Whats after you are left for me

[julien]

Det var mørkt. Natten havde lagt sig over Dvasias og det havde den gjort i allerede lang tid, så det måtte være midt på natten. Hvad klokken var, hvad tid det var på dagen eller natten, var noget som sådan set var irrelevant for Juliens vedkommende. Han kunne alligevel ikke sove. Han var blevet rastløs, han følte sig tom, selvom han et sted godt vidste at det hele ville ske på et tidspunkt. Nyheden om hans fars død havde nået hans ører, noget som virkelig havde ramt ham hårdt, for.. det var trods alt hans far, en mand som havde været hans forbillede i så mange år efterhånden. Hvad skulle han gøre uden ham? Han følte sig magtesløs og ikke nok med det, så var hans mor væk, han vidste godt at hun var sammen med Isaac højst sandsynligt, men han følte sig lidt af en fiasko allerede, fordi han bare havde ladet hende gå, fordi han ikke beskyttede hende, for det var jo hans job, eftersom han havde overtaget efter hans far, men.. hvad skulle han gøre? Han vidste godt at Maggie var bekymret for ham, desuden var han kun rastløs og tom, når han var alene, selvom Maggie kendte ham bedre, deres flirt var ikke ligefrem en hemmelighed mere, ikke nu hvor han selv havde overtaget det hele. Han var lederen. Det var ham som bestemte, så om han havde incest med sin søster eller ej, kunne vel være fuldstændig ligegyldigt? Han vidste godt at det nok ville miste mange af medlemmernes respekt, men han havde allerede bevist sit værd igennem hele hans liv, han havde vist at han ville blive en god leder, for han havde virkelig trænet for at blive bedre end hans far! Hvilket han allerede var på forholdsniveauet. Han havde ændret navnet på organisationen, for med hans far var Dødgængerne gået ned. Han havde lavet det om til hans egen orden; Cobra-ordnen. Han sad inde på hvad der svarede til hans fars gamle kontor. Det var underligt at det pludselig var ham som skulle sidde derinde og gøre alt papirarbejdet, men hans onkel Valerio hjalp ham dog med det, for man kunne godt sige at han havde ladet Valerio blive hans rådgiver og sekretær, for han gad virkelig ikke selv at lave alt det papirarbejde! Han så det naturligvis igennem, for han kunne ikke have at der kom fejl, noget han vidste at hans far ikke ville tillade, det var jo derfor han altid selv havde gjort det. Han sukkede imens han lod sin tommel stryge over skrivebordets kant, som han havde rejst sig og nu mere eller mindre studerede det tomme rum. Han huskede tydeligt, hvordan han som mindre kun havde fået lov af og til, til at komme herind imens hans far havde arbejdet.. nu var han væk.

[demitri]

Alecanders død, var noget der i den grad havde gjort indtryk på Demitri selv. Hans bedste barndomsven var gået i døden og han måtte jo lidt føle, at det var hans skyld. For han burde vel være taget med ham og hjulpet ham? Men sådan kunne man jo altid gå rundt og tænkte, selvom det overhovedet ikke ville ændre noget. Tiden kunne ikke bare trækkes tilbage eller vendes rundt. Og det var noget de alle måtte indse, uanset hvordan de ville tage det. Man kunne dog ikke mærke noget på Demitri. Han havde et ry at opretholde og så kunne han jo ikke gå rundt og mugge over det. Han ville støtte Julien med hvad han kunne. Han holdt jo ganske af knægten og havde jo selv lært ham lidt af torturens skønheder. Det havde han jo gjort allerede fra Juliens barnsben af. Og selvom han ikke delte samme blod som Mathimæus, så følte han alligevel for Julien som familie. Og han kendte udmærket godt til Maggie og Juliens forhold, med hvad så? Nok var det incenst..Men kun halvt. Desuden havde han selv en stærk passion for at dyrke 'kvinden', så det betød ikke det mindste for ham. Knægten måtte da gøre hvad det passede ham? Så snart mørket faldt på, så var han den der var smuttet. Han skulle i byen og score sig en dame eller 2. Finde sig noget aftensmad på vejen hjem og så ellers prøve at støtte Julien - om knægten ville tage imod den. Han havde allerede tilbudt ham, at han kunne komme og tale med ham. Nok var han kold på det ydre, men han levede jo efter 3 ting: Demokrati, Retfærdighed og Kvinder. Og de 2 første, skulle jo nok kunne give en god samtale, hvis knægten var i tvivl om noget. Efterhånden som natten skred hen, så vendte han også snuden tilbage til mansionet. Han synes udmærket om Cobra-ordenen. Så var det jo Juliens eget og det var da blot retfærdigt, at lade Alecanders orden dø med ham. Han sukkede fast og tog sin sorte habitjakke af, da han trådte ind af hovedørene og ind i forhallen. Han var på få sekunder oppe ved sit eget værelse (han løb jo bare med sin vampyrfart) og så hang han den tilbage ind i skabet. Han stod nu tilbage i sine sko, en blodrød skjorte og sorte bukser. Af tilbehør havde han et sort slips. Han havde jo været i byen og han skulle se pæn ud. Hans hår var strøget tilbage over hovedet. Han tænkte, at han ville aflægge Julien et besøg. Umiddelbart ville han tro, at knægten holdte til på sin nye kontor. Aka. Alecanders gamle. Han var ude foran døren på få minutter og bankede roligt på. Han ville jo ikke bare vade ind. Han ville også respektere Julien som sin overordnede.

[julien]

Hvad folk egentlig tænkte om Julien, var noget som han sådan set var fuldstændig ligeglad med i øjeblikket, for det ragede ham virkelig en fjer! Han var vred på sin far, han kunne ikke bare forlade ham på den måde! Han slog hånden ind i væggen af ren vrede, så det dirrede i hele hans arm. Hvorfor skulle han også dø? Han havde jo tilbudt at tage med, som om hans far havde vidst at han skulle dø, og måske? Nej.. hans far ville ikke bar forlade ham sådan ude videre! Det nægtede han at tro! Det kunne jo sådan set være ligegyldigt nu, for han var væk, om det så var bevidst eller ej, det ændrede heller ikke på det faktum at han ikke følte sig klar til at overtage det hele, for han var.. fortabt. Hans far var død, hans mor var gået, så det var heller ikke fordi at hun var ham specielt loyal, hans mors handling forstod han heller ikke! Hun kunne da ikke bare gå sådan uden videre! Ikke når han havde brug for hendes støtte, som hun altid havde støttet ham, som hun altid havde ladet ham fejle gang på gang og så prøve igen. Han sukkede indædt, hvor de tomme øjne søgte rundt i lokalet. Hvor længe han efterhånden havde siddet her, vidste han ikke, men det var sådan set også ude af betydning, han havde bedt om ikke at blive forstyrret, fordi han skulle tænke det hele igennem, medmindre der var noget virkelig vigtigt der dukkede op, for han vidste at hans far ikke ønskede at han skulle sørge, men lede organisationen. Han følte sig godt nok fortabt og også en anelse ødelagt, men han følte sig på sit vist også.. ansvarsfuld? Han følte sig pludselig helt anderledes, vel fordi det nu var ham som var lederen? Fordi det var ham som skulle til at komme med ordre, og han ville prøve på at gøre det ligeså godt som sin far til at begynde med, selvom hans mål endnu var at blive langt bedre end hans far, for han ville være den bedste af alle Mathimæus’er! Som det bankede på døren, blev hans blik næsten helt stift. Han havde bedt om at være alene, så han kunne sørge alene, så han kunne være sig selv, så han tilmed kunne vise svage følelser, så han kunne få ro til at tænke det hele igennem og få det hele bearbejdet. Men når han var sammen med andre, så var han endnu den stolte unge mand, som hans far havde opdraget ham til at være. Han rankede ryggen, gik tilbage til skrivebordspladsen, inden han endnu engang måtte sætte sig bag skrivebordet, der hvor hans far altid havde siddet, blot for at vende de dybbrune øjne imod døren. ”Kom ind,” lød hans rustne og hæse stemme, for han havde ikke brugt den i flere dage efterhånden. Han havde kun tænkt det hele igennem. Hans øjne havde fået det normale overlegne og lettere arrogante skær tilbage, selvom hans blik også bar et strejf af modenhed, for det nyttede ikke at han tudede som en lille snotunge, han var kommet op i de voksnes rækker, så han måtte jo også bevise at han var en mand.

[demitri]

Demitri havde ikke rigtig hørt hvad folk snakkede om ham og desuden var han lidt ligeglad. Han behøvede ikke at vide det, for han var udmærket med sin egen holdning og det var den, som han ville støtte op om Julien med. Knægten skulle nok få hans moralske støtte, om han ønskede den. At Alicia var væk vidste han udmærket godt og derfor måtte knægten jo også lide et større tab, end hvad godt var. Hvad der var hændt Alicia vidste han ikke og et sted så var det også hendes eget problem. Julien havde gået rundt på kontoret et stykke tid og han følte for at minde knægten om, at han var her hvis knægten ville snakke - han skulle nok lytte og give sin mening, det var trods alt kun retfærdigt overfor knægten, at få en ærlig mening om tingene og få en ægte støtte. Og uanset om knægten så ikke ønskede at få besøg, så ville han nu dukke op alligevel. Desuden havde han været ude siden mørkets frembrud og han havde bare 'glemt' at han ikke måtte forstyrre medmindre der var noget vigtigt. Han kunne høre gennem døren, at Julien bevægede sig rundt og satte sig bag bordet. Han trak let på mundvigen til et halvvejs smil ved Juliens rustne stemme. Han åbnede roligt døren og trådte ind. Han skubbede døren i efter sig. "Du behøver ikke skrue det der arrogante overlegne blik på Julien," sagde han og lo kort. "Jeg ved godt du modner min dreng, men det er trods alt bare mig." Han blinkede let til ham. Han gik roligt hen mod hans bord og stoppede op et par meter, for at give ham lidt plads også. Han kiggede lidt rundt i rummet og tilbage til Julien igen. Han strak sig let og overvejede hvad han skulle finde på at sige. Indtil videre, ville han vel se hvordan Julien reagerede. Nok ville han respektere end ordre, men det kom så sandelig også på om de passede til hans idealer! Han lagde hovedet let på skrå og foldede hænderne over ryggen og rankede let op i sig selv. "Jeg tænkte jeg ville kigge forbi. Jeg er lige kommet tilbage," sagde han roligt, for at sætte en samtale i gang. "Jeg har været på nattebesøg i byen og jaget lidt på vejen hjemad. Jeg stødte på et menneske i Dvasias.. Stakkels mand, hvilken skæbne han gik i møde som han ikke havde troet," sagde han og med et smørret smil på læben. Han var sådan set lidt ligeglad med den fremmede mand.

[julien]

De mange tanker fór igennem Juliens hoved, så han ikke rigtig kunne koncentrere sig om noget som helst. Han følte ikke noget behov for hvile, ligesom han heller ikke følte for at spise noget, han var ligeglad, han følte sig svag – hvilket også var på grund af at han ikke havde fået noget blod i nogen døgn – hvor han tilmed følte sig helt fortabt. Han gad ikke noget, han var udmattet, men så alligevel ikke. Han kunne ikke fornemme, lugte eller høre hvem det var der stod ude bag døren, men for hans vedkomne, så gjorde det sådan set heller ikke noget, for han havde vel et sted også brug for lidt selskab? Så han kunne tænke på lidt andet? Hans far var død, hans mor havde taget af sted, hvorfor vidste han ikke helt, han kunne ikke rigtig huske det, fordi han ikke var kommet over sin sorg. Han vendte blikket mod Demitri som han valgte at komme ind og lukke døren bag sig. Han huskede tydeligt Demitris lektioner nede i fangekælderen, godt at hans mor ikke kendte til det! Intet smil hvilede på hans læber, som hans blik blev lettere tomt, hvor de hvilede åndsfraværende på ham. Demitri havde ret i sine ord, overfor ham så havde han ikke behov for at spille overlegen, for han vidste at Demitri stod der for ham – han havde jo selv tilbudt ham sin hjælp. ”Onkel..” hilste han i en dæmpet tone og endnu med den rustne stemme, selvom blikket forblev tomt og så man rigtig godt efter, så ville man tydeligt kunne se på ham at han var fortabt og ødelagt indeni. Han trak ikke vejret, det havde han sådan set heller ikke behov for. Hans blik var gledet en anelse ned ad, hvor han ikke rigtig så eller hørte noget omkring ham, som han næsten forlod verdenen for at glide ind i sig selv – endnu engang – derfor opfangede han heller ikke helt Demitris ord. Han rystede let på hovedet, efter der havde hvilet en større tavshed imellem dem, inden han vendte blikket mod Demitri igen næsten lettere forvirrende. Han lænede sig tilbage i stolen, som han strakte sig kort, inden han lænede sig frem, foldede hænderne på bordet, lod hovedet glide ganske let på sned og så næsten helt professionel ud. Han rømmede sig ganske let. ”Undskyld Demitri.. onkel..” rettede han sig selv, inden han rystede på hovedet og vendte blikket op mod ham igen, ”.. jeg har svært ved at koncentrere mig for tiden.” Et træt og udmattende smil gled over hans læber, selvom det hurtigt falmede igen. Det sagde vel egentlig også lidt sig selv? Han havde lige mistet sin far, en mand som han altid havde set op til, som altid havde hjulpet ham og som havde trænet ham til det hele, og nu var han pludselig væk, det var som om en kæmpe del af ham selv var forsvundet. Han sukkede dæmpet og næsten lydløst, inden han så mod Demitri igen. ”Hvorfor er du her?” spurgte han roligt, næsten blot for at spørge om noget. Han trængte faktisk til selskab efterhånden!

[demitri]

Demitri kunne udmærket godt mærke på Julien, at der var noget ragende galt. Han havde været her nogen døgn efterhånden og det bekymrede ham i den grad, at hans 'nevø' skulle være sådan. Men der var jo heller ikke noget at sige til det, når hans familie faldt fra hinanden. Far død og mor væk. Han led jo selv en sorg, selvom han bare overdyngede den med alt hvad han ellers var, for han kunne ikke gå rundt og tude. Men nu måtte den unge Mathimæus søn vel snart have tænkt nok, så han ville da bare lige bryde ind og tilbyde ham en smule selskab. Det kunne der vel også være brug for, så man ikke gik rundt og druknede i sine egne tanker om den ene eller det andet. Han sendte knægten et skjulte smil, for han gad ikke stå og vise tænder som en anden tosse. Det lå bare ikke til ham at vise sig 'glad'. Han havde nydt de lektioner i tortur han havde delt med sin nevø, ingen tvivl om det. Og Alicia havde aldrig fundet ud af det - desto bedre. Ellers ville det nok blive en grim tur for ham. Han nikkede i en gengældende hilsen, som Julien hilste ham goddag med et "onkel." Han lagde hovedet på skrå og søgte knægtens tomme blik. Nok kendte han ikke knægten dybere, men han kunne tydeligt mærke hans sorg. Det strålede stærkt ud af ham. Han gik et skridt nærmere bordet, hvor knægten sad bag. "Det er der intet at sige til," svarede han blot dæmpet, med en sigende stemme. "Du ser noget bleg ud," sagde han med et skævt og drilsk smil på læben - som om han ikke altid var det? "Hvorfor jeg er her?" Han hævede et tænkende bryn, "Tja," afsluttede han og blev stående ganske roligt. Brystet rykkede sig ikke en tomme, for der var jo egentligt ikke behov for at trække vejret. Han kunne selvfølgelig prøve, men hvad ville det dog nytte? "Jeg ville da se til min nevø," sagde han blot roligt, "også foreslå dig, at komme lidt på andre tanker..Om det ikke snart var på tide? Om vi skulle tage ud at jage lidt..Jeg er egentligt stadig lidt sulten. Eller noget andet?" sagde han roligt. Lige nu ville han ikke åbne for såret og spørge for meget ind til hans dybere følelser af sorg.

[julien]

Nok var Demitri ikke Juliens rigtige onkel, ikke af kød og blod, for Demitri var ikke en Mathimæus, som Valerio og ham selv, men derfor havde Julien altid set på Demitri som sin onkel. Han var ligeglad med om Demitri var født ind i slægten eller ej, for hans far havde jo selv fortalt ham at Demitris familie altid havde stået nær til Mathimæus-slægten, så han så bestemt også Demitri som sin onkel, for manden havde jo altid stået der som hans familie. Hvilket han jo faktisk også valgte at gøre nu ved at dukke op her på hans fars gamle kontor, hvor duften af Alecander endnu hang over rummet, for hans far havde trods alt brugt mange dage og timer herinde. Duften af hans far gav ham en form for tryghed, den beroligede ham næsten. Han trak vejret dybt, blot for at få den ordentlige fært, selvom han slet ikke havde brug for det, inden han så op på sin onkel. Han lod ham blot komme tættere på skrivebordet, for han havde intet imod lidt selskab når det kom til stykket, selvom han dog hadede at være så sårbar som han følte sig i øjeblikket, men kunne man egentlig bebrejde ham? Han var endnu en ung knægt, han havde lige mistet sin far, som havde smidt alt ansvar for alle medlemmer over på hans skuldre, og hans mor var bare gået uden et eneste ord! ”Er vampyrer ikke altid blege?” spurgte han stilfærdigt og sendte ham et næsten lusket smil, selvom det endnu bar en form for træthed, for han havde ikke fået noget hvile i flere dage, det havde han slet ikke haft ro i sindet til! Han havde slet ikke kunnet falde ned, også fordi han følte sig som en fiasko, han følte at han havde svigtet familien og specielt sin far, ved at lade hans mor gå bare sådan uden videre, men hun var vel hos.. Isaac? Han havde slet ikke lyst til at familien skulle blive splittet på denne måde, og så miste sin mor til en der var greve af et andet land? Det følte han næsten var.. forræderisk! Han nikkede ganske roligt og udmattende med sit hoved til hans ord. ”Du er skam også velkommen her onkel,” svarede han stilfærdigt. Han vidste godt at han var Demitris chef, hvilket var en underlig tanke, men han så ikke Demitri som en der stod under ham, nej han så Demitri som sin onkel, som han altid havde gjort! Bare fordi han var leder, så ændrede det virkelig ikke på noget! Han trak svagt på skuldrene og vendte blikket op mod Demitri igen. ”Jeg har ikke lyst til at gå herfra,” svarede han stilfærdigt, inde han så væk og ned på nogle papirer. ”Jeg skal.. finde ud af hvad jeg videre gør,” endte han stilfærdigt. Han havde trods alt en vampyrorden at passe, selvom han slet ikke vidste hvor han skulle begynde!