In name of buisness

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at være en temmelig sen aften, da Malisha meldte sin ankomst i Imandra. Hun var ved at få alle warlocks arkiveret og deriblandt indgik også varyler og holy grails. Mange af de renracede var allerede kontaktet, de var skrevet op og mange af dem havde allerede været en tur igennem den såkaldte lille test som hun havde fået arrangeret for dem og nu var det selv på tide for hendes vedkommende, at skulle hente den næste mand som skulle igennem, det helt samme igen. De mørke øjne hvilede fast på den store og massive borg som måtte tårne sig for hendes blik. Der var slet ikke nogen tvivl om, at det måtte være et mørkt væsen som måtte bosætte sig derinde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt også bare den rene sandhed på den ene eller den anden måde. Kutten hvilede slapt omkring hendes hoved, hvor det lige så også skjulte de mørke lokker, den let blege hud og ellers de helt mørke øjne som man næsten kun lige kunne ane i det klare måneskær.
Et køligt og meget tilfredst smil bredte sig på hendes læber. Hun vidste lige hvad hun ville have, om det så var noget direkte dumt eller ikke, så var hun virkelig den viljestærke type! Hun rettede sig en anelse op, skønt at hun ikke var den største som man lige måtte falde over på den ene eller den anden måde, for mange tog hende faktisk for at være en svækling. Hun var ikke særlig høj og hun var temmelig spinkel, så selvfølgelig skete det, at mange måtte tage fejl af hende, men det var i den grad også noget så frygtelig dumt! Hun gik roligt op mod de store porte og igennem den store have og med den samme faste mine. Bange for at stå overfor en konge var hun bestemt ikke, heller ikke når hun vidste hvilket rygte som manden måtte have i sit eget land på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun stoppede op ved døren, hvor hun nærmest på magisk vis, hvor hun bare hævede hånden og knyttede den, hvor bankene måtte lyde mod den store dør, som hurtigt måtte blive åbnet for hende. ”Hvad ønsker De på denne tid af dagen?” En gammel vrissende stemme i form af en butler. Malisha lod hovedet søge let på sned og med det kyniske smil på læben. ”Jeg agter at få talt med kongen af Imandra, hvis han er tilstedeværende,” sagde hun stilfærdigt. Umidelbart så var det mere et krav end det som der måtte komme noget andet ud af det. Butleren fnøs og gjorde tydeligt tegn til at skulle lukke døren igen, hvilket fik hende til at se rødt for alvor! Hun stillede sig direkte i døren, hvor hun med en fast håndbevægelse, måtte lave en mindre trykbølge som sendte manden direkte ind i den nærmeste væg. ”Det er en meget dum ting at afvise mig!” endte hun med en fast hvæsen, som manden måtte prøve at kæmpe sig op på benene igen. ”Meddel ham, at jeg venter på ham. Lige her,” endte hun ganske kortfattet. Butleren kom endelig op på benene, og endte med at haste direkte op mod Inkarno.

[Deleted]

Højt på sin trone, hvilede det gamle væsen, nærmest som i en trance sad han blot helt stille og nød roen. De eneste lyde der forstyrrede ham var et virvar af lavt hviskende stemmer der mumlede afsted i forskellige tunger. Han lyttede til dem, og de kommunikerede med hinanden, om end han sad så stille man skulle tro at hans sorte hjerte var holdt op med at slå, ikke at det var helt løgn.
Pludseligt skød de hvide øjne op, som to glaskugler fyldt med hvid dis stirrede de ud i rummet, og det føltes nærmest somom at hele slottet dirrede en gang, nu hvor han var blevet vækket.
Butleren kom spruttende på benene, en af mange af Inkarno's tjenere der endnu ikke havde oplevet for ubehagelig deres mester og konge egentligt kunne være. Han mumlede noget ubehagelgit om kvinder og tålmodighed, og begav sig ellers hen for at åbne døren ind til tronsalen. Han trak den forsigtigt op.
" Herr-Ugh! "
Det lod til at han blev ramt lige i mellemgulvet af noget der sendte ham et par meter op i luften, og efterlod ham til selv at falde til jorden igen, vhilket han gjorde med et søgeligt klask. Han hev efter vejret, og snart trådte to vagter til, med øjne ligeså hvide som sne, øjne der fik en til at tvivle på om de overhovedet stadig trak vejret som de skulle, og grab om den sørgelige mand de kun kunne sukke i angst, imens han blev slæbt væk imod en dør ned til krypterne.
Inkarno sad for enden af den næsten mørklagte tronsal, hans blik hvilende som fikseret på kvinden der stod ude i hallen, han følte nærmest i sit stille sind på hende, mærkede energien der strømmede fra hende, hun var vist bestemt ikke en sølle amatør der kom for at stange tænder med døden. Han sad blot lydløs og ventede, de åbne døre en tydelig invitation.
Han var klædt i sine royale klæder, let, sort silke, og de mange kranier der pyntede ham, og hviskede til ham, hans forgængere, skabere kunne man vel kalde dem uden helt at gøre deres navn til skamme? De havde været svagere end ham, og derfor var de nu hans, sådan så Inkarno ofte på verden.
Selv tronsalen var smukt indrettet, den var lang og bred, en sort løber med sølvkanter gik hele vejen fra døren op til tronen i den anden ende, en trone bygget af noget der i skræmmende grad mindede om ægte menneskelige knogler. Der var ialt fire enorme vinduer, der næsten strakte sig fra gulv til loft, på hver side af rummet, og imellem dem var der store søjler der strakte sig imod det høje loft. Det eneste lys, var måneskinner udenfor der flød ind og gjorde stemningen i tronsalen endnu mere formørket og ubehagelig. Det var sjældent at den mand fik besøg, men når det skete, endte det sjældent lykkeligt, de to søjler nærmest tronen var et glimrende bevis for det.
Fra den ene søjle på venstre side, hang resterne af en ung mand, han lod til at være død nu, efter at have gennemgået hvad der kun kunne være grusom tortur. Han var en engel, og begge hans arme var blevet fjernet, og hans vinger var tydeligt blevet hugget af hans ryg, og syet fast der hvor hans arme engang havde været forbunder med hans skuldre, det så grotesk ud, derudover bar hans nøgne krop tydelige tegn på at have gennemgået diverse grusomheder.
Fra den anden søjle han en kvinde, intet ringere end en nymfe. Hun hang fra fødderne, nøgen, med hvoedet nedad. Hendes krop bar tegn af uvirkeligt misbrug. tortur og rædsler inen ville bryde sig om at gennemgå, og hun var tydleigt blevet misbrugt på enhver tænkelig måde. Hendes ellers så smukke krop var nærmest ugenkendelig som et menneskeligt legeme, åbne sår, og stykker der nærmest manglede. Hendes øjne var åbne, ikke at hun havde et valg, nu da hendes øjenlåg tydeligtvis var blevet fjernet. Hun var ikek død, og ved fuld bevidsthed, hvis man kunne kalde hende det, nu hun tydeligt måtte have mistet forstanden for længst. Hendes mund stod åben, og indimellem udstødte hun små gurglende lyde, som et forsøg på at kommunikere, men hun magtede ikke at tale, hendes tunge var for længst blevet revet fri af hendes gab.
Nu ventede han blot, stille som en statue, men levende som ild, ventede han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bestemt heller ikke den mest tålmodige kvinde. Hun var stædig, hun var selvstændig og hun var i den grad klar over, hvad det var at hun ville og hun vidste også helt præcist hvordan hun skulle få det! Afventende blev hun stående og med blikket i retningen af den store tronsal. Hun agtet at stå ansigt til ansigt med Inkarno. Hun havde allerede hørt meget om manden og hun vidste udmærket godt at hun ikke havde det vildeste magt over ham på denne måde, om det jo så var noget som man skulle tage fejl af, men det var heller ikke fordi at hun kunne gøre særlig meget overfor ham på denne her måde, men det var jo så bare sådan at det var. Pointen var at han havde warlock i årene og det var en grund til at skulle gøre det som hun gjorde; Netop ved at opsøge ham og fortælle ham og videreformidle det budskab som hun havde til alle som havde warlock i blodet; Kun de stærkeste skulle overleve!
Den åbne port ind til den store tronsal blev hun stående og betragtede igennem skræmmende lang tid. Hovedet lod hun søge let på sned, inden hun endte med at skulle tage sig sammen og gik hen til portene. Eftersom de stadig var åbne, så var det vel også muligt for hende, at skulle gå indenfor? Med andre ord, så måtte det jo næsten være en invitation et sted? Hun endte roligt med at placere sig ved døren og bare trådte ind uden nogen som helst former for ord, selvom blikket måtte falde direkte til hans skikkelse endnu en gang. Den store trone som måtte være for enden af den mørke sal, englen på den ene side og nymfen på den anden var lige så også noget som hun måtte tage i blik, hvilket kun måtte vise hende, at denne mand bestemt heller ikke var af den slags som man skulle kaste sig direkte i krig med på nogen måde overhovedet. Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for det var slet ikke noget som måtte skræmme hende. Der skulle faktisk temmelig meget til, før hun ville blive skræmt på den ene eller den anden måde.
”Hvor længe har de hængt her?” Hun kunne da tydeligt se, at denne kære nymfe ikke måtte være død endnu, specielt med de små gispende lyde som måtte komme i tide og utide, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne faldt direkte til hans blik og hans skikkelse, hvor hun roligt stoppede op overfor ham. Hun havde skam også respekt for hans titel som konge. Hun nejede roligt for ham, dog tydeligt med en høflighed. Det skulle da bare mangle og specielt fordi at hun stod overfor en konge, hvis magiske tendenser og mørke aura, var noget som hun kunne læse, som det måtte ligge så tæt omkring ham. ”Jeg er her i et meget vigtigt ærinde, Deres Højhed.. fortsatte hun med en rolig og ikke mindst stilfærdig mine. Det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være, for hun var faktisk kun her for forretningernes skyld og intet som helst andet overhovedet. Hun rettede sig roligt op og vendte de helt mørke øjne mod ham endnu en gang. For mange var han måske en skummel mand at skulle stå ansigt til ansigt med, men det var nu heller ikke noget som hun tog sig meget af lige for øjeblikket. Det var bestemt ikke noget som skræmte hende!

[Deleted]

Inkarno's blik hvilede fortsat roligt på kvinden, roligt som var han et lig der blot hang i sin store, dyre trone og betragtede hende. Hans hvide blik ændrede først retning da hun måtte spørge ind til de to mishandlede kroppe der dinglede fra hans søjler, som en form for morbide, vanvittige trofæer.
" En uge.. Vil jeg tro. "
Rumlede hans mørke stemme, som et ekko i salen, imens hans blik vandrede fra englemanden der var blevet tortureret og skamferet, og nu bare hang livløs fra en lænke der var viklet om hans hals, og to store kroge der holdte hans malplacerede vinger på plads, strukket ud som forsøgte han at lette. Nymfen gurglede fortsat stille, imens hendes blik farede rundt i salen, somom hun ikke rigtigt lagde mærke til noget som helst af det der foregik i salen omkring hende, hvilket nok også var meget rigtigt. Sandheden var jo nok at Inkarno havde beholdt hende, og holdte hende i live, fordi han syntes hun havde smukke øjne, og han tog altid hvad han ville have, koste hvad det koste ville.
" Sig frem. "
Lød den dybe, formørkede røst igen imens han stille rejste sig op fra sin trone, som var han komplet ligeglad med hendes tilstedeværelse.
Han gik stille, med tunge skridt hen til et af de store vinduer og så ud over det mørke land. Nattetimen var for længst faldet, og de havde passeret midnat, Inkarno var somregel i sin kælder når dagslyset stod på, han kunne ikke fordrage solen og lyset, og det svækkede ham i voldsom grad, så han undgik det somregel, og brugte istedet tiden på sine eksperimenter og udåder. Der var en let lugt ved ham, og i hele salen, en ubehagelig stank af lig og rådenhed, det var næsten umuligt at undgå.
Han følte ikke stolthed, når han betragtede sit rige, ej heller skam eller ærefrygt, han følte faktisk intet, det hele var blot led i hans egentligt drøm, visionen om en verden badet i død, uden skam, frygt, glæde, sorg og andre følelser, et samfund, hvor alle var lige, hvor sand harmoni måtte findes, når ingen kunne være uenige eller føle sig uretfærdigt behandlet, et samfund hvor der fandtes lydighed, og lydighed alene rettet imod samfundets skaber, hamselv. Hans arbejde var skredet meget frem igennem årene, og denne ondskabsfulde pest havde de sidste mange år bredt sig voldosmt i det før så glade og harmoniserede Imandra, som nu var fyldt med sorg, had, vrede og angst, hans soldater patruljerede byen, alle der blev arresteret blev ført videre til Fort Nova, hvor hans personlige lærling og næstkommanderende havde bolig, og styrede de mange fanger der konstant arbejdede, af frygt for døden, skulle de trodse dette styre.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde udmærket godt hørt, at Inkarno måtte styre dette sted med en jernhånd uden lige, ikke fordi at det var noget som raget hende det mindste, for hun havde slet ikke noget at gøre med Imandra som sådan. Det eneste som hun havde noget med at gøre, var dem som bar en blanding af warlock i sig eller dem som var renracet, uanset hvor fanden de nu måtte bo henne, så var hun virkelig ligeglad! Hun ville ikke stå her ellers.
Nymfen og den døde engel, var noget som hun måtte betragte næsten med en nysgerrighed. At den ene var død og den sidste direkte måtte klamre sig til livet, var ikke noget som gjorde hende det mindste. Hun trak på skuldrene. En uge var dog alligevel lang tid, det måtte hun jo erkende, selvom hans måde at handle på ikke var noget som hun direkte ville blande sig i. Han kunne gøre med dem hvad han ville, også selvom hun var fuldkommen overbevist om at han fint ville klare sig igennem hendes såkaldte prøvelse for alle med den race i blodet. Det var noget som hun ønsket og agtet at få alle trumflet igennem, hvad end om det var noget som de ville eller ikke!
”Imponerende, at du har formået at holde.. i hvert fald hende i live i en uge..” Ikke fordi at det var noget som direkte havde nogen betydning for hende som person, så hun vendte blot blikket mod ham igen. For de fleste ville det nok være et skræmmende syn, men for hende, havde det en ganske anden påvirkning; Respekt. Han stod her som konge, og det var vel også af en grund når alt endelig måtte komme til alt? Han stod som den regerende og det var jo noget som han gjorde af en grund – ikke fordi at det var en magt som hun deciderede hungrede efter på den ene eller den anden måde, for den interesserede hende virkelig ikke. At han rejste sig, var noget som måtte fange hendes opmærksomhed allerede med det samme, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun betragtede ham sigende, dog med et ganske kortfattet blik. Hun trak vejret dybt og rettede sig op endnu en gang.
”Jeg ved ikke om De har fået med Dem, at Warlockerne går en ny storhedstid i møde?” begyndte hun ganske kortfattet. Hun ville ikke tvinge ham med sig, for det havde hun slet ikke bemyndigelsen til, hvilket et sted i den grad også måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt! Ikke fordi at det var noget som hun ville sige til ham som sådan, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til på den ene eller den anden måde, det var stensikkert! Hun rystede de tanker ud af hovedet. ”Jeg leder dem frem. Jeg er i færd med at skille bukkene fra fårene.. Alle som er og har warlocks i deres blod eller i deres slægt, ønsker jeg igennem en test.. En test udstedt af mig. Jeg har ladet mig indberette med at De også har blodet i årene, og jeg ønsker Dem igennem denne test.” For hende, så var der bestemt ikke nogen grund til at lyve. Testen ville ikke tage en mand som Inkarno lang tid, udelukkende fordi at hun kunne fornemme at han måtte have styrken. Det var jo næsten som hun kunne mærke den kvælende fornemmelse af hans magiske egenskaber, selvom hun stadig forholdt sig rolig og fattet. Hun antog ham end ikke som en trussel.

[Deleted]

" Hun tryglede for sit liv.. Jeg forbarmede mig blot over hende, og nu har jeg nægtet hende at dø. "
Forklarede han stille og ganske simpelt, koldt og morbidt som det nu var. Men snadt at sige var det jo nærmest kun retfærdigt? Hendes bønner var noget så irriterende at høre på, at han havde valgt at efterkomme dem, nu hang hun der og kunne takket være ham og hans magiske hjælpemidler, ikke lade sig dø, om end hendes lidelse var så ekstrem som den nu måtte være, nej denne smerte ville var elige indtil der enten simpelthen ikek var mere krop tilbage, eller Inkarno blev træt af at holde hende i live.
" Storhedstid? "
Lød hans stemme efter hun langt om længe var færdig med at forklare om hendes formål og beskæftigelse, og denne her prøve hun åbenbart så lidskabeligt ønskede at lokke ham igennem.
" Og hvad er så jeres defination af storhed? Vil i kæmpe for magt? For grådighed? Jord? Eller måske forsøge at puste lyset i Procias ud? "
Lød hans stemme, om end den stadig hverken udviste hverken nysgerrighed, eller nogen former for følelse overhovedet, som han stod der med sine arme stramt over kors foran et af ahns store vinduer og betragtede sit kongerige. Hans egen magt var en spøjs ting at måle, for han ahvde både sin egen fysiske styrke, hans magiske kundskaber og magt at prale af, og sandelig om ikke hans kræfter var guld værd! Han var stærk, og det vidste langt de flest eogås udmærket godt, men udover det, besad han en enorm militær magt og hemmelige våben, han var en meget stærk, og meget farlig mand.
" Og hvilken rolle, vil det spille for mig? "
Spurgte han endeligt, det første spørgsmål han ahvde stilt i lang tid der rent fkatisk indeholdt spor af interesse langt om længe. Hun vidste jo nok godt at hun ikke sådan lig euden videre bare slæbte en konge med sig, og han skulle dårligt mere end vifte med hånden, og så ville en hær af vagter være over hende, og hun ville sikkert lide samme skæbne som nymfen eller englen der pyntede hans tronssal, hvis ikke han da fandt på en skæbne der var værre end døden.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha smilede let tilfredst. Inkarno var allerede en stor warlock, hvilket hun hurtigt kunne konstatere, selvom det ikke ændrede, at hun ønskede ham igennem testen, udelukkende fordi at han var en blanding af så meget andet ved siden af. Ikke fordi at det vel var noget som gjorde hende noget, for lidt spænding var der jo ikke nogen som døde af, trods alt. Jo.. den som han mødte i arenaen selvfølgelig, men det var jo bare en lille bagatel. ”Tja..” Hun vendte sig direkte i retningen af den nymfe som måtte hænge der og nærmest kæmpe for sit liv. Hun smilede kynisk. ”Vær forsigtig med hvad du ønsker dig..” endte hun med en ganske kortfattet stemme.
Hun nikkede kortfattet til Inkarnos ord. ”En ny storhedstid, ja! Jeg vil fremhæve Warlocks, jeg vil fremhæve den som den værste af de dvasianske racer, jeg vil føre en streng racepolitik som kun lader de stærkeste være igen. Ingen er stærkere end det svageste led,” forklarede hun videre og med den samme faste mine som før. Hun var ganske bestemt af sig, og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun var fast besluttet på at få dette tvunget igennem og det var jo heller ikke fordi at Jaqia havde arbejdet mod hende endnu.
At han jo så langt om længe måtte vise interessen for det, var noget som i den grad også måtte gøre hende storslået tilfreds. Hun tillod sig selv, at træde et skridt tættere på ham. Hun vidste, at han stod med magten i denne situation og meldte han nok, så var det også nok. ”For dig, så er det en fod højt i Dvasias. Jeg vil kun tage de stærkeste ind i en inderste kreds. Ind i Den Mørke Cirkel, en af dem som står højest, som min højre eller venstre hånd..” fortsatte hun. Nok var hun en kvinde, men hun vidste i den grad hvad hun ville have! Og hvad hun ville have, var at warlcoks skulle være et stærkt væsen! Og det stærkeste væsen som man kunne finde i Dvasias. ”Jeg gør ikke dette for magten, Deres Højhed. Jeg gør det for at bringe Warlocks frem, jeg gør det for at fremstille vores væsen som det stærkeste, det mest frygtindgydende som kan vandre på denne jord. Jeg gør det ikke for jord, jeg gør det ikke for magten som sagt. Lyset i Procias er snart pustet ud, uanset hvordan man vender og drejer den,” tilføjede hun stilfærdigt. Hun tog et skridt mere mod ham. Hun kunne ikke tvinge ham, udelukkende fordi at han tilhørte et andet land og faktisk stod i en stilling som var mere betydningsfuld end hendes egen. Men det var dog ikke ensbetydet med at hun ikke kunne komme her og ønske ham igennem denne test, for at se hvor han virkelig måtte stå henne.