Safe in heaven

[melchior]

Melchior kunne tydeligt mærke på Chryseis at hun var frustreret, eller om ikke andet så var hun på vej til at være det, men hun tænkte virkelig også alt for meget over det! Han ville jo komme tilbage igen, så det var jo ikke fordi at dette var deres sidste møde nogensinde! Så længe hun var i sikkerhed, så kunne han finde ro, og så kunne han tage af sted velvidende om at der ikke ville ske hende noget, hvilket også var den tanke som betød mest for ham. Hendes sikkerhed betød virkelig alt for ham! Han havde brugt så lang tid på at gemme sig for hende, holde sig væk og nu hvor han endelig havde fundet modet til at opsøge hende, så ønskede han bestemt heller ikke at miste hende! Som han havde tildelt hendes kind det langtrukne og blide kys, trak han let på smilebåndet. ”Det ved jeg godt Chryseis.. men du ved også godt at jeg ikke kan opgive min plads og arbejde,” svarede han stilfærdigt, som han ganske blidt strøg nogle af hendes vildfarne lokker væk fra hendes ansigt. ”Jeg er nød til at tage af sted på et eller andet tidspunkt,” lagde han roligt og stille til i en dæmpet tone. Han vidste godt at hun ikke var meget for det, og han hadede når hun skulle blive så utilfreds med det hele, men han havde virkelig ikke noget valg, og hun vidste bedre end nogen anden hvilket arbejde han havde og hvad det krævede af tid, så hun burde vel godt kunne forstå det? Bare lidt om ikke andet? Selvom han jo godt vidste at om hun forstod det eller ej, så var hun stadig utilfreds med det, men det var den travle mand han var og altid havde været, det ville aldrig komme til at ændre sig, eftersom han havde sin plads oppe i det høje. Han lod hende blot placere sig i hans skød og trække benene til sig, hvor han slog armene godt omkring både hendes ryg og ben. Hun fyldte ikke særlig meget og var egentlig ikke særlig stor, hvorimod han selv faktisk var utrolig høj. Han trykkede hende godt ind til sig, hvor han lod sin tommel stryge lettere fraværende over hendes lår, uden at han slap hende det mindste. Han smilede ganske let ved hendes ord og nikkede roligt medgivende. ”Så sandt. Jo før du lader mig gå, desto hurtigere kan jeg komme i gang og blive færdig,” medgav han roligt og sendte hende et varmt smil. Den eneste grund til at han egentlig blev her og trak tiden ud, var jo faktisk for hendes skyld. Han vidste at hun var utilfreds med det hele, og han kunne virkelig heller ikke lide det! Han hadede når hun var i det humør! ”Kom,” opfordrede han roligt, som han lod sin ene arm glide under hendes ben, inden han rejste sig op, for at strække de store hvide, lysende vinger, som han gjorde nogle lette bask med, så de endte med at komme op i luften. Han fik dem sænket mere og mere ned mod jorden igen, for han kunne også godt mærke hvilket ubehag det måtte sætte sig i hende ved at sidde midt oppe i luften uden at man kunne gøre det mindste. Han landede sikkert på jorden, hvor han ganske roligt vendte de safirblå øjne imod hende. ”Husk nu at du lovede at hvile dig, når jeg havde vist dig rundt,” påpegede han sigende og smilede muntert, som han igen satte kursen over imod barakkerne og hendes værelse.

[Deleted]

Chryseis var normalt vant til at være alene, men det var noget som havde forandret sig så drastisk og specielt efter alt det med Lucifer tilbage før i tiden, hvor det først for alvor var gået op for hende, hvor meget og hvor stor en betydning Melchior faktisk havde fået for hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde direkte åbent på den ene eller den anden måde, for.. ja, det behøvede han vel ikke at vide? Desuden ville det jo aldrig kunne blive til noget alligevel, for han kunne ikke blive for tid og evighed på jorden og hun kunne slet ikke være heroppe! Hun var nok noget af det mest jordbundende væsen som man kunne falde over, også fordi at hun var en skovånd. Tungen strøg let over hendes læber, som hun puttede sig helt ind i hans favn. Jo tættere som hun kunne komme på ham, jo bedre var det jo selvfølgelig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans ord var dog noget som.. gjorde ondt? Hun vidste dog godt, at han var direkte tvunget til at sætte alle andre i anden række og arbejdet i første, selvom det ikke var noget som gjorde det meget nemmere. ”Det.. det ved jeg jo godt..” mumlede hun stille, som hun vendte blikket mod ham. Nok var hun som et barn af opførsel, men hendes hjerne var faktisk umådelig skarp af sig! Hans strøg mod hendes lår, var noget som kraftigt måtte få hende til at spænde, for det at have ham så tæt på var noget som hun nød, også selvom hun vel et sted vidste at det var.. forbudt? Hun burde slet ikke være ham selv så nær, også mest for sin egen skyld, for det ville bare slå kraftigt tilbage mod hende selv, og det var noget som hun i den grad også godt vidste. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Et sted så.. afviste hun ham vel? Hun nåede ikke at sige det mindste før at han havde taget om hende, rejst sig op og var lettet, hvor hun gispede ganske let. Hun kunne ikke fordrage ikke at have kontakt til noget fast under fødderne! Hun bed sig let i læben, hvor armene med det samme røg omkring hans nakke, hvor hun trykkede sig tæt ind mod ham, blot for at have et eller andet at holde fast i. At han kunne holde det her ud, var slet ikke noget som hun kunne forstå! Hun vendte blikket mod ham. Det var jo heller ikke fordi at hun ville i seng endnu! Også selvom hun havde lovet ham det, men.. hun ville da være sammen med ham. Det var da det som hun ønskede mere end det som hun ønskede noget som helst andet overhovedet. ”Mhmm..” mumlede hun blot dæmpet, selv med den tydelige utilfredse mine, som et lille barns om blot blev tvunget i seng af sin strenge mor eller far, selvom det slet ikke var tilfældet på nogen måde overhovedet. Hun slap stille hans nakke og lagde hænderne i stedet for ned i hendes eget skød, hvor hun også vendte blikket mod dem som var det pludselig langt mere interessant end det som han selv måtte være, selvom det dog langt fra måtte være tilfældet. Hun holdt forbandet meget af ham og et sted, så måtte det virkelig frustrere hende, at hun ikke havde retten til at skulle vise det overfor ham.

[melchior]

Chryseis opførte sig virkelig som en lille utilfreds pige, men sådan havde hun jo faktisk altid været, noget som Melchior faktisk fandt morende ved hendes væsen, men på den anden side var det jo også det som han elskede ved hende. Han holdt af hende og det var ikke fordi at han ønskede at hun skulle være utilfreds, irriteret eller sur på ham fordi han havde sit arbejde at se til. Hun vidste jo at det var vigtigt, at han var en travl mand og nok han var kommet tilbage igen, efter at de ikke havde set hinanden i flere menneskeliv, men derfor havde han stadig sit job, han ønskede bare ikke at miste hende helt. Han holdt af hende og ønskede virkelig kun at hun var i sikkerhed og i god behold, derfor ønskede han heller ikke at hun skulle være så utilfreds, for han ville jo komme tilbage igen! Blikket vendte han roligt mod hende igen, da de var landet på jorden, så skyen over dem igen kunne drive væk. Han stoppede roligt, som han betragtede hende ganske let. ”Du er virkelig svær at stille tilfreds Chrys!” påpegede han stilfærdigt og dog med et morende smil på læberne, som han begyndte at gå, hvor han satte kursen imod de lange huse, hvor hun havde sit værelse. Han var ikke meget for at skulle forlade hende på den måde, men han kunne ikke komme udenom at det virkelig var nødvendigt, han var nød til det, han havde faktisk ikke noget valg, hvilket hun jo også godt vidste, så hun kunne ligeså godt tage det med et smil, for så havde han da ikke den største samvittighed ved at forlade hende på dette sted, men på den anden side, havde han selv forladt hende nede i skovene, så var hun blevet utilfreds, det gjorde hun jo også sidst. Men han havde vel vist hende at hun betød noget for ham, at han faktisk satte hende højt på sin liste? Da hun havde været døende havde han jo faktisk sat hende i første række, for der havde han kastet alt hvad han havde haft i hænderne, for at redde hendes liv, hvor han derefter havde bragt hende op til himmeriget, hvor de så var nu. Han lænede hovedet mod hendes og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Nu op med humøret kæreste, jeg kommer jo tilbage igen, så snart jeg er færdig!” lovede han hende. Hun ville være det første han opsøgte, når han blev færdig med sine pligter, selvom han jo nok var nød til at konfrontere sin far som det første, for han havde faktisk brudt en masse regler, men.. nu måtte de se hvordan det gik, det var dog ikke noget som han ville bekymre hende med, derfor holdt han det også tæt. Han var bare bange for at der ville gå alt for lang tid som hun kunne acceptere, for han ønskede ikke at gøre hende mere utilfreds end det var nødvendigt. Han gik roligt ind ad døren og ned ad den lange gang, indtil han kom til hendes værelse, hvor han åbnede døren med sin ene albue, blot for at træde ind i hendes rum. Planterne stod der endnu, han havde sørget for at gøre det så grønt som muligt, så hun følte sig bare en anelse hjemme. Han lukkede døren med sin ene fod, inden han gik hen til sengen, hvor han satte hende fra sig. Han blev dog selv stående, hvor han strøg hende blidt over håret. ”Du burde få hvilet dig,” svarede han stilfærdigt og med en klang af bekymring.

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt at Melchior have sit arbejde at se til og det var heller ikke fordi at hun ville være alene eller give ham den dårlige samvittighed, men hun var virkelig ikke tilfreds med udfaldet! At han endelig havde ladet hende opsøge ham, selvom det havde taget så mange år, at hun ikke kunne huske hvor mange, at han reddede hendes liv, for så at efterlade hende her? Det var slet ikke en tanke som hun brød sig synderlig meget om, men hun kunne åbenbart ikke gøre noget ved det! Snak om at føle sig elendig til mode! Hun bed sig let i læben. Hun brød sig slet ikke om at være oppe i højderne og nu efterlod han hende deroppe? Det var bare ikke retfærdigt! Hun havde jo ikke nogen at gå til eller noget som helst! Hun ville.. vel egentlig bare gerne være sammen med ham? Det var vel heller ikke meget at forlange nu hvor han så ud til at have tilgivet hende med det hele. Et sted så var hun vel bare.. bange? Bange for at han ville glemme hende og bange for at han ville glemme at komme tilbage igen nu hvor hun var der? Og endda på et sted hvor hun slet ikke burde være, for bare at gøre det hele meget værre. ”Mhmm..” mumlede hun stadig med en utilfreds mine. Af personlighed så kunne hun godt minde om et lille barn og hun vidste det jo godt. Det var jo det som ensomheden midt ude i skoven kunne gøre med folk, for det var heller ikke fordi at det var et liv som hun direkte havde bedt om. Døden var noget af det som hun frygtede mere end noget andet – der var jo trods alt en grund til at hun var blevet den skovånd som hun var, selvom hun virkelig burde være død nu.
Som de nåede tilbage på værelset og han satte hende ned på sengen, så vendte hun bare blikket op mod ham. Tog han virkelig af sted allerede? Det var slet ikke en tanke som hun brød sig om, men hun havde da tydeligvis heller ikke noget andet valg end at acceptere det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun hadet virkelig den tanke, for det var virkelig noget af det værste af det hele! Hun sukkede stille og vendte blikket op mod ham. ”Jamen.. Jeg vil ikke have at du skal gå..” Hun vendte blikket stile ned mod sit skød og så rundt omkring i værelset. Planterne gjorde hende langt bedre tilpas og det gav hende en følelse og en fornemmelse af at være bare en smule hjemme, også.. selvom der virkelig manglede noget og det var det som gjorde at hun blev frustreret. Hun kravlede stille op i sengen og under dynen, hvor hun valgte at lægge sig med ryggen til ham, også for at vise ham at hun virkelig var utilfreds med det faktum, at han skulle gå, for det var hun i den grad også! Hun bed sig let i læben, trak dynen helt op over omkring ørene, så hun næsten ikke var til at se. Hun havde trods alt også lovet ham at skulle hvile? Fint! Så kunne hun jo bare gøre det! Og så kunne hun blive liggende der, til han engang ville opsøge hende igen! ”Så gå..” mumlede hun og trak benene op til sig. Arbejdet var jo så vigtigt og hun vidste det, så var der vel heller ikke nogen grund til at han stod der og trak tiden ud? Uanset hvordan han ville vende eller dreje den, så ville hun være utilfreds.

[melchior]

Blikket gled stille og roligt mod Chryseis, som Melchior satte hende fra sig på sengen. Han ønskede ikke at hun skulle være så utilfreds, han ønskede ikke at hun skulle være sur på ham, fordi han skulle arbejde, det var jo noget som var nødvendigt. Hun var kun heroppe i Himmeriget, fordi at det var det eneste sted hun kunne være lige pt. Skoven var brændt ned, så satte han hende tilbage, ville hun jo hurtigt dø igen, hvilket han heller ikke tillod! At hun var i sikkerhed og i god behold betød virkelig alt for ham! Han ville ikke miste hende! Og han vidste godt at han havde sit arbejde at se til, at han havde trodset sin far, så der kunne jo godt gå et stykke tid inden han ville opsøge hende igen, selvom.. han ville virkelig gøre det så hurtigt han kunne! Han kunne vel godt forhandle lidt med sin far? Det var jo ikke fordi at manden ikke var forståelig, han havde trods alt selv skabt alle på denne jord, med alle de følelser, så han måtte bare få sin far overtalt til at indgå en aftale. At hun bare lagde sig ned med ryggen til ham og trak dynen over hovedet for at gemme sig væk, gjorde faktisk ondt. Hvorfor skulle hun være så utilfreds altid? Det skete jo hver gang når han skulle til at gå! Han kunne virkelig ikke have den skyldfølelse som ramte ham! Det var jo ikke fordi at han ønskede at forlade hende, kunne han blive så havde han i den grad også gjort det! Men arbejdet var bare vigtigt, som det altid havde været! Det frustrerede ham virkelig at hun skulle være på den måde! At hun så bare sagde at han skulle gå, gjorde mere ondt end alt andet. Han vendte blikket ned mod gulvet. Uanset om han blev for at holde hende med selskab, så blev hun jo utilfreds når han ville gå senere, så han kunne vel bare ligeså godt få det overstået? Han bakkede nogle skridt tilbage, som han skulle til at forsvinde, da han vendte blikket mod hende igen. Han ønskede ikke at hun skulle være sådan! Han bed sig svagt i den bløde underlæbe, inden han knyttede næverne ganske let. Han gik roligt hen til sengen, hvor han satte sig. Han trak roligt dynen ned over hendes skuldre, inden han vendte hende, så hun lagde på ryggen i stedet for. ”Chryseis, det er ikke fordi at jeg har lyst til at efterlade dig her! Det efterlader mig med en stor skyldfølelse at se dig så utilfreds, men jeg er nød til at gå! Det er mit arbejde og jeg har trodset min far og det er jeg nød til at gøre noget ved, om du så vil have det eller ej,” svarede han stilfærdigt. Han lagde roligt hånden mod hendes kind, som han strøg ganske let. Han ønskede ikke at hæve stemmen overfor hende, men han kunne virkelig ikke have at hun var så utilfreds! Han sukkede svagt, som han lænede sig ned og skænkede hendes læber et dybt kys, som han holdt for flere sekunder, inden han trak hovedet en anelse til sig, så han kunne se hende i de mosgrønne øjne. ”Vær nu lidt munter.. det klæder dig trods alt bedst,” hviskede han roligt og sendte hende et mildt smil. Han løftede sin ene hånd, hvor han lod to fingre løbe over hendes pande og ned over hendes øjenlåg, som han lukkede, hvor han brugte sin magi til at ’bedøve’ hende, så hun faldt i søvn. Han skænkede hendes pande et blidt kys, inden han rejste sig. Han vendte blikket roligt mod hende med et mildt smil, inden han forsvandt i et kraftigt lysglimt.

//OUT

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt at Melchiors arbejde virkelig var vigtigt. Ikke bare for ham, men for hele verdenen! Det ændrede dog ikke på det faktum, at hun virkelig hadede når han skulle forlade hende på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille mod ham og ikke mindst med den ganske kortfattede mine inden hun bare kravlede ned under dynen. Hun havde lovet ham at hvile, så skulle hun da nok gøre det, så kunne det vel heller ikke være så slemt igen at gå og ordne det som skulle ordnes, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Et sted så var hun vel.. bange. Hun kendte slet ikke Himmeriget, hun kendte ingen her, hun vidste slet ikke hvad hun skulle forholde sig til eller hvad hun måtte og ikke måtte, hvilket så kun gjorde det hele langt værre, også for hendes eget vedkommende. At han satte sig på sengekanten, mærkede hun sig ikke rigtigt af, før han tog fat omkring hende, kun for at vende hende, så hun endte på ryggen. Blikket røg direkte mod hans skikkelse. Hun blinkede let med øjnene som han lod hånden stryge mod hendes kind. Han havde altid formået at gøre hende helt rolig og selvfølgelig var det også noget som betød meget for hende, men at hun så pludselig skulle undvære det i.. ja gud vidste vel som den eneste i hvor lang tid, det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Den mand skulle nok sørge for at ødelægge det hele! Hun burde slet ikke føle for manden som hun gjorde og hun vidste det jo godt. Han var hvad man kunne kalde for direkte uopnåelig, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der intet som hun kunne gøre ved det og det gjorde ondt. Hun var ikke noget højt, hun var ikke noget stort, hun var bare.. Chryseis. En skovånd som levede og vandrede i skovene uden nogen direkte mening. ”Jeg beder dig heller ikke om at blive, Melchior. Jeg siger jo bare, at du kan tage af sted..” afveg hun dæmpet. Det gjorde ondt med tanken om at der altid var noget som skulle ødelægge det når de endelig havde hinanden! Når de endelig hyggede sig sammen, så skulle der altid komme noget i vejen og det var jo hver gang! Ikke fordi hun nåede at sige mere, idet hun mærkede hans læber mod sine, hvor det næsten føles som hendes hjerte hoppede direkte ud af hendes bryst. Det var længe siden. Det var virkelig alt for længe siden at hun havde fornemmet ham så tæt på! Hun lukkede øjnene, hvor hun mere end glædeligt besvarede det og med en klar og tydelig længsel. En varme uden lige som måtte brede sig, selvom det i den grad også var med et klart og tydelig behag. At han trak sig, brød hun sig nu ikke om, det var alt for kort tid! Hun åbnede stille de mosgrønne øjne og vendte blikket direkte mod ham i stedet for. Strøget over hendes pande og så nedover hendes øjne, var noget som gjorde hende direkte døsig. Han skulle ikke have lov til at bruge magi på hende! ”Det siger du jo..” Ordene blev mere og mere en tydelig mumlen som trætheden tydeligt måtte gribe hende og derved også tvinge hende til drømmeland som det rene ingenting. Kysset mod hendes pande og det at han forsvandt, lagde hun end ikke mærke til. Hun var allerede langt væk.

//Out