Like Yin and Yang

[alecander]

Alec havde ikke noget imod at hun sad her hos ham, for hun havde hjulpet ham, så var det vel også bare på tide at han hjalp hende? Nok ville hun ikke trænge sig på og hun havde jo faktisk bedt ham om at lade hende ligge, selvom at det langt fra kom på tale! Han kunne jo ikke bare efterlade hende! Desuden så forlangte han også at hun blev her hos Ruinerne og oprørernes opholdssted i de næste par dage, så hun med sikkerhed kunne genvinde styrken, inden han satte hende fri igen, for hun var jo selv eftersøgt, så de ledte jo nok efter hende og ham selv de næste par dage, så det var kun for hendes egen sikkerhedsskyld at han måtte holde på hende, hvor hun om nogle dage, selv måtte bestemme om hun havde lyst til at blive eller om hun ville af sted, for han ville heller ikke tvinge hende til at blive, hvis hun ikke havde lyst, desuden så tvivlede han faktisk på at det typiske rebelliv var noget for hende, for hun mindede slet ikke om den type på nogen måde, selvom at det faktisk morede ham at hun var kommet tilbage, hvor det nu også glædede ham et sted og det var grunden til at han gjorde alt dette for hende. ”Tværtimod, så står vi faktisk lige,” svarede han stilfærdigt og med et morende smil på læberne, som de sorte øjne søgte ned til hendes skål, som hun var godt i gang med at tømme, hvilket måtte betyde at hun også havde været utrolig sulten? At hun så også bekræftede at det smagte godt, var da noget som glædede ham, selvom at han jo så ikke selv havde smagt på det og han havde heller ikke lavet det, for han var slet ikke den fødte kok! Han var en kriger med alt hvad det måtte indebære! Han blev blot siddende med armene omkring hende, imens de sorte øjne betragtede den livlige ild, som måtte hvile inde i pejsens gab, hvor han vendte blikket mod hende igen, da hun blev færdig med at spise, hvilket havde gået forholdsvis hurtigt! Men det betød vel også kun at hun havde været utrolig sulten? Nu hvor hun havde fået lidt i maven og fået lidt kræfter til sig, så ville en god nats søvn nok være prikken over i’et. Han lod hende blot stille skålen fra sig, inden han roligt trak benene til sig, som havde været placeret på hver side af hende. ”Du må hellere få resten af din søvn nu,” endte han roligt, som et mildt smil gled over hans læber, inden han roligt træk sig tilbage, selvom han hjalp hende med at ligge sig ned, så han ikke bare fjernede sig og hun så ville ryge lige ned i madrassen. Han trak roligt det varme og bedre tæppe omkring hendes krop, som han måtte putte hende under det, inden han blev siddende i hug ved siden af madrassen. At han ikke fik noget hvile denne nat, gjorde ham nu intet, for han var vampyr og kunne jo faktisk holde sig vågen i al evighed hvis det var det der skulle til, han skulle bare have noget blod. Faktisk måtte hun jo nærmest selv minde ham om en vampyr, sådan som hun var blevet bleg og med rander under øjnene, hvilket fik ham til at more sig og fnise ganske let for sig selv. Han strøg let hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, imens han betragtede bevægelsen. ”Sov godt Jelicka,” endte han med et skævt smil, som han trak hånden til sig igen.

[Deleted]

Jelicka havde bedt ham om at lade hende blive liggende af en grund; Så var han da om ikke andet, så i sikkerhed. Nu hvor hun måtte være her, så var hun et sted vel også bundet til det når alt endelig måtte komme til alt? Ikke fordi at hun havde noget imod noget eventyr, for det var noget som hun altid og konstant havde været sparet for til nu, hvilket i den grad også havde været hende en tydelig frustration og han havde været indgangen til det, hvilket havde været for meget til at hun kunne få sig selv til at sige nej. Nu lå hun i hans favn, hun følte sig god og tryg, samt det faktum, at hun virkelig måtte nyde, at have hans arme hvilende omkring sig, hvilket gjorde, at hun virkelig følte sig beskyttet. Og det var virkelig noget af det bedste ved det hele, for det var også noget som gjorde det langt nemmere for hende, at skulle falde en anelse til ro, finde roen til at spise og faktisk bare slappe af, for det var efterhånden også noget som var hende tiltrængt. Hvorvidt om hun ville være velkommen her i længden, var noget som hun var usikker på, men hun havde en kraftig fornemmelse af, at det faktisk ville være for farligt, at skulle slippe hende fri herfra, for folk måtte vel også lede efter hende efterhånden? Hun himlede let med øjnene og lagde sig tæt ind mod ham, som hun slap et svagt suk. ”Vi står lige? Jeg gav da ikke dig et varmt tæppe eller et sted at være,” påpegede hun sigende, som hun skævede mod ham over sin ene skulder. Nu var der jo kommet en anelse i maven, så var det virkelig bare en dejlig fornemmelse og på alle måder endda. Tungen strøg let over hendes læber, som hun så sig let omkring, selvom det var mørkt, tomt og trist af et værelse at være i, så sagde hun nu heller ikke noget til det, hvis hun da ellers kunne blive fri for det. At han ville have at hun skule sove, var nu heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende, for hun nød faktisk at han passet på hende på denne her måde, for det var der heller ikke nogen som havde gjort ved hende før på den ene eller den anden måde, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være. Hun lagde sig stille ned, da det heller ikke var fordi at hun direkte kunne sige, at hun havde energien til andre ting end at gøre som der blev sagt. ”Du behøver virkelig ikke..” Hun endte med at tie igen, som han valgte at pakke hende trygt ned under tæppet, hvor hun bare valgte at skulle lægge sig til på den bedste måde, som han pakket tæppet om hende. De mørke øjne gled stille op mod hans skikkelse endnu en gang, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Med den blege hud og de mørke rander under øjnene, kunne hun vel næsten minde lidt om en vampyr? En tanke som faktisk måtte more hende en anelse. Øjnene gled let i som han strøg hendes hår væk fra hendes ansigt, hvor hun lod hovedet stille glide mod hans hånd, som et tegn på at det var okay, at han rørte ved hende på denne her måde, for det var virkelig, virkelig rart.”Godnat Alec,” endte hun med en dæmpet stemme, som søvnen næsten havde grebet fat i hende fra før af. Det var jo næsten som han faktisk måtte lulle hende ind i søvnen endnu en gang, bare ved at sidde der. En mærkværdig, dog frygtelig dejlig følelse.

[alecander]

Alec fortrød ikke på nogen måde at han havde taget Jelicka med sig, for skulle han være ærlig, så nød han faktisk hendes selskab, hun havde faktisk åbnet hans øjne og det var som om at han ikke behøvede at huske, når han var sammen med hende. Han gik altid og spekuleret over hvad han havde foretaget sig tidligere i livet, for han kunne jo faktisk ikke huske noget, hvilket var noget så forfærdelig frustrerende! Men han havde slet ikke haft tid til at tænke på det, da han havde været sammen med hende, for hun havde fået ham til at tænke på noget helt andet, det var selvfølgelig også fordi at de havde flygtet fra vagterne og det at hun havde fået ham fanget af dem blot for slippe ham fri igen hvor de nu begge var på flugt, hvilket et sted også måtte more ham, for hvem ville dog hjælpe en sølle oprører? Hun havde jo så gjort det, hvilket han også var hende taknemlig for. Han slap en munter latter til hendes ord, inden han rystede smilende på hovedet af hende. ”Det er fordi at jeg ikke har brug for et tæppe, plus at jeg allerede havde et sted at være,” svarede han stilfærdigt og betragtede hende med morskab i de ellers så normale kolde sorte øjne. Det var som om at hun gjorde ham til en hel anden, for før han havde mødt hende, da han havde været her i oprørsgruppen havde han været kold, han havde holdt sig for sig selv, men det var som om at hun fandt alle de gode sider frem i ham og det var faktisk rart.
Som Alec fik hende puttet under det varme og nye tæppe han var kommet med, lagde han sig roligt ned på maven på gulvet med hovedet i hænderne, imens de sorte øjne måtte hvile, nysgerrigt, betragtende og studerende på hende, som hun måtte lægge sig til rette, næsten om en lille dreng der så et nyt dyr for første gang. Han havde ikke behov for at sove og han følte sig ikke træt på nogen måde, men næsten.. hyper? Desuden så havde han jo faktisk heller ikke noget at lave, når hun engang lagde sig til at sove, for han havde regnet med at jage denne nat, men det behøvede han jo ikke mere, fordi at hun havde givet ham en kæmpe mundfuld af sit eget blod, hvilket var grunden til at hun selv måtte ligge i sengen nu. Han trak vejret dybt, selvom at det ikke var ham nødvendigt, det var ham næsten en.. vane? Selvom han vel aldrig burde have gjort det? For han havde jo været vampyr hele sit liv, eller havde han? Han vidste det jo for pokker da ikke! Han var i hvert fald ikke varyl eller af nogen andre blanding, men det ændrede jo ikke på at han kunne have været et menneske og være blevet bidt af en vampyr, men det fandt han jo nok aldrig ud af. Han smilede et kort muntert smil til hende som hun sagde godnat, hvor han selv blev liggende og betragtede hende nysgerrigt, for han havde jo faktisk aldrig overværet en levende person mens de sov, så han vidste jo faktisk ikke hvordan det var, desuden var det næsten mærkværdigt at de skulle bruge så megen søvn, for det tog da ufattelig meget af deres tid! Tænk på alt det de kunne udrette, hvis de kun sov det halve? Eller kun sov få dage, som en vampyr havde brug for.

[Deleted]

Jelicka forstod ikke hvorfor at Alec havde valgt, at tage hende med sig, men det var nu heller ikke noget som hun valgte at nævne, for han havde da tydeligt gjort det for hende, at han havde ønsket at få hende med. At det jo så var gået op for ham, at hun havde gjort det for at hjælpe ham, hun havde fået ham ned, hun havde fået ham væk og hun havde skænket ham styrken, også selvom det havde gjort hende svag i den anden ende, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være i det store og det hele. Hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det nu, nu hvor hun måtte ligge på en gammel madras og med et godt og varmt tæppe om sig, så skulle hun bestemt heller ikke klage, for det virkede da til, at han faktisk gerne ville passe på hende, det var virkelig også noget af det bedste af det hele. Hun var træt og hun var virkelig, virkelig udmattet, også selvom hun ikke rigtigt måtte sige på nogen måde overhovedet. Hun blev liggende roligt på plads, som han valgte at putte hende. At han puttet og puslet om hende, var faktisk noget som hun godt kunne lide, selvom hun ikke direkte valgte, at skulle sige det, for det var vel heller ikke fordi at han ville fortsætte med det? Hun vendte blikket stille mod ham, hvor hun måtte sende ham et stille og roligt smil. Hvorfor skulle hun da ellers lade være med det? Det var jo slet ikke noget som hun havde lyst til. ”Uanset..” påpegede hun stilfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gå ham i vejen på den ene eller den anden måde, men det var jo såmænd bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun sukkede indædt, som selv søvnen måtte overmande hende, som hun stille og roligt måtte falde til ro. Hun gled hurtigt hen i søvnen, hvor hun næsten måtte føle at Alecs beskyttende blik måtte hvile på hende, og det var skam også noget af det som hun faktisk rigtig godt kunne lide, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun endte med at blive liggende fuldkommen slapt hen på den ubekvemmede madras, selvom hun faktisk lå temmelig godt af den grund. At han passet sådan på hende, var i sig selv, en tanke som hun faktisk måtte nyde og temmelig meget endda, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tungen strøg let over hendes læber, som hun bare vendte sig, for at finde den bedst passende stilling for hendes vedkommende. Hun kvalte et mindre gab, selvom hun måtte tvinge øjnene op efter adskillige minutter, bare får at se på ham. ”Skal du ikke også hvile?” spurgte hun dæmpet, dog med en tydelig nysgerrig mine. Der var jo plads nok på madrassen og det var heller ikke fordi at hun fyldte særlig meget i sig selv, for hun var virkelig lille og spinkel af sig. Hun var nemlig ikke særlig stor. De mørke øjne hvilede stille på ham, også selvom øjnene konstant var ved at glide i gang på gang, så var det bare ikke noget som skete på den ene eller den anden måde. Hun ønskede det ikke. Hun fandt det direkte uhøfligt, at skulle lægge sig til at sove når hun var i andres hjem og specielt fordi at Alec havde gjort så meget for hende allerede, så var det jo kun en grund mere til at hun skulle og burde stå op!

[alecander]

Det at Jelicka lå her på Alecs værelse, var ikke noget som han havde det mindste imod, for det første havde han jo selv anbragt hende her, for det andet kunne han ikke lade hende dø, for hun havde jo selv reddet ham, så han skyldte hende jo faktisk for det, desuden gjorde han kun det samme for hende, som hun måtte gøre for ham, så han så det som en balance der gik lige op, hvilket vel også var meningen? De sorte øjne hvilede livligt på hende, som flammerne fra pejsen måtte få dem til at live helt op, hvor de normalt så så døde ud, men hun formåede at sætte liv i dem, for hun var faktisk det første selskab han sådan rigtig havde opholdt sig længe i, for han havde jo nærmest brugt hele dagen sammen med hende, hvor der jo også var i morgen og dagen efter, for han lod hende ikke søge væk lige med det samme, så om hun ville det eller ej, så kom hun altså til at bo her på hans værelse i nogle dage! Af den grund kunne han jo godt se om han ikke kunne få en bedre madras til hende, så hun ville komme til at ligge bedre, selvom at man lå bedst lige i midten, for der var der ingen fjedre der måtte stikke frem. Han så blot til, som hun måtte falde hen i en mindre søvn, hvor han nærmest måtte løfte hovedet, for at betragte hende, for han var ikke vant til at se levende sove, og det måtte faktisk fascinere ham at de ikke var som vampyrer, de var så forskellige fra dem. Hovedet søgte let på sned, selvom at han lagde sig helt ned igen, da hun åbnede øjnene igen, for han havde troet at hun havde sovet! Og det var jo heller ikke fordi at han ville nedstirre hende! Han blinkede let med øjnene, hvor han nærmest måtte minde om en kat, der lige var blevet opdaget for at ligge på lur. Han trak sig roligt tættere på hende, hvor han lagde armene på madrassen og med hovedet hvilende på hans arme, uden at han tog blikket fra hende, hvor et skævt smil måtte glide over hans læber. ”Jeg sover ikke rigtig,” svarede han stilfærdigt. ”Desuden, så gjorde dit blod mig helt frisk som en fisk!” Smilet bredte sig roligt på hans læber, uden at han tog blikket fra hende. Nok havde han ikke brug for noget søvn, men det var mere end tydeligt at hun havde brug for det! Det måtte faktisk more ham at hun var så træt at hun knap kunne holde øjnene oppe, hvilket også fik ham til at slippe en munter latter. Han løftede sig roligt længere op på madrassen, som han lå med fronten mod hende, hvor han bøjede sig ned og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Du må gerne sove Jelicka.. jeg er her igen, når du vågner,” lovede han i en blid hvisken. Hvorfor han pludselig var så kærlig og sød overfor hende, forstod han ikke rigtig, men hun gav ham bare lyst til det, som om at han var vant til at gøre det ved hende, men.. det var han jo ikke, var han? Igen kunne han ikke huske hvad han havde været igennem, så han vidste jo faktisk ikke om han havde haft en kvinde, som han faktisk havde værnet om, men noget i ham nød bare at passe på hende, beskytte hende og holde hende sikker, som han også havde gjort det.

[Deleted]

Jelicka havde bedt ham om at lade hende blive liggende og det var i den grad også med en frygtelig god grund, så var det vel også.. fuldkommen lige meget lige nu? Det var jo heller ikke fordi at det var noget som gavnede hende at tænke på, for hun var faktisk meget glad for, at han havde taget hende med sig, selvom hun var for træt til at skulle vise det på en måde, som hun måtte finde rigtigt. Bare vent, så skulle det skam nok komme før eller siden! Hun blev liggende og halvvejs i en søvn og halvvejs vågen. Et sted så kunne hun ikke rigtigt falde ordentlig til ro, for det var bestemt heller ikke nemt for hende, med tanken på at hun faktisk ikke var hjemme, men i en mands hus. En mand som hun kun kendte navn og erhverv til, selvom det nu også var noget som vel gjorde hende til en af hans slags? Hun havde jo trods alt valgt at hjælpe en oprører, så vidste hun godt, at det også var noget som ville kunne ramme hende i den anden ende, selvom det var noget som hun et sted, var fuldkommen ligeglad med, så var det jo bare sådan at verdenen måtte ligge. Blikket vendte hun stille mod ham, som hun havde valgt at slå øjnene op igen, selvom det virkelig havde været en kamp. At han lå og betragtede hende, var noget som hun næsten kunne gætte sig frem til, så var det nu heller ikke noget som gjorde hende det mindste af den grund, for det var jo trods alt bare sådan at tingene måtte hænge sammen, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget som helst ved det på denne her måde. Tungen strøg hun stille over læberne. Hun var bleg og hun var træt – mest af alt, så kunne hun jo tydeligt minde om en af hans slags. At han trak sig længere op på madrassen, havde hun nu heller ikke noget imod, men at han jo så også måtte give hende tilladelsen til at sove, så var det virkelig også noget af det eneste som hun jo egentlig havde haft brug for i det store og hele. Bare det at vide, at det var okay at hun lagde sig til og bare valgte at .. sove? Kysset som han valgte at tildele hendes pande, var koldt.. udelukkende fordi at hans læber var kolde, men lige den form af handling, var nu heller ikke noget som man kunne sige sig, at hun havde regnet med. Det gjorde hende dog rigtig glad af den grund i sig selv, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede dæmpet som hun lukkede øjnene. At finde en ny madras til hende, var slet ikke noget som hun måtte finde nødvendigt, for hun var slet ikke så kravestor og det at han havde taget hende med sig hertil i udgangspunktet, var noget som i sig selv, faktisk også måtte overraske hende frygtelig meget. Som hun gled hen i denne gang, en så frygtelig tung søvn, nu hvor hun havde fået tilladelsen til det af ham, så var det også langt nemmere for hende. Hun trak vejret dybt, lagde sig mere til rette, hvor hun selv nød at han måtte ligge der og passe på hende. Det lod hende da føle sig som var hun noget.. specielt et sted, også selvom hun næsten ikke kendte til denne mand, så var det nu heller ikke noget som gjorde hende det mindste, for den tanke og den følelse, var i sig selv, frygtelig, frygtelig dejlig.

[alecander]

Det var ikke fordi at Alec havde regnet med at han ville have taget Jelicka med hjem, for han havde faktisk set frem til det tidspunkt hvor de var gået hvert til sit, men det var ikke sket, og han havde ikke regnet med at deres møde ville få denne lille tvist, som det hele havde ændret sig på et splitsekund. Han var blevet og holdt om hende, selvom han kunne have gjort som enhver anden vampyr og drukket resten af hendes blod og dermed dræbt hende, eller også kunne han bare have ladet kulden dræbe hende, så han ikke havde hendes blod på sine hænder, og selvom hans instinkt havde budt ham at lade hende ligge, så havde noget andet i ham stoppet ham, hvor han i stedet for havde taget hende med sig. Desuden så fortrød han det heller ikke, for hun var jo ikke så slem igen, plus det faktum at hun også havde reddet ham, så nu stod han ikke i gæld til hende længere. Han lå blot og betragtede hende, som hun måtte lægge sig ned og nærmest finde lettelse over at han gav hende lov til at sove? Et smil passerede hans læber, som han trak sig længere ned ad madrassen igen, så det kun var hans underarme der hvilede på madrassen, med hans hoved hvilende på hans arme, uden at han så væk fra hende. Det var et sted fascinerende at betragte hende, for han var ikke vant til at se levende sove, generelt var han slet ikke vant til at se nogen sove, for han holdt sig jo altid for sig selv, selvom han dog gjorde sit for selve oprørsgruppen, for han var måske lidt a la en enspænder, men han hjalp til som et team, for alle måtte gøre en tjans for at være her, så han huggede til tider brænde, når det blev nødvendigt, ellers hentede han vand eller lignende, ligesom alle andre, for man måtte yde for at nyde. Ellers lavede han lidt ravage hist og her i byen, hvor han fandt det yder komisk at presse vagterne så langt ud at de begyndte at jagte ham som de havde gjort i dag, selvom han ikke havde regnet med at blive blændet og dermed fanget, for det var jo der at Jelicka var kommet ind i billedet. Det hele kunne så være ligegyldigt nu, for hun havde gjort sit for at redde ham, for at gøre ham frisk igen, for at gøre det hele godt igen, hvilket hun også havde, så nu var det vidst hans tur til at gøre det godt med hende, for hun havde været utrolig svækket, så det var kun godt at hun fik lidt søvn, og selvfølgelig også noget at spise, for det havde da i den grad også været tiltrængt! Men nu hvor kroppen igen havde lidt at styrke sig på, så var det vidst kun godt med lidt søvn, hvor han selv blev liggende ved hende, for han havde ikke noget som han skulle have lavet, han var færdig med sit, og han havde jo fået blod for denne nat, så det behøvede han heller ikke. Han blev blot liggende og betragtede hende, hvor et mildt smil hvilede på hans læber, imens han var lettere fraværende, for han lå egentlig bare i sine egne tanker uden at tænke over noget decideret. Pejsen generede ham ikke, selvom han ikke plejede at have gang i den, men den varmede da kun hende, så han lod den være tændt.

[Deleted]

Noget af det sidste, som Jelicka havde regnet med, det var at blive fanget midt i et kæmpe drama, som det hun havde gjort på denne her måde, selvom det virkelig havde været et mindre kick, som man vel godt kunne sige, at hun havde haft brug for et sted? Lige nu var hun ganske rolig og ganske så afslappet og det i sig selv, var bare en dejlig fornemmelse. Han havde givet hende lov til at glide hen i søvnen, og hun havde bestemt heller ikke ladet det sige sig to gange, inden hun bare havde valgt at give efter. Maven havde fået sit, nu krævede resten af kroppen så sandelig også sit, for hun havde virkelig brug for noget hvil og noget pause. Men hun fandt det stadig meget uhøfligt, at skulle falde i søvn på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun var slet ikke vant til at være i nogens selskab, specielt ikke efter, at hun faktisk var faldet ned fra himlen og havde levet hernede lige siden. Hun levede sit eget liv, hun gjorde hvad der passet hende og det var uden videre omsvøb på den ene eller den anden måde, men det var nu heller ikke noget som hun måtte sige noget til som sådan. Hendes hjerte måtte stadig arbejde på højtryk for at forsyne hele hendes krop med blod, for det var bestemt heller ikke nemt, så derfor måtte hun bare gøre hvad hun følte for, og det var virkelig bare at lade søvnen tage overhånd og så håbe, at han ikke blev sur af den grund. Hun trak vejret dybt, som hun blev liggende fuldkommen slapt på madrassen som hun var placeret på. Ikke fordi at det var noget som hun ville sige noget til som sådan, for hun lå faktisk fantastisk godt, hvis man vidste hvad hun kom fra, hvor hun faktisk normalt måtte ligge på jordens hårde skovbund, og det var noget som man faktisk kun måtte blive temmelig øm af i den anden ende, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte sig forsigtigt, hvilket hun faktisk måtte fortsætte med igennem flere minutter – næsten som var hun grebet af en temmelig så ubehagelig drøm. At Alec måtte ligge ved siden af hende og faktisk holde øje med hende, var slet ikke en tanke som slog hende, selvom hun normalt ikke ville give efter for søvnen på denne her måde, hvis hun ellers kunne undgå det. Hun var en tryghedsnarkoman og det var noget som hun skam også altid havde været, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. Svedperler begyndte at rende ned af hendes pande, hvilket efterlod hende med en noget så frygtelig og voldsom sitren, så det var kun et temmelig stort ubehag som havde ramt hende. ”Mh-hm…” mumlede hun, som hun endte med at vende sig helt, så hun røg direkte ned på maven i stedet for, hvor hun trak tæppet godt om sig. Fjedrene borede sig svagt ind i hendes krop, selvom hun virkelig ikke formåede at vågne. Hun havde aldrig nogensinde været offer for et mareridt før, men også med alt det som skete for øjeblikket, så var det jo også helt nyt for hende! Tæppet endte hun dog med at skubbe af sig, som hun endnu en gang vendte sig på madrassen med det klare ubehag så tydeligt malet i hendes eget ansigt.

[alecander]

De sorte øjne betragtede Jelicka ganske opmærksomt og alligevel så.. afslappet. Alec havde ikke noget at skulle give sig hen til, for han var mere eller mindre færdig med alt det som han skulle gøre, desuden ville han heller ikke have at hun skulle vågne til et tomt værelse, for hun fandt det jo nok ubehageligt bare fra før af ved at ligge på en fremmed mands værelse? Hun havde jo selv givet udtryk for at hun helst ikke ville sove, som om hun var bange for at han ville blive sur, men han havde jo selv valgt at tage hende med, at placere hende der, så det sagde vel sig selv at det var okay? Han blev blot liggende med underarmene hvilende på madrassens kant, og med hagen hvilende på hans underarme, imens de sorte øjne hvilede på Jelickas skikkelse. Han nød faktisk varmen fra pejsen, og eftersom at han kunne mærke den, så var han også sikker på at hun ville kunne mærke den og det eneste som betød noget for øjeblikket, var at hun fandt varmen igen, fik sovet og hvilet sig, så hendes krop igen kunne komme til kræfter. Han kneb øjnene ganske let sammen, som hun begyndte at ligge uroligt. Han gjorde dog intet, for han vidste jo faktisk ikke helt om det var normalt for levende, når de endelig sov, for de vendte sig jo normalt altid, så dette var vel også bare ganske almindeligt? Han blev derfor selv roligt liggende, med øjnene endnu hvilende på hendes skikkelse, selvom han alligevel måtte undre sig over at hun ikke bare faldt til ro, men absolut skulle blive ved med at vende sig, som om at hun ikke kunne finde ro til det. Sveden der derefter måtte piblede ned fra hendes pande, sagde ham dog det hele; hun havde mareridt, eller også bare en ond drøm. Han satte sig roligt op, selvom han dog ikke gjorde noget yderligere, for det kunne jo være at det gik over om nogle minutter, derfor blev han blot siddende og dog med blikket vendt mod hende. Hendes mumlen nåede hurtigt hans ører, hvilket fik ham til at løfte den ene hånd, som han strøg ganske roligt og blidt over hendes pande, også for at tørre svedet væk, hvor han trak hånden til sig igen, som hun puttede sig under tæppet. Et mildt smil hvilede på hans læber, selvom det falmede, da hun skubbede tæppet af sig og blev ved med at vende og dreje sig, hvor ubehaget der måtte være malet i hendes ansigt, gjorde det hele tydeligt for ham. Han vendte sig imod hende, hvor han greb hende om skuldrene inden han ruskede i hende, en anelse hårdt, dog ikke så det ville gøre ondt, men så han var sikker på at hun ville vågne. ”Jelicka!” endte han en anelse fast og alligevel med en mild undertone, som han betragtede hende ganske let og nærmest blot ventede på at hun skulle slå øjnene op igen og vågne op fra sit mareridt. Han lagde sig roligt på madrassen – på siden – hvor den var stor nok til to mand, for meget fyldte hun jo heller ikke. Han greb roligt omkring tæppet som han trak over hende igen, dog kun lige så det dækkede maven, for hun måtte vel have det varmt? Han smilede mildt, som han blev liggende på siden ved siden af hende, hvor han strøg hende blidt over panden, til tider havde det sine fordele at være vampyr, for hans hånd var kold, så han ville nok ikke have besvær med at køle hende lidt ned igen.

[Deleted]

Jelicka blev normalt slet ikke grebet af nogen former for mareridt, men lige i aften så faldt de da også på stribe! Ikke fordi at det var noget som hun faktisk formåede at vågne op af, også selvom hun vidste, at han måtte være der. Det var bare noget som skete i tide og utide, selvom den tanke slet ikke var noget som behaget hende! Det havde slet ikke ramt hende i den samme grad dengang hun havde været lille, men.. det var bare blevet værre, som hun var blevet voksen, så var hun bestemt også bedre til at tackle det. Der var vel også mange mærkværdige grunde til at folk måtte kalde hende for skør? For der var vel også hold i det? Lige i aften, så havde Alec set hende i hendes mere alvorlige og seriøse hjørne, for det var bestemt heller ikke altid fordi at hun færdes lige præcist i det hjørne, men lige i aften, så var det bare den tanke som havde faldt hende mest naturligt og det havde faktisk været frygtelig rart i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle betvivle på nogen som helst måde overhovedet. At Alec måtte reagere på at hun måtte vende og dreje sig på denne her måde, var nu slet ikke noget som faldt hende ind som sådan, for hun var fanget i søvnen selv. At han tog fat i hende, rusket i hende og kaldte på hende, var noget som næsten automatisk måtte få hende til at tvinge øjnene op med en så enorm hast, at hun endte direkte chokket over at se ham så tæt på, at han faktisk havde fat i hende! Hendes hjerte hamret let mod hendes bryst, som hendes hånd nærmest automatisk måtte tage fat omkring hans underarm, også for at have noget at holde fast i. Hun blinkede med øjnene og så sig omkring, som hun let bed sig i læben. ”… Hvor er jeg?” spurgte hun hurtigt, nærmest som hun igen havde glemt hvor hun måtte befinde sig. Hun vendte blikket mod ham og tydeligt forvirret, som hun for en kort stund, slet ikke var i stand til at placere hans ansigt nogen steder, selvom brikkerne nu alligevel måtte falde på plads ganske få sekunder efter, som hun måtte falde en anelse mere til ro. Hun lod hånden stryge igennem håret, som hun let rystede på hovedet. Et sted grebet af en mindre hovedpine. Det var virkelig træls når det der skete! ”Du.. du har ikke noget vand, har du?” spurgte hun stille, som hun endnu en gang måtte vende blikket mod Alec, som hun igen havde sluppet hans underarm og trukket den til sig, for det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at være ham i vejen eller noget som helst, virke omklamrende eller noget. Hun lagde den ene hånd let mod sin tinding som hun masserede ganske let og med en tydelig træt og næsten smertefuld mine. ”Jeg hader når det der sker..” mumlede hun let for sig selv, som hun igen så sig omkring og så ned på det varme tæppe som hun havde ligget med.. Var det lige det tæppe som han havde givet hende? Hun havde da virkelig været langt væk, som hun havde ligget der og sovet! Hun trak vejret dybt og tog fat om tæppet igen. Nu ville der jo uanset sagtens kunne gå et godt stykke tid, før hun overhovedet ville glide hen i søvnen igen, selvom det nu ikke var noget nyt. Dette var jo så bare en anelse anderledes, for normalt så var dette noget som hun skulle slås med alene. At han jo så havde vækket hende, var jo noget som hun faktisk kunne takke ham for.

[alecander]

At Jelicka var endt ud i et mindre mareridt, var noget som Alec hurtigt kunne konstatere. Nok kunne han ikke huske noget fra sin fortid, og han kunne godt virke utrolig forvirret, men han var bestemt ikke dum, for han havde fundet ud af at han faktisk var god til mange ting ligesom han også vidste en masse ting, så uvidende var han bestemt ikke! Foruden han var uvidende når det kom til ham selv og hans fortid, for han havde virkelig ingen anelse om hvad der var sket med ham førhen, hvad han havde været igennem eller lignende. At hun vågnede op med et sæt og greb omkring hans underarme var ikke noget som han havde det mindste imod, hvor hans sorte øjne faldt direkte til hendes egne mørke. Han smilede mildt til hende, som hun virkede helt forvirret, hvilket et sted også måtte more ham. Han lagde hende roligt ned i sengen igen, da hun begyndte at vende lidt tilbage til sig selv og begyndte at huske hvor hun befandt sig henne, for hun var skam ikke blevet forflyttet eller noget, hun lå endnu på hans værelse, ved den varme pejs og med tæppet omkring hende. Vand kunne han hurtigt skaffe til hende, bogstaveligtalt, for han var jo trods alt vampyr. Han blev dog lige siddende ved hendes madras for en lille stund endnu, så han var sikker på at hun ikke gik i panik eller noget lignende, selvom at han godt selv vidste hvordan det var at have mareridt, for dem havde han mere eller mindre kun, det var sjældent at han drømte noget sødt eller noget godt, og det var næsten altid de samme mareridt, ham som prøvede at beskytte denne kvinde, der var altid så meget blod, ham som dræbte skyldige som uskyldige og der var altid et stort kaos. ”Det lyder til at det sker tit?” spurgte han stille og lettere nysgerrigt, for han bed da mærke i hendes ord; hun hadede når det skete? Det lød jo til at det var sket ofte, i hvert fald kunne han konstatere at dette ikke var første gang. ”Bliv liggende her, så henter jeg dig noget vand,” svarede han roligt, som han smilede skævt, inden han rejste sig, hvor han gik hen til døren, som han forsvandt ud af. Hun måtte højst have lagt alene i tre minutter, idet han kom ind ad døren igen, med et glas vand i hænderne. Det havde til tider sine fordele at være vampyr. Han lukkede roligt døren bag sig, inden han gik hen og satte sig ved siden af hende på madrassen, hvor han rakte hende glasset. ”Værsgo.” Han smilede skævt, som han blot lod hende drikke vandet og få klaret hovedet, for hun lignede en som havde fået hovedpine? Det virkede næsten som om at det ikke bare var mareridt som havde ramt hende. Som hun havde fået drukket noget vand, lod han hovedet søge en anelse på sned. ”Har du fået det bedre?” spurgte han roligt, uden at han tog blikket fra hende. Han var ikke vant til at gøre alle disse ting for andre, værne om dem, vise omsorg, men en gang skulle vel være den første? Hun havde jo trods alt vist sig ikke at være så slem igen.

[Deleted]

Denne form for mareridt var bestemt heller ikke noget nyt eller noget fremmede for Jelickas vedkommende, for det var faktisk noget som skete ofte, hvilket kun var noget som måtte irritere hende direkte. Hun bed sig let i læben og tog sig let til hovedet. Når det endelig skete, så kunne hun virkelig gå rundt med en hovedpine uden lige, og det var nok det som måtte irritere hende mest. Hun sukkede stille, som hun lidt efter lidt, kunne begynde at orientere sig omkring hendes omgivelser endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som hun decideret måtte sige noget som helst til, for det var jo bare sådan at det nu endelig måtte være. Stedet var stadig helt fremmede og ukendt for hende, men det hjalp hende dog temmelig meget, at han måtte sidde der. Det var faktisk noget som gjorde det hele så meget bedre også for hendes del, for.. han havde jo ikke gjort hende noget andet ondt end det som hun jo faktisk havde bedt ham om at gøre. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse, som han fik hende ned at ligge igen, hvor hun tog om tæppet og tvang det om sig. Hendes hjerterytme faldt stille og roligt tilbage til det normale igen, hvilket var noget som selv måtte lette hende, selvom hun på ingen måde, kunne være vant til at det måtte ske så hurtigt som dette. Hun bed sig ganske så svagt i læben, som hun måtte vende blikket mod ham igen, som han forlod hende for at hente et glas vand. For hendes del, så var det meget at spørge om, netop fordi at hun faktisk valgte at skulle spørge ham om det. At der jo så ikke måtte gå særlig lang tid, fik hende dog blot til at smile. Hun takkede for glasset, hvor hun tog det til sig og bundet det temmelig hurtigt. Vand hjalp altid, selvom hvile klart gjorde det meste for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham og med et skævt og dog tydeligt træt smil. Hun havde det bedre, også selvom hun havde været grebet af et voldsomt ubehag netop ved at blive kastet igennem endnu et mareridt. Det værste var jo næsten, at hun ikke kunne huske en skid bagefter! Hun trak på skuldrene. ”Jeg kan fortælle dig, at det langt fra er første gang.. Det sker vel temmelig ofte efterhånden.. tror jeg.” Hun lagde endnu en gang en hånd mod sin ene tinding som hun masserede ganske let, selvom hendes blik på ingen måde, valgte at forlade hans eget på denne her måde. Ikke fordi at det var noget som hun kunne komme til på den ene eller den anden måde. ”Det værste er jo næsten, at jeg ikke kan huske det bagefter.. kun meget lidt,” tilføjede hun stille og med et tydeligt spor af irritation i stemmen og i minen, for det var virkelig noget som måtte irritere hende! Hun sukkede dæmpet og satte glasset fra sig, som hun tog fat om tæppet og trak det om sig. Det var faktisk en smule halvkoldt og specielt for hende, da hun jo var afhængig af lyset direkte og det var der jo absolut intet af, når mørket var faldet på. Hun vendte blikket mod ham. ”Det er nu heller ikke noget som du skal tage dig af, Alec.. Det har været sådan i mange år,” forklarede hun sandfærdigt og med det skæve smil på læben. Det var jo heller ikke fordi at hun tog det så tungt igen efterhånden. Ja, det var måske irriterende, men det var mere eller mindre også det eneste.

[alecander]

Alec selv havde også haft mareridt før, eller faktisk mange gange, så det var jo ikke fordi at han ikke kendt til følelsen, for mareridt var vel noget som ramte alle? Ikke kun de levende men også de levende døde? Et sted måtte det alligevel undre ham at hun havde fået mareridt, hvis man da så bort fra at hun havde været tæt på at miste livet, for han havde jo faktisk været ved at dræbe hende, da han havde drukket af hendes blod, for han havde til at starte med slet ikke haft nogen intentioner om at stoppe igen, for hendes blod havde virkelig smagt utrolig udsøgt! Det havde virkelig været utrolig godt! Men han havde ikke kunnet tage hendes liv, for det var gået op for ham at hun havde gjort så meget for ham egentlig, hun havde godt nok været skyld i at han i udgangspunktet var blevet fanget og straffet med piskeslag, men hun havde også sluppet ham fri og ikke bare ladet ham blive hængende, hun havde givet ham blod for at sørge for at hans krop ville heale hurtigere og nu var han så også frisk som en fisk, hvilket han jo kunne takke hende for, så det at tage hende med hertil var noget som kun gjorde op for alt det som hun havde gjort for ham. Hun var levende og derfor også langt mere krævende af ting, som skulle holde hende i live, for imod han jo faktisk allerede var død, så han skulle ikke have så meget for at fortsætte med at leve på denne Jord, til gengæld var der også meget som kunne dræbe ham som ikke kunne ved levende, noget så simpelt som sollys, hvor han af en eller anden grund havde en tatovering der måtte beskytte ham imod det. At det skete ofte var noget som fik ham til at lade hovedet falde let på skrå. ”Jaså,” svarede han lettere eftertænksomt, der var vel en grund til at det skete? For der skulle jo alligevel noget til at sætte det i gang, en frygt for noget, dårlige følelser generelt, og typisk var det noget som måtte plage en fra ens fortid, en dårlig hændelse som var sket. At hun bundede hele glasset temmelig hurtigt måtte næsten more sig, hvor han bare satte sig tæt ved madrassen, så hun var inde for hans rækkevidde. Han betragtede hende blot som hun trak tæppet omkring sig, hvor han ikke selv havde brug for madrassen for han havde ikke brug for hvile, hendes blod havde givet ham fornyet kræfter og gjort ham helt frisk. At det havde stået på sådan i mange år og at han ikke skulle tage sig af det fik ham til at smile ganske let. Et sted var det heller ikke fordi at han ville gøre noget ved det, for det tvivlede han også på at han kunne, men noget måtte vel gå hende på? ”Der er måske sket noget dårligt, som endnu plager dig?” spurgte han stille og ganske roligt, for det var heller ikke fordi at hun behøvede at fortælle ham det, hvis hun ikke ønskede det, for han ville heller ikke snage i hendes personlige sager og heller ikke hvis det var noget som hun ikke ønskede at tale om, for han vidste jo ikke om der jo faktisk var sket hende noget rigtig slemt.

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt, at Alec meget vel kunne have taget hendes liv her til aften, men han havde aldrig gjort det, også selvom hun havde sørget for at han var straffet på en så inhuman måde, at man skulle tro at det måtte være løgn, for den tanke i sig selv, var noget som virkelig bare måtte gøre hende vred. Man kunne ikke behandle andre mennesker på den måde! Hun vendte blikket stille mod ham. Det var ikke fordi at hun ville stile sig til besvær, men disse mareridt, var efterhånden bare noget som man måtte acceptere og bare lade komme, for de kom faktisk til hende temmelig ofte efterhånden og de efterlod hende med en frygtelig hovedpine! Hun sukkede indædt. Det kunne jo bare ikke komme på et mere elendigt tidspunkt end det her! Hun vendte blikket stille ned mod glasset på gulvet, som han havde sat sig ved siden af madrasssen. ”Jeg vil jo bare ikke være til besvær..” mumlede hun let for sig selv, som hun vendte blikket roligt mod hans skikkelse endnu en gang. Han var jo så god ved hende, og ja, det var noget som hun virkelig måtte være frygtelig, frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde gjort meget for hende, hvor hun jo faktisk havde forventet og regnet med, at han ville lade hende ligge, men det var nu ikke noget som han havde gjort, hvilket faktisk var noget som måtte overraske hende en hel del. Hun trak ganske let på skuldrene. ”Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg det faktisk ikke.. Jeg kan aldrig rigtigt huske det når jeg vågner igen.” Hun strøg en hånd igennem håret, også for at fjerne de fleste af de mange mørke lokker som gled direkte i vejen for hende. Det var virkelig noget som måtte irritere hende og noget så grænseløst endda! De mørke øjne vendte hun direkte mod ham endnu en gang, hvor hun sendte ham et stille smil. Måske at det havde noget med hendes barndom at gøre, og måske ikke.. Skulle hun være helt ærlig, så var der jo faktisk meget som plaget hende, men hun var nu alligevel en meget optimistisk og munter person som ikke ville sprede andet end glæde og latter og det at være munter, for det andet var jo heller ikke noget som man fik det mindste ud af! ”Jeg faldt bogstavelig talt ned fra himlen.. da jeg var yngre,” mumlede hun let. Måske at mange fandt den historie direkte latterlig eller som en joke, selvom det jo faktisk var ærlighed! Hun havde leget med sine venner – engle, og så var hun altså faldet ned og hendes forældre havde absolut intet gjort for at føre hende med sig hjem igen. Et sted så gjorde det hende jo ked af det, men det var noget som hun havde lært at acceptere med årene, selvom det bestemt heller ikke havde været det nemmeste. Hun betragtede ham med en rolig og sigende mine. ”Det er ikke noget vigtigt,” afveg hun med et let ryst på hovedet, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ville køre mere rundt i det end det som hun allerede havde gjort. Hun trak vejret dybt og tog fat om tæppets hjørner, kun for at trække det godt omkring sig selv, for det føles virkelig, virkelig rart at have det der, ikke mindst at han også sad der og passet på hende, selvom han slet ikke havde nogen forpligtelse til det. Han kunne jo faktisk bare have ladet hende ligge, hvis det var det som han havde lystet allermest.

[alecander]

Normalt så tog Alec ikke folk med sig hjem, specielt ikke til oprørernes base, hvor de måtte leve, for hvis nogen gik til vagterne, jamen så var de jo faktisk alle sammen afsløret og så ville de jo nok komme i arresten. Folk kunne godt forstå at befolkningen havde gjort oprør i Procias, fordi mørkevæsnerne var kommet til landet sammen med Keischa, eller det var hvad de beskyldte hende for, men her i Manjarno havde alt været som det plejede og bare fordi at folket i Procias blev lidt oprørske så så folk muligheden her i Manjarno, selvom at der ikke bare var en stor oprørsgruppe, der var flere her i Manjarno, som selv bekrigede hinanden, næsten som gadebander. Og han havde tydeligt mærket straffen ved at være oprør denne dag, faktisk takket være hende, for havde hun ikke blændet ham, jamen så havde han nået at stikke af fra de vagter som havde fanget ham. Dog var hun kommet tilbage efter ham og havde hun ikke befriet ham jamen så havde han jo nok siddet i en celle på dette tidspunkt på slottet. Så nok det var hendes skyld at han var blevet fanget, men det var også hende som han kunne takke for at være sluppet fri igen, for hun havde jo faktisk hjulpet ham fri fra de planker. Derfor var det mindste han kunne gøre for hende vel at give hende lidt ly? Give hende en god nats søvn, selvom det så ud til at den var spoleret, nu hvor hun havde haft et mareridt. ”Du er heller ikke til besvær,” forsikrede han hende hvor han sendte hende et skævt smil, løgn var det jo ikke engang, for havde han ikke gidet give hende husly, så havde han da bare ladet hende ligge, så var han sluppet af med det sludrechatol, selvom at han nu alligevel var kommet til at nyde hendes selskab, for det viste sig jo at hun ikke var så slem igen. Han rynkede let øjenbrynene til hendes ord, hvor han så lettere undrende på hende. Var hun faldet ned fra himlen som lille? ”Kan det overhovedet lade sig gøre?” spurgte han roligt, dog uden nogen former for hån i hans stemme, for han kendte ikke til Himmeriget, han vidste naturligvis godt at det var der englene, lysvæsnerne og paladinerne hørte til, men han havde jo aldrig selv været der, det kunne han heller ikke fordi det var et så rent og lyst sted at hans tatoverings magi ville blive brudt og han ville dø af sollyset for han var trods alt vampyr. Han vidste ikke engang hvordan han havde været tidligere i sit liv, men han vidste at man skulle være ren, have en ren og pletfri sjæl, hvis man skulle dertil og fordi han var vampyr ja så havde han jo dræbt en masse mennesker, så han ville jo nok aldrig få muligheden for at komme dertil, det skulle ikke undre ham hvis han skulle rådne op i helvedet. At hun pludselig afveg fik ham til at vende sin opmærksomhed imod hende igen, som han havde siddet i sine egne tanker. ”Nej! Jeg vil gerne høre det!” indskød han hurtigt, for det gjorde ham faktisk nysgerrigt at hun var faldet ned fra himmeriget, netop fordi at han ikke troede at det var muligt, og så vidste han jo heller ikke hvordan det var deroppe, men det kunne hun vel fortælle ham? ”Fortsæt!” opfordrede han med et skævt smil.