Dragged into the darkness..

[Deleted]

Solen var gået ned bag horisonten, hvor den malede de sidste gullige, orange og rødlige nuancer på den ellers så klare himmel. De sidste skyer der var på himlen, var på vej væk sammen med solen, hvor det så ud til at blive en smuk nat med en skyfri og stjerneklar himmel. Månen var ikke fuld, men godt på vej, hvor det var tydeligt at der ikke var mere end par dage til fuldmåne. Den var dog stadig smuk, selvom den ikke var på sit klareste, men af den grund skinnede den stadig smukt og oplyste mange af Jordens omgivelser. Nok var det en smuk aften, men vinden havde taget til og var blevet nået kraftigere, selvom et ikke decideret blev mærket til i byområderne, da de store huse og bygninger måtte skabe et ly for befolkningen. Derick lagde dog ikke så meget til denne smukke aften, for han havde brugt hele dagen ved boderne. Sidst han havde set Elanya, havde de erklæret hinandens kærlighed, hvor man vel kunne sige at de langt om længe havde fået taget chancen, selvom der godt nok også var gået lang tid, og meget havde de været igennem. Han var dog mere end hundred procent sikker på at det var Elanya han ville have, og det kunne man vel også godt forstå? Hun var den person der havde kendt ham i længst tid af alle, hun var den person han først af alle havde åbnet op overfor, og nok var hun ikke den eneste der stod tilbage fra hans fortid, som han også havde Faith og selv genoplivet Moniqe, så der var endnu nogle som stod fra hans fortid, hvilket han også var umådelig glad for, og nu hvor Denjarna ikke var her længere, så kunne han ånde lettet op, så havde han ikke behov for at se sig over skulderen, han havde ikke behov for at have en alarm i baghovedet, specielt ikke når han var sammen med Elanya, for denne gang, var der intet der var forkert eller forbudt. Sidst han havde set hende, havde hun sagt at hun ville besøge sin lille søster Keischa, så han gik ud fra at hun befandt sig på slottet, hvor han selv ville møde hende der, når han engang selv blev færdigt med sit eget ærinde. Han havde brugt flere dage på at finde den helt rigtige til hende og det var endelig lykkedes ham! Han havde derfor sat kursen mod Procias – eller det som var tilbage af det, for han vidste jo at det stod i ruiner og det var vel også derfor at Elanya ville støtte Keischa? Det havde tøsen da brug for efter at hun havde mistet så mange. Hans mørke øjne faldt på hans hånd, som han holdt ude af den mørke kappe, hvor hans blik faldt på den ring, som Elanya havde givet ham for mange år siden, som han havde mistet og nu endnu engang bar.

[ryan]

Den store måne, der skinnede smuk, de mange blinkende stjerne på den skyfrie himmel, de sidste nuancer som solen måtte male på himlen i den vestlige side af horisonten, noget som mange nok ville finde smukke, var slet ikke noget som Ryan selv måtte ligge det mindste mærke til. Alle omgivelser, folk og hvad der ellers var at finde i Manjarnos store by, var slet ikke noget som han måtte ligge det mindste mærke til, for det var fuldstændig irrelevant for hans vedkomne! Han gik rundt i vrede, hvor han var på vej hen betød ingenting, for han skulle bare væk! Og endnu bedre, han havde lyst til at myrde og dræbe! Nej.. han havde lyst til at ødelægge folks liv! Han havde virkelig været et kæmpe fjols! Blevet blødsøden og flink, men det var virkelig ikke ham! Han var den onde, grusomme og sadistiske person, der gjorde hvad han ville uden at tage sig af alle andre, for verdenens var hans legeplads og folkene deri var hans legetøj, såresimpelt! Det var det liv han havde kørt, lige indtil den dag han havde mødt den dumme tøs til Leah! Hvorfor hun havde ramt hans menneskelige følelser vidste han ikke, men det var bestemt slut! Hvorfor han var fulgt efter hende vidste han ikke, men at se hende stå i armene på en anden mand, hvor hun selv havde lagt op til det hele, var noget som han bestemt ikke tolererede! Hvorfor han havde troet at de havde haft et eller andet efter deres forrige møde, vidste han egentlig ikke, men det betød virkelig ingenting! Alt kunne være ligegyldigt, hun ville væk fra horehuset? Jamen så kunne hun finde en anden mand, som hun kunne udnytte og lege rundt med, for han havde andet at bruge sin tid på, han brød sig desuden ikke engang om alt det som hun gjorde ved ham. Han gad ikke binde sig til folk, men hvorfor det så lige skulle ske med Leah vidste han ikke, for han var slet ikke typen der var nogen loyal eller trofast, selvom han havde forsøgt at finde det dumme sted til hende, og hvad hun ikke vidste, var at han faktisk havde fundet et til hende, men det betød så ikke noget længere, det var fuldstændig ligegyldigt! Det kunne det i hvert fald være fra nu af. Han gik i et fast tempo, lukket inde i sit eget raseri, hvor han var ligeglad hvem det skulle gå ud over, det skulle bare gå ud over nogen! Han ville myrde, dræbe og slå ihjel! Han tog sig ikke af folk som kiggede efter ham, for han signalerede kun et stort flammende kaos, hvilket også fik folk til at holde sig væk. Han gik væk fra den ene hovedgade, som han kom gående ned ad, blot for at svinge ind i den ene mørke gyde. Han var ligeglad hvor han skulle hen, det var bare så langt væk fra byen som han kunne komme!

[Deleted]

Hvis der var én ting som Derick havde lært, så var det at man ikke kunne sige hvem der var sin eneste ene. Kærligheden gjorde én blind, den gav én en masse gode følelser, men den kunne også bringe sorg med sig. Han havde troet at Denjarna dengang havde været hans eneste ene, men han havde i den grad taget fejl, jovist havde han elsket den kvinde, for hun havde betydet utrolig meget for ham, men det havde bare ikke været nok, desuden havde han jo altid haft Elanya i sine bagtanker, og nu hvor Denjarna ikke var der mere, så var det kun Elanya som fyldte hans hoved. Han vidste godt at Denjarna ikke havde haft det godt med Elanya, og han ønskede heller ikke at være sammen med Elanya for at være urespektfuld overfor Denjarna ved at gå fra hende og direkte hen til Elanya. Han vidste ikke om Elanya var hans eneste ene, for det kunne han ikke svare på, men hvad han vidste, var at det var Elanya som han ønskede at tilbringe resten af sit liv med, om hun så var hans eneste ene eller ej, så ville han langt hellere lade sin eneste ene vente på ham i en evighed, for det var Elanya han ønskede, hvilket han også ønskede at bevise for hende. Han havde besøgt Denjarnas grav, selvom det havde været utrolig svært at finde, men han havde besøgt den, for at sige farvel, han havde begravet sin halskæde med sin forlovelsesring ved hendes grav, som et tegn på at det var slut. Altid ville han huske hende, for hun var trods alt en stor del af hans fortid, og meget havde han været igennem, men det nyttede ikke at han dvælede i fortiden, han var nød til at tænke på sin fremtid og den ville han dele sammen med Elanya, om folk så var imod det eller ej! Han lod sin hånd falde let mod hans brystlomme i den sorte skjorte, som han bar indenunder den varme mørke kappe. Den var der endnu, og det var vigtigt at han ikke mistede den! Han ville overraske hende, selvom det nok ikke var i den bedste tid, for Procias stod i fuldstændige ruiner, men det skulle virkelig ikke forhindre ham! Det skulle ikke stå i vejen for dem, det var der intet der skulle! De mørke øjne så ganske let omkring. Han skulle den hurtigste vej til Procias, og for hans vedkomne, så kunne det ikke gå hurtigt nok! Han gik derfor ind i den mørke gyde, som han vidste, var en genvej, og han havde skam tænkt sig at tage alle genveje dertil! Hans humør var dog så godt, at han ikke rigtigt tænkte på at han skulle have været varsom, for han gik i den tro, at intet kunne ødelægge hans aften.

[ryan]

At se Leah stå i en anden mands arme, var noget som havde stukket Ryan i brystet, og han måtte indrømme at han aldrig nogensinde havde følt noget lignende, end den følelse som havde ramt ham, og nu gik han så rundt og var rasende, hvor han kunne mærke at han snart skulle afreagere, for ellers ville han da gå fuldstændig amok! Han havde holdt sig væk fra en kvinde siden deres forrige møde, og hvorfor havde han egentlig gjort det? Det var jo så et spørgsmål som han kunne blive ved med at stille sig selv nu, men han kendte jo godt svaret, han havde gjort det for hendes skyld, selvom han stadig ikke forstod sig på de følelser som hun satte i ham og det måtte virkelig forvirre ham noget så voldsomt! Han skulle have dræbt hende under deres første møde, for så havde han da været fri for al den.. kaos. Det var den rene kaos som hun havde bragt med sig, som hun bragte ham ved at være i hans liv, så det var måske på tide at gå tilbage til de gamle rutiner? Til de gamle mønstre? Til det gamle liv? Det var helt præcis hvad han havde i tankerne og gud nåde og trøste hende, hvis han nogensinde så hende igen, for lige nu følte han kun for at slå ihjel, uanset hvem det så end måtte være! Han var færdig med at hjælpe hende, for det havde virkelig ikke givet ham andet end problemer, han gad ikke binde sig til folk og så kom hun vadende ind i hans liv og forandrede.. alt! Han kunne ikke have det! Det forvirrede ham og det måtte virkelig frustrere ham og irritere ham, at han ikke kunne gøre en skid ved det, for det var som om at hun havde fanget ham i sit spind, et spind som han ikke kunne komme ud af, men nu var det slut! Han havde styrken og viljen til at smutte, desuden så hun ud til at have det helt fint, så hvad skulle hun dog med ham? Han var i hvert fald færdig med hende! De dybblå øjne slog gnistre af den vrede som han måtte bære med sig, et inferno der bare ventede på at kunne bryde løs. Han stoppede kort op, som hans øjne faldt på manden der var kommet ind i gyden fra den anden side af, hvor et lusket smil gled over hans læber. Det så ud til at han havde fundet sit første offer! Der var virkelig ikke noget bedre end et bytte der gik direkte ind i en gyde, hvor de var mindst sårbare og hvor der ikke var nogen mennesker til at beskytte dem. De dybblå øjne bar et sindssygt glimt af rent raseri, et helvede som snart skulle bryde løs. Han fortsatte frem i et fast tempo og som da han nåede op til manden, gjorde han et hårdt skulderskub. Det hele skulle bare lige sættes i gang og så skulle han nok få afreageret!

[Deleted]

Hvad der egentlig måtte vente Derick for denne nat var slet ikke noget som han havde nogen anelse om, og hvordan skulle han også det, når han ikke kunne se ind i fremtiden? Men at noget slemt skulle ske, var slet ikke tanker han gjorde sig, for efter han var blevet færdig med sit ærinde, så havde han lagt mærke til den smukke aften som det egentlig var, hvor natten sikkert ville blive lige så smuk, så han ville faktisk se frem til at færdes i natten og månelyset, for det var den helt perfekte nat han havde valgt at søge mod Procias. Blikket hvilede på den ring Elanya havde givet ham i julegave, den selvsamme ring, som hun også havde givet ham dengang de havde været unge, en tid som faktisk måtte more ham, for han huskede tydeligt hvordan det havde været at være forelsket, selvom han virkelig var kommet i klemme i sine egne følelser, for han havde haft følelser for to smukke og fantastiske kvinder, og selvom han havde brændt sig gang på gang, så var det ikke noget han havde lært af. Valget havde altid stået mellem Elanya og Denjarna, han havde valgt at vælge Denjarna, for det var hende som han til sidst havde kæmpet for og han havde også fået hende, men det var tydeligvis ikke gået, og han valgte skam ikke Elanya, bare fordi at hun var den næste i rækken, bestemt ikke! Han elskede hende, som han faktisk altid havde gjort, men det var først nu at han rigtig havde ladet det komme til udtryk, og det ville han bestemt fortsætte med! Hun fortjente at vide hvad han følte for hende, hvad han mente om hende og at det var hende som han ønskede, for der var virkelig ikke andre end hende. I så fald var han ligeglad med alle andre, for Elanya var den eneste rigtige, den rette til ham, det håbede han da om ikke andet på, for igen; han kunne ikke spå fremtiden, så han kunne heller ikke vide om hans forhold med Elanya ville blive katastrofalt, men han ville da gøre sit for at det ville holde. De mørke øjne var kort faldet på den mand, i den anden gade af gyden, som var på vej hen imod ham, selvom han vendte blikket ned mod sin ring igen, for det var i øjeblik hans kæreste eje, en ring som han aldrig ville kaste fra sig, selvom dens magi ikke var noget som han havde brug for, for han kunne jo godt gå ude i dagslyset nu. Det hårde skulderskub, fik ham til at blive skubbet ind i den nærmeste væg, hvor det kun var tydeligt at det var en vampyr, men det ragede ham sådan set. ”Hey! Se dig for tumpe!” vrissede han spidst, for gyden var for pokker da stor nok til at to mennesker kunne gå der!

[ryan]

Hvilken følelse der helt præcist havde ramt Ryan ved synet, vidste han ærligtalt ikke, for han havde været så kold, indelukket og påvirket af sine menneskelige følelser, at han heller ikke havde forstand på dem, for han havde aldrig ladet sine menneskelige følelser påvirke ham. Han havde kunnet dræbe uden at få den mindste samvittighed, han kunne voldtage og være fuldstændig kold med om han ødelagde vedkommendes liv, nej han havde altid gjort præcis hvad han havde haft lyst til uden at der havde været nogen samvittighed eller skyldfølelse, for han havde været fuldblodsvampyr og derfor havde han kunnet lukke af for den sidste menneskelige del i ham, for han bar trods alt også warlockblod. Men af den lille bitte brøkdel – ikke engang! – havde Leah formået at ramme plet. Han havde aldrig nogensinde bundet sig til nogen, han var aldrig nogensinde blevet ramt af skyldfølelse, han havde altid været ligeglad og kold overfor alle, gjort hvad der passede ham, ja lige indtil hun var kommet ind i hans liv. Havde han gjort noget forkert overfor hende, bare det mindste, havde denne underlige skyldfølelse ramt ham, han havde fortrudt at han havde gjort hende ondt og han havde ønsket at hjælpe hende, hvor han bare havde valgt at acceptere de følelser hun havde sat i ham, for hvad pokker skulle han ellers have gjort? Selv da han til at starte med havde forsøgt at glemme hende, være ligeglad med hende, så havde han ikke kunnet det, ikke før nu, for nu var han virkelig ligeglad! Nu kunne hun ryge ned i sit eget helvede, hvor hun for hans skyld kunne rådne op, for han var fuldstændig kold i røven med det! Han ville langt hellere tilbage til sit gamle liv, for her vidste han da i det mindste hvad han havde med at gøre, hvad han kunne tillade sig; nemlig alt, uden at skulle tænke på andre. Han havde valgt at åbne op for Leah, eller i hvert fald gjort sit bedste forsøg på det, for det havde bestemt ikke været let, specielt ikke, når man var den person som han måtte være, for han var ikke vant til det, så det at kræve at han åbnede op bare lige sådan, var virkelig en stor ting for ham, men han havde prøvet for hendes skyld og så gjorde hun det?! Så kunne det bestemt også være fuldstændig ligegyldigt! At manden råbte tumpe, var noget som han faktisk havde regnet med, eller i hvert fald bare noget i den dur, og det havde præcist været det som han havde ønsket og håbet på! Han stoppede ganske roligt op og vendte sig om, som de dybblå øjne faldt på mandens skikkelse. Han strakte sin ene hånd, hvor han gjorde et let vink med hånden til den ene side, som han brugte sin magi for at tvinge manden op ad væggen. Han fandt sig bestemt ikke i noget længere, om det så var ham der lagde op til tingene eller ej! ”Hvad kaldte du mig?” spurgte han med en hæs og dog faretruende tone.

[Deleted]

Hvem denne mand måtte være, vidste Derick ikke, men det var sådan set også ude af betydning, for han ville ikke lade nogen spolere hans aften! Han ville nyde den, nu hvor det var så godt vejr, for det kunne næsten ikke blive bedre! Det var allerede blevet mere lunt i aftenluften, hvilket blot var et tydeligt tegn på at foråret var kommet ind over landet, noget som glædede ham, for vinteren var altid så trist, selvom han da måtte erkende at den hvide snedækkede jord altid var smuk at betragte, men han måtte indrømme at han langt hellere var til foråret og sommeren, når alt var i blomstring, alt var på vej til ny, med foråret kom en ny start, og det var præcis den start som han ville gribe! Og han ville gribe den, så snart han kom til Procias og stod overfor Elanya endnu engang. Hvad mandens problem var, kunne han ikke svare på, men pladsen var stor nok til at de begge kunne gå fredeligt forbi hinanden, så siden manden havde valgt at skubbe til ham, jamen så måtte han vel også have et problem? Meget kunne han tolerere, men han fandt sig skam ikke i at blive skubbet til bare sådan uden videre, om det så var en vampyr han stod overfor eller ej! Han vendte dog ryggen til manden igen, for han ønskede skam ingen ballade, men af den grund kunne folk godt vise bare en anelse hensyn, selvom det var ved at gå op for ham at verdenen var blevet utrolig egoistisk efter at han sidst havde levet i den. Dengang han havde været vampyrernes leder havde selv dvasianere kunne vise en almen høflighed, vise respekt, denne verden var egoistisk, grotesk og folk var uden nogen former for respekt for autoriteterne, hvilket tydeligt kunne ses på den måde som oprørerne var blevet startet og havde spredt sig på. Nogle måtte vel kunne sætte en stopper for det? Selvfølgelig de kongelige, men selv ikke de var som de havde været. Det var dog også synd at sætte Keischa på tronen efter en stor regent som Gabriel havde været, for om han så brød sig om den knægt eller ej, så måtte han indrømme at han faktisk havde gjort en god indsats for sit land, og han var sikker på at Gabriel var blevet en stor konge, ligesom hans mor havde været en stor og mægtig dronning, som havde været elsket af sit folk, men hvad der skete nu om dage var virkelig ikke til at finde svar på, for intet var som det havde været dengang. Han fortsatte væk fra manden, selvom noget pludselig stoppede ham, da han blev tvunget op af den nærmeste væg. Hvad dette skulle forestille vidste han ikke, men noget var da helt sikkert; han fandt sig bestemt ikke i det! Han vendte de mørke øjne trodsigt imod manden. ”Hvis du har dit liv kært, så slipper du mig fri,” vrissede han fast, og kneb øjnene sammen.

[ryan]

Ryan var ikke typen der åbnede sig, lod nogen komme tæt ind på sig, lod dem komme i kontakt med hans hjerte, han var ikke typen der blev ked af det, fordi det ikke gik som han ville, for han havde aldrig nogensinde i hele sit liv fældet en eneste tåre. Det rørte ham ikke at se en kvinde, faktisk komme i snak med hende og så forlade hende som var hun ingenting. Selve det at skabe et forhold til nogen lå ikke ligefrem højt på hans liste, hvilket det aldrig nogensinde havde gjort, for han var ikke typen der bandt sig til nogen, han fattede desuden heller ikke kærlighed, for han kunne ikke blive klog på den, han forstod det simpelthen ikke. Folk kunne sige at han har en betydning for dem, men det ville ikke røre ham specielt meget, for hvem kunne egentlig holde af en som ham? Han var flyvsk, han kom vidst omkring, gjorde hvad der passede ham og tog sig ikke af andre. Han havde mistet sin fokus, og det føltes som om at han i øjeblikket snurrede så hurtigt rundt at han ikke vidste hvor han var henne, men dybt inde var han ved at blive druknet af alle de følelser som kom op i ham, han havde mistet fodfæstet og vidste ikke helt hvad der var ved at ske, eller var sket for den sags skyld, han var på afveje og ville nu bare langt væk fra alt! Denne gang, med Leah, havde virkelig været anderledes end alle andre gange han nogensinde havde været en kvinde tæt, for hun var endt med at komme tæt på hans person, hvilket var noget som faktisk måtte skræmme ham, for han havde aldrig nogensinde følt på denne måde før. Det forundrede ham dog at hun kunne påvirke ham så meget, selvom.. han forstod virkelig ikke hvorfor! Hvornår det overhovedet var sket at han var kommet ud på dette sidespor vidste han ikke, han vidste bare at han havde nydt at være hende tæt. Men at se hende lægge op til noget med en anden mand, var noget som næsten fik ham til at føle sig som et.. offer? Bedraget, og holdt for nar, hun havde ikke gjort andet end at fylde ham med lort og fortælle ham løgne, for når det kom til stykket, hvem kunne så holde af ham? Hvad han havde troet, vidste han ærligtalt ikke. Det kunne desuden også være ligegyldigt, for det var første og sidste gang at han lod nogen komme tæt på ham! Og desværre så var denne mand gået ind i ham på det forkerte tidspunkt, for han kunne ikke love at denne mand slap herfra i live. Han holdt manden op ad væggen, så han ikke kunne nå jorden med fødderne. Han slap en hysterisk latter til mandens ord. ”Hvis jeg har mit liv kært?” gentog han i en hånende tone, inden han gjorde endnu et vink med sin hånd, for at tvinge manden over i den anden væg, der var overfor med fuld kraft. ”Hvem siger at jeg har noget som helst kært?” spurgte han med et kækt og dog lusket smil.

[Deleted]

Hvad denne mand helt præcist måtte ønske sig, vidste Derick ærligtalt ikke, men han havde bestemte ikke gjort noget, og han var ikke engang ude på at komme i klammerier med nogen, det eneste han var interesseret i, var at komme så hurtigt som muligt til Procias. Han havde for pokker da planer som han skulle have gjort! Og han nægtede at lade nogen eller noget stå i vejen for det, bestemt ikke denne mand! Han havde desuden heller ikke regnet med at han ville blive skubbet til, eller bare generet denne aften, men man skulle aldrig dømme bogen på dens omslag, for måske aftenen var smuk og flot, men derfor kunne den godt gå grueligt galt, hvilket han da tydeligt kunne mærke at denne ville, men han nægtede simpelthen at lade nogen ødelægge den, selvom at det dog ikke helt gik som han ville, for han kunne ikke rigtig komme nogen vegne, når manden måtte holde ham oppe af væggen med sin magi, hvilket blot gjorde det klart at denne mand måtte være en blanding, vampyr og noget som kunne magi, sikkert warlock eller magiker, men lige hvilken vidste han ikke. Han drejede hovedet og vendte de mørke øjne direkte vredt mod manden, som han slap en hånlig latter og nægtede at lade ham gå, men hvis det skulle være på den måde, så kunne han bestemt også lege med! Han strakte sin arm ud og med håndfladen hvilende mod manden, dog nåede han ikke at gøre noget som helst, inden han mærkede hvordan manden måtte klynge ham fra den ene væg og direkte ind i den anden, hvilket resulterede at han slog hovedet ind i væggen, så det begyndte at bløde kraftigt fra hans hovedbund, plus at han fik en kæmpe hovedpine, for det gjorde ondt! Han bed tænderne sammen og næsten knurrede. Han tog sig let til hovedet og betragtede hans hånd ganske let, den var fyldt med blod. Han vendte de mørke øjne mod manden igen, det var ved at gå op for ham at manden skam mente det i sit fulde alvor, og at det hele tiden havde været meningen at få ham til at kæfte op. Han strakte endnu engang sin hånd og med håndfladen vendt mod manden. Nok havde han ikke været alkymist i lang tid, men han havde studeret som bare fanden og med tiden var han blevet utrolig god, for han havde både genoplivet Moniqe og han havde trukket en horror ud af Malania, så han var skam ikke ufarlig! Han begyndte at lukke sin hånd, alt imens han begyndte at trække livsenergien ud af manden. Han ønskede ikke at dræbe ham, men kun at han skulle slippe ham med hans magi og finde ud af at han leget med den forkerte mand! Han havde virkelig ikke tid til at spilde på denne mand, hvilket han desuden heller ikke ønskede, han ønskede bare at gå og så kunne denne mand få lov til at genere nogle andre, selvom han vel heller ikke kunne tillade at det ville ske? Så måtte han jo bare stoppe ham i stedet for og få noget fornuft banket ind i hovedet på ham!

[ryan]

Hvem denne mand måtte være, var sådan set ligegyldigt for Ryans vedkomne, for det som betød noget, var det at denne mand var dukket op på det forkerte sted ved det forkerte tidspunkt, såresimpelt! Han var ligeglad med om denne mand så havde været kongen af Dvasias, for så ville han bare have afreageret! Alle de menneskelige følelser som Leah havde sat i ham var noget som virkelig måtte frustrere ham noget så voldsomt, for han forstod det virkelig ikke! Hvordan kunne en mand så kold og kynisk, så sindssyg og ond som ham ende med at blive så pokkers blød og god? Det var noget som han virkelig ikke kunne have med at gøre og når hun så.. gør som hun gør, så gad han virkelig heller ikke finde sig i det! Hun klagede gang på gang over ham og hans kvinder, men hun var sgu da ikke et hak bedre selv! Han knyttede næverne fast, som det virkelig måtte gøre ham vred! Og så skulle hun selvfølgelig putte alle de tanker og følelser i ham og han var virkelig ved at brække sig over det! Han gad ikke se hende igen! Hun kunne holde sig væk, og han gad bestemt ikke opsøge hende mere, for han havde fået nok, han gad ikke engang prøve på ’noget nyt’, han var allerede træt af det, han var ikke engang nysgerrig på det ukendte, for han gad ikke engang vide hvad det var hun gjorde, han ville bare have hende ud af hovedet om han så skulle give sig selv hukommelsestab! Han vendte blikket fast mod manden, som et selvtilfredst smil måtte glide over hans læber, da manden begyndte at bløde, hvor det friske og stærke blod måtte nå hans næsebor. Dog nåede han ikke at nyde duften særlig længe, eller fryde sig over synet, da han pludselig mærkede en underlig følelse i det indre, som om at han blev.. svagere? Han slap roligt manden med sin magi, så han i stedet for kunne gribe sig selv om halsen, for han kunne pludselig ikke få luft, hvilket ikke sagde så lidt, for han var sgu da en vampyr, han burde slet ikke kunne trække vejret! Hvad pokker var det som manden måtte gøre? Han vendte blikket fast mod ham, imens han gispede efter vejret. Nok havde han aldrig været levende og han havde ikke kendt til følelsen af at blive kvalt, for han havde jo ikke kunnet blive det selv, eftersom han ikke havde brug for vejr, men nu kendte han da til det og han måtte indrømme at det var en ubehagelig følelse! Jo mere manden måtte tage af hans energi, jo svagere blev han, som han endte med at falde ned på knæ, imens han næsten måtte blive helt blå i ansigtet.

[Deleted]

Verdenen var virkelig ikke som den havde været! Desuden så havde Derick aldrig før mødt en vampyr med specielle evner, for han kunne mærke at manden ikke måtte være varyl, han var fuldblodsvampyr, men havde.. warlockblod i sine årer? Det var umiddelbart det som han kunne føle, selvom han ikke helt vidste om han havde ret, det havde faktisk sine fordele at være alkymist, specielt når man arbejdede med sjæle, som han måtte gøre det, for han skulle jo aflevere nogle til Døden hist og her, hvilket han også havde gjort. Så han havde bestemt heller ikke tænkt sig at tabe til sådan en højrøvet vampyr, der troede at han ejede hele verdenen, for han var virkelig ved at få nok af alle de folk, som virkelig ikke kunne kende de gamle ansigter og huske dem for deres bedrifter, selvom.. han lignede selvfølgelig ikke sig selv, men han mente dog også mere som Elanya, for folket havde virkelig fremstillet hende som han vidste ikke hvad og det var virkelig forfærdeligt at skulle se på fra sidelinjen af! Han havde lyst til at give alle et lag bank, når han kunne høre dem hviske og tiske i hjørnerne, selv når han kom gående forbi, for folk så endnu på ham som et offer, selvom han dog ikke bebrejdede Ela for det, han bebrejdede den dumme avis, som han mest af alt havde lyst til at brænde ned til grunden! Han var træt af at blive set på som svag og denne mand, var virkelig dråben for Dericks vedkomne! Han vendte de mørke øjne fast imod ham, som han landede på jorden, da vampyren gav slip på ham med sin magi, for at tage sig selv til halsen i stedet for. Han var virkelig ligeglad med om han så skulle dræbe denne vampyr, for det var virkelig hvad han helte mest til af alt! Så havde han da sat en stopper for mandens frustrationer! Han tog sig let til hovedet med den frie hånd igen, hvor han betragtede sit blod derpå, inden han så på vampyren med et hånligt og dog selvsikkert smil. ”Tror du virkelig at jeg lader mig besejre af en sølle vampyr med få tricks i ærmet? Du må virkelig ikke vide hvem jeg i så fald er, for jeg kender alle dine svagheder og styrker, vampyr,” svarede han stilfærdigt, inden han valgte at give slip på manden med sin egen magi, så han ville være i stand til at genvinde fatningen og styrken. ”Så smut, inden jeg tager livet fra dig,” hvislede han fast, som han knyttede hænderne ganske let. Han havde en frygtelig hovedpine! Men han havde til gengæld også fået hovedet smadret ind i end væg, så det sagde vel heller ikke så lidt? Han betragtede vampyren lettere vurderende, inden han valgte at vende om på hælene for at komme mod Procias, for han kunne vel ligeså godt smutte, inden manden ville få sin fulde styrke tilbage?

[ryan]

At blive kvalt var nok en af de værste følelser som Ryan nogensinde havde følt, specielt når man ikke havde en chance for at gøre noget ved det, for at stoppe det, for manden havde slet ikke virket til at ønske at stoppe. Hvem han stod overfor og legede med i øjeblikket, var slet ikke noget som han kendte til, for han havde aldrig nogensinde set denne mand før, desuden så brugte han heller ikke penge på at købe aviser og se hvad der skete i verdenen, for det ragede ham virkelig en høstblomst, desuden havde han jo også haft nok at se til med Leah, for den tøs gik ham da virkelig kun på nerverne! Selv når hun ikke var her, så måtte hun gå ham på nerverne, men hvis hun ikke ønskede ham, jamen så fint, så skulle han nok holde sig væk, det havde hun jo alligevel flere gange gjort klart for ham, og så alligevel ikke? Hun forvirrede ham ved at skifte mening gang på gang! Desuden, når det kom til stykket, hvem kunne så egentlig holde af ham? Det betød jo ikke engang noget hvis denne mand måtte tage livet af ham, for han kunne da være ligeglad, der var alligevel ingen der ville savne ham, kun fryde sig over at han var væk, så manden ville da gøre folk en tjeneste ved at gennembore hans hjerte med en træpæl, eller trække livet ud af ham – bogstaveligtalt. Som manden alligevel måtte slippe ham, hev han mere anstrengende efter vejret, uden at han veg blikket væk fra ham. Måske det ikke var den rette mand han havde valgt at udfordre? Og måske han var den helt perfekte! Han tillod virkelig ikke at denne mand ydmygede ham på denne måde, hvilket han også nok skulle komme til at bøde for! ”Ha! Du kender mig ikke, så du ved ikke en skid!” hvislede han med en hæs og anstrengt stemme, som et kækt smil gled over hans læber. Han ville dræbe denne mand! Eller måske.. han bare skulle gøre mandens liv til et rent helvede? Et selvsikkert smil gled over hans læber, som manden valgte at vende om og gå væk fra ham. Han trak vejret dybt, som han kom vaklende op på benene igen, hvor han vendte blikket mod manden. Han tillod virkelig ikke at nogen vendte ham ryggen på den måde! Han gjorde en hurtig bevægelse, som han endte lige bag manden, hvor han greb ham fast om skuldrene. ”Så burde du jo også se dette komme,” svarede han stilfærdigt, inden han med sin fulde kraft klyngede manden ind i den nærmeste væk, hvor han holdt ham. ”Jeg kunne så snildt som ingenting omgøre dig til vampyr..” hviskede han i en kynisk tone, ”eller også kan jeg bare vride halsen om på dig? Du må endda selv få lov til at vælge.” Han slap en kold og næsten hysterisk latter ved den bare tanke.

[Deleted]

At Derick skulle møde modstand lige denne aften, var noget som virkelig måtte irritere ham, for han havde regnet med at han bare tog genvejen til Procias, så han kunne være der så hurtigt som muligt, men det så ikke ud til at være tilfældet. At denne mand så ikke kunne finde ud af at stoppe mens legen var god, var noget som virkelig måtte pisse ham af! Det gav ham virkelig lyst til at sætte denne mand på plads, ligeså som det gav ham lyst til at dræbe ham! Han havde ikke tid til at stå og fumle rundt med denne mand, for han havde vigtigere ting at se til, og han gad virkelig ikke, at spilde mere tid på denne højrøvet vampyr, der troede at han ejede hele verdenen for så tog han da i hvert fald grueligt fejl! At se manden falde på knæ foran hans fødder, var noget som fik det hoverende smil til at glide over hans rosenrøde læber, for så var den mand pludselig ikke så kæphøj igen. Dog var Derick heller ikke decideret en ond mand, desuden var det tydeligt at denne vampyr var forvirret og tydeligt oprevet over et eller andet, men det var vel ikke grund nok til at det skulle gå ud over alle andre? På den anden side kendte han jo til det at være vampyr, og med en sådan styrke og sådan en blodstørst, så var det svært at styre et stort temperament, for det var ikke smart at gøre et rovdyr rasende, og han gjorde det vel ikke engang selv bedre? Af den grund var han ligeglad, for han var bestemt heller ikke svag selv og han fandt sig ikke i denne mand! Men han ønskede heller ikke at gøre det af med denne mand, fordi han var forvirret, for så meget kunne han da godt regne ud, hvorfor skulle han ellers lægge sig ud med folk som ikke havde gjort ham noget og reagere på den måde som han havde gjort? Han vidste af den grund godt, at det ikke var smart at vende ryggen til en vampyr, men han ønskede heller ikke at slås, hvilket det blot var et tydeligt tegn på, men at manden så ikke ville lytte, selvom han kunne have dræbt ham, var noget som han måtte finde irriterende. Han mærkede tydeligt hvordan manden greb ham om skuldrene og tvang ham op af den nærmeste væk. Det blødte endnu fra hans hoved og han havde endnu en kraftig hovedpine, som sikkert ikke ville gå over lige foreløbig, specielt ikke hvis denne mand skulle fortsætte på denne måde. Han kunne dog ikke lade vær med at smile til hans ord. ”Omgør mig til vampyr og jeg skal give dig den største røvfuld, for som sagt, så aner du ikke hvem du står overfor,” svarede han i en fast og dog selvsikker stemme.

[ryan]

Det var tydeligt at denne mand ikke fandt sig i at blive behandlet på denne måde, hvilket kun gjorde det langt bedre for Ryans del, for så kunne han provokere manden til at angribe ham og han selv.. ja han kunne få afreageret for det indre raseri som han måtte føle, for nogen skulle det gå ud over og han var ligeglad med om det så var uskyldige eller ej, for han var virkelig træt at skulle vise hensyn, han var træt af at skulle have skyldfølelse og samvittighed, han var træt af at være blødsøden! Det var på tide at blive sig selv igen, det var på tide at lukke af for alle menneskelige følelser, så han igen kunne være som han havde været til at starte med! Det var langt mere afslappende ikke at skulle tænke på andre, men kun sig selv, være ligeglad med hvor mange liv man egentlig måtte ødelægge, være ligeglad med hvor mange man egentlig måtte dræbe og denne mand skulle hjælpe ham. De dybblå øjne hvilede fast på manden uden at det mindste smil hvilede på hans læber, for det havde bestemt ikke været sjovt at blive kvalt, en følelse han ikke havde kendt til før manden havde prøvet at hive hans livsenergi ud af ham, hvor han aldrig havde følt sig så svag, hvilket var noget som han virkelig ville hævne! For det fandt han sig bestemt ikke i! Hvem denne mand var, vidste han ikke og han havde vel egentlig heller ikke behov for at kende til ham? Han ville alligevel bare dræbe ham, og han havde virkelig ikke behov for at kende til sit eget offers navn. Et hoverende smil gled over hans læber, som han fik tvunget manden op af den nærmeste væg, hvor han bestemt også holdt ham fast, for han skulle ikke risikere at denne mand ville begynde at trække livsenergien ud af ham igen! Det hoverende smil falmede dog i takt til mandens ord. Han virkede næsten.. ligeglad med at blive omgjort? Havde han været vampyr før? Nej, det var jo umuligt! Eller.. var det? Han rykkede hovedet tættere på mandens og indsnusede hans blodsduft, som var tydelig efter det åbne sår i hovedet. Han var alkymist, så meget kunne han da lugte, så der var jo intet vampyr over ham. ”Jaså? Og hvem tror du måske du er, siden du tager det så let, at jeg kunne omgøre dig på et splitsekund?” spurgte han i en hvislende tone, for et sted var han vel også.. nysgerrig? Og så det at mandens rolighed måtte irritere ham noget så voldsomt! Han tvang manden tættere og hårdere op ad muren, for at holde ham helt fast, for han gav ham ikke en eneste chance for at lade ham slippe fri!

[Deleted]

At manden ikke gav op, selvom han havde været tæt på at dø, og faktisk kunne have været død, hvis Derick ikke havde stoppet, var noget som i den grad også måtte irritere ham noget så grusomt! Men hvad skulle han egentlig gøre ved det? Denne mand virkede til enten at ville dræbe ham eller selv blive dræbt, så det var vel egentlig også den eneste mulighed han måtte have? Det var ikke fordi at han var ude på at slå denne mand ihjel, for han ville egentlig bare til Procias og helst uden at skulle falde i klammerier med nogen, han havde slet ikke været ude på at slås med nogen, selvom at han da godt kunne have lyst til at give folk et lag tæsk, som fremstillede Elanya på den måde som de gjorde, for det var noget som han virkelig fandt uacceptabelt! Men på den anden side, så kunne han vel egentlig heller ikke gøre noget som sådan? Han kunne jo ikke rende rundt og give hver en mand og kvinde et par på hovedet, fordi de gik med den mening som de havde, hvilket han jo heller ikke havde lyst til, men det var bare en forbandet svær tid at være i fortiden, specielt også når det gik så pokkers dårligt for Procias, hvor oprøret kun havde spredt sig til Manjarno, men det gav dog folk noget andet at snakke om, så det var slet ikke noget som han ville gøre noget ved. Han kunne jo kun fryde sig over at snakken blev vendt væk fra Ela, så folk kunne begynde at interessere sig for noget andet. Han drejede hovedet og for at se på manden over skulderen, hvor han måtte bide tænderne hårdt sammen, som han blot tvang ham tættere op ad væggen, for han havde jo ikke en chance imod en vampyr når det kom til fysisk styrke, men af den grund kunne han godt slå ham, for han var måske ikke den ældste alkymist, foruden at han havde årene med sig, men han var bestemt heller ikke dårlig på sit punkt! Han smilede selvsikkert ved mandens spørgsmål, for det var kun tydeligt at han havde fanget hans opmærksomhed. Idet han gjorde et hårdt ryk i kroppen for at prøve at vende sig om, slog han de store sorte vinger ud, som han slog imod mandens krop, blot for at prøve at få ham væk, inden han selv tvang ham op ad den modsatte væg. ”Du står overfor den forhenværende leder af vampyrerne, som førte racen ind i en ædel tid!” svarede han højt og fast og med en lettere stolt stemme. Som han holdt vampyren op ad væggen med sin ene store sorte vinge, imens de mørke øjne hvilede fast på ham. ”Og du gør klogt i at tage dig i agt, for en simpel højrøvet vampyr som dig, vil ikke have en chance mod en mand med så stor erfaring som jeg,” advarede han sagte, som han næsten måtte vise tænder, hvor man selv ville kunne se de gamle sylespidse hjørnetænder, som dog ikke var i brug længere.