Searching for my Juliet

[romeo]

Formiddagen havde været ganske mild. Den havde været varm og solrig, hvor der nærmest ikke havde været en eneste vind. Dog havde det ikke været nogen glædelig formiddag for Romeo. Han havde skullet mødes med Lexie ved græsmarkerne, hvor han havde set frem til at nyde dagen sammen med hende. Hun var gået i forvejen, da han som altid lige skulle have trænet færdigt og da han var kommet, havde han set denne fremmede mand sammen med Lexie der havde været bundet fast. Et dårligt varsel og tegn uden lige! Han havde godt vidst at Procias ikke var et sikkert sted, for det hele lå jo fuldstændig i ruiner! Mørkevæsner trængte ind over grænsemuren som var det ingenting, men derfor havde han alligevel set frem til endelig at kunne komme udenfor i naturen og nyde den sammen med Lexie. Sådan var det dog ikke gået. Han var kommet op at slås med denne mand, som tydeligt havde været en warlock og nu var han forsvundet sammen med hans Lexie! Noget som dog undrede ham, var at manden havde kendt hans navn og det var jo ikke ligefrem fordi at han var nogen kendt magiker, han var bare ham, han holdt sig væk fra store mængder og blandede sig ikke i andres sager, så hvordan manden havde fået hans navn forstod han ikke. Måske det var Lexie? Men hvorfor skulle manden overhovedet udtale hans navn medmindre han ikke kendte bare lidt til ham? Det forvirrede ham virkelig uden lige! Det var dog ikke noget som han tog sig af i øjeblikket for så snart de var forsvundet havde han sat kursen mod Dvasias, for det eneste der betød noget for ham var Lexie! Han var ikke kommet så langt, men det var også besværligt, når man skulle bruge krykker og når ens ben sydede af smerte, fordi han havde overbelastede dem og ikke fandt nogen ro. Men Lexie var vigtiger end denne smerte! Han var nået til Parken, hvor selve vejret var blevet en del mere overskyet, selvom han slet ikke lagde mærke til det. Han lagde ikke mærke til hvem eller hvad der var rundt omkring i parken, for han skulle bare igennem den, for at sætte kursen videre mod Dvasias, for det var vel der at Lexie måtte være blevet ført hen? Han håbede virkelig på at han nåede at finde hende i tide, for han ønskede ikke at der skulle ske noget med hende! Hun betød virkelig alverdens for ham at han slet ikke kunne beskrive det med noget så simpelt som ord! Hun var virkelig hans livs lyspunkt, højdepunkt og han kunne ikke leve uden hende! Hun var den som holdt hans hverdag op, hun var den som gav ham gåpåmod, hun var den som var den eneste der betød noget for ham! Han elskede hende højere end livet selv og det var derfor at han var ligeglad med om hans ben måtte gøre ondt eller ej, for han pressede virkelig sig selv til ikke at give op! Det var på tide at se om selve genoptræningen havde virket eller ej, selvom det egentlig var ligegyldigt om det havde eller ikke gjorde, for han skulle finde Lexie koste hvad det så end ville koste, om det så skulle gå ud over ham selv!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Den flotte forårsdag, var noget som selv måtte have ramt Manjarno. Selvom der nu ikke var noget direkte glædeligt ved den, så var der jo heller ikke rigtigt noget som rørte Malisha på nogen måde. Noget glædeligt definerede hun på en helt anden måde, end det som så mange andre ville have gjort det, på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det lige nu. Planerne gik som planlagt. Arkiveringen var i gang og nu var de første to på vej tæt ind mod ringen hvor de skulle kæmpes indbyrdes. Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at glæde sig, og glæde sig til at se hvor Romeo måtte stå når det kom til talent indenfor magi, for hun var jo trods alt mange år ældre end ham, men hun vidste, at han altid havde haft et talent indenfor skidtet og nu var det på tide, at sætte det til testen og se hvor de egentlig måtte stå overfor hinanden. At Lexie var taget til fange, havde hun fået nys om, så var det jo bare Romeo som måtte mangle og det var også nu, at hun måtte komme ind i billedet.
Malisha havde fulgt Romeo med blikket over en længere rejse fra Procias og mod Parken i Manjarno. At han var kommet til skade, var noget som hun allerede havde fundet ud af, selvom det var noget som ragede hende en høstblomst. Det beviste bare hvor svag man måtte stå som magiker i hendes øjne og det var noget som måtte ende med at gå galt alligevel før eller siden, og det var noget som hun ville have udryddet fra hendes egen familie og hendes egen slægt, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. Hun kneb øjnene sammen, som det kyniske smil måtte brede sig på hendes læber. Han søgte vel efter Lexie? Ikke fordi at det var noget som måtte forundre hende på nogen som helst måde overhovedet, men hvad hun havde hørt om den tøs, så var hun virkelig ikke noget at prale af. Romeo skulle nok få lov til at fjerne den skændsel fra jordens overflade når de måtte komme så langt – hvis de nogensinde måtte komme så langt, så afhang det jo helt af Romeo selv. Som den mørke tåge måtte samle sig om hende, dække hende til, så forsvandt hun temmelig hurtigt og kun for at dukke op få meter fra Romeo og foran ham, så han ikke kunne undgå at lægge mærke til hende. At hun måtte stå der som en streng og fast leder, var noget som hun var nødt til, for det var virkelig på tide, at skulle lade warlocks komme frem endnu en gang, og der var kun plads til de stærkeste, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der så sandelig intet at gøre ved det. Hun kneb øjnene fast og let sammen, som det samme kyniske og næsten morende smil måtte brede sig på hendes læber. ”Hvad har vi dog her.. Romeo..” hvislede hun med en morende stemme. Hans handicap kunne hun tydeligt se, for ikke at glemme, at det var tydeligt, at han måtte have ondt. At alt hvad Lexie angik, var en del af den storslåede plan, var noget som han nok skulle finde ud af, selvom hun næsten måtte være fuldkommen overbevist om, at manden ville ende med at takke hende i den anden ende. Han klædte mørket betydeligt bedre end lyset!

[romeo]

Det var virkelig umuligt at få fred nu om dage! Procias lå virkelig i sænk, det var vel egentlig bare et spørgsmål om tid, inden folket ville udrydde det sidste af Procias for at lade landet forfalde i et kæmpe kaos, hvis ikke mørkevæsnerne ville overtage landet og det var nok det som Romeo frygtede mest for. Han turde ikke engang tænke den tanke! Desuden så var det heller ikke Procias der måtte hvile i hans tanker for øjeblikket, nej det var noget langt mere værdifuldt og betydningsfuldt for ham, nemlig hans kære Lexie. Den tøs betød virkelig alt for ham! Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre uden hende, hun var den person der holdt hans hverdag oppe, uden hende.. så ville han bare være en tom sjæl der fløj rundt og var ingenting. Han elskede hende virkelig højere end livet selv og han var fast besluttet på at hente hende med sig tilbage til Procias! Han var virkelig træt af at alt skulle gå ud over dem, men sådan var livet nu en gang, af den grund nægtede han at miste hende! At han var blevet iagttaget over længere tid, var slet ikke noget som han havde lagt mærke til, for han havde virkelig kun øje for Lexie og hendes sikkerhed! Desuden lod han ikke noget eller nogen stå i vejen for at hente hende! Den mørke tåge der måtte lægge sig over stedet, var dog noget som fangede hans opmærksomhed, hvor et lille håb måtte sprede sig i ham, for han håbede næsten på at det var manden der kom, så han endnu engang fik chancen for at standse ham og befri Lexie. Han blev dog tydeligt skuffede, da det var en kvinde der dukkede op foran ham, hvor det første der slog ham var; Warlock. Hvad skete der med den race for tiden? Normalt havde han intet imod dem, for han bar jo selv warlock blod i årene selvom at elverne havde lukket af for den mørke chakra, så han kunne ikke blive omgjort til mørket – det var i hvert fald den tro han gik med. Desuden frygtede han heller ikke for mørket, men han frygtede for at han aldrig ville få Lexie at se igen og det var en tanke der virkelig kunne skræmme ham fra vid og sans! At denne kvinde også kunne hans navn var noget som virkelig måtte forundre ham, det var jo ligesom manden før hende, som havde taget Lexie. Han kneb øjnene sammen og betragtede hende tænksomt. Denne kvinde og den mand måtte næsten stå i ledtog med hinanden og det virkede til at det var ham som de var ude efter, for hvorfor skulle de ellers sige hans navn på den måde? Der var dog noget over denne kvinde som virkede en anelse bekendt. Det kyniske og dog morende glimt i blikket og smilet, vent.. var det? Han stirrede næsten vantro på hende. Hun var warlock det glimt, det sagde jo sig selv! ”Malisha,” mumlede han sammenbidt, som han knugede en anelse mere om håndtagene til hans krykker. Så det var hende som stod bag kidnapningen af Lexie? Ja, den kvinde havde altid haft en syg form for humor og han måtte indrømme at han aldrig havde brudt sig om hende, men det var vel fordi at hun var en sand warlock? ”Hvad er det du vil mig Malisha?” spurgte han fast og en anelse koldt, som de nøddebrune øjne hvilede strengt på hende. Han fandt sig virkelig ikke i hendes narrestreger specielt ikke når det var Lexie det gik ud over!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

For Malishas vedkommende, så kunne det bestemt ikke gå bedre for sig, end det som det måtte gøre allerede. Det hele gik jo som smurt i hendes øjne! Og det var hende i den grad også en glæde uden lige, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede på Romeos skikkelse. Han havde slet ikke fornemmet hende omkring sig, hvilket hun faktisk måtte finde morende. Han var virkelig opsat på at finde sin kære Lexie, også selvom hun allerede havde hørt lidt om tøsen.. At hun ikke engang kunne magi? Hvorfor pokker ville Romeo gøre så forbandet meget for at beskytte en sådan en tøs? Man kunne vel godt sige, at det var hende som stod bag det hele? Konstantin havde kun gjort det som han havde fået besked på, hvilket hun faktisk godt kunne lide ved en partner. De havde vel indgået et stort og vigtigt partnerskab hvad dette angik? Og hun var i den grad også fuldkommen opsat på at skulle få Romeo i ringen og få udryddet det magi-blod som måtte være i familien, for det var slet ikke noget som ville kunne glæde hende på nogen som helst måde overhovedet! Hun nægtet at stå svag! Ingen var jo stærkere end det svageste led, og det var i den grad Romeo som stod med den titel, hvilket hun slet ikke ville have noget med at gøre! Det kyniske smil forlod dog på ingen måder hendes læber. Hovedet lod hun dog søge en anelse på sned, som han endte med at genkende hende. ”Det er da imponerende, at du overhovedet kan huske mig,” påpegede hun sigende. Mørket buldret i ham, hvilket man i den grad godt kunne fornemme, nu hvor han også var ved at være vred, så gjorde det virkelig kun det hele så meget bedre! Blikket hvilede intenst på ham. ”Hvad er dog det for en tone at tage i brug ved gensynet med sin kusine?” Selvfølgelig var den skuffende tone et spil fra galleriet, for det glædet hende kun, at der faktisk var noget mørke i ham som man kunne se, føle og fornemme. Lexie havde virkelig været det perfekte sted at starte ud fra og det hele var jo gået så nemt! Hun tog et skridt mod ham, hvor hun bevidst valgte at se bort fra hans handicap. Det skulle så sandelig ikke redde ham fra ringen af. Specielt ikke når lyset stod så kraftigt i ham som det nu måtte gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Umiddelbart, så går jeg ud fra, at du leder efter din kære Lexie?” Hun hævede sigende det ene bryn. Et godt sted at starte, for hvad Konstantin havde beskrevet for hende, selv efter at han var kommet skadet hjem, så var det, at manden havde gjort alt for den unge tøs. Ikke fordi at hun var direkte imponeret. Det beviste bare, hvorfor man ikke skulle forelske sig – det var et ømt punkt som alle ville kunne ramme! En fælde som hun nægtet at lade sig falde i! ”Hvis du vil have den forbandede tøs tilbage.. så lyt til mig.. og lyt godt efter,” hvislede hun ganske kortfattet. I sig selv, så ville hun faktisk undgå at tvinge ham i ringen.. Han skulle komme der af egen fri vilje og hun var sikker på, at han ville følge hende som en hund, når det kom til Lexie. Hvorfor skulle han da ikke det? Specielt hvis det var den tøs som han havde regnet med, at skulle tilbringe resten af sit sølle liv med?

[romeo]

Romeo var virkelig opsat på at redde Lexie! Hun var den eneste som han havde øje for i øjeblikket, den eneste han kunne tænke på og den eneste som betød noget, for han var virkelig ligeglad med om han så skulle lade sit eget liv for hendes skyld, for han gjorde det hellere end gerne! På den anden side, håbede han at de begge slap levende fra det, for han ønskede ikke at lade hende alene, ikke igen. De nøddebrune øjne faldt på Malishas skikkelse. Det var godt nok utrolig mange år siden at han havde set hende sidst, men han kunne virkelig ikke glemme hende, for nok var der gået mange år og sidst havde hun kun været en lille pige, godt nok ældre end ham, men han glemte virkelig ikke hendes ansigt, desuden så lignede hun faktisk sig selv, godt nok var hun blevet en smuk og moden kvinde, men det kyniske og kolde og noget så ondskabsfulde morende blik kunne han slet ikke glemme! Han bed tænderne sammen og knugede mere omkring sine krykkers håndtag, som han holdt tæt ind til sin krop, så hans ben også kunne få lidt hvile. ”Bestemt ikke et glædeligt gensyn!” hvislede han fast, uden at tage blikket fra hende. Han huskede hende bestemt ikke for noget godt, men på den anden side, så var hun jo bare en ægte warlock, hun havde jo også været hans farfars yndlings. At det var hende som stod bag det hele, hele Lexies kidnapning undrede ham egentlig ikke et sted, men han tvivlede ærligtalt på at det havde noget med Lexie at gøre, det måtte næsten have noget med ham at gøre, det var vel også derfor at den anden mandlige warlock havde udtalt hans navn på den måde? Noget som kun gjorde ham endnu mere vred. Hans øjne slog gnistre, da hun nævnte Lexies navn, hvor han selv tog et skridt imod hende. ”Hvor er hun Malisha?! Hvad vil du mig?!” spurgte han fast med en stemme der krævede svar. Nok var han normalt venligsindet, og han gik bestemt ikke ind for vold, men selv han havde grænser som man bestemt ikke skulle overtræde og det ved at kidnappe den tøs som han elskede højere end noget andet, det var virkelig at overtræde hans grænser! Det var noget som virkelig kunne gøre ham noget så rasende! Han bar måske mørket i sig, fordi at han var halv warlock men elverne havde sørget for at han ikke ville kunne blive påvirket af det, så det var ikke fordi at han var bange for hendes mørke kræfter, for han selv bar lyset og det var det som han havde trænet det meste af sit liv, det var det som han var bedst til, så det at undervurdere ham ville virkelig blive ens død, hvilket manden også havde været tæt på at opleve! Han tog ikke blikket fra hende, som hun tog et skridt mod hende, hvor hendes ord kun indikerede at der lå en større plan bag alt dette og han var bange for at han ikke slap så let ud af det. Han bed tænderne fast og vendte sin fulde opmærksomhed imod det, som hun sagde at han skulle lytte godt efter, for det fortalte virkelig bare det hele om at Lexie var lokkemaden og han selv var den som skulle lokkes. Og han var endnu mere bange for at det hele kun lige var begyndt, og at det kun blev værre.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke set Romeo siden de begge havde været små, men det var nu heller ikke noget som betød noget for hende som sådan, for hun kunne da sagtens genkende ham af den grund! Hun mindes dog kun at have hørt omkring hans hofteskade og hans manglende stemme, men her stod han med dårlige ben og stemmens fulde brug? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det gjorde det hele meget mere fascineret! De mørke øjne hvilede fast på hans skikkelse, hvor selv det kolde og kyniske smil slet ikke var til at tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hovedet lod hun søge til den anden skulder. ”Jamen dog.. Der er vidst hastværk på, kan jeg se,” sagde hun med en tydeligt morende stemme. Lexie var fanget, Romeo var til dels lokket i fælden, da det vel bare var et spørgsmål om tid, inden han ville søge dertil frivilligt? Det var i alle fald det som hun havde tænkt sig – At se hvor meget han egentlig måtte elske den tøs, siden at han ville gøre så meget for hende. Han var vred, men vel også.. bange på Lexies vegne? Det var nok det som også måtte more hende mest af det hele! Hans reaktion, var noget som kun måtte få hende til at smile mere bredt end det som hun havde gjort før. Hun måtte direkte slippe den kolde og kyniske latter, hvor hun let rystede på hovedet. ”Kære Romeo.. Det er bestemt ikke sådan vi leger!” endte hun med en yderst fast mine.
Malishas øjne slog direkte gnister. Romeo skulle bestemt ikke komme her og tro at han var noget overfor hende! Hun tog selv et skridt mod ham og med den samme faste mine. Hun vidste lig hvad hun ville have – og det var den mand som stod overfor hende. Hun ville se mørket i ham vokse endnu en gang. Lade det mørke frø spire og gro og tvinge lyset ud af ham, lade ham endnu en gang blive omhyllet af det mørke som hun selv elskede og holdt af! Hun hævede hånden, kun for at lade den stryge let mod hans kind, for at lade den glide under hans hage, for at holde hans blik direkte fæstet til hende. Hun ville ikke gøre ham fortræd – endnu om ikke andet.”Hvis du ønsker at se den lille pige til Lexie igen, Romeo.. Så vil jeg råde dig, til at søge til Arenaen i Dvasias..” Et kynisk smil måtte tydeligt brede sig på hendes læber. Der var planer med det hele, og det var noget som han nok skulle finde ud af. Konstantin havde Lexie i sin forvaring, så den lille tøs var da i live hvis han dukket op.. når han engang måtte dukke op, og hun var temmelig sikker på, at det nok skulle ske. På grund af hans handicap, så nok ikke hurtigt, men hun ville se hvor meget han var villig til at gå igennem for den tøs som han havde valgt at lukke ind i sit hjerte – og derved givet hende den oplagte mulighed for at ramme ham selv ved siden af. ”Jeg vil råde dig til at få fart på, Romeo.. Hvem ved hvor længe, at Konstantin vil sørge for at den unge pige er i live?” Hun blinkede let til ham, som hun slap og trådte et skridt tilbage. Han skulle nok komme frem hurtigt, det var slet ikke noget som hun ville betvivle, specielt hvis denne unge og uduelige Lexie havde den rolle for Romeo som det måtte se ud til, så var det jo kun noget som gjorde det hele langt sjovere!

[romeo]

Blikket hvilede stift på Malisha. Det var utrolig mange år siden at Romeo sidst havde set sin ’kære’ kusine, at det faktisk var utroligt at han kunne huske hende, men en tøs med hendes personlighed glemte man aldrig! Hun havde altid hånet ham, gået ham på nerverne, drillet ham og prøvet hans grænser af og alt i alt, så havde han aldrig rigtig brudt sig om hende. Han havde aldrig rigtig brudt sig om sin fars side af familien, og han skammede sig bestemt ikke over at hans far havde sendt ham til Procias, men han kunne forestille sig at det også havde kostet hans far livet? Han vidste det jo faktisk ikke, for han havde aldrig hørt fra ham. Han tog ikke blikket fra hende, hvor han fortsat havde bidt sine tænder sammen, for han fandt det bestemt ikke morsomt at det var Malisha der stod bag alt dette, for det så ud til at han slet ikke var sluppet af med sine familieproblemer endnu. Han lyttede til hendes ord, men besvarede dem ikke, for han havde heller ikke lyst til at miste besindelsen fuldstændig, for det lignede ham normalt ikke, selvom at det virkelig kunne gøre ham noget så rasende, når det var Lexie som det gik ud over, for de kunne vel holde hende ude af det hele? Specielt hvis det var ham som de ville have fat i! Hendes fede, brede smil og den kyniske latter, var nok til at han var ved at stikke hende en flad, nu hvor hun havde taget et skridt, så hun var indenfor hans rækkevidde, men så langt ville han dog alligevel ikke synke! ”Jeg er virkelig ligeglad Malisha.. hvad vil du mig?!” spurgte han fast og krævende. Han gad virkelig ikke hendes små drillerier og små julelege! Han havde allerede fået nok! Hånden der strøg over hans kind, fik det til at sitre af det rene ubehag, hvor det blot gav ham endnu mere lyst til at trylle en kniv frem og jage den igennem hendes bryst, men han lod vær, for dræbte han hende, fandt han ikke ud af hvor Lexie var, og den tøs betød alt for ham! Men det var dog til gengæld ufatteligt fristende! Han så ikke væk fra hende, selvom at hun lod hånden søge under hans hage, hvor han betragtede hende vagtsomt og dog alligevel fast. Hans hænder knugede stadig omkring håndtagene til hans krykker, hvor det virkelig måtte friste ham at dræbe hende på stedet, men han måtte tænke på Lexie først, for han ønskede ikke at der skulle ske den tøs noget, og han var virkelig villig til at gøre alt for den tøs! Desuden så havde han jo godt hørt at Malisha var blevet leder for warlocksne, men hvad skulle hun så bruge ham til? Han forstod ærligtalt ikke hendes planer, de havde jo ikke set hinanden siden de havde været helt små! ”Arenaen?” gentog han undrende. Hvad pokker skulle han i en arena?! Han havde på fornemmelsen at dette virkelig var ved at køre ud på et sidespor, men han havde også på fornemmelsen at han ikke havde noget valg, for hvis det var der at denne Konstantin havde Lexie, så var han nød til at tage derhen og så ville han bestemt heller ikke tøve med det! Han tog et sidste skrig imod hende, så de næsten endte med at stå bryst mod bryst. ”Hvis der sker hende noget Malisha, så sværger jeg..” Han stoppede sig selv, som hans lynende blik virkelig fortalte alt, for dette var gravalvorligt og det var tydeligt at hun ikke slap let, hvis Lexie kom til skade.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var måske forbandet mange år siden, at hun sidst havde set ham, men hun var virkelig ikke i tvivl om at det havde været Romeo. Ikke bare på grund af krykkerne, for dem havde hun hørt, at han gik rundt med, men det var nu ikke noget som hun decideret ville håne ham for. Tvært imod, så var det jo kun noget som gjorde det langt mere underholdende for hende, at tvinge ham med sig til ringen, hvis han ville redde sin kære Lexie. Hun havde slået sin egen fader ihjel da hun havde fået beskeden omkring trolovelsen at vide, hvilket var langt mere end det som hun selv ville være i stand til at skulle kunne tackle. Hun var virkelig blevet vred! Nu var det ikke noget som rørte hende mere. Hun havde accepteret tanken, selvom det endnu ikke var bragt til virkelighed eller realitet. At hun bragte ham et ubehag uden lige, var noget som hun tydeligt kunne se på ham og det var kun noget som gjorde det hele bedre for hendes del. Hans fars handlinger havde været det som havde kostet den mand livet og det var også alene af den grund, at han havde sendt Romeo til Procias – Manden havde kendt til konsekvensen og taget det som en mand, hvilket Malisha faktisk måtte bære respekten for. Ikke fordi at det var noget som hun nogensinde havde sagt til nogen, for der skulle faktisk meget til at man kunne rende med hendes respekt. Forbandet meget endda! ”Jeg synes da, at det er ganske oplagt, kære Romeo.. Du burde aflægge din familie et besøg noget oftere.. Det er jo næsten skuffende, at man intet har hørt til dig igennem alle disse år.. Din far kunne ikke klare mosten.. Nu er det på tide, at se om du kan.” påpegede hun ganske kortfattet. Vel næsten lidt som et hint?
At Romeo ønskede at finde sin kære Lexie, var nu også noget som Malisha i den grad måtte more sig over. Det var noget af det sjoveste som hun længe havde været ude for! At han havde lyst til at smække til hende, kunne hun næsten læse i hans blik. Han ville bare stå i problemer til halsen hvis han lagde så meget som en finger på hende, og det var vel noget som han var klog nok til at tænke sig frem til? At de måtte ende bryst mod bryst, fik hende til at stirre direkte og olmt på ham. Han skulle bare under ingen omstændigheder alt for tæt på hende! Hun nikkede dog ganske kortfattet, hvor hun lod en hånd falde direkte mod hans bryst, hvor hun gav ham et kraftigt skub i form af en mindre trykbølge, så hun næsten måtte være sikker på, at han ville komme på afstand igen. Om han så røg i jorden eller om han kunne holde balancen, var hun fuldstændig ligeglad med. ”Du sværger ved hvad, Romeo?” vrissede hun ganske kortfattet og med den tydelige hvislen. Det var slet ikke noget som hun tog sig af. Det var jo skuffende, at han ikke kunne finde noget stærkere end en simpelt tøs! Hun skulle desuden også dø i løbet af denne aften.. Hvad end Romeo ville det eller ikke.. Legen stoppet der for Lexies vedkommende. ”Arenaen.. Find os der.. Så skal jeg nok sørge for, at du får Lexie at se,” afsluttede hun ganske stilfærdigt. Det var i sig selv et løfte som hun faktisk var i stand til at holde. Så spørges det jo bare, i hvilken tilstand, at man ville finde Lexie i.. Hun kunne jo ikke garantere for hvad Konstantin gjorde ved hende lige præcist i øjeblikket. Og hun måtte jo erkende, at hun faktisk var fuldkommen ligeglad.

[romeo]

Romeo havde aldrig haft noget at gøre med sin fars familie, efter at hans far havde afleveret ham i Procias, hvor hans mor havde taget over. Til at starte med havde han jo været ustyrlig, fordi han havde haft warlockblodet i sig, fordi han havde haft den onde opførsel med sig, men de havde hurtigt vist ham den lyse magi, en det var for alvor elverne, som havde ændret ham, selvom at han havde været igennem meget ondt siden da. Han havde mistet til vampyrerne flere gange, og han havde været tæt på at miste Lexie også, og nu var han virkelig træt af at der skulle ske hende mere ondt! Han ville finde hende og bringe hende med hjem! Om han så skulle dræbe sin egen kusine, for det var virkelig et familiebånd som ikke betød noget som helst for ham! Hendes ord, indikerede blot at hans far havde ladet livet, på hvilken måde vidste han ikke, men det skulle ikke undre ham at det var fordi at han havde afleveret ham i Procias til hans mor. ”Min fars side af familien slog hånden af mig for mange år siden Malisha, hvorfor skulle jeg dog komme og besøge en selvoptaget, egocentrisk og snobbet familie, der ikke tænker på andre end sig selv?” spurgte han stilfærdigt, og kneb øjnene fast sammen. Han bed tænderne fast igen, uden at se det mindste væk fra hende, for alt andet ville da være direkte dumt! Hans farfar havde tilmed straffet ham, fordi han havde dummet sig, hvilket havde resulteret i hans mistede stemme og den dårlige hofte, men hans farfar havde givet ham et ar over brystet, et ar han bestemt ikke ville glemme den mand for! ”Du er ikke længere min familie!” endte han fast og med de sammenbidte tænder, som hans mine ikke var til at tage det mindste fejl af, for han afskyede hende med alt hvad han måtte indebære!
Lexie betød virkelig alt for Romeo og han ønskede også at redde hende, koste hvad det så end måtte koste! Han ville få hende med sig hjem igen, til Den Magiske Cirkel hvor de ville være i sikkerhed, selvom.. man var næsten mere i sikkerhed i Manjarno end det som man var i Procias. At han kom for tæt på hende og overskred hendes grænse, kunne han tydeligt se i hendes blik og det var noget som faktisk måtte more ham, hånden som hun satte for hans bryst, sagde ham det hele, hvor han satte krykkerne godt i jorden, så han ikke væltede, da trykbølgen ramte ham, men hvor han lavede spor hele vejen fra hende og til der hvor han endte, hvilket var nogle få meter fra hende. Nu bad hun virkelig selv om det! ”Hvis du så meget som krummer et hår på Lexies hovedet, så mister du dit,” endte han fast, som han skød en energikugle direkte imod hendes skikkelse. Han var ikke ude på at dræbe hende, men han var virkelig ligeglad med hvem hun var, hun kunne stemple sig selv som dronningen af Dvasias, for han ville virkelig dræbe hende, hvis hun gjorde Lexie noget ondt! Han skulle til arenaen i Manjarno? Han var bange for at han ikke havde noget valg. Han stillede sig klar, til hvis hun ville begynde at angribe ham, selvom at han vidste at hun ikke ville, for hun skulle bruge ham, det lød det i hvert fald til, for hun lød til at have utrolig mange og store planer med ham. Så hvorfor skulle hun dræbe ham.. endnu?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Romeo havde aldrig haft noget med sin familie her i Dvasias at gøre. Ikke fordi at det var det som rørte Malisha som sådan, for det var bare noget som hun valgte at se bort fra. Nu var det bare på tide, at vælge og hun skulle nok sørge for, at han ville vælge rigtigt. Ikke fordi at der var meget håb for den kære Lexie af den grund, men det var bestemt heller ikke noget som han havde brug for at vide, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare intet at gøre ved det. Det morende smil gled over hendes læber, som hun blev stående med armene over kors. ”Du dømmer det hele uden at kende til en baggrund, Romeo.. Mørket er en del af dig.. Jeg kan læse det i dit blik.. jeg kan se hvor meget du må beherske dig, for ikke at slå mig ihjel..” Næsten så var det jo kun for at tirre ham mere. Han var den fredelige type, hvilket hun bestemt heller ikke kunne fordrage! Men noget var hun vel også nødt til at gøre, for at overbevise ham om at mørket var den rette vej også for ham, at skulle gå! ”Med egoisme kommer man længst, kære Romeo.. Se bare på din stakkels far, som handlede for din skyld,” påpegede hun sigende og med den samme morende og kyniske mine. Hun fandt mord og tortur underholdende. Der var bestemt heller ikke noget bedre end det set i hendes øjne! At han ikke ville betegne hende som familie, var noget som hun skam nok skulle få rettet om på. ”Der tager du ganske fejl.. Af blod er vi beslægtet, Romeo.. Det er mig som afgør i Arenaen om vi er familie eller ikke!” hvæsede hun med en fast tone. Et sted var det jo trods alt sandt.. Han stod i valget mellem et liv i mørket eller sin død.. Ganske simpelt.
At Romeo var villig til at gøre alt for den unge tøs, var nu slet ikke noget som Malisha forstod sig på. Igen, så var hun slet ikke den som man kunne kalde for at være præget af følelser på den ene eller den anden måde, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være. Før eller siden, så skulle hun give sig hen til Konstantin, selvom det slet ikke var noget som faldt hende ind nu, for det var bestemt heller ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at føle sig klar til på nogen som helst måde overhovedet! Som han stod klar til trykbølgen, så var det nu heller ikke noget som rørte hende som sådan, for det at få ham på afstand, havde været det eneste som hun havde ønsket. Der var slet ikke nogen pointe i at skulle lade ham komme til skade nu. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse, som han måtte kyle energikuglen direkte mod hende. Hun stillede sig klar og med let spredte ben, dog uden at gøre noget yderligere. Selv på trods af, at den måtte komme med en ekstrem fart, så var det nærmest som om, at hun måtte fange den mellem hendes egne hænder, selvom det havde skubbet hende henover jorden og en anelse bagud, for der var jo knald på! ”Jeg er slet ikke interesseret i den tøs,” vrissede hun med en yderst fast tone, som hun kylede kuglen direkte op i luften og til himmels i stedet for, så hun vendte sig direkte mod ham og med den samme tydelige vrede i blikket. ”Jeg agter at se dig ved Arenaen meget snart.. Hvis du nogensinde vil gøre dig det håb om at skulle se Lexie i live igen. En kamp.. en test og du er fri til at gå derefter, hvis jeg er tilfreds med resultatet..” afsluttede hun kortfattet, som hun trak vejret dybt og med let knyttede næver. Det ville være så meget enklere at gøre det nu, men ret skulle jo være ret.

[romeo]

Hvad Malishas planer helt nøjagtig var med Romeo havde han virkelig ingen idé om, for det var jo flere år siden at de havde set hinanden sidst, de havde jo ikke engang levet halve af deres liv sammen, knap nok barndommen havde de brugt sammen, så hvad hun pludselig ville med ham det forstod han virkelig ikke! Han lyttede til hendes ord, som han ikke decideret følte sig provokeret af, for han havde mørket i sig, det vidste han skam godt, han var jo rent faktisk halv warlock og halv magiker, så mørket slap han jo aldrig af med, men elverne havde sørget for at blokere hans mørke chakra, så han ikke kunne blive ondsindet, så han ikke kunne blive mørk igen. Han rystede smilende på hovedet og fnøs næsten morende af hende. ”Jeg kan se at du ikke ved en skid Malisha, du tror du kender mig? Så tager du i den grad fejl, og mærk dig mine ord, ’kære’ kusine, at undervurdere mig bliver din død,” svarede han stilfærdigt, for selvom hun havde sin arrogance, sin forfængelighed og sin stolthed, så burde hun vide at man aldrig skulle undervurdere sin modstander og nok havde han sit handicap, for hans ben var ikke så stærke endnu, men han havde selv været tæt på at skære benene af denne Konstantin, og han kunne fint gøre det samme med hende! Han slap næsten en hånlig latter til hendes ord, så han var ved at vælte om. ”Egoisme? Tror du virkelig at egoisme får dig længst? Så er du ikke bare egoistisk men tilsyneladende også snotdum.” Han rystede opgivende på hovedet og smilede hånligt af hende. ”Samarbejde min kære, samarbejde bringer dig længst. Du tror du kan klare dig selv? Men stil du dig bare op imod en hel hær og tro at egoisme kan få dig længst, for du bliver mejet ned med det samme!” endte han stilfærdigt og med et skævt og dog næsten så koldt smil på læberne. Det lignede ham ikke, men det at tage noget som han holdt så kær, som han gjorde med Lexie, det var virkelig noget som kunne pisse ham af, for det gjorde ham virkelig rasende! ”Vi er måske beslægtet Malisha, men jeg ser dig bestemt ikke som min familie og det vil jeg bestemt heller aldrig komme til!” endte han kortfattet og dog sandfærdigt. For ham, var hun bare en simpel warlock der kæftede op om alt muligt sludder, som han alligevel ikke kunne bruge til noget!
Energikuglen som hun greb med sine hænder og som fik hende skubbet længere tilbage, blot for at sende den til himmels, gjorde ikke Romeo noget, for han vidste at hun ikke var elendig til magi, men derfor skulle hun bestemt heller ikke undervurdere ham, for hvem kunne ikke lave noget så simpelt som en energikugle? Det var de større og mere vanskelige ting som kostede energi som gjorde det hele. Han lyttede opmærksomt til hendes ord, inden han fnøs ganske let. ”Du tror virkelig at alt skal gå efter dit hoved?” spurgte han stilfærdigt og rystede opgivende på hovedet af hende med det hånlige smil på læberne. ”Men meget vel Malisha.. men for din skyld, håber jeg at Lexie er i sikkerhed og at der ikke er sket hende noget, for er der.. så springer jeg dig i atomstykker!” vrissede han fast, med lynende øjne, så det var lige før at de slog gnistrer. Han elskede virkelig Lexie højere end noget andet, men han regnede bestemt ikke med Malishas forståelse, for den kvinde var mere hjerteløs end en vampyr!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Personligt, så havde Malisha ikke decideret haft noget som helst med Romeo at gøre, selvom det nu var på tide at ændre de ting og gøre noget ved det. Egoisme var noget som havde bragt mange frem, men som han havde fat i, så var samarbejde en meget vigtig del af det. Hun var jo ikke gået til Konstantin ellers, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun rystede smilende på hovedet. Han var vred og det var noget som kun appellerede til hans mørke, hvilket hun kunne mærke. At hans chakra var låst fast til lyset, så mørket ikke kunne komme frem, det var noget som hun så sandelig nok skulle ændre på! Armene slog hun roligt over kors og uden at skulle se det mindste væk fra ham. Det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til. Det kyniske og kolde smil hvilede på hendes læber. ”Jeg har aldrig nogensinde påstået, at jeg kender dig, Romeo. I mine øjne, så er du en skændsel for familien! Ligesom din kære far, som selvfølgelig skulle vise sig som svag, at falde for en magiker!” Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville undervurdere ham, for hun vidste at han var en fremragende magikyndig og det var også derfor, at hun ikke valgte at slå ham ihjel på stedet, for hun havde i den grad også alderen på sin side! De mørke øjne hvilede fast på hendes skikkelse og uden at skulle se det mindste væk. Det gjorde hende vred, at han i det hele taget kunne tage den tone i brug overfor hende! ”Det er vi to om at bestemme, kære fætter.. Og den beslutning hviler ved mig..” fortalte hun kortfattet. Det afhang helt og holdent af hvordan han klarede sig i arenaen når han ville møde hende der. Det skulle nok blive underholdende!
Romeo var virkelig fantastisk til magi, så det skulle så sandelig nok blive underholdning for alle pengene den dag han ville ende med at stå i arenaen. Lexie skulle dø uanset, for hun var ikke andet end skændsel i hendes øjne, men det var vel heller ikke noget som Romeo havde brug for at vide på stående fod? Det var jo ikke engang sikkert, at han ville klare sig igennem det på egen hånd. ”Lad mig bare sige det på denne her måde.. Romeo.. Jeg har midlerne til at trække i de rigtige tråde.. Denne gang kommer det hele til at foregå efter mit hoved.” Sandt var det jo trods alt. Konstantin hjalp hende med det, han stillede sin Arena til rådighed, han hjalp hende med testen, som hun måtte tage sig af arkiveringen og det gik allerede temmelig godt. Hun havde allerede sendt folk efter adskillige af de mindre holy grails og varyler som måtte være omkring med warlock i blandingen, så det hele skulle nok komme til at gå perfekt for sig. Hun kneb øjnene fast sammen.”Jeg påtager mig ikke ansvaret for en skændsel som Lexie, Romeo.. Stod det til mig, så havde hun været død allerede for længe siden,” vrissede hun med en fast tone. Igen, så brugte hun ord og munden for at gøre ham vred, for det var virkelig det eneste som hun direkte måtte hungre efter lige nu. Hun ville vække det mørke i ham, hun ville sørge for at det hele skulle ske efter hendes hoved, få ham til arenaen, møde hende der, og så måtte man jo se om han fik lov til at gå levende derfra. ”I hvert fald en kommer til at dø i ringen, Romeo.. Hvem det så bliver, det er jo op til dig,” afsluttede hun sigende, som hun bakkede endnu et skridt, som hun nærmest vendte om på hælen. Hun var færdig her. Han havde fået sine næste instrukser.

[romeo]

Malisha havde altid været så sadistisk og grotesk at Romeo aldrig rigtig havde haft lyst til at lære hende at kende. Det eneste han kunne huske hende for, var hendes kolde og kyniske ydre, samt det hånende ved hende, hun havde altid været nedladende, men det var vel typisk for en lille, snobbet, rig warlocktøs der troede at hun kunne få serveret alt på et sølvfad? Han selv havde jo også haft lyset i ham dengang, så det var jo selvfølgelig også noget som klart måtte spille ind. Han fnøs næsten morende til hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. Hun så ham som en skændsel for sin familie? ”Det tager jeg som et kompliment,” svarede han stilfærdigt. At hans far også havde været på samme måde, at han havde været god, var næsten noget som han var glad for, for han var glad for at begge hans forældre havde været gode, eller at hans far i hvert fald også havde haft noget godt i sig, for det var jo også grunden til at det havde været hans farfar som havde trænet ham dengang han havde været helt lille, fordi hans far havde været blødsøden og ikke havde været ’i stand’ til at opdrage ham som en sand warlock, derfor havde han heller ikke set så meget til sin far dengang. ”Vi får at se,” svarede han stilfærdigt og dog med et koldt smil om læberne. Måske han var en anelse hovmodig, men det var også fordi at han virkelig var rasende, han måtte virkelig holde sig i skindet, for ikke at hoppe på hende og flå hende levende på stedet! Han var jo desværre nød til at beherske, sig, selvom han bestemt ikke var meget for det!
Hvilken leg de måtte lege, vidste Romeo ærligtalt ikke, men han var virkelig ved at få nok af det hele! Han vidste ikke engang havde hun ville med ham! Og den eneste grund til at han fulgte efter, var jo den grund at de havde Lexie. Den tøs betød hele verdenen for ham og mere til! Hvis der skete hende noget … så vidste han virkelig ikke hvad han skulle gøre! Var Lexie død, så var det lige før at han blot ville lade Malisha slå ham ihjel frivilligt, for han ønskede ikke at leve uden hende! ”Er du ikke en kende for selvsikker?” spurgte han stilfærdigt, ”du ved godt at egoisme og selvsikkerhed kan blænde én så man mister fokus ikke sandt?” Han lod hovedet søge en anelse provokerende på sned, for ja, han var virkelig vred og det var tydeligt at han kun prøvede at appellere til hendes vrede lige så. ”Ja? Men hvis det er mig du er ude efter, så gør du klogt i at holde Lexie i live,” advarede han sandfærdigt, for han mente skam sine ord til fulde! Han kunne fint begå selvmord, hvis Lexie var død, bare for at være den sidste tand provokerende imod Malisha, selvom hans død vel ikke ville røre hende? Hendes sidste ord fik ham dog til at knibe øjnene fast sammen. En ville dø i ringen? Det tegnede jo slet ikke godt! Han blev blot stående tavst og betragtede hende, nærmest blot afventede at hun skulle fordufte, for de vidste begge at han ville søge mod arenaen, kun fordi at Lexie måtte befinde sig der, for han nægtede at svigte den tøs!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at Romeo prøvede at appellere til hendes egen vrede og irritation og det måtte jo faktisk irritere hende, at det måtte gå hm så godt. Hun havde en ekstrem kort lunte og der var jo også en grund til at det var hende som måtte stå der som racens leder den dag i dag. Den første kvindelige leder indenfor dette felt, og hun ville da erkende, at hun synes at det gik temmelig godt. Hun kneb øjnene fast sammen til hans ord. Han var og blev en skamplet på familien og det var noget som i den grad også kunne ramme hende, hvis der var flere som ville finde ud af, at hun var beslægtet med magikere, så det var slet ikke noget som skulle ske! Roligt valgte hun dog at blive stående. Hvis han skulle spille med musklerne, så skulle han da vente til at han ville stå i ringen – Hvorfor, det skulle han skam nok finde ud af, for hun havde allerede stemplet Lexie som en af de faldende for denne aften. Muligvis som den eneste, men det afhang virkelig af Romeos talent i ringen, hvor meget han ville lade mørket træde frem, og om han i det hele taget ville det, for det var der at kernen måtte ligge. Slægten skulle kun bestå af warlocks og Romeo havde jo et tydeligt talent indenfor magi, så det ville jo også være en skam at skulle lade det gå helt til spilde.
”Selvsikkerhed har været min vej frem, Romeo. Jeg står som leder.. Jeg slog min far ihjel, for at stå mig i vejen og jeg er i gang med mit store projekt.” Det kolde smil forblev fæstet til hendes læber. Selv måtte hun jo holde sig i skindet, for ikke at ende med at slå ham ihjel på stedte, for det var i den grad også det som hun havde mest lyst til lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun blev stående og med de mørke øjne hvilende på ham. ”Jeg står som den første kvindelige leder indenfor racen. Jeg vil bestemt ikke påstå at jeg har været blændet! Det er vel snarere.. en velsignelse for mig,” påpegede hun, næsten som hun gik ind i en mere blid og rolig rolle, selvom det alt i alt var spil fra galleriet. Det procianske pladder gad hun virkelig ikke at lægge øre til, for det var virkelig til at blive sindssyg af at skulle blive lyttet til! Hans reaktion morede hende dog. ”Og det er min afgørelse af hvem det bliver, kære fætter.. Kom til Arenaen, så må vi jo finde ud af, hvilken fatning, at din kære Lexie befinder sig i.” Hun blinkede let med det ene øje til ham. Spillereglerne skulle han skam nok få at vide, så snart at han ville møde op der. Der var jo heler ikke nogen grund til at skulle indvie ham i det før det. Den mørke og sorte tåge lagde sig dog roligt om hende. Budskabet var bragt til ham, så var hendes opgave gjort her. Det lagde sig tæt om hende. ”Tik tak… tik tak, Romeo..” afsluttede hun med en kold og kynisk latter, som hun endte med at fordufte fra stedet, blot selv for at søge til Arenaen. Hun betvivlede ikke, at Romeo ville finde dertil temmelig hurtigt.

//Out

[romeo]

Alt stod virkelig tydeligt i Malishas blik; hun havde lyst til at dræbe, det undrede jo faktisk Romeo at hun ikke for længst havde dræbt ham, for hun måtte vel også ønske ham død? Men det måtte vel egentlig være hendes lille leg, hendes planer, som måtte holde ham i live, for ellers var de jo nok allerede røget i flæsket på hinanden, for den eneste grund til at han ikke angreb hende, var den grund at hun havde fået denne Konstantin til at kidnappe hans Lexie og han var nød til at befri hende først, for han kunne ikke drømme om at lade hende i stikken! Han elskede hende og han skulle nok få hende med sig hjem igen! Han nægtede at tabe til den egocentriker til Malisha! Hendes mange ord fik ham til at ryste opgivende på hovedet af hende, hvor han tilmed himlede åbenlyst med øjnene. ”Du har virkelig for mange tanker om dig selv,” svarede han spidst. Han ville virkelig glæde sig til at rive den selvsikkerhed fra hende, og tilmed dræbe hende, for hvis chancen var der, så ville han bestemt også gøre det! Og eftersom at kun en slap levende ud ad ringen, så var det vel ensbetydende med at en af dem ville dø? Medmindre han slet ikke skulle kæmpe imod hende, men en anden, måske denne Konstantin? At hun var den første kvindelige leder, var han nu ikke synderlig begejstret eller imponeret over, for han havde jo godt hørt at Jaqia havde gjort landet kvindedomineret, så det var vel egentlig ikke så svært at komme frem som leder når det gjaldt kvinderne? Han ville skyde på at det mere var mændene som ville få svært ved at bryde igennem. Det undrede ham dog hvordan det overhovedet havde lykkedes Jaqia at gøre landet kvindedomineret, uden at hun havde mistet livet på det, for han kunne forestille sig at der ikke var mange som var begejstret for det af mændene. Han bed tænderne fast sammen ved hendes ord. Han ville virkelig gå amok, hvis der var sket noget med Lexie! Men han var bange for at han var nød til at komme sig til kræfter først, for han havde ondt i sine ben allerede, fordi han havde overbelastet dem og hvis han tilmed skulle i kamp? Han var bare ikke meget for at skulle lade Lexie vente sammen med de warlocks et minut længere end højst nødvendigt, for han vidste ikke om de torturerede hende i øjeblikket, men.. hvorfor skulle de dog gøre det, når det var ham de ville have fat i? Han turde dog ikke håbe på at hun var i god stand, for han var faktisk bange for at der var sket hende noget. Han betragtede hende blot fordufte, hvor han kort blev stående helt tavst uden at gøre noget. Han knyttede den ene hånd, fremmanede en stor energikugle som han i vrede skød af sted, så det endte med at han væltede et helt træ. Han kunne allerede nu gå amok! Og hvad bildte Malisha sig ind?! Han vendte blikket mod den retning som han skulle gå, hvor han igen greb om sine krykker, blot for at sætte kursen imod arenaen.

//Out