On our way..!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var en flot aften, selv om det knapt nok var noget som Tiyanna lagde særlig meget mærke til, da hendes tanker måtte hvile helt andre steder. Hun havde bare sin kære dreng i hovedet og det var virkelig også det eneste som stod i hendes tanker lige for øjeblikket. Hesten havde hun efterladt i Imandra, for den ville under ingen omstændigheder være hende til nogen nytte herude. Hendes sanser stod som nærmest på stilk som hun bevægede sig over de områder som var lige så øde og forladte som dem hun var vant til hjemmefra. Hun havde ikke sat sin fod i Dvasias igennem skræmmende lang tid og skræmmende mange år, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. Der var meget omkring hendes fortid som ikke mange måtte kende til og det var også sådan at det måtte være. Jason kunne hun desuden ikke ende med at støde på her vel? Hun rystede de tanker ud af hovedet, som hun vendte sig mod Ayak. Han var lige ved hendes side, hvilket hun i den grad også kun måtte sige sig, at være glad for, selvom hun klart havde givet udtryk for så meget andet i den anden ende.
Et svagt suk måtte bryde Tiyannas læber, som de fortsatte over det åbne område. Hun havde brug for en lille hvil og hun havde brug for at slappe bare en smule af i den lille og spinkle krop. Ved siden af Ayak, så kunne man heller ikke sige at hun var helt ubeskyttet? Og det var også noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hendes vedkommende. ”Jeg har brug for en pause..” I sig selv, så var det normalt ikke ord som forlod hendes læber, men til tider, så havde man vel heller ikke noget andet valg end at unde sig en pause i ny og næ? Desuden havde hun brug for det. Hun havde brug for at have lidt andet at tænke på end bare at gå frem og gå frem, som hun gjorde hver evig eneste dag! Hun nåede stille ned til søen, hvor det næsten føles som hendes ben kollapsede under hende, for det var virkelig noget som gjorde direkte ondt. Hun havde stået op meget, hun havde jo knapt nok haft nogen mulighed for at sidde ned og det var jo så også nu hvor hun måtte betale prisen for det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede stille og med en tydeligt irriteret grimasse, som hun lagde buen ved sin side.
At være den store og stærke hver eneste gang, var bestemt heller ikke en nem opgave, men det var nu noget som hun havde påtaget sig alligevel. Folk støttet hende af den grund alligevel og det var noget som hun var glad for. Hun formede hænderne som en skål, som hun førte under vandet, kun for at kaste det op i hovedet på sig selv, så hun kunne køle sig selv bare en anelse ned og det var virkelig rart! Hun vendte sig mod Ayak. Nu hvor de var langt væk fra resten af rebellerne, så kunne hun også smide facaden lidt. De havde jo også gået i ekstremt mange timer, så hun nægtet at tro på at nogen fulgte efter dem. ”Jeg skylder dig en tak, Ayak.. Og en undskyldning,” tilføjede hun dæmpet. I sig selv, så var det ikke ord som hun var meget for at lade komme frem, men de fik da lov til at komme af den grund.

[Deleted]

Ayak havde trofast fulgt Tiyanna ligesiden Imandra. Hans blik, og særligt hans andre sanser, både lugtesansen, og hørelsen, havde konstant været på højeste niveau, og han nægtede pure at skulle lade noget somhelst komme i vejen for dem, under ingen omstændigheder! Han var dog glad for at turen var gået så glat som den var, om end Tiyanna til fods ikke kunne leve op til hans normale fart, og at han derfor måtte sænke sin egen fart til en, for ham, meget sløv gang. Det generede ham dog ikke som sådan, når alt kom til alt, var de jo forskellige fra top til tå. Vejret var ikke noget Ayak som sådan havde nået at ligge mærke til, han havde næstne haft for travlt med at lsuge alt dette nye terran han trådte ud i. Så dette var det onde land Dvasias? Sandt at sige, virkede her dødt, men på en helt anderledes måde, altså det virkede VIRKELIG dødt! De var fortsat længe og det havde efterhånden stået på i mange timer, at de blot var rejst, redet og gået, time ind og time ud, så da hun måtte belsutte sig for at ville tage en pause nær denne store sø, så kunne han sagtens acceptere det.
Han stoppede stille op i nærheden af hende og begyndte stille at kigge rundt på området nu hun havde sat sig ved vandkanten, hun så godt nok også udmattet ud, og lignede også en som virkelig havde brug for lige at få vejret, for slet ikke at snakke om, måske noget søvn? Da hun valgte at tale videre måtte han dog alligevel spidse ørene en gang eller to. Undskyldning?
" Ah.. Det.. Det skal du ikke tænke på.. "
Svarede han stille, han øønskede ikke at hun skulle ende med at se på den skyld hun måtte føle overfor ham som en byrde, han var jo blot taget med hende, selvom hun jo naturligvis ikke ligefrem havde hældt spandevis af taknemmelighed udover ham indtil nu.
" Jeg.. Øh... Jeg tror jeg vil sørge for noget varme. "
Mumlede han derefter, nu hvor han var ret sikker på at nærområdet var sikret. Han gik lidt derfra og lod hende hvile i fred, mest af alt lidt af frygt for at han måske blev for påtrængende for hende eller noget i den stil. Det var aldeles ikke rart når hun var i det humør hun havde været i det meste af det foregående døgn, at komme til at gå i vejen for hende, så Ayak besluttede i sit stille sind at det måske var bedst at lade hende være lidt i fred, om hun ønskede hans selskab som sådan eller ej vidste han jo ikke.
Han begyndte at søge de nærmeste træer efter noget at bruge til brænde, hvilket ikke ligefrem var nogen svær opgave, og det varede ikke længe før han ved hjælp af et primitivt fyrtøj havde fået et lille lejrbål op at brænde lystigt i det udtørrede døde træ. Han sukkede stille, og lod bålet brænde nær hende, og satte sig selv lidt længere væk ved vandkanten. Han betragtede sit spejlbillede, det store pelsede ansigt stirrede tilbage på ham med et bedrøvet udtryk i øjnene og noget der mest af alt lignede en parodi på et smil, han følte sig ikke helt tilpas, men han vidste som sådan ikke hvad der var i vejen. Eller jo han gjorde, men så alligevel ikke.. Han ville jo når det kom til stykket bare gerne forsøge at komme lidt tættere på Tiyanna, lære hende at kende, have lidt kontakt med hende, men han følte sig af alt som en byrde for hende, somom hun helst så at han holdte sin afstand når der ikke direkte var brug for ham.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde slet ikke nogen anelse om hvornår hun havde været i stand til at skulle hvile sidst, men hvad hun kunne konstatere så var det, at det var alt for længe siden sidst, hvad end om det så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare en sandhed når alt endelig måtte komme til alt vel? Hun bed sig svagt i læben, som hun satte sig ned ved søen. Et sted så følte hun allerede med det samme,. For at skulle falde i søvn, men det var nu ikke noget som hun ønskede og specielt ikke nu hvor Ayak måtte være i nærheden af hende, så var det virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til! Hun ville ikke vise sig svag overfor nogen som helst, hvis hun da ellers kunne blive fri for det i den anden ende, men det var jo så bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Hun hadet det bare, men til tider, måtte hun vel bare indse, at hun var.. menneskelig?
”Jeg mener det Ayak.. Jeg burde slet ikke være sådan overfor dig, som jeg var.” Hun vendte sig mod ham og med den samme sigende mine. Hun mente sine ord i alvor, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være. Hun rystede stille på hovedet, som hun lod hænderne vandre igennem det mørke hår, for at lægge sig i hendes nakke. Hun havde ganske rigtigt brug for søvn, men det var ikke noget som hun kunne indvie bare sådan uden videre, da det heller ikke var noget som hun direkte kunne sige sig, at have lyst til og specielt ikke nu hvor det hele måtte stå sådan til som det nu gjorde!
”Okay, Ayak… Vær forsigtig derude..” Hun kendte Dvasias godt nok til at vide, at det at færdes frit på den ene eller den anden måde, kun måtte være direkte dumt, men hvad pokker skulle en som hende kunne gøre ved det? Hun var kun her til lands for en ting og det var at finde hendes søn, selvom det bestemt heller ikke var en ting som man kunne sige, måtte være nemt på den ene eller den anden måde, for det var det bestemt ikke! Hun elskede sin dreng, selvom hun havde foragtet det at være mor som pesten, dengang han havde været helt lille. Nu var han jo det eneste som faktisk kunne holde det lidt så menneskelige i hende – et minde om den fjerne fortid som hun ikke ønskede at skulle tænke over mere, men ikke kunne lade være med, hvilket i den grad også var frustrerende for hende! Kappen trak hun tæt omkring sin krop, som Ayak lod hende sidde der alene, hvor hun bare stirrede tomt ud over vandet. Smukt var det, specielt med månelyset badende højt over dem, hvor hun nu kunne sige, at forstå hvorfor den havde fået navnet ’Den Mørke Sø.’
Som Ayak havde fået ild i det tørre træ, så kunne hun ikke lade være med at smile. Det var hende dog tydeligt, at det var noget som han havde prøvet før. Hun vendte blikket stille mod ham. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skulle sidde der som en anden dødbider. ”Det har du vidst prøvet før, kan jeg se,” sagde hun stilfærdigt. Ikke fordi at det var et kompliment som sådan, men vel en start på en samtale som hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle bygge op?

[Deleted]

Ayak betragtede stille det mørke vand på lige fod med hende, jo, det var snadleigt et smukt syn, et af naturens kunstværker. Han sukkede stille. Han ahvde sikkert også overreageret lidt.. Måske lidt meget, sådan at blive helt såret over at hun havde talt så strengt til ham, men på den anden side havde han jo også bare forsøgt at hjælpe hende igennem det her, og følge hende så godt han nu kunne, var det ikke blot at være så loyal som muligt? Sandheden var jo nok at han var for urolig for at der skulle ske hende noget til at lade hende tage afsted alene, så på det punkt havde hun ret, men det var nu ikke fordi han så hende som hverken svag eller stærk, hendes mentale og fysiske udholdenhed var ham ligegyldigt, hun kunne være den dygtigste kriger i verden, elller den mest skøbelige kvinde, han ville stadige ligge sig imellem hende og en direkte konflikt hvis han kunne få chancen. Hvorfor forstod han ikke ehlt. Hun var vel bare det menneskelige væsen der havde fprmået at ksubbe mest til alle hans fordomme, hun havde accepteret ham og givet ham en chance, sågar vist ham tillid, fremfor enden af et spyd som langst de fleste ville gøre det. Og for det skyldte han hende vel? For at give ham et formål, noget at foretage sig, udover blot at være skovens tavse vogter.
" Jo det ville være løgn at sige andet.. "
Svarede han stille på hendes ord, naturligvis havde han da prøvet at opstille bål sådan her før, han havde jo levet i skovene hele hans liv, så at skabe ild og varme var jo noget der nærmest lå i hans gener fra barnefod af. Ikke at der var noget galt i at hun sagde det, og hun havde jo også ret, så der var ikke noget galt der, han kunne forestille sig at hun måske lidt forsøgte at opbygge en eller anden form for samtale, så de ligesom kunne komme lidt bedre ind på hinanden end hidtil, hvor han vist mest bare havde besluttet at tavshed ihvertfald umuligt kunne nedkalde nogens vrede over ham.
Han betragtede stille månens reflektion i vandet, før han rakte ned i hans bæltetaske og trak noget op.
" Her, jeg fandt dem i buskadset, Jeg.. Jeg tænkte at du måske trængte til det? "
Sagde han stille og rykkede forsigtigt nærmere, så han var omkring en armslængde væk, og rakte hånden frem til hende. Han havde en god håndfuld blåbær, han havde fundet på en busk da han ledte efter brænde, han tænkte i sit stille sind at hun nok godt kunne trænge til bare lidt at spise, og få lidt energi tilbage.
Han så på hende et par øjeblikke, før hans blik gled tilbage på vandet, somom han blev distraheret af et eller andet derude, om end at hele søen stod ligeås dødstille som altid, faktisk var det nok ret tydeligt når alt kom til alt, han gjorde det for at undvige øjenkontakt, det måtte være en ret interesant oplevelse, at se et så stort og stærkt væsne som ham blive genert overfor en kvinde som hende, for genert til at give hende noget og se hende i øjnene.
Det var faktisk underligt for ham at være så tæt på en anden, når der nu kun var omkring en god meter imellem dem, som han sad der og kiggede på vandet og forbandede sin forlegenhed, og ventede på at hun tog for sig af den sparsomme føde han nu havde skrabet samme til hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en hård kvinde når situationerne måtte kræve det af hende, og sådan havde det altid været. Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde noget imod ham, for hun havde jo trods alt givet Ayak en chance af en grund. Han havde vist sig at være nyttig og det at han var taget med hende, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod. Det var bare hendes stolthed og stædighed som havde nægtet hende, at skulle tage det så tæt på sig, som det hun nu havde valgt at gøre det, for det var normalt slet ikke noget som hun gjorde. Et svagt smil passerede let hendes læber som hun nikkede.
”Det er noget som du kan lære videre til mange i byen, Ayak. Der er faktisk ikke mange som formår at lave det perfekte bål,” fortalte hun ærligt. Hun havde selv levet mesteparten af sit eget liv i skoven. Hun havde aldrig haft en blød seng at sove i, selvom hun var royalt født. Igen, så var det heller ikke noget som hun kunne drømme om at fortælle ham, for hun ville ikke behandles anderledes end det som faktisk måtte ske lige for øjeblikket. Slet ikke!
Tiyanna var nu faldet en anelse til ro. Havde hun været her alene, så havde hun slet ikke holdt nogen hvil, men igen, så var hun slet ikke vant til de følelser som hun nu måtte brænde inde med på denne her måde, for det var virkelig, virkelig en frygtelig intens fornemmelse som hun måtte sidde igen med!
At han havde fundet føde til hende, var noget som faktisk måtte forundre hende meget! Hun formede hænderne som en skål og lod bærerne falde dertil, hvor hun lod blikket falde til dem. Blåbær var noget af det som hun holdt mest af, men det var desværre ikke noget som man så meget til i Imandra længere. Det land var virkelig ikke hvad det havde været, og i hendes øjne, så var det virkelig også synd.
”Ved du hvor få der er af dem i Imandra?” spurgte hun stilfærdigt, som hun vendte blikket mod ham. Hun fik enkelte i munden, hvor hun knuste dem mod sin gane med sin tunge. Det var virkelig noget af det bedste som naturen kunne bringe dem, det var i den grad hendes mening omkring det søde bær. At hvile og få fyldt maven bare en smule, var i den grad også noget som var tiltrængt! Hun lukkede øjnene stille og med en næsten nydelse i ansigtet, for hun elsket det virkelig! Hun vendte blikket stille mod ham. Hun skyldte ham en undskyldning og det var noget som hun var udmærket godt klar over i den anden ende. Specielt for alt det som han havde gjort. Skrøbelig var hun ikke, men den bedste kriger, var hun i den grad heller ikke. Hun var bare.. smart og eftertænksom et sted. Hun sukkede stille og vendte blikket tilbage mod vandet. ”Ayak..?” spurgte hun stile, som hun igen vendte sig mod ham. Denne gang en anelse spørgende.

[Deleted]

Ayak betragtede stille det mørke vand. det var svært at afgøre om vandet var mørkt og på en eller anden måde ksræmmende, eller om det mon var krystalklart, her i mørket, i dette land, faldt alting tilsyneladende sammen i skyggerne på en eller anden lettere ubehagelig måde, somom der hele tiden var nogen, eller noget der kiggede på en, somom man hele tiden så en skygge i sin øjenkrog, en bevægelse, et pust igennem buskenes blade, en raslen af tørt græs, men han opfangede intet, der var ingen fært i luften, intet faretruende omkring dem. Han øre lyttede intenst, men igen var der ingenting, kun.. Kun dem, det føltes nærmest unaturligt, somom hans sanser var blevet sløve, og han ikke kunne opfatte noget der foregik mere end et par få meter væk, somom noget slørede dem og hans indre blik.
Han blev revet tilbage til virkeligheden af en stemme, igen en blid og behagelig stemme at lytte til. Han vendte langsomt sit store pelsede hovede imod Tiyanna igen og gengældte hendes blik, nok ligeså spørgene som hende selv.
" Tiyanna? "
Spurgte han stille, ligesom for at vise at hun ahvde hans opmærksomhed. Hvad var det mon hun ønskede af ham? Hun ville vel forhåbentligt ikke forsøge at skille sig af med ham igen, for det burde hun vel snart have indset ikke kom til at ske, ligemeget hvordan hun vendte og drejede det så blev han jo nok hængende, ja nærmest som en hund og dens mester, han havde ikke tænkt sig at stikke halen mellem benene før han vidste hun var i sikkerhed, og hun havde for øvrigt slet ikke noget at skulle have sagt i den sammenhæng. Hendes utallige forsøg på at overbevise ham om at det intet med ham havde at gøre og at han godt kunne vende om havde ikek båret frugt, og det ville de nok aldrig, selv nu hvor han var så langt væk fra sit hjemmevante terrain, og pludseligt fandt sigselv i et land han ikke stolede på, et land han meget, meget sjældent havde sat fod i, sad han stadig ved hendes side, klar til at gøre hvad der nu måtte gøres.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var virkelig præget af sin egen følelsesmæssige side for øjeblikket, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun decideret ønskede, at skulle lade gå ud over ham. Hun ønskede ham slet ikke i nærheden af sig, når hun var som hun var for øjeblikket. Det var slet ikke noget som ville hjælpe hende en skid, specielt ikke når hun følte, at hun konstant skulle stå som den leder som hun var, også selvom denne sag var noget som lå hende frygtelig nært til hjertet og som intet andet overhovedet. Hun ønskede mest af alt, at klare dette alene, også selvom hun vidste, at Ayak var i stand til at trække i tråde som hun ikke ville være i stand til selv. Hun blev ganske kort revet ud af sine egne tanker, som hun hørte ham henvende sig til hende, hvor hun blot vendte blikket direkte mod ham.
”Jeg ved godt, at det måske kan lyde en anelse dumt, men.."” Hun sukkede stille og rystede så endelig på hovedet. det kunne da ikke passe, at det skulle være sådan her! "Hvorfor valgte du at.. tage med mig? I udgangspunktet? Jeg mener.. det er ikke fordi at jeg fortryder! Slet ikke! Jeg... er bare nysgerrig.. Hvorfor vælge det liv i skoven kontra alt det andet som er at vælge imellem?" svarede hun roligt, og med et sigende hævet bryn, uden at tage blikket fra ham, blot for at vise ham at han havde hendes fulde opmærksomhed. Ja, lige for øjeblikket, var hun virkelig ude hvor hun ikke kunne bunde, men også ganske nysgerrig af sig. Ayak havde fascineret hende allerede fra starten af, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Hun sukkede dæmpet og rystede så endnu en gang på hovedet. Hun gjorde vel bare ret i at skulle tage ham med sig? I tilfælde af, at det faktisk skulle ende med at gå galt i den anden ende? Det var jo et sted også noget af det som hun frygtede, og så ville der jo heller ikke være nogen til at tage over derfra hvor de måtte slippe og det var da også noget af det sidste som hun ønskede skulle ske på nogen som helst måde overhovedet! Hun sænkede hånden roligt og med blåbærene stødt hvilende der. Næsten som hun for denne korte stund også måtte glemme at spise lidt af det, for det var virkelig en delikatesse som man yderst sjældent fandt i Imandra selv. Hun vendte blikket endnu en gang mod søen, også selvom hun i den grad var opmærksom på hendes store ven som måtte sidde ved hendes side. Hun var jo slet ikke i tvivl om at han ville hjælpe hende, også selvom hun ikke var meget for det, så var hun ham i den grad også taknemmelig for det.

[Deleted]

Ayak så stille på hende, letterede fortumlet over hendes pludselige, lettere mystiske spørgsmål. Det var i grunden også noget han ofte selv havd etænkt over, mena ldrig noget han egentligt sådan var kommet op med et svar til. hvorfor havde han egentligt gjordt det? Var det blot hans egen vilje til at leve som han altid havde gjordt det der tilsidst havde givet ham det påkrævede skub til at han kunne tage chancen for et liv der ikke nødvendigvis blot ville være en somt? Et liv hvor han kunne kende andre? Et liv hvor han rent faktisk igen havde en social rolle i en elelr anden form for socialt hieraki, og hvor han ikke blot, bogstaveligt talt, var en ensom ulv der strejfede omkring og bevogtede sit territorium.
Han vendte sit blik udover vandet, man kunne tydeligt se tvivlen market i hans store ansigt, der var lagt i tænkende folder.
" Mit folk havde engang en tradition, for mange, mange år siden. "
Begyndte han stille og vendte sit blik mod ilden, hans blik fjernt, som han så tilbage på sit for længst uddøde folk.
" Når fremmede kom til skoven iagtog vi dem. Vi bad dem sende en repræsentant, som skulle leve iblandt os. Ikke som et offer, eller en slave, nej han skulle kunne se os, han skulle forsikre de fremmede om at vi ikke ønskede dem ondt, og han skulle lære at forstå os. Samtidig ville vi fra ham lære om de fremmedes intentioner, og hvad de vilel bringe skoven, det værende ulykke eller glæde. "
Fortalte han stille, imens minderne dansede for hans blik. Hvad han dog ikke ahvde set af sælsomme væsener i sin tid, dengang han blot var en hvalp, et simpelt barn der endnu ikke forstod sig på ondskab i verden som man kender det idag.
" Nogle folk kom med fred, og blev iblandt os i mange generationer, legenderne siger sågar at det var sådan vores slags startede, som hybrider, blandinger af folkefærd der var mødtes i skoven. Vi lærte fra dem, og de lærte fra os. Nogle var onde, og ønskede kun deres egne selviske drømme opfyldt, dem frodrev vi fra skovene, så deres egoisme ikke ville forurene jorden. "
Sagde han stille, og fortsatte sin fortælling, sælsom som den var. Det var svært, selv for ham at finde hovede og hale i hvordan tingene hang sammen.
" Jeg er det sidste minde der er tilbage om det folk, og den kultur. Nu er det min pligt at være den mand der slutter sig til det fremmede folk, så jeg kan føre mindet om mit folk videre. Min eneste drøm er, at mindet om dem ikke må dø med mig, men bæres videre hos jer, hos dig og dit folk, når i en dag vil forlade skoven for at indtage jeres retmæssige plads i de åbne lande. "
Fortsatte han stille, og vendte langsomt blikket op, som han vendte tilbage fra sin rejse tilbage i tiden til sin stamme. Hans øjne skinnede let, en person med et godt falkeblik ville sågar måske påstå der var hentydninger til tårer i hans øjne, som han mindedes hvordan alt han havde, hele hans folk, hver en ven og broder, søster, alle var blevet taget fra ham.
" Jeg vil hellere dø for en som dem, og blive båret videre i dit hjerte, end jeg vil leve for evigt, alene og uden håb. "
Afsluttede han stille, og blinkede et par gange. Det var tydeligt at det var hårdt for ham at skulel tænke på fortiden på denne måde, på alt hvad han havde mistet, og det var i disse øjeblikke han følte alting var allermest håbløst. Var det mon det? Var hans fremtid blot som et minde? Alt hvad han havde gået igennem, for at ende som en historie? Et ensomt monument i legenderne om disse lande? Smerten lyste nærmest ud af ham, som han sad tilbage, tavs, med et blik vendt imod ilden, det var ikke meget vildt og farligt monster der var over ham lige nu.
" Jeg.. Jeg vil holde vagt, de burde hvile dem, frøken Tiyanna. "
Sagde han lavmeldt, som han rejste sig fra bålet og langsomt trådte væk, lænte sig imod et træ, et stykke derfra i nattemørket, og stirrede imod månen, så utroligt sorgfuldt. Han følte sig svækket, som hans facade var blevet brudt, og han midlertidigt havde ladet sig blotte, hand hjerte åbent fra hans bryst, sårbart og uden beskyttelse.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var normalt heller ikke den som bare brød frem med sådanne spørgsmål, men hun måtte vide, at hun havde taget ham med af de rette grunde. At hun havde åbnet landsbyens porte for ham på det rette grundlag og at han i den anden ende, ikke bare var en mand som var der for at spionere eller noget lignende, for livet i Imandras skove, var bestemt heller ikke nemme, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert! Hun blev siddende og lyttede til hans ord, for hun gik selv ekstremt meget op i respekt og accept. At han jo så gerne ville åbne for hende og fortælle noget som sikkert også måtte ligge så tæt til hans eget hjerte, var noget som hun tydeligt kunne føle og fornemme på ham. Hovedet lod hun søge ganske så let og stille på sned, selv uden at afbryde ham på noget tidspunkt. Hans store pelsede skikkelse havde ikke direkte skræmt hende, også selvom tanken om at hun havde været så tæt på at sætte en pil i hans bryst, var noget som også et sted.. morede hende?
Hans folks færd var en som hun slet ikke kunne forstå sig på. Hun havde aldrig nogensinde hørt om dem før og hun var efterhånden ganske med hvem og hvad der måtte leve i de forskellige lande, for det var jo en viden som hun var nødsaget til at skaffe sig og finde, også for at finde ud af hvad hendes kære far på tronen kunne finde på at bruge imod hende. Hun var jo altid på vagt, hun kunne aldrig hvile eller noget som helst. Hvem ved..? Måske at det ville ændre sig på et tidspunkt? Hun håbede det da om ikke andet.
Hans historie var.. utrolig, set i Tiyannas øjne. Hun havde slet ikke regnet med at den store Ayak faktisk var en mand som var så meget præget af fortid og sine følelser, selvom.. ja, hvad skulle hun da egentlig sige? Hun havde spurgt om det som hun havde ønsket at få sig et svar på og det havde hun i den grad også fået, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert. Hun nikkede som han gjorde sin fortælling færdig. ”Det gør mig ondt, Ayak.. At der ikke er flere tilbage af jeres slags.” I hendes øjne, så var det kun tydeligt at se og fornemme, at de var et misforstået folkefærd, hvilket et sted også kunne gøre hende en anelse irriteret? Det var ikke fordi at hun sagde noget til det, for det var der vel heller ikke nogen grund til i den anden ende? Hun trak vejret dybt. ”Jeg kan allerede nu fortælle dig, at du har fået en ganske særlig plads.. Du er noget særligt.” Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville lyve for ham, for det ville hun jo slet ikke få det mindste ud af om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare den rene sandhed om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
At Ayak direkte måtte bede hende om at hvile, var nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til, for hun vidste skam også at han havde ret i den anden ende, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst når det endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede stille, som hun lagde sig ned. Kappen valgte hun at lægge om sig som et tyndt og slidt tæppe. Det var jo heller ikke fordi at byen havde særlig meget at skulle leve af når det endelig måtte komme til stykket og hun satte jo altså dem længe før hun satte sig selv, hvilket var noget som hun havde gjort igennem stort set hele livet. At se ham bare rejse sig og sætte sig længere væk fra hende. Hun kunne tyde sorg når hun så den. Et sted så var det en tanke som morede hende og et sted så gjorde det.. ondt? At have racer fra alle landene i sig, var heller ikke nemt altid! Hun sukkede stille og satte sig op, idet hun roligt bevægede sig hen mod ham. Han var en god mand, det var noget som hun allerede nu havde fundet ud af. Kappen viklede hun af sin egen krop, kun for at lægge den over hans store skuldre i stedet for, selvom den ikke dækkede særlig meget, så var det vel tanken som talte? ”Må jeg hvile.. her?” spurgte hun sigende og med et let hævet bryn. Han havde åbnet for hende, så.. kunne hun vel også åbne lidt op for ham?

[Deleted]

Ayak havde stille sat sig og givet sig hen til sine egne tanker. Det var dog svært for ham at fokusere på ét emne af gangen, for der var så mange ting der gik igennem hovedet på ham på en og samme tid. Han havde i mange år forsøgt at ligge det hele bag sig, at overbevise sigselv om at fortiden bare var fortiden, men det fungerede bae ikke for ham, han kom ingen vejne med den indstilling, det skbate højst blot langt mere sorg at forsøge at skubbe de smertefulde minder ud af hans hovede. Han liv i isolation og ensomhed havde om muligt kun gjordt ham lidt gavn, og han fungerede ikke nødvendigvis ret godt i et større social miljø, som det han var blevet en del af nu, men han forsøgte da at blive en del af samfundet, og han arbejdede udelukkede for deres skyld, og for at beskytte dem imod mørket der langsomt krøb nærmere og nærmere grænserne til skoven. Ayak kendte ikke meget til hvordan alting foregik uden for skovens kanter, og han kendte stortset intet til alle de systemer og kongeriger der konstant lå og gned skuldrende imod hinanden, i skyggen af angst og grådighed dag ind og dag ud.
Han løftede blikket, overrasket over at blive trukket ud af sin egen lille verden da han pludseligt hørete Tiyanna's velkendte stemme nær sig, og den lette følelse af kappen der blev lagt over ham, ikke at det var til megen nytte, da det langt fra var hans størrelse, men det var en sød gestus, der varmede af sigselv, og det var nu ikke fordi han frøs i forvejen, hans pels var behageligt lun.
" Naturligvis, frøken Tiyanna. "
Bød han stille og rokke lit så hun også kunne sidde op af træet, og for at sikre sig at han ikke fyldt for meget, han vilel helst ikke risikere at bryde nogle intime grænser og sådan når hun nu kom hen til ham, og ´kunne sagtens forstå hvis hun gerne ville være tæt på sin vagt, men ikek nødvendigvis for tæt. Dog var det ikke fordi han ikke selv ønskede hende nær.. Det var en lidt tricky og svær situation at finde ud af, for han kunne som sådan godt lide Tiyanna.. Meget. Han ville da lyve hvis han sagde at han var gået med på denne rejse for andre grunde end at holde lige netop hende i sikkerhed, og han var villig til at kaste sig ind i en storm af pile om han måtte. Det var svært at forklare, det var bare noget ved hendes venlighed, hendes skønhed, alle de ting kombineret der gjorde ham langt mere tam end han ahvde været i mange, mange år.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At Ayak pludselig måtte sidde med en masse i tankerne, var noget som hun næsten kunne fornemme. Hun var bare nødt til at vide det, så hun også vidste hvad hun havde at skulle forholde sig til, for det var noget som hun var nødt til. Som leder for den form af gruppe som hun nu måtte stå som leder for, så var det jo kun nødvendigt, at hun vidste hvilke former for redskaber og våben, samt mænd som hun kunne regne med. Det var ikke et nemt liv som hun havde valgt sig, men efter at det var gået fuldstændig galt for hendes liv i Procias, så havde hun jo faktisk kun Imandra at vende sig mod og den måde som hendes ’kære’ far måtte køre det hele på, var slet ikke noget som hun fandt sig i! Kunne hun ændre det, så gjorde hun det selv med den største glæde! Men lige nu var det ikke de ting som hun havde brug for at tænke på, det var hvilen for den var hende efterhånden også nødvendig. Det var faktisk sjældent at hun fik lov til at slappe af i det hele taget og det var heller ikke en tanke som behaget hende det mindste. Hun skød den tanke ud af hovedet, som hun sendte Ayak et svagt smil.
”Udmærket,” sagde hun roligt, som hun roligt satte sig ned ved siden af ham. At han måtte holde vagt, var bestemt heller ikke noget som hun havde det fjerneste imod når det endelig måtte komme til stykket, for det gjorde det virkelig ikke. Det lettede hende bare, at det var en pligt som hun kunne kaste lidt hen på andre end at påtage dem selv. Græsset under hende udgjorde en fantastisk form for madras, specielt når det måtte komme til det som hun var vant til, hvor hun kun havde et tæppe på den kolde jord. De havde jo ikke meget at skulle gøre godt med, selvom det var en tanke som hun direkte måtte hade, for folket havde brug for muligheden til at gøre det så godt, som det nu måtte være dem muligt. Hun ønskede jo faktisk at skænke dem en tilværelse som var et liv værd, selvom det virkelig ikke var nemt for hende! Et fredfyldt suk gled roligt over hendes læber, som hun stille måtte falde til ro. Hun trak vejret let og dybt, som hun nærmest måtte glide hen i en eller anden mærkværdig form for søvn. En anelse urolig, for hun var slet ikke vant til den mulighed for hvile på nogen måde. Hun gled tydeligt mere og mere ind i en søvn, hvilket i den grad også var utrolig tiltrængt for hendes vedkommende!

[Deleted]

Ayak sad blot stille og betragtede Tiyanna som hun gik til ro ved hans side. Han ser der, nærmest som en vagthund, og beskyttede hende fra hvad end der mon kunne finde på at gemme sig i skoven omkring dem, selvom det tilsyneladende var begrænset, hans sanser opfangede ihvertfald ingenting. Han betragtede stille Tiyanna som hun lå der og puttede sig i græsset. Han ville ønske han havde mere at tilbyde hende end det. Han trak stille kappen fra sine skuldre, og lagde den blidt over hende, om ikke andet så for at give hende en smule mere varme end hun da havde nu. Han lod forsigtigt en af sine pelsede, bløde fingre stryge over hendes kind med et blidt suk til følge. Hun var så smuk, og det gjorde ham trist at se hende ansigt så uroligt og sorgmodigt som hun lå der og ellers burde slappe af. En ting var denne her flok mennesker i ksoven hun passede på, men han kunen sværge at der var noget andet der plagede hende, hvis han dog bare viste hvad..
Timerne gled langsomt forbi, men det blev hverken mørkere eller lysere, det var faktisk umuligt at afgøre præcis hvor meget tid der gik. Ayak blev langsomt mere dvask og træt som tiden gik. Langsomt lod han sine øjne glide i, og sukkede let, der var stadig ikke skyggen af liv omkring dem, der var så stille.. Så ufatteligt stille..
Der lød en lavmeldt plasken i nærheden, det var sikkert bart en frø eller en tudse der lige gav lyd fra sig, tænkte Ayak, og skubbede det til side. Det blev ved, og den milde boblen og sjasken blev nu langsomt mere lydhørt. Han missede et par gange med øjnene, og så frem på søen.
Hans hjerte satte med det samme i galop i rædsel, det var derfor der havde været så stille, og derfor han ikke kunne mærke nogens nærvær! Foran ham, langsomt stigende op fra søen foran ham stod intet mere end fire væsner, hvad de var var svært at afgøre, de så forfærdelige ud, og de stank af råd, påklædning, hud og andet hang blot løst fra dem, og deres øjne stirrede tomt i hans og Tiyanna's retning. Han farede med et brøl på benene og løb frem imod dem, og sandeligt ikke også om hans voldsomme sving med sine kløer flåede den over på midten. Der lød kvalmende knasen af halvrådne knogler, men det var nu det gik op for Ayak hvilken fælde han var blev lokket i.
" TIYANNA! "
Råbte han af sine lungers fulde kræft. Han var trådt ud i vandet, og det var hans største fejl. Han kunne mærke stremme greb omkring hans ankler, der lå meget andet end halvrådne lig på lur i det mørke vand, og han kunne ikke rive sig løs, imens han blev tvunget ned.
ud af mørket imellem træerne bagved Tiyanna trådte en gruppe af kutteklædte mænd frem, hurtigt, men elegant som skygger skød de frem, og omringede hende. Sorte, magiske reb skød frem fra deres lange, mørke ærmer og greb vildt om hende.
" NEJ! TIYA-Hngh..- "
Lød det fra Ayak, før hans råb blev kvalt, og langsomt blot blev til en lav klynken, som en hund der er skræmt. Et spyd blev tvunget ned igennem hans mellemgulv, og låste han fast i mudderet, af en anden kutteklædt person. En arm var strakt desperat frem imod Tiyanna, imens hans øjne langsomt gled i, og hans klynken hørte op. I mange lange sekunder var der helt stille, kun Tiyanna lod til at give lyd fra sig, imens de kutteklædte mænd blot stod der, som statuer, og vandet blev stille.

" Der er sendt bud efter dem, prinsesse. "
Lød en hæs, væmmelig stemme under en hætte, i det en døds engel landede nær dem alle, tydeligvis ham der skulle levere varen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde ikke ladet nogen som helst vide, at hun faktisk var kronprinsesse af Imandra og det var et valg som hun havde taget bevidst. Hun ønskede ikke at folk skulle tænke på hende som de tænkte på hendes far. Nok havde manden ikke haft nogen betydning i hendes liv, for han havde jo aldrig været der! Udelukkende af den grund, så gik hun egentlig automatisk ud fra at hendes mor havde valgt at føde hende langt væk fra den mand med fulde bevidsthed. Ikke fordi at det var tanker som hun gjorde sig i øjeblikket, som hun var gledet i den tunge søvn. For hendes del, så var det at hvile når muligheden bød sig, for det var bestemt heller ikke ofte at det var en mulighed som tilfaldt hende på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun havde taget ekstremt meget ansvar på sine skuldre, folk forventede ekstremt meget af hende og hun gjorde virkelig alt det som var hende menneskelig muligt, netop for at opnå de forventninger som de havde til hende, selvom det bestemt heller ikke var en nem opgave! Ayak passede på hende i øjeblikket og det var også den eneste grund til at hun valgte at give efter for en nødvendig og tiltrængt søvn. Nok var den urolig, for det at hvile.. ja, hvordan gjorde man egentlig det? Hans strøg over hendes kind, var noget som fik hende til at smile bare ganske let. Det var rart med nogen som faktisk kunne vise omsorg for hende på denne her måde, for det var slet ikke noget som hun havde oplevet i flere år. Det gjorde hende faktisk.. rolig.
At timerne måtte gå, lagde hun end ikke mærke til. Hun lå mildest talt i den tungeste søvn og bare.. slappede af, hvilket var noget som hun virkelig måtte nyde af! Lyden af vand, knæk og alt det andet, var først noget som hun lagde mærke til, da Ayak direkte måtte fare op med et brøl, hvilket var noget som direkte rev hende ud af den sovende tilstand. Hun satte sig hurtigt op, selvom hun var fuldkommen desorienteret! Hun kunne jo ikke finde ud af hvad pokker der foregik! At Ayak måtte råbe hendes navn på den måde, fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Hvad pokker skete der?!
”AYAK?!” kaldte hun med en fast tone, idet hun fast trak sit eget sværd. Hvor han var henne, kunne hun ikke rigtigt se, som hun blev omringet af de sorte skygger. Hun missede tydeligt mistroisk med øjnene, selvom der ikke var meget som hun kunne stille op, idet at hun blev omringet af magiske mørke reb som lagde sig stramt omkring hendes krop – mere eller mindre fuldkommen, så hun knapt kunne røre sig! Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre mod hendes bryst, idet hun kæmpede en fast og næsten desperat kamp for at få dem af. Noget af det værste som hun vidste, var at blive holdt så fast, at hun ikke kunne bevæge sig. Det efterlod hende med en mindre form for panik og det var bestemt heller ikke behageligt! Blikket gled hurtigt mod søen, som hun kunne skimte hans skygge. Hendes hjerte slog virkelig for vilde heste mod hendes bryst. Hun begyndte at vride sig og endda så meget, at hun fik overbalance og røg direkte ned i det kolde græs.
”N-nej… Slip mig så!” hvæsede hun fast, idet hun vendte sig mod den mørke skikkelse som var kommet til syne. Hun bed sig let i læben som han kaldte hende ’Prinsesse’. Det var en tanke som kun efterlod hende med et forfærdeligt ubehag. Inkarno havde noget med dette at gøre, det var hun overbevist om! At det jo så skulle gå ud over Ayak, var slet ikke en tanke som hun fandt sig i! Han havde for pokker ikke gjort noget som helst, andet end at trodse sig hendes ordre og fulgt med hende. Hun vendte blikket mod søen endnu en gang og med en tydeligt langt mere bekymret mine. ”Inkarno..” vrissede hun dæmpet som hun igen så mod skikkelsen. ”SLIP MIG FRI!”

[Deleted]

Dødsenglen fnøs, og ligeledes lod det ikke til at de mange kutteklædte skikkelser omkring hende lod til at reagere på hendes råben, skrigen og hvæsen. Hun var ude af stand til at foretage sig noget somhelst, og hun kunne ikke yde modstand af nogen art. Døds engel trådte uanfægtet hen til hende, og samlede hende kort for hovedet op, og nu fik så, som hun blev klemt i hans arme, rigtig lov til at nyde synet af ayak der lå halvt i vandet, halvt på land, med spyddet stikkende igennem hand mellemgulv, hans øjne stadig halvt åbne, bevidstløst stirrende frem imod hvor hun havde ligget. Det ellers så sorte og mørke vand begyndte at få en rød kulør, og så satte dødsenglen af, og begyndte en rejse tilbage til det land han var blevet sendt fra, Imandra.

//out

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det gik hurtigt op for Tiyanna, at hun ikke kunne gøre noget som helst for at slippe fri. Så længe som hun havde holdt til i Imandras skove, så havde hun aldrig oplevet det, at der var en situation som hun ikke havde været i stand til at komme ud af! Hun kneb øjnene fast sammen og vendte blikket op mod dødsenglen. At dette måtte se sort ud for hendes vedkommende, var allerede gået op for hende, men hun kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, uanset hvor meget hun faktisk lystede bare at komme hjem. Hun var kvindelig og hun var menneskelig, så denne situation var virkelig noget som faktisk måtte skræmme hende, selvom hun var en hård og selvstændig kvinde. Hendes hjerte hamrede som intet andet mod hendes bryst, idet hun blev hævet op i dødsenglens arme. Blikket gled direkte mod Ayak, hvor hun endte næsten helt askegrå i ansigtet over at se ham i den tilstand. ”Ayak..” Hendes stemme var direkte dæmpet, idet at dødsenglen måtte sætte af fra jorden og bringe hende tilbage i retningen af Imandra.

//Out