale hans øjne så han atter kunne se.. ikke for min skyld men for hans egen" hun sukke og så på ham, "I--Icthan.. er tynd.. men muskuløs.. han er.. Necromancer.. han er meget bleg.. lugter af død.. hans øjne kolde.. som døden.. hans latter ond.. han prøver at lyde charmene.. men dog skrammen på samme tid... han går ikke ude et stort drage skelet.. min elskede drage.. han bruger hende som en trone" hun ryste tydelig vis i frygt over tidste overgreb. hun lukke øjne og fold hænderne sammen mens hun prøve at få hans kolde latter ud af hovede og hans kold hænder væk fra sig, der løb bare tår ned af hendes kinder mens hun prøve at falde til ro igen.

[theis]

Gabriel lyttedet til hvad hun sagde og nikkede med et smil "Det var så lidt Frøken. Det er jo mit job at tage mig af jer engle, hvilken slags leder ville jeg være, hvis jeg ikke gjorde det?" spurgte han med et smil. Gabriel nikkede til hvad der blev sagt omkring denn Damon, så han var en dragerytter? tja de burde ikke være så svære af finde, dragen i sig selv var jo kæmpe stor. og skulle derfor spise en masse. "Icthan. hvorfor har jeg hørt det navn før?" sagde han tænkende og kiggede overvejende på hende. Han kunne dog ikke lige komme på det, så han opgav hurtigt igen. "Så så rolig nu, han kommer ikke her ind, end ikke med en skeletdrage. det kan jeg love dig" sagde han med et smil og klappede hende blidt på ryggen.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, "d-du er lederne af engle" sag hun stille og kigge bare på ham, "du virker meget ung af en leder at være.. ikke fordi det er dårligt.. det bare.. nå jeg tænker leder tænker jeg.. gamle mænd med langt skæg eller noget" hun så flovt ned, hun så på ham og smile en smule "det ved jeg godt.. men frygten er der stadig.." hun så lidt ned på maven og nusse den lidt, og håbe virkelig at det var damons baby der lå der inde og vokse stille og roligt, "det mening jeg skal mødes med damon mellem her og jorden, om under en måneden.. jeg håber ikke han er komme noget til.. " hun sukke og nusse bare maven blidt og så igen på Gabriel "jeg beklager jeg sådan sider og klynker.. men jeg er bleven så pyller siden jeg blev gravide.. jeg en være tude marie" hun prøve at grine lidt selv om det ikke lykkes helt.

[theis]

Gabriel kiggede lidt spørgende på hende, kunne det virkelig passe at hun ikke vidste hvem han var? Det var ikke fordi at han gik så meget op i at han var kendt, men det undrede ham alligevel. Men så kom han i tanke om hvad hun havde sagt, om at hun kun havde været Engel meget kort tid, og at hun jo boede i Procias. Hans spørgende udtryk blev erstattet af hans varme smil, og det venlige glimt i hans øjne vendte tilbage ”Ja jeg er lederen af Englene, og jeg er Procias’ hærfører.” sagde han forklarende, mens han stadig holdt trøstende om hende. Et varmt grin forlod hans læber, da hun kommenterede hans alder. ”Tjo det er jeg vel. 5000 år er ikke så meget, når man er en engel. Men jeg mener selv at jeg gør et godt job, ellers ville de andre Engle vel have forlangt at jeg forlod min post. ” sagde han med et smil. Han var blevet valgt til Englenes leder, fordi at han var den reneste beskrivelse af en engel. Selvfølgelig havde han slået ihjel før, men aldrig fordi han ville, men fordi at han var nød til det. ”Det er da også forstående nok frøken. Men jeg lover dig, at denne Damon vil være i sikkerhed, og at denne icthan vil blive fanget, hvis han befinder sig i procias. Jeg kan dog ikke love noget hvis han er taget til Manjarno eller Dvasias, der har jeg desværre intet at skulle sige.” han foldede roligt sine vinger sammen igen, og kiggede på hende, han kunne sagtens forstå at hun var bange, det ville han også være i hans sted, men der var ikke så meget andet at gøre ved det. ”Han har jo også sin drage, den skal nok passe på ham, og det er helt i orden at du klynker lidt, du har alt grund til at være lidt pylret, du har et barn som snart kommer til verdenen, og den verden den vil blive født ind i er i Kaos. Men jeg lover at jeg vil gøre alt i min magt, for at få balancen genoprettet.” sagde han med et beroligende smil og kiggede ind i hendes øjne, for at være sikker på at hun havde forstået hvad han sagde.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og lytte bare, "de ser slet ikke så gamle ud.. men igen.. du er jo engle" hun så på ham og kunne enlig godt lig han hade trøsten om hende, det hjalp lidt og hun følte sig mere tryk. hun lytte bare igen da han snakke om damon og Icthan, "i-Icthan har det med at tage fra sted til sted.. han nyder i sær at tage til Procias hvor han kan.. gør lyse væsner fortræd.. " hun sank en klump og trak vejre dybt, hun så på ham. "jeg håber snart balancen kommer tilbage.. jeg så bange for den lille ender i noget rod eller måske slutter sig til de forkert mennesker" hun lød allerred som en pyller mor vis barn der stadig var lille og uskyldig frygte alt muligt. "tænk vis nogle tog den lille" hun så helt bange ud ind til hun tog sig sammen, "rolig..rolig nu.. der langtid i nu inden fødselen " mumle hun og trak vejre dybt ind og pust ud igen og så på ham, "jeg må stoppe med at tænke så meget" hun smile en lille smule skævt og kigge ned på sin hændre.

[theis]

Gabriel nikkede bare med at smil "Ja det er jo det jeg er. Og du skal nok ikke regne med at jeg kommer til at se meget ældre ud end jeg gør nu. Men det er jo sådan når man er en engel. Du ser jo heller ikke så forfærdelig gammel ud. Men du er sikkert ældre end du ser ud til at være. Har jeg ret?" spurgte han med et smil. Han trak bare lidt på skulderne af det omkring Icthan "Hvis han kommer ind i Procias, så kommer han ikke langt. Jeg har sadt patruljer langs hele grænsen som skal stoppe alle Dvasianske personer fra at kommer ind, det skal du ikke være så mange for " sagde han med et smil "Bare rolig, balancen kommer snart tilbage, det kan du være helt sikker på. Der sker ikke så meget alligevel" han smilte varmt til hende og forsatte så med at prøve at trøste hende lidt, da hun stadig virkede meget bekymret. "Jeg tvivler på at nogen, vil skade eller tage dit barn, og hvis du bare holder øje med den lille, og er en god mor for det, så er jeg sikker på at du ingen grund har til at være bekymret. De fleste børn slægter jo deres forældre på." sagde han med et varmt smil.

[Adeline Magarita Jakson]

hun så på ham og smile skævt "jeg er nu kun 278 år.. jeg ikke halv så gammel som dig" hun små lo hun line jo kun en på 16-17 år og her sad hun gravide og forlovet, hvilke folk nok ville syntes var klamt vis hun ikke hade være de 278 år. "det rart at hvide de passer så godt på os" sag hun og nusse maven, "jeg vil godt sig tak på både damon, babyen og mig selvs vegen de hade virkelig ikke behøve at hjælpe så meget som de gør" hun smile hun hade det meget beder nu, stadig bekymret men frygten omkring icthan var svunden gevaldig ind og det hjalp på humøret og på nerverne, "vis du nogle sinde for brug for hjælp så sig til.. eller vis de har lyst til at komme til middag en dag så giv lyd" hun smile venligt og line nu en helt normal glad engle lige som alle andre der svæve rundt oppe i denne smukke himmel.

[theis]

Gabriel glippede lidt med øjnene ved det hun sagde. "Du er kun 278 år? du er jo stadig kun et barn!" udbrød han chokeret. Det at hun kun var 278 år gammel, og alligevel var gravid og skulle giftes var virkelig et chok for ham. Engle blev altid anset for at være børn indtil at de blev 500 år gammel, og derefter var de teenagere, i flere år. Han rystede hurtigt chokket af sig og smilte til hende "Det er det som jeg gør. Hvis jeg lod jer sejle i jeres egne sø, ville jeg jo ikke være meget af en leder" sagde han med et skævt smil. Han gav roligt slip på hende og rettede sig op igen, nu da hun slappede lidt mere af, kunne han bedre stå op og snakke med hende. "Du behøver skam ikke at sige tak over hovedet. Det gør jeg med glæde" sagde han hurtigt afværgende, der var virkelig ikke nogen grund til alt det hun tilbød ham, hverken hjælpen eller middagen. Han nikkede dog bare høfligt "Skal jeg nok huske, men kan ikke love noget omkring det, jeg vil have meget tralvt"

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og nikke bare roligt, "det er helt forståeligt" hun så på ham og små lo af hans chokkert ud tryk "jeg lige så gamle som da jeg stadig var dragerytter.. men ja jeg er stort set stadig et barn.. men jeg moden af min alder.. og damon har ikke haft nogle problemer med det" hun smile roligt og så op på ham, hun så kort rundt før hun så på ham igen. "jeg må heller få skreven til ham.. igen mange tak for hjælpen" hun kom op og stå og så på ham, "forsat god dag" hun smile og slog vingerne roligt ud og roligt lette hun og svæve mod, det hjem hun var bleven tilbud hos et ungt par dog ikke så ungt som hende eller damon, hun så kort tilbage mod Gabriel og vinke før hun forsvandt i det fjerne da deres hjem lå lidt inde i himmeriget. //Out