Safe in heaven

[Deleted]

Chrysies ønskede virkelig ikke at spørge ind til manden. At vide at han var væk og at han var i tryg forvaring, var noget af det som hun havde brug for at vide – alt det andet var virkelig helt uden betydning for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han passet på hende, også selvom hun vidste at hun slet ikke burde være til stede. Hun burde være død, skoven burde være under genopbyggelse på sit vis og en anden skovånd burde være sat i hendes sted. Lidt kendte hun til reglerne i det høje og hun vidste at han havde brudt mange af dem. Hun havde kun handlet efter hvad hun havde fundet bedst, også selvom det i den grad havde været dem som var nødsaget til at skulle betale prisen i den anden ende, så var det nu heller ikke noget som hun sagde noget direkte til. Hun var endnu en gang glad, nu hvor hun kunne være overbevist om at han faktisk havde tilgivet hende og det var noget som virkelig spredte en glæde og en lykke for hendes del, for så kunne hun heller ikke være noget andet end tilfreds! At se ham smile, at opleve at han endnu en gang ville holde om hende og faktisk vedkende sig hendes eksistens i stedet for at flygte lige så snart hun havde været i nærheden, for det havde været et stik i hjertet hver evig eneste gang. Hun vidste godt, at de nok aldrig kunne trække den så langt som de havde gjort det dengang, men så længe at de kunne være venner og tage det hele derfra, så ville hun bestemt heller ikke klage! Hun ønskede at se det hele nu hvor hun endelig havde muligheden for det, og så længe at han ville vise hende det, så skulle hun nok opføre sig ordentligt! Eller.. prøve på det om ikke andet, for det var bestemt heller ikke altid lige nemt at være hende, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Med armene hvilende omkring hans nakke, så fulgte hun ham bare og alt det som de måtte passere på vejen hertil. Hun havde længe drømt om Himmeriget, men dette var noget som overgik hendes vildeste fantasier, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! At han ville have hende med op på en sky, var næsten noget som gjorde hende en anelse usikker, selvom hun ikke nåede nogen indvendinger inden han havde spredt de smukkeste vinger og basket med dem for at få dem op. Hendes greb omkring hans nakke strammede sig automatisk. Det gjorde hende en anelse nervøs når der ikke var kontakt eller forbindelse til jorden under dem! ”Jamen..” Hun bed sig en anelse i læben, selvom grebet tydeligt måtte strammes noget mere, idet at han bare gav slip på hende. Var han da komplet sindssyg! At han gjorde skyen fast, så de kunne sidde på den, glædet hende, hvor hun meget varsomt lod de nøgne fødder ramme den. Hun stirrede ud over kanten. Hun kunne jo se det hele! ”Det.. det er smukt, Mel,” sagde hun med en rolig stemme. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hun ville ikke for tæt på kanten, for hun var bange for at ryge ud over kanten! Hun tillod sig forsigtigt at læne sig tilbage og med blikket mod ham, næsten spørgende for om det var okay at gøre det. ”Det er det smukkeste jeg nogensinde har set!”

[melchior]

At Chryseis blev nervøs jo højere de kom op, kunne Melchior tydeligt mærke på hende, selvom at han ikke sagde noget til det, for en gang skulle vel være den første? Han vidste godt at hun foretrak forbindelsen til jorden, for havde det været meningen at hun skulle være oppe i luften, så havde hun fået vinger, hvilket hun jo ikke havde, så det blev ham som fløj hende rundt. At hun også strammede grebet omkring hans nakke, kunne han skam også tydeligt mærke, for det var jo næsten lige før at hun måtte kvæle ham, skønt han dog ikke sagde det mindste til det, for han vidste at det var fordi at hun var usikker og fordi at hun var nervøs, men hun havde sådan været ivrig efter at se det hele, så skulle hun selvfølgelig også have den bedste plads! Som han roligt fik hende sat på skyen, havde han selv taget plads, hvor hans egne safirblå øjne måtte falde på den smukke udsigt deroppefra. Hendes ord fik ham dog til at smile skæve, hvor han ikke kunne lade vær med at slippe en munter latter, som hun lænede sig tilbage igen. Han satte sig roligt op, som han roligt rykkede sig hen til hende. ”Lider du af højdeskræk Chrys?” spurgte han lettere drillende, som han roligt satte sig ind til hende og lod den ene stærke arm falde omkring hendes ryg, så han kunne trykke hende ganske blidt ind til sig. Skyen var stor og der var plads nok til at man kunne ligge ned to mand uden at man skulle være bange for at falde ned. ”Bare rolig.. falder du ned, skal jeg nok gribe dig,” hviskede han lettere beroligende og i en varm tone mod hendes ene øre, inden han let kyssede hende på håret. Han vendte selv roligt blikket ned mod de mange omgivelser og folk, der måtte vandre rundt dernede. Normalt blandede han sig ikke med mængden af engle, paladiner og lysvæsner, men det hændte jo selvfølgelig til tider. Han opsøgte aldrig folk i sin menneskelige skikkelse, den skikkelses om Chryseis altid havde set ham i. Når han kom til folk, der for eksempel bad til ham, så var han der kun i åndelig forstand, så de ikke kunne se ham. Han havde selvfølgelig vist sig få gange, for folket måtte jo heller ikke miste troen på ham, men ellers skete det virkelig sjældent. Han blev her heller ikke længere af gangen, når han så endelig stod frem i sin rigtige skikkelse som nu. Og han var jo også nød til at forlade hende på et tidspunkt. Han vendte roligt blikket mod hende med et mildt smil om læberne. ”Jeg skal snart af sted igen, Chryseis,” fortalte han sandfærdigt, som han sendte hende et lettere undskyldende smil, for han vidste jo godt at hun ikke var meget for det. Han strøg hende let op ad ryggen. ”Jeg har trods alt mine.. pligter. Og der går nok et stykke tid inden du vil se mig igen,” fortalte han roligt. Han kunne ikke lyve, og det var da også det sidste som han ville gøre overfor hende! ”Men.. når din krop har fået den nødvendige hvile og dine ben igen vil kunne bære dig uden at kollapse, kan du altid selv vandre lidt rundt her og se resten. Du kan snakke med folkene der bor her, de er altid venligsindet og imødekommende, så du kan sikkert få dig en utrolig stor viden,” tilføjede han roligt, et sted for at komme med lidt lyse punkter så hun ikke ville hade at være her.

[Deleted]

Chryseis var virkelig en definition af et jordbundet væsen, så hun brød sig egentlig slet ikke om det faktum, at hun ikke havde kontakt til jorden, men hun stolede på ham og stolede på at han ville passe på hende, selvom hun vidste, at hun faktisk burde have ligget i døden for denne stund, så var hun nu bare glad for, at det slet ikke var tilfældet. Hendes hjerte slog ganske let og fast mod hendes bryst, som hun vendte blikket mod ham. Han tog det jo så roligt og afslappende, at det også havde en beroligende effekt på hende. Desuden så regnede hun heller ikke med at han tog hende med derop for at gøre hende ondt? Hun håbede det da ikke om ikke andet. Hun var og havde altid været forbandet nysgerrig af sig, men så længe at det ikke var noget som havde skræmt ham helt væk, så var det også noget som kune gøre hende glad i den anden ende, og det var endda på alle måder, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham. Hun blev dog siddende helt tæt på ham, som han endte med at sætte sig helt ind til hende, så var det noget som faktisk måtte gøre hende glad, for han passede på hende. ”Lige… lidt måske,” sagde hun som hun endnu en gang skævede mod kanten, selvom der var et godt stykke dertil, så var det nu alligevel noget som gjorde hende en anelse usikker. Herfra kunne hun jo se det hele, så han behøvede heller ikke at slæbe sådan rundt på hende, også selvom hun vidste, at han havde lovet at skulle søge tilbage til sengen bagefter og det var i den grad også noget som hun ville love ham, nu hvor han endnu en gang havde været så god af sig overfor hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Smilet falmede dog allerede med det samme ved hans ord. Han skulle vel ikke af sted allerede? Det var virkelig heller ikke fair set i hendes øjne, det var da helt sikkert! ”Jamen… nej!” Hun vendte sig mod ham og med den samme mine, hvor hun næsten sendte ham et hjælpeløst blik. Hun kunne da ikke blive i sengen frem til at han ville komme og se til hende igen! Og.. alle andre ville vel også køre fuldkommen træt i hende sådan som hun måtte være? Ikke fordi at et ville forundre hende i den anden ende. Hun bed sig en smule i læben, hvor hun dog alligevel endte med at nikke, selvom det virkelig heller ikke var nemt. Hun hadet virkelig at være alene og med tanken til at det faktisk var ham som havde reddet hende fra den skæbne som hun burde have mødt. ”Kan.. det ikke vente bare lidt?” spurgte hun stille og ikke mindst bedende, for hun ønskede virkelig ikke tilbage i sengen endnu, det var virkelig for tidligt set i hendes øjne! Hun satte sig helt tæt ind til hans egen krop, så varm og så behagelig som den måtte være, så var det jo kun rart. ”De andre kører vel træt i mig..” mumlede hun stille. Hun vidste jo at hun var mærkelig af sig og at det sikkert ikke altid ville være noget som ville falde de andre i smag og hun ville i den grad ikke lyve, hvis hun påstod at det faktisk ikke var noget som hun ønskede.

[melchior]

At Chryseis var jordbunden som hun var, så undrede det heller ikke Melchior at det at være oppe i luften for hendes vedkommende gjorde hende nervøs. Hun havde dog intet at frygte, for han skulle da nok være der til at gribe hende, hvis hun på mystisk vis sprang ud over kanten, men hvorfor skulle hun også gøre det? Desuden så var skyen bred nok til at hun kunne ligge sig ned og det var uden at være tæt på kanten. Han slap en munter latter. ”Lidt?” gentog han morende, som han blinkede let til hende, inden han trykkede hende blidt ind til sig. ”Jeg skal nok passe på dig Chryseis.. det har du mit ord på. Desuden kunne jeg slet ikke finde på at lade nogen skade dig,” lovede han hende og sendte hende et varmt smil. Det havde han vel også allerede bevist, eftersom han reddede hende fra den visse død? Han var kommet hende til undsætning og havde faktisk reddet hendes liv, han havde fået hende væk og nu befandt hun sig så heroppe, og heroppe var hun i den grad i sikkerhed. Her var hun ikke knyttet til noget, så her ville hun kunne vandre rundt som havde hun næsten været et ganske normalt menneske. Han vendte blikket lettere overrasket imod hende, som hun begyndte at protestere imod hans ord, hvor han glippede ganske let med øjnene. ”Nej?” gentog han roligt, som han rynkede brynene ganske let. Hans safirblå øjne forlod ikke hendes skikkelse på noget som helst tidspunkt, hvor han blot lyttede til hendes ord. Hun ville ikke have at han skulle tage af sted? Et sted forstod han hende jo egentlig godt, for han var den eneste hun var knyttet til på dette sted, men normalt så blev han aldrig her i Himmeriget af længere tid, det var jo faktisk kun fordi at Chryseis måtte være her, hvilket hun ville være indtil skoven var bred, lang og stor nok til at hun kunne komme tilbage. Han smilede skævt og lettere morende til hendes ord, som hun måtte have misforstået ham. Han lod hende blot sætte sig tæt ind til hans krop, hvor han lod den ene stærke arm glide omkring hendes krop, for at kunne holde hende tæt ind til sig. ”Jeg sagde ikke at jeg ville tage af sted lige nu,” svarede han med en morende undertone, som han vendte blikket mod hende. ”Jeg mente bare, at jeg nok snart.. om ikke så længe, skal af sted igen, hvor jeg nok ikke vil blive at se lige med det samme..” forklarede han roligt i en dæmpet tone, hvor han sendte hende et stille smil. Han strøg hende ganske blidt op og ned langs ryggen. At folk ville køre træt i hende, vidste han nu ikke helt, for han var sikker på at hun nok kunne finde nogen som ville kunne holde hende ud, nogle som ham, der kun fandt det sødt at hun var så ivrig, blev så nysgerrig, selvom hun havde en tendens til at stille så mange spørgsmål. Men han svarede hende hellere end gerne på dem. Han skænkede hende kind et blidt kys. ”Du skal nok finde nogen. Folk heromkring er imødekommende … og de fleste er også overbærende,” fortalte han sandfærdigt, hvor han sendte hende et beroligende smil. ”Jeg skal selvfølgelig nok komme og besøge dig, så snart jeg kan og se til dig, men.. der går nok nogle dage inden det sker,” forklarede han sandfærdigt.

[Deleted]

Så længe at det var Chryseis muligt, så ville hun være sammen med Melchior. Det var jo en følelse af at have det som det var dengang og selvfølgelig var det også noget som hun selv måtte sætte utrolig stor pris på i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han snart skulle videre, kunne hun godt forstå for han var jo en af de højere engle, så det skulle vel egentlig bare mangle? Et sted så var det jo selvfølgelig også en tanke som måtte irritere hende, selvom hun ikke rigtigt havde noget andet valg end bare at bide det voldsomt i sig. Hun lod sig mere end villigt blive trykket ind til ham. ”Okay.. meget måske..” Hun vendte blikket en anelse mistroisk hen mod kanten, som hun næsten var sikker på at den var kommet tættere på hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede på nogen måde overhovedet! Hun lagde sig tæt ind mod hans varme krop. Måske at hun tog sorgerne på forskud, men et sted så var hun vel også bange for at der ville gå.. forbandet lang tid før de ville se hinanden igen og det var slet ikke noget som hun måtte ønske på noget som helst tidspunkt overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, som han skænkede hendes kind et let kys. Hans mange kærtegn kunne hun blot nyde, for det var ham som gjorde hende så godt tilpas, det var end ikke noget som man skulle lægge det mindste skjul på i den anden ende, det var helt sikkert. ”Jamen.. jeg vil ikke have at du skal gå..” mumlede hun stille. Igen som havde hun været en lille pige, hvilket hun vel også måtte være i forhold til ham? Så var det slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede dæmpet og rystede så på hovedet, hvor hun selv ganske varsomt lænede sig frem, kun for at lade læberne berøre hans kind i et stille kys. Det var ham som var hendes trygge base heroppe, den eneste som hun snakkede med, så det var vel egentlig heller ikke underligt, at hun heller ikke ønskede, at han skulle tage nogen steder i den anden ende? Hun bed sig ganske svagt i læben og uden at tage blikket fra ham på noget tidspunkt, som han gjorde det klart at der ville gå dage inden næste gensyn. Hun bed sig let i læben og nikkede så, selvom det var meget mod hendes vilje! ”Og.. hvis det er mere end bare dage?” spurgte hun. Et sted så frygtede hun vel også en gentagelse selv? Selvom det ikke var ord som hun sagde direkte, så var det jo noget som hun kunne føle i det indre. Hun vendte blikket stille ned mod sine fumlende hænder som havde taget fat omkring ham der hvor det havde været hende muligt at få fat, hvilket ville sige, at hendes hænder havde grebet fat omkring hans bukser, som var hun bange for at han bare ville smutte fra hende nu? ”Jamen.. jeg er bare.. mærkelig, Melchior.. Hvad så hvis de slet ikke kan lide mig?” spurgte hun dæmpet. Det var ikke fordi at det var noget som havde plaget hende før, men det var det i den grad nu. Nu hvor hun ikke havde sin skov at forsvinde i som hun altid havde haft. Nu var hun i Himmeriget, hvor hun vel heller ikke rigtigt kunne skjule sig for nogen?

[melchior]

At Chryseis faktisk havde højdeskræk, var noget som var mere end tydeligt at se, mærke og fornemme på hende. Sådan som hun måtte skæve mistroisk på kanten, var noget der virkelig måtte more Melchior. Han respekterede hendes frygt for højder, og han kunne ikke finde på at gøre noget som hun ville føle ubehag ved. Han ønskede hende ikke noget ondt på nogen måde, han holdt trods alt af hende, skønt han ikke engang burde nære den mindste form for følelser for hende, for det var faktisk også en regel han brød. En ærkeengel måtte ikke nære følelser for noget levende individ på Jorden. Chryseis var til gengæld ikke direkte et menneskeligt individ, hun var en ånd. Elverne og Druiderne troede på hende, som englene, menneskene, lysvæsnerne og paladinerne måtte tro på Gud. Men han burde ikke have reddet hende fra den visse død, selvom han havde gjort det, og han fortrød det virkelig ikke på nogen måde! Han slap en munter latter. ”Der sker dig ikke noget Chryseis. Det tillader jeg ikke,” hviskede han roligt mod hendes ene øre, inden han vendte blikket mod kanten igen, hvor han rystede svagt på hovedet. Hvis hun skulle komme til at ’falde’ ud over kanten, så ville han naturligvis være der for at gribe hende, for at redde hende, som han altid gjorde. Kysset mod hans kind, fik ham til at smile et varmt smil, inden han vendte blikket mod hende. Det var rart at se at hun igen var glad, igen var rolig, i stedet for alt det andet, for det klædte hende ikke rigtig. Han hadede at se hende så fortvivlet og fyldt med skyldfølelse som hun havde været, det gjorde ondt at se. Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet. Det var utroligt at hun mindede så meget om en lille pige, når hun blev utilfreds, selvom at han ikke sagde noget til det, for det morede ham egentlig bare. Han trykkede hende let ind til sig. ”Nurh.. er min lille pige utilfreds igen?” spurgte han drillende, som han blinkede let til hende. Han skulle ikke af sted endnu, men snart skulle han i hvert fald, for han kunne ikke blive her uanset hvor meget han havde lyst til det. Han strøg hende let over kinden med den ene hånd, som han let fjernede nogle af hendes vildfarne lokker. Smilet falmede en anelse til hendes ord. ”.. Tja..” Hvis der gik mere end bare dage.. han kunne jo faktisk ikke love noget som sådan, give hende garanti på det, for han vidste det jo ikke. ”Jeg lover jeg kommer så snart det er mig muligt Chryseis,” forsikrede han hende og sendte hende et opmuntrende smil. Han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Og jeg skal gøre alt hvad jeg kan, for at det ikke tager alt for lang tid,” tilføjede han roligt, som han strøg hende blidt op og ned ad ryggen. Det var ikke fordi at det var med hans gode vilje at efterlade hende her, for han vidste at hun var på ukendte omgivelser, hun hørte til i skovene og ikke et eller andet lyst sted, hvor det meste var hvidt og der intet grønt måtte være. Men hun skulle nok klare den, det var han dog sikker på. ”Du har ret.. du er mærkelig,” medgav han lettere tænkende og med en drillende undertone, inden han slap en munter latter. Han vendte let blikket ud over kanten og ned på hans fars engle og hans andre kreationer. ”Hold nu op Chrys, jeg er sikker på at alt nok skal gå. Folk her, er ikke som menneskene på Jorden,” forklarede han roligt, ”folk her, er venlige, imødekommende og de fleste ligesom mig og kan højst sandsynligt holde dine mange nysgerrige spørgsmål ud.

[Deleted]

Chryseis brød sig på ingen måder om højderne. Hun havde jo trods alt også altid været et jordbundet væsen, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende? Hendes hjerte slog en anelse uroligt, også selvom hun var fuldkommen sikker på at han nok skulle være der til at passe på hende, også selvom hun vidste at hun faktisk slet ikke burde være til stede, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare den skindbare sandhed, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte sig mod ham, som han trykkede hende ind til ham, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod, for det var virkelig noget af det bedste af det hele! At han havde gået så langt, som at skulle redde hendes liv, var end ikke noget som hun ville sige nej til ,for det var hende en glæde, selvom hun frygtede for konsekvenserne af det. Hun vidste jo, at hun faktisk burde være død den dag i dag, så det var heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun himlede en anelse med øjnene ved hans ord, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun fandt morsomt på nogen som helst måde overhovedet! Hun puttede sig let ind mod ham, hvor hun dog alligevel bare endte med at skulle nikke. Hun var vel.. utilfreds? Hun ville bare ikke have at han skulle gå allerede! Hun ønskede ikke at gå folk på nerverne, så det var heller ikke fordi at hun direkte ønskede at skulle socialisere sig med dem, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var bare sådan at tingene nu bare måtte være. Hun blev siddende helt tæt på ham, for hun følte stadig at kanten måtte komme hende nærmere og nærmere, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var helt sikkert! Hun lukkede øjnene ganske let. ”J-jamen..” Hun vendte blikket stille mod ham og med den tydelige usikkerhed. Hun var fuldstændig på ukendt grund, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille ind, for hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige, eller hvad pokker hun skulle gøre! Hun knugede sig stadig fast til hans bukser, igen som havde hun været bange for at han bare sådan pludselig skulle ende med at forsvinde, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var helt sikkert. Et sted så var hun selvfølgelig forbandet træt af, at han havde det arbejde som han havde, men det var umådelig vigtigt og så klaget hun bestemt heller ikke over at det var noget som han måtte sætte før hende selv. Desuden så bar han jo i bund og grund heller ikke nogen forpligtelser overfor hende nu hvor hun faktisk måtte tænke sig over det. Hun trak vejret dybt og med et dæmpet suk, idet hun rystede let på hovedet. Hun regnede på ingen måde, med at skulle opsøge nogen som helst her omkring. Bare.. ligge i sin seng, komme sig helt og så bare vente på at skoven endnu en gang ville blive stor og fin igen, så hun igen ville komme derned og fortsætte livet som altid; Ensomt og alene? Nu hvor hun virkelig måtte tænke over det, så lød det forbandet ensomt! ”Det.. har du vel ret i..” mumlede hun stille. Hun var langt fra tilfreds med det, det var da hel sikkert!

[melchior]

Det var mere end tydeligt at Chryseis ikke var stillet tilfreds, for det kunne han tilmed selv føle og fornemme på hende. Han vidste godt at hun var på ukendt grund, og han vidste godt at hun var bange for at gå folk på nerverne, for han vidste jo godt hvordan hun var, hun var nysgerrig stillede en masse spørgsmål og blev ved indtil hun havde forstået det, eller hvis den anden ikke havde flere svar. Han vendte roligt blikket mod hende, som hun puttede sig ind til ham, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. Han vidste godt at hun nok ikke ville være helt tilfreds med hans ord. Han vendte roligt blikket ned mod sine bukser, som hun måtte holde om, hvilket fik ham til at smile morende. Han lod roligt sin ene hånd glide over hendes ved hans bukser, hvor han klemte blidt omkring hendes hånd. ”Det hele skal nok gå Chryseis,” svarede han roligt og sendte hende et varmt smil. Hun var utilfreds med at han skulle af sted, hvilket han selvfølgelig også godt kunne forstå, men det ville hun jo være uanset hvornår han så end tog af sted. Han kunne fint blive her for lidt endnu, men han skulle snart af sted, for han kunne ikke blive her til evig tid, men det var jo heller ikke fordi at hun var fanget heroppe, eller at han lod hende i stikken, for han ville komme tilbage igen, selvom han faktisk ikke helt vidste hvornår, for han havde brudt en masse regler, så hvis han skulle straffes, så ville der nok gå lang tid før han kunne opsøge hende, men han måtte jo bare tale sig fra det, for han kunne ikke lade hende blive heroppe helt alene. Desuden så kunne hun vel bare snakke med de andre som måtte være heroppe? De ville kunne lære en masse af en skovånd, ligesom hun også ville kunne lære en masse af de som var heroppe, så det var vel bare at tænke positivt? Han sukkede svagt. ”Hvad vil du have Chryseis? Du ved godt at jeg ikke bare kan trodse min far ved at droppe arbejdet! Jeg er nød til at tage af sted før eller siden,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen. Han hadede når hun var utilfreds, men han kunne jo ikke rigtig gøre noget for at stille hende tilfreds, eller det gik han i hvert fald ikke ud fra. Han sukkede roligt, som han slap hende, blot for at ligge sig ned på skyen, hvor han lagde hænderne i nakken og vendte blikket op imod den klare blå himmel. Han var nød til at tage af sted på et tidspunkt, om hun så ville have det eller ej, og det var ikke for at slippe væk fra hende, for han ville hellere end gerne blive hos hende og gøre hende tryg, men det kunne han desværre ikke hele tiden. Hun skulle også have lidt mere hvile, så hun igen kunne gå rundt uden at hendes ben ville kollapse under hendes vægt. Han vendte roligt de safirblå øjne imod hende, hvor han betragtede hende ganske let. ”Du ved godt at du er svær at stille tilfreds ikke?” spurgte han med et hævet bryn og drillende undertone, selvom det jo faktisk måtte være sandt, men han holdt af hende for den hun var og ville ikke ændre på hende for noget i verdenen!

[Deleted]

Chryseis var ikke den type som ville melde ud med sin egen utilfreds, men hun var heller ikke den som kunne skjule den hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun bed sig svagt i læben. Hun var skræmmende bange for at han ville blive straffet for det som han havde gjort og det var bestemt heller ikke noget som hun havde lyst til når det endelig måtte komme til stykket. Hun ville slet ikke have at han skulle straffes for at gøre noget som helst! Han havde gjort det forkert ved at redde hende, for hun vidste at hendes tid på jorden burde være ovre, men.. han havde vidst ønsket det anderledes? Hun vendte de mosgrønne øjne mod ham og med den samme mine som før. Hun ønskede bare ikke at han skulle af sted! Hvem skulle hun da snakke med? Nok var hun meget snaksalig, men ikke så social af sig! Måske en anelse modstridende, men det var sådan at hun var! Blikket gled mod hånden som han lagde over den som havde fat i hans bukser, hvor hun igen så op på ham, som havde hun været et lille barn som var så forladt og så ensomt og fortvivlet. Hun rystede på hovedet, selvom hun ikke sagde noget yderligere hvad dette angik. Som han igen begyndte en længere forklaring, så slap hun hans bukser ganske forsigtigt. Hun ønskede heller ikke at være direkte omklamrende og hun vidste jo at han havde sit arbejde! Han havde endda forhindret hende i at gøre sit færdigt! Hun vendte igen blikket ud mod kanten af skyen, som hun stadig måtte være bange for at pludselig at skulle falde ud over kanten, for det var slet ikke noget som hun ville! ”Du har trodset ham ved at redde mig..” Hendes ord var forbandet lave, så hun knapt nok selv kunne høre dem, idet hun vendte blikket mod ham igen. Hun ville ikke have noget med de andre at gøre, når det var ham som hun ønskede at snakke med! Specielt nu hvor han faktisk så ud til at ville have noget med hende at gøre igen, så var det jo heller ikke noget som hun bare ville kaste fra sig bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Igen måtte hendes hænder fumle med hinanden, som hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle tage sig til. Hun ønskede ikke at han skulle være sur på hende eller noget, så måtte hun vel bare.. bøje sig i støvet denne gang og lade ham bestemme sagerne? Hun var bare bange for at der ville gå forbandet lang tid, før de ville se hinanden igen og det var jo heller ikke noget som hun ønskede på nogen som helst måde! Hun trak på skuldrene. Der var jo aldrig nogen som rigtigt gad snakke med hende i længden, så det var der ikke nogen som havde fortalt hende. ”Det ved jeg nu..” mumlede hun stilfærdigt, selvom det var tydeligt, at det gik hende på. Hun var da ikke besværlig af sig, var hun? Det var i alle fald slet ikke meningen! Med den utilfredse mine, så vendte hun sig bare i retningen af skyen igen. ”Du.. skal vel af sted? Du har jo trodset din far nok for denne omgang vil jeg mene..” Hendes ord var dæmpet og tydeligt præget af, at hun ikke var meget for det, men hun måtte jo bøje sig for hans vigtige og alvorlige arbejde og det gjorde hun i den grad også!

[melchior]

Det var mere end tydeligt at Chryseis måtte være utilfreds, men Melchior kunne jo ikke rigtig gøre noget andet, for han havde sit arbejde som han skulle se til, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Det var heller ikke fordi at han med sin gode vilje ville forlade hende, for hun havde sovet i flere dage, og nu hvor hun var vågnet op, så ville han selvfølgelig også helst blive hos hende, så han var sikker på at hun havde det godt! Hun var jo stadig ikke stærk nok til at hun kunne gå på egne ben, for de ville kollapse under hende hvis hun prøvede, hvilket de jo allerede havde set nede på værelset. Han lavede en lettere eftertænksom mine til hendes dæmpede ord, som han godt kunne høre på trods at de var forbandet lave, for hans sanser var utrolig skærpet, desuden så kunne han nærmest også fornemme på hende, hvad hun sagde og mente. Han vidste godt at han havde trodset sin far ved at redde Chryseis, men hun var ikke bare et ganske normalt menneske, hun var en skovånd, og det var præcis hvad skoven fik brug for når den engang ville vokse op igen, og der var Chryseis erfaren, så hvorfor lade en ny komme på banen når de allerede havde det bedste? Han lå blot på ryggen, med hænderne i nakken og kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord. Blikket hvilede op mod den blå himmel over dem, inden han kort skævede mod hende. Hun var utilfreds og det var tydeligt at mærke på hende, selvom det et sted også måtte more ham. Hun opførte sig virkelig som et lille barn! At hun endnu engang bragte hans far på banen, fik ham til at himle øjnene ganske let, dog uden at smilet måtte falme. Hun virkede næsten til at være utilfreds og utaknemlig over at han havde reddet hendes liv, hun burde faktisk være glad! Han kunne have ladet hende dø og så havde hun slet ikke fået et eneste sekund mere med ham! Nok han ville være væk for et stykke tid, men han ville i det mindste komme tilbage igen! ”Chryseis!” bad han stilfærdigt, inden han rykkede sig længere ned på skyen og vendte sig om, så han kom til at ligge på maven. Han lagde roligt den ene arm omkring hende, inden han trykkede sig ind mod hende og lagde hovedet mod hendes ene lår. Han strøg hende ganske let ved lænden, hvor hans hånd måtte hvile. ”Jeg kommer jo tilbage igen,” svarede han sandfærdigt. Han lukkede roligt øjnene. Han følte sig fredfyldt når han var sammen med hende, for tanken om at hun stadig var i live, var noget som gjorde ham glad og noget så lettet. Han kunne slappe af, velvidende om at hun havde det godt, for det var virkelig det eneste der betød noget! Han åbnede roligt øjnene igen, hvor han så ud over skyen og ned på omgivelserne der befandt sig under dem. ”Er du sur over at jeg reddede dit liv?” spurgte han roligt og i en mere dæmpet tone. Han fortrød det ikke på nogen måde, men det var som om at hun gjorde det. Han blev blot liggende med hovedet mod hendes lår, som han nærmest måtte bruge som hovedpude, hvor hans arm hvilede omkring hende. Han ønskede ikke at forlade hende når hun var i det humør, desuden kunne han godt trække tiden lidt ud endnu.

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt, at hun var direkte elendig til at skulle lægge skjul på de følelser som hun gik inde med. At hun var utilfreds, var vel også tydeligt for ham? Han kendte hende vel også godt nok til at vide det. Hun havde sovet i dagevis og når hun endelig var vågen, så skulle han væk? Det var virkelig ikke retfærdigt! Dumme Gud! Dumme Gud og dumme love og dumme regler! Selvom hun ikke sagde det højt, så var hendes tanker i den grad tydelige, for det var heller ikke retfærdigt, at han aldrig fik lov til at slappe bare lidt af! Hun var træt af det.. træt af, at der altid skulle ske noget når de endelig havde muligheden for at være sammen. Var det endnu en gang Guds befaling? At de ikke måtte være for meget sammen? Hun kendte til sine følelser og det var skam heller ikke fordi at hun ville skrifte dem overfor Melchior, for han havde mere end rigeligt at skulle tænke på i den anden ende, og det var noget som hun allerede var klar over. Hun foldede hænderne roligt foran sig, hvor hun lod blikket søge mod dem. Alt i alt, så prøvede hun virkelig at undgå at skulle vende fokus mod kanten af skyen, for hun var virkelig bange for at ryge ud over kanten! Det satte virkelig hendes hjertebanken mere op! Som han rykkede helt tæt ind til hende, lod hovedet glide mod hendes lår og med armen omkring hende, så satte hendes hjerte for alvor farten op! Hun blinkede let med øjnene, hvor hun vendte blikket mod ham, som han lå der. Han gjorde hende rolig, bare ved at sidde der og holde om hende. Hans varme gjorde hende rolig og det var heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skulle miste, hvis hun ellers kunne blive fri for det, men.. ja, hvad hun ønskede ville jo ikke blive opfyldt uanset hvor meget hun så end måtte tigge og bede om det, så var der ikke noget at gøre ved det. En tabt kamp på forhånd, det havde hun fundet ud af. Hun tillod hånden meget, meget varsomt at stryge ham over håret, som var hun bange for at gøre et eller andet forkert. Hun ønskede bare ikke at træde mere forkert ved ham, for det havde hun gjort nok allerede! ”Du.. du ved godt, at du ikke burde gøre det, som du gjorde,” påpegede hun sigende. Måske at hun ikke var menneskelig, men hun var heller ikke af det højere. Hun var fanget et sted mellem liv og død.. Azrael havde aldrig fået lov til at hente hende. Døden skræmte hende faktisk, så hun var glad for at han havde gjort det, selvom.. ja, hvad havde hun at vende tilbage til? Ingenting! Blikket hvilede mod kanten af skyen, som var den langt mere interessant end det som han var, hvilket den bestemt heller ikke var! Hun sukkede stille og vendte blikket mod ham. Han skulle bestemt heller ikke trække tiden ud for hendes skyld, for det var virkelig ikke nødvendigt. ”Du burde næppe gøre din far mere vred eller utilfreds..” mumlede hun stille. Han havde ramt mange ømme punkter ved hende bare i dag og det brød hun sig slet ikke om! Det var virkelig, virkelig ubehageligt på sit vis, selv set i hendes øjne. Hun holdt forbandet meget af ham og hun ønskede jo heller ikke, at han skulle straffes på grund af hende og alt det som hun havde gjort!

[melchior]

Melchior skulle snart af sted, selvom han måtte indrømme at han lystede mest til at blive her hos hende, for han vidste jo godt at hun var utryg ved at skulle være her helt alene, for hun var på et fremmed sted, hvor hun hverken kendte til eller fra, men han var nu sikker på at hun nok skulle klare det. Han håbede at han kunne komme tilbage så hurtigt som muligt, selvom han ikke kunne sige hvor længe der faktisk ville gå, for det var desværre noget som var ham ukendt. At hendes hjerte måtte slå hurtigere imod hendes bryst, da han lagde sig ind mod hende, med den ene arm omkring hende og hovedet mod hendes ene lår, fik ham til at smile ganske let for sig selv, for det var noget som han godt kunne mærke på hende, hvor det også måtte more ham at han havde den effekt på hende. Hånden hun lod stryge over hans hår, fik ham til at slippe et fredfyldt og nydende suk, hvor hans øjne gled blidt i. Han nød at ligge og slappe af sammen med hende, som de havde gjort i gamle dage. ”Måske.. men jeg fortryder det virkelig ikke Chryseis,” svarede han stilfærdigt, som han blot blev liggende ved hende. Han burde måske ikke have reddet hendes liv, men det at han havde reddet hendes liv kunne han ikke fortryde, for ellers havde han jo ikke kunne ligge her sammen med hende, hvilket ville have været en frygtelig stor skam! Han nød at ligge sammen med hende her, slappe af og kunne kaste alt fra sig, selvom han vidste at han burde tage af sted, for jo før han kom af sted, desto hurtigere kunne han komme tilbage. Der ville måske gå dage før han var tilbage, helt sikker var han faktisk ikke, men han håbede på at han kunne nå tilbage til hende inden alt for lang tid. Desuden nød han jo også selv hendes selskab, han følte sig fri når han var sammen med hende, hvilket var lang tid siden, men han vidste også godt at det var denne effekt som hans fader måtte frygte, for det havde været tæt på at han havde opgivet sin plads i det høje og sin nåde sidst det var sket. Han åbnede roligt øjnene, som han vendte blikket op imod hende, ved at lægge sig om på ryggen, hvor hans hoved stadig måtte hvile mod hendes lår, som havde det været en hovedpude. ”Hvorfor skulle min fader straffe mig for at redde det liv, som han engang selv har skabt?” spurgte han stilfærdigt. Han kom roligt op at sidde, hvor han satte sig med fronten imod hende. Han lod roligt hovedet søge på sned, inden han greb fat omkring hendes den ene hånd, som han gav et blidt klem. ”At vide at du er i live, er noget som fylder mig med en voldsom ro, Chryseis. At vide at du er i sikkerhed betyder alt for mig, det må du ikke være utilfreds over,” bad han roligt og sendte hende et varmt og dog opmuntrende smil. Han ønskede ikke at hun skulle være utilfreds med noget, ikke nu hvor hun faktisk var i live og ikke død. Han lod blidt sin tommel stryge over hendes håndryg, uden at han tog blikket fra hende. ”Det er jo ikke sidste gang du ser mig. Jeg opsøger dig så snart jeg kan,” forsikrede han hende med en varm stemme.

[Deleted]

Chryseis var skræmt. Hun var vågnet efter flere dage på et helt nyt og fremmede sted og pludselig skulle han tvinges til at efterlade hende her? Det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre! Hun var jordbunden, alene det at rende rundt i Himmeriget, var noget som gjorde hende usikker, hvor det jo faktisk kun måtte være ham som kunne fylde hende med en dejlig form for ro, det var end ikke noget som sagde så lidt, for det var jo faktisk kun den rene sandhed. Hun vendte blikket mod ham. Det var virkelig ikke retfærdigt! Hvis det var denne effekt som hans fader frygtede set fra deres vinkel, så burde han virkelig bare have ladet hende glide i døden, som det jo også var ment, da skoven var brændt ned. Lige hvorfor hun havde kæmpet sig til bækken, kunne hun slet ikke forstå, hun havde jo egentlig bare.. vandret i sin egen paniske forvirring og nemt havde det virkelig heller ikke været! Hun sukkede stille og prøvede blot at få hjertet under kontrol, selvom det tydeligt nægtede at følge det som hun ville have det til, og det var mere end nok til at gøre hende direkte arrig! ”Det… det..” Hun sukkede og bed sig i læben. Han fortrød ikke at han havde reddet hende? Hun vidste jo bare ikke hvad pokker hun skulle stille op og det var en tanke som direkte måtte irritere og frustrere hende! Hun var slet ikke vant til alle de negative tanker, for det lå jo slet ikke naturligt til hende! Livet var for kort til at tænke negativt – selv hendes og hun havde vandret på jorden i forbandet mange år! Hånden trak hun næsten hurtigt til sig, idet han vendte sig om og lagde sig på ryggen i stedet for. de mosgrønne øjne hvilede på hans skikkelse, som hun næsten prøvende og meget varsomt lod hånden glide i hvile ved hans bryst, så hun stadig kunne stirre ham i blikket. ”Det.. det ved jeg da ikke. Måske fordi at du har valgt at blande dig i det jordiske liv på en måde, som jeg ved altid har været forbudt?” Hun bed sig let i læben. Et sted så fiskede hun vel bare efter en undskyldning og mulighed for at komme lidt væk fra de tanker som egentlig måtte plage hende. I bund og grund, så vidste hun jo godt, at det aldrig ville blive acceptabelt eller en mulighed alligevel. Hun havde virkelig holdt af ham, hun.. hun havde elsket ham. Det var jo også den grund til at hun havde valgt at skubbe ham væk fra sig helt tilbage dengang, for hun havde været ham et ømt punkt og var det tilsyneladende endnu. Ikke fordi at den tanke gjorde det meget bedre for hende på nogen måde overhovedet!
Som han satte sig op og valgte at tage hendes hånd, så begyndte hendes hjerte endnu en gang at hamre mod hendes bryst! Hun vendte blikket hurtigt i retningen af ham, hvor hun let måtte blinke med øjnene. Det fyldte ham med ro at vide at hun var i live? Et sted så var den tanke ekstremt lettende, men hun vidste jo igen ikke hvad hun skulle sige! Hun vendte blikket mod kanten af skyen endnu en gang, som hun igen følte at den måtte komme tættere og tættere på hende, selvom det slet ikke var menneskelig muligt på den ene eller den anden måde og hun vidste det jo godt. ”Det.. betyder alt for dig?” gentog hun med en næsten forundring i stemmen. Det var ikke noget som hun havde regnet med at høre fra hans side af. En rødmen steg i hendes kinder. ”Du.. du burde tage af sted, Melchior..” mumlede hun igen. En ting var at hun nu var i Himmeriget. Hun ville heller ikke gøre Herren mere utilfreds ved sin blotte tilstedeværelse.

[melchior]

Melchior var ikke meget for at skulle efterlade hende her i Himmeriget, når han vidste at det faktisk slet ikke var et sted for hende. Hun hørte til i skoven, ved alt det grønne, selvom at skoven desværre var blevet brændt ned, så der ville gå et stykke tid før hun ville blive i stand til at vende tilbage, hvilket hun jo nok ikke var særlig tilfreds med. Han kunne tydeligt mærke at hun var ved at bygge frustrationer op, hvilket fik ham til at læne sig ind mod hende og skænke hendes kind et langtrukkent og blidt kys. Han trak hovedet kun en anelse til sig. ”Nu må du ikke begynde at frustrere dig selv,” bad han i en varm og dog dæmpet tone mod hendes ene øre, imens han lod sin ene hånd, stryge hende ganske blidt op og ned langs ryggen. Hun ville jo ikke dø af at være heroppe og nu hvor han havde reddet hende, så havde hun en evighed foran sig, så i den tid hun var heroppe, det ville jo kun være.. et splitsekund i forhold til den tid hun ville leve videre i. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Du bekymrer dig virkelig alt for meget Chryseis!” svarede han i en munter tone, imens smilet bredte sig på hans rosenrøde læber. ”Min fader vil ikke straffe mig så hårdt at jeg ikke vil kunne opsøge Jorden igen, for han ved at jeg er en vigtig del af hans tro, så du skal slet ikke bekymre dig det mindste min kære,” forsikrede han hende med et varmt smil, som han trykkede hende ind til sig, da han havde lagt sin frie arm omkring hendes ryg, hvor hans anden hånd stadig holdt om hendes den ene. Blikket vendte han roligt ud over kanten af skyen, som de safirblå øjne betragtede de mange omgivelser der var under dem. Det var utrolig smukt heroppe og hun havde jo altid gerne ville se denne del af hans verden, så hun burde prise sig heldig over at se det, plus at hun kunne få lov til at undersøge det hele i den tid han var væk. Så snart at skoven bare var godt på vej til at spire igen, ville han sende hende derned, så hun kunne hjælpe med at få den til at vokse godt og hurtigt, for den havde jo brug for hende, det var jo trods alt grunden til at han havde reddet hende, selvom hans følelser for hende nok også havde spillet en del ind, men han fortrød det virkelig ikke! Han vendte roligt blikket mod hende og nikkede ganske stilfærdigt. ”Korrekt, det betyder alt for mig,” gentog han igen og sendte hende et skævt smil. Hun betød utrolig meget for ham, og nu hvor han endelig havde fundet mod til at opsøge hende igen, så ville han da ikke miste hende! Han havde brugt alt for lang tid på at prøve at skjule sig fra hende, gemme sig selv og sine følelser væk, at han havde glemt hvor godt han havde det i hendes selskab, og det var noget som han ikke kunne eller ville miste! Han lod hovedet søge en anelse på sned, som hun faktisk bad ham om at tage af sted. ”Så.. nu vil du pludselig af med mig?” spurgte han drillende, inden han skubbede blidt til hende med sin skulder, som det kun var et mildt puf, inden han lavede et uskyldigt ansigtsudtryk.

[Deleted]

Chryseis var ikke et væsen som var skabt til at leve og opholde sig i Himmeriget. Hun var nok noget af det mest jordbundende som man overhovedet kunne falde over, så det var bestemt heller ikke fordi at det sagde så lidt i den anden ende. Selvfølgelig var hun glad for muligheden for endelig at se hvordan her så ud, nu hvor det som hun faktisk var vant til, var kaos, folk som råbte og skreg af hinanden, par i skilsmisse som søgte til skoven i forsøget på at gemme sig for sin ekspartner og ellers den store og smukke skov som hun altid havde formået at finde ro og fred i. Dette sted var bare.. forkert! Smukt var her og specielt fordi at han var der sammen med hende, men det hele ville drastisk ændre sig når han søgte væk, også selvom hun vidste, at hun under ingen omstændigheder ville kunne holde ham her sammen med hende, uanset hvor meget hun ville ønske det. Kysset som han skænkede hendes kind, fik hende til at miste det fokus på de mange tanker som for igennem hendes tanker, sind og sjæl. Hun lukkede øjnene ganske let, som hun vendte blikket i hans retning. Han kendte hende skræmmende godt, hvis han kunne læse det ud fra hende på den måde der, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Lettere sagt end gjort,” mumlede hun. Hun var utilfreds og tanken om at være her alene uden ham at søge til, var faktisk noget som skræmte hende. Strøgene mod ryggen lagde hun som sådan først mærke til, idet han trykkede hende ind mod sig, hvor hun mere end villigt placerede sig tilbage i hans skød, så hun havde hans favn at putte sig ind til. Et sted som en forskræmt lille pige, men.. hun var jo egentlig aldrig rigtigt kommet over det børnestadie. Alene tanken om at hendes sikkerhed havde en så stor en betydning for ham, var noget som fik hendes hjerte til at banke. Hun havde aldrig rigtigt haft betydning for nogen som helst, så hvorfor skulle dette vise sig at forholde sig anderledes på den måde? Hun bed sig let i læben. Igen gjorde hun sig så mange tanker som hun slet ikke burde, også fordi at det aldrig nogensinde ville blive aktuelt for dem at trække den videre! Det var hun overbevist om at hans fader nok ville sætte en stopper for, inden det ville ske i det hele taget! Tanken gjorde hende dog kun mere frustreret, end det som hun havde været til nu! Hovedet søgte let mod hans bryst, som hun trak benene op til sig. Hun var ikke særlig stor af sig, så det at putte ind til ham og komme ham så tæt på, som det nu måtte være hende menneskelig muligt at gøre det, det var det eneste som hun var opsat på lige i øjeblikket. Vel bare at nyde tiden med ham, mens hun havde den? Puffet mod hendes skulder, var nu ikke noget som hun tog sig af som sådan, selvom det selvfølgelig hvilede der. Hun bed sig endnu en gang i læben. ”Jo hurtigere du tager af sted.. jo hurtigere ser jeg dig igen,” endte hun dæmpet. Det var om ikke andet, så den tanke som hun havde behov for at klamre sig til og trøste sig med, selvom det på ingen måde, kunne sige sig at være nemt for hende, for det var det bestemt heller ikke!