Lost again

[Deleted]

Mørket var så småt begyndt og falde på og hvis Jesse skulle være ærlig overfor sig selv ja så var han endt et sted han ikke anede hvor var. Han var ellers sikker på, at han havde været på vej tilbage ud af Dvasias og mod Manjarno som jo var derfra han var kommet og Rhiannon havde ført ham tilbage til Dvasias i søgen på den der Seth. Han havde dog stadig fast spændte vinger og det gik ham på. Han havde flere gange på sin vej nu igen forsøgt at rive remmene af eller bare bevæge de store hvide vinger en smule. Men nej der var ikke sket noget og han havde givet op og var gået videre. Han havde i lidt tid nu gået blandt træer som var blevet flere og flere. Var han i en skov? Han så sig lidt rundt, men det var svært og se noget i mørket. Han kunne ikke se om der mon lå en hytte eller hus et sted. Om der var nogen andre. Der skulle lys til før han ville kunne skimte noget overhovedet frygtede han.

Han var faktisk et par gange allerede gået ind i et par træer og havde slået sig lidt. Han gik stadigvæk og ømmede sig lidt i ny og næ, da han lige var gået ind i et igen. Hvordan var han dog endt her?! Han havde næsten overvejet at gå tilbage til sin herre. Bare så han fik husly og noget rigtig mad istedet for bær og det han nu kunne tigge sig til eller stjæle. Han var dog endelig fri jo. Eller fri og fri. Han var jo stadig fastspændt og lænket så han blev jo nok aldrig fri før han fik de vinger fri hvis det da var muligt.

Han sukkede træt og skubbede et par grene væk, da han havde mærket dets blade på sin kind og gik så videre frem. Hans mave rumlede og han var kold. Men han kunne hverken få mad eller varme herude og han måtte nok bare vente til han engang fandt noget af det. Han lagde armene om sig selv og det var vel et held hans tøj var sort, da det så skjulte lidt hvor beskidt han faktisk var. Han var blevet tyndere i de måneder han havde vandret rundt på sin flugt. Hans tøj var blevet lidt for løst til ham kunne han mærke og ja det skræmte ham. Han fik mere mad som slave end som flygtning, men det var vel et sted måske ikke så sært?

[Deleted]

Sazhir kunne ikke ligefrem siges at være noget stort eller mægtigt væsen. Hun var en ung og vildlet pige der efter alt for lang tids fangenskab var blevet sluppet ud i en verden hun ikke forstod, med det resultat at hun nu var som fanget i det andre ville kalde for frihed. Hun havde aldrig kæmpet for at komme fri, for hun havde aldrig vidst at der fandtes en verden udenfor det underjordiske gravkammer hun var blevet holdt bundet i så længe, hele hendes liv faktisk. Nu var verden så stor og besværlig at finde rundt i at hun helt var holdet op med at tænke over hvor hun var og hvad hun foretog sig, hun forsøgte blot at være lidt alene, om end ensomheden efterhånden føltes tung og ubehagelig omkring hende.
Hun havde nu slået sig ned ude i skoven for at leve lidt i fred og isolation fra alle de kræfter der var på spil i verden. Men isolation virkede bar eikke som den rigtigt løsning længere, ensomheden var så tung, men hun fungerede ikke sammen med andre folk, hun forstod sig ikke på dem, og deres gøren og laden.
Hun ahvde været ude og gå lidt den nat, hun oplyste sin sti med en mørkeblå kølig flamma på hendes højre hånd, et af de få tricks hun ahvde lært sigselv. det var ikke meget lys, men nok til at hun kunne se den dunkle skov et par meter fra hendeselv. Hun levede af skoven og hvad den kunne give hende af frugt og bær. Hun kunne ikke drømme om at slå ihjel, så det var primært det hun levede af.
Noget havde dog fanget hendes opmærksomhed i nat. Hun havde først hørt skridt, og havde slukket sin flamme og gemt sig, af ren angst for at det var en der var ude efter hende, hendes tidligere fangevogteres allierede måske, der var ude og søge efter den unge pige, men nej, det hun ahvde set, var noget af det mærkeligste, og mest spændende hun nogensinde havde set.
Hun var klædt i sort, og derfor faldt hun fantastisk ind med skoven, og hun var blevet god til at bevæge sig så stille som muligt. Hun fulgte efter manden der kom gående, han så ung og forvildet ud, og hun følte sig en kende urolig for ham når det kom til stykket. Men det der mest lokkede hende til at følge efter ham var hans ryg, hun havde aldrig set noget så sært, og så underligt smukt, en mærkelig kombination.
Hun sneg sig fortsat efter ham indtil hun gemte sig bag et træ, kun få meter bag ham, og kom til at træde på en tør kvist, der knaste højtlydt under hendes fødder, hun gispede og pressede sig ind til træet og håbede han ikke opdagede hende, hun ønskede af sinf ulde styrke at han ikke ville fare på hende, hun turde ikek slåds med ham.

[Deleted]

At der var en der fulgte efter ham i flere minutter og på flere meters længde, ja det var ganske uklart for Jesse der blot forsøgte at gå udenom ting. Som træer og buske samt stubbe som han også havde stødt på nogen af. Han var helt øm af at gå og alle de sammenstød hjalp ikke just. Det var virkelig en overdrivelse. Han havde mistet modet om der var noget liv i skoven som han måske kunne få lidt ly af eller lidt mad andet end hvad skoven havde. Men da der så lød en lyd tæt på og et sted bag ham stoppede han op. Han kunne mærke hårene i sin nakke rejse sig på en urolig måde og et sted ville han helst løbe, men tænk hvis han ikke slap væk og bare gjorde; hvad det nu var bag ham; endnu mere rasende? Og så på den måde mistede livet hvor den eller det måske nu bare iagttog ham? Han kunne mærke hvor kold hans krop blev af skidte fornemmelser og et sted så anede han ikke hvad han skulle gøre og blev blot stående i et pænt stykke tid før han så meget som overhovedet vendte sig lidt rundt. Hans blik var temmelig skræmt og han så rundt bag sig, men han kunne knap se sin egen hånd i mørket så hvis der var et dyr eller et væsen bag ham ja så kunne han intet se. Og det gjorde ham blot så meget mere urolig og bange at han næsten kunne høre sit hjerte være ved og banke sig til et hjertestop.

[Deleted]

Der lod til at gå yderligere et par minutter i den her akavede stilhed. Det neeste Sazhir som sådan lyttede til og egentligt hørte var hendes eget ophidsede åndedræt nu hvor hun havde været så tæt på at blive opdage,t men det lod lige pludseligt ikke til at hvad end det væsen hun havde fulgt, den mystiske mandefugl, var for noget, så var han ikke ude på jagt, for så ville han da have snuppet så oplagt et bytte som hende allerede? Og slådt var bestemt ikke hendes speciale så det va rnok for det beste at hun holdt sig på afstand af ham med mindre han direkte kom rendende. Tiden tikkede videre, og hun begyndte at mistænke at hun måske havde givet ham/den/det et shock og den måske var lettet og fløjer væk fra stedet igen?
Der lød en let susen omme bag træet da hun igen tændte den sløvt lysende mørkeblå flamme om sin hånd igen, og langsomt rakte armen ud fra omme bag træet efterfulgt af hovedet, hun tittede frem!
" Nih! "
Gispede hun halvt shockeret, hun kunne mærke hvordan hendes hjerte havde sprunget et slag over lige da hun opdagede ham. Flammen var med det samme blevet slukket igen, og hun klamrede sig på ny ind til træet, mere skræmt end nogensinde, eller, ihvertfald end hun havde været for få minutter siden. Han havde stået der, ehlt musestille! Det var altså også tarveligt!

[Deleted]

Han havde stået og funderet over om han mon bare var naiv og han i virkeligheden bare var helt alene. Han endte med at se rundt en sidste gang og hans blik opfangede nu et lys. Et lys der ikke havde været der lige før og som. Ja virkede mystisk. Han havde ikke i sinde at gå tættere på, da det jo kunne være en fælde eller det kunne være noget farligt i sig selv så han holdte sig på afstand. Hans næste chok kom da, en eller anden bag træet, gav lyd fra sig. Han bakkede og ramte ind i et stort egetræ der stod på lur bag ham og han var tæt på at glide ned og sidde og ikke komme op igen. Han så forvirret hen mod træet igen hvorfra lyset og stemmen var kommet. Hvem eller hvad var det?! Han havde ikke lyst til at finde ud af det et sted og famlede sig rundt om det træ han var endt med at gå ind i og drejede rundt og gik selv lidt i skjul om bag det. Hans næste træk var han så ikke helt klar over endnu. Flyvning var han jo ikke i stand til at kunne vælge og han kunne nok ikke løbe væk. Og han kendte ikke til sin 'fjende' og dennes evner og væsen. Så måske han var mest sikker ved og gemme sig? Holde sig i ro og ude af syne?

[Deleted]

Sazhir tittede ud igen da hendes puls langsomt havde begyndt at lægge sig til et mere menneskeligt niveau, og til hendes store overraskelse så opdagede hun at hvad end det var hun lige havde stået og luret på, så var det tydeligvis væk nu. Hun tændte den blå flamme igen og sneg sig langsomt men sikkert ud fra sit skjul, hun så meget varsomt rundt, men hun kunne hverken se eller høre noget. Hun kunne ikke undlade at skjule en meget let skuffelse , i det at det smukke væsen hun havde fået øje på før var pist væk lige pludseligt. Hun sukkede meget let og kiggede fortsat rundt, denne gang dog mere søgende en desperat. Den unge pige stod ganske tydeligt ud, hendes blege hud og sorte tøj, der i mørket gjorde den næsten hvide hud halvvejs selvlysende. Hun var ret spinkel, ikke ligefrem bestrøet med nogle overdådige feminine former, men hun var da ikke grim som sådan, og en ting var helt sikkert, langt de fleste ville nok ikke se hende som en direkte trussel.
Hun sænkede skuldrende, og stod langt mere afslappet, nu hun ikke gjorde alt for at være forberedt på pludselige angreb. Måske han var fløjet væk? Han ahvde ihvertfald haft nogle majestætiske vinger. Hun sukkede stille og sparkede let i den fugtige underskov, sikke noget møj, egentligt. Hun følte sig ret ensom igen, hun havde jo ingen som sådan at snakke med, og det var altid somom at alle dyrene undgik hende, selv rovdyrene, somom de var bange for hende eller sådan noget, at et eller andet ved hende gjorde dem utilpas. Hun bed sig i læben og vendte sig i den retning hun kom fra, nåh ja, hun kunne vel ligeså godt vende om og gå tilbage til sin beskedne lille lejrplads, hun ville nok ikke få meget mer eud af at stå der og hænge, det var også ved at blive ret så køligt, så hun savnede sit bål. Hun kunne dog ikke slå det ud af hovedet, måske han kom tilbage? Det kunne da være at han boede et sted i nærheden? Hvad han så end var for en.

[Deleted]

At flyve væk ville nok have været den bedste mulighed HVIS han havde kunne flyve. Ikke kun de magiske lænker forhindrede ham, men han havde aldrig forladt jorden. Han havde været fange siden han var barn og ikke lært den evne. Han havde ikke fået rørt sine vinger i årevis. De var fastlås i den stilling og han måtte nok leve med den resten af sit liv som sagerne så ud. Ikke just en betryggende tanke.
Fra sit skjul kunne han pludselig se, at der kom et skær omme fra den side af hvor han før havde været. Og det var blåt? Hvad pokker var det og hvor kom det fra? Men nej han ville ikke tage chancen og kigge. Selvom han da uden tvivl var nysgerrig som bare fanden og han var også tæt på, at gøre det, men fik stoppet sig selv akkurat i tide før han ellers ville være blevet synlig for hvem eller hvad der end måtte gemme sig omme bag træet hvor han før havde været. Han lukkede øjnene i og forsøgte at få sig selv til at falde til ro og bare indse tingen gik sin vej igen om lidt. Ja der ville ikke ske ham noget overhovedet.
Han stod lidt før han stille kom en smule frem igen og så rundt om den ene side af træet for at se om han kunne se nogen eller noget. Så måtte han jo bare håbe han ikke selv stod i synsvidde af denne person eller flere. Alt efter hvor mange de var. Men han havde på fornemmelsen, at der ikke var andre end en eneste. For ellers ville de vel have forsøgt at omringe ham? Dette her virkede som en solo optræden og han var altså for nysgerrig til mere, at ignorere hvad der skete. Dog så var han forsigtig anlagt, men blåt skær som den før, hvor den havde flakket som flammer, ja den var noget han bare ikke havde set før. Han måtte se hvad kilden kunne være. Men han bevægede sig langsomt og forsigtigt mere frem så han kunne se.

[Deleted]

Sazhir gik forvildet rundt i denne lille lysning de nu var blevet væk fra hinanden i. Hvor ialverden kunne han dog være blevet af? Hun sukkede let, egentligt, lige så bange hun som sådan indgroet var for ham, og alle andre fremmede, ligeså nysgerrig var hun. Var det for meget forlangt at bare føre en menneskelig samtale en enkelt gang imellem? Selv dyrene i skoven lod til at undgå hende, hun var hverken blevet angrebet eller hilst på, nej ingen viste nogen interesse for hende, hun var helt alene som hun tilbragte sine dage ved sin lille lejr, for sigselv og sine vildledte tanker.
Hun fortsatte med at snuse lidt rundt, det var jo ikke ligefrem fordi hun ahvde noget bedre at tage sig til lige i øjeblikket alligevel, og det kunne da være at den mystiske ting hun ahvde set vendte tilbage, hvis hun da overhovedet havde set den, og ikke bare var ved at blive helt tosset langt om længe. Det kunne også være hun måske fandt noget spiseligt.
Hun vandrede rundt i et minuts tid, indtil hendes blik faldt ved foden af et træ, der var jackpot! Det voksede spiselige hvide svampe langs rødderne! Hun slukkede for den blå flamme og begyndte at kravle rundt efter dem, hun gemte dem i folder i sin udslidte sorte kjole. Hun var så ivrig i sin søgen efter svampe at hun helt glemte at se sig for, og pludseligt dunkede hun hovedet ind i noget. Det var blødt, men solidt, ikke en træstamme ihvertfald.
Hun så op, og stirrede lige op i det fremmede, mystiske væsens ansigt. Hendes blik fyldtes med gru, det var lidt for pludseligt!
" Aaah! "
Hvinede hun, og kom så hurtigt på benene at hun vaklede baglæns, og snublede få meter længere henne. Hendes skrig blev kvalt da hun røg ned at sidde op af træstammen ikke langt fra ham, efter et ganske ubehageligt sammenstød mellem træstammen og hendes baghovede. Hun sad med lukkede øjne og gryntede let af smerte, imens hun forsøgte at genvinde sit fokus.

[Deleted]

Havde det været muligt ville vingerne nok have basket vildt af chokket ved sammenstødet og måske han ville være lettet op og enten fløjet væk eller sat sig op i et træ på en stor gren. Men ja nu kunne han jo ikke så han nøjes med at bakke et par skridt tilbage. Hendes skrig eller udbrud. Hvad man nu skulle kalde det kom også bag på ham. Var det hende fra før som han havde hørt liste rundt i skoven tæt på ham? Han så hende falde ned og sidde og selv blev han kun lige stående på fødderne. Han blinkede forvirret med øjnene flere gange mens han mildest talt stirrede på hende. Hvad pokker var hun?! Nej hun så jo ikke farlig ud som med horn eller noget, men nok mere hvem hun var så?! Han spurgte dog ikke og holdt sin mund. Han anede alligevel ikke spor af hvad han skulle sige til hende. Han var ikke god til sådan noget og hvis han ikke sagde noget så var han mindre sårbar. Psykisk i alle fald. Det var altid noget. Men han ville nok reagere hvis der blev talt til ham som han tidligere havde gjort, men han trådte altid forsigtigt frem med sine ord såvel som sin krop for ikke at risikere at ende i en slem fælde. Han havde før været så dum og han ville ikke ende sine dage som slave igen! Aldrig! Så hellere dø hvis det var det eneste andet valg han havde at stå overfor.
Han mærkede svagt, at han blev en smule rolig igen. Hun virkede ikke farlig. Måske han var naiv og gik ud fra udseende og sådan, men han tænkte dog stadig lidt over, at folk ikke altid var som de så ud til. Han ville nok have hjulpet hende op hvis han havde kendt hende. Men hans naivitet lå i, at han ikke stolede på nogen før han var sikker på de var til og stole på og ikke ville falde ham i ryggen på noget tidspunkt. Han så på hende og forsøgte lidt at aflæse om hun mon afslørede noget om sine planer. Om sit væsen. Et eller andet han havde at gå ud fra som en start. Bare..ja bare noget?

[Deleted]

Sazhir rystede langsomt det første smertechok af sig, selvom hun nok mildest talt kunne se frem til en nærmest royal bule i baghovedet efter sin kollision med træstammen. Hun missede med øjnene, hendes blik var sløret, og der gik lidt tid før hun holdt op med at se dobbelt.
Hun tittede forsigtigt op på ham, man kunne nærmest høre hende synke en klump, hvis da ikke også se rædslen i hendes øjne. det eneste der gjorde hende bare en lille smule mere tryg var at hun stadig var i live, men så alligevel, hvis hun ikke var i live, så ville hun ikke være bange, for så var hun død, men nu var hun bange for at dø, men hun havde ikke lyst til at være død, men så ville hun ikke være bange for det.. Okay, ingen grund til at tænke nærmere over det, for det ville nok bare ende med at give hende en forfærdelig hovedpine, altså ved siden af den hun var blevet skænket af træet.
Hun trak forsigtigt sine ben op til sig og lagde sine arme om dem, som en lille bold, sad hun der og kigged esrkæmt op på ham, hun turde dårligt nok blinke. Var ahn en mand, eller en slags rovfugl?
" D-du må ikke spise mig.. "
Lød det meget lavt og dirrende, for ikke at sige panikkent fra den lille sitrende pige, der sad der og rystede som et espeløv. Man kunne nok næsten høre på hende stemme at hun ikke var vant til at snakke.

[Deleted]

Han så lidt på hende med et par store forvirrende øjne? Spise hende? Han var da ikke et vildt dyr eller kannibal? Han rystede lidt på hovedet og bed sig i læben før han stille så kort rundt, men snart så han mod hende igen. Bare for at være sikker. "Jeg er ikke kannibal...eller et vildt dyr der jager i skovene.." han fandt det lidt skørt at skulle forklare det, men han måtte vel hellere få hende til og forstå det end han blev kaldt for det ene eller andet som ikke just var pæne ting. Spise hende. Han havde aldrig i sit liv hørt noget så sært. Men så igen han vidste jo ikke hvem hun var og måske hun bare frygtede alle var farlige og ville overfalde hende. Han havde dog nu aldrig nogensinde hørt nogen misfortolke engle som noget farligt. Folk i Dvasias så dem da ganske vist som en fjende og måske negative ting, men gjorde de jo ved alle lyse væsner fra Procias. Men at være fjender og se en som et rovdyr var to vidt forskellige ting i hans øjne. "jeg spiser ikke folk..Spiser sjældent kød i det hele taget.." nu ikke fordi han havde noget imod kød. Han havde bare ikke fået det så tit som slave og herude som hjemløs og på flugt så var det ikke just kød man gik efter, men bare mad så man kunne overleve.

[Deleted]

Sazhir tittede forsigtigt op på ham, igennem hænderne hun havde brugt til at dække sit ansigt, i et eller andet håb om at hvis hun ikke kunne se ham ville han ikek kunne se hende, men den slags fungerede sjovt nok sjældent. Når man tænkte på hvordan alt andet i skoven lod til at kæmpe en brav kamp for at undvige hende, var hun ret overrasket over at dette væsen, værende en mand eller hvad han nu end var, var så tæt på, meget tætterede ned nogen havde været siden hun var opvokset og låst fast i en krypt under jorden, den gang hun troede at verden kun var de slimede tuneller under jorden. Der ville nok gå lang tid før hun vendte sig til alle de indtryk og måstiske ting der var heroppe.. Alle de mærkelige folk og dyr, planter, træer, huse, slotte, fugle, alting var så underligt og unormalt for den stakkels pige der havde brugt hele hendes liv imørke, klamme tuneller under jordne, iblandt galninge, lig og rådenskab.
Hun fjernede forsigtigt hænderne og kantede sig op af træet, op at stå på rystende ben. Hun så ikke direkte på ham, hendes blik flakkede mere nervøst til siden imens hun fik pusten igen.
" Jeg.. hvem.. er du? "
Spurgte hun meget lavt, med en let rystende stemme, og tydeligt forvirret, i et let håb om at han ville indvige hende i hvad og hvem han var for en, og muligvis hvad han lavede her i skoven, hvis han ikke var på jagt. Ikke fordi at han ikek måtte være der, eller at Sazhir havde ejerfornemmelser af nogen slags, det var bare.. Ja, hun skulle lige vende sig til alle de der sociale aspekter af livet.

[Deleted]

Han forstod stadig ikke helt hendes måde at opføre sig på. Han var i et område der hørte under Dvasias så vidt han vidste, selvom han langt fra var klar over hvor pokker han var. Han vidste kun, at det ikke var Procias. Men når han nu regnede med det var Dvasias han var i så han gik sådan set ud fra, at hun var herfra og så ville hun vel næppe være bange for ret mange eller meget? Men måske hun var som ham og var et vildfarent væsen der slet ikke stammede fra Dvasias, men måske Procias som ham selv eller bare neutralt væsen fra Manjarno. At der så fandtes et par lande mere, men som var meget små var han ikke helt klar over. Han kendte til Manjarno fordi han havde været på vej igennem det og fået at vide hvad det hed. Og Procias var hans fødehjem selvom han havde været opvokset her i Dvasias. Meget imod sin vilje!
Han burde nok også holde afstand og forsøge at flygte, men ærlig talt virkede hun næsten mere bange så han tænkte ikke på at komme væk. Han så dog stadig på hende. En smule vagtsomt bare for en sikkerheds skyld, men han var nu langt fra helt så naiv omkring hende og hvad hun mon var ude på og kunne gøre. Og så videre med alle mulige ting og sager som gjorde ham helt svimmel at tænke på bare. Ikke noget han var vild med og han skubbede det derfor lidt væk. For nu. Han bed sig i læben og vidste ikke om han burde svare hende. Hvis hun var spion for hans herre eller måske bare vidste hvem han var og tog ham med tilbage for en dusør så ville det være dumt. Men førhen havde han dog præsenteret sig, men uden efternavn, da det så var sværere og spore ham. Dog så gjorde hans vinger det jo let for andre at genkende ham sådan som de var lænket.
"Mit navn er Jesse.." Det gav vel en form for forklaring og svar på det hun spurgte om. Det var den han var. Jesse. Om hun så mente hvad han var også tænkte han ikke over. De fleste vidste jo straks når de så en engel. De store hvide fjerklædte og prægtige vinger var ikke til og tage fejl af medmindre man ikke kendte til de fandtes jo. Måske derfor hun troede han var farlig? En rovfugl som hun havde kaldt ham?