Strejfer

[zacharias]

Der var efterhånden gået en rum tid, siden at Zach havde set Cilicia. Den tøs var virkelig ikke til at finde! Flere gange gik han rundt i sin menneskeskikkelse - både for at lede efter hende og for ikke at trække opsigt, om 'tigeren i landet'. Han ville da helst ikke få en pris over hovedet. Måske en adelsmand kunne ønske at have et tigerhoved hængende? Det ville bare være en loose-loose situation, for blev han dræbt som tiger, så blev han jo menneske igen. Og hvem ville hænge et menneskehoved op? Ja ikke ham i hvert fald! Han bed tænderne let sammen. Lige nu var han i menneskeform, for han var ikke helt nået skoven endnu. Han gik langs brynet og betragtede området. Han kunne se op på bjerget og han havde det egentligt godt her. Selvom han hadede at gå rundt selv, for han savnede egentligt Cilicia. Hans bedste ven. Han strøg fingrene igennem håret og kiggede rundt. Han gik ind mellem træerne og sikrede sig, at der ikke var nogen og forvandlede sig så til tiger. Han luntede lidt frem og følte sig igen langt mere tilpas. Han var jo så vant til at være i denne form, at det næsten var mere normalt for ham end hans menneskeskikkelse. Efterhånden havde han dog opvejet det lidt. Han gik roligt på sine store poter og halen vippede roligt fra side til side, mens han bevægede sig fremad. Han kiggede rundt. Hans pels var fin og han så ud som et stort krammedyr. Et rovdyr var han jo ikke ligefrem, men han kunne nok skræmme mennesker væk hvis de så ham. I det mindste skulle de tæt på, for at hugge hovedet af ham.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At skulle færdes rundt her i disse lande, var slet ikke noget som ville være en god idé og specielt ikke hvis man ikke var stedkendt. Skoven bar utrolig mange præg på at være tæt på at skulle dø ud, selvom det slet ikke var tilfældet. Tiyanna kom vandrende igennem skoven og med sin bue i hånden. Denne gang havde hun været en af dem som havde valgt at hoppe på jagtholdet og sørge for at der kom noget mad hjem til landsbyen. Efter at Inkarno måtte fortsætte sin søgning efter dem igennem skoven, så var meget af vildtet desværre også væk, hvilket de alle sammen i den grad også var i stand til at skulle kunne mærke på denne her måde. Det var heller ikke fordi at det var noget som glædet dem som sådan, for det var virkelig mange hårde tider, som de var endt med at gå i møde! Hendes skridt igennem den hårde skovbund var mere eller mindre lydløse. Det havde sine fordele at skulle have elver i blodet, selvom det også var noget af det eneste gode som hun faktisk måtte have i sit sind på denne her måde. Hun sukkede indvendig, som hun endte med at stoppe op ved et træ, hvor hun hurtigt endte med at skulle kravle op i det og satte sig. Hun havde brug for at tænke og hun havde brug for at skabe sig denne her oversigt! Buen holdt hun solidt i sin venstre hånd og hvor hun blot blev siddende og lyttet. Normalt så jagtet de i grupper på 2 eller flere, men hun havde virkelig insisteret på at hun ville gøre det alene, og specielt fordi at hun kendte skovene som hun gjorde. Vildt var der bare ikke meget af, så hun var efterhånden ved at frygte for konsekvenserne af det. De kunne vel ikke bare flytte den store og massive lejr som måtte ligge så godt i det skjulte på denne her måde? Det var faktisk en tanke som gjorde hende temmelig så usikker!

[pharrel123]

Solen var ved at gå ned bag horisonten, hvilket var grunden til at Pharrel endelig kunne søge ud af den store hule. Han kunne godt tåle sollys af mindre grad, men når solen stod midt og højst på himlen, så ville han blive til en bunke aske. Normalt befandt Pharrel sig ikke her i Imandra, dog kom han vidt omkring, selvom at han var leder for Horrorerne, men der var ikke altid noget at lave og så ville han langt hellere ud og se ting, for man vidste jo aldrig hvad der kunne ske, eller hvem man kunne støde på. Han var dog en enspænder, så selvom han var leder for en hel race, så holdt han sig mest for sig selv. Han havde svoret troskab til Jaqia, og han agtede skam også at støtte hende, det var derfor han jagtet, til tider dræbte, gjorde alt for at stoppe de folk, der prøvede på at gøre oprør i Dvasias, for nu var det begyndt i Procias og havde spredt sig til Manjarno, og der var allerede begyndt at komme optøjer i Dvasias. Det var faktisk også derfor at han var endt her i Imandra. Han havde jagtet en rebel, en oprører og havde dræbt ham ved grænsen til Imandra, da solen havde været ved at nå dets højeste, så han havde været nødsaget til at søge skjul, hvilket han havde gjort i en hule, der havde lagt inde i skoven, men helt præcis hvor han måtte være henne i skoven, vidste han dog ikke, for han var bestemt ikke stedkendt her. De natblå øjne søgte ganske let omkring, som han var kommet ud af skoven. Han bar ingen trøje, da han havde været forvandlet i sin varulveskikkelse, så de bukser han havde haft på, var blevet flænset og ødelagt. Han frøs dog ikke, for det kunne han jo ikke, han bar trods alt ikke kun varulven i sig, men også vampyren. Og nu hvor han alligevel var her i skoven, så kunne han vel ligeså godt se sig lidt omkring? Det var i hvert fald grunden til at han begyndte at gå længere ind i den, for han havde jo alligevel intet at tage sig til.

[zacharias]

Zach trak vejret dybt, for han kunne egentligt godt lide at gå rundt ud i ingenting. Han vidste dog det var risikabelt at strejfe rundt, men det var svært at virke som en tiger med ejer, når han ikke anede hvor Cilicia var overhovedet! Han håbede dog bare at han fandt hende snart, men optøjerne i Procias, Manjarno og lidt i Dvasias, tvang ham blot længere og længere væk - så nu var han altså endt i Imandra. Så kunne han bare håbe hun tænkte ligesom ham, at de skulle væk fra det og så kunne da jo nok mødes igen. Det håbede han virkeligt, for de havde jo haft hinanden siden hans teenagealder og de havde været uadskillelige lige siden. Så.. det var bare forkert at hun ikke var der, til at han kunne overvåge og passe på, når han var i denne skikkelse - for hun vidste end ikke han var menneske. Han var vel bange for, at hun ikke ville have noget med ham at gøre, hvis det kom frem? Han begav sig igennem skoven, dog væk fra stien - han gik imellem træerne, for at gå mere i et med det hele. Mørket var jo også ved at falde på, så meget snart ville lyset ikke længere opfange hans flotte stribede pels. Han lyttede til enhver lyd der ville være, for at sikre sig, at han ikke ville blive opdaget. Han var bare bedst tilpas på sine store flotte poter. Han smilede indeni og slikkede sig om snuden. Ørerne strittede op og han kiggede rundt. Han sank en klump og trak vejret dybt. Hans skridt var lydløse og han gik yndefyldt og stolt i sin tigerform. Han hørte en let raslen med bladene i træ toppene, samtidig med han opfangede nogle skridt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At stilheden var noget som ville sænke sig før eller siden, var nu ikke en tanke som slog Tiyanna det mindste ind. De havde rebellernes landsby skjult så langt inde i skoven, som de færreste turde at gå ind, hvilket vel også var en god ting? Landets konge søgte efter dem, det var også derfor at skovene herude slet ikke var noget at prale af! En skam også set i hendes øjne, for normalt så ville det her have været noget af det smukkeste som man overhovedet kunne få den ære af, at skulle opleve her til lands, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. At en tiger var i nærheden og en Horror også, var nu slet ikke en tanke som faldt hende ind. Det var jo faktisk noget af det sidste som hun havde regnet med at skulle se og finde herude! Ryggen lagde hun roligt op af stammen og med blikket som spejdede fra træets top. Det blev kun mere og mere mørkt og af den grund, så blev hun også langt mere svær at skulle få øje på. Et sted så gled hun vel også lidt i sine egne tanker? Det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige sig, at deres situation herude var en god ting, for Inkarno gjorde virkelig alt for at indskrænke deres muligheder for liv, og det var noget som i den grad også måtte frustrere hende! For en kort stund, så blev hun revet ud af hendes tanker igen, da hun var sikker på, at hun hørte skridt. Omgående så lukkede hun hånden mere fast omkring buen, hvor hun næsten helt automatisk trak en pil fra skeden som hvilede over hendes ryg og lagde den mod buestrengen. Vildt var det bestemt ikke, det kunne hun da hurtigt konstatere ud fra lyden. Hun kneb øjnene sammen, mens hun blev siddende uden så meget som en lyd. Skovene var hendes område, hun kunne stedet her som sin egen bukselomme, så det at løbe om hjørner med hende på hjemmebane, var bestemt heller ikke noget som man ville få det mindste ud af i den anden ende!

[pharrel123]

Hvad der alt var af dyr herude, var ikke noget som Pharrel var bekendt med, for han kom ikke særlig ofte i Imandra, hvilket han aldrig havde gjort. Han opholdt sig for det meste i Dvasias, hvilket han havde gjort, siden den dag han var kommet dertil. Han var dog taget meget til Manjarno, dengang han ikke havde været leder, men nu hvor han stod med en høj status i landet, så gjorde det også automatisk at han var forpligtet over for sit land, så han havde heller ikke særlig meget tid til at søge væk derfra, desuden var det heller ikke smart, specielt ikke, når folket var ved at lave optøjer i landet! Han var jo nød til at være der til at sætte dem på plads. Desuden, de som ikke kunne se Jaqias potentiale som Dronning, måtte virkelig være blinde eller snotdumme! Han prøvede da om ikke så vidt at få folket til at se det, selvom mange mente at hun var svag, fordi hun havde sin bror ved sin side, den bror, hvis grav han selv havde stået ved, for hun havde jo faktisk genoplivet ham. Han rystede let tankerne ud ad hovedet, for det var ligegyldigt. En dronning eller konge gjorde hvad de måtte for at stå stærkt, og det gjorde de vel altid hvis de havde én ved sin side? Hvem der var ude i skoven vidste han ikke, for han selv bar sig frem med lydløse skridt, han bar trods alt også vampyrens ynde og elegance i sig, selvom han nok ikke var den person man kunne se det bedst på, for varulven spillede i den grad også ind! Hvilket man tydeligt kunne se på hans krops muskulatur, med de kraftige og fremhævede knogler visse steder og musklerne der stod tydeligt fremme. Han var måske på et nyt sted, et ukendt sted for hans vedkomne, men han frygtede det virkelig ikke og han frygtede bestemt heller ikke dets dyr eller mennesker! Han frygtede intet, specielt ikke sådanne overfladiske ting. Han kneb øjnene en anelse sammen, som han hørte lyde både oppe fra, men også længere fremme, hvilket fik ham til at se opmærksomt rundt, dog uden at vække opsigt eller virke mistænkelig, for han kunne jo egentlig ikke vide om det bare var en kanin og fugl.

[zacharias]

Zach kendte ikke stedet her særlig godt. Han strejfede bare omkring, eftersom han samtidig ledte efter Cilicia, som han bare ikke kunne blive klog på, hvor hun var! Han undrede sig konstant, og tiden gik jo stadig fremad, selvom de ikke var sammen. Han savnede hende. Savnede at have hende ved sig, og fortælle ham alt. For hun så ham jo som et dyr, dog utrolig opdragen (medmindre han bestemte sig til ikke at være det). Han kiggede rundt med sine menneskefarvede øjne. Det eneste som var fulgt med i hans skikkelse til tigeren, men i og med at han oprindeligt havde mørkebrune øjne, så var det ikke nemt at se forskel. Han var ikke engang sikker på, at man kunne se forskel. Han havde jo aldrig set set det. Han var på vagt, eftersom han syntes at have hørt noget. Og det var ikke bare et andet dyr, for så ville han have kunnet lugte det - der var mennesker i nærheden, men lige hvor, anede han ikke. Hans øre var stadig rejst og han gik mere på vagt. Han holdt sine skridte så lydløse som muligt, selvom det raslede lidt når han gik forbi de mange buske der dækkede skovbunden. Han holdt dog mund, for ikke at afsløre sig selv. Det ville bare være dumt, for skovene var vel ikke ufarlige? OG hvem ville ikke gerne have en tiger? Et flot, prægtigt dyr.. Desværre så ejede nogen ham jo bare allerede, men det kunne han jo ikke rigtigt fortælle, hvis han mødte nogle jægere. Han stoppede op, og kiggede ud forbi de træer, han kunne gemme sig let i. Han kunne ikke direkte få øje på noget, så han tillod sig, at gå lidt tættere ud mod stien. Han blev dog stående ude i skovsiden, så han kunne gemme sig bag de nærmeste tætte buske.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Ikke så meget som en eneste lyd måtte forlade Tiyannas læber, som hun stødigt blev siddende oppe i træet. Måske at hun havde en fantastisk farlig blanding i sig, men det var nu slet ikke noget som rørte hende. Hun havde sit liv, hendes far havde sit og hendes mor var død og borte. Man kunne bestemt heller ikke sige, at lyset var med hende, for det havde det aldrig nogensinde været! Uanset hvilken situation som hun havde stået i, så var det hende som var slået i jorden. Aldrig mere.. hun gav ganske enkelt op når det kom så vidt! Ikke fordi at hun kunne se noget som sådan, for det var jo trods alt temmelig mørkt. Blikket vendte hun direkte mod stien, hvor hun var sikker på at hun havde set noget i nærheden af månens klareste skær. Der var nogen der, det var da noget som hun var fuldkommen overbevist om! Direkte, så var det sjældent at hun overhovedet ramte ved siden af, så det var i den grad bare at passe på, for helt ufarlig, det var hun bestemt ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret roligt og dybt, som hun spændte buen fuldstændig op, selvom hun ikke gjorde noget direkte af den grund, det var jo slet ikke noget som hun havde nogen direkte grund til i det store og hele. ”Kom frem..” Hendes stemme var så lav, at det end ikke kunne høres, end ikke at hende selv! At det ikke bare var fordi at der var nogen i buskene, men at der også var andre omkring hende, var nu slet ikke den tanke som slog hende. Hun havde spottet at noget måtte være lige ved hende og lige i nærheden og det var jo så også det som måtte tælle, da alt andet i den grad også kunne siges, at være fuldstændig ligegyldigt. Noget var der og det var noget ukendt – ergo i hendes øjne, så kunne det være en trussel og det var noget som skulle udryddes! Hun skar en let tænkende grimasse.. Skulle hun skyde eller ikke? At det jo så var en tiger som måtte være der så tæt på, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind, for hende var det bare.. farligt? En trussel mod hende?

[pharrel123]

Nu hvor man alligevel var på dette fremmede sted, så kunne man vel lige så godt tjekke det efter? Se hvad der måtte gemme sig herude, for alt var jo faktisk ukendt for Pharrels vedkomne. Han kom sjældent her i Imandra, for hans eget land var jo Dvasias, og efter han var blevet leder, så havde han også fået en masse at skulle se til, han havde fået et ansvar overfor det land, specielt nu hvor uroen hvilede blandt folket, for han havde på fornemmelsen at det hele snart ville løbe løbsk, hvilket var takket være det dumme oprør i Procias, der kun spredte sig mere mod Dvasias, for det havde jo allerede ramt Manjarno, selvom han også godt havde set og hørt, hvordan regeringen i Manjarno prøvede at få det standset, hvor Procias mere eller mindre var henlagt i ruiner, for oprøret havde virkelig ødelagt det land, hvilket han virkelig ikke tillod også skete med Dvasias! Han var ved at være træt af rebeller og oprørere! Han sukkede indvendigt, som han strøg en hånd igennem de halvlange blonde lokker, inden de natblå øjne så sig omkring. Han kunne høre nogle gå omkring og han havde allerede fundet ud af at det ikke var små dyr, for skridtene på jorden var tunge, ligesom vægten på grenen oppe fra træet måtte være. Han kunne godt nok ikke se noget, som sådan, hvilket også var grunden til at han fortsatte lydløst og dog roligt frem, for han skulle helst ikke angribes, selvom det ville blive slemt for den som gjorde det. Da han kom tættere på træet, kunne han også bedre se skikkelsen oppe i det, og det var en.. kvinde? Han fulgte blikket fra hendes bue og ned på det som hun måtte sigte på; tigeren. Det var ikke hver dag man så en tiger i en skov, så mon den egentlig var så vild igen? Han kneb øjnene let sammen, som han forblev i skjult i skyggerne, hvor han holdt øje med kvinden, der mindede ham om en elver, selvom han kunne lugte flere racer fra hende, så hun måtte vel være varyl eller holy grail? Hvem hun til gengæld var, kunne han ikke svare på, og han ville bestemt heller ikke skydes ned med pilen!

[zacharias]

Et svagt brum løb igennem Zach's tigerkrop og endte ud i et fnys, fordi han kom til at nyse. Han trak ørerne tilbage og kiggede ud mellem træerne. Han bakkede hurtigt og gemte sig bag en plamage af træer, som han i stedet kun kiggede på: Nu havde han fået øje på de 2 personer ligeså. Kvinden i træet og manden der stod ude på stien. Han holdt inde med lydende, men han vidste nu, at han var blevet set - for buen fra kvinden, havde afsløret ham overfor dem begge. Han kneb øjnene let sammen og lagde ørerne ned. Han blev stående, for at kunne løbe hurtigt væk, hvis de endeligt ønskede at gøre ham noget. Idet mindste var han langt klogere end primitive dyr. Men nu hvor han var blevet set, kunne han ikke risikere at forvandle sig tilbage til menneske, for det ville vel bare afsløre ham? At han var tigeren. Her var jo ikke andre og hvor var tigeren så blevet af? Han slikkede sig om sin store snude og kiggede på dem inde fra mørket mellem træerne. Det var jo ved at falde på og det gik efterhånden hurtigt. Tæppet blev efterhånden lagt helt tæt og pakkede skoven ind i det komplette mørke.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At begive sig direkte ind i skovene på denne her måde og på dette tidspunkt, var bestemt ikke noget som man burde gøre! Tiyanna kendte disse skove bedre end det som hun kendte sine egne lommer, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Med buen fuldt ud i spænd, så var det jo desværre kun tigeren som hun havde øjnene for. Det var ikke direkte fordi at hun havde lagt mærke til manden som måtte være lige i nærheden. Skovene var sjældent et sted som folk valgte at skulle opsøge, så det var vel også noget som måtte spille umådelig godt ind i den anden ende, så det at skulle støde på flere, var en minimal chance, men det var dog noget som måtte forekomme uanset! Vinden rev ganske let i hendes tøj såvel som hendes hår, selvom hun holdt sig fast oppe på sin faste gren. Elveren stod stærkt i hende såvel som warlocken, men den svaghed som hun havde, så var der mere eller mindre kun fokus på en race af gangen for hendes vedkommende. Det var heller ikke fordi at det var noget som man skulle ændre det mindste på denne her måde. Det var nemlig bare sådan at det nu altid havde været for hendes vedkommende. At tigeren måtte bakke direkte ind i et buskads var noget som kun måtte få hende til at smile. Troede dyret virkelig, at det kunne gemme sig, så måtte det i den grad tro om igen! Hun gjorde buestrengen slap igen, tog pilen i hånden, idet hun rejste sig og uden at tøve, så gik hun et skridt frem, hvor hun måtte falde direkte ned mod jorden, hvor hun landede yndigt på begge benene. Hun så sig kort omkring i den korte frygt hvorpå at nogen måtte have set hende, hvor hun var sikker på at der var noget andet som måtte være i nærheden af hende. Igen lagde hun pilen på buestrengen. Klar i tilfælde af, at der skulle ske noget som helst!

[pharrel123]

Tigern og kvinden havde Pharrel allerede luret. Han havde opfanget duften af tigeren, som kun afslørede at denne tiger ikke var normal, for det var en tvedelt lugt, måske animagus? Han var ikke sikker, det kunne jo også være en varyl eller holy grail for den sags skyld. Han havde forladt stigen, hvor han var gået ind i et mere dækket terræn af træer og buske, som måtte lade skygger flade, som han nærmest gik i et med – han var trods alt horror. De natblå øjne faldt på kvinden oppe i træet, hvor han stod forholdsvis tæt på hendes træ, selvom det var i skjul, så han ikke ville blive set. At tigeren forsvandt, tog han sig ikke af, for det var næsten tydeligt at denne kvinde ønskede at fælle det store og prægtige dyr, hvilket næsten ville være.. en skam? Det var ikke fordi at han var meget for katte generelt, for vendte man den om, så var han jo varulv og derved havde hund i sig, så det var vel et naturligt instinkt at hade katte og familien dertil? Han forblev i skyggerne, da han betragtede kvinden springe ned fra træet og lande kun et stykke længere fremme end hvor han selv måtte stå. Han forblev tavs og helt stille, uden at gøre det mindste, uden at trække vejret og uden at røre så meget på en eneste muskel. Han var selv et rovdyr, hvilket de alle tre vel egentlig måtte være? Et koldt og dog morende smil gled over hans læber, som han gjorde en hurtig og lydløs bevægelse, hvor han forsvandt fra skyggerne og endte lige bag kvinden, imens hans natblå øjne kort søgte hen mod tigeren. ”Du har vel ikke tænkt dig at skyde den.. har du?” spurgte han stilfærdigt og i en hviskende tone mod hendes ene øre, hvor han ellers stod klar til at gribe hende om ben og arme, hvis hun nu skulle til at gøre en hurtig bevægelse og angribe ham, for han kendte jo ikke til hende. Af de to, var han jo den eneste der vidste at den tiger faktisk var et menneske, så det ville jo faktisk være mord at skyde den ned? Han kunne jo sådan set være ligeglad, for han havde ikke tal på hvor mange han havde dræbt, men ville kvinden skyde, hvis hun vidste at det var en mand?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde slet ikke mærket sig af, at hun ikke var alene foruden tigeren. At der var en Horror i nærheden også, var nu alligevel noget som slet ikke faldt hende det mindste ind på den ene eller den anden måde og det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. At tigeren valgte at søge væk, var nu ikke noget som hun tog sig af, for hun var temmelig sikker på at den havde valgt at gemme sig i buskene, så hun skulle så sandelig nok få det dyr stoppet. At se en tiger her, var ikke just noget som var nydt for hende på den ene eller den anden måde, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun tog et enkelt skridt tættere på busken, næsten som hun var klar over at tigeren ville kunne angribe hende som det rene ingenting. Hun lyttet og hun var i den grad også frygtelig opmærksom, selvom det hurtigt tog en drejning, da hun hørte den hvisken mod hendes øre, hvor hun nærmest med det samme, måtte vende sig om, for at vende pilen mod ham i stedet for, kun for at slippe buestrengen. I sig selv, så var det en ren reaktion og nærmest også en form for chok, for hun blev aldrig overrasket! Det var altid hende som havde kontrol på det hele, og det var noget som pludselig bare var taget fra hende? At der var flere i området, var noget som kun måtte overraske hende, for det var i den grad også noget af det sidste som hun lige havde regnet med i det store og hele. At tigeren var menneskelig, var jo ikke noget som hun direkte kunne opfange på nogen som helst måde overhovedet, så det var jo bare noget som hun måtte tage som det kom. ”Hvem pokker er du?!” endte hun i en fast hvislen som hun hurtigt smed buen fra sig, for at tage kniven i stedet for. den var da langt mere praktisk at skulle bruge på så tæt hold som det hun måtte stå ved for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Pilen ville ikke ramme, da hun havde sluppet strengen i ren overraskelse, men kniven.. det var en ganske anden sag. Hun endte med at lukke hånden fast om den, men gjorde ikke noget yderligere – endnu om ikke andet.