A night out..

[domenico]

Natten havde lagt sig over Peula, og dog var det endnu lunt i luften. Det var en perfekt nat for at søge ud, for der var ingen sky på himlen, men en hel stjerneklar nat, en smuk udsigt til den store måne, som ikke var hel fuld endnu, men om et par dage ville der komme fuldmåne, den oplyste dog jorden under den, næsten helt nøjagtig som havde det været fuld. Det var dog ikke meget man lagde mærke til inde i Peulas by, for her var der fakler der oplyste gaderne og den lokale kro Hornfisken. Der var et muntert selskab inde på kroen, som mange havde søgt hertil denne nat, både folk fra selve byen og sømænd langt væk fra. Det var også her som var blevet det vante sted for Domenico at komme. Han havde ikke lavet det store de sidste par år, som han havde holdt sig mest for sig selv, indtil han savnede det sociale og søgte ind til byen, som han havde gjort denne aften.
Domenico havde forladt sin lille sejlbåd, som han endelig havde fået skrabet nok penge sammen til at købe, hvor han havde fået kastet los nede ved molen, hvor den blot ventede på at han skulle ud på næste sejltur. De sidste mange år var gået på fiskeri, selvom han måtte indrømme at han savnede spændingen ved det at være pirat, men det var noget som han ikke havde oplevet i flere år nu, så han havde kun den sjov han selv skabte. Nu sad han så på Hornfisken, oppe ved baren, hvor han havde bestilt en rom, en af hans yndlingsdrikke. Han tog en slurk af den klare væske, som smagte utrolig udsøgt, som den nærmest måtte smelte på hans tunge. Han strøg en hånd igennem de mørke, halvlange lokker, inden han lænede sig frem over med underarmene hvilende på disken.
Denne nat bar Domenico nogle bukser lavet af tigerskind, som havde en gullig farve med de sorte striber, en sort skjorte, med korte ærmer, der var åben, så man kunne se det faste bryst og den markante mave. Hvor længe han havde siddet her, vidste han ikke, men for nogle timer havde det i hvert fald været. Han snakkede ikke rigtig med nogen, selvom han nød at høre på de mange fortællinger, som nogle af sømændene måtte fortælle, for det mindede ham om hans egen tid på havet, hvor han havde været ombord på The Diablo. Han måtte indrømme at han når han tænkte over det, så savnede han virkelig sin tid som pirat! Der havde der altid været noget socialt, et kammeratskab og loyalitet, selvom han dog fortrød visse ting han havde gjort, men det var en fortid som han ikke kunne lave om på, og dog kunne man sige at han havde været en masse igennem, så han var erfaren indenfor mange områder. De mørke øjne søgte ganske let rundt i rummet, selvom at der ikke just var noget som faldt i hans interesse.

[kazim]

Indimellem kunne man fristes til at tro, at Kazim mestrede kunsten at være flere steder på en gang, og nogle gange slet ikke at være nogen steder. Mange kendte ham efterhånden, om end det kun var dem han selv brød sig om, eller dem der havde undviget at gøre ham vred, der stadig kunne fortælle historien. Han sad i et dystert hjørne, det samme dystre hjørne han altid sad i når han var på værtshus. Det var mystisk, som han altid søgte lige netop det hjørne, første venstre hjørne, hvor end han var, ligemeget hvilket værtshus han var på. Mørket lå let om ham, sammen med en lille røgsky, som silketråde, trukket op fra den cigaret, fastsat på en lang, nydelig pind, som balancerede med en uhuman ynde imellem hans fingre.
Han pustede en let røgring og strakte sig let, han kedede sig, og end ikke dne opmærksomhed han fik fra op til flere af sømændende, der ofte måtte vende sig eller lige dreje nakken en gang imellem for at få endnu et glimt af ham underholdte ham det mindste. Der lod ikke til at være nogle af dem der var værd at spilde sin opmærksomhed på alligevel, han savnede godt selskab, nogen at snakke med, nogen som var værd at snakke med, ikke de der uvaskede, gamle skægede mænd der sad og hang og stank af gammel kro og fisk.
Han rejste sig stille, og skodede cigaretten og gemte den nydelige holder af guld væk i en skjult inderlomme. I dagens anledning bar han en overdådig kåbe af dyr sort pels, pyntet med fjer og sorte perler her og der. Den lå let om hans skuldre, og en dyb udskæring viste en god del af hans overkrop, som kåben flød sammen med hans lange, bølgede sorte hår, som et tæppe af silke. Kåben gik helt ned til hans fødder, i et par dyre sorte sandaler med en diskret hæl på. Hans hofte svajede, og han bevægede sig med en ballet dansers elegance, og ignorerede fuldstændigt alt og alle der kiggede efter ham.
Han skulel lige til at ombestemme sig og faktisk gå fra stedet og måske få noget søvn tilbage på skibet, da han fik øje på en mand der sad for sigselv i baren. Uh, langt om længe! han så ikke engang halvt slem ud. Han fortsatte i den retning og slog sig ned ved siden af ham på en stol.
" En mere til os hver, på min regning. "
Lød en silkeblød stemme, imens bartenderen næsten tabte flasken i sit hastværk for at hælde drinken op, med et fåret smil.
" Hvis jeg får dit navn må du få mit. "
Tilbød Kazim og vendte sig imod manden, der lignede en der var lige ved at falde hen.

[domenico]

Det var lang tid siden at Domenico egentlig havde haft et godt selskab, nogle som faktisk var værd at snakke med, for de gamle sømænd som måtte sidde her på kroen var gamle vatnisser, som var fordrukne og overdrev deres historie fra gang til gang. Det var dog om ikke andet underholdende at sidde og høre på, foruden det at han ikke var indblandet i samtalerne. Han lagde ikke mærke til hvad der skete omkring sig, da han betragtede sin rom helt fraværende, man skulle dog ikke tage fejl af ham, for nok så han ensom ud, han lignede en der var fraværende og nok også det at han var ved at falde i søvn, men det var kun fordi at han ikke havde brug for øjnene i dette tilfælde, nej i dette øjeblik sad han og lyttede, lyttede til de mange eventyr som de mange sømænd omkring ham måtte skiftes til at fortælle, hvor nogle var bedre end andre. Den historie som dog fanget ham mest, var om en sømand, der havde været med på et piratskib, for det fik ham kort til at tænke tilbage på hans eget liv til søs. Nu gik han vel mere under betegnelsen som en fisker? Uanset, så savnede han det vilde liv til søs, hvor man havde været en del af en besætning, hvor man skulle gøre sin tjans og til tider lagde mærke til folk, som man normalt ville overse. Han savnede den lystige stemning, selvom den her på Hornfisken bestemt også måtte være lystig, men det var på en hel anden måde.
Domenico sad stille i sine egne tanker, og lyttede til sømanden der måtte fortælle om sit liv som pirat, hvor han ikke lagde mærke til den mand, der havde været på vej ud, men fået øje på ham og nu var på vej hen imod ham. Han så nok ud til at være ved at falde i søvn, for han mindede mest om en der var faldet i staver, som om at han havde fået for meget at drikke, men det var kun fordi at han i øjeblikket var fraværende, som han sad helt stille på barstolen. Han lagde end ikke mærke til manden, da han tog plads ved hans side, for det var først, da sømanden stoppede sin historie, at han måtte se op, for at finde ud af hvad det var der havde stoppet manden i at fortsætte sin fortælling. Han vendte de mørke øjne imod manden, som han betragtede ganske nysgerrigt. Han så mærkværdig, en mand, som han bestemt ikke havde set før. Han vendte blikket mod bartenderen der måtte fumle en anelse rundt, inden han vendte blikket mod den rom, som manden havde bestilt. Han vendte endnu engang blikke mod manden som han betragtede ganske nøje. Han virkede dog ikke fjendtlig, men.. anderledes. ”Mit navn er Domenico Sanriqa Valentino, Señor,” præsenterede han sig med sin sydlandske accent, imens han betragtede manden ganske kortfattet, hvor han egentlig blot ventede på en præsentation fra mandens side af.

[kazim]

Kazim betragtede denne mand, spændned eosm han nu var, og djelig frisk i det, i forhold til mange af de gamle småfede, sved og øl-stinkende pensionerede sømænd der sad og hang rundt omkring og ellers tilsyneladende havde mangt en spændende, og afskyelig, fantasi om Kazim, som han så kækt snoede sin slanke ben om den barstol han nu engang sad på, drejet imod Domenico der sad ved siden af ham.
" Uh, lyder eksotisk? "
Lød Kazim's umiddelbart første respons på mandens præsentation af sigselv, imens han lod tungen let fugte sine læber og smagte på navnet, ikke dårligt, bestemt ikke dårligt, det klædte ham enda, Domenico, om end det var meget hen af en pige Kazim en gang havde.. Lad os sige mødt?
" Kazim, Kazim Jadefond, señor. "
Præsenterede han sigselv, med et lidt mere glidende og smurt tonefald, imens han immiterede Domenico's accent da han sagde Señor. Han smilte let, et utilregneligt smil, umuligt at læse om det var et smil af glæde, fornøjelse, eller et smurt grin af skummel interesse.
" Har jeg ret når jeg gætter på at de ikke ligefrem er her fra egnen? De dufter bedre. "
Spurgte han med et lille perlende grin imens han i et kort øjeblik kastede et blik fyldt med afsky ud imod hans mange 'fans' der lod til at finde vej tilbage til deres samtaler og lod ham være i fred for deres små blikke og forsøg på at vinde hans opmærksom, efter hans ret så tydelige, om end alligevel diskrete, afvisning af dem.
Kazim's blik faldt dog hurtigt tilbage til Domenico, hans blik vandrede påny diskret over ham og slugte hver en ny detalje, Kazim's egne øjne funklede nærmest, som var ahns gyldne blik skabt af ild i evig bevægelse, imens de igen fandt øjenkontakten med Domenico, og han let løftede sit glas i en lydløs skål, og elegant førte det op til sine læber og tog en slurk, efterfulgt af et lille suk, altsammen med en let strittende lillefinger, beklædt af en dyr ring med en funkelnde blå safirsten. Langt de fleste af hans finger, ja, eller næsten alle synlige steder på hans krop, var bedækket med dyre smykker og godter fra alverdens steder fra.

((Beklager det alt for korte svar, og den alt for lange ventetid Er lige kommet hjem fra en studietur jeg havde glemt at informere om herinde xD))

[domenico]

Hvem denne mand måtte være, vidste Domenico ikke, for det var ikke en mand han havde set her mange gange, han virkede dog ret.. spøjs? Ikke fordi at det gjorde ham noget, det var vel egentlig kun lidt forfriskende med noget nyt? Så det ikke kun bestod på de samme gamle mænd, der måtte komme med de mange gamle og samme historier, som blot blev mere og mere overdrevne for hver gang, en tanke som virkelig var ham morende, men selvom der måske ikke var hold i mange af historierne, så nød han alligevel at lytte til dem, for det mindede ham om dengang han selv havde været pirat, selvom det efterhånden var flere år tilbage. Men af den grund, så ville han nok hellere snakke med denne mand, end at høre på de samme gamle historier, for det var også godt med lidt nyt og hvem vidste? Måske denne mand selv havde en masse godt at fortælle? Det fandt han jo ikke ud af, hvis han afviste ham og nu hvor han tilmed havde budt ham på et glas rom, så ønskede han da heller ikke at takke nej! Han trak svagt på skuldrene til hans ord. Han vidste ikke helt om hans navn ligefrem var eksotisk, men han kom trods alt fra Peula, så helt forkert var det vel ikke? Han ventede dog blot på at manden selv måtte præsentere sig, hvor han nikkede ganske kort, som en hilsen. ”Måske eksotisk, men det lyder Deres også til at være, Señor,” svarede han kort og med et lille skævt smil, inden han tog sit glas rom, som manden havde bestilt til ham, hvor han tog en slurk samtidig med manden.
Hvorvidt denne mand var god eller ej, var ikke til at sige, fordi for det første så kendte Domenico ham ikke, for det andet, så så han ikke ud til at være en mand man bare sådan lige kunne læse, men det var vel også det som måtte gøre det hele så meget mere spændende? At man netop ikke vidste hvad der ventede om det næsten hjørne? Om næste bakketop? Han hævede det ene buskede øjenbryn og lod hovedet søge let på sned til mandens ord. Han selv lød end ikke til at være herfra egnen, men han kunne vel tage fejl? Måske han bare havde overset ham? Selvom det vel var lidt umuligt? For Kazim virkede til at være en mand der skilte sig ud fra flokken, om det så var bevidst eller ej. ”Forkert, Señor.. jeg kommer her tit, måske ikke født og opvokset her, men har boet i over flere år,” fortalte han sandfærdigt, som han tog endnu en slurk af sin rom. Han var godt nok opvokset i det sydlige af ørkenen, men han havde faktisk boet her i Peulas by for mange år, men lige præcis hvor mange, var efterhånden gået i hans glemmebog.