Alle kortene på bordet

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være sent.. Nathaniel havde ikke set det mindste til Nathia det sidste døgn og han havde virkelig siddet med hjertet i halsen lige siden da. Han havde været på benene og snart gennemsøgt mere eller mindre hele Manjarno. Han tvivlede virkelig på og han håbede så sandelig heller ikke, at hun havde søgt til den anden side af den ene eller den anden grænsemur. Så ville hun da først have problemer! Kappen havde han fået kastet omkring sin egen krop og med øjne og øre på stilk. Søgte desperat efter sin lille pige, selvom han ikke havde set så meget som et spor efter hende i så ekstrem lang tid.. det skræmte ham virkelig og efterhånden skulle der ekstremt meget til før han reagerede på den måde som han gjorde det lige i øjeblikket, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom. Han kaldte igen højt og med den mere paniske stemme. Han var bange.. vidste hvilke væsner som var ude nu om stunder og det var jo også ved at blive så utrolig iskoldt om natten, da vinteren var ved at lægge sig over den store himmel. Armene lod han søge om sin egen krop. Kutten havde han opgivet at holde på plads. Det blæste en hel del efterhånden.. han havde ikke set hende siden han var kommet hjem med de to andre.. dem som han havde håbet ville kunne få hende til at åbne sig lidt.. give hende nogen at lege med, når han selv ikke havde tid til det.. Hun havde virkelig misforstået hans hensigt, det havde virkelig ikke for at skubbe hende ud i kulden. Han holdt af hende som havde hun været hans egen datter! Han sukkede dæmpet, selv med ånden som forlod ham som en dis.. det var virkelig ved at blive iskoldt og han nægtet kort sagt at vende hjem før han havde hende med sig!

[nathia]

Nathia havde tænkt frygtelig meget, siden hun var løbet bort den foregående eftermiddag efter at Nathaniel havde haft to andre med hjem. Hun havde stirret på dem, fået forklaringen og havde vel på en måde misforstået hvad Nathaniel ville med det.. Hendes største frygt var dog klart om han skulle glemme hende, specielt under fuldmånen.. hvis han pludselig ikke ville mere? Hvis han bare lænkede hende og gik. Nok huskede hun ikke han var der, men han var der inden og efter.. så var han der vel hele tiden? Hvad hvis han ikke ville mere.? Det skræmte hende ærlig talt. Hun var begyndt at fryse, og hun var kold. Kulden trængte gennem hendes jakke, og natten havde virkelig tærret hende.. samt hun knapt kunne sove. Hun sad på engen nu, var gået tilbage den samme vej som hun havde flygtet til parken.. Ikke havde hun bevæget sig ud af Manjarno, murene skræmte hende ærlig talt. Hun hørte kaldet, og rejste sig hurtigt. "Far?!" råbte hun. Far.. det var han jo for hende, han betød jo alt.. og så havde det været jalousi der havde skræmt hende bort, da han havde taget flere med hjem.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bange.. han havde ledt efter hende siden hun var forduftet fra Neutratium og ingen havde set det mindste til hende. Nok at han var en frygtet mand ude blandt folk og en som langt de fleste så sandelig også tydeligt måtte vise, at de respekterede og det gjorde ham så sandelig heller ikke noget, det var noget af det som han så tydeligt måtte misbruge så længe det var ham muligt. Hun havde fuldstændig misforstået hans mening med det hele og det var ligesom det han var mest ked af.. han havde altid siddet der når månen skulle tage fat, forhindret at hun måtte bide sig selv for at komme fri og når månen endelig slap, så tog han hende i favnen, puttet hende i seng og lagde sig selv ved siden af, og der blev han til hun vågnet.. sådan ville han gøre så længe hun ville have det. Han så fast op da han hørte en stemme så frygtelig velkendt. ”Nathia?!” kaldte han med en næsten desperat stemme, da hans skridt fast måtte øge i hastighed, da han tvang sig midt ud på den åbne eng. At han måtte vise, at selv de stærkeste havde deres svagheder, var jo så noget som han bare måtte bide i sig, hun var hans datter, han havde taget hende med sig hjem og ville lade hende blive.. han ønskede at hun skule blive. Han kaldte igen og med blikket som fast måtte søge i det høje græs.. frem til han kunne se hendes skikkelse. Det måtte da være iskoldt at sidde herude alene! Han gik hende hastigt i møde, tvang hænderne under hendes arme og hævede hende op i sin favn og holdt hende der. Hun havde kaldt ham far.. den titel var noget som varmede ham og noget så utroligt.

[nathia]

Nathia rejste sig, da Nathaniel kaldte igen. Bare det at høre ham, var næsten en lettelse. Hun rystede og hendes ben var tæt på at bukke under. Hun græd også, da hun var ekstrem bange lige nu. Hun snøftede og gik stille og forsigtigt igennem det lange græs, da han kom mod hende og hun rakte armene desperat op for at komme op til ham. Så var hun da ikke ubetydeligt, nu da han var kommet efter hende. Hun slog benene omkring hans liv, og armene omkring hans nakke da han løftede hende. "Undskyldt," snøftede hun lige inden hun brød fuldstændig sammen i gråd. Hun knugede sig indtil ham og gemte hendes ansigt mod hans skulder, eftersom hun virkelig var bange.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel hævede hende omgående op i hans egen favn og holdt hende tæt ind mod sin egen favn. Hun havde i den grad en stor betydning for ham, hvordan kunne hun da tro at det skulle være modsat?! ”Hvor er jeg glad for, at jeg fandt dig,” sagde han med en dæmpet stemme og tydelig lettet også, det var slet ikke noget som han kunne skjule. Hun betød meget for ham.. ekstremt meget, som havde hun været hans egen biologiske datter. Begge armene havde han tæt omkring hendes egen krop og holdt hende ved sig. Han tyssede stille på hende.. bare det at høre at hun græd, det var noget som måtte påvirke ham selv noget frygteligt.. ligesom når månen ville slippe hende, det var virkelig noget af det værste ved det hele. ”Du må aldrig nogensinde skræmme mig på den måde igen, Nathia.. lov mig det,” bad han med en dæmpet stemme. Han havde virkelig været ude af den fra den stund, at hun havde været umulig at finde. Hånden kørte stille nedover hendes ryg og om hendes bagparti for at give hende bare lidt støtte. Han slap hende dog ikke på noget tidspunkt, det kunne virkelig ikke falde ham ind.

[nathia]

Nathia var skræmt.. Specielt efter natten ude. Hun var kold, hun skælvede af både kulde og gråd. Hun snøftede og holdt fat i Nathaniel. Knugede sig ind i hans favn. Hun ville ikke slippes igen, aldrig nogensinde. Det havde bare været overvældene for hende. Hun snøftede og hulkede mod hans skulder. "Jeg lover," hulkede hun. Nu ville hun gerne hjem. Hun snøftede svagt og fik gråden lidt mere under kontrol. "Så mig ikke glemt?" spurgte hun stille og forsigtigt. Hun havde jo troet det.. Eller hun havde været bange for det. At han bare ville lade hende i stikken.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel gled stille ned at sidde i det høje græs og med hende tæt ind mod hans egen favn, han ønskede virkelig så brændende at holde hende tryg og beskyttet, det var virkelig det bedste og vigtigste for ham lige nu. Han holdt hende helt tæt ind mod sig, først nu hvor det føles som hans hjerte kunne falde på plads i hans eget bryst og det var virkelig en glæde og lettelse uden lige. Han nikkede til hendes ord og plantet et blidt og forsigtigt kys mod hendes tinding og uden at skulle slippe hende. Han måtte bare vise hende, at hun stadig havde den ganske særlige plads ved ham som hun havde haft siden starten. Han var tydeligt overrasket over hendes ord.. glemt hende? Han blinkede let med øjnene og rystede på hovedet. ”Glemt dig?” gentog han tydeligt forfærdet. Han havde da aldrig nogensinde glemt hende for noget i denne verden! Han rystede på hovedet og med det tydelige faderlige smil på læben som det nu ej ville falme bort det mindste. ”Jeg har aldrig nogensinde glemt dig min pige. Bare fordi de er kommet hjem til os? Tro mig.. det vil aldrig tvinge mig til at glemme dig.. aldrig. Du er og bliver min lille øjesten… Fars lille øjesten,” hviskede han med en rolig og tydelig oprigtig tone. Han kunne ikke andet end at være ærlig overfor hende som han også var det overfor alle andre.

[nathia]

Nathia trykkede sig ind i favnen på ham, og stivnede let da han gled ned at sidde. Hun behøvede dog ikke ændre stilling, så hun blev siddende ganske stille og snøftede ind mod hans skulder. Hun hadede tanken om at blive glemt, det var virkelig det værste lige efter det om hun skulle gå hen og blive Nathaniel der forsvandt. Det var et mareridt som godt kunne vække hende om natten. "Undskyld Far.." sagde hun stille og løftede hovedet lidt for at se på ham. Hun smilede let og tørrede sine øjne, eftersom at det klart varmede at vide hun stadig var den mest specielle.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde virkelig bare brug for en hvil lige nu, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hende sidde helt tæt ind i favnen. Han havde gået og vandret siden hun var blevet væk. Det havde virkelig skræmt ham og noget så voldsomt, at han ikke kunne finde ord på hvordan han havde det. Han vuggede hende forsigtigt, lige nu ønskede han bare, at hun skulle falde til ro. Han vuggede stille med hende og uden at skulle stoppe de lette strøg over hendes ryg. Hun var stadig den specielle i hans øjne, også selvom han ikke ønskede at skulle gøre forskel på dem. Han ville ikke gøre en åben forskel på alle 3, de havde fortjent det samme. ”Det er okay min pige.. bare lov mig, at du aldrig nogensinde gør det igen,” bad han med en dæmpet stemme. Han lod blikket møde hendes og med det lette træk på mundvigen. Han tørrede hendes kinder fri for de mange tårer inden han åbnede kappen og lagde den om hende. Hun måtte da være iskold efter at have været ude så frygtelig læge. Først nu faldt han helt til ro igen.. nu havde han hende ved sig igen. Han lod tungen fugte læberne let. ”Hvis noget plager dig, Nathia, så kom til mig i stedet for dette,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme.

[nathia]

At Nathaniel havde ledt længe, var intet som Nathia direkte vidste endnu. Men at han overhovedet var ude og kalde på hende, måtte kun varme det indre. Hun ønskede at være den bedste og den mest specielle ved ham, så da der var kommet 2 andre så havde hun følt sig så meget mindre værdig. Og så skulle han jo også have dem beskæftiget om aftenen, og så ved fuldmåne kunne han jo bare lade hende stå? Hun havde aldrig tvivlet på ham før, men når han bare tog flere med hjem.. det var skræmmende. "Okay," sagde hun stille, selvom hun dog egentlig ikke gjorde sig enig i 'aldrig'. Tænk hvis han tog flere med hjem? Måske hvis han omgjorde deres hjem til børnehjemmet. Så ville hun i hvert fald slet ikke være der! Hun blinkede let med hendes øjne, inden hun lukkede dem i da han strøg tårerne væk. "Ja Far," sagde hun. Den ting kunne hun da vidst godt love.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde valgt lige netop Elijah og den lille engel med en meget god grund. Det var jo langt fra for at skulle puffe hende til siden, det var virkelig også for at give hende den mulighed for at åbne sig, have nogen at lege med og være sammen med når han selv ikke havde tiden til det, det var vel lige så vigtigt som alt det andet? Han lod hende sidde helt tæt til ham.. lige nu ønskede han bare at have hende der og falde helt til ro igen. Flere børn ville det ikke blive.. hvis ikke han fik nogen egne sammen med Liya vel og mærke. Han nikkede til hendes ord og tydeligt glad også. Hun burde da hellere søge til ham i stedet for at skræmme ham på denne måde ved at stikke af. ”Det er jeg virkelig glad for at høre, min pige,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme. Det gjorde ham kort sagt glad, der var ikke noget andet som kunne beskrive det. Alle 3 havde de selvfølgelig betydning for ham, men hun var stadig hans øjesten.. altid ville han sidde der under fuldmånen, tage hende i favnen og putte ved siden af hende når den endelig ville slippe.. bare hun ville vise ham den tillid igen. Hun var hans første.. det var ikke noget som de andre nogensinde ville kunne tage fra hende.

[nathia]

Nathia var glad for hun ikke blev puffet væk, og glemt. Hun vidste ikke det var for hendes skyld.. eller jo, det gjorde hun, men hun følte ikke det var for hendes skyld eftersom han nu skulle have overskud til 3. Det var unfair. Hun ville være først, og hun skulle nok lade de andre mærke at hun var Nathaniels yndlings! Hun smilede svagt og så på ham. "Far, tag mig hjem," bad hun stille og kom med et gab. Hun var egentlig utrolig træt, og hun lagde sig ind mod hans bryst igen. Hun gabte lidt, og faldt så hen i en nærmere dvale.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Bare tanken om at hun kaldte ham for far, var virkelig en glæde uden lige, det kunne Nathaniel så sandelig heller ikke komme udenom. Han var tydeligt lettet over at have hende ved sig igen, det kunne han ikke komme udenom. Han holdt hende tæt ind mod sin egen krop og med kappen godt lukket om hende for at varme hende og beskytte hende mod vejr og vind. Hun var jo iskold. At hun faldt i søvn ind mod hans egen favn, var et tegn til tilliden i hans øjne og den gjorde ham for alvor helt rolig. ”Lad os tage hjem,” medstemte han med en rolig og fattet stemme. Forsigtigt rejste han sig op og med armene trygt omkring sin lille pige inden han begav sig i retning af Neutranium med de rolige og fattede skridt.

//Out