A last place to hide..

[Deleted]

Det var ved at være en flot og dog sen aften, da Darian valgte at komme frem fra sit skjul. Han havde været på flugt mere eller mindre siden at Alecander var endt med at falde, hvilket i sig selv, var et tab som i den grad havde overrasket ham, lige så meget som det måtte have overrasket så mange andre. Han var på flugt, var vel noget som man trygt kunne sige? Ligesom så mange andre som havde været medlem af den oprindelige gruppe som havde stået Alecander nær. Ikke fordi at det var noget som man direkte kunne sige, var noget som måtte påvirke ham selv lige for øjeblikket, men det liv på flugt, var noget som afholdt ham fra at opsøge Chrystal, hvilket i den grad også var noget af det som i den grad også måtte frustrere ham mest, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han måtte virkelig erkende, at han savnede hende, han manglede hende og han manglede virkelig at have hende helt tæt på sig. Han vendte blikket ganske kort ned mod den ring som måtte hvile på hans finger. Ikke fordi at der var nogen som helst former for løfter som måtte være bundet til denne ring, men det var nu alligevel noget som måtte betyde noget for ham alligevel udelukkende på grund af denne ene lille ting; Den var fra hende. Han sukkede indædt og rystede på hovedet, som han krøb ud af det mausoleum, som havde været hans skalkeskjul i døgnets lyse tider. Ikke fordi at det vel var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig noget som måtte påvirke ham også i en noget så stor grad! De mørke øjne hvilede fast på omgivelserne. Med stemlet ’forræder’ nærmest stående i hans egen pande, så var han nødt til at være forsigtig, uanset hvor fanden at han måtte søge hen på den ene eller den anden måde, for.. han var ikke i sikkerhed nogen steder, hvilket i den grad også var en faktor som direkte måtte stresse ham og noget så frygtelig voldsomt endda. Med rolige og tydeligt varsomme skridt, så søgte han mere ud i det åbne under den store fuldmåne som måtte hvile så højt på den store himmel over dem. Han knyttede næverne let, som han rullede let på skuldrene. Hans tøj var laset. Det var heller ikke fordi at man kunne sige sig, at han havde muligheder til at købe nyt, specielt nu hvor der var så mange som faktisk måtte lede efter ham! Specielt fordi at han havde stået som Alecanders spion som han havde, men.. de færreste vidste, at han skam også havde været og stadig var i ledtog med Jaqia. Han ønskede ikke at føre krig, men ønskede den fred og fordragelighed som så mange tydeligt ikke måtte være af samme mening om. Han rystede let på hovedet og søgte ned mellem gravene.. Her var virkelig skræmmende stille til aften, det var noget som han allerede havde lagt mærke til!

[Deleted]

Valarie så en anelse vurderende omkring. Hun stod lænet op, af en højere gravsten, der var så slidt, at navnet efterhånden var umuligt at skulle læse. Det var sent, og alligevel, så var det ikke mange timer siden, solen var gået ned. Nætterne blev desværre kortere, nu var foråret havde ramt, og sommeren ville følge efter. Hun sukkede en anelse dybt. Så det var her, de kommende vampyrer skulle holde til? Ikke noget særligt, god plads, ikke særlig stilfuldt.. Det var alle de tanker hun måtte sætte op mod hinaden. Det sorte hår dansede stille hen over hendes skuldre, indrammede hendes blege ansigt, og faldt ned over den blodrøde kjole, hun måtte bære. Hun lignede ikke længere, en fange der havde sat indespærret gennem flere årtusinder, men derimod en kvinde, en vampyr med den elegance der måtte høre med. Hendes slaænke fingrer, trippede nærmest utålmodigt hen over den slidte gravsten. Dvasias var ikke, som det havde været i hendes tid. Dengang havde der været fest i gaderne, vampyrer der nærede sig, parrede sig.. Hun sukkede igen. Nu var det hele blot tomt, og hun måtte trods alt følge med tiden, hun forblev ikke ung, måske smuk specielt af hendes virkelige alder, men end ikke det ville vare ved for evigt. Skyerne var svundet bort. Det var en smuk aften, med stjerner der lystigt blinkede. Med årene havde selv de mistet deres betydning for hende. Selv på lang afstand, kunne hun høre de faste skridt. Et smil præget af kulde og fryd, spillede langs hendes rosenrøde læber. Hun lod tungespidsen følge. Maden var allerede blevet serveret på denne aften, men hun fornemmede ingen puls, eller duft af en blod, varm hud, hvilket nærmest måtte ærge hende. En død, på en grund hvor der ikke fandtedes andet, det undrede hende egentlig ikke. Valarie trak på skuldrene og himlede med øjnene, selskab var ikke hvad hun behøvede, men hvad, det kunne vel betyde lidt sjov for en gangs skyld. Med elegante skridt, fulgt af rolighed, bevægede hun sig mellem de mange grave, og lod hendes skridt give efterlyd i gruset, det var ikke fordi at hun ligefrem holdte lav profil, det havde aldrig rigtigt været hendes ting. Hun fulgte skikkelsen der viste sig for hendes blik, selvom han var langt væk, så var der visse detaljer hun allerede nu var i stand til at analysere. En mand, levende død tydeligvis, der var ingen puls at føle, og hendes umiddelbare gæt ville være en vampyr som hende selv, hvis ikke hun tog fejl. Hendes mine var fuldkommen tilfreds, det var dette hun var opdraget til, det kom hun ikke uden om, og hun følte sig kun tilpas ved tanken om, at hun stadig havde det i sig, selv efter de mange år med tortur og fangeskab, hvor hun ikke havde haft muligheden for at se månens lys. Bag hende lå et af mousuleerne, han ville vel søge dertil? Hvorfor ikke vente på ham, og give hvem end det var, en varm hilsen og en mindre advarsel med på vejen. Hvis der var noget hun ikke ønskede, så var det at lade sig fange af det dvasianske kongehus igen.

[Deleted]

Darian kunne ikke bare opsøge Chrystal, selvom han virkelig måtte savne hende, han kunne ikke søge mod slottet, for han vidste, at han ville blive fanget længe inden og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig, så han følte sig temmelig fortabt lige nu og det var bestemt heller ikke en tanke eller en følelse som han havde oplevet før. I alle fald ikke på denne her måde. Han sukkede indædt som blikket endnu en gang måtte glide ned mod den ring som han havde på sin finger. Ikke nogen decideret betydning, men for ham, så havde den i allerhøjeste grad! Han elskede hende, selvom det nu ikke var ord som han nogensinde havde fortalt hende. Han havde ikke haft muligheden for det og nu hvor han stod der hvor han gjorde det nu, så var det hele kun blevet mere besværligt end det som det havde været fra nu, og det var bestemt heller ikke noget so gjorde det meget bedre, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, men det var jo trods alt bare sådan at det var når det endelig skulle være bare lidt.. rigtigt. At søge og finde et skjul, var efterhånden noget som kun måtte siges, at være direkte nødvendigt for hans vedkommende, også selvom det bestemt heller ikke var nogen nem ting. Han var nødt til at finde et nyt sted dag for dag, ellers gik det galt, så det var heller ikke fordi at han levede et nemt liv! Med kappen godt tvunget omkring sin egen krop, så fortsatte han med en hast igennem mørket. Så lydløst som kun en vampyr kunne gøre det, men det var jo så også sådan at det nu endelig måtte være i det store og hele. Hans blik gled over omgivelserne. Solen var heldigvis væk, men han måtte desværre erkende, at det var skræmmende stille her på stedet. Dette sted som var forbeholdt vampyrerne alene eftersom de havde fået en leder og deres eget samfund, så det var jo næsten oplagt, at det var deriblandt, at han ville gemme sig på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, på denne her måde. At han søgte direkte mod en kvinde som faktisk måtte stå og holde øje med ham, var nu heller ikke noget som han havde i tankerne, for det var heller ikke fordi at han ønskede at opsøge eller støde på nogen som faktisk i sinde, kunne finde på at skulle slå ham ihjel. For han var allerede stemplet som en forræder af så frygtelig mange og det var noget som faktisk kun måtte gøre ham direkte vred et sted og et sted også.. bange? Han frygtede for konsekvenserne af det. Han havde ganske rigtigt været en del af vampyrorganisationen, men hvad de færreste faktisk måtte vide, så var det at han faktisk havde været en spion for kongehuset, hvor han havde afleveret tips og fortalt omkring alt det som faktisk skete, så hun kunne følge lidt med og faktisk gøre forsøg på at stoppe det, selvom det desværre ikke havde haft den rette gang for sig. Han stoppede direkte op, som hans blik måtte falde til den kvindelige skikkelse. Han studerede hende hurtigt, dog yderst nøje. Han tog ingen chancer efterhånden.

[Deleted]

Det var ikke en let tid for noget væsen, og det måtte slet ikke undre Valarie at endnu et valgte at søge trøst på dette sted, og bestemt ikke en mand af hans race. Hendes kølige smil, lod kun de sylespidse tænder blottes, hun forsøgte på ingen måde at skjule dem, hun var vampyr, hendes blod var rent og hun var en umådelig stolt en af slagsen. Dette sted skulle være et helligt sted for vampyrene, de skulle efter sigende have fået sig en leder, som Valarie kun kunne sige sig at være godt bekendt med. Den tanke morede hende. Den lille dreng var omsider blevet en voksen mand, og det var noget af et ansvar at skulle påtage sig, burde hun være stolt? Han havde trods alt ikke vist hans værd endnu, men hun måtte dog erkende, at han havde været et af de mere vellykkede projekter. De slanke fingrer dansede hen over den gamle grav som hun måtte stå ved, den var støvet og umulig at læse på. Grænnset var visnet, og der lå blot grene tilbage af de blomster der engang havde hvilet der. Uden ærer for de døde, stod hun blot på graven. De var trods alt døde, de ville vel være komplet ligeglade, med hvem der betrådte deres jord, det var selv hun i løbet af dagens timer. De kolde blå øjne fulgte skikkelse med hver eneste bevægelse, hun talte hans skridt, hun var trods alt gammel og grå efterhånden, og hendes styrker lå ikke i det fysiske, men mere i det analytiske, hun kunne sågar lugte på lang afstand, at han var af samme race som hende, og med det samme rene blod, hvilket kun gav hende storslåede muligheder! Han var stresset, det kunne hun høre på hans skridt, med andre ord, var han en mand med en plan, og det kunne aldrig gå helt galt. Smilet bredte sig da han endelig måtte stoppe op, og få øje på hendes egen skikkelse. Selv på afstand så hun ind i hans øjne, og genkendte dem hurtigt. Hun havde set ham før, men lige hvor var svært at skulle placere måtte hun erkende. Hun nikkede som en hilsen mod ham, før hun selv satte i løb. Blot få sekunder efter stod hun netop for næsen af ham, med armene foldet over hendes fyldige brystparti ”Godaften, Darian. Dig har jeg ikke set, siden dit lille besøg på mit værelse” hun så intenst på ham, med en klar hentydnign til den nat de havde haft i hinandens selskab, og han i den grad havde sørget for at holde hende varm. Efter at have set i hans blik, havde hun end ikke været i tvivl om hvem han var, hun genkendte hans duft. Der var noget foruligende over ham, et længsel og et savn at sporer i hans tomme mine ”Du ser ud til at have travlt?” påpegede hun som et spørgsmål hun tydeligvis ønskede at få uddybet. Hendes slanke øjenbryn fór op. Selvom hun var gammel, go tydeligt slidt efter hendes mange år i kælderen, havde hun stadig en hel del at prale med, og han havde set hver lille del af hende

[Deleted]

Darian kunne på ingen måde prale med hans liv. Han vidste, at det havde båret med sig en frygtelig stor risiko, men det var jo bare noget som han var nødt til at leve med på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde kendt til risikoen og nu stod han altså i denne her situation, hvor han måtte tage følgerne af det og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han havde lyst til, men hvad andet valg havde han? At han blev iagttaget var nu heller ikke noget som han tog som noget direkte positivt på den ene eller den anden måde, for det var jo bare den ting som han efterhånden måtte leve med, selvom det bestemt heller ikke var noget som var særlig nemt når det endelig skulle komme til stykket på den måde. At denne kvinde var en gammel kending af ham, var nu heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham selv på den ene eller den anden måde. Han knyttede næverne let.. han kunne udmærket godt huske deres aften, selvom det nu ikke var noget som han havde skænket en tanke siden dengang. At Alex ikke havde været noget andet end et eksperiment som man vel godt kunne sige, var lykkes, så var det nu bare noget som han måtte bide i sig på denne her måde. Manden havde opsnuset hans tid som spion for organisationen og det var noget som i den grad måtte komme til at koste ham dyrt. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine. ”Valarie..” mumlede han let for sig selv. Ikke fordi at han var mest begejstret for at skulle stå ansigt til ansigt med, for det var virkelig en elendig timing og det var på alle tænkelige måder overhovedet. Han vendte blikket rundt forbi. Han vidste at hun heller ikke var den mest velsete som man kunne komme i nærheden af, så det gjorde jo helt automatisk at de måtte sidde lidt i samme båd? ”Jeg har virkelig ikke tid til det her i aften, Valarie, okay?” afveg han med en ganske kortfattet stemme, som han trådte let til side, også mest for at komme forbi hende. For han havde virkelig ikke tid til at skulle stå her og slå en samtale af med hende, for han skulle helst ikke blive set af alt for mange, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af i den anden ende og det var noget som han udmærket godt vidste. Han var en mand på flugt og han havde en meget god grund til det, hvilket vel også måtte være tydeligt, for han kunne slet ikke finde nogen som helst former for fred på den ene eller den anden måde. Han sukkede i det indre. ”Jeg har virkelig ikke tid til det her..” mumlede han let for sig selv, som han bare valgte at fortsætte, og valgte at lade hende stå alene tilbage, hvor hun havde valgt at stoppe ham. Han lod hænderne vandre igennem håret, som han fast rystede på hovedet. Nu var det på tide at tage sig sammen, han måtte tilbage til Chrystal på en eller anden måde, selvom det bestemt heller ikke ville blive en nem sag! Han lukkede øjnene ganske kortfattet som blikket endnu en gang måtte mod den ring som hvilede på hans finger. Bare synet af den, var noget som direkte måtte få ham til at længtes efter hans kære Chrystal. Det var jo evigheder siden at han havde set hende sidst!

[Deleted]

Darian havde i den grad taget ens tor risiko, specielt inden for de seneste par år. Valarie huskede ham klart og tydeligt, hver eneste træk ved hans ansigt, hver eneste musik over hans bryst. Det kølige smil spillede over hendes læber, hun betragtede ham med hovedet let på sned, og et blik så køligt og dog så muntert, at det næsten måtte minde om noget direkte vanvittigt. Det stod klart at han var forhastet, at han skulle nå noget, og netop af den grund måtte hun netop opholde ham. Om ikke andet så bare for lidt. Hun kastede kort et blik mod hans knyttede hænder, og mærkede næsten en følelse af tilfredshed. Han var i hendes magt, han kom ikke uden om det. Under den aften, havde han haft tænderne i hende, og hun i ham, hun havde direkte spist ham levende, og hans blod hvilede i hendes system som omvendt, han kunne føle hende, og hun kunne i aller højeste grad, og så føle og fornemme ham ”Hvorfor nu så skeptisk?” spurgte hun med en tone der direkte kunne skære igennem is. Så falsk såret, at det direkte måtte forekomme tydeligt. Intet kunne røre hende længere, følelsen af sorg havde Jaqia formået at piske bort, der var intet menneskeligt tilbage, ikke at der nogensinde havde været meget, hun var trods alt opdraget som en sand vampyr, af den ædle slags, der var ganske få der kunne leve op til dette, Darian var desværre ikke en af dem. Valarie strakte armene mod ham, med et direkte begrejstret blik ”Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke var hvisket helt bort fra dit sind, kære Darian” de smalle intense øjne betragtede ham som et dyr på rov, og det var lige hvad hun var. Som sagt var dette et yderst kedsommeligt sted på denne tid af natten, her var end ikke mange vampyrer at hente til sig, og man havde vel kun det skæg man selv var i stand til at finde på? Hun hævede et slankt øjenbryn mod ham. Det var yderst interessant, at han allerede nu måtte lede efter en hurtig flugtvej, ligefrem forsøgte at undslippe hende ”Hvorfor den hast?” spurgte hun direkte, og det stod tydeligt, at hun forventede et klart svar. Hun lod hånden ligge sig mod hans bryst, idet han forsøgte at træde forbi hende, et var vel også et tegn nok i sig selv? Hun havde skam ingen intentioner om at lade ham gå på nuværende tidspunkt, det var helt sikkert. Hun betragtede ham indgående.Det var allerede 2 gang han kiggede mod den ydrst bedårende ting han måtte bære, indenfor de to sidste minutter, hvor han havde stået her sammen med hende. Den kære Chrystal.. Valarie havde hørt om hende, det var ganske vidst mange år siden, men hendes slægt havde i sin tid, været en af de finere, hun huskede hendes far, som desværre var afgået ved døden, han heller ellers været en mand af fornuft, dem var der ikke mange tilbage af den dag idag. Tiderne ændrede sig betydeligt ”Du er eftersøgt”det var mere en konklusion end et spørgsmål, og det lod til at morer hende betargteligt. Så kunne det være, at de endelig ville fjerne lidt fokus fra hende, det var jo ikke fordi hun direkte bad om den storslåede opmærksomhed, som det Jaqia havde valgt at skænke hende den seneste tid.

[Deleted]

Darian havde udmærket godt været klar over konsekvenserne ved hans valg, og hvilken risiko at det måtte indebære for ham selv, men han havde bestemt heller ikke regnet med, at det skulle ske på denne her måde! Han var bange et sted, selvom det nu ikke var noget som man kunne føle eller fornemme, selvom tanken omkring Valarie var en anden ting. Han kunne fornemme hendes morskab, hvordan hun måtte fryde sig over hans væremåde, for ikke at glemme den nysgerrighed, ganske enkelt fordi at de havde været så tætte på hinanden. Hans tænder havde siddet i hendes nøgne hud, så det havde skabt et bånd, som han mest af alt, ville elske at bryde på denne her måde! Han sendte hende en direkte dræbende mine, for det var bestemt heller ikke fordi at hun gjorde det langt nemmere for ham selv på denne måde. Hun var virkelig den sidste som han havde forventet at skulle møde på dette sted, for hun var bestemt heller ikke velset, så meget var han dog klar over! ”Du er af den slags, som jeg fortryder, at jeg nogensinde har mødt, Valarie,” vrissede han med en direkte dræbende stemme, som han blot sendte hende en fast mine igen. Var det virkelig så svært at forstå, at han altså ikke var interesseret i hende eller ønskede at tænke tilbage på det som de jo faktisk havde delt? Han ønskede sig væk, for ham så var det jo bare direkte farligt at forblive på det samme sted over længere tid og specielt nu, hvor han faktisk var eftersøgt for hans arbejde for vampyrorganisationen og for kongehuset. En dobbeltspiller, selvom han nu ikke ligefrem regnede med at blive reddet ud af situationen af nogen som helst. Det var jo trods alt Dvasias’ land – Man kunne ikke regne med nogen som helst! Hånden som stoppede ham, ved at lægge sig mod hans bryst, var noget som fik ham til at vende minen direkte dræbende mod hende. Hun havde slet ikke nogen grund til at gøre det som hun gjorde for øjeblikket, for den tanke alene, var kun noget som gjorde ham vred. Hun krævede svar, det var da noget som han tydeligt kunne høre, selvom det nu heller ikke var noget som han direkte regnede med at give hende på nuværende tidspunkt, for det var bestemt ikke noget som hun havde fortjent, eller gjorde sig krav på. ”Giv mig en god grund til at svare dig, Valarie..” Hans stemme var direkte dræbende, for han var faktisk.. stresset? Situationen stresset ham, for han kunne heller ikke sørge for at Chrystal havde det godt, og det var nok det værste af det hele! At hun konkluderede, at han måtte være eftersøgt, var noget som gjorde ham helt stiv i minen. Blikket endte med at slå lyn, idet han tog fat om hendes tynde håndled. ”Det er ikke noget som du skal blande dig i. Du skal bare lade mig være i fred!” Med al den kraft som en vampyr kunne besidde, så skubbede han hende direkte fra sig og mod den nærmeste gravsten, kun for at gøre det muligt for ham selv at passere på vejen, for han kunne virkelig ikke blive her længere. Han måtte og skulle altså bare væk og det skulle være lige nu! Han havde direkte heller ikke ønsket at stå i den situation, men han regnede nu heller ikke med at Valarie ville opgive ham til samfundet? Dem som faktisk søgte efter ham.

[Deleted]

Dem der valgte ikke at frygte hende, gjorde i den grad en fejl, men de som frygtede hende var ligeså tåbelige. Når det kom til Darian så var sagen også en ganske anden. Han var en vampyr, han kendte til hende, og det havde han gjort for flere måneder. Med andre ord, så havde han ikke blot vist illoyalitet til denne særdeles mærkværdige organistation af vampyrer, men også mod hans egen dronning. På sit vis var hun næsten stotl af ham, men på den anden side, så var han ganske ynkelig. Hvordan han ikke havde krympet sig, da han havde fundet ud af at hans kære Chrystal havde set hvad de havde gang i, og hvor meget en rolle havde det i sidste ende været? Tanken fik hende til at trække let på mundvien, i et næstent kækt smil. Hun morede sig ligefrem ved hans hastværk. De bar et bånd, ikke særlig mange kunne prale med, de havde præget hinanden, hun bar hans blod som omvendt. Med andre ord, så ville han stå svag over for hende, til en af dem måtte lade livet. Hun hævede et slankt øjnebryn, hendes smil falmede på mindre et sekund. ”Av. Det er ligefør du sårer mig,” hun lod hovedet glide på sned, hvorefter et smil igen prydede hendes læber, gjorde det tydeligt, at hun ikke lod sig påvirke overhovedet. Hun vidste at han havde nydt hvert lille sekund. ”Må jeg minde dig.. Du sprængtedes af begær, følelsen af at gøre noget forbudt, spændningen.. du er aldrig blevet rørt på den måde før, og det kunne læses i dit blik. Vi to er forbundet nu husker du,” hun sendte ham et næsten uskyldigt smil, og trak en anelse ned i kjolen, for at vise ham arene efter hans to tænder, der lå placere midt på hendes bryst. Han kunne ikke lyve for hende, hun var ældre, mere erfaren..stærkere. At ligge sig ud med hende ville kun være dumt, hans svar ville ikke gøre nogen forskel, men hun var en bestemt kvinde, og hvis han ikke selv ville lade munden gå på gled, måtte hun jo hjælpe ham lidt på vej. De slanke fingrer dansede let ned over hans bryst, så uskyldigt som intet andet. ”Lad mig se.. Jeg føler hvad du føler, og ligenu er du yderst stresset.. direkte utryg. Jeg er stærkere end dig, hurtigere end dig.. Klogere. Du ved at du ikke kan løbe, du kan ikke gemme dig,” smilet bredte sig veltilfreds. Hendes håndled blev fanget af hans. Smilet falmede, allerede nu kunne hun sige sig at der ville komme noget grimt. Det gav et stød gennem hele kroppen, da hun hårdt faldt mod gravstenen. Hun stønnede hæst. Få sekunder efter dukkede hun atter op foran ham, greb om den fine hvide skjorte og direkte slog ham op mod mauseleummets væg. Hendes krop var presset tæt mod hans. ”Av. Det var ligefør det gjorde ondt,” sagde hun med tydelig sarkasme malet i tonen. Fingrene greb om hans hals, hvorefter hun slæbte ham ind i selve mauseleumet, som havde hun blodt trukket ham ved hånden. Den tunge dør gled i bag dem, hun kastede ham med fuld kraft mod graven der fyldte rummet. Et stort maleri hvilede på den bagerste mur, ikke en mand hun nogensinde havde set, men det var ganske vidst en kompliceret maleri, malet af en god hånd. Dette sted havde uden tvivl været beboet. Der hang stadig en underlig duft overalt. ”Som jeg sagde,” mumlede hun blot kortfattet, og betragtede ham med en direkte koldt og nedlandende blik.

[Deleted]

Darian vidste udmærket godt at han havde løbet en ekstrem stor risiko, men at det skulle gå så galt som dette, var slet ikke noget som han havde regnet med, men det var nu sket alligevel. Ringen på hans finger var det eneste som han havde efter Chrystal for øjeblikket. Den kvinde som havde haft hans hjerte også tilbage dengang, selvom han ikke havde hjulpet hende dengang det virkelig havde været nødvendigt, også selvom det slet ikke var de tanker som han kunne kvæle ved lige for øjeblikket. Valerie opholdt ham i hans tanker og han brød sig bestemt ikke om det! Hendes storslåede tilfredshed, hendes følelse af fornøjelse. Det var alt sammen noget som han kunne fornemme, også fordi at hendes blod hvilede i hans åre og i hans sind. Han kunne se det i hendes blik, at hun vidste at han havde travlt, for han kunne ikke blive det samme sted alt for længe og han havde allerede tilbragt alt for lang tid her og han brød sig slet ikke om det! Hvis han blev fundet her, så var det ham som havde et problem og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Han kneb øjnene fast og let sammen, selv uden at skulle tage blikket fra hende på nogen som helst måde overhovedet. ”Har jeg nogen grund til at være andet, Valerie?” vrissede han. Han var irriteret, han var stresset og han ønskede egentlig bare at komme derfra, også selvom hun i øjeblikket stod og opholdt ham, hvilket var en tanke som gjorde ham direkte vred, for det var er ikke nogen verdens grund til! At hun skulle spolere hans flugtveje og nægte ham at gå nogen som helst steder, så var det noget som gjorde ham mere vred, for han havde virkelig ikke tid til det her! ”Du af alle burde vide, at det ikke er lige til at.. glemme,” påpegede han ganske kortfattet. Hun var i hans sind som han var i hendes. En enkelt aften hvor det var gået forkert af sig og det var i den grad også noget som han virkelig måtte fortryde! At hun var en gammel del af en forskning og ikke fandt ham værdig for racen som vampyr, var han for sit vis ligeglad med. Han havde lige så meget retten til sit liv som det alle andre også måtte have det, så det var heller ikke fordi at han ville ændre på det for noget som helst, hvis han ellers kunne blive fri for det, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vrissede ganske let af hende og med den samme utilfredse mine. At hun så til slut måtte ende med at konkludere at han var eftersøgt, var noget som fik ham til at vende blikket mod hende og med den samme faste mine som tidligere. Det var jo derfor at han ikke opsøgte Chrystal, det var derfor at han var på farten, for de skulle bare ikke have lov til at finde eller fange ham, hvis han var den som kunne forhindre det! ”Så lad mig gå, Valerie,” beordrede han direkte og med den samme faste mine som tidligere. Han tog fat omkring hendes skuldre, idet at han kraftigt puffede hende til side, for han havde virkelig ikke tid til dette. Måske at han ikke var helt ung mere, men han var bestemt heller ikke oppe i hendes alder endnu og hvis det fortsatte på denne her måde, så var det heller ikke noget som ville ske. ”Jeg har virkelig ikke tid til det her, okay! Så lad mig gå!” Han puffede kraftigt til hende, kun for at få hende ned i jorden, så han kunne komme videre. Han havde ikke tid til disse ophold!

[Deleted]

Darian havde helt bestemt taget en risiko, hun kendte til hans lille hemmelighed. Han skulle bestemt ikke have lov at søge videre bare sådan, det var så ensomt for en som hende, hun havde trods alt også brug for hendes sjov og spas, desuden smagte han godt! Det kølige smil, afslørede direkte en tilfreds mine, han havde i det store og det hele allerede givet hende hvad hun ønskede – nemlig hans usøgte opmærksomhed, nu skulle hun blot gøre brug af det. De delte mere end minder, fra nogle så absolut.. intense nætter. Hun havde drukket hans blod, han var i hendes sind og i hendes tanker, hun kunne føle hans nervøsitet, hvilket virkelig var noget der måtte morer hende. Han ville hjem til hans kære Chrystal? Hvorfor dog, de vidste begge af den naive unge kvinde, end ikke var tæt på at være hans mage, så hvorfor spilde tiden? Han havde så travlt, havde han ikke fået med at den slags ikke ville være godt for helbredet? Et smil krusede sig over hendes læber, det skulle han jo trods alt ikke tænke på. ”Det kan du vel fortælle mig?” hun hævede et slankt øjenbryn. Roligt begyndte hun at cirkulere omkring ham som en sulten gribbe, hendes hånd lagde sig mod hans skulder. Der var heller ingen grund til at frygte hende. Hun havde dækket hans flugtveje, der var ingen vej uden om hende, hvilket også kun morede hende betragteligt. Han var en frustreret mand, det var der ingen tvivl om, hun havde sine ganske særlige planer for ham. ”Jeg ved det skam udemærket,” bed hun ham af, og trak svagt på de slanke skuldre. De sylespidse tænder, lå ikke på nogen måde i skjul, for noget som helst, hun var en stolt vampyr, en af de ældste, Darian ville ikke have en chance imod hende, hvilket han også var klar over.
Mandens pludseligt stive mine, bekræftede kun for hende , at hun havde ganske ret. Manden var eftersøgt, og derfor havde han så travlt. Det var nu slet ikke noget han skulle bekymre sig om. Hendes smil bredte sig yderligere, og hendes øjne måtte næsten bære det glimt af tilfresstillelse, i en sådan grad, at hun ligefrem måtte ligne en, der var smittet med den rene galskab. Valarie klappede sig selv i hænderne, hoppede op og ned med vuggende hovede, som var hun et lille barn, ”Og huhej hvor det går, når vampyren endeligt flammen når!” på trods han skubbede hende baglæns, stod hun næsten endnu på sin faste plads, hun gav ikke igen, men hoppede syngende efter ham. Det var vel ikke underligt, at hun var kendt for at være direkte vanvittig, men hun nød tanken om, hvor meget han lystede at flå hendes strube ud, et sted så var det kun noget det måtte vække hendes lyster. Først da han gav hende et kraftigt puf fra sig, blev hendes små rim brudt. Hun vaklede flere skridt bagud, men hans styrke var noget der knapt påvirkede hende, han var jo næsten spæd i forhold til. Hun så efter ham med sårede barneøjne, i flere sekunder, før hun pludselig igen stod foran ham. Hendes blege hånd, greb ud efter hans hals, i et forsøg på at kyle ham i jorden. ”Du irritere mig, Darian. Her står jeg og krænger mit døde hjerte ud til dig, og så er det hvad jeg bliver mødt med? Hmpf” hun satte begge hænder i siden, og måtte næsten minde mere om en streng mor, end noget andet, ”Det mindste du kunne gøre, var da at give mig lidt opmærksomhed,” påpegede hun, med direkte fornærmet tone.

[Deleted]

Darian havde virkelig ikke tid til disse ophold. Han kunne ikke risikere at blive set og det faktum at Valarie vidste hvad han havde gang i, var heller ikke noget som gjorde situationen mere behagelig – tvært imod, så gjorde den kun det hele så meget værre, også for hans vedkommende. Et sted så var det noget som gjorde ham sur, også fordi at han havde været så direkte dum at trække den så langt med hende. Han havde vel plantet falske forhåbninger i hendes sind? Den hede elskovsleg var noget som de havde været igennem – adskillige gange faktisk, han havde ladet hende tage hans blod, som han også havde taget hendes, hvilket han faktisk måtte erkende, virkelig smagte direkte udsøgt! Han sendte hende en direkte fast og ikke mindst dræbende mine. Hvorfor lægge skjul på de ting, sådan som de nu måtte være i den anden ende? Det var jo heller ikke noget som gav det mindste mening for ham! Han himlede med øjnene. Han vidste så sandelig godt at han var ude på dybt vand og han havde ikke brug for hende til at fortælle ham det. Måske at hun var en af de ældste af deres slags, men hun vidste virkelig intet omkring livet! Intet overhovedet! Han kneb øjnene fast sammen. ”Du ved det?” gentog han spidst og tydeligt skeptisk. Det alene var jo noget som kun forværrede hele hans situation til noget langt mere ubehageligt!
At hans situation direkte var noget som lod til at more hende, var noget som fik Darian til at flippe i det indre. Han havde virkelig ikke brug for at hun skulle stå der og råbe og skrige op om hvor han var, for han var ikke på flugt fra Jaqia. Han arbejdede for hende og det var noget som han agtet at gøre færdig. Han var ikke en mand som gjorde arbejdet halvfærdigt! Fingeren krusede over ringen på hans finger. Han havde fået den af Chrystal, også her på det punkt, hvor han var temmelig sikker på at tøsen faktisk måtte være hans mage, for det var en som han agtet at beskytte for alt i verden – om det så selv skulle koste ham livet. ”Drop dine rim og remser og gem dem til nogen som gider at høre på dem, Valarie!” hvæsede han fast. At gå til hende havde tydeligt vidst sig at være direkte dumt! Som han endelig – langt om længe fik hende puffet til side, så han kunne komme forbi, så satte han selv farten op. Han vidste at han ikke ville udkonkurrere hende, udelukkende på grund af hendes alder, men det forhindrede ham bestemt heller ikke i at markere når hans grænse var nået! Han stivnede brat ved grebet omkring hans hals, hvor jorden nærmest måtte forsvinde under hans fødder og han nærmest blev hamret direkte ned i jorden med baghovedet først. Han klemte øjnene kraftigt sammen. Selvom det bestemt heller ikke var nok til at slå ham ihjel, så gjorde det jo stadig ondt! Han vendte blikket mod hende. Han blinkede let med øjnene, hvor han derefter endte ud i et kynisk smil. ”Hvem siger jeg vil have dit døde hjerte, Valerie? Jeg er langt mere krævende og ønsker et som ikke har været død fra fødsel. Et som har oplevet kærlighed og medmenneskelighed,” hvislede han. Han valgte endnu en gang at rejse sig og med blikket mod hende. Hun lignede mest af alt en fornærmet ung teenager hvis kæreste havde spottet en anden kvinde. ”Har hvalpen ikke fået sin opmærksomhed? Det var da trist.. Så find en som vil give dig den!” Han ømmede hovedet lidt, idet han vendte om – kun for at gå videre. At lange ud efter hende, ville klart være dumt!

[Deleted]

Hun var bestemt ikke dum, og det var tydeligt at Darian af alt magt, forsøgte at skjule noget. De isblå øjne betragtede ham, med et næstent drilsk glimt. Hun kendte ham. Hans blod hvilede stadig på hendes tunge, han kunne ikke skjule det for hende, hvilket han helt og holdent selv havde været skyld i. Det var ham der havde ført hende til sengs, han havde vendt hans kære lille dukke ryggen, for at spise af hende, det aldrende blod, mere delikat end noget som helst andet, hun havde gjort ham stærkere, til gengæld var hun nu den, der havde magten over ham, hvilket kun var en tanke der måtte morer hende, og hun lagde bestetm ikke skjul på det. Et direkte triumferede smil prydede hendes blodrøde læber. Hun nikkede ganske roligt. ”Dit blod løber i mit system, kære Darian. Det er direkte ynkeligt, at forsøge at skjule det,” påpegede hun roligt. Hun lagde blidt en hånd mod hans skulder. Den vrede han følte, var en hun næsten kunne nærer sig på, hun snusede til luften, og følte næsten hvordan hans dampende vrede, måtte give hende en direkte energi. En blid latter forlod hendes læber, hun kunne ikke lade værre, dette var mer end blot morsomt! ”Den skepsis gør næsten ondt,” hun så på ham med noget der nærmest måtte minde om et direkte såret blik, også selvom masken forlod hendes mine hurtigere end den havde lagt sig.
Hans var Jaqias lille kæledække, hun var allerede nu klar over, at hun ikke kunne lade ham gå, han havde set hende, han var klar over at hun befandt sig ulovligt i landet, desuden så kedede hun sig, og han var oplagt morskab! Hun klemte en anelse om hans skulder, lod hånden roligt dale ned over hans muskuløse bryst. Den svaghed for hende, kunne han ikke komme uden om, og selv Darian var klar over det. Hendes mine måtte næstent se helt fornærmet ud, hun kommenterede dog ikke på det endnu At se ham falde til jorden, gav hende kun andledning til at snurer let om sig selv, med et imponeret smil. Hun havde fået manden ned at ligge.. også selvom det havde kostet hende en forholdsvis øm skulder – den mand havde så sandelig nogle muskler! Hun gav ham chance for at komme på benene og det hele, før hun stoppede op foran ham igen. Hendes blik stirrede intenst på ham, som et dyr på rov. Hun rakte ud efter ham, og hev ham med en kraft ind til sig. Læberne nærmede sig hans, så tæt at de kun lige og lige, ikke var i stand til at mødes. ”Jeg prøver jo bare at advare dig, kæreste,” hånden lagde sig mod hans kind, holdte ham tæt ind til sig. Hun formåede næsten at lyde ekstremt bekymret. ”Som din lille Chrystal?” bed hun ham af. Blikket søgte hans, også selvom de stod så umådelig tæt. ”Måske det er hendes hjerte du ønsker, måske hun kan elske dig så naivt som kun en levende kan. Men du vil have helt andre ting, Darian. Du længtes efter mit kys, min krop og mit blod, og du kan end ikke benægte det,” hovedet gled roligt på sned. Hun afbrød hans direkte hånlige ord, ved endelig at lade læberne falde mod hans, med en blød intensitet. Den blide brise slog mod dem, hun kunne føle det mørke hår kilde hendes nøgne skuldre. Uden varsel skubbede hun ham kraftigt fra sig, med endnu en triumferende latter.

[Deleted]

Darian vidste udmærket godt, at han var løbet ind i kæmpe problemer og at det bestemt heller ikke var noget som han kunne løbe fra. Den sidste som han burde være løbet ind i, var denne kvinde og det var bestemt heller ikke noget som han kunne løbe fra om det var noget som man ville det eller ikke. han kunne prøve at skjule sandhederne for hende, men han vidste, at hun kunne mærke, føle og fornemme dem i hans indre, udelukkende fordi at de havde været hinanden så tætte. De havde delt noget som han aldrig nogensinde burde haver gjort det og han vidste det jo godt! Han kneb øjnene fast og direkte mistroiske sammen til hendes ord. Hvordan kunne hun?! ”Jeg foragter dig, Valerie, så hold dig væk fra mig!” hvæsede han denne gang med tænderne direkte blottet i en fast advarsel. Hendes blod havde ganske rigtigt været noget af det mest fantastiske han nogensinde havde smagt og det ville klart også være løgn, hvis han ville påstå at han ikke ønskede mere af det. Han havde trukket den for langt og nu skulle han straffes for det? Det var virkelig bare et uheldigt tidspunkt! Alle var ude efter ham, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved det lige nu! Han måtte jo bare.. flygte til stormen endnu en gang ville sænke sig vel? Han himlede let med øjnene. Det var jo ren lort hun lukkede ud og han vidste det godt! ”Det gør ondt?” gentog han vantro. Et væsen som hende kunne slet ikke føle noget som helst og han vidste det jo godt! Hun mindst af alt! Han kneb øjnene let sammen. ”Så burde beskeden da efterhånden være løbet ind? At jeg ikke vil have dig?!” endte han med en direkte fast tone.
At blive revet direkte ned i jorden på denne måde, så var det bestemt heller ikke nemt for Darian. Han vidste udmærket godt at Valerie var langt stærkere end ham, hvilket var noget som direkte tvang ham selv til at se rødt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine som tidligere. At komme op var en nem sag, men at se hende hoppe rundt på denne måde.. Hun skræmte ham et sted. Hun havde en humor som han ikke kunne følge hende i og det var noget som virkelig frustrerede ham som intet andet overhovedet! At blive revet så tæt ind til hende, var noget som kraftigt fik ham til at stivne. ”Advare mig mod hvad?” gentog han spidst. Han vidste udmærket godt, at han havde problemer og han stod med dem til halsen, hvis ikke mere! Han knyttede næverne. Han stod ligesom lidt fanget med hende så tæt på sig og han kunne virkelig ikke have noget med den tanke at gøre overhovedet! Hånden mod hans kind, fik ham til at bide tænderne fast sammen. Hvordan kunne det være at hun kunne læse ham sådan som en åben bog?! Det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! ”Lige præcis.. Som min lille Chrystal..” vrissede han. Han prøvede at komme fri, selvom han knapt nok kunne røre sig det mindste. Han fnøs ganske kortfattet. ”Chrystal er alt for mi..” Han nåede ikke at sige mere, før han blev mødt af hendes læber, hvilket var noget som direkte overrasket ham og meget endda! Han klemte øjnene sammen, selvom han et sted.. nød det? At hun endte med at skubbe ham fra sig, så gispede det kraftigt i ham. Hun havde jo en ekstrem styrke! Han røg direkte igennem luften og direkte mod et træ. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen, idet at den afknækkede gren endte med at gennembore hans bryst og gik direkte igennem hans hjerte. Han åbnede munden ganske let, selvom der ikke kom så meget som en lyd. Hans krop begyndte at blive bleg og derefter blev den grå idet at den begyndte at falde til jorden som intet andet end en bunke aske. ”C-Chrystal..” hviskede han dæmpet, idet at han forsvandt fuldkommen og faldt til jorden. Ringen ved siden af bunken af tøj som var endt ovenpå askebunken.

//Out

[Deleted]

Det var i sandhed en uheldig aften for Darian. Valarie tude vædde med, at det ikke ligefrem var hende han hverken havde håbet på at møde, eller støde ind i – desværre, de havde da ellers haft nogle hede nætter. Hun kunne endnu smage hans blod på hendes tunge, det havde i den grad både fordele og ulemper at være så gammel som hun var, med ekstremt veludviklede sanser. Hun kunne sårgar dufte hans tanker og hans følelser, hvilket for hende var ganske normalt, men noget de færreste nåede at opleve – selv vampyrer. Det lille glimt hvilede tydeligt i hendes blik. Selfølgelig foragtede han hende, men kun fordi han følte mere for hende, end som så, ellers ville han trods alt ikke havde tilbragt alle de nætter med hende. HUn havde aldrig følt noget for nogen, hun var ikke menneskelig, og det var selv han trods alt klar over.
Hendes læber hvilede mod hans, et sted kunne hun fornemme hans modvilje, og samtidig var det tydeligt at han ønskede det. Måske Chrystal var en mere menneskelig ung kvinde, hun havde aldrig selv haft den glæde at møde hende, men han havde gjort meget ud af at forklare hvilket hjerte af guld hun måtte bære, og alligevel så var det nået hende for ører, at Chrystals hjerte var nøjagtigt ligeså dødt, som hende og Darians selv. Hun trak sig om muligt tættere på ham, lod deres kroppe mødes for alvor, mens hendes læber krævede hans. Noget kunne hun tydeligvis ikke give ham, og han kunne ikke stå imod.. hvilket måtte morer hende. Hun var en generelt morsom kvinde, der ligefrem nød at se ham så frustreret, morede sig over hans ønske om at havde hende tæt på sig, han ville smage hendes blod til enhver tid, det var en umådelig magt at have over ham, og det skulle heller ikke være nogen hemmelighed at hun direkte udnyttede det, og ligeså nød den tanke. De kølige isblå øjne, fyldt med den umådelig morskab, fulgte hans vandring gennem luften. Valarie måtte vel erkende, at hun til tider glemte hendes egen styrke, hvilket bestemt heller ikke var meningen, hun var slet ikke færdig med at have det sjovt med ham! Derfor irriterede det hende direkte at hans røg direkte ind i træet, og blev gennemspiddet af af grenen. Armene foldede sig over hendes bryst. ”Jeg har lige kysset dig, og du nævner Chrystal?” det var endnu engang en til dels fornærmet tone, også selvom den helt igennem var falsk. Hun betragtede ham blive til støv, uden så meget som med en følelse i minen. Selvfølgelig var det lidt ærgeligt, at hun ikke direkte nåede at lege med mere ham. Et suk brød den pludselige stilhed. Hovedet gled på sned, mens et smil endte med at pryde hendes læber. ”...Ups..” hun brød endnu engang ud i latter, næsten så det måtte krampe. Med en anelse tilfredshed, vendte hun rundt på hælen, og fulgte den sti hun var kommet af. Hun end ikke så meget som så efter Darian. Hendes latter fulgte hende bort fra kirkegården, kun en ugle besvarede den med en klagende tuden. Hvilken herlig nat!

//OUT