Safe in heaven

[melchior]

Kaosset hvilede virkelig på Jorden for tiden. Procias var et stort oprør, som havde spredt sig til Manjarno. Det var faktisk kun et spørgsmål om tid, inden det også ville ramme Dvasias, for det var mere end tydeligt at folket ikke nærede tro til Jaqia, fordi de mente at hun var svag, hun havde gjort landet kvindedominant, hvilket faktisk måtte være noget så imponerende! Men af den grund viste hun sig som svag ved at støtte sig op ad sine brødre, for hvorfor havde hun gjort landet kvindedominant, hvis hun ikke kunne klare sig selv uden en mand? Det var de spørgsmål som måtte gå igennem folket i Dvasias’ hoveder. Det hele var et stort kaos, men der var dog ingen tvivl om at det hele nok skulle ordne sig. Regeringen i Manjarno gjorde en masse for at holde oprøret nede, oprøret i Procias ville falde, når den rette regent indtrådte tronen og desværre skulle det først til at begynde i Dvasias, men landet var stærkt, så der var ingen tvivl om at det nok skulle gå – det var i hvert fald hvad Melchior kunne føle, for hans følelser var forbundet til folket og naturen på Jorden, dog var det ikke tanker som han måtte tænke over i øjeblikket, for i øjeblikket var han faktisk fuldstændig ligeglad med hvad der skete på Jorden, netop fordi han vidste at det hele nok skulle gå, men hvad han var bekymret for var Chryseis. Skoven var brændt ned, hvilket var noget som havde taget hårdt på hendes kræfter. Hun havde været døende og hun havde været død, hvis han ikke var kommet forbi og fisket hende op af bækken. Han havde ført hende til Himmeriget, hvor han havde placeret hende på et værelse – hendes værelse – hvor han havde indrettet det specielt for hendes skyld. Han havde fået en masse planter ind, både små træer, blomster og planter, så naturen var de fleste steder. Selve sengen var også lavet af et godt og solidt træ, som ville kunne bringe hende energi. Hun havde sovet i flere dage efterhånden, hvilket kun var et tegn på at hun havde været døende, men han vidste at hun var på vej til at genfinde sin styrke, for hun trak vejret, desuden havde han reddet hende ved at føre hende herop til Himmeriget, for her var hun ikke forbundet til noget som foregik på Jorden, med andre ord, så var hun i sikkerhed heroppe. Så havde han jo også endelig muligheden for at vise hende noget af den verden han levede i, for han havde jo aldrig fået hende taget med herop, selvom reglerne også havde været noget barske før i tiden – helt tilbage til dengang han havde mødt hende. Hun boede i en afdeling, hvor hendes værelse vente ud mod solen, så den skinnede derind døgnet rundt. Han selv var i øjeblikket på vej ned mod hendes værelse, som han havde været rundt omkring for at skabe ro i Himmeriget, for englene, lysvæsnerne og paladinerne havde været ganske urolige på grund af oprøret og kaosset på Jorden, men han havde da fået dem beroliget så meget han kunne. Han bankede ganske let på døren i tilfælde af at hun nu var vågnet i den tid han ikke havde været der, inden han forsigtigt tog i dørhåndtaget for at lade døren gå op og træde ind på hendes værelse.

[Deleted]

Chryseis havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan det stod til på jorden eller i de andre lande. Hvad hun dog havde fundet ud af, da hun havde åbnet øjnene første gang, var at selv dem som boede heroppe, var bekymrede og urolige, hvilket kun måtte fortælle hende, at den måtte være helt gal! Det grønne værelse og de mange planter og den flotte vegetation som hun havde fået herind, var kun noget som havde fået hende til at smile, for hun elskede og forgudede virkelig den grønne farve. Et smukt tegn på Guds skaberværk og alene tanken om at hun faktisk måtte være temmelig tæt på ham, var noget som et sted, næsten kunne gøre hende en smule ivrig, hvilket hun var udmærket godt klar over i den anden ende. Hun var ikke rigtigt kommet ud af sengen endnu. Hun havde ligget vågen i det som vel måtte være en time eller to? Det kraftige lys og de så mange stemmer som alligevel var så blide og syngende, så kunne det vel også kun være Himmeriget som hun var kommet til? Hun var gledet hen i en besvimelsestilstand, da Melchior havde bragt hende med sig fra bækken af. Alene den tanke om at hun faktisk havde været i vandet, havde været iskold og ikke havde været i stand til at finde nogen som helst former for varme, var noget som i sig selv, faktisk måtte skræmme hende. Nu havde hun det faktisk udmærket. Hun havde måske en mindre hovedpine, men hun havde vel også ligget her i lang tid? Hun lå stille i sengen og betragtede de grønne planter. Hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde set noget så grønt og så flot som dette, for det som hun havde set, var jo brændt ned til afgrunden og uden at nogen ville kunne gøre noget som helst ved det, hvad end om det var noget som de ville det eller ikke. Sengen var blød.. Det var jo heller ikke fordi at hun var vant til at have en seng at sove i, i det hele taget. Hun sov hvor hun kunne komme til det, når hun hvilede og tillod sig det, ofr det var et stressende arbejde, at skulle sørge for en hel skov! De små og lette bank på døren, var noget som fik hende til at vende hovedet mod døren. Hun var helt tør i halsen nu hvor hun mærkede efter, men det var vel heller ikke underligt når hun havde sovet i så lang tid! Hun trak vejret dybt, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile, som han måtte træde indenfor. ”Der har vi jo min redningsmand,” hviskede hun med en mindre hæs stemme. Hun satte hænderne en anelse ned i sengen og trak sig op af sin pude. Det var virkelig rart.. så det var sådan at det føles at have en seng at ligge i? Det var da klart en tanke som hun slet ikke var vant til. Hun var på bedringens vej og igen, så var det alt sammen takket være Melchior, så hun skyldte ham vel for det hele? Han var kommet hende til redningen, fisket hende op af bækken og prøvet at holde hende varm, samt det at han havde formået at få hende væk fra det som hun var bundet af og få hende i sikkerhed. Hun lagde sig stille tilbage, også bare for at finde muligheden for at slappe af, for det var bestemt også noget som hun havde brug for efterhånden.

[melchior]

At se Guds, Melchiors egen fars værk blive fuldstændig ødelagt på noget der svarede til en brøkdel af et sekund i forhold til hvor længe det havde stået der, var noget som virkelig kunne gøre ham stiktosset! Hvem der kunne finde på at ødelægge noget så pragtfuldt som skoven selv, kunne han virkelig ikke forstå, for det var noget som ikke bare stod og så smuk ud, men som også var hjemmet for mange af dyrene, elverne, druiderne og nogle af lysvæsnerne og så de folk som havde valgt at søge derud. At ødelægge skoven var noget som havde bragt mange folk og dyrs liv i fare og mange havde været nødsaget til at forlade landet, selvom at oprøret ikke ligefrem gjorde det bedre, for det var næsten blevet farligt at bo i landet, med alle de folk som have gjort oprør imod kongehuset og tilmed de mange mørkevæsner som var kommet til landet. Det var trist at se på det flotte værk af Procias synke fuldstændig i grus, men det var vel bare et spørgsmål om tid? Et spørgsmål om tid, inden den retmæssige regent indtrådte sin plads og ledte Procias til endnu en storhed? Det land var et af de få som virkelig kunne komme langt, det kunne alle lande, hvis de ikke hele tiden brugte kræfter og ressourcer på at bekrige hinanden! Det var næsten synd at se hvert land trække hinanden ned, fordi enten folket eller kongehuset var utilfredse, men han havde på fornemmelsen at det hele nok skulle gå tilbage i sin balance igen, når tiden naturligvis var inde til det. Det var heller ikke landene der som sådan bekymrede ham, det var hvad det gjorde mod folket og alle de uskyldige, og i øjeblikket var det specielt Chryseis som han måtte være bekymret for. Hun havde været bevidstløs i flere dage efterhånden, men han vidste at hun nok skulle få det bedre, for hun havde ikke vist tegn til andet. De safirblå øjne faldt med det samme på hendes skikkelse, da han trådte ind i værelset, hvor et muntert smil gled over hans læber, som al bekymring forlod hans ansigt, nu hvor hun var kommet til sig selv igen og lå vågen i sengen. Han bar en form for hvid robe der blev holdt samen med et guldreb, som dækkede hans ene side af det muskuløse bryst, hvor den anden side var bar og med masser af plads til de store hvide vinger. ”Chryseis!” Glæden lå tydeligt i hans stemme, for han kunne virkelig ikke være andet end glad for at hun var i sikkerhed! Han lukkede døren bag sig, hvor han gik hen imod hende, som hun satte sig op i sengen. Han havde dog godt lagt mærke til hendes hæse stemme, men det var der heller ikke noget at sige til, nu hvor hun ikke havde brugt den i flere dage. Han så hen mod døren der førte ud til badeværelset, som han åbnede. Selv badeværelset bar de grønne nuancer, for han vidste jo at det var den farve som hun holdt allermest af. Han fandt et glas frem i et af skabene, hvor han hældte vand op i det, inden han gik ud af badeværelset igen og hen mod Chryseis. ”Godmorgen min lille solstråle.” Han sendte hende et skævt smil, som han rakte hende glasset, inden han satte sig på sengen. ”Og hvordan har du det?” spurgte han roligt, denne gang med alvor i tonen, for han ville være helt sikker på at hun havde det godt!

[Deleted]

Det var bestemt ikke Chryseis’ skyld, at det var gået så galt! Hun havde lovet ham at passe på, men også det at se Guds smukke og store skaberværk styrte i grus på den måde, fordi at folk var sure på hinanden, var slet ikke noget som hun forstod sig det mindste på. Direkte så var hun ikke i kontakt med særlig mange af de menneskelige følelser, selvom hun sagtens kunne mærke sorg, vrede, had, glæde og jalousi, samt den panik som hun havde været ramt af, da hun havde set skoven brænde for øjnene af hende, uden at hun kunne gøre det mindste for at forhindre det. Folk og dyr var flygtet, det var ikke en mulighed som hun havde haft, for hun var bundet til det sted. Nok ikke mere, eftersom hun befandt sig i en helt anden dimension, men det var virkelig også det som måtte redde hendes liv lige for øjeblikket, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun betragtede stille Melchior som han var kommet ind på hendes værelse. Lige hvor hun var, var hun ikke helt sikker på, for det var for grønt og for naturligt til at kunne være døden, det var hun overbevist om! Hvad der var sket efter hun var gledet hen i besvimelsen i hans arme, var hende ukendt, men hun var vågen, hun havde det da på sit vis okay og det var alt sammen takket være ham, så selvfølgelig, var det jo noget som hun virkelig måtte være frygtelig glad for og ikke mindst utrolig taknemmelig for! Hvem den rette regent for Procias måtte være, det vidste hun ikke, men hun glædet sig virkelig til det hele måtte komme ordentlig på plads igen, for det at folk gik rundt for at slå hinanden ihjel, var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig synderlig meget om, det var der så sandelig heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. Hun trak vejret lettere dirrende og lagde sig stille tilbage i sengen. Umiddelbart kunne det lyde som om, at han var glad for at se hende, hvilket i den grad også var noget som hun virkelig måtte være glad for, for det varmede hende virkelig i det indre at skulle tænke på. Hun tog mere end glædeligt imod det vand som han måtte skænke hende, hvor hun fik glasset bundet mere eller mindre med det samme, for det var virkelig noget som gjorde godt. Hun sukkede stille og lagde sig tilbage i sengen og med blikket glidende mod hans skikkelse igen. Han måtte da have nok at se til i disse dage, ikke mindst også fordi at han jo faktisk havde brudt reglerne ved at hjælpe hende på denne her måde. Skoven ville komme igen før eller siden.. og med den, så fulgte en ny skovånd, det vidste de jo godt alle sammen. ”Jeg er.. træt,” begyndte hun stille. Hun havde jo sovet meget, så det var faktisk ikke noget som gav nogen som helst mening for hende! ”Men okay. Jeg har det faktisk fint.” Hun kunne jo godt fornemme hans alvor i stemmen, så hun gjorde vel også klogt i at skulle svare ham? Hun rakte glasset tilbage mod ham. ”Hvor længe har jeg været væk?” tilføjede hun. Hun måtte da have ligget der igennem et godt stykke tid? Lige hvad der var sket, var hun ukendt med. Hun var faktisk helt rundt på gulvet med hensyn til alt det som skete! Desuden.. så vidste hun jo godt, at dette hurtigt kunne få alvorlige konsekvenser. Han havde brudt reglerne.. men af hvilken grund?

[melchior]

Melchior vidste godt at han ikke burde have reddet hende, at han ikke burde have valgt personligt, for at smide alt hvad han havde haft i hænderne, for at komme hende til undsætning, men hvem kunne egentlig bebrejde ham? Han var en retfærdig sjæl og Chryseis havde ikke fortjent sådan en død, om hun så var skovånd eller ej. Der var ingen der fortjente sådan en død! Og han var trods alt gud for retfærdighed og krig, han blev betegnet som Ærkeenglen, men det var også ham som havde ført Guds tropper i krig mod Lucifer, det var ham som personligt smed ham i helvedet, hvor han blev spærret inde, og derfor var hans krigsguden, så han vidste godt hvordan krig blev ført og hvilket grufuldt syn det måtte være, for der var intet ædelt ved det, det var ikke heroisk, det var forfærdeligt og grusomt! Uanset hvem der havde været fanget i skoven, da den brændte, havde ikke fortjent en sådan død! Alle havde dog nået at flygte, foruden Chryseis, for hun var jo bundet til stedet, hvilket var noget som gjorde ekstra ondt. Han kunne ikke se at han havde gjort noget forkert i ved at redde denne uskyldige sjæl, uanset hvor knyttet de så end engang havde været og endnu var. De safirblå øjne betragtede hende ganske let, hvor et smil gled over hans læber, da hun bundede hele glasset. ”Det lyder godt,” endte han med en varm røst, hvor et skævt og dog lettet smil gled over hans læber. Hun var okay og havde det godt, hvilket også måtte være det eneste som egentlig betød noget for ham. Han slap en munter latter som hun sagde at hun var træt, hvor han lagde hånden mod hendes lår, dog over dynen, som han strøg ganske let. ”Du er træt fordi du har været døende, fordi du er utrolig meget svækket og fordi du ikke er i dine vante omgivelser,” forklarede han sandfærdigt, som han trykkede blidt omkring hendes lår, som havde det næsten været hendes hånd han havde holdt omkring. Det eneste der betød noget for ham, var at hun havde det godt. Han tog imod glasset, som han roligt stillede fra sig på natbordet, inden han vendte sin opmærksomhed imod hende igen. Tanken om at han kun lige havde reddet hende, var skræmmende, for hun havde virkelig været døende og hvad var der ikke sket, hvis han ikke var nået at dukke op? Jovist, hun havde været død, men.. hvad skulle han så gøre? Nu havde han brugt så lang tid på at forsøge at undgå hende og så kommer han endelig i kontakt med hende igen, og så skulle hun dø? Det var ikke noget som han kunne have med at gøre, for de havde jo ikke redt tingene helt ud fra sidst, han vidste slet ikke hvor de stod, eller hvor de kom til at stå. ”Tre dage,” fortalte han roligt, hvor han smilede mildt til hende. Hun havde faktisk været væk i utrolig lang tid, men det var til gengæld også forståeligt, for man kunne ikke ligefrem bebrejde hende, når hun trods alt havde været døden nær. Det havde været hende tiltrængt, så meget kunne han da fortælle. ”Men du er i sikkerhed nu.. du er i himmeriget,” lagde han roligt til, hvor hans undertone blot bekræftede at hun ikke havde noget at bekymre sig for, for det have hun netop ikke.

[Deleted]

Chryseis vidste udmærket godt, at Melchior slet ikke burde have gjort det som han havde gjort, men han havde nu alligevel gjort det. Det var heller ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen, for hun vidste, at hun bare ville blive erstattet med en ny så snart at skoven endnu en gang måtte være på plads, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Den tanke i sig selv, var også noget som gjorde noget så frygtelig ondt, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det? Livet gik sin gang, hun var fanget i skoven, fanget til det her liv og det var ikke noget som hun kunne forlade før hun ville gå døden i møde, og hvem vidste vel hvad der skete bagefter? Tanken skræmte hende virkelig, men at skulle vågne op på et værelse på denne måde, smuk som naturen selv, var da noget af det sidste som hun havde regnet med! Hun måtte da virkelig være kommet til himmelen på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun vendte blikket mod ham som hun selv ikke kunne lade være med at smile. Han havde altid gjort hende så veltilpas og nu stod de her endnu en gang, hvor han havde stået i valget om at lade naturen gå sin gang og lade hende dø, for så at lade hende blive erstattet så snart at skoven ville være tilbage på toppen igen, hvilket vel også måtte ske før eller siden. Hånden mod hendes lår, var nu heller ikke noget som hun kunne eller ville skjule det mindste, at hun faktisk godt kunne lide. Hun lod hånden stille søge til den, ikke fordi at hun ville have ham til at stoppe, men fordi at det faktisk var.. rart at han sad der og passet på hende. ”Så forstår jeg da bedre,” mumlede hun let for sig selv, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Hun havde det i den grad meget bedre nu end det som hun havde haft sidst hun havde været i en mere vågen tilstand. At hun havde været væk i 3 dage, var slet ikke noget som hun kunne forstå sig det mindste på! 3 dage?! Det var forbandet lang tid! Blikket nærmest chokeret som det måtte hvile på ham ved den besked om det. ”… 3 dage?” gentog hun næsten overrasket det var jo slet ikke noget som hun kunne forstå! Hun nikkede stille, hvor hun hurtigt endte med at skulle sætte sig op. ”Mener du det? Er jeg i Himmeriget?” spurgte hun næsten overrasket og med en næsten så ivrig stemme. Hvorfor havde han ikke bare fortalt hende det fra start af?! Hun havde jo altid ønsket at skulle komme herop og se hvordan det så ud heroppe, for det var også noget som hun havde brug for at vide! Den evige nysgerrighed på hvordan det måtte se ud heroppe, var virkelig noget af det som måtte præge hende og altid havde præget hende og nu sad hun her som hun gjorde det, så hun fandt det utrolig interessant! ”Hvorfor fortalte du mig ikke bare det?!” endte hun næsten fuldkommen ivrigt! Nærmest som hun var i fuld gang med at skulle komme ud af dynen og komme ned på gulvet, for hun skulle i den grad også ud for at skulle undersøge det hele og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok lige for øjeblikket! Hun svang benene ud over sengekanten og gjorde et hurtigt forsøg på at komme op, selvom det gik alt for hurtigt. Hendes ben endte nærmest med at kollapse helt under hende.

[melchior]

Det var længe at Chryseis havde været væk, men det havde i den grad også været tiltrængt og hun var slet ikke færdig med at hvile! Så meget kunne Melchior da konkludere! Han kendte mennesket utrolig godt, han kendte jo faktisk til alt hvad der måtte hvile på Jorden og havde mere eller mindre svar på alt, det var bare lige det med at forklare det og formulere det som var svært, men derfor vidste han også godt at hun slet ikke var frisk nok til at komme ud af sengen endnu, selvom hun vel ville stille sig utilfreds med den konstatering? Hun var jo og blev en krudtugle, hun kunne ikke sidde stille, hun kunne ikke holde sig i ro, ikke af længere tid, for så blev hun rastløs, men hun måtte jo bare forstå at det var vigtigt at hun hvilede og så kunne hun jo altid komme ud og se det hele bagefter. At hun var overrasket over at hun havde lagt her i de tre dage, var ikke noget som sådan forundrede ham, for han forstod hende skam godt. Han nikkede ganske roligt. ”Nemlig.. 3 dage, hverken mere eller mindre,” fortalte han sandfærdigt, for der var jo ingen grund til at lyve, faktisk kunne han ikke lyve, for han var bundet til at fortælle sandheden, selvom at han også fandt det bedst på den måde, for det var med sandheden at man kom længst, om den så gjorde ondt eller ej, men hvorfor skulle man lyve og derved gøre ting som man ikke havde lyst til? Så var det hellere vigtigere at man fik sagt hvad man følte og var ærlig, så man ikke skulle indrette sig efter andres meninger og lyster, men hvad man selv havde lyst til, det var om ikke andet sådan at han så på det, men han vidste skam godt at det ikke var tilfældet, for det var bestemt ikke sådan at alle måtte tænke, mange – de fleste – tilpassede sig andre, gjorde som de sagde fordi at de ikke ville såre personerne, men i hans øjne var det virkelig forkert! At hun spurgte ind til Himmeriget og så med den iver i stemmen, var noget som fik den røde alarm til at ringe, for hun skulle vel ikke til at rejse sig, skulle hun? Han kneb øjnene let sammen, som han betragtede hende nøje og sagte. Desværre havde han haft ret, hvor han blot så til, som hun trak dynen væk, svang benene ud over sengekanten og skulle til at rejse sig, selvom han vidste at hun ville kollapse, for hun var slet ikke klar til at rejse sig! Han var der dog med det samme til at gribe hende, da hun knækkede sammen, så hun endte med at sidde helt tæt ind i hans favn, med hans arme omkring hendes. ”Rolig nu, vildbasse!” endte han med en munter tone, selvom han hurtigt blev alvorlig igen. ”Du er slet ikke klar til at rejse dig Chryseis. Din krop mangler stadig hvile, du var trods alt døden nær,” forklarede han stilfærdigt, som han lagde hende tilbage i sengen, hvor han puttede hende ganske blidt under dynen igen, inden han strøg hende blidt over håret. Han vidste godt at hun ikke havde lyst til at blive liggende i sengen, men det var bare nødvendigt! Han lagde sig ved siden af hende, hvor han strøg hende blidt over håret. ”Du får lov til at se det hele, når du er frisk igen,” lovede han hende, og han ville da gerne personligt vise hende det hele!

[Deleted]

Chryseis kunne virkelig ikke forstå at hun havde været væk så længe. Så havde hun vel virkelig haft brug for at skulle komme væk fra skoven? Været døden nær som det han havde fortalt hende, at hun havde været, selvom det slet ikke var en tanke som hun kunne forstå, for.. det gav jo slet ikke nogen mening! Hun vendte blikket stille mod ham. At han havde passet på hende som han havde gjort, var noget som virkelig måtte varme om hendes hjerte, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt, for.. det var der ikke nogen anden som havde gjort, også selvom hun vidste, at han slet ikke burde. Hun burde jo faktisk have været død, fået lov til at falde for en gangs skyld, hvilket hun var sikker på at Azrael måtte prise sig lykkelig for, så han var vel heller ikke i det blideste humør nu for tiden? Det var da noget som hun da om ikke andet, så næsten kunne gætte sig frem til. Svagt bed hun sig i læben. ”Det forstår jeg ikke..” mumlede hun stille. Hun kunne da ikke have sovet så længe og så stadig være så træt som det hun nu måtte være! Nej! Det var slet ikke noget som gav hende det mindste mening når det nu endelig måtte komme til stykket overhovedet! ”Jeg må have.. manglet det.” Hun tog sig let til hovedet. Det var end ikke noget som hun ville skjule for ham, for hun var virkelig taknemmelig for det som han havde gjort. Virkelig! For det var noget som faktisk havde en utrolig stor betydning for hende om det var i den grad også på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Alene tanken om at hun faktisk måtte befinde sig i Himmeriget var noget som direkte måtte gøre hende ivrig! Så havde hun da slet ikke tid til at skulle ligge der i sengen som det hun gjorde lige i øjeblikket! At han var hurtig og kunne nå at gribe hende inden, at hun ville ryge direkte i gulvet, for hun havde slet ikke regnet med at hendes ben ville kollapse på den måde, var noget som ikke gjorde hende noget, hvor hun endte tæt ind mod hans favn alligevel. Hånden gled direkte mod hans bryst, hvor hun så op på ham med en snert af irritation og frustration i blikket. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Jeg har ligget i sengen i flere dage!” beklagede hun sig og rystede så endeligt og stille på hovedet. Hun sukkede stille, som hun endnu en gang blev puttet, selvom det nu ikke var så slemt igen når Melchior lagde sig ved siden af hende. Det var jo heller ikke fordi at hun ville drive ham til vanvid, så han måske endte med slet ikke at opsøge hende, for.. det havde de jo været udsat for før og det var jo heller ikke fordi at de havde fået snakket det hele igennem endnu. De havde taget hul på det, hun var tilgivet, men.. hun følte bare ikke at den sag var helt ude af verden endnu. Hun sukkede igen og med en lettere irriteret brummen. ”Det er unfair..” mumlede hun stille, som hun endnu en gang stile måtte vende blikket op mod ham. Han kunne da ikke fortsætte med at holde hende i sengen? Det ville hun virkelig ikke være med til! Hun var i den grad alt for ivrig til alt det andet, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var da helt sikkert!

[melchior]

Det var skam forståeligt at Chryseis ønskede at komme ud af sengen, for hun havde jo lagt her for flere dage, desuden så var hun slet ikke typen som kunne finde ro til at blive liggende i sengen, Melchior var sikker på at det endte med at han bad hende om at blive, hvilket hun ville gøre det første korte stykke tid, indtil hun ville blive for rastløs og endnu engang ville ende med at rejse sig, hvis han da endte med at forlade hende, så han var vel tvunget til at være her? Så han var sikker på at hun fik den nødvendige søvn og hvile? Ikke fordi at han havde noget imod det, men han havde jo faktisk ikke alverdens tid til at blive her, for der var folk som havde brug for ham. Med noget så stort som et oprør i et land, hvor det var gået fuldstændig galt, for folk blev dræbt, selvom at de måtte kæmpe deres egen kamp, det var da i hvert fald hvad han normalt gik ind for, for måske at han sad blandt guderne, men hvorfor skulle han stoppe noget, som mennesket alligevel selv var i stand til? Det var deres egen skyld, de lå som de havde redt, dog var det ham utilgiveligt at de brændte skoven ned! Desuden, så var Procias den største kilde til Gud, for det var der de fleste måtte bo, de som faktisk havde den største tro på ham, for det var jo også i det land at nogle af de racer befandt sig, som kunne komme herop i Himmeriget, hvor han i øjeblikket måtte befinde sig. Han var dog bare nød til at være sikker på at Chryseis havde det godt, for andet tillod han virkelig ikke! Måske det var meningen at hun skulle have været død, men hun var en skovånd, noget som var større end et simpelt menneske og det var uacceptabelt at brænde noget så prægtigt ned som skoven, for det var trods alt her, at de fleste havde boet, elverne, nogle af lysvæsnerne, selv mange af dyrene havde boet der og de var alle sammen blev nødsaget til at flygte, selvom Chryseis ikke havde været i stand til det, for hvor skulle hun have flygtet hen? Desuden var hun bundet til skoven, så det var klart at hun ikke kunne forlade den. Det var også derfor at han havde taget hende med herop, hvor det ikke ville kunne ramme hende, hvor hun ville være i sikkerhed. At hun så var for ivrig for at komme ud og se det hele, var noget som måtte more ham, for hun var jo slet ikke rask nok til det! Han lod hende blot sidde ind til hans krop, hvor han strøg hende blidt over ryggen. At hun var utilfreds med det, vidste han godt, for så meget kunne han da godt gætte sig til, men der var desværre intet at gøre ved det. ”Og du bliver nød til at ligge her et stykke tid endnu Chryseis,” fastholdt han med en bestemt tone, for andet kom virkelig ikke på tale, han tillod virkelig ikke andet! Han strøg hende blidt over håret, som han havde fået hende puttet under dynen og lagt sig ved hendes side, hvor han sendte hende et mildt smil. ”Det er ikke unfair Chrys.. det er nødvendigt. Du kunne jo selv se at dine egne ben ikke engang kunne bære dig,” svarede han stilfærdigt. Han lænede sig frem og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Jeg beder dig kun om at hvile i et par dage, og så skal jeg nok vise dig det hele,” forsikrede han hende, som han smilede opmuntrende til hende.

[Deleted]

Chryseis havde aldrig nogensinde været den type som forholdt sig fuldkommen i ro. Hun var et væsen af skoven, hun var lige så vild som den rene natur og det var jo ikke bare roligt, men også det stik modsatte! Hun havde virkelig bare… brug for at opleve noget hvis hun kunne det og nu hvor hun var et andet sted end det som hun normalt ville have været. Nu hvor hun endelig måtte være i himmelen, så ønskede hun virkelig også at have lov til at undersøge det hele, også selvom det var hende tydeligt, at Melchior ikke var af helt den samme mening, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun sukkede indvendig og rystede så stille på hovedet. Hun ville jo uanset ikke få det mindste ud af, at skulle diskutere med ham på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun havde nu ikke noget imod hvis han blev ved hende, for.. så kunne hun vel godt holde sig bare en smule i sengen? Selvom hun nu var overbevist om at hun havde hvilet mere end nok i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham og med den næsten halvvejs frustrerende mine, for hun ønskede virkelig at opleve det nu hvor hun endelig havde muligheden for det! Hun havde jo ikke nogen anelse om hvornår at hun ville få denne her mulighed igen, så hvorfor ikke bare have lov til at nyde den mulighed nu hvor den endelig havde budt sig? ”Jamen..!” beklagede hun sig og skævede med en tydeligt irriteret mine ned mod sine ben, som hun måtte give dem hele skylden. Hun havde været i skoven igennem så skræmmende mange år og der var aldrig sket hende noget som helst på denne måde, der var aldrig nogensinde sket skoven noget som havde været så omfattende, at det faktisk kunne have kostet hende livet. Tanken om at hun faktisk burde have været død, var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At han nu lovede at vise hende det hele, var nu noget som hun måtte se frem til.. Hun ønskede faktisk mest af alt, at ligge der sammen med ham. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule, for det var bare sådan at det nu endelig måtte være i det store og hele. Hun lagde sig ind mod ham, for det var faktisk også der, at hun følte sig mest tryg og mest sikker. ”Jeg har ligget i sengen så længe allerede!!” Hun vendte blikket mod ham. Hun ville faktisk gerne ud og opleve lidt for en gangs skyld! For det var noget som hun praktisk talt havde brug for.. at se noget foruden den skov som hun kendte ud og ind som ikke ville stå mere alligevel! ”Et par dage er lang tid for en som mig, Melchior..” påpegede hun stille. Bare at holde hende stille i nogen minutter var jo svært nok fra før af! Hun trak vejret dybt og lagde hovedet ind mod ham. Hans duft og hans nærhed var noget som automatisk kunne formå at gøre hende rolig og det var faktisk en utrolig behagelig tanke. ”Kan du ikke bare bære mig rundt, så jeg kan se bare lidt?” spurgte hun stille, og dog næsten så tryglende alligevel. Hun var virkelig træt af at ligge ned og så længe, at hun var her i Himmeriget, så kunne han da heller ikke kræve af hende, at hun ville blive liggende? Han kendte hende jo bedre end det!

[melchior]

Det at holde Chryseis i sengen, vidste Melchior godt ville blive en umulighed i længden, for han vidste at hun ville blive rastløs, men mon det ikke ville hjælpe, hvis han blev hos hende? Sidst de havde været sammen, havde han jo også formået at få hende til at falde helt til ro, fordi hun havde siddet i hans favn og han i hendes. At det så skulle gå så galt at skoven skulle brændes ned, var ikke noget som han havde regnet med og han måtte indrømme at han ikke ønskede at Chryseis skulle lide sådan en død, det var der ingen som fortjente! Han lod de safirblå øjne betragte hende ganske let, imens et morende smil hvilede på hans læber, for han vidste godt at hun var utilfreds med resultatet, men det nyttede jo heller ikke at hun gik udenfor, når hendes ben slet ikke var i stand til at bære hende! Så var det vigtigt at hun fik den nødvendige hvile, så hun blev frisk og så kunne de jo altid gå ud senere, hvor han ville vise hende det hele, for sidst de havde været sammen og han havde tilbudt hende at vise hende himmeriget, havde hun jo været helt ivrig og nu hvor hun var her, var det kun klar at hun ønskede at komme udenfor og se det hele i stedet for at være fanget her på værelset, hvor han ville holde på hende. Hun mindede ham virkelig om et lille pigebarn der var utilfreds fordi hun ikke havde fået sin vilje, hvilket jo også var hvad hun var, foruden at hun ikke var en lille pige naturligvis. ”Jeg ved godt at det ikke er det som du vil Chryseis, men du kan jo ikke gå, når dine ben ikke kan bære dig, så hvordan vil du komme ud herfra?” spurgte han stilfærdigt. Når han først havde bestemt sig, så var han heller ikke til at rokke, specielt ikke hvis det var ved vigtigere ting, som hendes helbred, for så var han virkelig ligeglad med om hun så endte med at blive sur på ham! Han lyttede roligt til hendes ord, hvor han godt vidste at det var længe at holde på hende, specielt når hun var så rastløs og ivrig efter at se hvad der gemte sig heroppe i Himmeriget og han måtte indrømme at han kun var glad for at hun gerne ville se mere til hans verden, selvom han desværre ikke kunne tage hende med op i Det høje, hvor hans far måtte bo, for der var der ingen som var tilladt at komme foruden guderne. Han slap en munter latter, som hun ville have ham til at bære hende ud for at hun kunne se, hvilket også kun beviste at hun var ivrig efter at se mere. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord. ”Det kunne jeg.. men det får du ikke den nødvendige hvile af Chryseis,” svarede han stilfærdigt, som han smilede mildt til hende, inden han endnu engang måtte ryste smilende på hovedet. Han sukkede næsten opgivende og nikkede så kort og næsten medgivende. ”Jeg ved godt at jeg ikke kan holde på dig i flere dage, så hvis du hviler for et par timer, så kan vi se hvor godt det går og ellers så bærer jeg dig rundt.. okay?” spurgte han roligt. Så var han da gået på kompromis med hende, hvilket hun vel også måtte stille sig tilfreds med?

[Deleted]

Melchior havde vel ikke regnet med, at han kunne holde Chryseis i sengen nu hvor han så åbent havde fortalt, at hun var bragt til Himmeriget når det var det sted som hun havde ønsket at skulle se så brændende efter alt det som var sket? Så måtte han da virkelig tro om igen, for hun var og blev en forbandet nysgerrig person! Der havde skoven og det naturlige i den grad også sat sig sit præg på hende, for han var virkelig også den eneste som kunne få hende bare en smule rolig, en som kunne holde hende fra det punkt hvor hun gik hen og blev rastløs, holdt hende i sin favn og faktisk kunne få hende til at kærtegne for det var jo det som hun havde gjort med ham. Det som de havde haft dengang, var forbudt og hun vidste det godt. Så længe, at hun var så fastlåst til sit jordiske arbejde, så var der vel heller ikke nogen gud fra det høje som ville acceptere det? Specielt også fordi at han havde den plads i himlen som han måtte have det? Som den første ærkeengel? Hun måtte jo desværre erkende, at hun var en person som havde haft utrolig lang tid til at skulle tænke over tingene og det var ikke direkte ensbetydet med, at det var nogen god ting, for det var det bestemt heller ikke, så meget kunne hun jo glædeligt erkende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo trods alt også bare en sandhed på alle måder. Hun vendte blikket mod ham. At han blev liggende, var nu alligevel noget som hun kun måtte være noget så frygtelig glad for i den anden ende, for det var jo trods alt også noget som faktisk formåede at holde hende bare en anelse rolig, så det gav da kun et positivt udslag. Hun sukkede dæmpet og lagde hovedet tæt ved hans armhule, hvor hun kunne slå armen over hans bryst og mave, så hun havde noget at trykke sig ind til – Som havde han været en stor krammebamse, for han var også varm og dejlig at ligge ind til, så det var jo næsten det samme! ”Det ved jeg ikke.” mumlede hun til dels irriteret, for hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at være irriteret ved den tanke! ”Jeg kan da altid hvile bagefter!”” sagde hun næsten hurtigt og næsten helt ivrigt. Ikke fordi at hun ville skjule det, for hun kunne jo altid hvile når hun blev gammel! Selvom.. Ja, hun var jo ikke helt ung mere og hun vidste det jo godt, for hun havde vandret på jorden igennem så ufattelig mange år, at man skulle tro at det var løgn og hun havde heller aldrig nogensinde oplevet det faktum, at nogen havde gjort så stor en skade på naturen og det naturlige! Aldrig! At han var gået fra et par dage til et par timer, var bestemt heller ikke noget som hun skulle klage over på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme mine. Hun nikkede hurtigt og lagde sig til rette igen. ”Et par timer.. Det.. det kan jeg vidst godt klare!” sagde hun langt mere muntert, som pludseligt alt det negative endnu en gang havde forladt hende. Hun så sig rundt omkring i værelset. Det var virkelig som at vågne op i et paradis set i hendes øjne, for det var smut, det var lyst og det var så grønt og så frodigt og hun kunne jo ikke gøre noget andet end at elske det. Det var jo trods alt også med til at styrke hende i det store forløb.

[melchior]

Melchior vidste godt at det ville blive umuligt at få Chryseis til at blive her i flere dage, uden at hun kom ud fra værelset, men måtte blive liggende her i sengen, for hun var en person der hurtigt blev rastløs, når hun kunne få tiden til at gå med noget som var langt mere interessant, for hun lavede jo ikke noget ved bare at ligge her, men det var til gengæld også nødvendigt, for hun kunne slet ikke rejse sig, hendes ben havde jo kollapset under hende, så det var vidst kun godt at hun blev liggende for lidt endnu, hvor længe hun ville være om at blive frisk, vidste han ikke, for det havde været noget af et chok at se hele skoven blive brændt ned til grunden, hvilket havde efterladt hende til at være døende, så det var jo også derfor at hendes krop måtte være så udmattet og svækket som den var i øjeblikket, for den ville slet ikke være i stand til at holde hende oppe. Han lod hende blot putte sig ind til ham, som havde han været en kæmpe krammebamse, selvom at det nu heller ikke gjorde ham noget som sådan, for han nød at have hende liggende ind til sig, desuden så var han varm, så frøs hun ville hun da altid kunne finde varme ved ham, selvom hun vel var holdt op med at fryse igen? Hun var jo kommet i sikkerhed og var ved at komme til kræfterne igen, så hun var vel ved at være sig selv igen? Han slap en munter latter ved hendes ord og rystede smilende på hovedet af hende. ”Chryseis, du opfører dig som et lille barn!” Han vendte de safirblå øjne mod hende og rystede endnu engang på hovedet af hende, som han lo kort for sig selv. Hun var og blev virkelig umulig! Han var sikker på at, hvis han sagde at hun skulle hvile i flere dage, så ville hun drive ham til vanvid og hvis han så gik, så ville hun da bare selv stikke af, så snart hun kunne, for hun var vel egentlig villig til at gøre alt for at komme ud og se Himmeriget? Det glædede ham selvfølgelig at hun var ivrig efter at se det og faktisk gerne ville se noget af den verden som han var en del af, men han satte nu hendes helbred langt højere end det som han måtte gøre med noget andet! Han strøg hende blidt over håret, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, som hun virkede til at være tilfreds med hans kompromis. ”Udmærket, så siger vi kun for et par timer og så får du lov til at se det hele,” lovede han hende, hvor han smilede muntert til hende. Lyve kunne han ikke, så hun måtte jo tage ham på sit ord. Han lænede let hovedet forover for at kysse hende langtrukkent på håret, inden han lod sin ene arm glide omkring hende, så han kunne trykke hende blidt ind til sig og mærke at hun måtte være der, for så havde han hende jo alligevel lidt for sig selv, hvilket han bestemt heller ikke ville klage det mindste over! Så kunne han ligge og nyde tiden med hende, inden han ville vise hende det hele. ”Desuden, så glæder jeg mig til at vise dig, hvordan her ser ud,” svarede han stilfærdigt, som han smilede varmt til hende.

[Deleted]

Chryseis havde aldrig nogensinde været den type som plejede at ligge eller sidde stille, for det havde hun aldrig nogensinde været i stand til før, så hvorfor pokker skulle hun begynde at gøre det nu? Det havde aldrig rigtigt været nødvendigt på den ene eller den anden måde, men det var nu sådan at det nu bare måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke i den anden ende. Hun havde brug for hvilen og det var noget som hun var udmærket godt klar over i den anden ende, men det at ligge stille når hun var i Himmeriget..? Det var virkelig at kræve lidt for meget af hende på denne konto, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Melchior var varm at skulle ligge ind til og det var i den grad også en noget så frygtelig behagelig tanke at skulle sidde igen med; At han ville holde om hende og passe på hende, selvom hun vidste at han slet ikke burde. Hvordan reglerne for hans slags måtte være efter dengang, var hun desværre ikke kendt med. Hun havde holdt sig til de mange bønner år efter år i håbet om at blive tilgivet for det som hun havde gjort dengang. Hun håbede selvfølgelig bare, at det var noget som kunne hjælpe hende den dag i dag selvfølgelig, selvom det virkelig ikke var nemt. Hun vendte blikket mod ham som han beklagede sig over hendes opførsel. ”Mhmm… Som et barn? En skal jo være den sjove her ikke? Du er jo altid så seriøs..” Hun sendte ham en næsten alvorlig mine, selvom den temmelig hurtigt måtte ende ud i en grimasse alligevel, hvor hun måtte slippe et ganske let og stille grin som hun lagde sig til rette igen. Hun kunne faktisk godt være sød og så var det jo så noget som hun måtte vise ham nu hvor hun havde muligheden for det. Hun trak vejret dybt og lagde sig ellers godt til rette. Et par timer var vel også noget som hun kunne give ham? Selvom bare tanken om at hun var hvor hun var, var noget som virkelig måtte køre hende fuldstændig op, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham på nogen som helst måde overhovedet! Himmeriget interesserede hende jo egentlig kun på grund af Melchior. Hun ville se hans verden og se hvilken del af det som han nu måtte være på denne her måde, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde, for hun havde været vant til tanken om at man kun måtte komme hertil, hvis man havde forladt livet på jorden og hun.. vidste vel egentlig ikke om det var det som var sket hende? Det sidste som hun kunne huske var jo at han havde hevet hende op af bækken og holdt hende tæt og… ja, så var hun jo gået ud som et lys. ”Jeg glæder mig til at se hvordan din verden er, Melchior.. Det gør jeg virkelig,” sagde hun med en tydelig træt stemme. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage meget fejl af, for det var jo trods alt bare sådan, at det nu måtte være i det store og hele, uanset om det var noget som man ville vedkendes det eller ikke, så var det jo trods alt.. bare sandhed. Hun lukkede øjnene lidt. Hun var jo faktisk lidt træt alligevel, selvom hun ikke var meget for at skulle erkende det på den ene eller den anden måde. Hun trak vejret dybt som hun stille lagde hånden mod hans bryst som hun strøg ganske varsomt. Hånden strøg varsomt og stille over hans bryst. Umiddelbart så kunne de jo næsten ligne et par sådan som de måtte ligge der, selvom det jo slet ikke var tilfældet. Hun måtte dog erkende, at tanken.. var behagelig.

[melchior]

Det var utrolig meget at kræve af Chrysies, det vidste Melchior godt, for han vidste jo hvor ivrig hun havde været efter at se Himmeriget, så nu hvor hun var her, så var det kun klart at hun ønskede at komme ud og se det, for han ville da også meget gerne vise hende det, selvom.. hun bare var nød til at holde sig i ro for nogle timer, selvom han vidste at det ikke var nok hvile hun ville få, så han var vel nød til at bære hende rundt for at vise hende det hele? Men at holde på hende i flere end to timer vidste han godt var umuligt, for det havde hun slet ikke ro nok i kroppen til. Han ville dog ikke have noget imod at bære rundt på hende, for at vise hende det hele, for det var jo bare en undskyldning for at have hende tæt ind til sig, for han måtte indrømme at han ikke kunne andet end at holde af hende, selvom.. han holdt vel lidt for meget af hende? Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet, blot for at vendte blikket drillende imod hende. ”Jaså? Jeg er altid seriøs?” spurgte han med en morende mine, som han lod sin ene finger lide under hendes hage, for at løfte hendes blik mod ham. ”Så har du vidst glemt vores første tid sammen? Glemt, hvor meget du faktisk fik mig til at more mig? Glemt, hvor ’sjovt’ vi havde det sammen?” Han smilede drilsk til hende, inden han lod hånden, stryge hende blidt over kinden. Sidst de havde været sammen i deres første tid, havde hun jo gjort ham helt kulret i hovedet, gjort ham helt forelsket, hvor det havde været ham som havde opført sig som et lille barn, selvom han faktisk havde nydt den tid og han savnede den vel lidt? Men på den anden side, så havde han været tæt på at opgive sin nåde og dermed sin plads i himlen, bare for at være sammen med hende, og nu hvor han var blevet denne mand som han var i dag, så var det virkelig utroligt at tænke på at han havde været ved at vælge kærlighed frem for den plads han havde. At hun var udmattet og træt vidste han godt, hvilket han også tydeligt kunne høre på hendes stemme, noget som faktisk måtte få ham til at smile ganske let. Han strøg hende blidt over håret, som han blot lod hende lægge sig tilrette ved ham, hvor han selv blev liggende i sengen, så hun kunne hvile ind mod ham. Han nikkede roligt. ”Det ved jeg godt Chryseis, og jeg har glædet mig og set frem til at kunne vise dig den,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende og sendte hende et varmt smil. ”Men af den grund, bør du stadig hvile dig, for din krop er træt og har brug for hvilen,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende hele vejen ned over ryggen og op igen, hvor han fortsatte den handling lettere fraværende. Det var ikke fordi at han decideret havde brug for søvn, men af den grund var hvile jo altid godt også for hans vedkomne. Han lod hende blot blive liggende hos ham, selvom han faktisk havde en masse andet han kunne give sig til, men han kunne ikke rigtig få sig selv til at ødelægge denne stund.