you love me right? my dear dragon

[Deleted]

Solen var midt på himlen, men skyer dække for den så man kun kunne se den ind i mellem. viden gled over engen som en dejlig brise der fik det høje græs, til at bevæge sig som bølger i havet. i det høje græs lå en lang kinesisk drage rulle sammen, den så ud til at sove trygt og godt. men dens øjne slog op da den syntes at høre en lyd, *vera* sag drage i håbe om det var hans rytter der var på vej. dragen blev liggen helt stille og prøve at holde sig skjult så meget så muligt, vera var på vej men hun var langt væk i nu til det kunne være hende der var på vej, hun hade en kurv med med forsyninger. hun hade være i byen for at hente det, hendes hår hang løst og gik ned til under knægene. hun hade sin særlig kimono på og et ar flad silke sko på, hendes meget mørke nærmest sort øjne hvilke roligt på stien hun gik på, mens hun nød vinden der suse mellem træren og ramte hende og fik hendes hår til at bølge ganske let, og hendes kimono rørte sig også kun svagt men ikke meget da den sad så tæt som den gjorde, dragen lå stadig stille og lytte efter hvad det dog var der var på vej på engen, var det mund en nem frokost eller en fjende der skulle uskadelig gøres, dragen lå forsat stille mens den vente og så hvad der var på vej.

[Deleted]

Det var ved at være en ganske flot forårsdag. Sneen var væk og solen skinnede og varmen var faktisk også begyndt at skulle komme til, selvom det nu ikke var for varmt endnu, så var det jo trods alt et skridt i den rigtige retning. Forlovelsesringen hvilede fint på hans finger og han bar den så sandelig også med den største stolthed. Det var slet ikke fordi at han var ude efter tronen i Manjarno – Nej, han var efter kvinden som sad på den. Ude på engen blæste vinden frisk og det var virkelig noget som kun måtte få ham til at smile. Ja, sandt at han ikke kunne snakke, så forhindrede det ham dog ikke i at skulle begå sig andre mennesker når han nu endelig havde muligheden for det. Hans vandring førte ham stile og roligt henover de store områder. Der var åbent, der var stille alt efter hvad han kunne se. Han havde fået synet igen i det som man vel kunne kalde for en julegave af en kær gammel ven, som han ikke havde set siden dengang – desværre og det var også noget som han var ked af. Han rystede de tanker af sig lige for nu. Det lette smil hvilede på hans læber. Umiddelbart så mindede han ikke om en dødsengel, selvom det var tilfældet. Det var bare alle de hændelser som han havde været igennem i hans liv, som automatisk havde gjort, at han havde valgt helt andre veje end så mange andre af hans slags. At der lå en stor drage ude på engen, var slet ikke en tanke som faldt ham ind. Det var sjældent man så noget som helst til de dyr nu til dags.

[Deleted]

dragen lå stille som den kunne dufte væsnet der kom mod ham, da dødsenglens lugt blev båret med vinden, dragen slikke sig om munden men lå stille. den dødsengle var lige noget den kunne lige at tykke på, hun begyndt at sno sig som en kæmpe slang gennem det høje gule og grønne græs til han ikke var langt fra dødsenglen, hvor efter den stilte sig op. dens ånde var tunge og hurtig, dens øjne lyste i lyste til at dræbe og æde. de spidste skarbe tænder dryppe en smule på grund af savlen fra dens munde, de lange magiske knurhår der nærmeste bevæge sig af sig selv. og den enorm lange krop og hale der svinge bag den, en dyb knurren kom fra den mens dragen stod stille før den med et hugge ud efter dødsenglen, vera forsatte sin rolige gang ude at vide noget om hvad hendes elskede drage lave, hun nød at gå stille og roligt gennem træren på den lille sti, hun ville snart kunne se engen om bare 5 minutter ville hun være tilbage, hos sin drage der tilbad hende som en gudinde.

[Deleted]

Fabian var fuldkommen uvidende omkring det som skete omkring ham i øjeblikket. Forsvarsværker var sat op omkring slottet i Manjarno efter de mord som var sket i Procias. Det var virkelig store mænd som var faldet på en og samme aften og selvfølgelig var det virkelig en skam at det var sket. De skulle have en anstændig begravelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvil om! Det kaos som hvilede i Procias, var i sig selv, også noget som bekymrede ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var nu heller ikke fordi at han havde magt som sådan her til lands, for den var faldet fra, da han var tvunget til at træde tilbage som hærfører – Som stum og det hele, så var det jo heller ikke fordi at han sådan set rigtigt kunne gøre noget som helst ved det når det endelig måtte komme til alt. Han sukkede dæmpet og så sig omkring. En underlig fornemmelse af, at noget skete omkring ham, var noget som prikket noget så voldsomt til ham. Han kneb øjnene let sammen. Tænkte man over det, så var der også.. forfærdelig stille? Han vendte blikket ned mod det sværd som han havde ved sin side, som han trak med det samme og lod hvile godt i hans hånd. Det var alt for længe siden, at han havde været grebet af dette tidligere – en form af spænding. Hans olivengrønne øjne så sig fast omkring. Der var noget derude, så meget kunne han da tydeligt fornemme, men lige hvad det var, det var ham jo så ukendt endnu. Han bakket en anelse, også i forsøget på at skabe sig en større oversigt. Kunne han flyve, så havde han gjort det – Det var bare ikke muligt for ham, eftersom han ikke havde sine vinger.

[Deleted]

Dragen lod sig igen smutte ned i det høje græs og snog sig nu i en stor cirkel om dødsenglen, sådan blev han ved til den begyndt at gør cirkelen minder og minder til sidste slynge den halen om ham, og knurre højt og tydelig. mens den holdt fast om sit bytte, *lækkert * tænkte dragen og slikke sig om de mange hvide tænder mens de lyse blå skæld skinde i solen og line is. Vera kom til syne mellem træren, hun mærke solen mod den lys ud og nød varmen. hun så dragen længer inde på engen og så på ham, "hvad laver den for vokset øgle nu" mumle hun og gik med små elegante skidt dog var de hurtig, hun kunne se den hade fat i noget. *hvad har du så fået fat i* lød hendes stemme i dragens hovede, dragen så mode hende og brøle *frokost* sag den med en sulten stemme, Vera kom enlig hen til dragen og så på manden. hun hade sin sensuelle evner oppe og hun fik dragen til at sætte ham ned, "jeg beklager min drages opførsel " sag hun og så på manden og stod 1 meter fra ham.

[Deleted]

Fabian blev pludselig meget, meget usikker på omgivelserne. Der var i den grad noget som slet ikke skulle være der, det var noget som han kunne konstatere allerede med det samme, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Dragen som sneg sig igennem græsset, var noget som han kun fik øje på i tide og utide, da det jo faktisk var noget som gik temmelig hurtigt. Det stivnede dog kraftigt i ham, da dragen valgte at skulle gribe om ham og derved også holde ham fast! Han kunne ikke råbe op eller noget som helst, eftersom Alecander havde formået at smadre hans stemmebånd til det uigenkendelige! Han kunne ikke få det igen, hvilket han faktisk var utrolig ked af. Han stirrede olmt på dragen, selvom det på ingen måde, var ham til nogen som helst former for hjælp. Han kunne ikke komme til at svinge sværdet, så han valgte at skulle give slip på det og lade det falde til jorden. Han nægtede bare at ende som en drages middagsmad! Disse lande havde lidt tab store nok i forvejen, hvilket var en skam og han havde så sandelig heller ikke nogen intentioner om at skulle følge dem på nuværende tidspunkt! Han vendte blikket med det samme, som han kunne høre en kvinde lige ved, hvilket et sted.. lettet ham? Dragen kendte hende ellers var det omvendt, hvilket han heller ikke havde noget som helst imod. Som dragen måtte slippe ham, så bakkede han adskillige skridt væk, bare for at holde sig en vis afstand til dem begge to. Han rystede blot på hovedet til hendes ord. Han var jo trods alt helt okay som han nu vidste af.

[Deleted]

Dragen knurre og snoet sig om kvinden som blot strøg den over næsen, "så så kære du skal nok få noget at spise snart" hun så på manden, hun smile varmt og venlige mens hun kom over dragens lange krop og gik roligt hen til manden, mens hun listig lod sin sensuelle evner glide om ham. "de en stille herre må jeg sige" hun smile venlig, og lod hånden glide i kurven og fiske et æble op og rakte ham, "her ved godt det nok ikke just kan dække over den skræk i liv du fik da min kære drage ville spise dem men jeg har ikke rigtig andet." hun smile uskyldig mens hendes sensuelle evner tog mere og mere til stille og roligt så han ikke skulle fatte mistanke, dragen lag sig i græsset, nu kunne man se sadlen på dens ryg og den stor sæk hvor hun hade nogle vinger fra dødsengle i, nu hade hun jo love ikke at tage engle mere hvilke pisse hende af men hun skjulte det bare dybt inde i sig.

[Deleted]

Fabian vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til denne situation. Ja, denne kvinde havde måske lige formået at redde hans liv, selvom det slet ikke var sådan som han brød sig om det. Det burde virkelig være omvendt, for det kunne virkelig ikke være rigtigt, at en kvinde skule redde ham? Selvfølgelig var han hende taknemmelig for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, hvor han igen rystede på hovedet og lagde hånden mod hans hals – et tydeligt tegn på at han ikke kunne tale. Han vidste ikke hvad slags hun var, men hvad han dog kunne fornemme allerede temmelig hurtigt – denne mærkværdige følelse af en tiltrækning sagde ham kun en ting; Denne kvinde måtte være en sensuel dæmon på en eller anden mærkværdig måde og dragen sagde ham kun, at det måtte være en dragerytter som han måtte stå overfor. Det æble som hun tilbød ham, tog han dog glædeligt imod, selvom han ikke tog en bid af det. Han var nødt til at være forsigtig med hvem han måtte omgås med, udelukkende på grund af det som var sket i Procias, så var det heller ikke fordi at han turde andet. Specielt ikke fordi at han havde den plads ved slottet i Manjarno som det han måtte have, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han endte med at vende sig mod hende og med et stille smil. Han kunne dog godt være venlig og specielt fordi at hun viste ham det samme, så var det heller ikke det sværeste. Han tog hendes hånd ganske blidt, hvor han skænkede håndryggen et let kys – Det var ham blot en glæde at møde hende.

[Deleted]

vera smile bare, og så på han hade hånde på halsen. "åh det jeg ked af " sag hun og så på ham, hun var glad for han tog æble hun var jo ikke ond altid, da han kysse hendes håndryg søger hun for at sende en ordenlig og lyn hurtig gang lyste i ham, hun tog roligt hånden til sig og så på ham. drage brumme bare misundeligt og hade når hun brugt sin evner på andre han køns væsner, hendes drage var vildt forelsket i hende så den kunne ikke lig konkurenes. vera så på ham og smile, bare det var dog svært at før en samtal med en der ikke kunne tal men han kunne vel nikke. "er de så fra det her land" spurte hun og smile venligt mens hun blev ståeden og søger for hendes sensuelle evner snoet sig mere og mere op af ham stille og roligt så det ikke skræmt ham for meget, hun så bare på ham med et varmt blik i det sort øjne.

[Deleted]

Fabian var efterhånden bare vant til at han ikke havde stemmens brug på sin egen side, for det havde været sådan igennem snart et års tid nu, så det var ikke fordi at det var noget som rigtigt kom bag på nogen. De fleste kendte da til ham. Om ikke andet så fra hans tid som konge i Dvasias for skræmmende mange år siden, ellers som den hærfører som han havde været i Manjarno frem til ulykken havde ramt ham ganske kort efter katastrofeballet i Manjarno. Han sendte hende et stille smil hvor han igen rystede på hovedet som et klart tegn til at det ikke gjorde noget. Det kunne hun jo trods alt heller ikke vide at han ikke kunne, for igen så var det vel noget som de fleste antog som en selvfølge? Han blev stående med æblet i hånden, selvom han ikke vidste hvorvidt om han burde spise af det eller ikke, for det var heller ikke fordi at man kunne sige, at han turde gøre det.. jovist gjorde han det, men han var virkelig nødt til at tage det stille og roligt. Han nikkede til hendes ord, hvor han alligevel valgte at gøre et klart tegn at hun måtte sætte sig. Han havde sine muligheder for kommunikation og han kunne sagtens vise hende dem. Han stivnede let ved det lys som havde ramt ham, hvor han alligevel sendte hende et let vantro blik, som et tydeligt spørgsmål. Han rakte hånden endeligt ind under kappen. De var kun to herude. Han trak en lille medaljon frem og rakte den mod hende – Det var ingen gave, men en magisk genstand foræret af en god ven. Det ville give ham muligheden for at kommunikere med hende på en anden måde.

[Deleted]

Vera satte sig ned på dragens hale som dragen nærmest lave sig selv til en stol, hun så på medaljon og kigge på den. hun så på ham og den måde han så på hende var det ikke en gav, hun tog den på og så roligt på ham. hun hade stadig de sensuelle evner om ham, de krøbe op af hans ben og ville nu vær ved midten af hans lår og snart længer oppe. hun så på ham og smile bare venlig, mens hun nusse dragens hovede. dragen holdt øje med dødsenglen, den kunne tydelig vis ikke lig ham, hun nusse dragen over snuden. *rolig nu søde ven han gør jo ingen ting* lød veras stemme i hendes hovede, *han er dødsengle lad mig nu æde ham* vera så ikke på dragen men holdt sin øjne på manden for and sig, *nej ham her er ikke vær at æde han er ikke som andre dødsengle.. der noget der mangler ude over stemmen bare lade ham vær* sag vera fast i dragens hovede, dragen brumme og trak hovedet væk og gemt det i græsset.

[Deleted]

Fabian var så sandelig heller ikke ude på at gøre denne kvinde noget ondt, for det var noget af det sidste som han ville. Ja, nok var han en dødsengel, men han skilte sig virkelig langt ud fra de andre af hans slags, udelukkende fordi at han ikke var født som denne race. Han var født som Warlock for så mange år siden, selvom det nu i sig selv, var en historie og fortid som var gået i glemmebogen for de fleste, hvilket han et sted faktisk var ked af. Han satte sig roligt ned i græsset, hvor han bevidst valgte ikke at skulle koncentrere sig omkring denne drage, for det var tydeligt, at den ikke var meget for ham og han ønskede så sandelig heller ikke, at skulle komme dem på tværs på nogen måde overhovedet. Han blev siddende i græsset og med blikket mod hende, hvor han bare ventede på at hun ville tage imod den medaljon som han havde valgt at række mod hende. Tog hun den på, så ville hun faktisk kunne kommunikere med ham andet end med ja- og nej-spørgsmål, hvilket vel også var noget som gjorde det hele meget nemmere for dem begge? Ikke fordi at det vel var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han hævede let det ene bryn også mest for at vise hende, at han ikke var ond eller modbydelig på nogen måde, for det var da noget af det sidste som han havde lyst til lige i øjeblikket. Han ønskede faktisk venskab. Det var jo trods alt det som man måtte komme længst med.

[Deleted]

vera så bare roligt på ham og smile venligt, "så du er her fra som du svar på for kort tid siden.. kan du så lig at bo her" spurte hun og smile bare venligt, "har du så et arbejde?" spurte hun efter lidt tid og smile, hun fisk et æble op af sin kurv og tog et lille bid af det mens hun så på ham og smile venligt. dragen brumme surt og puste til bræset så det blæst bag over enkle græs strå blev brænd af på grund af varmen fra den ånde, vera indurerne nu dens vred og så på bare manden for and sig, som virkelig virke meget flink og venlig. det kunne da være at hun hade fundet en ny ven, hvilke ville vær hendes første ven hun nogle sinde hade haft ud over hendes drage som hun hade haft i et par år, da hun hade fundet ham ved floden og tage ham som sin drage.

[Deleted]

At hun havde taget imod den medaljon var noget som Fabian var noget så glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede mod hende, som han så at den faldt om hendes hals. Denne magiske genstand gjorde, at han kunne kommunikere med hende via hans egne tanker, så det også gjorde det en anelse nemmere også for hans eget vedkommende. *Det var virkelig mange spørgsmål på en gang* Hans stemme ville lyde i hendes hoved. Måske at den var dyb og en anelse hård, men han var jo trods alt også en dødsengel, så det var jo næsten noget som kom ganske automatisk ikke sandt? Han lod hovedet søge let på sned. *Den medaljon om din hals gør at du kan høre mine tanker..* Han prikkede sig selv let til tindingen og med det samme rolige smil på læben. *Jeg bor på slottet her i Manjarno.. Så jo, jeg kan mægtig godt. Jeg går uden arbejde lige nu,* forklarede han så endeligt. Det var måske lidt mange spørgsmål, men han måtte dog erkende at det morede ham at stå overfor en som faktisk ikke kendte det mindste til ham. Det var befriende på en eller anden underlig måde og det var i den grad også rart at bare kunne være en i mængden for en gangs skyld.

[Deleted]

hun så på ham og under siger over hvad hun skulle bruge smykket til, ind til hun hørte hans stemme i hovedet. hun kørte hånden svagt over tændingen, "ikke så højt tak" hun smile roligt og tog et bid af æble og så på ham og smile bare, "det rart at møde en der har så godt et hjem" hun smile og så på ham, "nå hvad er deres navn enlig? Mit er Vera Sheriki Nevo og det her er min drage Vanlith som du allered han gjordet dig lidt bekendtskaber med.. eller mere hans tænder sådan tæt på" hun smile undskylden, Vanlith så ikke på dem men brumme bare. "Vanlit! snak pænt nu!" sag hun advare og så på dragen der blot brumme og så væk, hun sukke og så mod manden "beklager teeneagter" sag hun og sukke, "og han er en af de rigtig besværlig" hun små lo mens dragen puffe til hende med spidsten af den lang hal, "hey det passer jo!" sag hun og smile og skubbe hale spidsen væk.