What goes around..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Foråret var ved at falde godt til rette i mere eller mindre alle landene, selvom det nu ikke var meget af det som man kunne se i Imandra. Man kunne vel snildt sige, at landet var ved at falde fra hinanden? Bogstavelig talt? Vinden var god og mild denne aften, så den var perfekt for en jagt! Vinden rev snildt i de mange træer som gjorde grænsen mellem skov og flod temmelig tydelig, som det gik mere ud i et åbent terræn lige på den anden side, hvor man kunne høre vandet risle. Det var stadig godt koldt, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være. Tiyannas skridt var rolige og næsten fuldkommen lydløse. Med den pris som hun havde hængende over hovedet, så var alt det andet virkelig også frygtelig dumt! Med sværdet hvilende ved sin side og med buen i hendes hånd, hvilket også måtte være hendes foretrukkende, så var hun i den grad også skarpt på vagt. Ikke fordi at hun havde noget valg, for mange ville sagtens kunne afsløre hende for Inkarno og så ville det hele også gå fuldstændig i vasken, hvilket hun bestemt heller ikke ønskede! Med den mørke kappe lagt omkring sin egen krop og med kutten trukket over hovedet, bare for at kunne skjule sig selv en smule. Hendes eftersøgningsplakater hang jo mere eller mindre over hele byen, så det var jo heller ikke fordi at hun kunne vade rundt bare sådan, uden at det ville få konsekvenser, for det ville det i allerhøjeste grad, hvis hun endte med at skulle stå ansigt til ansigt med de forkerte! Hun forlod skoven, hvor hun begav sig mere nedover det åbne terræn for at komme ned mod søen. Den nedre flod var der hvor det var mest stille og mest roligt, selvom det nu ikke var noget som man skulle tage som en negativ ting. Det var nok noget af det smukkeste som man kunne finde i Imandra efterhånden, for alt det andet var gråt, dødt eller ødelagt. Den pragt som landet havde stået i for længe siden, var desværre gået død allerede for længst! Fuldmånen stod højt, til tider kunne man høre varulvene tude, selvom det nu ikke var noget som rørte hende det mindste. Det var hende efterhånden bare en vant sag og specielt fordi at de boede ude i områder som dette, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget som man kunne gøre noget ved. De mørke øjne glinsede nærmest i det smukke skær af den store måne. Smuk var hun, selvom det var noget som de færreste så, det var noget som de færreste ville komme i kontakt med, da hun virkelig var den mest afvisende af typerne. Specielt efter at Jason havde efterladt hende for mange år tidligere. Hun nåede stille ned til floden, hvor hun ganske kort så sig omkring. Ikke fordi at hun kunne fornemme nogen decideret omkring sig som hun kunne anse som direkte faretruende. Hun gik varsomt ned i knæ, slog kutten af sit hoved, så det mørke hår måtte blive slået let omkring hendes ansigt og med det stille smil på læben, som det måtte efterlade hende. Buen lagde hun roligt ned ved siden af sig og selv i den stilling, at den i den grad også måtte være nem at gribe fat i endnu en gang. Hun formede hænderne som en skål, førte den under vandet, hvor hun kastede noget af det direkte op i ansigtet. Det var koldt, men det gjorde i den grad også godt!

[raphael]

Hvor mange dage og nætter der efterhånden var gået, var ikke noget som Raphael var bekendt med længere, da han efterhånden havde mistet sin tidsfornemmelse. Han havde været på flugt for sin tidligere herre, da han faktisk stod til en henrettelse. Han havde ikke haft det bedste bånd til sin herre, faktisk var det bånd blevet knyttet til hans herres hustru, den smukke kvinde, der ikke havde været så mange år ældre end ham selv, hvorimod manden havde været en gammel gris, haft flere kvinder, så det at Raphael havde moret sig med den ene – godt nok mandens hustru – kunne vel ikke gøre så meget? Han var jo selv en mand med lyster og behov som skulle tilfredsstilles, ligesom enhver anden person i denne store verden! Men han var altså blevet opdaget og nu var han så på flugt – ikke fordi at det var noget nyt, for hans vedkomne, men hvad.. det kunne vel komme ud på et? Han gik alligevel tilbage til det gamle spor som altid han altid gjorde, han var jo kun god til én ting; at tjene andre og være dem underdanig. Det var det liv han havde kørt for.. ja hele sit liv, så det var klart at han ikke var vant til andet. Han havde ikke oplevet andet og han kunne knap huske at han havde været lykkelig, det var så mange år siden og det hvad hans far havde gjort, var noget som han ikke forstod. Han var blevet følelseskold og indelukket, så det hel foregik for hans vedkomne, på det professionelle plan, som det jo altid havde gjort, kun for at tjene penge, indtil det var gået op for ham at det var det erhverv som han nok kom til at have resten af livet, hvor han var blevet god til det.
Raphael havde været nød til at gå under jorden – bogstaveligtalt – for at komme her til Imandra, hvor han nu befandt sig. Han havde taget Jedra Floden fra dens begyndelse, selvom at den ikke længere var som dengang havde været. Han huskede tydeligt, sine ture herud med sin mor da han havde været lille. Hvor langt inde i Imandra han helt præcist måtte være, vidste han ikke, for han havde været bevidstløs for flere timer. Han lå på landkanten og halvt nede i floden, hvor det eneste han bar, var nogle skindbukser, med sit gladiatorsværd hængende trygt ved hans side, selvom at man ikke kunne se det, hvis man ikke stod helt henne ved ham, da det var under vandet. Han frøs, selvom at han ikke rigtig mærkede sig af det, fordi at han ikke var ved bevidsthed, så blev han ikke snart fundet og bragt indenfor, så ville han nok dø af kulden, som natten bar med sig, for nok var foråret ved at komme ind over landet, men det var endnu ganske så koldt om natten. Han trak vejret svagt, hans krop var iskold, hvis man rørte ved ham og han var kun heldig at vinden var mild, for ellers var hans død nok gået hurtigere, og om det jo så var godt eller skidt kom nok an på hvordan man så på det. Uanset, så ville Raphael nok ikke bide mærke i sin egen død, for han var allerede gået ud som et lys, da han havde været i floden for flere timer, hvis ikke dage efterhånden. Han var nød til at være på den sikre side, og når han var i vand, så ville ingen kunne genkende hans duft eller følge hans fodspor.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Generelt set, så var Imandra faktisk et flot land at bo i, selvom Inkarno virkelig havde ødelagt så frygtelig meget af det. Det var virkelig heller ikke fordi at man kunne sige, at hun var glad eller stolt over at være hans datter, for det var hun bestemt heller ikke! Hun var imod manden, hun var imod det som han stod for og det som han gjorde, så det var vel også bare en ting som kom godt med? At hun lignede sin mor mere end det som hun lignede sin far, var jo selvfølgelig også kun en god ting set i hendes øjne, selvom hun havde frygtelig mange af hendes fars tendenser. Nu hvor hun måtte være herude og alene, selvom hendes sanser virkelig måtte stå på stilk, for alt det andet, var da kun noget som faktisk kunne gå hen og skulle koste hende livet, så var det slet ikke noget som hun huet efter på den ene eller den anden måde. Hun havde livet kært, hun elskede den eventyrlyst som hun levede med og det pres som hun havde påtaget sig, netop ved at indtage den plads som leder for rebellerne som hun havde gjort det. Hun havde den fordel, at hun altid var og havde været et skridt foran Inkarno og det var faktisk noget som hun kunne takke sin mor for.
At der var andre i nærheden var nu ikke en tanke som faldt Tiyanna meget ind, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Men at vandet måtte møde noget modstand, så det rislede noget mere, var klart noget som fanget hendes opmærksomhed. Hendes liv som elver og nymfe var selvfølgelig noget af det som faktisk stod stærkest i hende, hvoraf Warlocken var noget som kun blev tvunget frem i de mere pressede og stressende situationer, og det var så også der, hvor man skulle holde afstand til hende. De mørke øjne faldt direkte til den slappe krop som faktisk måtte ligge i vandet.. Det var jo iskoldt! Hvorvidt om vedkommende var levende eller død, var ikke noget som hun kunne afgøre på denne afstand, så hun rejste sig og gik mod vedkommende med rolige og stålfaste skridt. Hun lod hovedet søge let på sned. At finde døde hist og her, var noget som hun efterhånden kun måtte sige sig, at være skræmmende meget vand til, så det var heller ikke fordi at hun gjorde alverdens ud af det i den anden ende. Hun kunne vel intet stille op? To fingre lod hun roligt glide mod hans hals og tæt ved kæben, for at finde en eventuel puls – Den var der, men den var svag, så meget kunne hun da konstatere. Lige hvor længe, ath an havde ligget der, det vidste hun ikke, men om hun skulle lade ham blive liggende eller ikke, det vidste hun heller ikke, for det var jo ikke til at vide hvorvidt om denne mand måtte være i ledtog med Inkarno og hun kunne virkelig ikke tage chancer af den kaliber på den ene eller den anden måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”For pokker da..” mumlede hun næsten opgivende. Med al den kraft som hun havde i sin egen lille og spinkle krop, så tog hun fat i ham, og brugte mere eller mindre hele kroppen på at rive ham op på bredden i stedet for. det var vel også langt mere behageligt, end at skulle blive liggende i vandet på denne her måde? Hun vendte blikket mod ham, som hun tog kappen af sine skuldre, for at lægge den om ham. Hun kunne ikke bare slæbe ham med til byen på denne her måde. Byen var og blev et farligt sted at opholde sig – Specielt for en som hende.

[raphael]

At Imandra så fuldstændig anderledes ud end det som det faktisk engang havde gjort, var noget som Raphael godt var klar over. Det så slet ikke ud som dengang han selv havde levet her, da han havde været yngre, selvom at det nu ikke var noget som gjorde ham noget, for.. han var lidt ligeglad med landet, det var ikke hans hjem længere, for hans hjem var der hvor hans herre måtte leve, selvom at han jo bogstaveligtalt havde stukket af fra sin sidste herre som han havde haft, selvom han langt hellere ville have været hustruens slave, men.. sådan var det ikke gået. Nu var han så alligevel kommet til sit hjemland igen, for Imandra lå tættest på Peula og hans herre havde levet i udkanten af Peula og tæt ved Imandra, så det var ikke fordi at han som sådan havde været langt væk hjemmefra.
At stå i ledtog med Inkarno, var nok ikke noget man kunne forbinde Raphael med, for så man godt efter, så ville man tydeligt kunne se de mange piskeslag på hans ryg, hvor han mest af alt lignede en flygtning – som han også var. Han blev liggende helt urørlig og tavs halvt på land og halvt i vand, hvor det kun var et spørgsmål om tid, inden kulden ville tage livet fra ham, for det rislende og ellers så klare vand, var ikke noget som var godt at tage et bad i, og bestemt ikke at ligge i, for det var iskoldt! Det var lang tid siden at Raphael selv havde været hos Jedra Floden, som ikke var så meget en flod længere, for efter at Inkarno var kommet ind i landet, så var der jo blevet lavet en masse nye reformer, selv her ved floden. Kvinden i hans nærhed og som satte kursen hen imod ham, var ikke noget som han lagde mærke til, han ænsede ikke det mindste som foregik omkring ham, han befandt sig i sit eget tankespil, som en masse billeder fór forbi hans øjne i mørket, som han måtte være omgivet af. De to varme fingre der måtte berøre hans hals, ænsede han ikke, selvom det fik hans krop til at sitre, da den reagerede på hendes berøring. Han vågnede ikke, selvom hun rev ham op ad floden og helt op på bredden, hvor hans gladiatorsværd, måtte komme til syne, et tegn på at han heller ikke var ufarlig, men selv en flygtning kunne have våben og det var et våben som havde fulgt ham siden han havde fået det i hånden. Kappen der blev lagt omkring hans bredskuldrede krop, var noget der slog varmen ind over ham, selvom han dog ikke vågnede af det, for på vejen herhen havde han også fået slugt en masse vand, hvilket var grunden til at han i udgangspunktet var besvimet. Hans puls var svag, hans vejrtrækning anstrengt, hvor det var tydeligt at han kun måtte være døden nær, selvom at det at den varme kappe var blevet lagt omkring hans skuldre, var med til at gøre det hele meget bedre, for selvom han var bevidstløs, så kunne han tydeligt mærke at kroppen var ved at genvinde varmen igen, hvilket næsten fik et lille træk til at vise sig i hans ene mundvig, selvom man nok ikke kunne se det

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var slet ikke fordi at Imandra ikke var et smukt land, for Tiyanna var virkelig glad og stolt af at være en Imandrianer. Selvom naturen nok ikke var meget at prale af, så kunne man også sige, at det havde sine risici at skulle tage hertil på rejser eller ture, for det var jo normalt et sted som man holdt sig langt væk fra, hvis man havde sin sunde fornuft i fuld velhold. I sig selv, så kunne man ikke vel sige, at hun var ligeglad med landet, for så var hun for længst stoppet sin leg som Robin Hood for borgerne her og det kunne hun ikke. De var vel afhængig af hende et sted?
Hvem denne mand måtte være, vidste han ikke, men at bade her i denne flod når det var så koldt, ville han bestemt heller ikke få noget ud af. Hvordan han var endt der, vidste hun ikke og det var heller ikke noget som hun havde tænkt sig, at skulle stoppe op og spørge om. Om han arbejdede for Inkarno kunne han jo lige så godt.. det var jo heller ikke til at vide, hvad den mand ville sende efter hende i håbet om at hun ville stoppe med at røve hans skattekammer. Et sted så nød hun det tydelige eventyr som det ville skabe hende, men.. hun havde faktisk også brug for en tryg tilværelse og det havde hun ikke haft igennem århundrede, så dette var noget som hun bare var vant til efterhånden vel? Som hun fik ham lagt ned på jorden og lagt kappen om ham, så satte hun sig på knæ ved siden af ham. Sværdet have hun set, så det var også en grund til at hun var langt mere opmærksom end det som hun havde været til nu og det var der i den grad også en grund til. Den slags former for våben, var ikke noget som alle blev udstyret med, så det var kun en grund for hende til at skulle fatte mistanke. Hun kneb øjnene sammen. ”Forbandede mænd..” Hun vendte blikket mod ham. Han trak vejret og pulsen var svag, så meget kunne hun da fornemme på ham og se om ikke andet. Tungen strøg let tænkende over hendes læber. Når det kom til mænd, så skulle man jo bare gøre det hele! Hun tog fat i hans sværd og fjernede det roligt og ganske stilfærdigt sværdet og lagde det længere væk fra sig selv, så det ikke kunne bruges, hvis han pludselig ville sætte sig op, for at redde sit skind og gribe om sværdet, for det var noget af det sidste som hun ønskede lige for denne stund. Hun satte sig tæt på ham og med blikket fast hvilende på hans skikkelse. Kappen gav måske ikke så meget varme, men så var det jo trods alt kun godt, at hun havde alverdens andre muligheder for at skulle gøre det. Hun lagde den ene hånd mod hans bryst, hvor hun lod noget af sin egen varme stryge fra hende af og over i ham i form af en overførsel. Hun måtte jo bare vide sig sikker, også selvom det jo desværre var mod hendes gode hjerte et sted, at skulle lade ham blive liggende der og specielt nu hvor hun jo faktisk havde reddet ham op på land og ind på bredden. Hun holdt øje med ham i tilfælde af, hvis han nu skulle ende med at vågne, for hun ville bestemt heller ikke tage chancen. Der var jo ikke nogen som sagde, om han var god eller ond i form af intentioner og det var bestemt også sin egen sikkerhed som hun måtte sætte som det første i en prioritet.

[raphael]

Det at ligge i koldt vand, når det var nat, var ikke noget som var smart, specielt ikke på denne årstid, for det var kun lige blevet forår, det var kun ved at blive varmere i luften – om dagen vel at mærke – om natten var det endnu lige så koldt som det altid havde været, og hvis Raphael ikke blev slæbt indenfor eller fik varmen på en eller anden måde, så ville han dø af kulde, for han ville ikke overleve denne nat. Nok kunne han fryse et sted så meget at alt ville fryse til is foruden ham selv, og han var også en del af mørket, så det var ikke fordi at han ikke kunne finde styrken ved det, men hans krop var udmattet efter rejsen, den var træt og han var faktisk ved at være godt sulten, hvor det eneste han havde indtaget var vandet fra floden, så det var ikke ligefrem fordi at han ville vinde styrke på det, det var jo nok vandet i hans lunger, som måtte kvæle ham til sidst? At hans sværd blev taget fra ham, var slet ikke noget som han bemærkede, for han var helt væk i sine egne drømmeriger, selvom at det vel mere var mareridt han blev mødt af? Billederne af hans forældres døde kroppe liggende på gulvet hjemme i hans gamle hus, var noget som nagede ham endnu, selvom han ikke rigtig følte noget for dem, men billedet var noget han virkelig ikke kunne glemme. Hånden der søgte til hans nøgne bryst, for at give ham varme, var noget der begyndte at få hans eller så muskuløse og trætte krop til at reagere, for den pludselig varme der skød igennem hans krop, gjorde også at han kom mere og mere til bevidstheden, hvor han til sidst endte med at slå øjnene op, da han kunne mærke at noget forsøgte at komme op ad halsen på ham. Han lagede sig op på siden idet han faldt ind i et kraftigt hosteanfald, som han hostede vandet op som han havde slugt. Han lagde ikke rigtig mærke til kvinden eller kappen, som han hostede vandet op, hvor han hev efter luften, som han næsten ikke havde kunnet få ind i kroppen tidligere. Det var først da han var ved at få styr på vejrtrækningen at han lagde mærke til kvinden, som han næsten vendte blikket forskrækket mod hende. ”Hvem er du?” spurgte han lettere skeptisk, hvor de isblå øjne nærmest måtte hvile fast og dog forvirret på hende, for.. hvor pokker var han henne? Og hvor længe havde han været bevidstløs? Han så sig omkring; en flod. ”Hvor er jeg henne?” Denne gang var hans stemme lavmælt og mere spørgende, inden han vendte blikket op mod hende igen med rynkede øjenbryn. Hvor pokker befandt han sig egentlig? Det var som om at minderne og hukommelsen skyllede ind over hans hoved igen, som han pludselig huskede at han var på flugt fra sin tidligere herre, hvor han var sprunget i floden, for at komme til Imandra og for at skjule sig bedre. Han kom op at sidde, selvom at det var anstrengt og næsten umuligt for ham, som han satte sig i skrædderstilling inden han vendte blikket mod kappen der hvilede svagt om hans skuldre, blot for at vende blikket mod hende igen. Han så kort mod sit sværd som hun havde fjernet, hvor han derefter så skeptisk på hende igen, næsten afventende efter svar.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Vandet var virkelig iskoldt, det var noget som Tiyanna kun måtte bekræfte for ham, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Det var jo heller ikke fordi at det var sommer endnu, men det var vel bare sådan at man nu måtte tage det som det kom. Vinteren hvilede som regel altid kraftigt og længe her i Imandra som den gjorde det i Dvasias. Ikke fordi at det ikke var noget som man ikke bare blev vant til med tiden, for det gjorde man jo trods alt. Alt var mørkt, koldt og trist her og det var det samme med hendes egen tilværelse igennem disse mange århundrede. At lade ham få lidt varme og lidt energi, var noget som hun tydeligt kunne se på ham, måtte være tydeligt tiltrængt, men det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. At han måtte have vand i lungerne, var nu ikke noget som ville overraske hende det mindste, for han havde jo trods alt også ligget i vandet temmelig længe, hvilet den blege farve og den kolde krop kun måtte indikere. Hånden trak hun til sig lige så snart at han måtte vende sig om på siden, for at hoste vandet op, hvor hun selv ikke rykket sig det mindste. Måske hun var kold af det ydre, men i det indre.. Ja, så var hun en kvinde af stor nysgerrighed, selvom det sjældent var noget som kom til udtryk. De mørke øjne med det faste glans, den stramme mine som kun måtte tyde på en leder et sted, hvilede fast på ham og hver en bevægelse som han gjorde sig. Bare at sætte sig op, var måske dumt, men hun ville nu ikke sige noget til det. Umiddelbart så han ikke ud til at have nogen andre våben på sig, men hun tog ingen chancer, så hun var selv ekstremt skarpt vågen i denne situation. Hvordan at han i det hele var endt i vandet, var slet ikke noget som hun forstod sig på, men det var vel også noget som hun ville finde ud af før eller siden? Hans skeptiske stemme, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for hvem pokker ville ikke være det i hans situation? Hun himlede med øjnene. ”Mit navn kan være dig fuldkommen ligegyldigt.” Hun lod hovedet søge let på sned. Hun var eftersøgt. Der var alverdens gode grunde til ikke at skulle oplyse ham omkring hendes navn! ”Du er i Imandra.. Ved den nedre flod tæt ved skoven..” fortsatte hun. Det spørgsmål kunne hun da sagtens svare på. Hun lod ham sætte sig op og med kappen hvilende omkring sine skuldre, for han havde tilsyneladende mere brug for den end det som hun havde. Hun kunne sagtens holde varmen – om ikke andet, så for nu, for hun var i den grad langt mere vant til dette end det som han virkede til at være. Hun lagde armene let over kors og med den samme faste mine. ”Så er det min tur.. Hvem er du og hvor er du fra?” Hendes tone var krævende for et svar og det skulle være lige nu og lige her! Hun kneb øjnene fast sammen, kun for at skulle indikere det alvor som hun måtte mene det i dets ramme alvor. Med den pris som hun havde hængende over hovedet, så var hun jo nødt til at være forsigtig og det var der alverdens gode grunde til. ”Og hvad pokker lavede du.. I floden?” spurgte hun med en kort forundrende mine. Hun blev siddende og med blikket hvilende på ham. Hans sværd lod hun ligge. Så længe, så det jo ud til at gå let for sig uden brug af nogen våben.

[raphael]

Det havde virkelig været en udmattende rejse at komme hertil og det var vel takket være denne fremmede kvinde at Raphael måtte være i live? Eller det at han faktisk ville overleve? Hvem hun så end var, vidste han ikke, men der var noget over hende, som fik ham til at.. hade hende? Det lå i hendes aura, det lå i hendes person, det lå i hendes.. race? De isblå øjne hvilede fast og undersøgende på hende, som han nærmest måtte lede efter svar i hendes ydre, som han begyndte at studere hende. Hendes elver udseende måtte dog afsløre hende, men.. hvad lavede en elver herude? Her i Imandra? Hun måtte have noget andet i sig, ellers ville hendes blik ikke være så koldt og fast som det var. Han så næsten tvært og skeptisk på hende, for han kendte ikke det mindste til hende, plus hun havde fjernet hans svær, men.. det var vel fordi at hun ønskede at være på den sikre side selv? Han øjne studerede hendes ganske let, fra top til tå, hvor hans eget blik faldt på hendes egne våben. At hun ikke ville fortælle ham sit navn, var noget som kun gjorde ham langt mere mistroisk, for hvorfor skulle han så tro på hende? Han kneb øjnene let sammen, inden han så sig omkring ved hendes andre ord. Var han i Imandra? Selvfølgelig, det var jo her han var flygtet til. ”Den nedre flod?” gentog han lavmælt og for sig selv, som han så sig omkring. Var det ikke bare Jedra Floden? Det lød næsten som om at noget var blevet forandret her i landet. Han så roligt på hende igen, som hun tilsyneladende måtte kræve svarene ud af ham, hvor han næsten så noget så modstridende på hende. ”Hvem jeg er og hvor jeg kommer fra kan vel komme ud på ét? spurgte han ganske så kortfattet, som han trak svagt på skuldrene, inden han hev selve kappen tættere omkring sine skuldre, for han frøs faktisk! Og det sagde virkelig ikke så lidt, når han selv var dødsnymfe! Han vendte roligt blikket mod hende, hvor hans isblå øjne denne gang bar et præg af ydmyghed, i stedet for at de var faste. Han kunne vel godt fortælle hende lidt, nu hvor hun faktisk sørgede for at redde ham? Hvis.. det da var hendes intentioner. Han trak svagt på skuldrene, inden han så hende direkte i øjnene ”Jeg.. flygtede fra Peula og tog floden, fordi den kunne skjule mig noget bedre,” forklarede han stilfærdigt, som han betragtede hende ganske afventende. Han trak benene op til sig, som han slog kappen tættere omkring sig. Det var godt nok ikke den varmeste kappe, men den var virkelig bedre end ingenting! Han kunne mærke at hans tænder måtte klapre, selvom at det var i det skjulte. Han bed tænderne sammen, for at prøve at stoppe deres klapren. Hvem hun var, vidste han virkelig ikke, men hun gad jo tydeligvis ikke, at fortælle ham det, så hvorfor skulle han åbne helt op? Desuden så var der bare noget over hende, som han ikke kunne lide, som bød ham på at hade hende og afsky hende, men han vidste ikke helt hvorfor, og gad hun ikke, at fortælle ham noget, så fandt han vel heller ikke ud af det? Ville hun så også bare gå og efterlade ham her? Hun måtte da næsten have reddet ham af en grund?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste udmærket godt, at hun lige havde reddet denne mands liv, men hvis hun fandt det nødvendigt, så ville hun bestemt heller ikke tøve med at skulle tage det fra ham endnu en gang. De mørke øjne hvilede fast på hans skikkelse og med den samme faste mine som fra før af, det var end ikke noget som hun tænkte over. Det var bare noget som lå ganske naturligt til hende, når hun var i nærheden af andre og flere folk på deres side, var altid noget som de kunne bruge, så for hendes vedkommende, så var det vigtigt at finde ud af hvilken side, at han måtte stå på. Han virkede for forvirret til at være sendt af Inkarno, så det var vel en ting som hun ikke behøvede at tænke på? Så var det jo trods alt også kun en god ting! Hvem så end at denne mand måtte være, så var han vel herfra fra før af Imandra havde gennemgået denne store forvandling? Hun nikkede sigende til hans ord. ”Den nedre flod, det er rigtigt,” fortalte hun sigende, som var det ingenting. Det var nu ikke så forbandet mange år siden, at det var lavet om, men efter at den mand havde indtaget tronen, så var det først gået godt for landet og så var det gået helt af helvede til bagefter og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun ikke gøre noget som helst ved det. Hun betragtede ham med en tydeligt sigende mine. At han var på flugt, var noget som hun næsten havde gættet sig til, selvom der var mange ting som ikke rigtigt passet sammen i den sammenhæng.
At han ikke ville besvare hendes spørgsmål, var noget som direkte måtte gøre hende irriteret, selvom hun valgte at bide det i sig for nu. Hun var en meget bestemt kvinde, og det var noget som denne mand nok skulle finde ud af, hvis han ikke meget snart valgte at passe lidt mere på hvad han valgte at lukke ud på tungen! ”Tja, måske den skjuler dine spor noget bedre, men den tog næsten livet af dig af den grund. Så er det jo heller ikke fordi at det var et smart valg, vel?” Ja, hun kunne sagtens være kynisk og spydig, men denne tid var virkelig stressende nok for hende, som den måtte være fra før af, og det var nu heller ikke fordi at denne mand var med til at gøre det meget bedre for hendes eget vedkommende, så det var også noget af det som virkelig måtte spille ind for hendes del. Hun var virkelig nødt til at passe på. ”Det forklarer ikke hvem eller hvad du er, min fine ven. Desuden.. En flygtninge som dig, har vel et sværd som det et sted fra?” Hun gjorde et mindre hovedkast i retningen af sværdet som måtte ligge der stille og roligt for hendes fødder og med hendes bue liggende ved siden af. Hun var en elver, det var sandt og det var noget som hun var glad for. Det gjorde lidt op for den kyniske Warlock som hun var født med i det indre. Hun hadet faktisk den del af sig! Hun fnøs ganske kortfattet. Han var farlig, eftersom han havde og kunne bære våben af denne kaliber, desuden.. hvis han ikke var imod hende, så var han vel imod Inkarno? Måske at det var at sætte det lidt op sort på hvidt, men det var man jo nødt til i tide og utide. ”Du er heldig, at floden valgte at smide dig af her.. Var du kommet meget nærmere byen, kan jeg garantere dig for, at du ikke ville være i live.” Hun trak let på skuldrene, som betød det absolut ingenting. Døden var jo også bare en normal del af hendes liv.

[raphael]

Hvem denne kvinde måtte være, vidste Raphael desværre ikke, men der var noget over hende, som han ikke brød sig om, der var noget i ham, som bød ham at hade hende, selvom at han ikke vidste hvad det var som måtte spille ind. Han valgte dog at bide det i sig for nu, for han kunne jo ikke vide om hun rent faktisk var fjende eller ven, men mon tiden ikke ville vise ham det? Desuden var det jo heller ikke fordi at han havde fjender af nogen kaliber, for han var bare en simpel slave, om han blev givet til ven eller fjende betød sådan set ingenting, for han levede op til et rygte som ikke mange slaver kunne påtage sig, også fordi at han faktisk havde kendskab til mange af de underdanige erhverv, som faktisk måtte give ham en fordel, når han endelig skulle ’søge nyt job’.
At kvinden kaldte det for den nedre flod, var ikke noget som Raphael måtte forstå sig på, for.. var det ikke bare Jedra Floden? Det var jo hvad den var kaldt sidst han havde boet her i Imandra, selvom.. det var efterhånden også ufattelig mange år siden, han havde jo faktisk kun været en lille knægt dengang, og han var en fuldvoksen mand, så der måtte jo alligevel være gået nogle årtusinder? Han måtte dog indrømme at landet havde mistet sin pragt. Nok havde det altid været hjemlandet for de lovløse, men nu? Det var så trist og gråt selvom foråret var spillet ind. De isblå øjne faldt roligt til hendes skikkelse ved hendes ord, hvor han trak svagt på skuldrene. ”Jeg havde været død alligevel, hvis jeg ikke havde gjort det,” forklarede han kortfattet, for sandt var det jo rent faktisk. Havde han ikke gjort det, havde hans tidligere ejer muligvis, opsporet ham hurtigere, desuden kunne han godt tåle kulde, for han var faktisk ikke i stand til at fryse, medmindre han var syg eller tæt på døden, som han jo faktisk havde været, men han kunne dog tydeligt mærke at han var ved at få varmen igen, alt sammen takket være denne kvinde, som han betragtede noget så skeptisk, inden han vendte blikket ned mod sit sværd, som måtte hvile ved siden af hendes egen bue. ”Jeg tvivler på at en ærbødig kvinde som Dem, ønsker at vide til en simpel slave som jeg,” forklarede han kort, hvor han allerede nu var ved at indpasse sig i den mere underdanige rolle. Han så langs den store flod, lettere tænkende. ”Men selv en slave kan få brug for et våben til at forsvare sit liv med,” forklarede han videre, inden han vendte blikket mod hende igen.
Raphael måtte sukke svagt til hendes ord, som han endnu engang måtte vende de isblå øjne mod floden og lade dem følge det rislende vand, der tydeligt måtte føre ind til den store by, der hvilede flere kilometre borte. ”Jeg ved ikke hvad natten bringer.. så hvem siger at jeg ikke er død inden den er omme?” spurgte han stilfærdigt, som han endnu engang måtte vende blikket mod hende, for sandt var det; natte kunne bringe mange farer og trusler endnu, han vidste jo end ikke om denne kvinde der måtte side foran ham var én af de trusler eller ej. Han havde ingen vej at gå, ingen sti at følge, så.. han kunne vel ligeså godt finde den nye vej han kunne gå? ”Mit navn er Raphael De Philarías,” præsenterede han sig endeligt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde bestemt heller ikke noget imod, at denne mand ikke brød sig om hende, for det var jo heller ikke noget som hun ikke var vant til fra før af, for det var hun i den grad. Hun var en leder for en stor folkemængde og en stor gruppe oprørere mod Inkarno og bare det at hun var en kvinde, var automatisk noget som gjorde, at der ikke var særlig mange som havde respekten for hende. Så længe, at de gjorde som hun bad dem om, så var det hele også fint for hendes vedkommende. Hvorvidt om man var en simpel slave, så havde man nu alligevel noget at skulle have sagt i et samfund også i Tiyannas øjne, for hun var bestemt ikke bare den hårde type. Nej, hun gjorde alt for ikke at minde om sin far!
Hun havde reddet denne mands liv, selvom han havde nægtet at oplyse hende omkring sit navn, så var det nok noget som hun skulle finde ud af før eller siden, det var noget som hun i den grad også måtte være fuldkommen overbevist om når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede stift på hans skikkelse og med den samme facade som tidligere. Hun havde jo heller ikke nogen grund til at lade den falde, for hun kendte stadig intet til ham, hvor han kom fra eller noget som helst, foruden at han var flygtet fra et eller andet og hertil, selvom det at følge floden på den måde, som han havde gjort det, ikke kunne være det bedste valg. Uanset hvad han så havde flygtet fra, så måtte det være en slem ting. Inkarno måske? Det var kun de tanker som hun gjorde sig for tiden og selv for hende, så kunne det jo faktisk være temmelig frustrerende! ”Det er de færreste som vil flygte til et land som Imandra for et liv,” påpegede hun sigende, og sandt var det jo. Imandra havde mistet pragten, selvom der var visse såsom Tiyanna selv, som måtte kæmpe for retfærdigheden. Det var da om ikke andet, så lidt som hun havde lært efter sit liv i Procias, selvom det havde været temmelig kortvarig også for hendes vedkommende, men det var jo bare sådan at det nu måtte være. Han frustrerede hende, også ved at stille så mange spørgsmål og alligevel være så forbandet afvisende, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke!
At han jo så måtte fortælle hende, at han var slave, var noget som tydeligt måtte vække hendes interesse og opmærksomhed. ”Slave?” gentog hun med en sigende mine, som et stille smil måtte brede sig på hendes læber, selvom det måtte være så frygtelig intetsigende også for hendes del. Hovedet søgte let mod den anden side og uden at hun ville se det mindste væk fra ham. Hun havde jo stadig ingen anelse om hvad eller hvad han var, så der var grunde til hende, at skulle være forsigtig! Især med den pris som hun havde hængende over hovedet! ”I det rette selskab, kan det jo faktisk være, at det ville være en nat som du faktisk ville være i stand til at overleve,” sagde hun ganske kortfattet. Sandt var det jo. Hvis hun ikke havde en grund til det, så slog hun faktisk heller ikke ihjel. At han jo så endte med at præsentere sig med navn var noget som jo faktisk måtte gøre hende glad. Det var jo ikke så svært endda! ”Tiyanna Lúthien,” præsenterede hun sig igen, hvor hun bevidst undlod sit efternavn. Det samme navn som kongen måtte være, så det var en gyldig grund nok! Hun så sig kort omkring som hun skubbet sværdet hen til ham som hun selv tog buen. ”Vi har været her længe nok.. Er du med os.. eller imod os..?” Hun vendte blikket sigende mod ham. Hun kæmpet for retfærdighed, hvoraf hendes far ønskede at ødelægge det.. Hvor stod han?

[raphael]

Det var ikke fordi at Raphael havde noget imod denne kvinde som sådan, for så man på omstændighederne, så havde hun jo faktisk reddet hans liv, ved at hive ham op ad floden for at give ham varme – men på den anden side kunne han heller ikke vide om hun var ude på at dræbe ham, eller senere fandt nogen grund til det, så det sagde vel sig selv at han skulle være påpasselig? Ikke fordi at nogen ville savne ham eller at hans liv var værdifuldt, for han var bare en sølle slave, som ikke rigtig havde nogen mening med livet foruden at tilfredsstille sin herres ønsker og behov og det var noget som han rent faktisk var god til og noget som mange gange havde holdt hans skind i live.
De isblå øjne faldt stilfærdigt til hendes skikkelse ved hendes ord. Imandra så godt nok ikke ud af meget, men det gjorde Dvasias jo heller ikke som sådan. De var begge to mørke og dystre lande, det ene mere mat og goldt end det andet, men derfor var det jo ikke ensbetydende med at man ikke kunne leve et fredeligt liv, for det gjaldt vel bare om ikke at skaffe sig fjender? Desuden var Raphael ikke typen der fandt venskaber, så det var jo heller ikke fordi at han havde mulighed for at vælge parti, ikke som sådan vel at mærke. Han trak svagt på skuldrene. ”Et liv her, er det samme som i de andre lande, alt efter ens opfattelse,” svarede han stilfærdigt og trak svagt på skuldrene. Løgn var det jo ikke engang? Var man dvasianer og mørk af hjerte, så ville et liv i Procias jo være et rent helvede og omvendt, så for ham var det hele ensartet, han havde en herre og det var ham eller hende, som han lystede. At hun så smilede, fordi at han fortalte at han var slave, var noget som han bed sig mærke i. Han nikkede roligt og bekræftende. ”De hørte skam rigtigt.. slave,” gentog han endnu engang, selvom at det havde været hans forrige job, for han var jo kendt på mange punkter og med mange andre forskellige erhverv, selvom de alle sammen hørte under samme kategori; underdanige jobs.
Om Raphael ville gå levende herfra denne nat, var ikke til at sige, for det hele kom vel egentlig an på denne kvinde? De mørke øjne betragtede hende tænkende, inden han nikkede istemmende. ”Så sandt, det afhænger af om det er ven eller fjende som man møder,” lagde han roligt til med et lille træk i mundvigen. Alt om denne kvinde var ond eller god, ven eller fjende, kunne han ikke sige, men han tvivlede ærligtalt på at hun ville blive nogen af delene, hvis han passede sig selv. Hendes navn havde han ikke hørt før, men det var også kun tydeligt at han måtte være ældre end hende, og det var nok også grunden til at han aldrig havde mødt hende eller hørt om hende. Han så undrende på hende, som hun skubbede sværdet mod ham, hvor han dog blev siddende, indtil hun selv valgte at rejse sig. ”Med eller imod? spurgte han kort tænkende. Og hvem var ”os”? Han så undrende mod hende og lettere forvirret. ”Hverken eller.. en slave vælger ikke parti, han vælger efter sin herre,” forklarede han stilfærdigt, som han blev siddende og lod sværdet hvile foran sig, for han skulle ikke bruge det – endnu.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvis Tiyanna havde været ude på at skulle slå denne mand ihjel, så havde hun bare ladet ham ligge og ladet naturen gå sin gang, hvilket hun heller ikke havde gjort. Lige hvad det var som havde nægtet hende at gøre det, var noget som hun ellers kunne være fuldstændig ligeglad med, men det var nu heller ikke noget som hun ønskede eller ville sige til nogen, hvis hun dog ellers kunne blive fri for det i det store og hele, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun kneb øjnene let sammen. Hun kendte intet til ham, men alt efter hvad hun kunne se og dømme ud fra, så havde han ikke sat sin fod her til lands igennem skræmmende mange år. Han kendte vel slet ikke til tilstandene som de måtte stå til lige for denne stund? Ikke fordi at det gjorde hende noget, så kunne hun jo altid infiltrere sig den vej.
At han jo så var en slave, var slet ikke noget som gjorde hende det mindste, for det var noget som de skam nok skulle finde ud af før eller siden vel? Hun havde intet imod det, hun kendte mange som holdt slaverne og til dels så havde hun også egne erfaringer og tanker at drage ud fra den situation, udelukkende på grund af hendes gamle liv tilbage da hun levede i Procias. Hun havde skam også været temmelig mange steder efterhånden, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille utrolig meget og tydeligt ind på den ene eller den anden måde. ”Prøv at leve her i en måned og se om du er enig i din egen udtalelse, Raphael,” påpegede hun sigende og med en yderst stilfærdig mine. Ikke fordi at det var noget som hun ville eller kunne skjule for ham, for hvis det ikke var fordi at hun havde den plads og den rolle her i Imandra, så havde hun bestemt heller ikke været her, men at lade folk lide under Inkarno, var slet ikke noget som hun accepterede!
At han var en slave, var som sagt ikke noget som rørte hende det mindste på den ene eller den anden måde, men det var jo såmænd bare sådan at det nu måtte være. Et næsten kynisk smil bredte sig på hendes læber, som hun lod blikket søge mod hans sværd. De havde virkelig siddet der for længe allerede, men det var nu også sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. ”Chancen for at møde en fjende nu om dage, er temmelig stor her.. Specielt ved at blive set sammen med mig,” påpegede hun sigende, dog med en ganske alvorlig stemme. Hun mente det i dets ramme alvor, men det var nu bare sådan som det endelig måtte være i den anden ende. Armene lod hun roligt falde over kors og med den tydeligt afventende mine. ”Som en slave på flugt, så går jeg ikke ud fra, at du har nogen herre?” spurgte hun ganske stilfærdigt og med den samme stemme, som dog tydeligt måtte kræve sig sine svar i den anden ende, men det var jo så også bare sådan at det nu måtte være. Det var sådan at hun var når hun var blandt de mange og specielt dem som ikke kendte hende, hvor hun næsten måtte føle, at hun havde noget at skulle leve op til i den anden ende, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det just nemmere for hende. ”Jeg kan næsten garantere dig for, at du bliver et hoved mindre, hvis kongens vagter ser dig her sammen med mig.. Så jeg vil råde dig til at tage dit sværd, rejse dig og følge med mig,” afsluttede hun ganske kortfattet. Med andre ord, så var det nærmest som en ordre i sig selv.

[raphael]

Der var frygtelig mange år siden at Raphael havde været her sidst, men det var nu heller ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan. Han var ikke typen som blev boende et bestemt sted, han fulgte med sin herre hvorhen det så end måtte være at hans herre ville gå, medmindre han blev beordret til at blive hjemme naturligvis. Men han havde jo også fungeret som bodyguard, som beskytter for sin herre, hvor han havde fulgt ham eller hende i hælene nærmest døgnet rundt. De isblå øjne faldt stilfærdigt til hendes skikkelse, hvor han trak svagt på skuldrene. Han var nok ikke kendt her længere, for det var efterhånden frygtelig lang tid siden at han sidst havde været her, men af den grund, så så han ingen fare i Imandra, ingen fare som der ikke ville hvile i Dvasias og de andre lande, for selv Procias havde stået som fredens land og se hvor det måtte stå nu? I et stort kaos uden lige. Procias og Manjarno havde han dog aldrig selv været i, så han kunne ikke sige hvordan det skulle være der, men det betød sådan set heller ikke noget for ham, for hvem sagde at han ikke engang ville kommer derhen på et tidspunkt? ”Det er ikke mig som er på flugt fra regeringen, frøken Tiyanna,” forklarede han stilfærdigt, så han var skam i sikkerhed, for hvad ville vagterne dog med en som ham? Han kunne vel blive en god slave for denne Inkarno så? Farlig var han jo sådan set ikke, hvis man da ikke bød ham det, for han var skam utrolig god med sit sværd.
Raphael rystede stilfærdigt på hovedet, inden han endnu engang måtte trække på skuldrene. ”Jeg har ingen herre længere, nej,” istemte han sandfærdigt, som han vendte blikket mod sit sværd. Han var selv på flugt, bare ikke for nogen her til lands, for de som var her, havde han ikke engang nogen intentioner om at komme i klammerier med, han holdt sig mest ude af slåsserierne, for det ville ikke pynte særlig meget på hans rygte, hvis han var typen der kom op at slås af unødigheder. Et kort smil passerede hans læber ved hendes ord, som han ikke fjernede blikket fra sit sværd. ”Tja.. jeg er sikker på at hvis De går nu, og vagterne ser mig, så slipper jeg, desuden kan det være at kongen har brug for en tjener eller slave,” endte han eftertænksomt, som han roligt måtte vende blikket mod hende endnu engang. Han greb roligt omkring sit store sværd, som han kom op at stå. Det var ikke særlig langt, men det var bredt og tungt som bare pokker, så det var kun tydeligt at man skulle være øvet for at kunne bruge et sådan sværd. Han så kort langs floden, nærmest som om at han bare ventede på at de soldater skulle komme. Han stod uden herre og skulle han være ærlig, så brød han sig mest om at have nogen som han kunne klamre sig til, nogen som han kunne tjene, hvor han faktisk var ligeglad med hvilken type det så end var. Han trak roligt hendes kappe af sig som han rakte hende den med et taknemligt smil. ”Jeg skylder Dem tak,” endte han roligt, som han blot ventede på at hun skulle tage sin kappe, vende om på hælene og faktisk forlade ham, så han selv kunne gå ind mod byen, for det var vel der at kongen måtte befinde sig?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvis der var noget som Tiyanna godt kunne lide omkring denne mand, så var det faktisk det faktum, at han tog det hele så frygtelig roligt, at han kunne holde et overblik på den måde, men at være en slave for Inkarno ville blive hans sikre død, det var noget som hun næsten kunne garantere ham! Det var de færreste som holdt ud, at skulle være under samme tag med den mand over alt for lang tid. Ja, der var vel en grund til at hendes egen mor havde født hende i al hemmelighed fra den mand? Hun turde slet ikke tænke på, hvor hun var endt, hvis hun var vokset op i sin fars nærvær! Et kynisk smil bredte sig på hendes læber, som hun trak på skuldrene. ”Beskyttet af befolkningen og på flugt fra regeringen.. Livet her er bestemt ikke nemt, Raphael. Du arbejder for en mand som slider sine medarbejdere op i løbet af skræmmende kort tid, eller man er med mig, som kæmper for en bedre fremtid.” Sandt var det, uanset hvor utroligt det end måtte lyde. Det var lidt af en leg såsom Robin Hood. Hun stjal fra de rige, kun for at give det videre til de fattige, for hende, så var det nemlig kun tydeligt, at Inkarno ikke havde nogen anelse om hvad han gjorde ved befolkningen på denne her måde!
Som han selv måtte rejse sig, så rejste Tiyanna sig ved siden af og med sin bue i hånden, selvom hun nu ikke viste nogen intentioner om at skulle gøre brug af den. Han havde endnu ikke givet hende en grund til det, selvom hun ikke ville tøve med det, hvis det endelig skulle vise sig at blive nødvendigt i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i det store og hele, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Tja.. Så er det måske på tide, at ændre lidt på de holdninger? Hvis du ikke har nogen Herre at løbe efter?” spurgte hun stilfærdigt. Et sted nysgerrig, for så langt nede på rangstien, havde hun aldrig nogensinde været selv, men det var heller ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, det var jo bare sådna at det nu måtte være i det store og hele. Hun fik buen tilbage over ryggen, som hun slog armene roligt over kors og uden at skulle tage blikket væk fra ham. Ikke fordi at hun ikke ville, men hun var nødt til at skulle tage sine forholdsregler, og specielt fordi at det var hende som det kunne gå så kraftigt ud over ellers, hvilket hun bestemt heller ikke var ude på! En kort og dog kold latter, måtte forlade hendes læber. ”Jeg håber virkelig, at du tager gas på mig! Inkarno vil slide dig op igennem udnyttelse og misbrug i løbet af en måned.” Måske at det var at overdrive bare en smule, men hun mente det faktisk. Hun mente faktisk at han ville blive slidt op på den mest grusomme måde, hvis han gik til kongehuset i stedet for! Kappen tog hun imod som hun kastet den over den frise skulder. ”Du skylder mig en tak? Så tag med mig,” opfordrede hun med en rolig og stilfærdig stemme, for hun mente det skam. Armene slog hun let over kors endnu en gang og med den samme rolige mine som før. Ikke fordi at det var noget som hun vlile skjule for ham på denne måde. ”Jeg kunne godt bruge.. en som dig,” tilføjede hun med et stille smil på læben, dog tydeligt med tanker bag.