Finally there!

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig sen aften, da Caleb langt om længe havde fået Bella med sig til klipperne i Manjarno. Han havde været frygtelig opmærksom, da han heller ikke havde haft hænderne fri, i tilfælde af hvis der skulle komme nogen.. eller noget for den sags skyld. Han havde deres ting på ryggen.. Det var jo næsten til deres held, at det ikke havde været alverdens at slæbe på, men han havde jo også hende pakket ind i et stykke af tæppet som han havde revet af, også mest for at holde hende varm. Hun var jo trods alt heller ikke helt frisk og det var noget som virkelig, virkelig måtte bekymre ham og meget endda! Han prustede ganske let, som han langt om længe måtte nå toppen af klipperne, for det havde virkelig været noget af en klatretur! Han sukkede stille, som han vendte blikket stille mod den lille skikkelse som hvilede på hans arm. Han havde insisteret på at bære hende hele vejen, men turen fra Imandra og hertil, var bestemt heller ikke noget som man gik hver dag, så han var godt smadret allerede! ”Så er vi ved at være der..” Han vendte blikket frem for sig, hvor han kunne se den store og nærmest massive borg, som nærmest måtte være hakket ud i klipperne. Sækken som han havde på ryggen, måtte virkelig skære let i hans hud, for det havde i den grad været en lang vandring, for han var slet ikke vant til at gå så langt! Han gik stille mod Benden. Det var så også først her, at han ville tillade Bella at komme ned, hvis det var det som hun ville selvfølgelig.

[bella]

Det havde føltes som en lang tur for Bella, eftersom hun stadig havde det elendigt. Hun frøs nogle gange og andre gange, var hun klar til at hoppe ned i noget iskoldt vand for at komme af med noget af alt den varme, hun følte. Hun nøs nogle gange og hostede også - det lød bare sjovt, når hun var i sin ræve skikkelse. Men Caleb havde insisteret. Og det var nok for det bedste, for hun kunne knap nok stå på 2 ben uden at de rystede og hun faldt sammen, fordi hun var svimmel. Hun havde flere gange faldet i søvn, når han gik i et roligt tempo, som var vedligeholdt. Så blev hun nærmest gynget i søvn og følelsen var faktisk rar. Hendes øjne var dog stadig matte og hun så langt fra ud til, at hun var ved at blive rask endnu. Hun havde været vågen, da han havde været på vej op af klipperne. Også for at pege snuden den vej, som de skulle. Hun havde trods alt været her før og hun havde sørget for at kunne kende vejen, for hun havde da regnet med at komme her til endnu en gang! Hun gabte let og kiggede op på Caleb. Han så udmattet ud. Han havde jo også gået hele den lange vej. Idet mindste vejede hun ingenting..Og mindre end hun plejede, nu da hun var syg og mistede nogle kilo. Hun slikkede sig om snuden og kneb øjnene let sammen. Hun kiggede frem, da de nåede derhen til, hvor man kunne se borgen mænge sig i klipperne. Hun sukkede lettet. Endelig. Det var nærmest helt uvirkeligt, at de aldrig skulle hjem til den hule igen!
- #Det er helt utroligt.. Den hule ser vi forhåbentligt aldrig igen. Fra nu af..så skal vi bo anstændigt..# tænkte hun til ham.
Hun vidste da, at han modtog. For han var trods alt også magisk. De var jo begge holy grails. Hun smilede forsigtigt op til ham og glimtede let med øjnene, fordi de summede igen. Der lød en tordensky inde i hendes sind, fordi hun var træt og udkørt af sygdommen.
- #Du må godt sætte mig ned nu,# bad hun ham dæmpet.

[Deleted]

Caleb var den bekymringsfulde type og specielt når det måtte komme til de personer som han jo selvfølgelig måtte holde af. Han havde nægtet Bella at komme ned på jorde og gå selv, for hun havde brug for hvile og det at hun havde sovet mesteparten af turen, hvilket han heller ikke havde haft noget imod. Han havde haft en sådan nogenlunde fornemmelse af hvor han skulle gå hen, men hun havde også forklaret ham hvor Benden havde været og nu var de der jo langt om længe! Han vendte blikket mod hende, som han roligt var endt med at stoppe op. Nu kunne de vinke farvel til den hule for alvor, de kunne få dem et selvstændigt liv, hvor de kunne være sammen, have en seng at ligge i, hvilket i den grad også var noget af det bedste af det hele, for ikke at glemme, at han ville finde en mulighed, hvoraf at han kunne passe og pleje hans kæreste på denne her måde, så var det vel også bare noget som måtte tælle som noget godt for hans vedkommende på den ene eller den anden måde? Han vendte de mørke øjne mod hende, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Hun virkede da til at være lige så begejstret for det som det han selv måtte være, hvilket i den grad også var noget af det bedste af det hele!
”Jeg kan garantere dig, at vi aldrig nogensinde vender tilbage dertil igen,” påpegede han roligt og dog alligevel med den ganske bestemte tone. Han ønskede det bedste for hans kære Bella og nu hvor der var andre muligheder, så var det bestemt heller ikke noget som han ville takke nej til! Det havde været ham en forbandet lang vej at gå, men han havde gjort det for deres skyld, men også så hun ville være i stand til at skulle spare på de kræfter og den energi som hun måtte have, for det var noget af det som hun havde brug for, og så var der jo heller ikke nogen grund til at skulle bruge det på en unødvendig lang gåtur, hvis han kunne lette hende for det. Han satte sækken ned, inden han strøg hende over hovedet. Han skulle have hende med sig ind og ind på deres værelse, hvor der forhåbentlig ville være en god seng til dem. ”Hvis du er så sikker, kæreste,” sagde han endeligt, som han roligt satte hende ned. Han var nu ikke meget for det, men hun skulle selvfølgelig have lov til at bevæge sig en anelse frit.

[bella]

Bella vidste, at Caleb bekymrede sig meget omkring ham. Men nu da hun var blevet syg, så bekymrede hun sig jo også mere om sig selv. Og hun håbede virkelig, at det ville hjælpe hende, at hun kom til at sove ordentligt. Og ikke på tæpper, på hulegulvet. Hun havde sovet her under turen, for hans arme havde været fuldstændigt ligesom en vugge. Og hun havde faktisk nydt det. Han var så omsorgsfuld.. Men der var jo en grund til, at hun elskede ham. Og var sammen med ham. Hun havde undervejs slikket ham på armen, fordi det var jo et dyre instinkt. Endelig så var der noget ved, at have været strejfer - for hun var stødt på ham, som kunne give dem et sted at være. De ville få et anstændigt værelse, og hvor hun glædede sig!
- #Det er jeg virkelig glad for,# tænkte hun til ham.
Hun kunne ikke ønske sig noget andet, end at de skulle bo et ordentligt sted. Hvor de faktisk kunne være og leve, uden at skulle kæmpe for meget for tilværelsen. Da hun blev sat ned, så forvandlede hun sig op. Hun sad nu på klippen. Hun ville gerne komme, som hun egentligt så ud. Også selvom det var blegt. Det mørkerøde hår, var blevet længere end sidst. Og hun var faktisk glad for at være her. Så tæt på. Endelig! Hun havde lyst til at skrige af glæde, men havde ikke kræfterne til det..overhovedet.
- "Jeg vil gerne gå derhen som menneske," forklarede hun dæmpet,
og kiggede op på ham, med hendes matte blik. De var nået langt nu, selvom han havde trukket hele læsset.
- "Vi er tæt på nu," sagde hun og et svagt smil spillede hen over hendes blege og tynde læber. Hun pakkede tæppet omkring sig, som hun havde lagt i, i hans favn. Hun vædede let læberne og rakte en hånd ud under tæppet, da hun holdt tæppet sammen med den anden.

[Deleted]

Caleb bekymrede sig virkelig om hende, det var jo egentlig heller ikke fordi at han ikke kunne lade være, for det kunne han ikke. Han elskede hende og han ønskede hende da også kun det bedste, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt at leve op til de forventninger, men han prøvede da. Han sendte hende et stille smil, som han valgte at sætte hende ned på jorden foran ham, selvom han nu heller ikke var meget for det, for han ønskede ikke at der skulle ske noget med hende.
Som hun forvandlede sig, så kunne han endnu en gang tage den smukke kvinde i blik, som han måtte være sammen med, kun fordi at det gjorde det hele så meget nemmere, så var det nu heller ikke noget som han sagde direkte med ord, men tankerne var der i allerhøjeste grad. ”Det er også helt okay, Bella,” sagde han roligt, og dog med en ganske så stilfærdig mine, for han mente skam også de ord. Han ønskede virkelig ikke at holde hende som ræv, hvis det ikke var det som hun ville, selvom han nu havde nydt at gå rundt med hende, mærkede de små slik i tide og utide, hvor han valgte at tolke det som havde det været kys og det var en tanke som faktisk kun måtte glæde ham og noget så voldsomt.
Han gik roligt hen til hende, hvor han hjalp med at få tæppet godt om hende. Nu havde han måske endelig en mulighed hvorpå at han kunne få hende gjort frisk igen, og det var i den grad også noget af det bedste og vigtigste ved det hele, det var helt sikkert. Han trak vejret dybt, som han roligt valgte at tage omkring hendes hånd, hvor han sammenflettede deres fingre. Nu var de jo i gang med at starte et helt nyt liv op, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre, også for hendes eget vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sendte hende det kærlige smil. Det var jo næsten som hun kunne stå imod den sensuelle dæmon i ham, og det lettet ham noget så frygtelig voldsomt! ”Det er en ny start for os begge to, min kære.. Jeg glæder mig,” istemte han roligt. Det var ord sagt i deres ærlige mening, for han kunne da slet ikke finde på at skulle lyve for hende på noget tidspunkt! Slet ikke!