Nightmare..but i am awake

[Adeline Magarita Jakson]

Regne faldt roligt ned på skoven, det fladt helt fint som blev det drysse over landet lige så fint som sne, der var stille meget stille inde da. mørket var faldt halvt på, inde i den mørke hytte sad adeline i et hjørne. hun sad i hjørnet af køkkenet lige ved spise borde, hun hade bene op under sig, håret dække hendes græden ansigt mens hun hade hænderne op i håret, de hade hårdt fat om håret. hendes hænder ryste og kroppen skævle, på gulve stod en køkken kniv lige i vejer. Icthan hade virkelig gjorde hende ondt denne gang, og samtidig tagte skys skelet og nu brugte det som en tjener og trone. ved køkken kniven lå hendes forlovelse ring, hun skamme sig når hun så på dem. hun hade vær for svag, og bare lade icthan få hvad han ville have. hun ryste mens hun frygt damon's hjem kommets, hvad skulle hun sig hun hade prøve at gør sig selv fortræd, på grund af skam hun hade ladt icthan voldtage hende, selv om det var på grund af trusler om drab vis hun ikke gjorde som han ville, hun kunne stadig mærke hans gøren som om han stadig var i gang, hun ryste men hun hev lidt i sit eget hår og så mod kniven gennem håret, hun ville ønske hun kunne slippe væk fra det hele, men hun kunne ikke.. for damon skyld måtte hun blive hos ham, hun snøfte og græd mens hun bare forvente han kom hjem når som helst, uden for lød torden i det fjerne det var som vejer fortalt hendes humør sog og vrede på samme tid, "tilgive mig damon" hviske hun hæst, "tilgive mig sky.. jeg prøve" hun ryste mens hun hade ondt i hele kroppe og i sær mellem bene.

[Deleted]

Hvad der var sket hjemme i Procias igennem det sidste stykke tid, var desværre ukendt for Damon. Han havde været væk i det som måtte være nogle uger på en af de større missioner som havde krævet forbandet meget af hans tid, også selvom han vidste, at det virkelig var en forbandet uheldig timing for hans vedkommende! Kildaria kæmpede sig over den store himmel. Begge havde de det helt fint, selvom de havde fået skrammer og sår begge to, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han holdt godt fast i seletøjet, som det første lyn og lyden af torden måtte stå direkte ind over den store himmel, hvilket i den grad også var noget som han tydeligt måtte mærke sig af. Skoven som han så i det fjerne, var noget som gjorde ham fuldkommen stiv i blikket. Han var advaret om at det ikke ville være til at genkende når han først kom hjem, men at det skulle se sådan ud, havde han da slet ikke regnet med! Skoven var jo fuldkommen ødelagt og nedbrændt! ”Kildaria.. hurtigt!” endte han med en fast tone, som han fik hende til at dykke allerede med det samme, for det var bestemt heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Han måtte finde Adeline og det kunne bestemt heller ikke gå for hurtigt! Kildaria brølede let og endte i et direkte styrtdyk direkte ned mod den store skov. Nu var det jo heller ikke fordi at det var svært for hende at skulle finde en måde at komme igennem trækronerne på, for der.. var ikke rigtigt nogen? Næsten inden at de nåede at lande på jorden, så var Damon allerede kommet af Kildarias ryg, hvor han hastet direkte mod deres hus. ”Adeline!” Hans stemme var nærmest et panisk råb. Hvad pokker var der sket?! Han slog dørene hurtigt og fast op, selvom også deres hus måtte ligne et sted hvor helvede havde været brudt ud. ”Adeline?” Han var nærmest som fanget i chok. Han gik indenfor og så sig omkring. Det var jo slet ikke som da han var taget af sted!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline kunne høre kildarias brøl hvor hun trykke sig op af hjørnet, hun ryste bange nu ville der ikke gå længe før damon fandt hende, siden i et hjørne med en stor køkken kniv bord ned i gulve ikke en gang en meter fra hende, og med forlovelse ringen ved siden af den. hun sad stille da damon kom ind i huset og nærmest lød panik slagen, hun kunne ikke finde sin stemme til at sige hand navn, hun bore bare hænderne mere ind i hendes hår. hun var tæt på at hive det af, hun græd bare mens hun sad sammen presse på af hjørnet og lukke bare øjne, hun ville ikke se på ham hun skamme sig sådan over at lade sig over mande af icthan igen, og denne gang ren faktisk voldtog hende plus han hade tage sky's skelet, hun ryste og græd bar men hun begyndt at hive i sit hår og kigge mod kniven og hade virkelig lyst til at tage den og gør et eller andet der ville få hans latter, berøringer og følelsen af hans gøren til at forsvinde for altid.

[Deleted]

Hvis Damon havde vidst at det var dette, at han ville komme hjem til, så havde han aldrig nogensinde valgt at skulle tage nogen steder! Han ønskede bare Adeline den tryghed og den sikkerhed og han vidste godt, at det var noget af det mest faretruende som man kunne gøre, det var jo faktisk det at tage ud, men han måtte jo desværre passe sit arbejde. Skoven var ødelagt og hans hjem lignede han vidste ikke hvad, men det var i den grad en tanke som måtte skræmme ham som intet andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han var nærmest grebet af en mindre panik, hvor han så sig omkring. Hvor pokker var hun blevet af!? Han kaldte endnu en gang, selvom hans stemme hurtigt døde hen som han så hende sidde der oppe af væggen og næsten så helt panikslagen, hvilket gjorde, at han følte det tynge voldsomt omkring hans hjerte. Hvad pokker var der sket? ”Adeline..” hviskede han stille. Ringen og kniven var bestemt ikke det første som han lagde mærke til, men mere hende frem for at det at han måtte lægge mærke til noget som helst andet. Han søgte hen til hende, hvor han hurtigt gik ned i knæ foran hendes skikkelse, kun for at skulle tage fat omkring hendes hænder, også for at vide at han var der og at han var kommet hjem. De mørke øjne faldt direkte til hendes skikkelse og med den tydelige overraskelse. Det overraskede ham virkelig, at skulle se hende på denne her måde, for.. det var jo slet ikke den Adeline som han kendte. ”Kære.. hvad er der sket?” Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Han slap hendes hænder, kun for at lade armene glide omkring hendes skikkelse for at trække hende helt tæt ind til sig, så hun kunne søge den tryghed som han ikke havde været der til at give hende. Kunne de for pokker ikke bare få fred for en gangs skyld?!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline ryste bange da han satte sig på hug hos hende, "du må ikke se på mig" kom det hvisken fra hende, da hun mærke han tog hendes hænder ud af håret. hun ryste bange og lukke øjne da han tog om hende, "j-jeg prøve.. men han..men han hade tage sky...han tog sky..Itchan" hun begyndt at græd og ryste bange mens hun mærk han bare holdt om hende, "han gjorde det...det gjord så ondt.. jeg vil ikke vær her mere.. jeg vil væk" græd hun var var helt ude af den, den voldtægt hade virkelig knække hende. hun ryste panisk mens hun prøve at skubbe sig lidt væk fra damon, hun følte ubehag når han holdt sådan om hende. hun følet sig beskidt og at hun var en ren luder, hun ryste og så ham ikke i øjne hendes øjne så panisk ud, som de nærmest så efter en flugt vej for hende. hun græd mens hun prøve at komme ud af damons arme, nu ville hun gerne have fat i kniven og ende det her, det var for meget for hende hun kom fri og fik fat i kniven og fik heven den op af gulve, hun sad bare med en slapt i hånden mens hun kigge på den som et lyn skød over himlen og oplyste hende, der var lidt blod på kjolen fra hendes skød og små gennem sigtig pletter efter itchan hade fået sin 'lyster' dække af hende og i hende, hun ryste mens hun kunne se sig selv i kniven, ringen lå bare og skinde da lynet oplyst den hun løfte kniven en smule mens hun ryste meget, "jeg kan stadig mærke hans gøren" kom det panik slagen fra hende som hun knytte hånden om kniven ganske hårdt og ville til at lave en bevægelse så kniven ville snitte hendes anden arm og mave.

[Deleted]

Damon var virkelig grebet af en mindre panik, for han havde slet ikke nogen anelse om hvad pokker der var sket her, og det var noget som i den grad også måtte gøre ham langt mere usikker end det som godt måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Af hvad han kunne se, føle og fornemme, så ville Adeline slet ikke have ham tæt på? Hvad pokker var der egentlig ikke lige sket?! Han kunne dog hurtigt konkludere, at det næppe kunne være noget godt som hun måtte sidde i den forfatning som hun nu måtte gøre, selvom det nu ikke var noget som lettede eller gavnede ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte blikket mod hende, som hun trak sig hen til kniven som hun tog op i hænderne, hvilket kun gjorde ham en anelse mere nervøs end det som godt måtte være i den anden ende.. Hvad ville hun bruge det til nu? Han blinkede med øjnene som han stile valgte at rejse sig. Ringen lagde han udmærket godt mærke til på gulvet, selvom det nu ikke var noget som han sagde noget som helst til bare sådan uden videre. Han blinkede let med øjnene. ”Adeline.. vi kan finde ud af det her.. Læg den kniv fra dig. Lad mig hjælpe dig..” Han vidste da slet ikke hvad han skulle sige, eller hvordan pokker han skulle reagere andet end med panik? Han havde slet ikke siddet i en lignende situation som dette, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om og det var kun fordi at han elskede hende, at han reagerede på den måde som det han måtte gøre nu! Den bevægelse som hun gjorde med kniven, var noget som hurtigt fik ham til at reagere. Han var hurtigt henne ved hende, for at lægge hånden mod hendes håndled, også i forsøget på at skulle stoppe hende. ”Adeline.. se på mig!” bad han denne gang med en panik i stemmen.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline græd som han tog fat i hendes håndled så hun ikke kunne færdig gør bevægelse, hun ryste på hovedet "Jeg kan ikke.. jeg kan ikke.." græd hun mens hun tabt kniven der igen satte sig fast i gulve, hun ryste i hele kroppen. hvad hun skulle gør vist hun ikke, hun hade sig selv lige nu hun hade din krop hun hade. hun ville så gerne vær tæt på damon, men hun skamme sig sådan hun følt sig så beskidt at hun var bange for hun svine ham til vis han rørt hende, hun så ned i gulve mens lyne skar over himlen og oplyste dem ind i mellem. hun kunne bare ikke få et ord frem, hun gad ikke en gang prøve på at få sin hånd til sig hun hade ikke brug for at vis sig selv yderlig at hun var svag, hun brug fler minutter før hun sig svagt op på damon men ikke direkte i øjne. "i-icthan..Icthan.. han.. han tog sky skelet.. og...og jeg prøve virkelig..men..men.." hun fik heven hånd til sig og lag armen om sig selv, "men jeg..jeg kunne ikke noget...jeg endt bar..som et lege tøj.. jeg vil ikke vær her mere..jeg skulle ikke vær komme tilbage.. jeg skulle slet ikke have vær død første gang..." hun klemte hårdt om sig selv, hun ryste på hovedet. "du burte ikke se på mig..jeg ikke vær at se på mere.. nu bær jeg måske det monsters afkom for alvor.." hun græd og slog hovedet i gulve og sad bare for over bøje med hovedet mod gulve mens lynet oplyst hende igen og man kunne se hende helt igen, man kunne se der stadig sad græs på kjolen og mudder efter Icthan hade tvunget hende ned i jorden ved søen, hun ryste i kroppen og følt sig ikke længer værdi til at vær hans forlove eller bare vær i samme hus som ham, "jeg skulle have lade ham dræb mig da han gav mig valget..." hun ryste i kroppen og regnet med damon nok endt med at råb af hende eller line hæve stemmen.

[Deleted]

Damon var virkelig bare grebet af en voldsom panik og som intet andet overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At hun tabte kniven og satte sig på gulvet, var nu ikke noget som han havde noget imod, for den kniv skulle hun bare under ingen omstændigheder have tæt på sig på den måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han skubbede hurtigt kniven væk fra dem begge to og satte sig på knæ foran hende, også så han ikke virkede så stor. Han vendte blikket nærmest forfærdet og direkte skræmt mod hende. Hvordan kunne hun få sig selv til at sige sådan?! De skulle da nok klare sig igennem dette, det var noget som han måtte være fuldkommen overbevist om! Han bed sig let i læben, som han kun prøvede og forsøgte med at skulle falde til ro, for det var end heller ikke noget som han ville skjule, for dette var virkelig noget som måtte bekymre ham og meget endda! Direkte så kunne det tydeligt lyde som om at denne Icthan havde fået fuldendt sin voldtægt denne gang, hvilket kun var noget som gjorde ham direkte rasende at skulle tænke på! Han bed tænderne fast sammen og vendte blikket direkte mod hende igen, som han krøb tættere på hende. ”Hvorfor skulle min forlovede ikke være værd for mig at se på?” spurgte han stille. Armene slog han endnu en gang tæt omkring hendes krop og kun for at trække hende ind til sig. Hvor længe siden var det at det var sket?! Han vidste at Sky var af en umådelig stor betydning for hende.. det vidste han jo godt, så det at hun havde vogtet over den store drage, var kun et tegn til respekt. ”Adeline.. se på mig!” Denne gang var han mere fast i stemmen, for dette var virkelig noget som måtte skræmme ham og noget så voldsomt! Han vendte blikket mod hende. Han sad som stiv. ”D-dræbe..?” gentog han forfærdet. Havde hun virkelig ønsket at forlade ham? Lade ham være alene igen? Var det virkelig det som hun fiskede sådan efter?!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline ryste i hele den lille krop, hun frygt hun aldrig skulle komme over det her at hun skulle blive ved med at høre icthans kolde og charmerene stemme der hviske i hendes øre, hun så damon kom nærmer og hade sat sig på hug ved hende, hun så ned "f-fordi jeg beskidt" hulke hun mens hun knytte hænderne om hinanden, "jeg kan ikke en gang passe på mig selv" hun mærke hans arme om hende og ryste mens hun gemt ansigt i skulderen, hun hørte så hans fast stemme og automatisk så hun bare op på ham, driv våd af tåre mens man så frygten der vokse i hendes grønne/grå øjne, da han sag dræbe var hun stille lidt før hun så ryste på hovedet mens hun trykke sig ind til ham, hun ville jo ikke dø men det hele fik hende bare til at sige så dumme ting, han ville vel ikke forlade hende! ikke nu hvor hun virkelig hade brug for ham, hun trykke sig ind til ham knug sig bare fast ind til ham, i frygt for han nu ville gå fra hende. "du må ikke gå" kom det hæst fra hende, mens hun holdt fast i hans skulder og søgt tryghed og den kærlighed hun kendt fra ham, den kærlighed hun hade leve med i et stykke tid nu, den måtte ikke forsvinde hvad skulle hun så gør vis den forsvandt, bare vander rundt tom inde i og måske med et monsters barn? Nej! hun ville ikke tænke på det, slet slet ikke! hun holdt bare fast til damon. "jeg kan ikke stoppe med at græde" kom det fra hende mens hun bare holdt fast mens lyne og torden rase uden for som en advarsel for at flyve eller bare gå ude i det vejer, hun fik blikke op på damon igen og skamme sig over at opfør sig sådan, men hvordan skulle hun ellers reager hun var bleven voldtage for ca 5 timer siden, hun hade stadig ondt og kvalme efter hans behandling mand hade truet med at brække hendes arme vis hun prøve at flygte! hun ryste bange og så ned igen og følte sig virkelig som ren død vægt for ham, han hade sikkert regnet med en glad adeline der pusle i hytten. i steden for fik han en synder knust kvinde der ikke var sikker på om noget ville blive bare nogle lunde godt igen.

[Deleted]

Damon var virkelig direkte panisk. Han havde været ude for at passe sit arbejde og så var han kommet hjem til et hjem som måtte henligge i ruiner. Skoven var ødelagt, hans forlovede var slet ikke til at kende igen, så det sagde vel også sig selv, at denne tanke faktisk også var noget af det som måtte skræmme ham mest? Selvom det jo selvfølgelig kun var noget som han var tvunget til at bide i sig, så var det bestemt heller ikke nemt på nogen som helst måde overhovedet! Han tyssede stille på hende som han vendte blikket mod hende. Han trak hende helt ind til sig, hvor han satte sig op af den nærmeste væg for at finde bare en smule støtte, for det var i den grad også nødvendigt efterhånden. Hun var tung at sidde med, selvom han mere end gerne ville gøre det, hvis det kunne få hende bare en anelse rolig, så var det bestemt også det hele værd set i hans øjne, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på denne måde. Han rystede på hovedet. ”Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at forlade dig, Adeline. Aldrig!” sagde han med en bestemt stemme. Hun var og blev i den grad også hele hans liv, så der var en grund til at han havde valgt at reagere på denne måde, som han nu havde gjort det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han kyssede stille hendes pande. ”Det er okay at græde..” Han lod hende bare søge helt ind mod hans favn, lod hende knuge sig fast til ham, for han ønskede i den grad også at vise hende, at han var der for hende og aldrig nogensinde kunne drømme om at lade hende alene, for det var da noget af det sidste som han i det hele taget kunne finde på i den anden ende! Den tanke i sig selv, var noget som kunne gøre ham direkte vred at skulle tænke på! ”Du skal aldrig nogensinde være alene igen.. det lover jeg dig,” hviskede han med en ærlighed i stemmen. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule. Lige nu ønskede han hende i sikkerhed, så måtte han jo også blive og sørge for, at der ikke ville komme nogen som helst mand tæt på hende igen, og specielt ikke denne Icthan!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline trykke sig ind til ham og snøfte og hulke mens hun knuge sig ind til ham, hun viste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv mere, hun var dybt ulykkelig over hvad der var sket. hun ane ikke hvad hun skulle gør ud over at holde fast i damon, hun ville ikke væk fra ham mere der skete aldrig andet ind ballade når han tog af sted, uvejer rase uden for hvilke gjorde alt ting mere dyster, og uhyggelig at skoven var brænd hade hun ikke lagt mærke til hun var bare krøben hjem fra søen og side i hjørnet hun hade ikke spiste eller sove i de timer efter voldtægten, hun mærke hvor tæt hun var på at kolapse. hun ryste og så på demon, "undskylde" pev hun mens hun hade rød øjne af alt sin gråd, kort efter besvime hun af udmattelse og lå tæt ind til ham, helt slap i kroppenn af træt hed mens hun sov og hade automatisk fat i damon i søvne for at vær sikker på han ikke efter lode hende, uden hun blev trukket med ham, hun græd ikke mere hun var helt ud kørt og trængt til mad og hvile og ikke mindste at damon blev hos ham. selv om hun sov var hun glad for han aldrig ville gå men hun frygte det dog stadig, hvilke var grunden til hun holdt så godt fast i ham, hun var svagt urolig i sin søvne da icthans latter runge i hendes hovede som han hade besat hende, hun trykke sig ind til ham og pev svagt mens hun trak bene op under sig.

[Deleted]

Damon vidste, at han slet ikke kunne tillade sig at tage på arbejde når hun havde det sådan her! Han måtte finde en eller anden mulighed hvorpå at han kunne få det hele til at løbe rundt. Han ville bare ikke komme hjem til et sådan et kaos mere, for det var noget som i den grad også gjorde ondt på ham, for han kunne se hvor panikslagent at hun var når han var kommet ind. Så panikslagen som hun var, at hun slet ikke ville hen til ham, var noget af det som i den grad også måtte skræmme ham mest, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han blev siddende og knugede hende ind mod sin egen favn. Han ønskede at holde hende sikker og samtidig også vise, at han var der for hendes skyld, for.. det var vel også noget som hun havde brug for at vide efterhånden? Det var nu noget som han var temmelig sikker på, for der skete jo altid noget når han ikke var hjemme og det var efterhånden ved at gå ham på nerverne! Han knyttede næverne let omkring hende, også for at holde hende helt tæt ind til sig. ”Ikke undskylde..” bad han stille, selvom han godt kunne se, at det nok ikke var ord som hun havde fået med sig, som hun var endt med at blive helt slap. Han vendte blikket stille mod hende. Hun havde brug for hvile, så det gjorde ham bestemt heller ikke noget. Han trak vejret dybt, plantet et stille kys mod hendes pande og blev ellers bare siddende uden så meget som at rokke sig ud af stedet, for det var slet ikke noget som han kunne få sig det mindste til i den anden ende. Han ville nødigt vække hende, eller lade hende blive endnu mere panikslagen end det som hun allerede måtte være, for det var i den grad også noget som gik ham noget så frygteligt på, specielt når han slet ikke vidste hvad pokker han skulle stille op, for det havde han slet ikke nogen anelse om lige for øjeblikket! ”Sov du bare min kære..” bad han stille mod hendes øre. Han vendte sig i retningen af soveværelset, hvor han med en let bevægelse med hånden, fik et af sengetæpperne til at svæve hen til ham, som han kunne pakke om hende. Hun skulle genopleve den følelse af tryghed og det var i den grad også det som han prøvede at give hende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var helt væk, man kunne stort set flytte hende hvor som helt uden hun ville opdage det, hun var helt udtæret for energi, hun hade dog stadig fast i ham i længer tid før hendes hænder også gave efter. hun sov roligt, og viste ikke hvad der skete. i mens hun sov klinge stormen af, da stormen var klinge så meget af at det var sikkert at flyve eller på anden måde komme nogle steder hen, kom tom til hytten. han hade set skoven var brændt og ville tjekke om det var okay, da tom tråde ind i hytten så han rundt "Damon, Adeline er i her!?" spurte han før han fik øje på dem, "min gud hvad er der sket her?" spurte tom med den dyb varm stemme han hade, hans kappe kunne næsten ikke dække hans mave, han kom hen til dem. "Kom i mere sikker på kroen det ikke en god ide at være her nu hvor skoven ser sådan her ude" han så på dem før han lunte ude igen, og holdt ud kig om der var nogle eller noget tom gik dog uden om kildaria han var lidt utryg ved det store væsen der vogte over de to, tom så sig over skulderen "i kan flyve i for vejen jeg lunter bare tilbage" han lunte hvider og forsvandt mellem træerne.

[Deleted]

Damon havde ikke nogen anelse om hvad han egentlig skulle stille op. Det var jo dette sted at de havde haft at søge til. At hytten så ikke var berørt af skovbranden eller noget som helst, var jo mere held end det måtte være noget andet! Han blev siddende med hende i favnen, hvor han bare lod hende hvile, hvor han sad mere eller mindre fuldkommen opmærksomt på hans omgivelser. Han hørte udmærket godt lyden af skridt, hvor han hurtigt så op, selvom han dog måtte genkende stemmen, hvilket var noget som gjorde ham langt mere rolig igen. Han sukkede dæmpet, hvor han lod blikket falde mod Tom som kom farende ind. Hvad pokker lavede han ikke her?! Hans blik fulgte ham nøje og intenst. Lige nu var han virkelig over Adeline, for at sikre sig, at der ikke skete noget som helst med hans kære forlovede, for det gjorde ondt at se hende på denne her måde, og specielt fordi at han vidste, at han kunne have forhindret det ved at være hjemme! ”D-det er en lang historie, Tom,” afveg han dæmpet. Han ville jo heller ikke gøre det værre for hende end det som det måtte være allerede, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lyttede. At han tilbød dem et sted på kroen. ”Vi kommer..” endte han stille hvor han vendte blikket mod Adeline. Han ville prøve at undgå det så hun vågnede, for han ønskede hende ikke mere skræmt end det som hun måtte være allerede.
Kildaria blev liggende lige udenfor huset, hvor hun fulgte Tom meget nøje med blikket. Hun vidste udmærket godt at den mand ikke ville gøre dem noget som helst, hvilket også var noget af det som spillede ind som det vigtigste. Damon rejste sig frygtelig forsigtigt med Adeline i sine arme, for at få hende med sig ud til Kildaria, hvor han fik hende bakset med sig op på hendes ryg, så de kunne komme af sted. Jo hurtigere det blev gjort, jo bedre var det jo også for dem begge to!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sov virkelig stort set fra det hele, da kildaria lette åbne hun træt øjne. "flyver vi" spurte hun bare stille mens hun mærke håret der blev blæst over damons skulder og bag ud, hun trykke sig ind til ham, da han bekræfte de fløj sov hun igen mens hun holdt sig ind til ham. da de kom til kroen var tom lige komme tilbage, "jeg gør værelset klar" sag han og lunte oven på. der var tomt i kroen på grund af stormen, torden lød stadig men den var stilne meget mere af. tom kom ned efter nogle minutter og så på ham "så der klart til jer kald vis der er noget" tom gik ud i køkkenet, adeline trykke sig bare ind til ham og vogne da hun blev lagt i sengen "hvor er vi" mumle hun mens hun fik lag sig om på siden og så træt mod damon mens hun holdt fast i senge lanet der stadig var om ham.