Safe in heaven

[melchior]

At Chryseis humør var vendt som havde det været på en tallerken var noget som Melchior tydeligt havde lagt mærke til og skulle han være ærlig? Så havde han svært ved at regne ud hvad han skulle gøre, for hvad mere kunne han gøre end at tilgive hende? Hun var jo nød til at tilgive sig selv for de handlinger som hun havde gjort, som hun følte skyld over før hun kunne komme videre. Det gjorde ondt på ham når hun var i dette nedtrykte humør, for hun plejede altid at være så munter, så lystig og livlig, som hun jo også havde været til at starte med, men hvor var det humør blevet af nu? Han kunne tydeligt mærke at hun var fyldt op med skyld og samvittighed, selvom hun jo ikke havde nogen grund til det. Det var ufattelig lang tid siden at hun havde gjort ham ondt, det var over flere millioner af år siden. Hun havde givet ham forklaringen på det, hendes handling havde været et råb om hjælp, selvom han virkelig ikke forstod hvorfor hun ikke bare var kommet til ham i stedet for at se ud til at ville skubbe ham væk fra sig, for det havde virkelig knust ham da han havde set hende siddende i en anden mands arme, han var fløjet sin vej og havde aldrig set sig tilbage, han havde ændret sig i personlighed, som hun selv havde nævnt for ham tidligere, hvilket vel også var grunden til at hun nu var så bedrøvet, fordi de var kommet ind på hendes fejl og deres fælles fortid? Han var blevet en del mere seriøs og vel hvad man kaldte for mere ’moden’, for han var ikke så ung og naiv som han havde været dengang han havde mødt Chryseis hvor alt på Jorden sådan set også havde været nyt for ham, det havde gjort ham nysgerrig også da han havde set hende, for hun havde kunnet se ham, hvilket havde betydet at hun ikke havde været menneskelig, men noget større, en skovånd, som han med tiden var blevet utrolig glad for, og som han selv den dag i dag var utrolig glad for, der var trods alt en grund til at han havde reddet hende fra den visse død, selvom at han vel fik at bøde for det senere? En straf han mere end glædeligt tog imod! Han vendte blikket lettere neutralt mod hende ved hendes ord, fortrød hun nu at han havde reddet hende? ”Ingen fortjener en sådan lidende død, som havde ventet dig Chryseis,” svarede han fast og dog stilfærdigt. Han så frem for sig, som han fortsatte sin kurs mod de store templer som kun blev større jo tættere på de kom dem. ”Jeg kan intet gøre ved den smerte du føler Chrys.. det er noget som kun du kan, ved at tilgive dig selv for de ting som plager dig,” svarede han sandfærdigt uden at se på hende, som han så hvor han gik. Han havde nok tilgivet hende, men hvad nyttede det, hvis hun ikke havde tilgivet sig selv? Det kom hun jo ingen vegne med. Han gik roligt op ad den lange trappe, som måtte føre op til selve templerne, der tårnede sig op i det høje. Han stoppede roligt op foran den enorme port som bare ventede på at blive åbnet, hvor han roligt vendte blikket mod hende igen. ”Hvad er det du føler sådan en skyld overfor? Uanset hvor meget du bebrejder dig selv, så kan du ikke lave om på det Chryseis. Var det da du så mit skuffede blik, da jeg fandt dig med en anden mand? Eller det faktum at du var sammen med djævlen selv?” spurgte han stilfærdigt, nok utrolig hårde ord, men det måtte næsten være nødvendigt at komme ind på, siden hun havde det så dårligt og bebrejdede sig selv.

[Deleted]

Det kunne måske godt være, at Melchior havde tilgivet hende, men det var slet ikke ensbetydet med at hun havde tilgivet sig selv for det som hun havde gjort, for det havde hun slet ikke. Om man ville det eller ikke, så var Chryseis virkelig af den type som var meget præget af følelser, selvom man vel næsten kunne sige, at der kun måtte være plads til en af gangen når det endelig måtte komme til stykket? Nu var det sorg og skyld som stod stærkest i hende og det var også det som overmandet det andet som hun ellers måtte føle såsom den lykke for endelig at få lov til at stille den nysgerrighed som hun havde når det måtte komme til dette sted. Han var blevet langt mere seriøs og langt mere moden end det som hun kunne huske ham for, og et sted så var det faktisk også noget som efterlod hende med en større skyld, for det var jo kun sket på grund af hende. ”Ingen skov, intet liv..” påpegede hun stille. Det var jo faktisk det som hun levede efter og skoven var jo mildest talt brændt væk. Hun havde jo ikke nogen anelse om hvornår hun igen kunne komme hjem – eller om det overhovedet var noget som skulle blive muligt igen. Hun havde brug for at snakke om det, selvom hun bestemt heller ikke var den som var bedst til at tage den slags samtaler op med nogen som helst, for det var hun bestemt heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket stille mod ham og bed sig ganske svagt i læben. Hans opremsning var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre, hvor det kun var direkte som et voldsomt stik i hendes hjerte, hvor hun vendte blikket nærmest skamfyldt ned mod sine fødder. Det var vel et svar nok i sig selv, også set i hans øjne? For hun havde det virkelig elendigt med den tanke! For hun havde slet ikke ment at skulle være så ond og så grotesk som det hun havde været, men det råb om hjælp var bare ikke set. Hun rystede let på hovedet af sig selv. ”Du behøver ikke at fremstille det så slemt..” mumlede hun stille, og med en tydeligt undskyldende mine, da hun endnu en gang vendte blikket mod ham. Måske at det var hårdt sagt, men det var jo sandt.. hun havde heller aldrig regnet med at djævlen selv, skulle tage hende med storm på den måde, men det havde han nu og end bare gjort. Hun blinkede med øjnene og vendte blikket ned igen, hvor hun nu ikke rigtigt lagde mærke til det som de måtte passere på vejen, som var det slet ikke noget som fangede hendes interesse, men nu lå hendes tanker helt andre steder og det var ikke på de smukke omgivelser – nej, men faktisk i det mørke som hun måtte bære i sig i form af en mørk fortid og hans personlighedsændring som i den grad også måtte være hendes skyld, for det var det i allerhøjeste grad! Hun trak vejret dybt og rystede stille på hovedet igen, hvor hun vendte blikket en anelse væk fra ham og rundt i stedet, selvom hun ikke rigtigt lagde mærke til noget som helst. Hun havde det dårligt med tanken om det som hun havde gjort ham dengang, selvom det bogstavelig talt var så mange år siden, at man kunne betegne det som så mange evigheder, men det hvilede der jo stadig.. i hvert fald for hendes vedkommende.

[melchior]

Det var slet ikke fordi at Melchior lystede for at skulle tage alt op igen, for det var en fortid som de havde haft sammen for flere millioner af år siden, hvis ikke mere! Han vidste godt hvilke ugerninger hun havde gjort, men selv hans far, den høje Gud havde tilgivet hende for hendes handlinger, selvom hun havde været så tæt på Lucifer, kilden til al ondskab, på den anden side, så kendte de jo også til de forføriske kræfter som han havde haft. Han havde været manipulationens mester, så det at lokke Chryseis i en sådan fælle, for egentlig kun at få ram på Melchior, ja det var noget som ikke var hendes skyld og som var forståeligt, derfor var hendes fosterdrab heller ikke direkte en forbrydelse, for hun havde trods alt båret Lucifers yngel, og havde hun beholdt det barn, så havde det jo næsten været en endnu større forbrydelse! Derfor havde hun valgt rigtigt, og hun havde også gjort det rigtige da hun havde valgt at cutte al kontakt til de høje, til Melchior, for han havde været tæt på at opgive alt for hendes skyld, og så havde der ikke været nogen til at bekæmpe Lucifer og så havde verdenen nok ikke set sådan ud som den gjorde den dag i dag. Hun havde faktisk gjort alt rigtigt, selvom at hendes valg havde endt med at såre ham, men det havde jo faktisk også været med til at redde hele verdenen fra Lucifer dengang. Så at hun følte skyld for det som hun havde gjort forstod han virkelig ikke. Men det var tydeligt at skylden og sorgen stod tydeligt i hende, for han kunne mærke den og den føltes næsten enorm! Han sukkede næsten frustrerende over hendes opførsel, for han ville jo heller ikke gøre det hele værre! De stod under karnappen, som blev holdt op af de mange udsmykkede søjler, hvor der var en smuk udsigt til resten af Himmeriget og de små huse der måtte være her, sammen med den flotte plads. Blikket gled mod en bænk der stod ved siden af den store dør ind til tempelet, hvor han roligt satte sig med hende. ”Chryseis..” bad han dæmpet, hvor han betragtede hende med en mindre sørgmodig mine. Hun havde da virkelig vendt som på en tallerken! ”Skoven vil vokse ud igen Chrys, og når der bare er lidt liv der igen, så vil jeg sende dig tilbage, så du kan få den op at blomstre så smukt som aldrig før igen,” fortalte han roligt, hvor et mildt smil gled over hans læber. Han lod hovedet søge ganske blidt på sned, hvor han løftede den ene hånd og strøg den blidt mod hendes kind, imens han fjernede nogle af hendes mørke lokker fra hendes smukke ansigt. Han lod roligt sin pande falde mod hendes, så deres næsetipper måtte berøre hinanden. ”Hvorfor bebrejder du så meget dig selv?” spurgte han i en mindre varm hvisken, ”det du gjorde dengang, gjorde du med gode hensigter.. du gjorde det rigtige.” Løgn var det ikke, og han kunne desuden ikke lyve, så hun måtte jo tro på ham når han sagde det. Nok hun havde såret ham, men de sad jo her nu, så det var jo ikke fordi at det ikke kunne gøres godt igen. Han havde tilgivet hende, selvom at det havde været en stor mundfuld for ham som lige skulle sluges, men det havde han så også gjort nu.

[Deleted]

Måske at det som Chryseis havde gjort, var noget af det rette, men det var virkelig ikke ensbetydet med, at hun havde det godt med det. En ting var jo at hun havde været tæt på Lucifer, men hun havde aldrig nogensinde stået overfor en så betaget og charmerende mand. Han havde virkelig viklet hende omkring sin lillefinger og den tanke i sig selv, var virkelig dræbende, for hun følte virkelig en ekstrem skyld for det som hun havde gjort tilbage dengang! Det var virkelig en knude i hendes bryst og hun havde jo arrene som kun måtte bevise hvilke drastiske tiltag som hun havde gjort for at rette op på den fejl! Det kunne meget vel have kostet hende selv livet, men hun havde om ikke andet, så bare været forbandet heldig i den anden ende, så det var noget som hun selvfølgelig også måtte være forbandet taknemmelig for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket stille ned mod sin mave, nu hvor de endnu en gang måtte bevæge sig ind på det. Sådan som han fremstillede det, så var det jo som om hun virkelig kun handlede forkert, så det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde det helle nemmere for hende selv, for hun følte virkelig en forfærdelig skyld, så man skulle tro at det måtte være løgn! Hun nikkede stille. Hvis hun skulle tilbage til skoven, så ønskede hun virkelig, at denne konflikt skulle være fuldkommen løst! Hun sukkede stille og vendte blikket stille op mod ham. Hun havde mildest talt skåret sig selv i maven, for at komme af med det voksende barn, skåret i det, sågar endda hugget hovedet af det for at være sikker på, at det aldrig ville vokse sig fuldkommen, for det var da noget af det sidste som hun ville have, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”M-måske.. men..” Hun sukkede. Hvorfor skulle det altid være så svært?! Hun slog sig selv i panden endnu en gang – igen med en opførsel som et mindre eller lille barn, men hun havde i den grad også visse af sine tendenser derfra endnu, hvad end om det var noget som hun så ville være ved eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det på denne her måde. Hun endte med at trække lidt op i kjolen – lidt meget måske, men han skulle se det.. Hun lænede sig en anelse tilbage i hans favn, så han også ville kunne se arret som hun havde der. Det havde i den grad været en smertelig proces, for ingen ville jo decideret hjælpe hende, så hun havde gjort det selv. ”Jeg vidste at det var forkert..” mumlede hun stille. At det jo så var gået så galt – selv for en nymfe, for Lucifer havde jo fodret hende med en sjæl uden at hun havde vidst det, hvilket i den grad også var noget som havde gjort hende direkte vred og som aldrig nogensinde før! ”Jeg… jeg vil bare vide, at det jeg gjorde.. uanset hvor ondt det gjorde.. at det var det rigtige,” forklarede hun sig, som hun vendte blikket stille og roligt i retningen af ham. Hun mente det faktisk. Hun havde jo egentlig ikke nogen andre til at bekræfte det for hende, end lige.. ham? Hun havde aldrig haft andre ind på sit liv på den ene eller den anden måde, så det var også noget som gjorde ham direkte enestående – om ikke andet, så i hendes øjne og hun var ked af, at hun havde skubbet ham væk.

[melchior]

Chryseis var virkelig en spøjs person, for hendes humør kunne virkelig skifte som på en tallerken. Et sted så gad Melchior slet ikke ind på fortiden, for.. ja, det var jo så længe siden at man skulle tro at hun automatisk var kommet over det. Han vidste godt at det hun havde gjort var noget som virkelig var slemt, men på den anden side så havde Lucifer været en manipulationens mester, han havde kunnet snørrer hvem som helst omkring sin lillefinger, som ikke vidste bedre, og Chryseis havde jo været tæt inde på ham og efter som han havde stået som Lucifers fjende, så var det jo klart at manden var gået efter det som hans bror havde holdt kært, for Melchior havde virkelig været tæt på at opgive alt hvad han havde haft, bare for hendes skyld. Han havde elsket hende, det vidste han, for ellers ville han aldrig gået så langt at han havde været tæt på at opgive sin plads i det høje. Han vidste naturligvis ikke helt hvordan hun havde haft det med ham, for.. hun havde jo bedraget ham, ikke bare med sin egen bror men derefter en anden mand, at det jo så havde været et råb om hjælp, ja det havde han virkelig ikke kunnet se dengang, og der var andre måder hvorpå hun havde kunnet fortælle ham hvad der var galt end at vælge en så drastisk løsning at hun bare havde taget en fremmed mand og været sammen med ham, for havde hun været ude på at skubbe ham væk, jamen så var det også lykkedes hende i topklasse, for han havde ikke været sammen med hende siden, han havde ikke set hende siden og det var flere år tilbage! Der var længere tilbage end denne tidsregning gik efter! Han tog hende roligt om den hånd hun havde slået sig selv i panden med, hvor han holdt den, så hun ikke gjorde det igen. Han strøg roligt hendes håndryg med sin tommel, imens de safirblå øjne hvilede på hendes skikkelse. Han ønskede ikke at hun skulle brænde inde med en sådan skyld, for alt det som hun havde gjort efter hun havde været sammen med Lucifer, havde jo faktisk også været til det bedste. Han så dog næsten forfærdet på hende, som hun begyndte at hive op i sin kjole. ”Chryseis du behøver ikke..” Han nåede dog ikke at sige mere, før hun havde trukket hele vejen op til maven, så han blev i stand til at se hendes ar. Han slap roligt hendes hånd, hvor han kort lod sin pegefinger følge arret over hendes mave. Havde hun virkelig stukket sig selv? Han tog roligt omkring hendes kjole, som han dækkede hende til igen ved at trække den ned over hendes ben igen. Han sad kort og tænke over hendes ord, uden at han så på hende. Alt det som hun havde gjort, ja det havde jo nok såret ham, men på den anden side, hvad skulle hun ellers have gjort? Han vendte roligt blikket mod hende igen og smilede mildt. ”Chryseis.. du kunne ikke have gjort det på andre måder,” endte han stilfærdigt, uden at han veg blikket væk fra hende. ”Det var det eneste rigtige valg som du havde, og der er en grund til at vor fader har tilgivet dig for længe siden, for ellers var du blevet sendt til helvedet sammen med Lucifer,” endte han sandfærdigt. Der havde ikke været noget andet hun kunne have gjort.

[Deleted]

Chryseis var den type som kun kunne brænde inde med en følelse af gangen, og det var noget som hun tydeligt kunne mærke lige netop nu. Den glæde som hun havde brændt inde med fra før af, var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun sukkede dæmpet og bed sig svagt i læben. Den form for skyld havde virkelig ædt hende op indefra. Hun havde siddet i mandens favn udelukkende fordi at hun vidste, at det var noget som automatiks ville skubbe ham væk fra hende. Uanset hvor ondt det måtte gøre, så ville hun bare ikke være t punkt som Lucifer skulle have lov til at bruge mod ham og det var det eneste som hun havde været ude på. Barnet havde hun slået ihjel, stukket sig selv ned i bogstavelig forstand, for at være sikker på at det barn måtte være dødt og nu ønskede hun bare, at han skulle have beviserne, så det var vel også derfor, at hun faktisk valgte, at skulle vise ham det? Som han sænkede i hendes kjole igen, så vendte hun blikket mod ham, selvom hun godt kunne se, at det ikke direkte var gengældt, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu end bare måtte være i den anden ende. Hun havde set på det som de eneste muligheder og det at sætte sig så tæt på en anden mand, var ganske enkelt kun fordi at hun havde været for desperat. Det var bare vigtigt for hende, at få skubbet Melchior væk og det skulle være så hurtigt som muligt! Hun blinkede let med øjnene.. Han klandrede hende ikke? Det som dog frustrerede hende mest, var det faktum, at han stadig gemte sig bag sin fader, hvilket kun fik hende til at himle let med øjnene i en næsten utilfreds mine. ”Behøver du virkelig at gemme dig bag vor fader, Melchior?” spurgte hun næsten forsigtigt. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle blive sur, men.. det kunne da ikke være så slemt, at have lidt sine egne meninger i stedet for at danse efter sin faders hele tiden? Det var da noget som hun ville blive sindssyg af i længden, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene stille og roligt, som hun lagde sig ind mod hans skikkelse. Så længe, at han gik med til at holde om hende, så kunne hun vel også være tilfreds? Hun stod nu alligevel fast på at hun fortjente at skulle stå i helvede.. det var den mening som hun havde haft igennem alle disse år, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, uanset hvor manipulerende som Lucifer havde været eller ikke! ”Han var forfærdelig, Melchior.. Jeg.. indså det bare for sent..” Hun havde brug for at få det ud, så hun først for alvor kunne lette hendes hjerte og vide, at det faktisk var okay og at det ikke bare var noget som han sagde, for at undgå at skulle rive frem i det igen, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede på nogen måde! Hun ønskede virkelig ikke at blive uvenner med ham igen og specielt ikke hvis de skulle bruge det som faktisk måtte tilsvare en evighed for at finde ud af det igen, det var virkelig noget af det værste af det hele. ”Jeg har ikke brug for faderens tilgivelse, Melchior.. Jeg har brug for din.” Hun vendte blikket mod ham. Troende var hun.. også fordi at hun vidste, at der fandtes mere end det som øjet kunne se.

[melchior]

Et sted ville Melchior ikke rive op i fortiden, for han ville jo heller ikke have at hun skulle have det værre, men hvis hun havde brug for at snakke om det, få ordnet op i tingene, jamen så lyttede han da gerne til hende. Han kunne tydeligt mærke at hun følte en enorm skyld, selvom han jo for længst havde forklaret hende at hun var blevet tilgivet for de ting som hun havde gjort, og det var ikke bare af Gud, men også af ham. Jo det gjorde selvfølgelig ondt at tænke på, men hun havde forklaret ham at det havde været et råb om hjælp, at hun havde været nød til det, fordi hun ikke ville have været et punkt som Lucifer dengang kunne have ramt, og det havde han sådan set også den dybeste respekt for, selvom at det som hun havde gjort, faktisk også havde gjort ham selv mere indelukket, han var ikke den helt så afslappede unge mand som hun havde mødt dengang, han var blevet noget mere seriøs, som hun jo også så pænt havde påpeget for ham, hvilket jo faktisk havde været grunden til at de kom ind på dette emne. Hendes valg havde selvfølgelig også haft konsekvenser, men det var jo bare sådan at det måtte være, på den anden side, så havde der også været frygtelige konsekvenser, hvis hun slet ikke havde gjort det! Så havde verdenen nok slet ikke set ud som den gjorde den dag i dag, for havde hun ikke skubbet ham væk, så havde han nok opgivet sin nåde og sin plads i det høje, og så havde Lucifer nok vundet kampen. At hun himlede med øjnene og hendes spørgsmål, var noget som næsten måtte irritere ham. ”Gemme mig bag min far?” gentog han lettere med vantro. ”Jeg gemmer mig ikke bag nogen som helst!” Han vendte de safirblå øjne lynende imod hende. Nok han var guds første barn, men han gemte sig bestemt ikke bag sin far! Han havde sin egen mening og den skulle nok komme frem, der var bare visse regler han var nød til at overholde, selvom han faktisk allerede havde brudt en masse ved at redde hende, hvilket også var et tydeligt bevis på at han ikke bare gjorde som der blev besked på, han var en voksen mand med egne meninger om hun så troede på det eller ej! ”Hvis ikke du skulle bemærke det Chryseis, så har jeg reddet dit liv, selvom jeg burde have ladet dig dø, og dermed har jeg gået imod min far og alt det som han står for!” endte han stilfærdigt, som han vendte blikket næsten fornærmet væk. Han gemte sig bestemt ikke bag nogen som helst! Det gad han slet ikke at høre på! Og hvis hun ville vide det, så var det faktisk hendes skyld at han havde sat disse facader op, selvom det ikke rigtig var facader, for det var faktisk den person han var blevet til efter alle de år, han var blevet mere seriøs og at hun stadig opførte sig som et barn kunne ikke være hans problem! Han sukkede stille for sig selv. Han fik jo heller ikke noget ud af at være sur på hende, skælde hende ud over noget der var sket for over denne tidsregning siden, det var bare spild af kræfter! ”Han gik desværre mod mørkets og ondskabens vej, og endte med at blive en forfærdelig mand, ja,” medgav han stille, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Lucifer havde altid været en god dreng, indtil alt var gået galt selvfølgelig. ”Chryseis, jeg har allerede fortalt dig at jeg har tilgivet dig for de ting som du har gjort, det var grunden til at jeg lod dig se mig for de uger tilbage,” forklarede han stilfærdigt.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Chryseis var ude på at skulle rive op i fortiden, for det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til. Et sted så ønskede hun vel egentlig bare den endelige bekræftelse på at det hele var okay mellem dem? At der var ren luft mellem dem og at de bare.. kunne fortsætte som før? Ikke fordi at det var noget som kunne forundre hende det mindste, men hun forventede egentlig heller ikke at han ville blande sig så meget i hendes liv, som det han havde gjort før i tiden. Hun havde valgt at skubbe ham væk, udelukkende for ikke at være en brik i Lucifers spil som kunne bruges mod ham, for det var virkelig noget af det sidste som hun havde ønsket sig på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte blikket næsten hjælpeløst mod ham, også selvom han tydeligt havde bidt sig mærke i hendes ord. Hun vendte blikket væk fra ham igen, og nej, det var virkelig ikke fordi at hun var blevet bange for ham! Men.. en anelse skræmt måske, fordi at hun også var bange for at han ville fortryde at han havde hentet hende? Hun havde været klar over, at det havde været hendes tid, at han slet ikke burde have reddet hende, men bare ladet det hele gå sin gang, så.. ja, hvorfor havde han egentlig blandet sig? ”Det var jo heller ikke sådan ment!” endte hun med en næsten hysterisk mine. Kunne han da ikke bare forstå det?! Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun havde jo slet ikke bedt ham om at redde hende, for hun var udmærket godt klar over, at det slet ikke var noget som han burde have gjort. At han ville blive straffet for det, var nok det som hun måtte være mest bekymret for, men at sige det for ham, ville vel heller ikke nytte noget som helst? Det var en tanke som hun allerede måtte være fuldkommen overbevist om, men det var nu sådan bare at det måtte være. ”Undskyld..” sagde hun dæmpet, som hun endnu en gang vendte blikket ned mod sit skød, hvor hun lod hænderne fumle lidt med hinanden. Hun var altid så munter, men.. ikke længere? Hun kunne virkelig ikke finde noget at smile af, for når hun var sammen med ham, så blev hun konstant påmindet om hvad hun havde gjort, hvad hun havde givet afkald på, og det var i den grad også noget som måtte efterlade hende med en forfærdelig fornemmelse i hendes indre! Hun havde skubbet ham væk, måske gjort ham mere indelukket og mere alvorlig, selvom det nu slet ikke havde været hendes hensigt på nogen som helst måde overhovedet og det var noget som i sig selv, var noget som frustrerede hende. Hun kunne jo tilsyneladende ikke gøre noget rigtigt! At høre direkte, at det var hans tilgivelse, at han havde gået imod sin faders ordre og ønske bevidst, var faktisk noget som måtte lette hende et sted. Hun trak ganske svagt på smilebåndet og nikkede. Det var bare det som hun havde haft brug for at høre, og ikke for at bringe det op til yderligere diskussion, for det var jo slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende, hvilket hun i den grad også var meget godt klar over i den anden ende. ”Det.. det var bare det som jeg havde brug for at vide..” sagde hun stille. Hun vendte blikket stille omkring sig og med en let nysgerrig mine. Hun havde egentlig bare brug for at vide, at han personligt ikke klandrede hende for noget, også selvom det havde taget ham forbandet mange år at lade sig vise igen. Det var noget som virkelig havde skabt et kæmpe tomrum i hende selv.

[melchior]

Melchior vidste godt at han stod bag sin far, gjorde hvad hans far sagde han skulle gøre, for han var egentlig bare en god søn og god soldat, som han fulgte ordrer fra sin herre, fra den overordnede, og andet kunne han virkelig heller ikke finde på! Selvom.. han havde jo faktisk gået imod reglerne og sin far ved at redde hende, men det var nu heller ikke noget som han som sådan ville tænke over, for han ville tage det som det måtte komme, for om han blev straffet, eller om hans far ville se igennem fingre med det denne gang, vidste han ikke, så det ville han ikke kunne svare på, men han tog gerne imod straffen, hvis der blev tilfaldt ham én, for han fortrød virkelig ikke at han havde reddet Chryseis, det var det sidste han gjorde! Han nød at sidde med hende her, selvom at hendes humør virkelig var faldet drastisk, som hun var vendt fra ivrig og glad til bedrøver og trist, hvilket gjorde ondt at se, specielt når hun altid var i det muntre hjørne, men han vidste til gengæld også at det måtte være på grund af den skyld hun følte. Han skulede kort olmt til hende ved hendes ord, selvom blikket hurtigt blev mildt, da hun valgte at undskylde, hvor han sukkede indædt. Han ønskede ikke at skændes med hende, at råbe af hende eller være sur på hende, men han var virkelig ikke bare en marionetdukke, som hans far brugte og udnyttede! Han havde skam også sin egen hjerne, som han godt kunne bruge! Han havde trods alt gået imod hans far for hendes skyld, for at redde hende, for ellers havde de ikke siddet her! ”Det går nok,” endte han i en rolig og dæmpet tone, som han vendte blikket ud mod horisonten. Der var en utrolig god udsigt heroppe fra, som man kunne se det meste af Himmeriget, for det var jo egentlig utrolig stort. Han vendte roligt blikket mod hende igen, hvor han lagde mærke til det lille træk ved hendes mundvig, hvilket måtte glæde ham, for så var hendes gode humør da ikke helt væk. Han trak selv på smilebåndet, hvor han lagde hovedet ganske let på sned ved hendes ord. ”Godt.. andet du vil tilgives for?” spurgte han en anelse drillende, som han lænede sig ned og skænkede hendes kind et blidt kys. Han ønskede ikke at hun skulle være i et så dårligt humør, for nok hun kunne gå folk på nerverne når hun var i det gode og ivrige humør, men det var også det humør som han helst ville se hende i. ”Eller vil du se resten af Himmeriget?” spurgte han roligt. Hun havde jo glædet sig til at komme herop, og han havde lovet hende at vise hende det hele. De var jo så bare aldrig kommet ind i templet endnu, selvom de sad ved en bænk tæt ved døråbningen, for hun havde sikkert alligevel ikke lagt mærke til noget, når hun havde følt sig så forladt og skyldig. Men han håbede da på at hun havde lysnet lidt op, nu hvor hun vidste at han havde tilgivet hende. Og han sagde det gerne igen, hvis det var det som skulle til! Han ønskede ikke at se hende i et så dårligt humør, ikke når hun ellers lige havde været så glad og ivrig efter at se mere, og han ville gerne vise hende det som var værd at se.

[Deleted]

Det havde virkelig heller ikke været Chryseis’ mening at skulle fremstille ham som en marionetdukke som den store Herre bare gik rundt og gjorde brug af, for det havde slet ikke været meningen! Men at gemme sig bag faderens tilgivelser, var ganske enkelt ikke noget som hun som sådan kunne bruge til noget som helst og det var jo egentlig det som hun ville have frem. Hun havde brug for Melchiors! Hun vendte blikket stille mod ham, som han havde valgt at tilgive hende, for det havde været hende en lettelse uden lige. Hun trak vejret dybt og tillod sig selv at slappe en anelse mere af nu hvor hun måtte sidde der ved ham. Han var så god og varm at sidde op af. Det var han jo egentlig altid! En ting som hun faktisk rigtig godt kunne lide, det var jo faktisk den følelse af, at der var nogen til at passe på hende, holde om hende og egentlig… være der for hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun som sådan valgte at sætte snuden op efter, for det var virkelig at håbe alt for meget set i hendes øjne. Hun troede ikke på at det ville vende tilbage som det havde været dengang, men det var jo så bare sådan at tingene måtte være. Han havde reddet hendes liv, selvom han udmærket godt vidste, at han ikke måtte blande sig i noget som helst, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt og vendte blikket stille og dybt mod ham endnu en gang. Hun lod hovedet stille søge mod hans skulder og med blikket hvilende omkring sig. Hun havde ikke andet at ønske eller bede om tilgivelse for, foruden alt det som skete dengang, men hun havde virkelig også gjort det hele i sin bedste mening, hvilket hun også håbede, at han var klar over den dag i dag, for det havde virkelig ikke det som hun havde ment med det. Hun ville bare ikke være et led mellem Lucifer og Melchior, så det havde virkelig været med frygtelig tungt hjerte, at hun havde valgt som hun havde gjort, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Jeg vil meget gerne se resten,” sagde hun med et lidt større smil. Hun var blevet mere overbevist om alt det andet, nu hvor hun havde hørt ordene direkte fra hans mund, at det var ham som tilgav hende, for alt det andet var ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst. Af hvad hun havde brug for, så var det jo en direkte besked, så hun vidste hvad det var at hun havde at forholde sig til. Hun satte sig en anelse op, også selvom hun blev siddende ved ham. Så længe, at hun var heroppe, så var hun i sikkerhed, selvom hun virkelig måtte længtes tilbage til skoven igen, selvom.. den var jo væk og ville jo sikkert også være det i frygtelig lang tid, hvilket i den grad også var noget som direkte måtte irritere hende og på alle måder endda! Hun vendte blikket mod det tempel som de var lige ved. Nu hvor hun endnu en gang var lidt bedre i humøret, så var hun selvfølgelig også langt mere opmærksom end det som hun normalt ville have været det. ”Hvad er det der?” Hun pegede mod det og med en nysgerrig mine. Alt det som de havde heroppe, var jo slet ikke noget som hun var vant til at skulle se på jorden. Det var.. grønt det som hun faktisk så, for det var forbandet sjældent at hun begav sig ud af skoven i det hele taget.

[melchior]

Melchior kunne tydeligt mærke på Chryseis at hun var blevet langt mere rolig, nu hvor hun havde fået det på det rene at han havde tilgivet hende, selvom han allerede havde tilgivet hende under deres første møde, men hvis hun havde brug for bekræftelsen igen, så måtte han jo bare give hende den, for han brød sig ikke om at hun skulle være i det humør, have det dårligt, og føle skyld som hun havde gjort det, han ville langt hellere se hende munter og glad, hvor hun blev ivrig og nysgerrig på hvad der var heroppe, for et sted smittede hendes gode humør af på ham. Det var befriende at være sammen med hende. Han kunne jo ikke rigtig komme udenom at hun altid havde været ham et fristed at skulle søge hen. Sammen med hende, kunne han være sig selv, så var der ingen forpligtelser, skønt de selvfølgelig aldrig rigtig forlod ham, men han behøvede ikke at spille høj og hellig, men bare.. som havde han været en ganske normal engel, skønt han vidste at det ikke var muligt, og han ville heller ikke blive i stand til at søge ned og besøge hende hver dag, eller hver anden dag, som han havde gjort dengang, for han havde sin pligt over for Det Høje, for sin far og for Jorden og dens befolkning, og det var desværre noget som han måtte sætte i første række hvor alt andet kom i anden, inklusiv Chryseis. Han ville selvfølgelig gerne være der for hende, hvilket han vel også havde bevist, nu hvor han faktisk havde reddet hende, på trods han egentlig burde have ladet hende dø? Hvorvidt han skulle have ladet hende dø eller ej, var han dog usikker på, for hun var jo faktisk selv en vigtig rolle for Jorden og dens natur, for hun var skovånd, det var hende der holdt skoven i orden, gav den liv, han havde jo også reddet Darlene, kærlighedsgudinden, hvis det havde været hendes liv der havde været i fare, og det samme med Azrael, selvom at de to var langt sværere at ramme og gøre kål på end Chryseis var. For de var hver knyttet til forskellige ting, Darlene havde kærligheden, Azrael havde døden, og Chryseis havde skoven. Det var langt lettere at brænde en skov ned, end at stoppe kærligheden fra at vokse og fra at stoppe folk med at dø, for det gjorde de jo af natur, hvis ikke de blev dræb på den ene eller den anden måde. Han rejste sig roligt med hende igen, som hun gav tegn til at hun gerne ville se resten. Han vendte roligt blikket op mod templet, inden han så på hende igen. ”Dette tempel er kun et af mange andre,” fortalte han roligt, som han gik ind af de store døre af solidt træ, hvor de kom ind i et kæmpe rum, hvor der var ufatteligt højt til loftet, som var afspejlet med engle og skyer, som havde det været i en kirke. Rummet var fyldt med statuer af guder og ærkeenglene, ligesom malerierne måtte afspejle religionens lange historie, helt tilbage fra dengang han havde dræbt Lucifer. ”Man kan komme i disse templer og tilbede guderne og ærkeenglene,” fortalte han roligt, som han gik forbi en statue af hans bror Rafael, en anden ærkeengel. Selv var der en statue af ham selv, faktisk utroligt sjovt at komme ind og se på. Der hang også billeder af ham, bærende på den blå kappe og sit lyssværd og skjold, hvor han besejrer Lucifer.

[Deleted]

Chryseis var blevet langt mere rolig og fattet end det som hun havde været til nu. Det var bare rart at få det bekræftet direkte fra ham af, at hun var tilgivet. For hendes vedkommende, så havde hun set ham og hvordan han havde reageret i vrede, da han havde fået at vide, at hun havde båret på Lucifers afkom, hvordan han havde reageret ved at nærmest flygte fra hende igennem alle disse frygtelig mange år og bare ladet hende være alene i skoven, for det havde virkelig været ensomt, selvom det vel var Herrens straf for hende? At hun skulle leve et liv i ensomhed? Umiddelbart så havde hun heller ikke regnet med direkte at skulle blive reddet da skoven var endt med at brænde ned. Det var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet og det var ikke noget som hun ville opleve nogensinde igen, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Som han rejste sig med hende i sine arme, så svang hun endnu en gang begge armene roligt og trygt omkring hans nakke og trykkede sig ind mod hans faste, varme og muskuløse krop. Hun trak vejret dybt og vendte blikket omkring alt det som de måtte passere ind i det store tempel. Himmeriget var i den grad langt større end det som hun nogensinde havde regnet det for at skulle være, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun så rundt omkring på alle statuerne og blikfanget var i den grad da hun måtte få øje på statuen af Melchior. I sig selv, så foretrak hun selvfølgelig at være i nærheden af ham personligt i stedet for alt det andet her, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget. ”Her er virkelig smukt,” sagde hun stilfærdigt. Hun så sig omkring, fik øje på de mange billeder, hvor man næsten kunne følge kampen mellem ham og Lucifer, hvor han måtte have fået ham besejret til sidst. I sig selv, så var det i den grad også en tanke som måtte glæde hende og meget endda! Men.. lige hvad der var sket med manden, var noget som hun slet ikke var sikker på, men hun var virkelig også ligeglad når alt endelig måtte komme til alt. Hun var bare glad for at manden var væk, så det ikke var noget som hun havde behov for at tænke på mere. ”Hvad.. skete der med Lucifer, Melchior?” spurgte hun stille og ikke mindst en anelse nysgerrigt. Nej, det var ikke fordi at hun tænkte på ham, men det var bare en pludselig tanke som måtte falde hende ind, for.. ja, hun havde været fanget midt mellem dem i det at man snildt kunne sige, at helvede havde været fri på jorden. Blikket vendte hun stille i retningen af ham og med den ikke mindst rolige mine. Der var ikke længsel eller noget at skulle spore, for hun ville helst bare glemme den tid og alt det som hun havde gjort dengang, selvom det havde været i den gode mening, ellers havde hun da slet ikke gjort det! Hun havde skadet to individer i stedet for at lade hele verdenen gå til grunde – det var vel også sådan at Herren i det høje måtte se på det, ellers havde han vel også straffet hende for længe siden? Hun trak vejret dybt, som hun igen hævede sig, for at være sikker på at hun havde fået det hele med, hvor han igen nærmest måtte ende som et mindre klatrestativ for hendes vedkommende. Hun ville bare have det hele med!

[melchior]

Det var ikke fordi at Melchior ville hive op i det skete, for han ville helst lade det ligge, og det så ud til at Chryseis selv var faldet langt mere til ro, nu hvor hun endelig havde fået hans tilgivelse.. igen, men han ville da give hende den bekræftelse uanset hvornår hun krævede den og måtte komme i tvivl, for han havde skam tilgivet hende for alt det som var sket, ellers havde han da slet ikke opsøgt hende og ladet hende se ham, selvom hun til at starte med, næsten havde ladet som om at intet af det var sket, men det var vel fordi hun heller ikke selv ville rive op i det hele? Det var ikke noget han gad at tænke på eller hidse sig op over, for.. han var bare glad for at hun havde det godt, selvom hendes krop havde brug for mere hvile, for den ville kollapse så snart han satte hende ned, for at hun skulle gå, selvom.. han kunne godt heale hende, gøre hende helt frisk igen, selvom at det mere lå til hans bror Rafael, at heale andre, eftersom han var gud over de healende kræfter. Han selv var jo gud over krigen, retfærdigheden og det at opretholde balancen, så han ville helst ikke gøre hans brødres job, eftersom de alle havde en plads i universet, desuden så var det også bedst at lade hende heale af natur, man skulle aldrig knytte sig for meget til magien, for den kunne gøre en blind. Det var også grunden til at han ikke sagde noget til hende, men bare ville have at hun skulle slappe af og hvile, få noget søvn, så hendes krop ville få det bedre med tiden. Hans blik gled mod et billede af Lucifer og hans onde hær, hvor han betragtede billedet med en mindre sørgmodig mine. Den mand havde jo ikke altid været ond, han havde ikke altid været imod Gud, det var vel mere det at deres far havde holdt ham fanget og i sikkerhed, som havde drevet manden til vanvid, hvilket havde skabt ondskaben. Han vendte roligt blikket mod Lucifer, som hun spurgte ind til ham, inden hans blik igen faldt mod billedet. ”Han..” Han tiede kort, som hans blik faldt en smule, inden han valgte at gå videre. ”Efter jeg besejrede ham, spærrede jeg ham inde i helvedet. Hans styrke og noget af hans sjæl blev delt i tre stykker, jeg bærer det ene stykke af ham og to af mine andre søskende bærer de andre stykker. Uden hans styrke vil han ikke kunne flygte, men dør jeg og mine to søskende, så vil de tre stykker blive samlet i Lucifer igen, hvor han vil få sin fulde styrke tilbage og så vil helvedet bryde løs endnu engang.. og Jorden højst sandsynlig vil gå under,” fortalte han sandfærdigt. Han trak svagt på skuldrene. ”Men det er mere en skræmmehistorie for at holde folk væk,” tilføjede han roligt og med et skævt smil, skønt det faktisk var sandt. Han ville dog ikke røbe hvilke af hans søskende der bar de andre to stykker, for jo færre der vidste det desto bedre blev det. Han slap en munter latter, som hun igen begyndte at kravle rundt på ham. ”Chryseis!” svarede han muntert, for at få hende på plads igen i hans arme, hvor han roligt vendte blikket mod hende. ”Nå.. for ikke at rive op i fortiden, synes jeg vi skal komme ud af dette hellige tempel med billeder og statuer fra dengang, i stedet for.. vil jeg vise dig noget andet,” svarede han med et hemmeligt skær i de safirblå øjne. Han gik roligt ud af templet igen, hvor der var en fantastisk udsigt til resten af Himmeriget heroppe fra. Han vendte blikket op mod de skyer, der svævede oppe i luften. ”Har du nogensinde svævet på en sky?” spurgte han nysgerrigt, som det vidst ikke var svært at regne ud hvad han ville.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Chryseis ønskede at rive op i det gamle, for selv ærkeenglene var kendt med menneskelige følelser? Eftersom et måtte være en kamp som var gledet i historiebøgerne, så var det vel også noget som var et tegn i sig selv? At det var en kamp mellem de nære? Det var som ofte det som skete når man var menneskelig på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun var af den type at hun kun kunne vise og nærmest rumme en følelse af gangen, for alt det andet var faktisk noget som kun måtte gå rivende galt og det var vel også noget som var gjort tydeligt allerede nu? Tungen strøg let over hendes læber, som han begyndte at fortælle. I sig selv, så var hun bare glad for at den mand var væk.. langt væk, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun lyttede dog meget opmærksomt. Bare at vide at manden var væk og hans sjæl var splittet i tre, var noget som faktisk måtte lette hende. Hun ville selv ikke vide hvilke og hun regnede bestemt heller ikke med at det var noget som Melchior direkte og åbent ville fortælle hende. ”Okay,” sagde hun stille, også selvom lettelsen vel også var til at høre i hendes stemme? Hun var virkelig bange for at det først for alvor ville ende med at gå galt og specielt for dem, hvis den mand måtte komme frem igen. Nu hvor han havde været væk i så frygtelig mange år og det var sådan at det skulle forblive, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert! Hun blev siddende ved ham, for det var virkelig rart. Han var dejlig varm, han var beskyttende og det var bare den fornemmelse som sagde hende, at det var noget som gjorde, at hun kunne slappe af, for det var noget som hun i den grad også havde brug for og noget så frygteligt nu for tiden. At det jo næsten måtte more ham, at hun sådan kravlede rundt på ham, var noget som fik hende til at smile. Igen kunne hun være glad. Han passede jo også på hende, hvilket heller ikke var noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun faldt dig til ro i hans arme og med en tydelig mere uskyldig mine. At han ville vise hende noget andet, var noget som i den grad også måtte gøre hende noget så frygtelig nysgerrig, at det slet ikke var noget som hun ville kunne skjule for noget som helst! ”Er det noget specielt du vil vise mig?” spurgte hun med en tydelig nysgerrig stemme, hvor det næsten glædelige glimt måtte vise sig. Hun elskede når han ville vise hende ting, for det var jo altid noget som hun ville være i stand til at skulle definere som noget specielt, så selvfølgelig var det noget som hun ville glæde sig over, for ikke at glemme, at det var noget som hun ville nyde frygtelig godt af. Minen endte dog fra det nysgerrige til det mere usikre. ”Æhm… Nej?” sagde hun, som hun vendte blikket op mod skyerne, da de endnu en gang var kommet udenfor. Armene hvilede roligt og trygt i hans nakke og med den samme mine. Hun vendte blikket roligt mod ham. ”Hvad skal vi deroppe..?” spurgte hun videre, tydeligt med en klar nysgerrighed i minen.

[melchior]

At Chryseis ikke spurgte videre ind til Lucifer, glædede faktisk Melchior, for han ønskede ikke at skulle til at snakke om den mand, om den dæmon. Det gjorde ham både trist til mode, men også vred, for alle de ting som Lucifer havde gjort dengang, var noget som virkelig måtte gøre ham noget så forfærdelig vred uden lige! Men det var selvfølgelig også trist at det skulle ske for hans egen bror, hvor han tilmed selv skulle kæmpe imod ham. Han havde personligt smidt manden ned i helvedet og spærret ham inde, hvilket var noget som faktisk havde taget hårdt på ham. Den mand var gået fra at være hans bedste ven og bror, til hans største fjende. De safirblå øjne vendte han roligt mod hende igen, hvor det morede ham at hun igen var blevet så ivrig, nysgerrig og glad, selvom at det klart var bedre, end når hun var bedrøvet, ked af det og følte sådan en stor skyld, for det havde hun jo slet ikke behov for. Det hun havde gjort dengang var forståeligt, og hun havde jo faktisk valgt at gøre det rigtige. Desuden så havde han også tilgivet hende for hendes gerninger. Nok han havde brugt mange år på at tænke det hele igennem, men det havde også været nødvendigt. Der var visse regler og love som han måtte følge, selvom han lige havde brudt utrolig mange af dem, ved at redde Chryseis liv, men.. at miste hendes smil, var ikke noget som han havde lyst til. Blikket vendte han roligt ud mod horisonten. Himmeriget var virkelig smukt, selvom at det var et sted for Guds krigere og soldater. Det var faktisk her han havde trænet sin hær, klar til kamp mod Lucifer, selvom at det var blevet et sted at bo for himmelfolkene, de lyse folk, efter at freden havde lagt sig over Jorden, nu var det kun jordboernes egne stride som måtte foregå på Jorden, selvom at det ikke var noget som han ville blande sig i, for han vidste bedre, han kunne tydeligt se en stor og farlig kamp, hvis han så én, og nok det var gået ufattelig meget ud over Procias, lysets land og faktisk også det land der var bedst til at tilbede Gud og hans børn. Han vendte roligt blikket op mod skyerne, inden han så på Chryseis igen. ”Tja.. deroppe fra er den bedste udsigt,” fortalte han sandfærdigt og sendte hende et muntert smil. ”Klar?” spurgte han roligt, selvom han ikke lod hende komme med nogen indvendinger, inden han havde spredt de store, hvide, lysende vinger, blot at gøre nogle lette bask, som han løftede dem op i luften. Han fløj blot længere op, så man tydeligt kunne se at man fik en bedre udsigt, som alle ting blev mindre og mindre. Han tog den nærmeste sky, hvor han let spredte den ene arm, så hun kort måtte holde sig selv oppe. Han brugte sin lyse magi til at gøre den fast, inden han roligt satte hende på den, inden han selv tog plads. Normalt var skyer bare lavet af vand, så man ville bare ryge direkte igennem, men.. med magi kunne man jo alt. Han vendte blikket mod hende, som han valgte at lægge sig ned med hænderne i nakken og nød den bagende sol. Han sukkede lettere fredfuldt, som han lukkede øjnene, selvom han kort efter lagde sig op på siden. ”Nå? Kan du lide udsigten?” spurgte han stilfærdigt. Man kunne se det hele heroppe fra. Fra kant til kant, med nærmest bjerge lavet af skyer, templer, huse, en mindre by, dog en utrolig flot by.