Post by Deleted on Feb 27, 2011 18:57:00 GMT 1
Det var ved at være en flot aften. Den store fuldmåne hvilede over den store himmel og blinkede nærmest i takt til de mange stjerner som i sig selv, måtte kæmpe for opmærksomheden fra de mange jordboende væsner. Alicia selv, skænkede dem ikke så meget som et blik. Det hele var vendt op og ned for hendes vedkommende. Alec var død og borte og hendes søn havde overtaget organisationen og han så i den grad også ud til at skulle klare det helt fantastisk. Nyheden om hans død og bortgang, var noget som havde ramt hende som intet andet end et chok! Ringen gik hun stadig med, selvom den ikke havde den samme betydning som den havde haft dengang. Det var hende en byrde som hun kunne smide fra sig nu hvis det skulle være det som hun havde lyst til og det var det. Så snart hun havde opsøgt Isaac, fortalt ham at Alec var ude af billedet, så de kunne trække den videre inden alt for længe, var hende kun en glædelig tanke! Selvfølgelig ville hun savne ham, det var der heller ikke nogen tvivl om, men det var jo heller ikke fordi at hun havde været forelsket. Hun havde måske haft sin småforelskelse tilbage i starten, men det var noget som var gået død allerede for længe siden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Turen til Manjarno var hende ikke så lang som den ellers ville have været normalt. Man kunne vel godt sige, at hun havde forladt Mathimæus Mansion for livet nu? Hun havde ikke noget mere at komme der efter. Hendes børn klarede det jo helt fint og selv Maggie var så godt etableret efterhånden, at det kun var noget som gjorde hende glad og det lettede hende, at børnene langt om længe kunne med hinanden.
På engen svajede det høje græs i takt til den milde vind som herskede over landende. For hendes del, så var det noget som nærmest måtte fragte med sig en ro og en glæde uden lige, at det ikke var noget som man skulle tage fejl af. Det var behageligt, det var stille og det var fredeligt – selv en masse som hun faktisk glædet sig til at skulle dele med Isaac når hun endelig ville være i stand til at skulle kalde ham for hendes, for det var virkelig noget som hun så frem til nu! Nu var det også på tide, at hun kunne tænke lidt på sig selv i stedet for det andet. Nu var børnene så store, Alec var ude af billedet, selvom hun som sagt ville savne ham, for det ville hun virkelig mangle ham et sted, for han havde jo alligevel den betydning for hende, som hun ikke rigtigt kunne komme udenom, det var bare ikke noget af hjerte og det havde det aldrig nogensinde været. Kappen valgte hun stile at trække tæt omkring sin egen krop. Det var ikke fordi at hun kunne mærke kulden, men den var der nu alligevel. Intet kunne ødelægge hendes humør lige nu.. intet! Hvis hun dog bare vidste hvad det var at hun havde i vente.. hvis hun dog bare vidste det. Hun lukkede øjnene stile til et pludseligt vindkast, hvor det slet ikke gik op for hende, at hun i det hele taget blev forfulgt. Ikke fordi at det var noget som hun sådan rigtigt tog sig af. Hun var vant til at folk kigget efter hende, men ikke det at hun blev forfulgt på denne måde. Det var hende ganske så ukendt og.. fremmed på sit vis.
De to kutteklædte mænd som havde valgt at følge efter hende fra den dvasianske mur, var begge af magikyndig race. Efter mordet på Alexis og Marius i Procias, så havde de selv valgt at skulle tage affære selv for at komme til bunds i sagen. De selv var ikke overbevist om Alecs død og hans kone – Alicia, så ikke ud til at være i sorg på nogen måde, så de var vel også overbevist om at det måtte. De kiggede på hinanden, hvor de blot endte med at skulle nikke og vendte sig mod hende igen. I et lysglimt, så forsvandt de fra deres skjul og endte direkte foran hende, hvilket kun fik hende til at stoppe op allerede med det samme. Alicia var ramt af et chok, for ikke at glemme at det lys som de var dukket op med, var noget som måtte skære hende direkte i øjnene! ”Hvem er I?” Hendes ord var en hvæsen, udelukkende på grund af den forskrækkelse som havde ramt hende ved at de pludselig bare var endt med at dukke op foran hende. De kuklo ganske let af hende og sendte hende den direkte faste mine. ”Hvor er Alecander?” spurgte den ene. Stemmen var dyb og med en meget beordrende klang. Efter at deres magiske leder også var endt med at forsvinde, så var det også en grund til at de var nødt til at få det hele på plads og helst så hurtigt som muligt. Alicia vendte blikket mod dem, selvom det var med en tydelig missen med øjnene. ”Alec? Alec er død,” forklarede hun med en rolig, dog dæmpet stemme. Hun manglede ham og hun savnede ham. Det gjorde hun virkelig, for de havde jo trods alt været gift i næsten tyve år, så det var jo også frygtelig lang tid. Den ene kneb øjnene skeptisk sammen. ”Og dog, så bærer du stadig ring, Alicia? Det virker ikke til at du savner ham?” Han tog et skridt mod hende, hvilket i sig selv, var noget som hurtigt fik hende til at bakke og nærmest knytte hånden af ren og skær reaktion. Han var jo død! Og hun vidste det jo for pokker da også! De tog ikke det svar for gode vare, hvor de hurtigt gik hende, kun for at skulle tage hende omkring armene og derved også holde hende fast. Hun stivnede fuldstændig. ”Hvad er det I gør?!” vrissede hun med en tydelig vred stemme, som hun gjorde sine faste forsøg på at skulle komme fri, så var det bare ikke muligt for hende! Hun nåede kun lige at vende blikket mod den ene af mændene som havde taget fat i hende, idet at hun blev ramt af noget hårdt i baghovedet, hvilket var noget som slog hende bevidstløs..
Det hele var fuldkommen sløret, da Alicia igen måtte slå øjnene op. Hun var ramt af en mindre hovedpine, for ikke at glemme, at hun var fuldkommen tung i hele kroppen. Hun gjorde et let forsøg på at skulle bevæge sig, selvom det bare ikke virkede for hende, hun var.. fastlåst? Blikket vendte hun stille omkring sig, selvom hun ikke rigtigt kunne se nogen som helst former for flugtveje. Hun lå fastspændt på det som lignede et bord med armene og benene. Hun blinkede let med øjnene, selvom hun ikke rigtigt kunne komme fri af den grund! En pludselig uro var noget som måtte ramme hende, som hun vendte blikket omkring. Her var mørkt.. fuldstændig mørkt, selvom hun udmærket godt kunne finde rundt i det. Det var jo en del af hendes egen tilværelse normalt eftersom hun var vampyr. Et pludseligt lys måtte endnu en gang ramme hende i blikket, som der kom gang i faklerne som hurtigt måtte vise hende, at hun var i det som måtte være en grotte eller hule af en slags. Tænderne bed hun tydeligt sammen og vendte blikket væk fra det. Det skar hende virkelig i øjnene! ”Hvad er det I vil mig?” endte hun med en fast vrissen. En ældre herre endte med at komme hende i møde. ”Slap af, Alicia. Det eneste som vi ønsker at vide, er hvor Alec har skjult sig,” forklarede han med en ganske kortfattet stemme. ”Så er det op til dig, hvor meget du er villig til at gå igennem, for at beskytte din kære ægtemand.” Han rynkede let i panden som han stoppede foran hende. Alicia himlede let med øjnene, de forstod da bare ikke en simpel besked! ”Han er død siger jeg Jer jo!” endte hun med en ganske kortfattet mine. Det gik hende på, at hun skulle sige det igen og igen, for det kunne da heller ikke være så svært at forstå?! Manden himlede med øjnene igen. ”Ilosonic slog ham tilsyneladende ihjel i forhallen på Castle of Light, Alicia.. Du virker ikke til at være i sorg, du bærer endnu jeres vielsesring og Alecs aske er væk som det aldrig var sket.. det er tydeligt, at han stadig må være til!” endte han med en fast tone. Hun endte lettere bleg ved de ord. Det var da ikke ensbetydet med at han var i live! Han var død! De havde da for pokker set beviser på at han var død og borte for pokker da! Han lukkede hånden omkring hendes hals og vendte hendes blik mod sig.
”Jeg ved ikke hvorfor du vælger at beskytte ham, Alicia.. Så må vi jo se, hvor meget værd det er i den anden ende,” afsluttede han stilfærdigt, som han rakte hånden mod hendes, hvor han i en hurtig bevægelse endte med at fjerne hendes ring. Han havde hørt om virkningen og hvad den gjorde. Hun var jo set udenfor i fuldt dagslys, hvilket heller ikke gav nogen mening! Umiddelbart så kendte han ikke til hendes forhold til Isaac, ellers havde han slået hende ihjel på stedet. Hun gispede let, selvom han ikke nåede meget mere. ”James, der er noget her som du skal se..” endte en yngre mand med at sige i døren. James himlede med øjnene. ”Jeg kommer om et øjeblik Bryan. Gå,” beordrede han med en fast tone, som han endnu en gang vendte blikket mod Alicia. Han skulle torturere hende til uigenkendelighed så end ikke hendes kære Alec ville kunne genkende hende! Hun knyttede hænderne let. Et sted så manglede hun ringen. Hun skulle have lov til at sige farvel på den ordentlige måde og ikke bare.. sådan her! ”Du er en smuk kvinde, Alicia.. En kvinde med så mange muligheder og så ender du op med en mand som Alecander? En morder af den procianske konge.. MIN konge! Den kongelige træner og endda den gamle greve af Procias? Ja, jeg er ikke tilhænger af det oprør som er startet, jeg ønsker det stoppet og jeg ved til en forveksling, at Alecander har en finger med i det spil.. Jeg skal nok få dig til at sige hvor han er!” Han sendte hende et morende smil, som kun gjorde Alicia langt mere usikker. ”Jeg har jo sagt det! Han er død!” gentog hun endnu en gang. Det var jo det som han var for pokker da! James smilede et tydeligt og skadefro smil. ”Du vælger virkelig at se mørkt til tingene, min kære Alicia.. Lad mig tillade at lyde det bare.. lidt op for dig.” Han knipsede let, hvor et tykt, tykt klæde måtte forsvinde fra en åbning i loftet, hvor sollyset kunne komme ind. Det ramte hende direkte i ansigtet.
Lyset som måtte ramme Alicia direkte i ansigtet, var noget som kraftigt måtte få hende til at spænde, idet at et skrig forlod hendes læber. Det begyndte hurtigt at ryge, nærmest som hendes hud måtte smelte eller gå op i røg. Hun prøvede fast at komme væk fra lyset, selvom hun slet ikke kom nogen vegne. Sollyset blev dog hurtigt blokeret igen, som det tykke klæde igen måtte lægges over, da James greb hende omkring hendes hals og vendte hendes blik mod sig. Hun var allerede kraftigt forbrændt og det gjorde ondt. Hun havde ondt og det var tydeligt. Tårerne havde samlet sig i hendes øjenkroge, udelukkende fordi at det brændt og det sved i hele hendes ansigt! Hun bed sig svagt i læben. ”H-han er død..” gentog hun endnu en gang, denne gang mere grådkvalt end før. James himlede med øjnene og rystede så på hovedet. ”Jeg tror ikke at jeg har gjort det tydeligt nok, kæreste.. Jeg har brug for at vide, hvor den mand er!” sagde han fast og med den samme faste mine som før. Det kunne vel heller ikke være så svært at forstå? Alicia lod tårerne stille falde. For en vampyr, så skete det faktisk meget sjældent. Hun gentog bare sine ord, igen og igen. Hun vidste ikke noget til om han var i live eller ikke, hun havde bare hørt at han var død! Hendes krop rystede bare ganske svagt. Denne gang var hun virkelig skræmt. Hvordan kunne en procianer få sig selv til at gøre noget sådan mod en som hende?! Det var svært for hende nok at se noget som helst, udelukkende på grund af det sollys som havde ramt hende direkte i ansigtet.
James endte med at skulle slippe hendes hals. Hun lød nu alligevel temmelig overbevisende, selvom han nu ikke stolede på hende af den grund. En vampyr var ikke noget som man kunne stole på! Så meget havde han da erfaret og på alle måder endda! Han rystede på hovedet og slog klik med tungen. ”Jeg tror ikke jeg har gjort mig selv hel klar endnu,” påpegede han ganske kortfattet. Han vendte sig mod benene af bordet, hvor han tog fat i en spand med absolut iskoldt vand! Han gik hen ved siden af hende, hvor han hældte det over hendes ansigt og fandt derefter en klud frem dynget i vand oveni, som han lagde over hendes ansigt. I sig selv, så ville det efterlade hende med en direkte kvælende fornemmelse. Hun begyndte tydeligt at ryste. Hun var jo kun en halvblods, så hun kunne tydeligt mærke at det var koldt! Øjnene klemte hun sammen som klædet blev kastet over hendes hoved, hvor hun godt kunne mærke, at det var svært at ånde bare en smule. Hænderne knyttede hun, som hun svagt prøvede at trække benene til sig, selvom det var uden det største held. Der blev hun bare efterladt til sig selv.. endnu en gang.
Hvor længe at Alicia blev ladt til sig selv, vidste hun ikke, men at falde til ro, var hende i den grad en umulighed! Det var slet ikke noget som hun var i stand til overhovedet! Klædet havde efterladt hende med en kvælende fornemmelse i det som måtte være timer efterhånden! Hun havde lagt hovedet til siden. Brandsårene havde bestemt ikke healet og det strammede virkelig i hendes ansigt. Det havde virkelig været noget som havde gjort noget så frygtelig ondt. James var endnu en gang kommet ned til hende. Det var ved at være aften, så hun havde fået lov til at ligge der temmelig længe alene, selvom han vidste, at det ikke var noget som havde nogen effekt. Han var ude på at skræmme hende. Han ville vide hvor Alec var! Han gik stille mod hende, hvor hans hånd greb omkring det klæde for hendes ansigt, hvor han fjernede det. Hun var godt kold, men hun var jo trods alt vampyr, så.. hun frøs vel ikke som sådan? Alicia klemte øjnene let sammen, som hun vendte blikket mod ham. Hendes ansigt var rødt og præget af brændemærker og det gjorde ondt. Meget endda. ”Jeg spørger dig en gang til, Alicia.. Hvor er han?” spurgte han med en fast tone. Selv var han imod det at skulle slå ihjel, men tortur for Procias’ overlevelse, var noget som han var mere end villig til, specielt hvis det var noget som gavnede Procias i den anden ende og det var at alt af mørke kom ud derfra! Alicia bed sig svagt i læben. ”Han er død, siger jeg jo,” sagde hun endnu en gang. James himlede med øjnene, endte med at løsne hende fra bordet. Hun havde ligget der i halvandet døgn nu, så det var heller ikke fordi at hun kunne være ved styrke uden blod?
Det stivnede fuldkommen i Alicia da hun bare blev tvunget direkte op på benene og alligevel holdt så fast. Hendes led var helt stive. Hun havde været frossen og været tvunget til at ligge fuldkommen stille igennem så lang tid, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Tvært imod! Endnu en gang måtte hun blive grebet af en lille panik. Hun vendte blikket direkte mod James. ”Hvad er det nu I vil have mig til?!” endte hun med en så fast stemme, som det var hende muligt at gøre det. James sendte hende et næsten morende smil, hvor han uden så meget som at svare hende, fik hende med sig mere ud på gulvet. Han fik hende vendt ind mod hans favn, så hun stod der med ryggen til ham. Hænderne holdt han foran hende, hvor han hurtigt bandt dem sammen på magisk vis, inden han fik hende hævet en anelse, så hun kunne hænge fast i krogen som sad fast i loftet. Hun kunne kun lige ikke nå gulvet under hende, så hun fik lov til at dingle der i nogle minutter. James stod bare og betragtede hende. ”Til nu, Alicia, så har jeg virkelig været gavmild mod dig. Alecander har gjort mere skade på Procias end nogen anden igennem årtier! Han er derude et sted. Jeg vil bare vide helt præcist.. hvor han er.” Han gik hen til hende, hvor han greb hende omkring den forbrændte kæbe, hvilket fik hende til at stivne helt, for det gjorde jo faktisk godt ondt i den anden ende! Hun klemte øjnene sammen, inden hun så på ham. Automatisk var dette noget som skubbet hendes spidse hjørnetænder en anelse frem, udelukkende fordi at de jo måtte fylde i munden. James betragtede dem næsten intenst og dog med et blik som kun måtte stråle af en klar afsky! Han slap hende, blot for at trække sig tilbage til et bord som stod op af væggen.
Alicia var direkte skræmt. Lige hvad der skulle ske, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om overhovedet, men det var i den grad også noget som måtte skræmme hende, for hun havde virkelig ikke fortjent noget sådan her! Hun knyttede næverne let, selvom hun ikke rigtigt kom nogen steder. ”Hvad er det du vil?” Hendes stemme var intet andet end en hvisken, da James endnu en gang måtte vende sig mod hende. I hånden havde han en lille intetsigende tang, hvilket kun gjorde hende forbandet usikker.
Det gispede helt i Alicia da James valgte, at skulle tage direkte fat omkring hendes kæbe og derved også tvang hende til at gabe op, for det gjorde virkelig ondt i det ellers så vansirede ansigt, når han berørte det! Tænderne endte automatisk frem i et mindre hvæs, idet hun prøvede at skulle trække hovedet til sig, selvom det var uden det store held. Det gjorde virkelig, virkelig ondt! Hendes krop dirrede og sitrede noget så voldsomt. Tangen satte James mod hendes ene spidse tand, idet han klemte til og bare trak alt det som han overhovedet var i stand til og derved rev tanden ud. Hun stivnede idet, hun måtte kvæle sit skrig, da hun kraftigt rev hovedet til sig. Han gentog den succes med den anden idet han bare lod hende blive hængende der. ”Jeg har virkelig ikke tålmodighed til det her, Alicia! Hvor er Alecander?!” hvæsede han med en fast stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Hun kunne ikke rigtigt komme nogen steder som hun måtte hænge der og han vidste det jo udmærket godt. Tårerne samlede sig i hendes øjne. Hun havde lært at acceptere hvad hun var blevet til og denne mand skulle ødelægge det? Ved at kaste hende under den samme behandling som Valerio?! Hun snøftede kort og næsten lydløst. ”Han er død,” gentog hun for hundredeogsyttende gang, som hun vendte blikket mod ham. Hun var virkelig, virkelig bange denne gang, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. James lagde tangen stille og roligt fra sig, kun for at vende sig mod hende i stedet for. Han lod hovedet søge let på sned. ”Hans aske er væk.. Han er ikke borte.. du bærer ringen og du går ikke i sorg, så du må vide hvor han er..” Han samlede en kniv op i sin ene hånd, hvor han fast gik mod hende, greb hende omkring halsen og tvang hendes blik op mod sig endnu en gang. Kniven lagde han tæt ved hendes bryst og mod hendes hals, selvom han ikke gjorde noget yderligere. ”Sidste chance,” hvislede han med en iskold stemme. Alicia blinkede let med øjnene, selvom det var frygten som stod mest tydelig. Hun var langt mere levende end det som hun var noget andet og hun vidste det godt. ”Død,” gentog hun blot igen, idet at James himlede med øjnene, trak kniven til sig, kun for at stikke den direkte igennem hendes mave. Der hvor det var kendt at det gjorde ondt, men ikke dræbende på nogen måde. Hendes øjne for op allerede med det samme. Munden åbnede hun en anelse, selvom der ikke rigtigt kom nogen anden lyd fra hende end et ganske svagt og forskrækket gisp. Han var jo for pokker da død! Ville de ikke bare forstå hende?! Hun vendte blikket stille ned af sig, selvom kniven forlod hende lige så hurtigt, som den var endt med at komme. Blikket vendte hun igen stille mod ham, nærmest som hun bad ham om at slippe hende.
Alicia fik lov til at hænge der for nogen timer inden James endnu en gang vendte tilbage til hende. Lige så let som hun var endt med at skulle komme derop at hænge, så var det som om at krogen på magisk vis, valgte at skulle give slip på hende, så hun røg direkte ned i jorden. Hun landede der med et direkte gisp, selvom det ikke var en ro som hun havde særlig længe. Hun blev hurtigt grebet af James, som førte hendes ene arm direkte om bag hende, så hun stod fuldkommen fast. ”Alicia.. Jeg advarer dig..” advarede han med en ganske så fast og iskold stemme. Han var virkelig ved at være irriteret over dette og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde. Alicia rystede på hovedet. Hun havde absolut ikke nogen ide om hvor Alec måtte være, hvis det ikke var fordi at han var død! Hans død var da et budskab som havde spredt sig som en steppebrand og det havde ramt hende som et chok og børnene med! Hun knyttede næverne, selvom hun knapt nok kunne stå på benene. Hun havde ikke fået blod temmelig længe, og det var i den grad noget som hun kunne mærke efterhånden, det var helt sikkert. James var sig bestemt ikke tilfreds, hvor han førte hendes arm langt op nok til at det sagde et voldsomt knæk, inden han gav slip på hende igen – Han havde brækket hendes arm. Alicias ben gav omgående efter under hende, i form af et kraftigt gisp, da hun hurtigt tog sig til sin arm og holdt den tæt ind til sig. ”Han er død siger jeg jo! Jeg ved ikke hvor han er!” endte hun med en direkte hvinen, for det var virkelig noget som gjorde noget så frygtelig ondt! James fnøs ganske let. ”Tro mig når jeg siger det, så skal vi nok finde ham,” afsluttede han kortfattet. Han endte med at gribe fat om hende efter at han havde fået kaldt en anden til sig, så de begge kunne få fat i hende. Hun gispede tydeligt og kraftigt, da de hævede hende. ”Lad mig gå,” hviskede hun stille. Hun var virkelig bange og det var bestemt heller ikke nemt. De havde taget hendes tænder, brækket hendes arm, stukket hende ned og endda brændt hele hendes ansigt af den store sol, selvom det kun havde været for få sekunder! James og den anden magiker så ganske kort på hinanden inden de blot endte med at nikke. Solen var lige gået ned, så det ville være perfekt mulighed for dem at få hende ud, for hun vidste tilsyneladende ikke noget som helst omkring denne Alecander lige for tiden. Ringen ville de dog beholde, for de havde da fundet ud af, at det var den som sørget for, at hun kunne gå ude i solens lys uden at komme til skade. ”Som du ønsker det, Alicia,” vrissede James med den tydelige utilfredshed. Hurtigt fik de en sæk kastet over hendes hoved, så hun slet ikke var i stand til at skulle se hvor de førte hende hen.
Vandringen tog dem en lille time, da de ikke bare ville efterlade hende der hvor de havde holdt hende, det ville jo være direkte dumt. De tog sækken af hendes hoved og smed hende fra sig i det mudrede græs. Hun gispede let, da hun næsten automatisk måtte sætte af med den brækkede arm. Hun trak armen til sig og blinkede let med øjnene, mere for at orientere sig om hvor hun var smidt af henne. Hendes øjne endte tårefyldte. Hun havde ondt.. hun havde virkelig, virkelig ondt! Hun vendte blikket mod dem. ”Så smut hjem, Alicia.. Jeg kan love dig at vi nok skal finde ham,” vrissede James fast, hvor ham og hans makker forsvandt i et kraftigt lysglimt, som direkte måtte skære i hendes øjne. Panikken greb hende allerede med det samme, som hun kæmpet sig op på benene. Den brækkede arm holdt hun tæt ind på sig, som hun valgte at søge direkte mod Isaac. Det var den eneste som hun lige kunne komme i tanker om, faktisk ville være i stand til at hjælpe hende. Det gik langsomt, for det gjorde ondt i sig selv, at bevæge sig særlig meget lige for tiden. ”I-Isaac..” hviskede hun med en tydeligt grådkvalt stemme, som hun søgte væk fra Dødens Dal. Hun var da så heldig, at hun kunne orientere sig om området, ellers havde hun da for alvor haft et problem!
//Out
På engen svajede det høje græs i takt til den milde vind som herskede over landende. For hendes del, så var det noget som nærmest måtte fragte med sig en ro og en glæde uden lige, at det ikke var noget som man skulle tage fejl af. Det var behageligt, det var stille og det var fredeligt – selv en masse som hun faktisk glædet sig til at skulle dele med Isaac når hun endelig ville være i stand til at skulle kalde ham for hendes, for det var virkelig noget som hun så frem til nu! Nu var det også på tide, at hun kunne tænke lidt på sig selv i stedet for det andet. Nu var børnene så store, Alec var ude af billedet, selvom hun som sagt ville savne ham, for det ville hun virkelig mangle ham et sted, for han havde jo alligevel den betydning for hende, som hun ikke rigtigt kunne komme udenom, det var bare ikke noget af hjerte og det havde det aldrig nogensinde været. Kappen valgte hun stile at trække tæt omkring sin egen krop. Det var ikke fordi at hun kunne mærke kulden, men den var der nu alligevel. Intet kunne ødelægge hendes humør lige nu.. intet! Hvis hun dog bare vidste hvad det var at hun havde i vente.. hvis hun dog bare vidste det. Hun lukkede øjnene stile til et pludseligt vindkast, hvor det slet ikke gik op for hende, at hun i det hele taget blev forfulgt. Ikke fordi at det var noget som hun sådan rigtigt tog sig af. Hun var vant til at folk kigget efter hende, men ikke det at hun blev forfulgt på denne måde. Det var hende ganske så ukendt og.. fremmed på sit vis.
De to kutteklædte mænd som havde valgt at følge efter hende fra den dvasianske mur, var begge af magikyndig race. Efter mordet på Alexis og Marius i Procias, så havde de selv valgt at skulle tage affære selv for at komme til bunds i sagen. De selv var ikke overbevist om Alecs død og hans kone – Alicia, så ikke ud til at være i sorg på nogen måde, så de var vel også overbevist om at det måtte. De kiggede på hinanden, hvor de blot endte med at skulle nikke og vendte sig mod hende igen. I et lysglimt, så forsvandt de fra deres skjul og endte direkte foran hende, hvilket kun fik hende til at stoppe op allerede med det samme. Alicia var ramt af et chok, for ikke at glemme at det lys som de var dukket op med, var noget som måtte skære hende direkte i øjnene! ”Hvem er I?” Hendes ord var en hvæsen, udelukkende på grund af den forskrækkelse som havde ramt hende ved at de pludselig bare var endt med at dukke op foran hende. De kuklo ganske let af hende og sendte hende den direkte faste mine. ”Hvor er Alecander?” spurgte den ene. Stemmen var dyb og med en meget beordrende klang. Efter at deres magiske leder også var endt med at forsvinde, så var det også en grund til at de var nødt til at få det hele på plads og helst så hurtigt som muligt. Alicia vendte blikket mod dem, selvom det var med en tydelig missen med øjnene. ”Alec? Alec er død,” forklarede hun med en rolig, dog dæmpet stemme. Hun manglede ham og hun savnede ham. Det gjorde hun virkelig, for de havde jo trods alt været gift i næsten tyve år, så det var jo også frygtelig lang tid. Den ene kneb øjnene skeptisk sammen. ”Og dog, så bærer du stadig ring, Alicia? Det virker ikke til at du savner ham?” Han tog et skridt mod hende, hvilket i sig selv, var noget som hurtigt fik hende til at bakke og nærmest knytte hånden af ren og skær reaktion. Han var jo død! Og hun vidste det jo for pokker da også! De tog ikke det svar for gode vare, hvor de hurtigt gik hende, kun for at skulle tage hende omkring armene og derved også holde hende fast. Hun stivnede fuldstændig. ”Hvad er det I gør?!” vrissede hun med en tydelig vred stemme, som hun gjorde sine faste forsøg på at skulle komme fri, så var det bare ikke muligt for hende! Hun nåede kun lige at vende blikket mod den ene af mændene som havde taget fat i hende, idet at hun blev ramt af noget hårdt i baghovedet, hvilket var noget som slog hende bevidstløs..
Det hele var fuldkommen sløret, da Alicia igen måtte slå øjnene op. Hun var ramt af en mindre hovedpine, for ikke at glemme, at hun var fuldkommen tung i hele kroppen. Hun gjorde et let forsøg på at skulle bevæge sig, selvom det bare ikke virkede for hende, hun var.. fastlåst? Blikket vendte hun stille omkring sig, selvom hun ikke rigtigt kunne se nogen som helst former for flugtveje. Hun lå fastspændt på det som lignede et bord med armene og benene. Hun blinkede let med øjnene, selvom hun ikke rigtigt kunne komme fri af den grund! En pludselig uro var noget som måtte ramme hende, som hun vendte blikket omkring. Her var mørkt.. fuldstændig mørkt, selvom hun udmærket godt kunne finde rundt i det. Det var jo en del af hendes egen tilværelse normalt eftersom hun var vampyr. Et pludseligt lys måtte endnu en gang ramme hende i blikket, som der kom gang i faklerne som hurtigt måtte vise hende, at hun var i det som måtte være en grotte eller hule af en slags. Tænderne bed hun tydeligt sammen og vendte blikket væk fra det. Det skar hende virkelig i øjnene! ”Hvad er det I vil mig?” endte hun med en fast vrissen. En ældre herre endte med at komme hende i møde. ”Slap af, Alicia. Det eneste som vi ønsker at vide, er hvor Alec har skjult sig,” forklarede han med en ganske kortfattet stemme. ”Så er det op til dig, hvor meget du er villig til at gå igennem, for at beskytte din kære ægtemand.” Han rynkede let i panden som han stoppede foran hende. Alicia himlede let med øjnene, de forstod da bare ikke en simpel besked! ”Han er død siger jeg Jer jo!” endte hun med en ganske kortfattet mine. Det gik hende på, at hun skulle sige det igen og igen, for det kunne da heller ikke være så svært at forstå?! Manden himlede med øjnene igen. ”Ilosonic slog ham tilsyneladende ihjel i forhallen på Castle of Light, Alicia.. Du virker ikke til at være i sorg, du bærer endnu jeres vielsesring og Alecs aske er væk som det aldrig var sket.. det er tydeligt, at han stadig må være til!” endte han med en fast tone. Hun endte lettere bleg ved de ord. Det var da ikke ensbetydet med at han var i live! Han var død! De havde da for pokker set beviser på at han var død og borte for pokker da! Han lukkede hånden omkring hendes hals og vendte hendes blik mod sig.
”Jeg ved ikke hvorfor du vælger at beskytte ham, Alicia.. Så må vi jo se, hvor meget værd det er i den anden ende,” afsluttede han stilfærdigt, som han rakte hånden mod hendes, hvor han i en hurtig bevægelse endte med at fjerne hendes ring. Han havde hørt om virkningen og hvad den gjorde. Hun var jo set udenfor i fuldt dagslys, hvilket heller ikke gav nogen mening! Umiddelbart så kendte han ikke til hendes forhold til Isaac, ellers havde han slået hende ihjel på stedet. Hun gispede let, selvom han ikke nåede meget mere. ”James, der er noget her som du skal se..” endte en yngre mand med at sige i døren. James himlede med øjnene. ”Jeg kommer om et øjeblik Bryan. Gå,” beordrede han med en fast tone, som han endnu en gang vendte blikket mod Alicia. Han skulle torturere hende til uigenkendelighed så end ikke hendes kære Alec ville kunne genkende hende! Hun knyttede hænderne let. Et sted så manglede hun ringen. Hun skulle have lov til at sige farvel på den ordentlige måde og ikke bare.. sådan her! ”Du er en smuk kvinde, Alicia.. En kvinde med så mange muligheder og så ender du op med en mand som Alecander? En morder af den procianske konge.. MIN konge! Den kongelige træner og endda den gamle greve af Procias? Ja, jeg er ikke tilhænger af det oprør som er startet, jeg ønsker det stoppet og jeg ved til en forveksling, at Alecander har en finger med i det spil.. Jeg skal nok få dig til at sige hvor han er!” Han sendte hende et morende smil, som kun gjorde Alicia langt mere usikker. ”Jeg har jo sagt det! Han er død!” gentog hun endnu en gang. Det var jo det som han var for pokker da! James smilede et tydeligt og skadefro smil. ”Du vælger virkelig at se mørkt til tingene, min kære Alicia.. Lad mig tillade at lyde det bare.. lidt op for dig.” Han knipsede let, hvor et tykt, tykt klæde måtte forsvinde fra en åbning i loftet, hvor sollyset kunne komme ind. Det ramte hende direkte i ansigtet.
Lyset som måtte ramme Alicia direkte i ansigtet, var noget som kraftigt måtte få hende til at spænde, idet at et skrig forlod hendes læber. Det begyndte hurtigt at ryge, nærmest som hendes hud måtte smelte eller gå op i røg. Hun prøvede fast at komme væk fra lyset, selvom hun slet ikke kom nogen vegne. Sollyset blev dog hurtigt blokeret igen, som det tykke klæde igen måtte lægges over, da James greb hende omkring hendes hals og vendte hendes blik mod sig. Hun var allerede kraftigt forbrændt og det gjorde ondt. Hun havde ondt og det var tydeligt. Tårerne havde samlet sig i hendes øjenkroge, udelukkende fordi at det brændt og det sved i hele hendes ansigt! Hun bed sig svagt i læben. ”H-han er død..” gentog hun endnu en gang, denne gang mere grådkvalt end før. James himlede med øjnene og rystede så på hovedet. ”Jeg tror ikke at jeg har gjort det tydeligt nok, kæreste.. Jeg har brug for at vide, hvor den mand er!” sagde han fast og med den samme faste mine som før. Det kunne vel heller ikke være så svært at forstå? Alicia lod tårerne stille falde. For en vampyr, så skete det faktisk meget sjældent. Hun gentog bare sine ord, igen og igen. Hun vidste ikke noget til om han var i live eller ikke, hun havde bare hørt at han var død! Hendes krop rystede bare ganske svagt. Denne gang var hun virkelig skræmt. Hvordan kunne en procianer få sig selv til at gøre noget sådan mod en som hende?! Det var svært for hende nok at se noget som helst, udelukkende på grund af det sollys som havde ramt hende direkte i ansigtet.
James endte med at skulle slippe hendes hals. Hun lød nu alligevel temmelig overbevisende, selvom han nu ikke stolede på hende af den grund. En vampyr var ikke noget som man kunne stole på! Så meget havde han da erfaret og på alle måder endda! Han rystede på hovedet og slog klik med tungen. ”Jeg tror ikke jeg har gjort mig selv hel klar endnu,” påpegede han ganske kortfattet. Han vendte sig mod benene af bordet, hvor han tog fat i en spand med absolut iskoldt vand! Han gik hen ved siden af hende, hvor han hældte det over hendes ansigt og fandt derefter en klud frem dynget i vand oveni, som han lagde over hendes ansigt. I sig selv, så ville det efterlade hende med en direkte kvælende fornemmelse. Hun begyndte tydeligt at ryste. Hun var jo kun en halvblods, så hun kunne tydeligt mærke at det var koldt! Øjnene klemte hun sammen som klædet blev kastet over hendes hoved, hvor hun godt kunne mærke, at det var svært at ånde bare en smule. Hænderne knyttede hun, som hun svagt prøvede at trække benene til sig, selvom det var uden det største held. Der blev hun bare efterladt til sig selv.. endnu en gang.
Hvor længe at Alicia blev ladt til sig selv, vidste hun ikke, men at falde til ro, var hende i den grad en umulighed! Det var slet ikke noget som hun var i stand til overhovedet! Klædet havde efterladt hende med en kvælende fornemmelse i det som måtte være timer efterhånden! Hun havde lagt hovedet til siden. Brandsårene havde bestemt ikke healet og det strammede virkelig i hendes ansigt. Det havde virkelig været noget som havde gjort noget så frygtelig ondt. James var endnu en gang kommet ned til hende. Det var ved at være aften, så hun havde fået lov til at ligge der temmelig længe alene, selvom han vidste, at det ikke var noget som havde nogen effekt. Han var ude på at skræmme hende. Han ville vide hvor Alec var! Han gik stille mod hende, hvor hans hånd greb omkring det klæde for hendes ansigt, hvor han fjernede det. Hun var godt kold, men hun var jo trods alt vampyr, så.. hun frøs vel ikke som sådan? Alicia klemte øjnene let sammen, som hun vendte blikket mod ham. Hendes ansigt var rødt og præget af brændemærker og det gjorde ondt. Meget endda. ”Jeg spørger dig en gang til, Alicia.. Hvor er han?” spurgte han med en fast tone. Selv var han imod det at skulle slå ihjel, men tortur for Procias’ overlevelse, var noget som han var mere end villig til, specielt hvis det var noget som gavnede Procias i den anden ende og det var at alt af mørke kom ud derfra! Alicia bed sig svagt i læben. ”Han er død, siger jeg jo,” sagde hun endnu en gang. James himlede med øjnene, endte med at løsne hende fra bordet. Hun havde ligget der i halvandet døgn nu, så det var heller ikke fordi at hun kunne være ved styrke uden blod?
Det stivnede fuldkommen i Alicia da hun bare blev tvunget direkte op på benene og alligevel holdt så fast. Hendes led var helt stive. Hun havde været frossen og været tvunget til at ligge fuldkommen stille igennem så lang tid, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Tvært imod! Endnu en gang måtte hun blive grebet af en lille panik. Hun vendte blikket direkte mod James. ”Hvad er det nu I vil have mig til?!” endte hun med en så fast stemme, som det var hende muligt at gøre det. James sendte hende et næsten morende smil, hvor han uden så meget som at svare hende, fik hende med sig mere ud på gulvet. Han fik hende vendt ind mod hans favn, så hun stod der med ryggen til ham. Hænderne holdt han foran hende, hvor han hurtigt bandt dem sammen på magisk vis, inden han fik hende hævet en anelse, så hun kunne hænge fast i krogen som sad fast i loftet. Hun kunne kun lige ikke nå gulvet under hende, så hun fik lov til at dingle der i nogle minutter. James stod bare og betragtede hende. ”Til nu, Alicia, så har jeg virkelig været gavmild mod dig. Alecander har gjort mere skade på Procias end nogen anden igennem årtier! Han er derude et sted. Jeg vil bare vide helt præcist.. hvor han er.” Han gik hen til hende, hvor han greb hende omkring den forbrændte kæbe, hvilket fik hende til at stivne helt, for det gjorde jo faktisk godt ondt i den anden ende! Hun klemte øjnene sammen, inden hun så på ham. Automatisk var dette noget som skubbet hendes spidse hjørnetænder en anelse frem, udelukkende fordi at de jo måtte fylde i munden. James betragtede dem næsten intenst og dog med et blik som kun måtte stråle af en klar afsky! Han slap hende, blot for at trække sig tilbage til et bord som stod op af væggen.
Alicia var direkte skræmt. Lige hvad der skulle ske, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om overhovedet, men det var i den grad også noget som måtte skræmme hende, for hun havde virkelig ikke fortjent noget sådan her! Hun knyttede næverne let, selvom hun ikke rigtigt kom nogen steder. ”Hvad er det du vil?” Hendes stemme var intet andet end en hvisken, da James endnu en gang måtte vende sig mod hende. I hånden havde han en lille intetsigende tang, hvilket kun gjorde hende forbandet usikker.
Det gispede helt i Alicia da James valgte, at skulle tage direkte fat omkring hendes kæbe og derved også tvang hende til at gabe op, for det gjorde virkelig ondt i det ellers så vansirede ansigt, når han berørte det! Tænderne endte automatisk frem i et mindre hvæs, idet hun prøvede at skulle trække hovedet til sig, selvom det var uden det store held. Det gjorde virkelig, virkelig ondt! Hendes krop dirrede og sitrede noget så voldsomt. Tangen satte James mod hendes ene spidse tand, idet han klemte til og bare trak alt det som han overhovedet var i stand til og derved rev tanden ud. Hun stivnede idet, hun måtte kvæle sit skrig, da hun kraftigt rev hovedet til sig. Han gentog den succes med den anden idet han bare lod hende blive hængende der. ”Jeg har virkelig ikke tålmodighed til det her, Alicia! Hvor er Alecander?!” hvæsede han med en fast stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Hun kunne ikke rigtigt komme nogen steder som hun måtte hænge der og han vidste det jo udmærket godt. Tårerne samlede sig i hendes øjne. Hun havde lært at acceptere hvad hun var blevet til og denne mand skulle ødelægge det? Ved at kaste hende under den samme behandling som Valerio?! Hun snøftede kort og næsten lydløst. ”Han er død,” gentog hun for hundredeogsyttende gang, som hun vendte blikket mod ham. Hun var virkelig, virkelig bange denne gang, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. James lagde tangen stille og roligt fra sig, kun for at vende sig mod hende i stedet for. Han lod hovedet søge let på sned. ”Hans aske er væk.. Han er ikke borte.. du bærer ringen og du går ikke i sorg, så du må vide hvor han er..” Han samlede en kniv op i sin ene hånd, hvor han fast gik mod hende, greb hende omkring halsen og tvang hendes blik op mod sig endnu en gang. Kniven lagde han tæt ved hendes bryst og mod hendes hals, selvom han ikke gjorde noget yderligere. ”Sidste chance,” hvislede han med en iskold stemme. Alicia blinkede let med øjnene, selvom det var frygten som stod mest tydelig. Hun var langt mere levende end det som hun var noget andet og hun vidste det godt. ”Død,” gentog hun blot igen, idet at James himlede med øjnene, trak kniven til sig, kun for at stikke den direkte igennem hendes mave. Der hvor det var kendt at det gjorde ondt, men ikke dræbende på nogen måde. Hendes øjne for op allerede med det samme. Munden åbnede hun en anelse, selvom der ikke rigtigt kom nogen anden lyd fra hende end et ganske svagt og forskrækket gisp. Han var jo for pokker da død! Ville de ikke bare forstå hende?! Hun vendte blikket stille ned af sig, selvom kniven forlod hende lige så hurtigt, som den var endt med at komme. Blikket vendte hun igen stille mod ham, nærmest som hun bad ham om at slippe hende.
Alicia fik lov til at hænge der for nogen timer inden James endnu en gang vendte tilbage til hende. Lige så let som hun var endt med at skulle komme derop at hænge, så var det som om at krogen på magisk vis, valgte at skulle give slip på hende, så hun røg direkte ned i jorden. Hun landede der med et direkte gisp, selvom det ikke var en ro som hun havde særlig længe. Hun blev hurtigt grebet af James, som førte hendes ene arm direkte om bag hende, så hun stod fuldkommen fast. ”Alicia.. Jeg advarer dig..” advarede han med en ganske så fast og iskold stemme. Han var virkelig ved at være irriteret over dette og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde. Alicia rystede på hovedet. Hun havde absolut ikke nogen ide om hvor Alec måtte være, hvis det ikke var fordi at han var død! Hans død var da et budskab som havde spredt sig som en steppebrand og det havde ramt hende som et chok og børnene med! Hun knyttede næverne, selvom hun knapt nok kunne stå på benene. Hun havde ikke fået blod temmelig længe, og det var i den grad noget som hun kunne mærke efterhånden, det var helt sikkert. James var sig bestemt ikke tilfreds, hvor han førte hendes arm langt op nok til at det sagde et voldsomt knæk, inden han gav slip på hende igen – Han havde brækket hendes arm. Alicias ben gav omgående efter under hende, i form af et kraftigt gisp, da hun hurtigt tog sig til sin arm og holdt den tæt ind til sig. ”Han er død siger jeg jo! Jeg ved ikke hvor han er!” endte hun med en direkte hvinen, for det var virkelig noget som gjorde noget så frygtelig ondt! James fnøs ganske let. ”Tro mig når jeg siger det, så skal vi nok finde ham,” afsluttede han kortfattet. Han endte med at gribe fat om hende efter at han havde fået kaldt en anden til sig, så de begge kunne få fat i hende. Hun gispede tydeligt og kraftigt, da de hævede hende. ”Lad mig gå,” hviskede hun stille. Hun var virkelig bange og det var bestemt heller ikke nemt. De havde taget hendes tænder, brækket hendes arm, stukket hende ned og endda brændt hele hendes ansigt af den store sol, selvom det kun havde været for få sekunder! James og den anden magiker så ganske kort på hinanden inden de blot endte med at nikke. Solen var lige gået ned, så det ville være perfekt mulighed for dem at få hende ud, for hun vidste tilsyneladende ikke noget som helst omkring denne Alecander lige for tiden. Ringen ville de dog beholde, for de havde da fundet ud af, at det var den som sørget for, at hun kunne gå ude i solens lys uden at komme til skade. ”Som du ønsker det, Alicia,” vrissede James med den tydelige utilfredshed. Hurtigt fik de en sæk kastet over hendes hoved, så hun slet ikke var i stand til at skulle se hvor de førte hende hen.
Vandringen tog dem en lille time, da de ikke bare ville efterlade hende der hvor de havde holdt hende, det ville jo være direkte dumt. De tog sækken af hendes hoved og smed hende fra sig i det mudrede græs. Hun gispede let, da hun næsten automatisk måtte sætte af med den brækkede arm. Hun trak armen til sig og blinkede let med øjnene, mere for at orientere sig om hvor hun var smidt af henne. Hendes øjne endte tårefyldte. Hun havde ondt.. hun havde virkelig, virkelig ondt! Hun vendte blikket mod dem. ”Så smut hjem, Alicia.. Jeg kan love dig at vi nok skal finde ham,” vrissede James fast, hvor ham og hans makker forsvandt i et kraftigt lysglimt, som direkte måtte skære i hendes øjne. Panikken greb hende allerede med det samme, som hun kæmpet sig op på benene. Den brækkede arm holdt hun tæt ind på sig, som hun valgte at søge direkte mod Isaac. Det var den eneste som hun lige kunne komme i tanker om, faktisk ville være i stand til at hjælpe hende. Det gik langsomt, for det gjorde ondt i sig selv, at bevæge sig særlig meget lige for tiden. ”I-Isaac..” hviskede hun med en tydeligt grådkvalt stemme, som hun søgte væk fra Dødens Dal. Hun var da så heldig, at hun kunne orientere sig om området, ellers havde hun da for alvor haft et problem!
//Out
