Like Yin and Yang

[Deleted]

Jelicka ønskede virkelig ikke at være til nogen som helst former for besvær for ham. Han havde allerede skænket hende så meget allerede, ja bare det at lade hende hvile, var at skænke hende temmelig meget og langt mere end det som hun havde regnet med. Så sur og vred som han havde virket som, så havde hun mest af alt troet at han ville slå hende ihjel eller bare lade hende ligge til hendes egen skæbne. Vagterne kunne jo faktisk i sinde, have fundet hende, hvis det endelig var, det var hun overbevist om, men hun kunne faktisk bedst lide at være lige her hvor hun var for øjeblikket, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun rystede stille på hovedet. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som hun direkte ville sige til ham, men det var nu egentlig bare sådan at tingene faktisk måtte være for hendes del, for hun var vant til at folk slet ikke gad hende for hun var mærkelig. Hun hørte jo hvad folk sagde om hende, selvom det nu bare var noget som hun accepterede som det nu var, for det var altså sådan at hun var og det var der jo så heller ikke noget som man kunne gøre noget som helst ved. Hun trak svagt og smilende på skuldrene. ”Det er det vel.. Det var det som skete med mig,” fortalte hun ærligt. Hun var virkelig røget ud over kanten og hendes forældre havde ikke gjort noget som helst for at få hende hjem igen og det var noget af det som hun i den grad også måtte være mest træt af, af det hele! Det var nu alligevel bare en ting som hun havde været nødsaget il at skulle acceptere, selvom det bestemt heller ikke havde været en nem opgave, for det havde det bestemt heller ikke. Det gjorde ondt at vide, at hun tilsyneladende ikke havde været elsket nok til at man ønskede at finde hende og få hende hjem, så hun havde været bundet her til jorden lige siden. Hendes flyvske evner var ikke så vel udviklet, for.. ja, hun vidste jo heller ikke helt hvordan man skulle gøre det, så hun var heller ikke i stand til at komme hjem selv. At han virkede så ivrig efter at få hendes historie, var noget som kun fik en mild rød farve til at melde sig i hendes kinder, for det var slet ikke noget som hun var vant til! ”Du vil virkelig gerne høre min historie? Hvordan jeg legede med englene, blev lidt hovmodig og faldt?” spurgte hun med et let hævet bryn. Det var jo faktisk sådan at det var sket. Hun havde haft en mærkværdig tanke til at tro at hun havde været en engel uden vinger og det havde jo været direkte tåbeligt! ”Der er ikke noget specielt ved den historie.. Jeg var ung og naiv.. jeg troede på det som jeg hørte folk snakke om, jeg faldt og har været her lige siden.” Hun trak på skuldrene. Hun var ikke meget for at fortælle den historie, for det var faktisk noget som i den grad måtte plage hende, selvom hun prøvede at bide det i sig. Hun var et lyst sind, så hun havde slet ikke tid eller ork til at skulle være negativ på denne her måde, for det fik hun bestemt heller ikke det mindste ud af selv, hvilket hun allerede måtte være klar over i det store og det hele! Blikket gled ganske kort i retningen af vinduet med en kort tænkende mine. Huskede de hende i det hele taget? Hun rystede på hovedet og vendte sig mod ham. ”Hvad er så din historie, Alec?” spurgte hun med en mere nysgerrig mine, som hun lagde sig ned på madrassen igen.

[alecander]

At Jelicka direkte var faldet ud af Himmeriget var noget som Alec ikke helt kunne forstå, for.. kunne det lade sig gøre? Var Himmeriget ikke et uendeligt sted? Det var faktisk noget som måtte fascinere ham et sted, for han havde ikke troet at de lyse væsner kunne falde ud derfra, han kunne godt forestille sig at mørkets væsner kunne, selvom at de vel slet ikke kunne komme dertil? Han kendte jo faktisk slet ikke til stedet, så han vidste det jo faktisk slet ikke, men han var da nysgerrig på hvordan det måtte være deroppe, selvom han kunne forestille sig at det var lyst, men det sagde vel også sig selv? Men der måtte vel være mere deroppe, siden folk kunne leve deroppe? Han trak svagt på skuldrene. ”Det.. kan du jo så have ret i,” medgav han roligt. Siden hun var faldet ned, så måtte det jo være muligt, selvom han stadig ikke forstod hvorfor hun ikke bare var taget tilbage igen, for hun var jo trods alt lysvæsen, og siden de opholdt sig deroppe, så burde det vel kunne lade sig gøre? At hun rødmede var noget som fik ham til at lægge hovedet spørgende på sned. Hvorfor hun rødmede vidste han til gengæld ikke, for han havde jo ikke gjort andet end at vise interesse for hende og hendes historie, men det var måske nok? Det var hun måske ikke vant til? Han fandt det ellers spændende hvordan et lysvæsen, en race som faktisk hørte til Himmeriget kunne falde ned derfra uden at komme tilbage igen, næsten som om at det var en straf? Men på den anden side kendte han ikke til historien så det vidste han jo faktisk ikke. Han nikkede roligt, som han blot blev siddende ved siden af madrassen uden at fjerne blikket fra hende. ”Jeg vil gerne høre det,” endte han med et skævt smil. Nu hvor han alligevel havde taget hende med sig herhjem, så kunne han da godt vise lidt interesse og faktisk føre en samtale med hende og et sted skulle de jo starte. Desuden så måtte det jo også være en fortid der plagede hende, siden hun direkte havde mareridt om det. Han lyttede mere end glædeligt til hendes ord, hvor han blot lod hende tale færdigt uden at afbryde hende på noget tidspunkt. ”Så.. hvorfor tager du så ikke bare tilbage igen?” spurgte han en anelse uforstående, for det lød jo næsten til at hun måtte savne det et sted? Men hun var jo lysvæsen og kunne vel bare orbe dertil igen? Han så blot til da hun lagde sig ned igen, hvor et mildt smil hvilede på hans læber. Hun var jo faktisk ikke så slem igen, selvom at hun havde gået ham på til at starte med, men på den anden side, så var det jo også hendes skyld at han var blevet straffet, så det var vel egentlig også forståeligt at han var blevet så vred? Hun var dog kommet tilbage og havde sluppet ham fri, faktisk reddet ham, så det kunne han også godt hende ved at give hende lidt husly og give hende sikkerhed indtil hun igen kunne bevæge sig frit omkring. At hun spurgte ind til ham måtte virkelig forundre ham, hvor han blinkede overrasket med øjnene. ”Min historie?” gentog han roligt, hvor han næsten måtte ende med at se lettere forvirret og tænksom ud. ”Jeg.. ved det ikke,” endte han med en frustreret undertone. Han vidste ikke hvad der var sket med ham, hvad han havde lavet, han.. var virkelig blank! ”Jeg kan ikke huske det.”

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt at hun havde noget af en mærkværdig fortid; at hun direkte og bogstavelig talt var faldet ud fra himlen og til jorden, uden at hun havde haft nogen mulighed hvorpå at hun kunne komme hjem igen. Ja, det var virkelig noget som måtte plage hende, selvom hun mere eller mindre bare havde valgt at skulle acceptere den tanke, for.. ja, hun havde vel egentlig heller ikke haft noget andet valg når det endelig måtte komme til alt? Hun betragtede ham med en rolig mine. Det var jo heller ikke fordi at hun havde fået særlig meget søvn, selvom det vel også måtte komme lidt hen med tiden? Hun sendte ham et stille smil. At han ikke forstod forundrede hende nu heller ikke, selvom det nu også var noget som måtte more hende et sted. Hun forstod sig jo heller ikke på hans verden, så de kunne vel næsten lære lidt af hinanden? ”Det er jo heller ikke fordi at der er noget specielt med min historie,” sagde hun stille og med et let træk på skuldrene, for det var jo bare sådan at sandheden nu end måtte være for hendes vedkommende. Hun blev roligt liggende i madrassen, også selvom den rødmen slet ikke var noget som man skulle tage fejl af, også selvom det skete forbandet sjældent. Det var vel egentlig også fordi at hun var ved at være godt træt? Smilet bredte sig på hendes læber. ”Jeg faldt ud, da jeg var temmelig ung, så… jeg ved ikke hvordan jeg kommer tilbage igen. Desuden så har mine forældre end ikke forsøgt at lede efter mig.” Hun vendte blikket ganske kort i retningen af vinduet. De havde vel bare vendt det hele ryggen. Nu havde de jo ikke den hyperaktive tøs hjemme længere, selvom den tanke var noget som gjorde hende direkte deprimeret at skulle tænke på? Hun prøvede om ikke andet at lade være, selvom det nu og da alligevel skete når hun var i de perioder hvor hun virkelig måtte tænke alt for meget og det var bestemt heller ikke fordi at hun kunne gøre for det! At han slet ikke var i stand til at huske sin historie, var noget som i den grad også måtte forundre hende og temmelig meget endda. Hun rynkede brynene ganske let, som hun hævede sig en anelse og lod hovedet derfor hvile i hendes håndflade med en tydeligt nysgerrig mine. ”Du kan slet ikke huske noget? Ingenting?” spurgte hun stille, som hun let blev siddende og betragtede ham. Det var nu heller ikke fordi at han var så slem igen, det var jo noget som hun i den grad også havde fundet ud af efterhånden, så var det jo også bare sådan at tingene måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Endnu en gang satte hun sig op. Dette var da kun gået hen og blevet meget interessant! Smilet bredte sig bare en anelse på hendes læber. ”Det mindste? Hvad er da det sidste som du kan huske?” Hun var i den grad nysgerrig af sig, en anelse ivrig måske og med skræmmende mange spørgsmål, men det var nu og da bare sådan at hun måtte være som person.. et sted så var det vel også det som havde skræmt langt de fleste personer væk fra hende, selvom det nu heller ikke var noget som direkte måtte ramme hende med nogen som helst former for overraskelse i den anden ende. Hun rystede ivrigt og hurtigt på hovedet. ”Jeg stiller for mange spørgsmål… gør jeg ikke?” afsluttede hun en anelse irriteret. Ikke på ham, men på hende selv.

[alecander]

Måske Jelicka ikke fandt sin historie interessant eller speciel, men efter Alecs mening, så var den faktisk meget speciel, ja måske var der de fortider som var langt mere dystre, som var langt mere spændene, men han vidste jo ikke hvad der ellers var sket med hende. Det forundrede ham dog utrolig meget at hun var et lysvæsen, som var røget ned fra Himmeriget, fordi hun var faldet ud over ’kanten’, det var nemlig en historie han aldrig havde hørt før! Så i hans øjne var det klart at det måtte være en interessant historie. Han betragtede hende en anelse tænkende, for han forstod faktisk ikke helt hvordan man kunne det, netop fordi hun var den eneste han havde hørt var røget ned deroppe fra, så han havde slet ikke troet at det var muligt, men det var altså sket alligevel. Det var så heller ikke fordi at han havde det største kendskab til det sted, det var jo heller ikke det som folk måtte snakke mest om, for det var de færreste som havde været deroppe. Hans blik blev en anelse sørgmodigt ved hendes ord. ”Det er jeg da ked af. Men.. hvis du ikke har levet oppe i Himmeriget sammen med dine forældre, hvor har du så boet henne?” spurgte han roligt og lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han betragtede hende nysgerrigt. Noget måtte hun jo have lavet, for det kunne da umuligt være hele hendes historie. Desuden så måtte hun jo også være endt her i Manjarno af en grund, for han vidste at de fleste af de lyse væsner, såsom paladiner, engle og lysvæsner opholdt sig mest i Procias hvis de ikke boede i Himmeriget, så det har hun vel også gjort? Det var i hvert fald noget af det som måtte gøre ham nysgerrig på hendes historie, for hun var måske røget ned fra Himmeriget som lille, men hun var trods alt ikke lille mere.
At de kom ind på Alecs historie, havde han ikke det mindste imod, selvom.. han ikke kunne huske noget som helst, så det var ikke fordi han kunne give hende sine ønskede svar. Han rystede let på hovedet. ”Nope.. ingenting,” endte han stilfærdigt. Ikke engang brudstykker, for det hele var væk. At hun blev ved med at spørge havde han ikke noget imod, for han havde ikke selv lagt mærke til det, før hun selv påpegede at hun stillede for mange spørgsmål, hvilket fik ham til at le ganske kort og muntert. Han rystede smilende på hovedet. ”Nej, det gør intet,” svarede han sandfærdigt og smilede skævt. Han havde også stillet hende spørgsmål, så det måtte hun selvfølgelig også godt ham, selvom han virkelig ikke kunne huske noget. ”Det sidste jeg kan huske?” Han gned sin hage ganske tænkende, som han prøvede at huske længere tilbage, men det virkede bare ikke! ”Det er..” Han sukkede kort. ”Jeg kan kun huske at jeg vågnede ved en bæk, hvor en mand tog mig med hjem. Han gav mig tøj, men jeg kom til at dræbe ham fordi jeg blev.. sulten. Og denne tatovering..” Han vendte kort ryggen til hende og vidste den tatovering der måtte hvile mellem hans skulderblade, ”den beskytter mig imod sollys. Efter jeg havde dræbt manden, da jeg havde mistet kontrollen flygtede jeg, hvor jeg endte her i Manjarno, hvor Jess, den mand du så tidligere, lederen af denne oprørsgruppe, tog mig til sig, og så har jeg været her lige siden,” fortalte han roligt.

[Deleted]

Jelicka var udmærket godt klar over, at hun havde en frygtelig mærkværdig historie som man ikke rigtigt hørte mange steder. Hun var virkelig røget ned fra Himmeriget og det var heller ikke fordi at hendes forældre havde gidet skulle hente hende. Selvfølgelig havde det skænket hende en masse forkerte tanker at skulle tænke på, på denne her måde, men det var jo så bare sådan at tingene nu måtte være, selvom hun bestemt heller ikke var særlig meget for det. Hun betragtede ham roligt. ”Jeg har boet i skoven.. Først i Procias.. De andre synes vel at jeg var lidt mærkelig..” Hun trak let på skuldrene, selvom det faktisk var noget som gjorde hende trist. For hun havde jo prøvet at faldet til de steder som hun havde været, selvom det ikke rigtigt havde virket, hvilket hun i den grad kun måtte være frygtelig træt af! ”men jeg kunne ikke rigtigt falde til nogen steder.. jeg følte mig som en.. særling.. udstødt, så jeg flyttede til parken her.. slog mig ned i det som jeg nu kunne lave med mine bare hænder og har været der lige siden.. Jeg kan trygt love dig for, at nætterne og vintrene ikke har været særlig behagelige,” påpegede hun med et let grin. Hun havde klaret sig på bedst mulig vis, selvom det bestemt heller ikke havde været nem, men det havde jo været det eller at give efter for kulden og mørket, hvilket var noget af det sidste som hun havde ønsket sig! Hun ønskede livet lige så meget som alle andre og hun havde i den grad også måtte kæmpe for det!
At Alec virkelig ikke kunne huske noget som helst, var noget som virkelig forundrede hende. De fleste kunne da huske meget mere end bare.. at de var vågnet op et eller andet mærkværdigt sted? Hun blinkede let med øjnene og lod hovedet søge let på sned, som hun nu alligevel blev liggende på madrassen og med blikket mod ham. Han virkede nu venlig nok og det var også derfor at hun turde spørge ind til alle de ting, selvom det igen heller ikke var noget som hun direkte tænkte meget over i den anden ende. Det var jo som om at det bare fløj ud af munden på hende! At han jo så kunne blive irriteret over det, var jo så en ting og tanke som først faldt hende ind bagefter, hvor hun lagde hånden over sine læber med en næsten forlegen mine, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at skulle fornærme ham på nogen måde. ”Det lyder bare.. underligt..” mumlede hun for sig selv, hvor hun vendte blikket direkte mod den tatovering som han viste hende. Hun satte sig omgående op, hvor hun lod hånden vandre mod den. Det føles næsten brændende at komme i kontakt med hans kolde hud. Det var næsten mærkeligt.. hun var jo normalt aldrig nogensinde tæt på andre på denne her måde og det var frygtelig sjældent at folk i det hele taget ville slå en samtale af med hende, så hun udnyttede vel bare muligheden nu hvor det endelig var sket? ”Måske at du ikke kan huske særlig meget… men det er nu alligevel en meget fascinerende historie..” sagde hun stille, hvor hun selv ikke kunne lade være med at trække let på smilebåndet. Den store drage over hans ryg, var nu alligevel noget som måtte tage hendes opmærksomhed meget og det fik kun nysgerrigheden til at vokse! ”Det må have været kraftig magi som har lavet den..” sagde hun stille, næsten en anelse fraværende, som hun endnu en gang bare.. gled ind i sine egne tanker. Hun var klart betaget og fascineret af hans væsen.

[alecander]

Måske Jelicka ikke fandt sin historie spændene, men det gjorde Alec nu alligevel, for hun var virkelig den første som han havde hørt var faldet ned fra Himmeriget. Selvfølgelig havde han hørt de som var blevet sendt ned til Jorden, men de var jo ikke direkte faldet ud over ’kanten’, som hun havde gjort det, hvilket var noget som faktisk måtte forundre ham, også hvordan det i det hele taget var sket, men sådan var det vel med små legende børn? Det undrede ham så at hun ikke bare kunne tage tilbage igen, for hun havde jo orbet væk med ham, da hun havde befriet ham på korset, så.. var det ikke bare at tage derop igen? Han kendte ikke til alt det der, for det havde egentlig aldrig interesseret ham, han kunne jo alligevel ikke komme derop. Det var faktisk først nu hvor Jelicka var her, at han måtte tænke over det, hvor han faktisk fandt ud af at han ikke kendte så meget til stedet, men det havde han jo heller aldrig haft behov for, så hvorfor gøre sig tanker om noget, man alligevel ikke kunne komme til? Han trak svagt på smilebåndet, som hun slap sin milde latter, dog kort efterfulgt af et lille nik til hendes ord. ”Til tider er det bedst at leve alene,” svarede han stille med et kort skuldertræk. Det var i hvert fald sådan han så på det, ”så kan man ikke genere andre end sig selv.” Et lille træk i mundvigen fandt sted. Det kunne selvfølgelig være ensomt i længden, men.. så kunne man ikke gøre andre ondt end sig selv, til gengæld ville der jo altid være fordele og ulemper ved ting, og det var bare noget man måtte leve med, noget man måtte tage med på vejen.
At Jelicka måtte være interesseret i Alecs historie, kunne han ikke rigtig forstå, for.. ja, han kunne jo ikke huske noget som helst fra den. Det måtte virkelig frustrere ham mere end noget andet at det skulle være sådan! Men det var jo så også noget som han havde lært at leve med, for hvorfor gå sig på af ting man alligevel ikke kunne ændre på? Han måtte jo bare skabe sin historie herfra, hvilket han jo også allerede havde gjort, selv denne dag. Han havde været med i oprøret og nu havde han mødt Jelicka, hvorvidt det var godt eller skidt, var han sikker på at han nok skulle finde ud af før eller siden. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. ”Tja.. jeg må have fået hukommelsestab over et eller andet, der er sket, inden jeg blev fisket op af floden,” fortalte han lettere eftertænksomt, som han svagt så ud i rummet. Det sitrede let i hans krop, da hun lod hånden glide over hans ryg, hvor hans tatovering måtte befinde sig, inden han roligt lagde sig ned på det hårde, kolde, beskidte gulv, med hænderne i nakken og ved siden af madrassen, hvor hun lå på. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Det kan da umuligt være fascinerende, når der knap nok er sket noget!” endte han lystigt, inden han vendte blikket og så på hende. Han lagde sig roligt om på siden, så han endte tættere på madrassen og hende, stadig med hovedet i den ene hånd. ”Det mest spændende indtil videre, er nok mit møde med dig,” svarede han med et skævt smil og dog en drillende undertone. Han var blevet straffet på grund af hende, så havde hun sluppet ham fri, hvor de sammen havde været på flugt fra vagterne, hvilket de jo stadig var. Han så sig kort over skulden som hun nævnte magien som havde skabt hans tatovering, inden han roligt så på hende igen. ”Tja.. det er vel,” medgav han roligt og eftertænksomt.

[Deleted]

Jelicka fandt virkelig ikke sin historie spændende på nogen måde. Tvært imod, så var det noget som hun måtte se på med selv en voldsom irritation. Hun kunne fint orbe rundt på jorden, for det var ikke så store afstande, men at orbe til himmelen var en ting som hun bare ikke havde lært og der havde jo heller ikke været nogen til at lære hende det, hvilket hun havde fundet som en voldsom frustration og uden lige endda. Hun vendte blikket mod ham. Han virkede nu alligevel til at være en sød fyr, hvilket var noget som hun godt kunne lide, og det var noget som automatisk gjorde, at hun faldt langt mere til ro end det som hun ellers ville have gjort det blandt andre, for det var ikke noget som hun var særlig god til. Folk så på hende som en særling og udstødte hende som regel på grund af hendes iver når hun endelig blev nysgerrig og mere til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, så det var noget hun var vant til. ”Tja.. det er jo selvfølgelig rigtigt nok, men ensomheden kan også blive noget af en byrde i længden. Der er ingen at snakke med foruden en selv.. Jeg ved ikke med dig, men jeg føler mig bare en kende sindssyg når jeg sidder og kan fyre en hel samtale af,” sagde hun som hun let rystede på hovedet. I hendes øjne var det virkelig skørt, men det var nu bare sådan at hendes liv altid havde været. Der var aldrig rigtigt nogen som gad hende.
At han ikke kunne huske noget som helst, var noget af det som gjorde Alec til et meget fascinerende væsen set i Jelickas øjne! Det var ikke fordi at hun ønskede at gøre noget som helst og så længe at han ikke blev irriteret over hendes spørgsmål, så kunne det vel heller ikke være så slemt? Hun vidste godt, at hun havde for vane ved at spørge for meget og at folk endte med at blive irriterede på hende og endte med at trække sig væk fra hende eller skubbe hende væk, for det var sådan at det altid havde været, men det var der nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige nu. ”Det er jo lige præcis det som er fascinerende! Du har ingen anelse om hvad der er sket i dit liv!” endte hun med en næsten ivrig mine. At han ikke kunne se det var noget som kun gjorde hende langt mere ivrig end det som hun havde været til nu! At han så ville påstå at det mest specielle var mødet med hende, var noget som fik hende til at smile, for det var end ikke noget som hun var meget enig i. Hun rystede stille på hovedet. ”Hvad er det der gør det møde så specielt? Jeg fik dig fanget, jeg fik dig straffet, kun for at redde dig igen.” Ja, et sted kunne man vel godt sige, at hun var præget af en mindre skyldfølelse for det hele? Der var jo også en grund til at hun havde sat det hele ind, netop for at redde hans røv fra det brændende kors, for det var jo tydeligt at det have gjort ondt. Af den grund så var hun i den grad også imponeret over, hvor hurtigt at han måtte heale. Det var vel noget som lå til det vampyriske væsen? Hun lagde sig roligt ned på madrassen og selv frygtelig tæt på ham. De mørke øjne hvilede roligt i hans eget og med det stille smil på læben. ”Jeg kender magi når jeg ser det, Alec.. Det der er en kraftig en af slagsen,” sagde hun roligt, ikke mindst stilfærdigt.

[alecander]

Det var ikke fordi at Alec som sådan havde noget imod Jelicka, det var vel mere det faktum at de var kommet skævt ind på hinanden? Hun var trods alt skyld i at han var blevet straffet, så hvem ville ikke blive sur over det? På den anden side var hun kommet tilbage, hvilket han jo så måtte være taknemlig for i den anden ende. Nu lå hun her jo desuden også, så det var ikke fordi han havde tænkt sig at smide hende ud, hun var trods alt selv eftersøgt, nu hvor hun havde befriet ham og faktisk hjulpet en oprører, så det var klart at han gerne ville hjælpe hende, da hun jo også hjalp ham, som han faktisk fik lov til at drikke af hendes blod. Et sted var hun jo nok naiv og godtroende, og det var noget som et sted måtte irritere ham, han vidste ikke hvorfor, men han var trods alt vampyr, så måske det var af instinkt at han hadede det? Uanset var det ikke noget som han decideret tog sig af, for nu hang han jo faktisk på hende, og hun havde desuden også vist sig ikke at være så slem igen, så det glædede ham virkelig kun. Han slap en munter latter til hendes ord. Han smilede lystig til hende. ”Tja.. snakker man til sig selv, så får man da de svar man gerne vil have,” påpegede han stilfærdigt, hvor han trak an anelse på smilebåndet. At tale til sig selv havde alle vel prøvet? Specielt hvis man havde været alene for længere tid? Men at fyre en hel samtale af med sig selv? Det havde han godt nok ikke prøvet! Smilet falmede en smule, selvom det stadig var der. ”Men du har ret.. ensomheden kan godt blive for meget i længden,” medgav han roligt, som han kort så tænkende imod pejsen, inden han igen vendte blikket mod hende.
Alec hævede næsten undrende et bryn, som hun blev helt ivrig, hvor han snart var bange for at hun ville springe op og gøre et eller andet. Et morende smil gled dog over hans læber, som han ikke kunne skjule, for hun var virkelig en sjov fisk! Hun fandt det fascinerende at han ikke kunne huske en skid? Han fandt det virkelig bare frustrerende som bare pokker! ”Du finder det fascinerende? Jeg finder det mere frustrerende ikke at kunne huske noget som helst,” fortalte han roligt, som han lagde sig til rette på gulvet, ”jeg ville give hvad som helst, for at kunne huske tilbage!” Han betragtede loftet lettere tænkende. Hvad det var som gjorde at han ikke kunne huske noget som helst vidste han ikke for han måtte vel have slået hovedet hårdt? Det vidste han jo heller ikke engang! Han smilede skævt til hendes ord, som han roligt vendte blikket mod hende. ”Ja.. du fik mig godt nok fanget og straffet, men.. du gav mig også spænding. En spænding jeg ikke har oplevet længe,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket op mod loftet igen, som han lå på ryggen med hænderne i nakken. Desuden så levede han jo endnu og var stærkere som aldrig før, og hun var her jo også, så.. han kunne ikke sige noget dårligt om mødet, foruden at de piskeslag virkelig havde gjort ondt! Han vendte blikket mod hende, som hun lagde sig tættere på ham, hvor han smilede ganske let til hendes ord. Han satte sig roligt op, hvor hans blik kort faldt mod hendes hals. Hun bar stadig bidemærket efter han havde bidt hende. ”Du burde få resten af din søvn Jelicka,” endte han i en dæmpet tone og smilede mildt til hende. Han vidste at hendes krop i hvert fald havde brug for den!

[Deleted]

Jelicka havde aldrig nogensinde ment at skulle gøre alt det som hun havde gjort det. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At hun direkte havde gået så langt og endt med at frustrere ham, udelukkende fordi at hun var så naiv og godtroende, men det var jo egentlig sådan at hun bare måtte være og det var heller ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket. Hun var træt, men igen, så var det heller ikke fordi at hun ville lægge sig til at sove nu, for det var for spændende at lære ham lidt at kende! Hun nikkede stille og med et svagt suk. ”Den kan blive alt for meget,” sagde hun stille og bed sig let i læben. Det var jo sådan at hele hendes liv mere eller mindre, for der var ikke rigtigt nogen som havde valgt at skænke hende muligheden og faktisk lært hende bedre at kende. Hun havde taget sig selv mange gange i, at skulle fyre en hel samtale af, og det var noget som i sig selv, også måtte irritere hende. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Hun havde jo allerede fundet ud af, at han ikke var så slem igen, og det var faktisk noget som måtte gøre hende glad på en måde som hun ikke har oplevet frygtelig længe.
Alec var virkelig et væsen som måtte fascinere hende. Hvilke kræfter som var inde i dette billede, var slet ikke noget som hun vidste, men det var også noget af det som faktisk formåede at fange hende på en måde som hun slet ikke havde regnet med i den anden ende. Hun sendte ham et varmt og blidt smil. Det var jo skam også det som måtte ligge mest til hende som person. Hun var varm og blid, hun var imødekommen, men der var bare ikke rigtigt nogen som havde givet hende den chance eller den mulighed, hvilket faktisk var noget som måtte gøre ondt og meget endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Har du prøvet at opsøge nogen?” spurgte hun stille og ikke mindst med en nysgerrig mine. Magisk vis, så ville hun ikke være den største hjælp for ham, selvom hun virkelig ville. Han havde skældt hende ud og han havde været direkte modbydelig overfor hende, men det var jo også fortjent, for hun havde fået ham straffet og det var noget som stadig måtte skænke hende en forfærdelig fornemmelse i det indre, og det var ikke noget som hun rigtigt kunne gøre noget ved. At hun burde sove var noget som hun var klar over, selvom det virkelig ikke var noget som hun havde lyst til. Med alt det blod som han havde taget fra hende og nu hvor han faktisk havde formået at tale hende til ro igen, så var det hele så meget nemmere for hende at falde til ro. Et sted så var det også et tegn for hende i form af tryghed. ”Jeg er da glad for at jeg alligevel ikke viste mig at være så slem,” fortalte hun med et stille smil på læben. Hun lagde sig roligt til, selvom hun virkelig var udmattet, så kæmpet hun direkte med at holde sig vågen, og det var jo heller ikke altid lige nemt på nogen måde overhovedet. Hun lukkede øjnene stille og med et dæmpet suk. Han passet vel også på hende? Selvom hun kunne passe på sig selv, som hun havde gjort igennem mesteparten af hendes liv. Hun sukkede dæmpet, som hun endte med at give fuldkommen efter for den ellers så trængende søvn.

//Out

[alecander]

Jelicka havde vist sig ikke at være så slem igen, hvilket var noget som Alec faktisk var glad for. Hun var nød til at være her på stedet i et godt stykke tid, for hun var trods alt eftersøgt, men hun skulle nok finde noget som hun kunne bruge tiden på, for folk heromkring havde altid noget de kunne bruge hjælp til. Desuden så kunne hun jo altid tage med nogle af kvinderne ud og hente vand, finde ingredienser til maden eller noget lignende, så hun også mødte flere her, for han var sikker på at folk her nok skulle acceptere hende for den hun var. Her blev alle accepteret, deres behov, deres vaner, det hele blev set til. Det var faktisk en af grundene til at han blev her på stedet, for han nød at være her, nød at hjælpe lidt til, han følte sig som en del af noget, hvilket var en rar følelse, når han ellers følte sig så.. alene og fortabt, fordi han ikke kunne huske noget som helst. Han vidste jo ikke engang om der var noget familie der savnede ham, det frustrerede ham virkelig! Han ville virkelig gøre hvad som helst for at kunne huske tilbage! Han smilede skævt til hendes ord, som han roligt vendte blikket mod hende igen, efter at have stirret ind i pejsen i længere tid. ”Men nu hvor du er her, så kommer ensomheden nok ikke så tit,” svarede han stilfærdigt og med det skæve smil der kun bredte sig på hans læber. Nu hvor han havde lært hende lidt bedre at kende, så var hun faktisk ikke så slem igen, og måske hun kunne lægge en dæmper på hans egen ensomhed? Et sted så ville han jo faktisk se frem til at hun var her, til at hun blev her, selvom.. han kunne ikke holde hende her til stedet i al evighed, for hun var trods alt kun gæst, dog var hun nødsaget til at være her og holde lav profil i nogle uger måske mindre, måske mere, indtil hun igen kunne gå derhen hvor hun ville, for det nyttede jo ikke at vagterne fik fingre i hende, for så brød helvedet da først løst! Han trak svagt på skuldrene. ”Tja.. folk heromkring har kigget på den. De siger bare det er magien i tatoveringen som beskytter mig imod sollys.. ellers ved jeg intet,” forklarede han roligt og sendte hende et stille smil. Han vidste jo ikke hvad der var sket, hvordan han i det hele taget havde fået den, han vidste bare at det var den som beskyttede ham imod sollyset og det var grunden til at han kunne være ude om dagen, noget som kom ham til gavn her i sommertiden, hvilket han også var frygtelig glad for! Han betragtede hende med et roligt skær i de sorte øjne, da hun valgte at lægge sig til rette og lukke øjnene. Hendes ord måtte more ham, hvor han rystede smilende på hovedet, skønt han dog ikke sagde noget, som han blot lod hende glide hen i sin søvn, for hun havde brug for den, så han ville bestemt ikke holde hende vågen mere end højst nødvendigt. Han trak roligt tæppet op omkring hendes skulder, så hun ikke ville fryse, desuden så holdt pejsen hende også varm, som han jo havde trukket madrassen hen til den. Han lænede sig roligt frem og skænkede hendes pande et blidt kys, da hun var faldet i søvn. ”Sov godt Jelicka,” hviskede han blidt. Han selv havde ikke brug for søvn, så han blev blot liggende og betragtede hende det meste af natten, studerede hende, som han fandt det så fascinerende at levende skulle bruge så meget søvn, han lod hende dog hvile helt ud, til hun ikke kunne sove mere.

//Out