Nightmare..but i am awake

[Deleted]

Damon fik langt om længe bakset Adeline op på Kildarias ryg, selvom den kære drage allerede havde udtrykket bekymring for at skulle flyve i dette vejr, så havde hun bare fået besked på at skulle flyve lavt, for alt det andet, var da slet ikke noget som de kunne bruge til noget som helst i den anden ende, om det jo så var noget som de ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet, som han langt om længe fik Kildaria med sig op i luften. Han holdt hende tæt ind til sig, hvor han holdt om seletøjet med en enkelt hånd, for han ville ikke miste hende endnu en gang! ”Sch, min kære..” hviskede han stille mod hendes øre, som han vendte blikket mod hende. Skoven i sig selv, var ikke et sted for dem at være lige nu. Kildaria landede ikke langt fra byen af. Hun kunne jo trods alt ikke lande direkte på torvet, for det ville de jo slet ikke få noget som helst ud af i den anden ende, om det jo så var noget som de ville det eller ikke. Han og hende endnu en gang op i armene, pakket hende ind i tæppet og fik hende med sig til kroen. ”Mange tak, Tom.” Han sendte ham et let smil og fik hende med sig op på værelset, hvor han lagde hende i sengen og sig selv ved siden af. Han strøg roligt hendes kind. Hun havde brug for hvile og han havde brug for at finde ud af hvordan pokker han skulle få det hele til at hænge sammen, for nemt det var det bestemt heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Vi er på kroen, Adeline.. Bare slap af.. Her er du i sikkerhed,” svarede han roligt. Han tog fat om dynen og lagde den om hende og trak hende helt tæt ind til sig. Ingen kunne røre hende her!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham før hun døsse hen og trykke sig ind til ham og sov tungt, hun sov tungt dog og en smule uroligt da hun hade mareridt, men lige så snart hun snus og kunne lugt damon slappe hun af og trykke sig ind til ham, og sov hvider. hun vågne næste morgen og så op på damon med trætte øjne, hun fik tåre i øjne hun hade sikkert gjorde ham bange og vildt bekymret. hun fik strukket hovedet og kysse blidt hans læber, "Jeg elsker dig" hviske hun før hun trykke sig ind til ham og sov hvider og holdt bare fast i ham og sov hvider mens hun snuse til ham og nød meget at sove hop af ham, ved middags tid åbne hun øjne igen hun satte sig op hun hade stadig kvalme, hun var sulten og hendes hovede gjorde ondt, uden for regne det stadig men der var ingen torden, hun kunne nærmest dufte det våde græs i skoven og hun savne faktisk skoven men hun var nu også glad for at være på kroen hvor de var i sikker hed.

[Deleted]

Damon havde ikke bare været bange, men direkte panikslagen over alt det som var sket. Han kunne jo slet ikke følge med mere, hvilket i den grad heller ikke var noget som gjorde det stort bedre for hans vedkommende. Han havde ligget vågen mere eller mindre hele natten, hvor han til sidst var endt med at give efter for en ellers så forbandet tiltrængt søvn, da han knapt havde sovet i den tid hvor han havde været på arbejde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han var gledet hen i den tunge søvn ikke mange minutter før at hun var endt med at vågne, hvor han ellers bare blev liggende, selv da hun valgte at kysse ham. Han havde virkelig ikke rokket sig det mindste på nogen måde, og det var skam heller ikke noget som han direkte kunne sige sig, at finde på i den anden ende. Han blev liggende til langt ud på formiddagen, da det først var der, at han var endt med at skulle vågne. At hun jo så var gledet hen i søvnen endnu en gang, var nu heller ikke noget som han havde noget imod, for hun havde vel haft brug for det. Han smilede let og havde rejst sig, kun for at pakke hende godt ind i dyner og tæpper for at gå ned for at få ordnet den morgenmad til hun ville vågne, for hun kunne jo heller ikke sove hele dagen væk. Han fik skubbet døren stille op og kom ind med en bakke med lidt frugt, noget brød og en kande med vand. Det var heller ikke fordi at der var meget at byde på mere, så det var frygtelig, frygtelig lidt. Landet lå jo trods alt på randen til et massivt kaos. ”Godmorgen, min kære,” sagde han roligt, som han gik hen til sengen og satte sig. Der var et æble til hver og en skive brød og så den kande med vand. Det var hvad Tom havde at kunne tilbyde dem. Landsbyerne var jo lige så brændt ned her til lands, så det hele var jo et kaos!

[Adeline Magarita Jakson]

hun så på ham og smile bare lidt, "hej damon" hun smile og tog æble og bed af det, det var skræmmen hvad der var sket med byen, det hele var bare kaos. hun så på ham, "det ser slemt ud for byen" mumle hun og så ud af vinduet hvor folk tros regne var ved at gør hvad de kunne for at red deres ting og deres hjem, hun bed bare i æble og så ned i sengen. hun følt sig ikke som sig selv, hun følt kun skam og at hun var beskidt. den værste følelse var dog udnyttelsen, hun så på damon da han hade sat sig i sengen, hun lag hovedet ind mod hans skulder og sukke stille og bed bare i æble, hun gabt lidt og så op på ham. "er du okay" hun så på ham og kysse ham kinden og så bare forsigtig på ham. mens hun spiste af æble, "jeg ked af jeg ikke giver andet ind ballade" hun så på ham før hun så ned og bed i sit æble og sukke bare stille, hun lytte til stilheden uden for kun lyden af regne brød stilheden.

[Deleted]

Damon måtte ganske enkelt sige, at han var direkte chokeret over Procias’ tilstand på denne her måde, for det var heller ikke fordi at han havde været væk særlig længe, var det? Han rystede de tanker ud af hovedet. Adeline havde det bedre, det kunne han da godt se, så det var også noget som gjorde ham langt mere rolig end noget som helst andet lige for øjeblikket. Han lod hende tage æblet. Direkte så hun ud til at kunne bruge den mad mere end det som han selv kunne, så for øjeblikket, så rørte han det heller ikke. ”Det gør det. Derfor skal vi også herfra så snart at du er klar til det,” sagde han stilfærdigt og dog med en meget bestemt stemme, for det var slet ikke noget som han ville diskutere med hende. Hun kunne ikke blive i Procias så længe, at det måtte stå sådan her til. Næsten så ville han foretrække at.. hun var og søgte til Himmeriget eller til Manjarno. Han sendte hende et stille og næsten forsigtigt smil. ”Jeg har det meget bedre nu,” sagde han roligt. Det var slet ikke noget som hun skulle bekymre sig om. ”Adeline.. Jeg vil gerne have at du tager til Manjarno.. Eller til Himmeriget.. Der ved jeg, at du er i sikkerhed,” forklarede han videre. Sandt var det jo. Han var jo nødt til at passe sit arbejde og han ville heller ikke have at folk som Icthan skulle komme og gøre det ved hende endnu en gang! Aldrig!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, tag til himmeriget uden ham! hun lag æble fra sig "h-hvad så med dig" sag hun stille og så ned på æble der var halvt spist, vil han bare sende hende væk ville han? bare sådan uden hvider. hun hade ikke lyst til at skulle nogle steder, ikke ud ham. "jeg tager ingen steder hen" sag hun så bestemt, "ikke ude dig.. jeg må bare.. træne ikke andet.. lære at slogs igen.. jeg bliver her hos dig" hun så på ham med våde øjne, "du må ikke send mig væk demon.. be be" hun snøfte og gned sig i øjne både fordi hun ville fjerne tåren men også fordi hun var træt, hun så ud af vinduet børn randt rundt og lede efter familie medlemmer, eller bare deres forælder, og forælder der ledt efter deres børn, og kvinder der ledt efter deres mænd og omvendt, hun sukke hun ville ikke tilbage til himmeriget tænk vis de beholdt hende der op, og hun ikke ville komme ned igen, og hun ville ikke til en anden lands del, ikke uden damon ikke tal om hun blev ved hans side lige meget hvad, han kunne ikke tvinge hende til at rejse fra ham mod sin gode vilje.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Damon ville ønske at skubbe Adeline fra sig, for det var det virkelig ikke! Han ville bare være sikker på at hun var tryg og at hun var i sikkerhed, for det var virkelig hans største bekymring, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han rystede stille på hovedet og så stille på hende. ”Jeg.. jeg tager til Manjarno og forsøger at passe mit arbejde,” sagde han stille. Han vidste udmærket godt, at i disse stunder, så var hans arbejde langt mere vigtigt og så var det i den grad også direkte nødvendigt at han var i stand til at skulle passe det og på alle tænkelige måder som man overhovedet ville være i stand til at skulle tænke sig til det! Han tog stille hendes ene hånd og lagde den anden om hende, også for at vise hende, at han slet ikke var ude på at skulle skubbe hende væk, for det var virkelig det sidste som han havde i planerne at skulle gøre! ”Jeg vil bare ikke have at du kommer til skade, min kære.. Jeg vil ikke skubbe dig væk, det … det er bare for din egen skyld..” Hans mave slog knuder bare han talte om det, for det gjorde ondt. Han måtte jo bare bide i det sure æble og handle ud fra hvad der faktisk måtte være hendes bedste og det var bestemt ikke det faktum at blive på jorden når det så sådan her ud!

[Adeline Magarita Jakson]

Hun så på ham da han tog hendes hånd, hun så der efter ned og ryste på hovedet. "det svært nok for dig at passe det her fra.. du bliver bare her.. jeg tager.. bare af sted.. vi kan jo altid ses når.. du får fri" hun så ned på æblet og snøfte helt stille mens hun så på ringen, det hele hade set så lyst ud og nu.. var det som om de var i en sort tunnel uden ende. "det.. vis bedste jeg spørg som om han vil hente lidt tøj til mig.. så jeg kan komme af sted.. når regne stopper" hun lukke øjen, hendes mave slog knuder hjerte var knust, hun tørte øjne og snøfte og trak vejer dybt for ikke at brude ud i gråd, hun ville virkelig ikke af sted hun ville blive her hos ham, men hans job var jo vigtigere ind det her, og landet kræve hans hjælpe så hun kunne jo ikke stoppe ham i at gør som han mente var rigtig, hun måtte vel bare bide i det sure æble og håbe på det bedste. hun snøfte også bare væk mens hun var ved at græde igen, det her gjorde ondt at sige sådan til ham, hun følt sig virkelig udulig lige nu.

[Deleted]

Damons mave måtte virkelig slå knuder som han kunne høre hende sidde og snøfte, for det gjorde virkelig ondt. Han gjorde kun hvad han måtte finde som det bedste og det var det at sørge for at hun var i sikkerhed. Hvis hun ikke var det, så kunne han ikke gøre sit arbejde ordentligt og tænk så.. hvad ville der så ske hvis det skulle ende med at være sådan? Det var faktisk noget som han gjorde for deres skyld. Han vendte blikket stille ned mod hende. Det skar i hans hjerte, når hun reagerede på denne her måde, hvilket i den grad også var noget som han kunne mærke og noget så frygtelig tydeligt. Han kyssede stille hendes pande. ”Husk på en ting for mig, Adeline.. Jeg gør det for din skyld.. for vores..” Han lod hånden stryge mod hendes kind, hvor han vendte hendes blik ganske forsigtigt op mod sig. Han ønskede at se på hende, for alt det andet, var da slet ikke noget som ville gavne nogen af dem! ”Kildaria passer på mig.. Og så længe at… at jeg ved, at du er i sikkerhed, så… så kan jeg gå ubekymret,” hviskede han stille. Han kyssede stille hendes pande. Hun måtte ikke være trist! ”Det er kun nu at det er et kaos, min kære.. bare vent.. det skal nok blive lyst igen,” hviskede han stille. Han kunne da om ikke andet, så håbe på at det ville ende sådan, for det andet ville han bare ikke tillade! ”Lad mig nyde bare denne dag med dig..” bad han stille. Ikke fordi at det var noget som han ønskede at miste, specielt ikke hvis det faktisk skulle vise sig at blive den sidste i lang tid.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham, hun ville virkelig ikke af sted hun ville ikke men hvad hjalp det at sige ham i mod, han ville sikkert bare blive ved med at sig det ikke gik så hvorfor kæmpe i mod. hun lag panden mod hans skulder og trykke sig ind til ham, "jeg vil ikke af sted " kom det så fra hende med gråd i stemmen mens hun holdt fast i hans skjorte, hun ryste på hovede hun ville ikke selv om hun måtte af sted for deres skylde, følt hun mere han kun gjorde det for hans skyld fordi han ikke ville se hende komme mere til skade, hun ville ikke til himmeriget hun måtte vel bare skjule sig på den anden side, men hvor? hvor skulle hun bo henne? hun hade aldrig være andre steder inde himlen og i skoven og byen her? "men hvor skal tage hen og være.. hvor vil du have jeg skulle lev.. mens du væk" hun snøfte og trykke sig ind til ham, hun kunne ikke bære meget mere at snakke om det hun hade det som hendes stemme ville eksploder og hendes hjerte skulle smuler i 1000 stykker, hun snøfte og ryste på hovedet "jeg vil ikke damon.. jeg vil ikke" græd hun og trykke sig ind til ham, "jeg vil bliv hos dig.. kan jeg ikke bare tage med dig.. jeg kan godt flyv selv.. jeg vil bare ikke rejse" hun holdt fast i hans skjorte.

[Deleted]

Damons mave slog i den grad knuder ved denne situation, men han ville virkelig ikke have at hun skulle komme mere til skade end det som hun havde gjort til nu, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Dette var noget som han gjorde mere for hendes skyld end det som han måtte gøre det for andres, hvilket han bare måtte håbe, at hun kunne forstå. Han vendte blikket mod hende, som han trykkede hende ind mod sin egen krop. Hans egne øjne var endt med at blive blanke, selvom der ikke var nogen tårer som måtte falde. Han tillod virkelig ikke at de skulle have lov til det på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket stille og roligt ned mod hendes skikkelse endnu en gang, hvor han lod hovedet søge let og stille på sned. Han elskede hende virkelig og det var i den grad også den eneste grund til at han bad hende om at tage til Himmeriget. ”Kære.. Jeg beder dig.. Jeg vil ikke have at du skal komme galt afsted.. Specielt ikke nu,” sagde han stille. Han hævede den ene hånd og kun for at skulle stryge hende blidt og stille over hendes kind og få hende til at se stille på ham. Han havde brug for den øjenkontakt. ”Det er nemmere for mig at passe mit arbejde når jeg ved, at du er i sikkerhed.. Jorden er ikke sikker for nogen mere,” sagde han stille. Det lagde op til krig i Dvasias, Procias var en ruin og oprørere var i Manjarno. Hun måtte og skulle bare til Himmeriget! En tåre trillede stille ned af hans kind. ”Gør det.. for min skyld,” bad han med en yderst dæmpet stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline trykke sig hulken ind til ham mens hun holdt fast i hans skjorte, hun ville ikke til himlen hun ville ikke! hun mærke han hæve hendes hovede og hun så ham i øjne, han var blanke mens hendes var blanke og våde, trak vejer dybt da han bade om hun tog af sted for han skyld. hun så ned og trykke hovedet ind mod hans hals, "okay" sag hun stille og holdt fast ind til ham, "vil dig og kildaria følge mig på vej" spurte hun stille mens hun hade fast i ham, hun så på ham og kysse ham på munden hun ville have så mange kys hun kunne få inde hun tog af sted, hvem viste hvornår hun så ham igen. hun følt tiden gik i stå, tom hente hendes tøj og hade inde da pakke det for hende, hun stod uden for med kufferten og så op mod den grå himmel, bage skyerne vente himlen på hende hun hade nu ikke lyst til at skulle der op, men op hade hun love damon hun gned sig i øjne før hun fik vingerne frem der enlig var heale og fin igen, hun sukke mens vingerne begyndt at bevæge sig og hun begyndt at svæve i luften.

[Deleted]

Damon havde det virkelig elendigt ved at gøre det her, men han ønskede hende virkelig bare det bedste. Det var vel heller ikke fordi at han ønskede, at hun skulle komme mere til skade end det som var sket allerede og nu hvor det ikke var trygt nogen steder, så havde han virkelig ikke noget andet valg end at sørge for at hun om ikke andet, kunne være tryg og sikker. Han holdt hende helt tæt ind mod sig, for han kunne virkelig ikke få hende tæt nok for øjeblikket. Han elskede hende og det var i den grad også den eneste grund til at han gjorde som han gjorde det for øjeblikket, og det var også noget som han inderligt måtte håbe, at hun faktisk måtte forstå. Han gengældte mere end glædeligt hendes kys. Han var slet ikke klar til at sende hende væk endnu, men jo hurtigere at det blev gjort, jo bedre ville det i den grad også blive for ham. "Selvfølgelig fører vi dig på vej, min kære.." sagde han stille. Han lagde begge armene om hende, kun for at knuge hende direkte ind til sig.
Tiden gik virkelig alt for hurtigt! Det føles kun som var det lige nu at han havde fået hende hertil og nu havde Tom sørget for hendes tøj, så der kunne pakkes. Han bed sig svagt i læben. Det klemte virkelig omkring hans hjerte og det gjorde virkelig også ondt! Han kom stille ud til hende, hvor selv Kildaria stod klar ude foran kroen. Han vendte blikket stille mod hende. Han følte virkelig for at græde, men.. han gjorde det ikke. Han slog armen let omkring hendes liv. "Hverken mig eller Kildaria er velkommen i Himmeriget, Adeline.. VI kan følge dig det meste på vejen, men ikke til porten," forklarede han videre. Et sted tydeligt bedrøvet.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline mærke hans arme omkring sit liv, hun lag armen om hans hals mens hun stadig svæve i luften. "det ved jeg godt" sag hun stille og trykke sig ind til ham, hun ville virkelig ikke af sted. men nu hade hun lov ham at gør det, selv om hun mest hade lyst til at stikke af fra himmerriget og følge efter demon. hun slap demon, jo mere hun holdt om ham jo svær var det at give slip på hende igen. hun svæve hen til kildarias hovede og strøg hende over snuden, hun så ned før hun så slog med vingerne og begyndt at stige op i himlen i starten langsomt men jo højer hun kom op og jo mere hendes vinger baske jo højer kom hun op, hun viste at når de var mellem himlen og jorden ville kildaira ikke kunne komme hvider, da de kom til midten svæve hun så hen til demon, hun lag armen om ham mens hun holdt sig svæven "pas på dig selv" hviske hun stille mens hun mærke tåren trille ned af kinderne, hun skynde sig og kysse ham farvel før hun skynde sig op mod himmerriget hvor 2 engle kom hende i møde og hjalp hende op til porten, hun så kort efter demon og kildaria før hun blev ført ind bag himlens porte og hvider inde i englens land, hvor hun blev sat ind hos en sød familie der skulle passe på hende. men hun ville heller hjem, hjem til demon og kildaria hvor hun følt hun hørte til. men der gik heller ikke mere ind 2 måender før hun forlods himlen, det var om natten så ingen så hende rejse, hun måtte se demon nu det var livs nødvendig. hun lode sig dykke ned til midt mellem jord og himmel, hun kunne godt se jorden under sig alt så småt ud, hun begyndt at flyve mens hun så rundt efter noget der kunne line kildarias stor krop for hvor kildaria var der var demon også det var 100% sikkert.

[Deleted]

Damon græd indvendig, selvom han stod fast på at det her var måden at de var nødt til at gøre det på, for han ville virkelig ikke risikere, at han ville ende med at miste hende for bestandigt! Det var noget af det sidste som han havde lyst til! Han kom op på Kildarias ryg og fik hende til at lette, selvom det virkelig måtte være med et yderst tungt hjerte. Han ønskede ikke at sige farvel, men her var han virkelig nødt til at tænke fremover i tid og ikke bare tænke på det som var lige nu og lige her, for det var jo ikke engang sikkert, at det ville være der i tiden fremover og det var i den grad også det som han var mest bange for!
Som de måtte nå frem, så vendte han blikket mod Adeline, hvor han tog hende direkte ind i favnen for at knuge hende ind mod sig. Han gengældte mere end glædeligt hendes kys og selv uden at skulle tøve det mindste på nogen måde overhovedet! Hans øjne var helt våde af bare tåre, hvor enkelte alligevel måtte trille ned af hans kinder. "Lov mig at du ikke gør noget dumt, Adeline," hviskede han mod hendes øre som han kunne se at hun slap og søgte op mod den store himmel. Han kunne ikke komme videre, også fordi at han slet ikke bar noget fra englene i sig. "Jeg elsker dig," hviskede han stille, som han fik Kildaria til at vende om, selvom hun var lige så bedrøvet som det han måtte være, kun for at søge ned mod jorden igen. Det var på tide, at få styr på det her nu!

//Out