What goes around..

[raphael]

Denne kvinde virkede noget så dominant og stærk, både af krop og sind, noget som vel et sted også måtte tiltrække Raphael? For det betød jo at hun måske også selv kunne bruges? Han var jo faktisk åben for forslag, for han havde lige mistet sin herre, selvom at det jo faktisk var hans egen skyld, foruden at han ikke rigtig kunne se problemet, men sådan var det jo nu engang. Han så ikke væk fra hende på noget tidspunkt, for nok var han normalt folk underdanig, men selv en person som ham måtte tage sine forholdsregler. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Jeg er vant til slid og slæb, det er det eneste jeg kender til.. men tag det ikke ilde op, frøken Tiyanna.. jeg er ikke manden der kæmper for frihed, jeg kæmper kun for én person; min herre,” fortalte han sandfærdigt, for han så ingen grund til at lyve overfor hende ved sådan en simpel ting. Han frygtede ikke særlig meget, et sted frygtede han vel kun at stå alene og uden nogen herre? Et sted var det jo faktisk et sølle ønske, for hvem gad, at slide og slæbe hele sit liv? Men det var jo faktisk havde han havde gjort, så det var hvad han var vant til, derfor ønskede han det ikke anderledes, selvom han godt nok ikke kendte til Inkarno, men hun fik ham til at lyde som en forfærdelig og streng mand, men de folk havde han haft mange af som hans egen herre og det havde ikke kun været mænd men også kvinder, lidt hen ad vejen som hende, dominante og bestemte, hårde og konsekvente.
Raphael lod hende blot pakke buen væk, hvor han selv bandt sit sværd fast til hans stofbælte igen, så det hang trofast ved hans side, inden han igen vendte blikket mod hende, hvor han stod og tænke kort og tavst over hendes ord. Skifte holdning? Han kendte jo ikke nogen andre veje han kunne gå, han kendte jo ikke andet end det som han var vant til. ”Jeg ved ikke.. jeg er ikke vant til andet,” fortalte han stilfærdigt og trak svagt på den ene skulder, imens han så tænkende på hende.
Som Raphael rakte hende kappen blev hans overkrop også blottet igen, så man tydeligt kunne se de mange piskeslag og ar efter andre straffe, som han havde taget med sig i livet, et tegn på at han var vant til lidt at hvert, vant til slid og slæb, som hun nærmest måtte forbinde med noget dårligt. ”Jeg er vant til lidt af hvert,” fortalte han sandfærdigt, hvor han endnu engang trak på skuldrene som betød det ingenting. Dog måtte han blive forundret over hendes ord. Skulle han tage med hende? Følge efter hende og til hvor hun så end måtte opholde sig? Det lød til at Imandra var blevet en stor kampplads. En kamp mellem regeringen og befolkningen, og han var sådan set ligeglad med hvem som vandt, for han skulle vel egentlig bare finde sig en ny herre? Det var jo faktisk det eneste som betød noget for ham. Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes ord. ”De kunne godt bruge.. en som mig?” gentog han en anelse skeptisk, som han roligt trådte hende nærmere, nærmest som om at han ville følge efter hende. Hun kunne bruge ham? Ville hun være hans nye herre? Han så lettere afventende på hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Livet som en slave, var nu aldrig noget som Tiyanna kunne sætte sig direkte i, hvis hun ellers kunne blive fri. Hun var en leder uden lige og endda for en større gruppe af mennesker, men det var jo heller ikke altid fordi at det var nemt, så det at kunne få en hjælpende hånd i tide og utide, var bestemt heller ikke noget som hun ville sige nej til. Noget som hun kunne lægge lidt af byrden over på, uden at virke svag i den anden ende, for den byrde var efterhånden ved at tunge hende frygtelig godt ned og det var noget af det sidste som hun måtte ønske sig på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Og hvad så hvis din Herre, kæmper for friheden?” spurgte hun stilfærdigt. Det var vel helt op til den mand som han måtte klynge og klamre sig til i den anden ende? Måske at hun var en hård og konsekvent kvinde, men hvis han var den type mand som underkastede sig på den måde og som det rene ingenting, så var det så sandelig heller ikke hendes skyld. Hvis han var slagsen som måtte bruge og ønskede en Herre, så hvorfor ikke bare give ham en? At han måtte binde sværdet til sin side, var noget som kun gjorde hende den anelse mere rolig end før, for det så heler ikke ud til at det var noget som han havde i sinde, at gøre brug af, så selvfølgelig var det noget som måtte gøre hende tydeligt tilfreds i det store og hele. Hovedet søgte let på sned igen. ”Det lyder jo næsten som, man skulle vise dig hvordan livet her omkring egentlig er.. Hvad Inkarno har gjort.. og hvad han har gjort mod potentielle herrer for dig,” påpegede hun med et let træk på skuldrene. Den mand var virkelig så forfærdelig som han lød som. Om ikke værre end det!
At hans krop måtte være fyldt med diverse piskeslag, var noget som faktisk måtte påvirke hende selv, selvom det var noget som skete i det stille indre. Et sted så havde hun alligevel meget af den gamle procianer i hende, for det var også det som gjorde, at hun faktisk turde risikere livet på denne her måde. Han var da tydeligt vant til lidt af hvert, det var da noget som hun udmærket godt kunne se i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham, efter at hun havde ladet det vandre over hans krop. Ikke fordi at hun var betaget af den, men også fordi at hun faktisk blev påvirket af, at han måtte se sådan ud.. så pisket og tæsket og det var noget som hun virkelig følte synd for.. dog stadig i det indre. Hun var nødt til at stå stærk, ellers havde hun da virkelig et kæmpe problem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. At han måtte være tydelig skeptisk til hendes forespørgsel, var noget som hun udmærket godt kunne se. I sig selv, så var det heller ikke fordi at det var noget som hun spurgte alt og alle om, men lige denne mand.. Han kunne i den grad godt bruges. De helt mørke øjne hvilede fast på hans skikkelse. ”Hvem kunne ikke bruge en slave som dig, Raphael?” I sig selv, så var det ikke for at nedgøre ham eller noget som helst, for det var faktisk ord som hun måtte mene i sit ramme alvor på denne her måde. Armene slog hun let over kors igen og uden at se væk. ”Jeg har brug for en som kan lette min frygtelige tunge byrde bare en smule, som du har brug for en at rende efter.. det passer da udmærket godt sammen, ikke?” påpegede hun stilfærdigt.

[raphael]

Livet som slave, var noget som Raphael var vant til. Han var vant til at blive kostet rundt med, for han havde både haft hårde og konsekvente Herrer, men han havde også haft de mere mild, der faktisk måtte værdsætte hans arbejde, for han knoklede hårdt for at være den bedste, han var om man troede det eller ej en perfektionist uden lige og halvt var virkelig ikke godt nok! De isblå øjne søgte roligt til hendes, hvor han trak svagt og tænkende på den ene skulder. ”Jeg kæmper for min Herre, kæmper min Herre for frihed, så kæmper jeg for at beskytte min Herre,” forklarede han roligt. Han var faktisk en utrolig trofast slave, foruden denne gang, for nu var han faktisk på flugt fra sin tidligere Herre, så det var jo faktisk ikke fordi at han havde været manden så loyal igen, men på den anden side, hans Herre havde været en gammel gris, der havde haft alverdens kvinder, hvor han selv havde elsket med sin Herres hustru, så han så egentlig ikke problemet, men at trodse sin herre var jo til gengæld ikke en god ting, hvilket han også vidste, men hans tidligere herre var virkelig også én af de få som han ikke havde brudt sig om. ”Kongen kræver måske meget, men jeg er vant til lidt af hvert,” forklarede han stilfærdigt, som han endnu engang måtte trække svagt på skuldrene. Han havde aldrig været slave for en kongelig, men mange adelige, så han var vant til lidt af hvert, for han havde haft mange hårde herrer.
Det var tydeligt at denne kvinde måtte være en leder, for det sagde hendes attitude virkelig alt om! Det gjorde ham dog intet, for hun var godt nok yngre end ham selv og han havde aldrig haft en herre der var yngre end ham, men det var tydeligt at hun var fast og målrettet, hun vidste hvad hun ville have og det var noget som faktisk tiltalte ham. Hendes blik sagde ham virkelig det hele, for det var tydeligt at hans krop og hans mange straffe måtte påvirke hende; noget han kunne læse i hendes blik. Hendes ord kunne måske tolkes som både godt og ondt, men han valgte faktisk at tolke det som noget godt, for hun virkede ikke til at være typen der hånede og nedgjorde en person hun ikke kendte det mindste til og hun vidste jo faktisk ikke hvilken fortrinlig slave han faktisk var. Han gned sin skæggede hage ganske let og overvejede tydeligt hendes ord. Hun kunne bruge en slave? Og han kunne jo faktisk godt bruge en ny herre. ”Det gør det,” istemte han stilfærdigt, som han roligt begyndte at gå tænkende imod hende. ”Men.. slave er ikke min ene profession,” fortalte han roligt, ”Jeg har været tjener.. beskytter..” Han gik roligt om bag hende, hvor han lod sin ene hånd glide langsomt og nærmest kærtegnende ned over hendes mave og mod hendes hofte. ”Og tilmed elsker,” endte han i en hviskende og nærmest forførende tone mod hendes ene øre. Han var jo selv nymfe, bare en mere ond version, hvor hans isblå krystal der måtte hvile omkring hans hals, faktisk afslørede hans race, hvis det da var noget som man lagde mærke til. ”Noget du kunne være interesseret i?” spurgte han roligt og lettere afventende, hvor han denne gang hentydede til det hele, hvor han blev stående bag hende med hånden hvilende mod hendes hofte, indtil hun valgte at afvise ham, for han vidste faktisk ikke hvad hun ville bruge ham til.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste udmærket godt, at hun ikke var særlig gammel, selvom det dog ikke ændrede på det faktum, at hun vidste hvad hun ville have og hvordan det skulle være. Hun var en meget konsekvent og bestemt kvinde, selvom det alt i alt, virkelig måtte være hende et kæmpe skalkeskjul, for alt andet, var virkelig bare dumt, også set i hendes øjne. Hun var nødt til at være den stærke, hun var nødt til at være den krævende og den som tog pladsen som leder, ellers gik det da for alvor galt! Et stille og dog let tilfredst smil gled roligt over hendes læber. Af hvad hun kunne høre, så var han den type mand som bare havde valgt, at acceptere, at tingene var som de var.. at han direkte huet efter at skaffe sig en ny herre, var noget som næsten forundrede hende, for det var da ikke noget som hun kunne forstå. Det lette træk, fandt dog alligevel sted på hendes ene mundvig, hvor hun lod hovedet søge let på sned. ”En trofast en af slagsen, er ikke noget som man falder over hver dag,” konstaterede hun stilfærdigt, som hun trak let på skuldrene. En som direkte huet efter at finde en at tjene.. hvilket liv! Det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige sig, at hun misundte dem, men nogle skulle jo udgøre bunden for dem som måtte sidde i toppen, og det var noget som hun kendte absolut alt til i den anden ende, så var det ikke noget som hun sagde det mindste til. ”At betjene kongen af dette land, bliver din død, Raphael.. Det er vel ikke noget som du huer sådan efter?” spurgte hun ganske kortfattet. At folk bare kunne overveje den tanke, at indgå i Inkarnos tjenestestab, var slet ikke noget som hun kunne holde ud at skulle høre på!
Lige hvor gammel denne mand var, var ikke noget som hun kendte til, og et sted, så kunne det vel også være fuldkommen ligegyldigt? Det var heller ikke fordi at hun ønskede at gøre den ene eller den anden direkte utilfreds, for det var jo trods alt bare sådan at tingene nu måtte hænge sammen. Hun var en leder og endda leder overfor en temmelig stor oprørsgruppe. Der var skam en grund til at hun var nødt til at være forsigtig. Hun turde ikke tænke på, hvad der ville ske den dag, at de faktisk formået at fange hende! Hun hånede ham bestemt ikke for hans levevej og hun var heller ikke uretfærdig af sig. Ja, hun ville måske lægge temmelig meget på hans skuldre henover tiden, men ikke mere end det som hun vidste, at han måtte være i stand til at skulle tackle, for det var jo bare sådan at tingene var. Hun blev stående og med blikket hvilende på hans skikkelse. Hans mange mærker og sår, var noget som ramte hende, selvom hun prøvede at holde det skjult, så var det bestemt heller ikke nemt for hendes vedkommende på nogen måde! Lidt af det lyse, var jo trods alt tilbage i hende endnu, meget af det var der endnu faktisk, selvom det var sjældent, at det i det hele taget fik lov til at komme frem. ”Ikke det?” Hun hævede sigende det ene bryn. Som han begyndte at remse op, gik om bag hende, hvor han lod hånden stryge så kælent nedover hendes mave, var noget som kun efterlod hende med en frygtelig voldsom sitren! Hun lukkede øjnene let. Det var frygtelig mange år siden, at hun havde været tæt nok på en mand, til at kunne nyde bare lidt af et sådan et kærtegn. Et stille smil passerede hendes læber, som hun vendte blikket over skulderen og direkte mod ham. Den hvisken, det kærtegn.. Det var unfair! ”Skal jeg være helt ærlig? Hele pakken, lyder meget fascinerende.. og yderst tillokkende,” afsluttede hun sandfærdigt. Hun kunne i den grad godt bruge ham!

[raphael]

Der var nok ikke mange slaver, der ville søge fra den ene herre til den anden. Normalt ville en slave højst sandsynligt stikke af og leve livet på egen hånd, men ikke mange fik de chancer og goder som Raphael gjorde sig fortjent til, for han var ikke som så mange andre slaver, han havde været igennem lidt af hvert, han havde prøvet lidt af hvert og var vant til det hårde miljø, som han faktisk ikke havde det mindste imod, for det var det, som han havde levet i hele sit liv mere eller mindre, så om denne Inkarno var slem eller ej, så var han sådan set ligeglad, hvad hun dog gav udtryk for, var at denne konge var ondskabsfuld og grotesk, men det var han sådan set også vant til. Han havde tilmed kæmpet dødskampe, bare for at underholde andre adelige, der betalte formuer for at se ham og en anden mand slås i ringen, hvor der blev satsen på den som de troede var bedst, så selv livet havde han sat på spil; som han altid gjorde. Et skævt smil gled over hans læber ved hendes ord, hvor et næsten mystisk skær måtte hvile i hans isblå øjne, der hvilede stilfærdigt på hende. ”Lad mig fortælle dig en ting; jeg er ikke som alle andre slaver,” endte han stilfærdigt og løgn var det jo ikke engang, for hvor mange slaver måtte kræve en ny herre når de mistede én? Et sted var han jo faktisk bange for at være alene, for han var jo faktisk vant til at hans herre tog ham under sin vinge, hvor han kunne hvile trygt, til gengæld ydede han også sit bedste og han var skam trofast, hvilket ikke mange slaver måtte være. Han satte nok livet på spil, hvilket han var vant til, han frygtede ikke decideret døden, men han måtte indrømme at han da helst ville have livet i behold, som altid, det var også grunden til at han var på flugt fra sin tidligere ejer. ”Om det ligefrem bliver min død, bliver svært at sige, når jeg ikke har prøvet, men nej.. døden er ikke et ønske der står på min liste,” svarede han stilfærdigt.
Raphael havde aldrig nogensinde haft en herre der var yngre end ham selv, men på den anden side var det ikke fordi at det gjorde ham noget, for det var vel altid godt at prøve noget nyt? Et sted ville han faktisk se frem til at prøve at have hende som sin herre, for hun virkede retfærdig af sig, men alligevel så hård og konsekvent, noget var tiltalende ved hende og alligevel var der noget i ham som bød ham at hade hende, men han fandt jo tids nok ud af hvad det var, som han burde hade ved hende, måske det havde noget at gøre med hendes race? Mest af alt lignede hun jo bare en elver, men udseendet kunne jo bedrage. Han selv lignede et menneske på en prik, det eneste som egentlig måtte afsløre ham, var det at han bar den isblå krystal om halsen, i den hvor han fangede sine sjæle, for at kunne overleve, og så de mærker på kroppen som ville lyse op, hvis han brugte sin magi. Hånden forblev mod hendes hofte, som han kærtegnede ganske blidt, imens et lettere selvsikkert smil gled over hans læber. Det var lige før at han kunne mærke at hun nød det. Han placerede den frie hånd mod hendes anden hofte, hvor han roligt trykkede hendes ryg ind mod hans egen muskuløse krop. ”Og.. hvad får jeg så ud af det?” spurgte han i den hviskende tone mod hendes ene øre, uden at han tog blikket fra hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det gav slet ikke nogen mening i Tiyannas hoved, at man direkte måtte længtes efter en Herre og en som man kunne tjene, men igen, hvis det var det som denne mand måtte være vant til, så var det jo også kun noget som gjorde, at hun faktisk måtte føle synd for ham et sted, selvom det nu heller ikke var noget som hun viste. Hun var en hård og meget konsekvent kvinde, for det var jo heller ikke fordi at hun havde meget andet valg, og specielt ikke i den situation som hun måtte stå i. at tage ham med sig, var virkelig en forbandet stor risiko, for hun vidste jo ikke, om det hele bare var et spil fra galleriet? Hun var jo nødt til at overveje det hele, selvom der var noget som fik hende til at stole på ham. Der var noget som sagde hende, at han talte sandt og hun var temmelig sikker på, at det var den warlock i hendes indre, som måtte gøre det. Det var ganske rigtigt ikke den stærkeste side af hende, men det var der jo alligevel af den grund og det var jo også det som var pointen. Hun hadet virkelig den del af sig! At han ikke var en normal slave, var noget som hun allerede havde konkluderet, men hvis det var det liv som han var kendt med, så forstod hun det trods alt også meget bedre. Hun trak let på skuldrene. ”Den konklusion gjorde jeg mig allerede for længe siden, Raphael,” påpegede hun sigende og med det stille smil på læben. Hvis det var det liv som han ønskede sig, så skulle hun heller ikke blande sig. Hun fandt det bare bedre, at selv tage ham med sig, end at lade Inkarno fange ham op på vejen. Desuden havde Raphael jo set hende nu og Inkarno ledte efter hende. At lade ham gå, var ikke et alternativ uanset! ”Hvis det ikke er døden som står højst på din prioriteringsliste, så er valget jo egentlig ganske oplagt.” Hun mente det dog. Hun kunne give ham langt mere end Inkarno!
Hænderne som han måtte lægge ved hendes hofter, var noget som svagt fik hendes hjerte til at hamre og slå mere mod hendes bryst. Hun lukkede øjnene stille, som hun let måtte sitre ved den følelse. Det var forbandet mange år siden, at hun havde haft nogen så tæt på sig. Det var vel nærmere et årtusinde nu.. Ikke siden at Adelio var blevet født og hendes daværende forlovede fint, valgte at fortælle hende, at han havde været hende utro. Hun havde været lukket som en østers derefter. Hun knyttede næverne let, som hun let skævede til ham over sin skulder og med den samme faste mine som tidligere. Hun lod hovedet søge let på sned. Hvis det var hvad han måtte definere som et liv, så skulle hun da mere end glædeligt give det til ham, hvis det nu var det. Et let og stille smil passerede hendes læber, morende og alligevel så frygtelig intetsigende. At blive trykket op mod ham, var noget som tydeligt fik hjertet til at slå hårdere, hvor hun for en ganske kort stund, endte langt mere stiv i det, selvom hun blødte op lige så hurtigt. Hun trak vejret dybt. ”Hvad du får ud af det? Jeg troede ikke at slaver stillede krav?” påpegede hun bestemt, som hun let vendte sig i hans arme, så de endte front mod front. Denne leg kunne hun så sandelig godt være med til. Måske yngre end ham, men betød det alverdens? De helt mørke øjne faldt direkte til hans blik, som hun lagde hånden mod hans bryst. ”Jeg kan give dig et liv.. Jeg kan give dig den mulighed for at have en Herre at klamre sig til.. mad på bordet, en seng at sove i.. et liv i et eventyr med andre ord. Alt jeg kræver til gengæld, er at du lystre mig, gør som jeg beder dig om.” afsluttede hun kortfattet. Ulydighed kunne hun ikke have med at gøre!

[raphael]

Raphael havde virkelig intet imod en yngre herre, og han havde intet imod at tjene en kvinde, for selv det havde han prøvet før, det var alligevel oftest kvinderne som han helst ville tjene, selvom der kunne være sine undtag. Han kendte ikke denne Inkarno, men én ting var sikkert, han havde ikke været konge dengang han havde boet her i landet, selvom at det alligevel havde været nogle årtusinder af år tilbage. ”Valget er måske oplagt, men jeg ved jo ikke om du rent faktisk er værre end kongen,” svarede han stilfærdigt, for han vidste jo faktisk ikke om hun bare kom med en peptalk, for at få endnu en allierede så han ikke kom til at tjene kongen og dermed gav kongen endnu en allieret. Hun virkede dog til at være en reel person, så det var ikke fordi at han ville betvivle hende, desuden virkede hun også til at være en god og retfærdig leder, vel lige præcis det som han havde brug for? Specielt efter sin tidligere herre, som han ikke ligefrem kunne prale af. Det var kun tydeligt at hun måtte nyde at stå ham så tæt, selvom han tvivlede på at hun ville indrømme det. Han kunne forestille sig, at hun var en kvinde der satte kriterierne højt til en mand, specielt når hun var en hård og bestemt leder. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det gjorde kun at det blev en udfordring for ham at stille hende tilfreds, et arbejde han faktisk ville se frem til!
Det at Tiyanna vendte sig i Raphaels favn, var noget som faktisk måtte forundre ham, hvor de isblå øjne faldt til hendes de smukke mørke. Hun var en smuk kvinde uden tvivl, selvom at det ikke var det som var tiltalende for at arbejde for hende, det var det at hun var så bestemt, men alligevel retfærdigt, at hun satte kravene så højt, for så fik han chancen for at yde sit bedste og tilmed ’træne’ så han kunne blive bedre. Han fik lidt udfordringer og det var præcis det som han ville have! Han vendte kort blikket mod hendes hånd, der søgte mod hans bryst, inden han vendte blikket tilbage mod hendes igen. Et skævt smil gled over hans læber. ”Selv en slave har sine.. behov,” svarede han stilfærdigt, desuden så havde han også brug for at søge lidt væk af og til, for han skulle fange sjæle, for ellers overlevede han jo ikke, for det var den krystal om hans hals der holdt ham i live og den krystal levede af sjæle. Han fjernede ikke hænderne fra hendes hofter, selvom han heller ikke gjorde noget yderligere, som han blot blev stående og betragtede hende. Han lyttede til hendes ord, som han faktisk var storslået tilfreds med, for andet kunne han virkelig ikke. Han trak roligt armene til sig, som han lod den ene falde over kors ved brystet, imens den anden arms albue hvilede mod armen, så han kunne gnide sin hage tænkende. ”Det lyder.. perfekt,” et skævt smil gled over hans læber, som han vendte blikket mod skoven, inden han så tilbage mod hende. ”Vil du af sted?” spurgte han roligt og lettere opfordrende, for det var jo faktisk hende som havde haft så travlt med at komme væk. Nok virkede han let overbevisende, men det var også kun fordi at han stod og manglede en herre og hun lød faktisk til at være fuldkommen perfekt! Men det fandt han jo så også ud af om var sandt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvis Tiyanna havde været værre end Inkarno, så havde rebellernes landsby nok ikke været så fuld som det, at den faktisk måtte være. Folk var træt af, at han tyranniserede landet for sin egen formues skyld og hun fandt det virkelig også unfair at man kunne rippe den stakkels befolkning på den måde. Ikke fordi at der var noget som hun decideret kunne gøre ved det, andet end at fortsætte som hun gjorde; Stjal fra de rige og gav det til de fattige. Det var virkelig ikke meget som hun beholdte selv, for hun var bange for, at Inkarno før eller siden, ville være i stand til at spore dem op og det ville da klart resultere i et voldsomt blodbad! Hun trak let på den ene mundvig. ”Tja, du finder jo kun ud af det, ved at følge med, Raphael.. og se med dine egne øjne,” påpegede hun stilfærdigt. Armene slog hun let over kors, også selvom han stadig måtte stå der og ganske tæt ved hende. Det var i sig selv, forbandet sjældent, at hun lod nogen komme så tæt på hende i det hele taget, men hun måtte faktisk erkende, at det var.. en rar fornemmelse, selvom hun ikke sagde noget som helst til det. Hun nægtet at kommentere det lige for øjeblikket og specielt fordi at hun faktisk ikke kendte meget til ham, men kun denne ene lille smule. Men det var vel nok? Nok til at vide, at han ikke var på den forkerte side, og at han faktisk kunne gøre sig den nytte for dem alle? Hende specielt? Nem var hun ikke at stille tilfreds, noget som han skulle erfare temmelig tidligt. Kravene og forventningerne var virkelig sat til skyerne, så han fik i den grad også sit at arbejde for!
Krystallen som måtte hvile om hans hals, indikerede kun ganske svagt hans race. Hun mindes at have hørt om den før, men ikke direkte var hun i stand til at skulle placere den på denne her måde. De mørke øjne hvilede direkte i hans blik. Hun var meget bestemt og ja, hun ville i den grad også være krævende, specielt nu hvor hun havde nogen som hun direkte kunne kræve af, så gjorde det virkelig kun det hele så meget bedre, også set i hendes øjne. At de nu måtte være klar til at tage af sted, var bestemt heller ikke noget som gjorde hende det mindste. Hun havde været her i det åbne allerede igennem alt for lang tid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om og hun vidste, at vagterne ledte efter hende. Det gjorde de jo også altid! At han gik med på hendes betingelser, var noget som hun stillede sig fuldkommen tilfreds med. Måske en slave, men han fik da til dels de samme vilkår som alle de andre også havde fået; Mad og senge var jo nærmest en selvfølge også i hendes øjne. Igen så gjorde hun i den grad også alt for at bevise, at hun ikke var som sin far! ”Glimrende.. Så lad og komme af sted. Byen ligger i skoven.. Jeg agter at se dig indenfor den bys mure,” fortalte hun ganske kortfattet. Gud nåde trøste ham, hvis han færdes rundt på den anden side, for det var faktisk farligt! Ikke bare for ham, men også for alle de andre som måtte være der. Hun rettede sig roligt op og nikkede. ”Så lad os komme af sted!” afsluttede hun stilfærdigt, som hun roligt vendte om på hælen og bare gik. Hun regnede dog med, at han ville følge trop hele vejen dertil.

[raphael]

Hvorvidt det var smart at tage med denne kvinde eller ej, var noget som Raphael ville finde ud af, for han kunne ikke for øjeblikket umiddelbart sige om hvordan hun var som person, eller hvordan hun var som herre for den sags skyld. Det som dog måtte more ham mest, var faktisk det faktum at hun var en del år yngre end ham, ikke fordi at det gjorde ham noget, men han var bare vant til at have en herre der var ældre end ham selv. På den anden side, så var det vel bare om et spørgsmål om tid og år inden han begyndte kun at få herre der var yngre end ham, for man blev jo kun ældre og ikke yngre. Han nikkede kortfattet til hendes ord. Hun havde jo sådan set ret, han fandt ikke ud af noget som helst, hvis han ikke valgte at tage med hende, desuden virkede hun også til at hun gerne ville have lidt hjælp, men hvis hun også var i krig mod kongen, så havde hun vel brug for så mange mænd som muligt? Raphael havde på fornemmelsen at denne gang blev noget af et eventyr. ”Udmærket,” endte han stilfærdigt og som et tydeligt tegn til at han ville følge efter hende. Hvad var det værste der overhovedet kunne ske? Foruden at han mistede livet selvfølgelig, men hvem ville ikke gå døden i møde på et tidspunkt? Ingen levede for evigt, desuden virkede det til at hun ville give ham kamp til stregen, give ham udfordringer, som med garanti blev svære at handle op med, men han var fastsat på at han ville gøre sit bedste som altid og blive den bedste tjener hun nogensinde havde haft!
Som hun valgte at gå valgte Raphael at følge efter som en trofast lille hundehvalp måtte være. Han var faktisk forundret over at han allerede havde fundet en ny herre, men det var jo også det han bedst kunne lide. Et sted havde han på fornemmelsen at han blev glad for Tiyanna, for hun virkede som en reel person, som en retfærdig person og han var sikker på at hun ville behandle ham godt, hvilket var grund nok til at han også ville hjælpe hende, gøre sit bedste og stille hende tilfreds. Han ville gøre en ordentlig og god indsats for hendes skyld. Han nikkede adlydende til hendes ord. ”Javel, ma’am,” endte han adlydende, som han allerede havde indfundet sig som den underdanige, det som han var vant til og det som han havde det bedst med. Nok ikke noget som mange ville kunne forstå, for hvem gad, at leve af at være andre underdanige og følge andres ordrer? Men når man ikke var vant til andet, som Raphael ikke var, så var det virkelig en selvfølge. Han fulgte hende i hælene, uden at overhale hende eller gå ved hendes side, for han var vant til ikke at være på lige fod med andre, selvom at man bestemt heller ikke skulle undervurdere ham, for selv en mand som ham havde sine grænser som man bestemt ikke skulle overtræde, hvilket man nok skulle finde ud af hvis man gav det et forsøg, for når det kom til stykket, så var han bestemt ikke en mand som man skulle lægge sig ud med! ”Hvor langt er der?” spurgte han roligt, som hans isblå øjne faldt til skovens skikkelse, som de var på vej imod. Det var lang tid siden at han sidst havde været her, og meget så ud til at være forandret.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en meget reel og retfærdig person af sig. Det var noget som hun altid havde været, og det var da heldigvis noget som hun havde arvet fra sin mor. Hun havde heldigvis ikke så meget fra sin far, men det var også noget af det som hun gik mest op i, i den anden ende, for hun ønskede slet ikke at ligne ham! De mørke øjne hvilede direkte og fast på ham. Han fandt jo ikke ud af det, hvis han ikke tog med hende, så.. han kunne jo tage med og så se hvad hun havde at tilbyde ham. Direkte, så ville det faktisk også være forbandet rart, at have nogen at kaste de sure pligter over på, for dem havde hun virkelig skræmmende mange af! Hun kunne jo knapt nå rundt til det hele og hun havde slet ikke tid til sig selv, eller hendes søn, hvilket var noget som i den grad også måtte frustrere hende forbandet meget endda. Udfordringer skulle han skam nok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At de jo så kunne nå til enighed, var bestemt også noget af det bedste af det hele. Ikke fordi at hun ikke ville kunne tvinge ham til at følge hende, for det kunne hun så sandelig godt finde på, og specielt nu hvor hun vidste, at han ønskede og søgte en Herrer, så var det selvfølgelig en rolle, som hun fint kunne træde ind i – også selvom hun var yngre end ham. ”Glimrende,” sagde hun tydeligt tilfredst. Dette skulle nok vise sig, at blive underholdende.
At han holdt sig bag ved hende, var noget som kun måtte indikere på, hvad det var at han var vant til – I sig selv, så var det også sådan at Tiyanna faktisk ønsket at det skulle være; Med en tydelig forskel på hvem som var Herrer og hvem som var slaven, selvom hun synes, at det var en direkte forkastelig at man faktisk ønskede sig i den status og med den titel, selvom hun nok skulle vise ham, at det slet ikke behøvede at være så slemt. Hun havde bare brug for et pusterum og her stod han jo faktisk og skænkede hende det! Tilbød hende det! At blive kaldt for Ma’am, var noget som hun faktisk måtte nyde, for det var slet ikke sådan noget som hun var vant til. Hun var jo faktisk vant til at blive kaldt ved sit navn. Et tilfredst smil gled over hendes læber, som hun skævede mod ham over sin ene skulder. ”Vi skal et godt stykke ind, Raphael. Jeg formoder, at du kan holde trit? For det kommer til at gå pænt hurtigt.” For hende, så var det jo bare normalt, at komme hurtigt hjem, for det var forbandet vigtigt, at der ikke var nogen som kunne følge dem mod byen. Blev den fundet, så havde de jo et kæmpe problem og det var slet ikke noget som hun havde det mindste lyst til! Hun gjorde et kast med hovedet, som hun brød grænsen ind til skoven og bare fortsatte ind, hvor det også måtte være tydeligt, at dette var steder, som hun var meget vant til at færdes på. ”I mit tempo kan vi være der på en time eller to..” konkluderede hun ganske kortfattet, som hun bare valgte at fortsætte ind. ”Jeg går ud fra, at du har været i skoven før, Raphael?” spurgte hun ganske kortfattet, som hun vendte blikket mod hans skikkelse endnu en gang. Dette skulle nok vise sig at blive yderst interessant. Hun vendte igen opmærksomheden i retningen af skoven, som hun greb omkring sin bue. Det var her, at Inkarnos vagter sagtens kunne finde på at ligge og vente på hende – Hende specielt. Hun kneb øjnene fast sammen, som hun satte farten en anelse ned og begav sig frem med en langt større forsigtighed.

[raphael]

Nok havde Raphael ikke haft nogen yngre herre før, men det ændrede sådan set ikke på noget for hans del, for hun virkede utrolig moden, så det var jo ikke fordi at hun var en lille unge der troede at hun kunne kaste rundt med alle, hun var en voksen kvinde og hun havde tydeligt erfaring indenfor det at være leder, så det passede han jo faktisk utrolig godt! Det var jo lige før at han jo så frem til at tjene hende, for han ville gøre alt for at behage sin herre, om det så var ved at hjælpe med at tage pligter, være selve underholdningen, beskytte ham/hende, eller tilmed tilfredsstille sin herres lyster, for han havde jo prøvet det hele. Han var bestemt ikke elendig, for hun skulle se at han var den bedste tjener hun nogensinde kunne ønske sig, som nogen overhovedet kunne ønske sig, for hvor mange måtte egentlig brænde for det job som han havde? Ved at være andre underdanige og underkaste sig dem? Nej, det var der ikke mange som man så af, desuden så var han ikke af den oprørske type, for han var sin herre loyal, foruden hans forrige, som han jo rent faktisk havde været ulydig imod, men det var virkelig også den eneste! Han havde derimod været hans herres hustru utrolig trofast, hvor han faktisk også mere havde set hustruen som sin herre end manden, men det betød intet mere, for nu var det Tiyanna som havde optaget ham, givet ham arbejde igen og det lød allerede til at hun ville finde en masse til ham.
Raphael fulgte hende blot trofast i hælene, i hendes tempo uden at sænke bagud, for det var ham forbudt! Han måtte ikke være til belemring for sin herre, eller være nogen former for besvær eller en ulempe, desuden så havde han faktisk også en utrolig god kondi, for han havde jo faktisk også fungeret som underholdningslegetøj, hvor han havde sloges med andre mænd i flere dødskampe og der havde det været ham krævet at have en god kondi. ”Jeg holder fint trit.. Ma’am,” endte han stilfærdigt, som han så frem for sig og længere frem imod skoven som hvilede foran hende, som han blot fulgte efter hende som en trofast lille hund. Han nikkede roligt til hendes konstatering. ”Javel.” Han var sådan set ligeglad med hvor lang tid det ville tage, for han fulgte hende hellere end gerne. Han nikkede kort og høfligt som hun stillede ham sit spørgsmål. ”Ja..” svarede han sandfærdigt og kortfattet, ”men det er mange år siden nu. Og jeg kan se at hele Imandra har ændret sig siden dengang.” Han så blot rundt i skoven, som han ikke længere kunne genkende, så han holdt sig tæt på hende, hvor han dog lagde mærke til at hun tog sin bue frem, hvilket fik ham selv til at lægge en hånd mod sit sværds skæfte, imens han så vagtsomt omkring. Et sted så håbede han på at de blev angrebet, for så kunne han jo faktisk vise hende sin loyalitet, at han var hende trofast og ønskede at hjælpe hende, for han talte skam sandt når han sagde at han ønskede at ofre sig selv for sin herre, for han var ikke bange for at tage sit eget liv for sin herres skyld. Han gjorde præcis hvad han fik besked på!

[Tiyanna Direshade Acheron]

At nogen i det hele taget kunne ønske noget så ivrigt som et menneskeligt individ at underkaste sig, var slet ikke noget som Tiyanna kunne forstå sig på, men det var nu bare sådan at tingene nu måtte være. Det var noget som hun valgte at acceptere til fulde. Desuden var det jo også noget som hun kunne få brug for, for hun havde påtaget sig så skræmmende meget igennem de sidste mange år, at hun virkelig havde brug for en pause. Hun havde brug for nogen som kunne tage bare lidt af det, selvom det bestemt ikke ville være mange af de pligter som leder, som han ville få, for det var hendes arbejde, og det var bestemt heller ikke noget som hun ville overlade til nogen som helst, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, som hun roligt skævede til ham over sin ene skulder. Han var godt med, hvilket hun også var storslået tilfreds med, for selv disse skove kunne være svære at færdes rundt i, og bestemt hvis man ikke direkte kunne kalde sig for en stedskendt. Dette var og blev hendes hjemland og hun vidste udmærket godt hvilken stor reform af landet havde været under. Hvis det ikke var fordi at hun havde været her mens det var sket, så havde hun bestemt heller ikke været i stand til at skulle genkende noget af det.
Så længe at Raphael holdt sig lige bag hende, så skulle hun bestemt heller ikke klage. Et sted så ønskede hun vel også at se ham i action. ”Ændringen kom faktisk temmelig brat. Det er ikke mange år siden, at det faktisk skete,” fortalte hun dog med en mere dæmpet stemme. Han havde så sandelig også krav på at vide hvad der var sket i landet, eftersom hun nu havde valgt at indvie ham i det at være en del af rebellerne under hendes styre. Hun gjorde det faktisk for folkets skyld, satte livet på spil for deres skyld og for landets overlevelse. At Inkarno ikke kunne se det, var noget som gjorde hende noget så frygtelig vred og rasende! Med buen i hånden, så fortsatte hun vandringen ind i skoven, hvor hun selv nærmest måtte glemme ham for en ganske kort stund. Ikke fordi at det var noget som hun direkte valgte at tage sig af nu, for der var bare mange grunde for hende til at skulle være forsigtig og specielt her i skovene, hvor der var så frygtelig mange gemmesteder! En fordel ved at være elver, var at hun faktisk havde en okay hørsel, så hun ville fint kunne høre, hvis der var nogen tæt på. Det var ikke langt, at hun nåede ind, inden hun stoppet op igen. En underlig fornemmelse af at blive iagttaget, var noget som havde meldt sig ved hende allerede for længe siden. Hun holdt en finger op for sine læber, som et tydeligt tegn til at han skulle være forsigtig. Hun vidste godt, at hun havde siddet i det åbne alt for længe, og at det var noget som hun var klar over og det var noget som kun automatisk gjorde, at hu nvar langt mere forsigtig omkring det hele. Hun vendte blikket let mod sin højre retning og med den tydelige tænkende mine, idet at der kom en pil flyvende direkte forbi hendes hoved og satte sig i træet som hun måtte stå tættest ved. ”Jeg vidste det!” endte hun dæmpet for sig selv som hun hastigt trak sin egen pil, vendte blikket mod det sted, hvor hun var sikker på at pilen var kommet fra, som hun lagde sin egen på buestrengen og sendte den af sted med største perfektion. Man hørte et gisp og et kraftigt bump. Hun havde ramt.

[raphael]

At alt mere eller mindre var blevet lavet om i Imandra, var ikke noget som sådan rørte Raphael, det var naturligvis en skam, at det var gået så galt ud over naturen, for allerede nu var det tydeligt at se at foråret var langt mere goldt end det var frodigt. Det var trist at det var gået sådan med landet, for han havde jo selv vokset op her og naturen havde faktisk været utrolig flot, for landet var jo faktisk meget naturtro – eller det havde været meget naturtro. Han nikkede blot stilfærdigt til hendes ord. ”Javel ja,” endte han lettere eftertænksomt, som han fortsatte lige i hælene på hende, for han skulle nødig sakke bagud! Han fulgte hende skam trofast i hælene, som han havde gjort med enhver anden herrer han også havde haft, for han var skam sin herre loyal til det sidste, han gjorde hvad hans herre havde behov for, hvad hans herre ønskede og måtte befale, desuden så var han jo faktisk glad for at Tiyanna havde tilbudt ham at blive hendes tjener, selvom at det jo ikke var direkte sagt, så det betød vel også at hun ikke som sådan så ned på ham? Han kunne ikke forestille sig at hun var vant til tjenere, når hun var leder for rebeller og kæmpede for befolkningen for så måtte hun vel mere se alle som ligemænd? Om hun jo så havde været leder hele sit liv, det vidste han jo så ikke.
Raphael måtte næsten ende med at stoppe helt op, da hun valgte selv at gøre det, og lagde en finger over sine læber, som sagde ham det hele. Han dæmpede næsten hovedet en anelse, som han begyndte at se sig sagte og vagtsomt omkring, for at prøve at opfange lyde, selvom at han slet ikke var vant til sådanne ting! Han var måske en beskytter, så selvfølgelig havde han reddet sin herre fra bagholdsangreb før, men eftersom det ikke var det job som han havde været mest inde på, så var han ikke vant til at bruge sin høresans så meget som det krævede ham for øjeblikket, der kunne han forestille sig at hun var langt bedre.
Pilen der måtte suse ud fra en af buskene, som satte sig fast i træet bag hende med et smæld, var noget som næsten måtte få Raphael til at springe forskrækket tilbage, for hvor pokker kom den fra?! Han trak dog sit korte og dog tunge sværd med det samme, som måtte minde om det som de gamle gladiatorer havde brugt. Han gemte sig bag et træ, hvor han vendte blikket mod den anden side end fra den hvor pilen var kommet fra, for den person var hun jo selv i færd med at dræbe. Han lagde et mørke over den side og hvor han selv måtte stå, så Tiyanna selv ikke ville lægge mærke til noget, inden han gik i ét med mørket, for han var jo trods alt ikke dødsnymfe for ingenting! Der var dog få steder på hans krop, som måtte begynde at lyse ligesom den krystalhalskæde som hvilede omkring hans hals. Han begyndte at gå frem i mørket, hvor de isblå øjne faldt på den anden soldat der sad gemt i buskadset som han selv var gået ind i. Manden så forvildet omkring, da han ikke kunne se noget for det tykke mørke som pludselig havde lagt sig, hvilket var den chance som Raphael greb, da han valgte at springe frem og stak sit sværd direkte igennem mandens ryg, så det endte ud på den anden side af mandens bryst. Idet han havde ramt soldaten, forsvandt mørket, så man igen kunne se ham, hvor han roligt trak sværdet til sig og gik ud af buskadset igen. Det så ikke ud til at være flere for denne omgang, men mon der så ikke hvilede nogle længere fremme? Hans blik faldt på Tiyanna igen, hvor blodet dryppede fra hans sværd.

[Tiyanna Direshade Acheron]

For det meste af tiden, så ville Tiyanna se på dem alle i byen som ligeværdige. Alle spillede de en umådelig stor rolle, og selvom han nok helst ville betegne sig selv som en tjener eller slave, så var det nu heller ikke en ting som ville ændre på det vilde for hendes vedkommende. Hun havde brug for lidt hjælp og det, at have en som man kunne kaste det lidt over på, ville hun bestemt heller ikke have det mindste imod, for han virkede i den grad troværdig, og det var også noget af det som hun i den grad satte umådelig stor pris på i den anden ende. Uanset, så kunne de altid bruge flere… Jo flere der var i byen, jo større modstand ville Inkarno møde og det var i den grad også noget af det som i den grad måtte vise sig, som at være forbandet vigtigt, for de skulle bare have ham af den trone før eller siden, selvom det bestemt heller ikke var en nem opgave, så var det jo noget som hun kontinuerligt forsøgte med! ”Kongeskiftet var intet andet end ødelæggende,” forklarede hun ganske kortfattet. Hun havde hørt de mange historier om hvordan landet havde været før det. Et sted var det jo bare en skam, at det ikke var noget som hun ville have den mindste mulighed til at opleve selv.
At der måtte være andre i nærheden, var noget som efterhånden måtte gå op for Tiyanna. Hun var vant til dette efterhånden. De forsøgte jo at finde vejen frem til byen, selvom det jo heller ikke var den nemmeste opgave, men de prøvede jo stadig af den grund! Hun kneb øjnene sammen. Hendes skærpede sanser var hun så vant til at bruge på denne her måde, og det var også noget som han ville være nødsaget til, hvis han skulle klare det hårde liv her i Imandra, for det var bestemt heller ikke et liv, som man kunne eller burde råbe hurra for! Pilen som fløj lige forbi hendes hoved, indikerede kun at hun havde ret! Hun havde fået den ene skudt ned, selvom de aldrig kom alene, så der burde være flere, så meget var hun da allerede fuldkommen overbevist om! Mørket som sænkede sig, var slet ikke noget som hun som sådan havde lagt mærke til, da hendes fokus måtte være helt andre steder. ”Raphael!” kaldte hun med en fast stemme, som hun vendte sig om, for at tage ham i blik.. Havde han slået en ihjel? Blodet på hans sværd kunne næsten indikere det, hvor hun selv måtte trække ganske let og stille på smilebåndet. Det var ikke fordi at hun nød at dræbe, for det gjorde hun ikke, men hun havde ikke noget andet valg. Fandt de byen, så havde de alle sammen problemer og det var noget af det sidste som hun ville! Så måtte hun jo hellere skænke sig selv en plads i helvede som morder, hvis det var det som skulle til, for at redde Imandras befolkning. Hun sænkede buen. ”Det må jeg sige.. Virkelig imponerende,” fortalte hun stilfærdigt. Hendes hørsel var stadig som sat på stilk, for hun ville nødigt blive overrasket hen af vejen. De mørke øjne faldt til omgivelserne, idet hun gjorde tegn til at de kunne fortsætte. Måske at de kunne komme resten af vejen nu uden at støde på de største udfordringer. Det var i alle fald det som hun selv måtte håbe på i den anden ende, for hun magtet virkelig ikke mere. Hun havde brug for en hvil. ”Vi skal til byen hurtigt,” forklarede hun ganske kortfattet. Det var ikke bare en venlig anmodning, men en direkte ordre.

[raphael]

Raphael havde intet imod Tiyanna selvom at han ikke kendte så meget til hende, faktisk kendte han hende jo ikke engang, men det var nu ikke fordi at det gjorde ham noget, for han var vant til ikke at kende noget som helst til sin herre når han startede sit nye job, han tilpassede sig altid, hvilket han faktisk også var ufattelig god til, så det var ikke fordi at han ikke ville finde sig til rette under Tiyanna, for det var han sikker på at han nok skulle og det indtryk han havde fået af hende til at starte med, var faktisk godt, så han var sikker på at de nok skulle hjælpe hinanden langt, hun som hans herre, hvor hun gav ham noget at lave, og ham som tog lidt af hendes pligter, så hun kunne slappe lidt af og stresse lidt ned, han så jo faktisk helt frem til det. Han nikkede roligt til hendes ord, hvor det også var tydeligt at det måtte være den nye konge som var skyld i alt dette, specielt fordi at han kunne huske lidt af Imandra fra sin barndom og der havde det da været langt mere frodigt og grønt om foråret og sommeren, nu og her var her mere mørkt, tørt og goldt. ”Det er tydeligt,” svarede han stilfærdigt og oprigtigt, for havde man boet her før reformerne, så var det tydeligt at det var blevet lavet om, selvom at han sådan set var ligeglad, for det var ikke det som han måtte tænke mest på.
Det at komme i kamp var ikke nyt for Raphael, for ved sit ene job var det det eneste han gjorde og det var dødskamp efter dødskamp, så det var ikke fordi at det var nyt for ham at slå ihjel, selvom at han dog hellere ville undgå det hvis det var ham muligt, for det var jo ikke fordi at han var nogen morder, han gjorde bare det som han fik besked på og intet andet. Blodet som måtte dryppe fra hans sværd var ikke noget som han tog sig af, hvor han blot gik mod hende som hun kaldte hans navn. ”Ja Ma’am?” spurgte han roligt, som om intet var hændt, hvor han roligt stillede sig tæt ved hende igen. Det så ikke til at der var andre omkring dem, for så gik han ud fra at de også var grebet ind, nu hvor to allerede var blevet dræbt. At hun var imponeret over hans handling forstod han til gengæld ikke, for det var ikke fordi at det var noget specielt som han havde gjort, i så fald havde han gjort det som var langt mere imponerende, så hvis hun var imponeret over dette.. hvad ville hun så ikke sige til, når han virkelig gjorde noget som var imponerende? Så kunne han da i det mindste kun overraske hende til det bedre i stedet for at hun allerede havde sat for høje forventninger, selvom at han altid levede op til de forventninger som blev ham givet, for han ville virkelig være den bedste! Og det var der ingen som skulle stå i vejen for! At hun gerne ville til byen nikkede han fast og kortfattet til. ”Udmærket,” endte han stilfærdigt, som han blot fulgte efter hende, for hun var den som kendte vejen, han ville bare fare vild og det kom der jo ikke noget godt ud af.