Safe in heaven

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt, at hende og Melchior havde haft det utrolig godt sammen før i tiden, men det var nu også sådan at det nu måtte være. Tiderne havde skiftet, de havde ikke hinanden mere – gik hun dog kraftigt ud fra, men så længe, at han kunne acceptere hende og det som hun havde gjort dengang, for hun vidste udmærket godt, at det havde været frygtelig forkert! Arret som hun havde på maven var noget som aldrig nogensinde ville forsvinde, så det var jo bare et tegn på det ofr hendes eget vedkommende. Hun skammet sig virkelig over det, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At tvinge hende til at blive liggende og bare stirre og hvile når hun vidste, at hun var i Himmeriget, var slet ikke noget som ville have nogen som helst virkning ind på hende på nogen måde overhovedet. Hun ville da selvfølgelig have muligheden for at se det, også nu hvor hun havde muligheden for det! At han lod hånden søge under hendes hage, hvor blikket endnu en gang måtte falde mod hans skikkelse, uden at hun så det mindste væk. Hun ønskede det ikke, også selvom hun var ukendt med hvad hun egentlig kunne tillade sig når det kom til ham. Hvad de havde haft dengang, var nu ikke noget som hun havde regnet med nogensinde ville blive noget som helst igen, for.. ja, tiderne havde skiftet vel? Hun trak let på skuldrene. ”Tja, du har altid været så.. ja, anspændt, Melchior. Du ved vel også at tiderne har skiftet siden dengang?” påpegede hun sigende. At vende tilbage til det som de havde haft dengang, var nu heller ikke noget som hun havde regnet med som sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig ganske svagt i læben og uden at skulle se det mindste væk fra ham på den ene eller den anden måde, men det var jo trods alt bare sådan, at det nu måtte være i det store og hele. Hun blev liggende tæt ind til ham, hvor hun lod hånden hvile næsten varsomt mod hans bryst. De havde stået hinanden tætte, men.. ja, det var vel heller ikke noget som de kunne mere? Smilet bredte sig endnu en gang på hendes læber. Havde han direkte glædet sig til at vise hende det? Desuden var det heller ikke fordi at hun regnet med at ende her den dag, at hun ville ende med at få lov til at gå bort fra jorden af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Hvorfor så ikke vise mig det hele nu? Jeg kan jo altid hvile bagefter!” påpegede hun sigende, som hun endte med at sætte sig halvt om halvt op i sengen endnu en gang, selvom hun forblev liggende helt ind til ham. Blikket vendte hun stille mod hans skikkelse og med hovedet som hun lod søge ganske så let og stille på sned, ikke fordi at det var noget som hun ville skjule. Hun lænede sig frem, hvor hun kysset hans kind ganske varsomt. Han vidste jo allerede nu, at det at tvinge hende til at hvile sig, ikke var noget som han fik noget ud af. Hun var ligesom en hyperaktiv unge og det var noget som hun altid havde været, det var jo trods alt sådan at han kendte hende og det var sådan som hun altid havde været. Visse ting ændrede sig vel bare.. aldrig? De mosgrønne øjne vendte hun mod ham og med det næsten så uskyldige smil. ”Kan vi ikke? Bebe..!” endte hun med en næsten tryglende stemme. Hun kunne jo altid hvile bagefter!

[melchior]

Meget havde de to faktisk været igennem, selvom der også var en lang tid, hvor de ikke havde været sammen, hvor de ikke havde set det mindste til hinanden, eller.. Melchior havde faktisk holdt øje med hende, for han havde jo aldrig rigtig ønsket at der skulle ske hende noget, for hun var den første og nok også den sidste at han havde haft de følelser for, og det var noget som endnu hang på ham, han var godt nok ikke kærlighedens gud, men han havde alligevel oplevet selve følelsen og hun var den eneste person der var kommet så tæt på ham og nok ville det aldrig ske igen, men hun stod ham endnu utrolig tæt, han holdt stadig af hende, for ellers havde han heller ikke kastet hvad han havde haft i hænderne for at komme hende til undsætning! Desuden så ønskede han stadig at beskytte hende, som han altid havde gjort dengang. Han kunne jo ikke komme udenom at han endnu nærede stærke følelser for hende, som kun var fordoblet fordi han var gud, selvom at han slet ikke burde, når han var ærkeengel, og tilmed den øverste ærkeengel. Han burde ikke have reddet hende, for der havde han valgt at tage parti, selvom at han ingen fortjente den død, som nær havde kostet Chryseis livet. Han nikkede stilfærdigt til hendes ord. ”Jeg ved udmærket godt at tiderne har skiftet, Chryseis, og efter alt det som skete sidst mellem os, valgte jeg at jeg ikke ville lade følelserne spille ind igen, nogensinde. Og det er grunden til at jeg er blevet seriøs og alvorlig,” svarede han stilfærdigt, som de safirblå øjne hvilede lettere retfærdigt på hende. Han vidste godt at han ikke var den som morede sig så meget mere, men han havde også været frygtelig alene igennem flere menneskeliv, i den tid hvor han intet havde set til hende, hvor han ikke havde snakket med hende, men forsvundet inden hun kunne nå at opfange ham. Han havde trods alt også lært at sine fejl dengang og han nægtede at komme så tæt på nogen nogensinde igen! At hun så blev ved med at plage ham, fik ham til at himle svagt med øjnene. Hun opførte sig virkelig som et lille barn, en lille pige der blev ved med at plage indtil hun fik sin vilje og han var bange for at han ville give efter, inden han sprang i luften af irritation. At hun så blev ved, fik ham til at vendte blikket strengt mod hende. ”Chryseis!” vrissede han kortfattet, for at få hende til at tie, som han havde sat sig op. ”Jeg får hovedpine af dine plagerier!” Han himlede svagt med øjnene endnu engang. Det endte jo alligevel med at han gav efter, for hun var umulig at holde på, specielt når hun var så ivrig efter at se hans verden som hun måtte være det. Han rejste sig roligt og kom op ad sengen, inden han vendte sig mod hende og slog opgivende ud med armene. ”Udmærket.. du vinder, men så har du også bare at hvile bagefter!” svarede han stilfærdigt, med en undertone der ikke var til at spøge med. Han løftede derefter roligt op i sine arme, inden han valgte at gå ud af værelset, gik langs den lange gang, hvor der var værelser på hver side, indtil han kom hen til døren der førte udenfor, som han åbnede, hvor de blev ramt af et evigt lys fra den store sol der var så tæt på dem, skyer og en kæmpe smuk plads, med et stort springvand i midten og templer i det fjerne, med små bygninger rundt omkring der kunne minde om huse og en masse engle, paladiner og lysvæsner gående rundt omkring.

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt, at det var hendes egen skyld, at Melchior var som han var, men det var nu ikke noget som hun ville sige til nogen. Hun havde det stadig elendigt med det som hun havde gjort og derfor havde hun også bedt ham om at bare lade hende ligge ved bækken. Hun vidste og kendte til naturens gang og et sted, så var hun vel også bange for, at han ville blive straffet for det som han havde gjort, netop fordi at han havde kastet alt fra sig for hendes skyld? Det var jo slet ikke meningen, at han burde gøre det og hun vidste det jo godt! Måske at han havde valgt at tilgive hende for hendes handlinger, men det var ikke ensbetydet med at det faktisk var nok for hende. De havde aldrig fået det snakket igennem og det var en skam, at han skulle være så seriøs, så alvorlig og det hele, for det var slet ikke noget som klædte ham i hendes øjne, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på denne her måde, det var helt sikkert. At han skulle bringe det op på den måde, så vidste hun det.. At der om ikke andet, så havde været mere end det som de havde stået ved, var faktisk noget som gjorde ondt, men hun havde gjort det for deres alles bedste. Hun bed sig svagt i læben, kun for at nikke stille til hans ord. Hun følte skylden stikke til hende endnu, selvom hun vidste, at det ikke ville hjælpe hende det mindste, at skulle fortælle ham det, for det ville hun slet ikke få noget som helst ud af i den anden ende. ”Jeg bad om den der..” mumlede hun stille for sig selv. At han måtte være irriteret på hende over hendes mas, var noget som hun tydeligt kunne mærke på ham, hvor hun endnu en gang bare valgte at tie, som han nærmest måtte udbryde hendes navn. Hun ønskede jo heller ikke at gøre ham sur, men det at være ivrig og nysgerrig, var noget som bare måtte ligge til hendes natur, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan, at det nu måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Hun lod ham bare rejse sig, også selvom hun var sikker på, at han ikke ville gå fra hende. Det var heller ikke fordi at hun troede at han ville, for så ville hun bestemt heller ikke blive liggende i sengen mere. At han indviet i at vise hende rundt først, var noget som fik det store og ellers så tydelige smil til at brede sig på hendes læber. Ville han virkelig gøre det?! Hun nikkede, som hun hurtigt satte sig op. ”Det lover jeg!” lovede hun oprigtigt! Hun kunne faktisk også godt gøre som der blev sagt, men det var bare umuligt med den nysgerrighed og det iver som hun måtte brænde inde med og han kendte hende vel også godt efterhånden? Som han løftede hende op, så lod hun ganske forsigtigt armene søge omkring hans nakke, som hun vendte sig omkring, også for at få det hele med af hendes værelse, som var blevet tydeligt indrettet til hende. Som han førte hende ud på gangen, så fulgte hendes blik med den tydelige iver og den klare nysgerrighed, som måtte falde på hver eneste ting som de måtte passere på vejen. De mange engle, paladiner og lysvæsner som måtte passere dem på vejen, tog hun nøje i blik. Dem var der jo heller ikke mange af efterhånden, også selvom hun måtte måbe bare ved synet og den varme som ramte hende! Var dette virkelig Himmeriget? Hun vendte sig mod Melchior. ”Her er smukt.. virkelig..” Hun blev siddende i hans arme, også selvom det kriblede i hende, efter at komme ned og undersøge det hele!

[melchior]

At Chryseis følte skyldt, var noget som Melchior godt kunne mærke på hende, for han var trods alt ærkeengel, ingen ville kunne skjule noget for ham, ikke af ord eller følelser, for han kunne se når de løj, fordi han kunne se direkte igennem dem, han kunne mærke på den når de havde ondt, ligesom han i øjeblikket kunne mærke at hun følte skyld, hvilket jo heller ikke havde været hans mening. Han gad slet ikke tale om fortiden mellem dem, for han havde godt nok valgt at lukke sammen, han blev nok ikke den samme mand igen, som han havde været dengang, og det var ikke fordi at han ville give hende skylden for det, for det var sådan set hans eget valg, han gad bare ikke risikere at det skete igen, desuden havde han jo faktisk været tæt på at opgive sin himmelske plads for hendes skyld. Og selvom hendes ord kun var en sølle mumlen, så hørte han hende tydeligt, hvilket fik ham til at løfte den ene hånd, som han lagde blidt mod hendes ene kind, imens han smilede mildt til hende. ”Det er ikke din skyld Chryseis.. det er mit valg,” forklarede han sandfærdigt og hun var nød til at tro ham, for han var ikke i stand til at lyve, han var ikke skabt til at lyve, hvilket både og kunne være en dårlig ting, det kom helt an på situationen, selvom.. han var vant til at fortælle sandheden uanset hvor hård den så end kunne være. Han havde dog allerede tilgivet hende fra dengang, hvilket han jo havde fortalt hende under deres forrige møde, da han havde ladet hende møde ham igen, for der var jo en grund til at han var blevet siddende, i stedet for at stikke af som han havde plejet.
Et muntert smil måtte glide over Melchiors læber, som hun lyste helt op i hele ansigtet, da han fortalte hende at han gerne ville vise hende det, for.. det kunne vel heller ikke skade? Han vandt jo intet på at holde hende i sengen, for hun ville sikkert bare plage ham, indtil han blev irriteret, så hvorfor ikke bare vise hende det? Desuden, selvom hun ville starte med at hvile i de par timer, som de havde aftalt, så vidste han at han alligevel skulle bære rundt på hende, for at vise hende det hele, for hendes krop var stadig så afkræftet at et par timers hvilen ikke ville gøre det store, selvom at det nu heller ikke gjorde noget. Han lod hende blot gribe ham omkring nakken, så hun lå så godt som muligt, inden han forlod værelset og endte udenfor, hvor den store sol måtte hvile ned på det ellers så smukke rige i farverne, hvid og guld. Der var intet mørke, foruden de få skygger, men selv skyggerne bar noget godt over sig. Intet ondt kunne ske nogen heroppe, for intet ondt kunne trænge herop. Det var et sandt paradis – i manges øjne, selvom at selve paradiset måtte hvile en tand højere oppe, et sted hvor han desværre ikke kunne føre hende hen. Han vendte roligt blikket mod hende, som hun så mod ham, hvor han smilede muntert til hendes ord. ”Jeg tænkte nok at du ville bryde dig om det,” svarede han stilfærdigt, som han roligt begyndte at gå. ”Hvad vil du se først?” spurgte han roligt, som blikket faldt mod templerne, i få af dem, var selve historien om hvordan han havde bekæmpet Lucifer beskrevet, hvor der selv var statueret et minde af ham.

[Deleted]

Chryseis brændte virkelig inde med en forfærdelig skyldfølelse efter alt det som var sket. Han havde ganske rigtigt tilgivet hende, men hun følte stadig ikke, at det var snakket igennem. Arret på hendes mave, var hende dog kun en tydelig erindring for hendes jordbundne lovbud, for hun havde faktisk taget et barns liv – et barn som slet ikke havde haft en jordisk mulighed for at skulle se den store sol, lytte til den dejlige vind og se den frodige og grønne skov, så ja, hun var virkelig ramt af en voldsom skyld! Blikket hvilede stille på hans skikkelse. Hun vidste udmærket godt, at han ikke kunne lyve, hvilket også gjorde, at han var en mand, hvis ord man slet ikke kunne betvivle på den ene eller den anden måde, så selvfølgelig, var det også noget som måtte gøre hende frygtelig glad når alt endelig måtte komme til alt, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til lige nu. Hun bed det bare i sig, for det var skam heller ikke fordi at hun havde meget andet valg, når det endelig måtte komme til stykket, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. ”Det var uanset stadig min handling, som førte til dit valg,” påpegede hun næsten forsigtigt. At han havde været så tæt på at opgive pladsen heroppe for hendes del, så måtte hun også være glad for, at hun faktisk havde handlet som det hun havde gjort. Hvad skulle himlen ikke have gjort uden Melchior? Og specielt med den plads som han egentlig måtte have, så var det jo bare noget som gjorde hende ekstra meget bekymret på alle måder endda. Hun ønskede jo ikke at være skyld i noget sådan!
At han gerne ville vise hende det, var noget som kun gjorde Chryseis fuldkommen ivrig! Nu havde hun endelig chancen til at skulle se det store Himmerige, så selvfølgelig ville hun ikke blive liggende i sengen! Ikke endnu om ikke andet, men det var jo så bare sådan at tingene nu måtte være i den anden ende. Den store sol, var virkelig noget som måtte brænde hende i øjnene, for det var ikke noget som hun havde set igennem skræmmende lang tid. Livet på jorden var bestemt heller ikke noget at prale af for tiden, også selvom hun vidste, at Melchior slet ikke burde have reddet hende fra den død, som havde været så tæt på at gribe hende, men det var nu heller ikke noget som hun ville diskutere med ham nu. Blikket for rundt på absolut alt det som skete omkring dem. Hun smilede. ”Tager du gas på mig? Jeg elsker det!!” endte hun helt ivrigt, som hun næsten prøvede at kravle rundt på ham, kun for at være sikker på at hun kunne se det hele og havde fået det hele med, selvom det at kravle ikke var noget som hun havde styrken til i længden, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham. ”Hvad jeg vil se først? Du ved da, at jeg vil se det hele! Og jeg ved ikke engang hvad der er heroppe!” Hun lod stadig hænderne hvile godt og trygt omkring hans nakke, for at have noget at holde fast i. Desuden kunne hun rigtig godt lide, at have ham så tæt på, som det hun havde for øjeblikket. Det var faktisk.. en meget rar fornemmelse. ”Du kan vise mig det? Det som du synes, at jeg skal se?” spurgte hun med de helt store dådyrøjne. Hun ville elske at lade ham vise hende det hele!

[melchior]

Meget var sket siden de sidst havde været sammen, for det var jo flere millioner af år siden! Og af den grund holdt hun sig virkelig godt.. det var også grunden til at det ville være synd, hvis hun havde mistet livet i den brand, for det fortjente hun ikke! Det fortjente ingen! Af den grund burde han ikke blande sig i de jordiske affærer, så han havde faktisk brudt en masse regler ved at handle som han havde gjort det. Men hvad skulle han gøre? Hans følelser for hende havde jo faktisk spillet ind og det var ham faktisk forbudt at have følelser for nogen som helst, i så fald var det forbudt for hans vedkomne at vælge parti, som han havde gjort, så det skulle ikke undre ham, hvis han faktisk blev straffet, men det var til gengæld også en straf som han var villig til at tage! Han stod til ansvar for sine handlinger og han havde handlet efter sit hjerte og så måtte han jo blive straffet for det, for han nægtede at miste Chryseis igen! Han nikkede roligt til hendes ord, som han vendte blikket ned. Det var ikke fordi at han ønskede at appellere mere til hendes skyld og samvittighed, men hun havde jo ret. ”Sandt.. din handling var skyld i mit valgt,” medgav han i en lavmælt tone, som han betragtede madrassen under dem. De kunne jo også godt bare tale det igennem, nu hvor de endelig var sammen igen, for det kunne han jo også godt mærke på hende at hun havde brug for og at hun ønskede. At få det hele ud af verdenen, hvilket vel også var til deres begges bedste?
At Chryseis allerede elskede stedet, var noget som virkelig måtte glæde ham, for det gjorde ham glad at han kunne vise hende noget af sin verden og at hun så også kunne lide det, selvom at der ikke var noget grønt heroppe overhovedet, medmindre man havde taget noget med sig fra Jorden, men på den anden side så var dette sted også kun beregnet til englene, paladinerne og lysvæsnerne, så det var jo ikke fordi at de havde brug for noget grønt, kun lyset. I øjeblikket befandt de sig på selve Himmelpladsen, som udgjorde centrum af Himmeriget. Han gik roligt hen til det store springvand, der præcis var midten af Himmeriget. At hun nærmest måtte kravle rundt på ham for at få det hele med fik ham til at smile muntert. ”Chryseis! Lig nu stille!” svarede han lettere leende, som han slap en munter latter. Hun var og blev virkelig ivrig! Men det glædede ham virkelig også kun! ”Tja.. jeg kan godt vise dig det som er værd at se,” svarede han stilfærdigt og smilede skævt til hende. ”Lige nu befinder du dig på Himmelpladsen og springvandet lige her, er midten af hele dette univers. Det siges at hvis du drikker af vandet, så bliver du fyldt med held. Andre bruger den også som ønskebrønd,” fortalte han stilfærdigt, som han satte sig på den brede stenkant lavet af marmor, inden han vendte blikket ned mod det smukke og klare vand, hvor der lå mange forskellige mønter dernede. ”Vil du prøve?” spurgte han roligt. Han vidste ikke om hun var af den direkte overtroiske type, selvom han vidste at det ikke var alle som fik sine ønsker opfyldt, ikke med det samme i hvert fald, men med tiden gjorde de vel nok? Alle der havde troen på ham og hans far blev velsignet uanset, når de havde brug for det, så vandet var faktisk overflødigt, men det gjorde ham nu intet, for det var godt at have en tro man kunne klamre sig til.

[Deleted]

Bare alene den tanke om det som måtte ramme Melchior på grund af dette, var noget som direkte måtte skræmme hende. Det var slet ikke en tanke som hun brød sig meget om, at skulle tænke på, men det var jo så bare det som man måtte tage med i den anden ende. Hun bed sig svagt i læben. Hun havde brug for at snakke med ham om det, få det hele ud og bare.. vide, at det hele faktisk var i skønneste orden, for hun var i den grad en definition af et jordbundet væsen. Hun var ramt af en kraftig samvittighed og den havde bare ikke forladt hende endnu, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det lige nu. Han havde tilgivet hende, men for hende, så var det bare.. ikke nok? Han havde blandet sig i de jordiske affærer og det måtte han ikke, så meget vidste hun jo. Hun nikkede blot stille til hans ord. ”Det ved jeg jo godt.. Undskyld.” Hun vendte endnu en gang blikket mod ham. Undskyld var ikke nok og hun vidste, at hun faktisk burde være død i den brand som havde ramt skoven. Hendes tid havde vel bare.. været forbi på sit vis? Hvad end om det nu var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være, når det endelig måtte komme til stykket, selvom det nu heller ikke var noget som hjalp hende det mindste lige nu. At hvile i hans arme, var faktisk en dejlig fornemmelse for hendes del. Det var rart og ikke mindst også meget betryggende, hvilket kun gjorde det til noget ganske særligt. Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde af hans beskyttelse og den varme som det måtte bringe hende. Hun måtte bare se det hele!
Hun ville da ikke undvære at skulle se noget af det som måtte hvile omkring hende, for det var virkelig et fantastisk syn allerede! Hun måtte dog tydeligt opgive sin klatrende på ham, for det var slet ikke noget som hjalp hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hun sukkede tydeligt og opgivende, som hun måtte falde tilbage i hans arme, hvor hun selv ikke kunne lade være med at grine eller smile, for det morede hende da lidt og det virkede da også til at han måtte more sig på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille mod ham og med det tydelige uskyldige smil, som hun krøb ganske roligt og pænt ind til ham igen. Hun nikkede, som hun tydeligt og ivrigt næsten måtte lytte til hans ord, som hun måtte vende sig mod springvandet, som måtte stå midt i det hele. Ikke fordi at det var noget som forundrede hende. Det var virkelig et utroligt sted, det måtte hun da ærligt sige! Hun smilede let for sig selv og vendte blikket mod ham, som han spurgte om hun ville prøve. Normalt var hun ikke decideret overtroisk, men hvorfor ikke bare.. leve sig lidt ind i det? Det kunne hun vel godt finde ud af? Hun nikkede. ”Det vil jeg meget gerne,” sagde hun med det samme muntre smil. Hun lagde hovedet tæt ved hans hals og ved hans skulder og vendte blikket mod vandet. Det var i sig selv, også noget af det klareste som hun nogensinde havde set! ”Her er virkelig smukt,” endte hun stille, som hun igen lod blikket søge omkring i området. Hun var i den grad fascineret af det, som hendes blik måtte falde på, for det var ganske enkelt ufattelig smukt!

[melchior]

Melchior kunne tydeligt mærke at Chryseis var ramt af skyld og samvittighed og det var ikke noget som glædede ham på nogen måde. Jo, hun havde gjort ham ondt dengang, men det var jo heller ikke fordi at han kunne leve med at være hævngerrig, for den type var han slet ikke. Han havde ikke turdet at opsøge hende, for han var vel bange for at hun var kommet videre? At hun ville snyde ham igen? Og det var jo faktisk en følelse som han stadig var bange for. Det havde gjort frygtelig ondt, for om man troede det eller ej, så var han ikke følelsesløs, han havde skam selv menneskelige følelser, det var jo netop guderne som menneskene havde alle følelserne fra; mod, kærlighed, jalousi, frygt, had, alle følelser var noget som hver en enkelt gud bidragede med og det var alle følelser som menneskene var blevet skabt med. Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Du skal ikke undskylde Chryseis. Det var mit valg, og dermed er dig mig som skal stå til regnskab af mit valg, ikke dig,” svarede han stilfærdigt. Hendes handling var selvfølgelig skyld i at han havde truffet det valg, men derfor var det jo ikke hendes skyld, for et sted kunne han jo bare have ladet vær med at falde for hende, selvom han vidste at det var lettere sagt end gjort, for ingen var herre over sine egne følelser og det var noget som han var udmærket godt klar over.
Det at Chryseis ikke kunne finde ro og dermed måtte kravle rundt på Melchior, var faktisk noget som han fandt direkte komisk, for hun var virkelig det som man kunne definere som en krudtugle! Han kunne virkelig ikke lade vær med at grine af det, men det så da ud til at hun ikke rigtig fik noget ud af det, hvilket vel også var grunden til at hun satte sig roligt tilbage igen? Hendes suk og opgivende mine, fik ham til at smile muntert. ”Du skal nok få lov til at se det hele Chrys, nu rolig!” bad han muntert, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Han nød virkelig at være sammen med hende, at holde om hende som han gjorde nu, for han havde faktisk savnet hendes selskab. At hun gerne ville prøve ønskebrønden var noget som faktisk måtte glæde ham, hvor han roligt tryllede en mønt frem, som han rakte hende. ”Her.. ønsk,” opfordrede han roligt og sendte hende et varmt smil. At hun puttede sig ind til ham, havde han intet imod, hvor han blot lod armene forblive omkring hendes krop, så han kunne holde hende tæt ind til sig, desuden vidste han at hun ikke selv kunne gå, for det var jo grunden til at han bar rundt med hende. Han nikkede roligt. ”Så sandt.. her er smukt,” endte han stilfærdigt. Det var ikke her at han opholdt sig mest, for han havde jo et andet sted han søgte til, et sted højere oppe end dette. Men han nød nu sine små visit her i Himmeriget. Han strøg hende blidt over håret, og fjernede nogle af hendes vildfarne lokker, som han strøg bag hendes ører, imens et kærligt smil hvilede på hans læber.

[Deleted]

Chryseis havde aldrig rigtigt fået det hele bebrejdet ordentligt og specielt med det faktum, at han havde valgt at vende hende ryggen fuldkommen, i stedet for at se på det budskab som hun havde forsøgt at sende ham; At hun havde haft desperat brug for hans hjælp. Hun havde altid holdt af ham, selvom hun havde haft en frygtelig mærkværdig måde at vise det på. Hun havde altid nydt deres stunder sammen når det endelig var sket og så var der gået denne forbandede lange tid før de havde set hinanden. Skyldfølelsen sad stadig som en sten i hendes bryst og den ville bare ikke forsvinde! Hun havde virkelig brug for, at de kunne snakke om det, selvom hun var elendig til den slags samtaler, hvilket vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen som helst? Specielt med den flyvske person som hun jo faktisk måtte være, så var det bestemt heller ikke nemt at være hende nu om dage. Skovene var brændt ned, hun havde ikke rigtigt noget sted at søge hen og hun vidste, at Himmeriget slet ikke var et sted hvor hun burde være. Han havde blandet sig i ting som han slet ikke skulle blande sig i, netop ved at redde hendes liv og hun var vel bange for konsekvenserne af det valg? ”Hvorfor gør det så stadig ondt?” spurgte hun stille som hun lod hånden søge mod hendes bryst. Hun forstod det bare ikke og det var hende direkte en frustration uden lige, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så havde hun det stadig elendigt med den tanke om det som hun havde gjort, selvom hun havde gjort hvad hun fandt som det bedste – Hun havde skubbet alt fra sig og så accepteret, at det var hende som skulle leve i hendes egen ensomhed.
At tænke på fortiden var nu heller ikke noget som Chryseis fik noget ud af. Nu hvor der var så skræmmende meget at se, så var det noget som kun fik det andet skubbet en anelse i baggrunden. Ikke fordi at det vel var noget som kunne forundre nogen, for det var jo bare sådan, at landet nu måtte ligge. Hun smilede stort, selvom hun måtte opgive at klatre rundt på ham og så længe, at han ikke blev sur, så var det også nemmere for hende, at finde sig en anelse til rette, selvom det hele var så nyt og det hele skulle i den grad også undersøges, så snart at hun var frisk nok til at kunne bevæge sig rundt selv! Hun vidste godt, at følelser for en mand som Melchior var hende skræmmende forbudt, men hun holdt virkelig af ham og havde altid gjort det. Som han måtte trylle en mønt frem til hende, så tog hun den selv med det største smil. Hun ønskede virkelig at blive bare en lille del af hans verden og hun regnede bestemt heller ikke med at komme herop igen, så var der heller ikke noget som helst, som hun kunne gøre ved det. Hun lukkede øjnene som hun lod begge hænderne falde om mønten så hun ikke tabte den. Hun ønskede i det indre. Et ønske som stod hendes hjerte meget nært. Et let kys tilfaldt mønten som hun holdt den ud over springvandet og slap den, hvor hun fulgte den med blikket, som den lavede et ganske svagt plask, for at søge mod bunden. Hun smilede stort og tydeligt for sig selv og puttede sig roligt ind til hans krop. Det var her at hun var i stand til at finde denne mærkværdige form for tryghed, også selvom hun var udmærket godt klar over, at det var noget så skræmmende forbudt som noget overhovedet kunne være.

[melchior]

Melchior kunne tydeligt mærke på Chryseis at der var noget som måtte plage hende, og han kunne godt regne ud at det var deres fortid som måtte gå hende så meget på, hvilket han ikke brød sig om, desuden så havde han jo også forklaret hende, at han havde tilgivet hende, at han ikke bar nag, for det kom han virkelig ikke nogen vegne med, desuden så var han heller ikke ligefrem den hævngerrige type. Han smilede mildt til hendes ord, hvor han roligt lagde sin hånd over hendes, som måtte hvile ved hendes bryst. ”Fordi du stadig føler skyld over det som skete,” forklarede han stilfærdigt, hvor han roligt tog omkring hendes hånd, som han gav et blidt klem. ”Men det behøver du virkelig ikke Chryseis. Jeg har allerede tilgivet dig for dine gerninger.. og dine valg dengang er noget som jeg allerede har accepteret,” lagde han roligt til. Sandt var det jo faktisk, for ellers havde han aldrig ladet hende se ham denne gang i skoven, for ellers var han forsvundet som alle de andre talrige gange, hvor hun kun lige havde kunnet fornemme ham, men aldrig set ham, for der havde han endnu været i gang med at tænke det hele igennem. Han var dog glad for at han denne gang havde ladet hende se ham, for ellers havde han jo aldrig siddet med hende her i sine arme, og så tilmed i Himmeriget, en verden hvor han selv måtte høre til, en verden som han jo vidste at hun brændte så meget for at se og kende til, og nu hvor hun var her, så var det også tydeligt at hun var utrolig rastløs, for han vidste jo godt at hun hurtigt blev rastløs, at hun ønskede at se det hele, være alle steder på en gang – hvis hun kunne. Og et sted måtte det også more ham, at hun var så vild, for hun gik virkelig under betegnelsen for at være en krudtugle! At hun dog valgte at blive siddende stille, var noget som faktisk måtte glæde ham, for hun kom jo ikke videre selvom hun var vild og ikke kunne sidde stille og det var jo heller ikke fordi at hun kunne gå selv, for det krævede virkelig langt mere hvile end de tre dage som var gået, der gik jo nok mindste nogle dage endnu. Det kom an på alt efter hvor hurtigt hun ville komme sig. Han betragtede hende ganske let, som hun valgte at tage møntet i sine hænder, som hun begyndte at ønske, hvor han tydeligt kunne mærke at hun måtte mene sit ønske. Hans safirblå funklende øjne fulgte let mønten, fra hun kyssede den til den måtte ende på bunden af springvandet, hvor man kunne se et utal af mange andre forskellige mønter i forskellige størrelser. Han slog roligt armene godt omkring hende, for at trykke hende blidt ind til sig. ”Hvad ønskede du?” spurgte han lettere nysgerrigt og en anelse drillende, for han vidste jo godt at sagnet sagde at ønsket ikke ville tælle, hvis man sagde det højt. Det ændrede dog ikke på det faktum at det faktisk gjorde ham nysgerrig på hvad hun ønskede sig, men på den anden side, så følte han heller ikke helt for at vide det, for det var hendes ønske, som han da håbede ville gå i opfyldelse for hende.

[Deleted]

Chryseis var virkelig præget af sine mange følelser og specielt når det måtte komme til Melchior. Hun havde altid holdt af ham på denne her måde, og det havde virkelig gjort ondt alene den tanke at han slet ikke ville vedkendes hende. At vide, at hun havde såret ham så meget, var noget som stadig måtte gøre fyrstelig ondt, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, for hun havde virkelig selv bedt om det. Som han lagde hånden over hendes ved hendes bryst, så vendte hun blikket direkte op mod ham. Hun havde brug for at snakke om det.. alle disse menneskelige følelser var hun jo heller ikke vant til, og det var noget som faktisk kun måtte skræmme hende langt mere end det som godt var for en i hendes situation, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig let i læben og vendte blikket stille op mod hans blik. Det var i sig selv, forbandet sjældent, at hun var så usikker som det hun kunne virke lige nu, men alle disse følelser.. det var virkelig noget af det værste, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre med dem. ”Jamen…” Hun sukkede næsten hjælpeløst og vendte blikket stile ned mod vandet foran hende i det lille springvand. ”Du har tilgivet det, du har accepteret det, og så… det gør stadig ondt..” sagde hun stille. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham. Tvært imod, så var det noget af det sidste som hun ville!
At blive bare en lille del af hans verden og have muligheden for at se den, var virkelig noget af det bedste som kunne ske hende, også selvom hun vidste, at hun burde være død efter den store skovbrand. Uden skov, så kunne hun eksistere, selvom han havde bragt hende herop, hvor hun slet ikke var afhængig af skoven eller naturen på helt den samme måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som hun måtte ønske og smide mønten ned i vandet, så blev hun siddende og med det store smil. Det var bestemt heller ikke fordi at hun kunne rende rundt nogen steder selv, for hun var vel et sted afhængig af, at han gad rende rundt og bære på hende, for hendes ben ville jo stadig knække fuldstændig sammen under hende! En tanke som hun faktisk måtte være en anelse frustreret over, selvom det virkelig var rart at sidde med ham. Hun grinte ganske let og vendte sig mod ham. ”Det vil jeg da ikke sige!” sagde hun muntert. Det ville i så fald ikke gå i opfyldelse! At han havde lagt armene om hende, så gjorde det jo kun det hele så meget bedre, også for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun satte sig umådelig godt til rette i hans trygge favn, for den var varm og den var i den grad også dejlig beskyttende, også set i hendes øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun sukkede dæmpet og med det stille smil på læben, som hun lukkede øjnene let. ”Du skal nok få det at vide.. Når det sker,” sagde hun stilfærdigt. Hun vendte blikket roligt mod ham og med den rolige mine. Hvis han var så nysgerrig, også selvom hendes ønske faktisk måtte handle om ham; Hun ønskede at få ordnet op, finde den fred som hun havde haft dengang, men som var så langt væk lige for øjeblikket. Det var rart at sidde sammen med ham, selvom det stadig måtte være bare en anelse.. akavet?

[melchior]

Skylden som Chryseis måtte føle var noget som også Melchior kunne, for han var i stand til at kunne føle, mærke, høre og se alle levendes som levende dødes følelser, netop fordi han stod som den Øverste Ærkeengel. Og fordi han stod som den øverste ærkeengel, så burde han slet ikke have hjulpet hende, reddet hende eller noget lignende, han burde slet ikke have blandet sig i de jordiske affærer, derfor skulle det faktisk ikke undre ham hvis han stod til en straf, når han da engang vendte hjem til Det Høje, hvor hans far måtte leve og befinde sig. Men det var naturligvis ikke noget som han ville indvie eller fortælle til Chryseis, for.. ja så ville hun jo nok føle en større skyld, fordi han jo faktisk ville blive straffet på grund af hende – sådan ville hun nok se på det, for det var hans eget valg, så det var hans valg han blev straffet på grund af, og at hans valg så bare indebar Chryseis, ja.. det var jo derfor han faktisk havde blandet sig, fordi hun havde været døende, og måske han kunne finde et lillebitte smuthul, for hun var trods alt en skovånd. Og ånderne var jo også noget som folket havde sin tro til! Men han var ikke helt sikker, dog ville han ikke gøre modstand, for han stod som den retfærdige iblandt guderne, for at genoprette balancen og.. så måtte han tage sin straf hvis det blev nødvendigt, for han vidste godt at han faktisk havde brudt reglerne og gået imod hans far, nøjagtig som Lucifer gjorde det. Han strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes smukke ansigt. ”Du har stadig ondt, fordi du stadig føler skyld,” svarede han stilfærdigt, som han roligt trykkede hende ind til sig. ”Men min kære, skylden må du ej lade dig gå på, du er tilgivet, glem fortiden, som desuden også fandt sted for flere tider tilbage,” endte han roligt og dog stilfærdigt, som han sendte hende et beroligende smil. Alle de følelser som hun dengang havde sat i ham, var noget som han ikke kunne glemme, så det at lægge fortiden bag sig var faktisk lettere sagt end gjort, selv for hans vedkomne og han vidste det jo godt, så han betvivlede ikke at det ville blive svært for hendes vedkomne hellere, men det gjaldt vel bare om at snakke om tingene, tilgive hinanden og så bare tænke på de gode ting de havde været igennem? Det var jo faktisk det som han valgte at gøre. Hendes ønske som hun ikke ville fortælle ham gjorde ham egentlig ikke noget, for han vidste godt at det i så fald ikke ville gå i opfyldelse. Det var hans far som kunne høre enhver persons ønske som måtte have troen på ham og til tider kunne Melchior selv høre dem, hvis de ønsker gik ind på hans område, som hvis soldaterne ønskede til at overleve en krig, et slag, eller noget andet som han stod for. Men.. hendes ønske måtte ikke omhandle noget på hans område, selvom det faktisk heller ikke undrede ham. ”Udmærket,” endte han med et tydeligt tilfreds smil, som hun ville fortælle ham det, hvis det gik i opfyldelse, han så ganske roligt omkring, som blikket faldt på de mange omgivelser. Ville hun se mere, så var hun jo faktisk afhængig af ham, for hun kunne jo ikke selv gå rundt. ”Nå.. vil du se mere?” spurgte han med et muntert smil, selvom han var sikker på at han allerede kendte til svaret.

[Deleted]

Chryseis var virkelig ikke vant til alle disse følelser og nu hvor han havde valgt at tilgive hende, så var det bare brudt op i hende. Hun kunne mærke, føle og fornemme det brænde i hendes hjerte og hun vidste slet ikke hvad fanden hun skulle gøre, for hun følte slet ikke at det at tilgive var godt nok.. Det hvilede der jo stadig, selvom det virkelig var så frygtelig mange år siden, så ændrede det jo ikke på, at det jo var sket alligevel af den grund. Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun kendte udmærket godt til de mange regler som var, og hun var sikker på at mange af dem, også var blevet langt mere skærpet end dengang. Nu var det jo heller ikke fordi at hun havde haft det vildeste med Himmeriget at gøre, for hun havde aldrig haft muligheden og efter det som hun havde gjort, så var det heller ikke noget som forundrede hende, for hun var jo bare.. Chryseis? En simpel skovånd som kunne erstattes med det samme, hvis det endelig var det som man skulle tage fat i. ”Det ændre jo stadig ikke noget,” påpegede hun næsten forsigtigt. Nej, hun ønskede ikke flere skænderier. Hun havde fortalt ham omkring det barn som hun havde valgt at slå ihjel, selvom arrene stadig var skjulte. Det var ikke noget som hun havde vist til nogen som helst. Det råb om hjælp havde han aldrig set, hvilket hun faktisk var ked af. ”Det er ikke nok at tilgive.. altid..” mumlede hun stille, som hun stille vendte blikket mod hendes bryst, for ja, det gjorde virkelig ondt at skulle tænke på!
Ønsket havde bestemt ikke noget med krigen på jorden at gøre, soldaterne og andet som bragte smerte, sorg eller noget i den stil med sig, for det var slet ikke noget som hun ville have det mindste med at gøre. Nej, hendes ønske var personligt – meget endda, så det var nok noget som han skule få at vide, når det endelig ville være gået i den rigtige retning. Hun satte sig tæt ind til ham, for han var så dejlig varm og tryg at sidde ved og det var noget som hun i den grad også godt kunne lide, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af overhovedet. Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun smilede et let smil, som hun selv kunne høre hans hjerte slå. Og i og med, at han endnu ikke havde afvist hende og faktisk reddet hendes liv, så havde hun vel også gjort sig tanker om, at det var noget som ville koste temmelig væmmelig dyrt for ham i den anden ende, for han havde netop gjort det som hun vidste at folk af hans kaliber på ingen måde måtte gøre; At blande sig. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg vil gerne have, at du viser mig det, som er det fineste som Himmeriget har at byde på,” sagde hun stilfærdigt. Hun ønskede jo faktisk at se det hele, men hun vidste at det slet ikke ville være muligt på denne måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Armene slog hun ganske stille omkring hans nakke igen. Han kunne jo heller ikke rende rundt og slæbe på hende hele dagen og han havde sikkert meget andet at lave end at rende rundt med hende – ligesom han altid havde haft det, så var det heller ikke noget som hun sagde det mindste til, for det havde hun bestemt heller ikke retten til i den anden ende. Hun holdt vel et sted stadig meget af ham?

[melchior]

Det at Melchior endelig kunne vise Chryseis Himmeriget var faktisk noget som måtte glæde ham, for han havde altid gerne villet vise hende den verden som han var en del af, for det var jo faktisk ikke her at han opholdt sig særlig meget, men han kom her til tider for at sprede fred og harmoni, selvom at de to ting som oftest hvilede her i Himmeriget, for her kunne intet ondt trænge ind, her kunne intet ondt komme til, ikke uden at gå døden i møde vel at mærke, for kun de med et rent hjerte og som kunne tåle sollyset og varmen kunne komme hertil. I den første tid hvor han havde mødt Chryseis og faktisk også forelsket sig i hende, havde han ikke haft muligheden for at tage hende med sig hertil, da det havde været forbudt, men de regler var blevet noget mildere, for mange af de levende væsner blev faktisk bragt herop, hvilket som sådan heller ikke gjorde ham noget, for ondskaben kunne jo ikke komme hertil, så han frygtede skam ikke for de besøgende. Men nu hvor hun var her, så havde han skam også tænkt sig at vise hende det hele! Desuden havde hun jo også været utrolig ivrig efter at se mere, hun havde jo faktisk knap kunne sidde stille af den grund, noget som faktisk måtte more ham gevaldigt! At hun så ikke var i det bedste humør længere var noget som han tydeligt havde lagt mærke til, hvor han betragtede hende med en kort undren, for han forstod ikke helt hvorfor hun stadig havde ondt, ikke når han havde tilgivet hende for hendes handlinger. Han lod hovedet søge en anelse på sned, uden at han tog blikket fra hende. ”Chryseis, sket er sket, det er noget som ikke engang Gud har kræfter til at lave om på,” svarede han stilfærdigt, uden at han så væk fra hende. ”Du kan ikke lave om på det, uanset hvor meget du så end ønsker det. Desuden så har jeg ikke kun dårlige minder fra dengang, hvilket jeg tvivler på at du kun har?” Hun kendte jo lige såvel til de gode minder som han selv gjorde, så det var vel bare at huske dem frem for de dårlige? Han vidste jo så godt at de dårlige måtte spille godt ind for hendes del, for det var vel det som var galt? At hun havde gjort ham ondt på den måde? Måske hun følte mere skyld, nu hvor han faktisk havde reddet hende liv og hun ikke følte hun fortjente det? Det var svært at tyde, men han var faktisk ligeglad med hvad der ventede ham, for han fortrød ikke sit valg, han fortrød ikke at han havde reddet hende. Han smilede til hendes ord. ”Udmærket,” endte han muntert, som han roligt rejste sig, da hun havde slået armene omkring hans nakke igen, hvor han vendte kursen mod de mange store templer som man kunne se i horisonten på det som mindede om en bakketop bare af skyer i stedet for. De var store og prægtige, lavet af lys mursten med de guldbelagte tagsten, de mange store og prægtige søjler som var udsmykket og med flotte mønstre, hvor det indvendige var mindst lige så imponerende som det ydre måtte være. Han vendte roligt blikket mod Chryseis, som han plantede et kys ved hendes tinding. ”Du skal ikke have det så dårligt Chryseis, det gjorde måske ondt dengang, men.. det var måske bare skæbnen at det skulle ske.” Han trak svagt på skuldrene og sendte hende et opmuntrende smil. ”Desuden er det gamle jo ikke helt mistet, for.. vi er jo her nu.”

[Deleted]

Chryseis var af den type som kun sad inde med en følelse af gangen. Hun var slet ikke god til det, men denne gang så havde det virkelig vendt på en tallerken. Hun havde altid drømt om at se Himmeriget og nu hvor muligheden var der, så ville hun i den grad også have lov til at skulle nyde det og med alt hvad det måtte indebære! Hun havde virkelig været rigtig glad for Melchior tilbage dengang, hun havde gjort ham uret og hun følte stadig ikke, at hun var blevet straffet for det, hvilket i den grad også var noget af det som gjorde det hele så mange gange værre, også set i hendes øjne, for hun brød sig bestemt ikke om den følelse som hun måtte sidde igen med på denne her måde, det var helt sikkert! De havde ikke fået snakket om det, hun følte egentlig bare, at han fejede det af vejen og tilgav hende.. Var det virkelig så enkelt? Eller var det bare hende som skulle gøre det så forbandet besværligt? ”Jamen..” Hun sukkede stille og bed sig i læben. Hun hadet virkelig når hun endelig skulle være så trist til mode, for.. det var jo bare ikke hende! Hun vendte blikket omkring sig. Hun kunne næsten gætte sig til at alle her i himlen måtte vide, hvad det egentlig var, at hun havde gjort imod ham dengang og hun havde det virkelig dårligt med tanken! Hun havde vel egentlig bare håbet på, at han kunne gætte sig frem til det som hun havde ønsket at vise ham? At der var noget rivende galt, selvom det bestemt heller ikke var gået sådan. ”N-nej, men..” Hun vendte blikket mod ham. Minderne var bestemt heller ikke dårlige! Tvært imod, så havde hun nydt når de havde siddet sammen, set solen gå ned eller stå op.. Men det havde ændret sig markant på ingen tid. Hun havde gjort ham uret, hun havde gjort noget af det værste, hvis ikke det værste som en jordbunden kunne gøre! Ja, hun følte virkelig ikke at hun havde fortjent den chance til, som han havde skænket hende, netop ved at redde hende fra den nedbrændte skov og ved at rive hende op af bækken, selvom hun virkelig brændt inde med frygten for at det ikke var Himlen som hun ville komme til.. men det andet sted, hvilket kun fik hende til at gyse. Hun tav helt, da han valgte at bære hende med sig væk fra springvandet og videre op mod ’bakketoppen’ af rene skyer. Hun så sig stadig vidt omkring, for hun ville da slet ikke undvære noget som helst! Hun ville da se det hele, for hun troede ikke på, at det var en mulighed som måtte tilfalde hende på et senere tidspunkt. At han kunne virke så munter, var heller ikke noget som gav det mindste mening for hende, ofr det var jo slet ikke noget som man kunne bruge til noget som helst! Kysset mod hendes tinding, var noget som snildt rev hende ud af sine egne tanker. Det var slet ikke hende at være så nedtrygt, men det var hun nu alligevel. Hun blinkede let med øjnene.. Skæbnen? I så fald, så burde hun jo slet ikke være her! Hun trak på skuldrene. ”Du ved godt, at jeg slet ikke burde være her i udgangspunktet, Melchior.. Måske at det var skæbnen, men.. det gør stadig ondt.. meget ondt..” prøvede hun endnu en gang. Et sted så regnede hun vel egentlig heller ikke med, at han ville forstå hende? Hun vendte blikket omkring sig. Det var virkelig noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set. Hun sukkede og rystede så bare på hovedet. Hun følte slet ikke at hun fortjente den tilgivelse som han bare havde givet hende, som havde det været ingenting.