Like Yin and Yang

[Deleted]

I Jelickas øjne, så var det ikke ensbetydet med, at der var noget skidt i denne verden som ikke var godt for noget andet. Han viste hende da om ikke andet, at der også måtte være noget godt i ham selv på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt, hvor hun direkte måtte kæmpe med at skulle holde sig vågen for nemt, det var det bestemt heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede ham stille. Selv hernede fra, var han nu en meget flot mand, det var noget som hun ærligt kunne erkende og det var i den grad også uden at skulle lyve, for det var slet ikke noget som kunne falde hende det mindste ind når det endelig måtte komme til stykket. Måske at hun var en procianer, men derfor behøvede han vel ikke at handle morderisk fordi at alle andre fra mørket måtte gøre det? Hun blev liggende i hans arme og med blikket hvilende på hans skikkelse. Det var j heller ikke fordi at hun kunne få sig selv til noget andet og specielt ikke nu hvor hun faktisk havde ham så tæt på og endda så tæt, at de kunne snakke uden at hakke hovedet af hinanden, det var i den grad også noget af det bedste ved det hele, også for hendes del, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. ”Ser du virkelig på det som en skidt ting, Alec? At der også er noget godt i dig? At der er noget medmenneskeligt i dig? Det er ikke en svaghed.. Det er faktisk en styrke,” fortalte hun stille. Det var jo faktisk sandt. Uden den, så var man jo faktisk alene, så.. hvor var styrken i det? Hun lod ham bare føre hende med mod ruinerne. Et sted var det jo det som hun havde været advaret mod igennem mere eller mindre hele hendes liv, så det var heller ikke fordi at hun bevægede sig tættere på det på nogen måde. Hun undgik det da helst hvis hun var i stand til at blive fri for det. At han førte hende igennem det som havde det været en labyrint som han kunne i hovedet, var nu heller ikke noget som hun havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. Byen som han førte hende til, var noget som hun med en tydelig anstrengelse måtte tage i blik. Hun sov skam ikke endnu, selvom det virkelig var en kamp for at skulle holde sig vågen, og nemt det var det bestemt heller ikke på nogen måde overhovedet! Hun kæmpet udelukkende fordi at han havde sagt det til hende; At hun slet ikke måtte sove endnu. Hun trak vejret tungt og dybt, kun for at lukke øjnene for et kort øjeblik, selvom de røg op allerede med det samme som en anden mand måtte komme dem i møde. Hvor var hun egentlig henne? At være en oprører var faktisk en tanke som.. hun kunne lide. Hun havde jo altid været bare lidt rebelsk af sig. Ikke fordi at hun nåede at svare ham eller se til hvem denne mand egentlig var, idet hun måtte glide direkte ud af den bevidsthed som hun havde klamret sig til igennem de sidste mange minutter som han havde ført hende med sig. Hun endte med at blive fuldkommen slap i hans arme.

[alecander]

Efter at Jelicka faktisk var blevet svækket, så var hun begyndt at holde op med at prædike så meget som hun havde gjort førhen, hvilket også gjorde det lettere for Alec at skulle forholde sig til, for han kunne bare ikke klare alt det andet som hun havde fyret af! Det havde jo gjort ham helt.. irriteret. Han var ikke helt sikker på hvorfor det gjorde ham så irriteret som det havde gjort, for han havde virkelig haft lyst til at klippe tungen af hende! Men.. nu hvor hun ikke direkte prædikede om fred og kærlighed, så havde han faktisk ikke det mindste imod at snakke med hende, for hun var jo faktisk ikke så slem igen. Han vendte roligt de sorte øjne mod hende ved hendes ord, som han måtte tænke over. Hvorfor det helt præcist gik ham på, vidste han ikke, men det var vel ikke dårligt at være god? Han vidste det ikke! Han så bare realistisk på tingene og ikke andet! Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg ved det ikke Jelicka..” svarede han i en dæmpet tone, det var næsten flovt ikke at kunne huske noget, ikke at kunne støtte sine argumenter, fordi man ikke kunne huske hvorfor man egentlig havde det på den måde. ”Men.. så må det vel være en god ting?” svarede han en anelse usikkert, for hun fik det jo til at lyde som en rigtig god ting, siden det også var en styrke. Han kunne bare ikke helt selv se det, men det betød heller ikke noget, for han behøvede ikke at diskutere det med hende, for han kunne desuden ikke ændre hendes syn på ham, hvilket han heller ikke ville, for hun så da på ham som noget godt og ikke som noget skidt, så hun måtte jo alligevel bryde sig om ham?
Det tog egentlig ikke forfærdelig lang tid at komme hen til ruinerne, desuden så var han vampyr, så han kunne jo gå i et hurtigt og fast tempo, hvilket også havde gjort det meste, desuden så kendte han det ud og ind, som havde det været hans egen bukselomme, så det var snildt at finde hen til det rette sted. De sorte øjne betragtede ganske let Jess, som måtte stå foran dem, der selv måtte se nysgerrigt tilbage på Jelicka, som han ikke havde set før. ”Og hvem er så det?” spurgte han nysgerrigt, som han betragtede hende, hvor det vidste, var tydeligt at hun måtte være træt, for hendes øjenlåg hang jo helt nede. ”Jelicka.. hun er svækket, så jeg skal nok tage mig af hende,” svarede han kortfattet, for han havde skam ikke tænkt sig at overlade hende til nogen anden her! Han stolede på folkene som var her, men man vidste jo egentlig aldrig helt hvem man kunne stole fuldt og fast på. Jess nikkede blot, som han vendte tilbage til de andre, inden Alec vendte blikket mod Jelicka, hvor det også først gik op for ham der, at hun var bevidstløs. ”Jelicka?” spurgte han forsigtigt, som han næsten måtte få et bekymret blik, da han rynkede brynene. Han ruskede let og blidt i hende, selvom det ikke rigtig så ud til at hun reagerede. Han vendte blikket op mod den ene bygning, inden han gjorde en hurtig bevægelse, så øjet ikke kunne følge med ham. Han var kommet ind i en bygning, hvor han var gået op ad trapperne, for at ende udenfor sit værelse, hvor han med lynets hast, fik døren skubbet op og i igen, inden han var henne ved den enkelte madras som han måtte have og med et hullet og dog rent og varmt tæppe. Han lagde hende roligt på madrassen, i midten, for ellers fik man nok fjedrene op i ryggen, hvilket kun gjorde det ubehageligt. Han puttede hende roligt under tæppet, så hun kunne få noget varme. Værelset var ikke stort, der var hul i gulvet visse steder, der var et enkelt vindue – uden glas, så han havde hængt et tæppe for, så det ikke ville trække så galt ind. Og ellers havde han et skrivebord, med et stearinlys og stol, en madras til at sove på og det hullede tæppe. Sådan var det jo trods alt at bo på gaden.

[Deleted]

Jelicka var egentlig bare som hun altid havde været, ellers havde hun bestemt ikke prædiket for ham på den måde som hun nu var endt med at gøre det. Han virkede som en forvirret sjæl og det var bestemt også noget af det som automatisk gjorde, at hun stod i denne situation som hun gjorde lige for øjeblikket; Hun ønskede faktisk at hjælpe ham og det var jo det som hun gjorde på de måder som nu måtte være hende menneskelig muligt. Han var desuden også langt nemmere at snakke med nu hvor han havde fået maven fyldt op, så det var vel også noget som måtte spille godt ind uanset hvordan pokker han ville vende og dreje det hele? Det var da om ikke andet, så sådan at hun måtte vælge at se på det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun blev liggende i hans arme, for det var jo heller ikke fordi at hun havde noget andet valg. Hun var træt, hun var udmattet og det som man snildt kunne sige, måtte være værre, for det var jo ikke noget andet end sandhed når det nu endelig skulle komme til stykket. Ved at prædike, så fortalte hun ham jo faktisk omkring hendes egen verden, så det var vel heller ikke nødvendigvis en skidt ting? Hun sendte ham et stille, dog tydeligt og træt smil. ”Det er da en god ting.. Se selv, du er med i oprørergruppen, ikke? Hvordan tror du det ville være, hvis du gik rundt selv?” spurgte hun stille. Igen, så var det ikke fordi at hun ville håne ham eller noget, men bare få sin pointe frem.
Jelicka var virkelig udmattet, selvom hun i den grad prøvede at kæmpe med at skulle holde sig vågen, så gik det bare ikke i hendes retning til sidst. Jess havde hun kun lige fået taget i blik, studeret en smule, idet at kroppen måtte give efter for den ellers så trængende hvile, at hun var endt med at falde slap ind mod Alec i stedet for. Et sted så følte hun faktisk denne tryghed ved at skulle ligge ham så tæt på den måde som hun gjorde, selvom hun ikke havde nævnt det med ord. Han ville vel bare blive sur? Det var heller ikke noget som hun havde ønsket sig, desuden så var hun jo faktisk glad for det som han havde gjort for hende og det som han var i gang med at gøre for hende, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. At han fik hende med sig hen til en bygning og indenfor i denne, hvor han lagde hende ned på en madras fuld af ødelagte fjedre, var slet ikke noget som hun sådan rigtigt mærkede sig af. Hun var virkelig bare træt! Som han puttede hende så kunne hun svagt slå øjnene op, for bare det at komme ned at ligge, var noget som faktisk hjalp hende meget. Selvom hun stadig ikke forstod at han ville gøre så meget for hende, så var hun nu alligevel meget taknemmelig for at det var noget som han gjorde, det var end ikke noget som hun ville skjule det mindste for hans vedkommende. Hun tog stille fat i tæppet og trak det let om sig. ”Tak, Alec,” sagde hun med en træt og tydeligt udmattet stemme, som hun endnu en gang bare måtte give efter for hvilen som nærmest måtte overfalde hende, hvilket i den grad ikke var noget som hun kunne eller ville kæmpe imod. Ikke denne gang.

[alecander]

Det var ikke Alecs mening at være hård mod hende fra start, men han havde bare været irriteret på hende, fordi hun havde været skyld i at han var blevet straffet, for havde hun ikke blændet ham, så var han stukket af fra vagterne, men hun havde ødelagt hans chance, for han var blevet pisket, for derefter at blive hængt op på et kors. Så havde hun befriet ham, hvor hun endnu engang havde blændet ham, så han ikke havde kunnet se, så det var faktisk også alt det som havde spillet ind da han havde været irriteret og hakket på hende. Nu havde hun jo givet en masse af hendes blod, hvilket gjorde at hans sult var blevet stillet, plus at det var gået op for ham at hun jo egentlig kun var ude på at hjælpe ham, hvilket han jo så også måtte stille sig tilfreds med, for han var da selvfølgelig taknemmelig for at hun havde givet ham så meget af hendes blod, hvor han faktisk kunne have dræbt hende, så nu hvor hun var endt svag, på grund af ham, så var det mindste han kunne gøre, at hjælpe hende. Desuden, hvis han lod hende bliver herude for en nat, så ville hun ikke overleve, men blive dræbt af kulden, for hun var slet ikke stærk nok til at kunne holde sig selv varm. Han vendte roligt blikket mod hende ved hendes ord, hvor han rynkede brynene ganske let. Var det godt at være med i et oprør? Han blev jo set på som en forbryder, det var også derfor at han var blevet straffet, så hvad godt kunne der være i det? Han tænkte lidt over hendes ord. Hvis han var gået rundt selv, så havde han nok rendt rundt som et stort spørgsmålstegn – bogstaveligt talt, for Jess havde jo fundet ham og faktisk opfordret ham til at blive en del af oprøret, hvor han også havde vist potentiale indenfor kamp, manipulation og spionager, så han gad godt vide hvordan han havde levet inden han havde mistet hukommelsen. Han trak svagt på skuldrene. ”Det ved jeg ikke,” endte han roligt og lettere forvirret.
Alec blev siddende ved madrassen, hvor han sad i hug, imens de sorte øjne hvilede på hendes skikkelse. Der var ikke meget i rummet, men det kunne faktisk godt blive hyggeligt, specielt, hvis man tændte pejsen, men den havde han egentlig aldrig haft tændt, for han kunne jo ikke fryse, men.. han måtte vel hellere få noget varme i rummet, for der blev altid så isnende koldt om natten. Han åndede lettet op, som hun vendte blikket mod ham og takkede ham, for så var han da sikker på at hun ikke var helt væk. Han strøg hende over håret. ”Sov blot.. det trænger du vidst til,” endte han roligt og i en dæmpet tone, som han trak hånden til sig igen. Hun måtte vel også være sulten? Hun havde jo behov for fast føde, hvilket han jo derimod ikke havde. Han rejste sig roligt, hvor han blot lod hende sove på madrassen, for det havde hun behov for. Han gik roligt hen til pejsen, hvor han lagde noget af det hakkede brænde, inden han fandt nogle tændstikker frem, for at tænde det tørre brænde, så man kunne høre det gnistre fra den livlige pejs. Han trak roligt og dog forsigtigt hendes madras, hvor hun lå på, tættere på pejsen, så hun kunne få noget varme, inden han betragtede hende roligt. Han kunne vel finde noget mad til hende, imens hun sov?

[Deleted]

Jelicka ønskede egentlig bare at hjælpe hvis hun kunne komme til det. At han var blevet fanget og det hele, havde faktisk slet ikke været noget som hun havde været ude på og det var jo også derfor, at hun var gået mod det som faktisk var lovmæssigt ret og faktisk befriet ham, for det havde hun næsten været nødsaget til på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At hun havde givet ham så meget blod, havde faktisk slet ikke været meningen, men igen; Hvordan skulle man stoppe en vampyr som var så sulten, at de knapt kunne styre sig når tænderne allerede var sat i hende? Hun havde virkelig været forsvarsløs og det var gået så skræmmende hurtigt, at hun slet ikke havde haft den mulighed for at skulle følge med, om det jo så var noget som man ville vedkendes det eller ikke, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være og på alle tænkelige måder overhovedet. Hun ville bestemt ikke kendetegne ham som en forbryder, bare et medlem af en gruppe som krævede forandringer her til lands, en som krævede at blive set, lade folket blive set og lade deres krav blive imødekommet. Det var da ikke at være en forbryder, var det? Et svagt smil passerede hendes læber. Han virkede en kende forvirret og det fandt hun faktisk charmerende et sted. Ikke en fast og hård mand, selvom han havde vist sig, at skulle være ekstremt dominerende i starten, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Du er da også noget af det mest mærkelige, jeg nogensinde har stået overfor.” Et sted var der en anelse morskab i hendes stemme, men det var jo bare sådan at det nu måtte være. Tanken morede hende faktisk.
Jelicka var virkelig utrolig træt, selvom hun slet ikke følte for at skulle sove. Hun følte ikke rigtigt at hun kunne tillade sig det, nu hvor han gjorde så meget for hende og langt mere end det som hun egentlig havde regnet med i den anden ende, om det jo så var noget om man ville det eller ikke. Helt væk var hun dog heller ikke, selvom det virkelig kun måtte siges at være lige ved og utrolig tæt på. Hans strøg over hendes hår, var noget som fik hende til at smile svagt. Det var faktisk rart at nogen ville tage sig af hende, selvom han slet ikke bar nogen af de forpligtelser. Natten ville ganske rigtigt ellers have taget livet af hende, men det var nu heller ikke noget som hun selv ville sige noget til, selvom det jo blot måtte være hende en direkte kendsgerning i den anden ende. ”Det gør jeg vidst..” sagde hun stille. Hun lukkede øjnene endnu en gang, hvor hun endnu en gang måtte give efter for søvnen. For en ganske kort bemærkning, så vågnede hun jo med det samme, som hendes madras måtte blive trukket hen foran pejsen som næsten måtte varme hende allerede med det samme. Hun vendte blikket en anelse omkring sig, idet hun med et smil måtte ende med at skulle glide hen i søvnen endnu en gang. Og denne gang forblev hendes søvn faktisk temmelig tung. Maven rumlet, hun var træt og udmattet, så det var vel bare et spørgsmål om prioritering? Der hvor søvnen jo desværre måtte være den som måtte tage overhånd som det første, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun blev helt slap, selvom hun måtte trække vejret temmelig dybt. At bede ham om noget, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til.. Han havde jo allerede gjort mere end rigeligt for hende.

[alecander]

Hvorvidt Alec var en forbryder eller ej, kom vel egentlig også an på hvordan man så på oprørene? Nogle så dem som forbryder, fordi de gik imod kongehuset, andre så dem som helte, fordi de turde, at stille sig op og kæmpe for folket, men på den anden side, så var de vel alle sammen forbrydere, fordi de gik rundt og dræbte? Vagterne og myndigheden i landet gjorde jo nærmest alt for at stoppe oprørene, om de så skulle dræbe dem eller ej, men på den anden side var oprørene ikke et hak bedre, for når vagterne blev voldelige, så blev de det også selv og sådan startede man jo faktisk en krig. Alec kunne jo så takke Jelicka for at blive reddet, for det skulle ikke undre ham hvis vagterne faktisk var kommet noget tid senere for at rent faktisk at dræbe ham. Og hvis ikke, jamen så havde han været heldig, men Jelicka havde sørget for at han ikke skulle tage chancen, for hun havde befriet ham inden det var sket, hvilket han vel måtte takke hende for på et tidspunkt? Han slap en munter latter til hendes ord og rystede smilende på hovedet. ”Undskyld,” svarede han i en morende og halvleende tone. Han var den mærkeligste hun nogensinde havde stået overfor? Det undrede ham egentlig ikke, men det var vel egentlig også kun fordi at han var så forvirret som han måtte være det? Han kunne jo ikke huske over det halve af hans liv, så han kunne sikkert godt virkelig dobbeltmoralsk, fordi han sagde det ene, men ikke rigtig havde noget at støtte det op omkring.
At Jelicka var overrasket over at Alec ville hjælpe hende, undrede ham ikke, for han havde jo været irriteret på hende til at starte med, hvor han også havde været meget imod at skulle hjælpe hende, men så havde sandheden ramt ham, for hun havde gjort så meget for ham, tilmed tilbudt ham sit blod og så kunne han jo ikke bare lade hende ligge og lade hende dø? Det kunne han måske, men han ønskede heller ikke at blive husket for at være en ondskabsfuld mand, der ikke tænkte på andre end ham selv, for oprørsgruppen havde lært ham teamwork, han var en holdspiller og spillede efter reglerne på retfærdigvis, så han ville gerne blive husket for at være retfærdig i stedet for noget andet, og det var kun retfærdigt at hjælpe hende, når hun nu havde hjulpet ham så meget, selvom han egentlig ikke gjorde så meget for hende, for han tog hende jo blot med sig, hvor han nu havde givet hende hans egen seng, hvor man lå perfekt lige i midten af madrassen, selvom tæppet nok ikke holdt hende så godt varm, men det måtte pejsen jo så gøre. Han så blot til, som hun faldt ned i en dyb søvn, hvilket kun glædede ham, for det havde hun behov for, desuden var han vampyr, så han havde ikke behov for hvile på samme måde som hun havde det. Han så let rundt i rummet, inden han valgte at gå ud af det sølle rum, som man kunne kalde for et værelse, blot for at gå ned i kælderen af bygningen. Egentlig var det ret risikabelt at bo i en ruin, men han og de andre havde prøvet at finde ting, som kunne holde det hele oppe, såsom solide bjælker. Han gik ned i et andet rum, som mindede om et køkken, hvor duften af maden nåede hans næsebor og det duftede virkelig godt! ”Hey Joyce,” hilste han let, som hans blik faldt på køkken, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Alec!” Hendes stemme var mere en overraskelse end en hilsen, for hun var ikke vant til at se ham dernede, men han spiste jo heller ikke. ”Hvad laver du her?” spurgte hun roligt og med det blide smil på læberne. Han gik roligt hen til den store gryde, for at se hvad hun havde lavet. ”Grøntsagssuppe?” spurgte han roligt, hvor hun nikkede ganske kort. ”Kan jeg få en skål? Den er ikke til mig, men en ven,” forklarede han kort og sendte hende et skævt smil. Han gik ud fra at Jelicka også måtte være sulten når hun engang måtte vågne?

[Deleted]

Jelicka var virkelig forundret over hvilken drejning, som det hele havde taget på denne her måde, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet. Det var jo slet ikke fordi at hun ville være ond eller noget som helst i den stil, for hun havde virkelig bare forsøgt at skulle hjælpe ham. At det jo så havde kostet hende for hendes egen frihed i den anden ende, for hun vidste, at vagterne nu også måtte søge efter hende, var jo så den pris som hun måtte betale for det hele. Hun vendte blikket stille mod ham, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile, noget så tydeligt træt, som hun nu måtte være. Hun forstod at han havde været sur og irriteret på hende for det som hun havde gjort, men nu havde hun vel også gjort det godt efterhånden? Netop ved at redde ham, blænde vagterne og få ham med sig i sikkerhed, hvor hun havde ladet ham tage af hendes blod? Hun var ikke bange for at erkende at hun havde gjort noget forkert og ved at hjælpe ham, så hjalp hun vel også denne verden i retningen af en god udvikling? Det var i alle fald det som hun måtte håbe, for hun havde hørt så meget om oprørene og der var jo en grund til at kongehusene måtte gribe ind; Det satte jo trods alt dem i et meget dårligt lys, så meget havde hun da fundet ud af.
Alec passet på hende, hvilket hun virkelig var forundret over. Ikke desto mindre, så var det nu alligevel noget som måtte gøre hende en anelse mere rolig, hvor hun havde givet efter for den direkte trængende søvn. Hun trak vejret stille og roligt, også selvom man måske burde holde øje med det, for selv denne situation, var noget som meget fint også kunne skræmme hende på den ene eller den anden måde. Hans strøg over hendes hår, var noget som faktisk måtte få hende til at smile, for det var virkelig en utrolig dejlig tanke at nogen faktisk måtte røre ved hende på denne her måde. Hun smilede let i søvne, selvom hun ikke rigtigt fik sig selv til at bryde den for at vågne op. Pejsen måtte varme hende godt og med det næsten så smukke og orange skær som måtte ramme hendes ansigt, så gjorde det hende kun lidt mere livlig og levende at skulle se på, for med alt det som han havde taget af hendes blod, så havde det jo selv gjort hende træt og bleg at skulle se på. Hun var gledet ganske godt hen i en dyb søvn, som han havde valgt at forlade hende, selvom hun ikke just måtte kende til grunden til hvorfor at han havde gjort det. Hendes hjerte slog let og stille, som hun selv måtte finde lidt varme igen. Havde han valgt at efterlade hende, så ville hun være død dagen efter. Når det blev mørkt, så kunne man vel godt sige, at hendes krop måtte lukke ned? Hun var et lysvæsen, hun havde brug for solens lys og hun havde brug for varmen som dagen måtte bringe, ellers kunne hun ganske enkelt ikke eksistere, så hun skyldte ham vel også en tak for at have reddet hendes liv? Ikke fordi at det var tanker som gik hende igennem hovedet lige for øjeblikket, for hun var virkelig langt væk i drømmeland og det var heller ikke fordi at hun sådan rigtigt formåede at skulle vågne af. Hun var virkelig alt for udmattet til at gøre det! Som fanget i den trygge tilværelse og næsten med følelsen af, at han måtte være der og passe på hende. Det var faktisk.. rart.

[alecander]

Nu hvor Alec var kommet til kræfterne igen, og nu hvor det faktisk også var gået op for ham at hun faktisk ikke havde prøvet på andet end at hjælpe ham, selvom hun godt nok var skyld i at han blev straffet, så kunne han også fint vise gensidig respekt og hjælp, ved at sørge for at hun kom i sikkerhed og ikke ville dø af kulden som kom om natten. Nok han var vampyr og han havde måske mistet hukommelsen, men det var kun om hans fortid, hvad han havde lavet, for han vidste faktisk mange ting og havde faktisk talenter indenfor mange ting, så det var ikke fordi at han var dum og ikke vidste noget som helst, for det gjorde han skam! Og selvom han selv var vampyr, som var et dødt og koldt væsen, der ikke kunne dø af menneskelige ting, såsom sygdomme, kulde osv. så vidste han at hun højst sandsynlig ville dø, fordi hun var så svækket, hendes hjerte kæmpede på højtryk for at få det normale liter blod tilbage i hendes krop, så ville hendes krop ikke være stærk nok til at holde hende varm i løbet af natten, for det ville en hel rask person vel heller ikke være i stand til? Måske det var ved at være forår, men kulden slog stadig hårdt ind om natten, for der kunne endnu komme frost, så det var jo kun klart at hun måtte dø, hvis han faktisk valgte at forlade hende, men hvordan skulle han få sig selv til det, når hun faktisk havde hjulpet ham så meget? Givet ham styrken tilbage? Så kunne han vel også gøre det med hende? Nu hvor hun lå på madrassen med et tæppe over sig og tæt ved pejsen, så vidste han da at hun ville blive varm, så hun blev fri for at fryse og så kunne hjertet vel også slappe lidt mere af? Så skulle kroppen kun have gendannet hendes blod. Og nu hvor hun sov, så kunne han vel godt gøre sig lidt mere nyttig for hende? Han havde jo kun gjort hende en sådan lille ting at bringe hende varme og ly for natten, hvilket ikke var meget i forhold til det som hun havde gjort for ham, så han kunne vel også give hende lidt mad, til når hun vågnede? For hun måtte jo være sulten, når hun engang vågnede? Hendes krop havde jo selv brug for næring til at styrke sig på, ligesom hans eget havde via blod. Han var derfor gået ned i køkkenet, selvom at han sjældent kom her, så kendte kokken, som var en midaldrende og dog smuk kvinde ved navn Joyce, ham udmærket godt. Hun øsede noget af grøntsagssuppen op i en skål, som hun rakte ham. ”En ven?” spurgte hun nysgerrigt, for det var sjældent at man så ham sammen med andre, da han havde været noget af en enspænder, siden han var kommet hertil. Han nikkede kort og dog bestemt. ”Nemlig en ven,” svarede han kortfattet og dog også som et tegn på at lade emnet ligge. Hun sendte ham blot et overbærende smil, inden hun rakte ham skålen, inden hun kom en ske ned i. ”Det er kun godt at se dig med lidt selskab, kære,” svarede hun roligt, som hun fik hældt noget koldt og frisk vand op i et glas, som han også tog imod. ”Tak,” endte han venligt, som han drejede om på hælene, for at gå tilbage til værelset, hvor Jelicka måtte ligge.

[Deleted]

Jelicka havde virkelig kun været ude på at skulle hjælpe ham, det var i den grad det eneste som havde nogen som helst former for betydning også set i hendes øjne. Hun kunne ikke fordrage den tanke om at skulle være grunden til at et andet individ måtte have ondt, så selvfølgelig havde hun valgt at bryde ind! Alt det som han jo så havde gjort for hende derefter, var jo alt sammen kun noget som hun måtte betragte som en større bonus, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hvis det var fordi at hun ikke havde glemt at sige tak til ham, for det var noget som hun så sandelig skulle få gjort, for hun kunne faktisk også være andet end belærende på denne her måde, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl afn år det nu endelig måtte komme til stykket. At han havde taget hende med sig hjem, at han havde skænket hende varme og en ellers så manglet tryghed på den måde som han havde gjort det, så selvfølgelig var det noget som spillet utrolig meget og utrolig godt ind for hendes vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede indvendig og selv i den rolige og ellers så behagelige søvn, for det var noget af det bedste som hun længe havde været udsat for, også fordi at han ikke bare havde taget hendes blod, men i den grad også hendes energi, så selvfølgelig var det noget som spillet frygtelig meget ind på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Den mand som Alec havde vist sig at skulle være, var slet ikke den som hun havde mødt i udgangspunktet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde det nemmere at skulle give efter på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Måske at det virkelig måtte være naivt, men.. et sted så stolede hun jo faktisk på ham, selvom hun vidste, at det kunne vise sig, at være forbandet dumt! I øjeblikket var det slet ikke noget som gik igennem hendes tanker, for hun var så udmattet, at hun slet ikke magtet at skulle tænke så meget som en eneste! Hun var træt og hun var udmattet, selvom hun slet ikke klandret ham for det mindste på den ene eller den anden måde, for hun havde i den grad selv været skyld i det, og det var bestemt heller ikke noget som hun var bange for at skulle erkende på den ene eller måde. Hvor han var eller hvad han lavede, var nu heller ikke noget som hun var mærket det mindste af, når det nu endelig måtte være, men det var vel heller ikke decideret en dårlig ting? Han havde valgt at bringe hende hertil, han havde valgt at beskytte hende. Hun vendte sig en anelse på madrassen og trak det gamle tæppe en anelse mere om sig, selvom det nu ikke rigtigt gjorde nogen forskel, for hende. Varm blev hun dog, og det var i den grad også noget af det som gjorde hende langt mere rolig end det som hun ellers havde været det før.

[alecander]

Alec nikkede kort mod Joyce, inden han valgte at forlade køkkenet, som han gik op ad trapperne, for køkkenet befandt sig helt nede i kælderen af huset, eller det som var tilbage af huset, så det var lidt risikabelt at bo her, men på den anden side, så havde selve oprørsgruppen også sat det hele i stand for det nyttede jo ikke at det hele braste sammen en nat og alle så døde! Men derfor var det stadig gammelt og hullet, så det kunne sagtens blive koldt om natten, men han måtte vel bare sikre sig at Jelicka ikke kom til at fryse? Han var faktisk heldig at han så havde en pejs, men han gik ud fra at det rum han havde, engang havde været en stue af en art, for selve bygningen i de boede i var flere tusind år gammel, hvis ikke mere. Det var ikke fordi at Alec normalt var sammen med andre, for han var noget af en enspænder, og han havde godt lagt mærke til at folk havde skævet mod ham, da han var kommet gående med Jelicka, for han var normalt ikke typen der hjalp andre, for hvem ville hjælpe ham? En sølle oprører? Det havde Jelicka jo gjort og det var noget som også var gået op for ham, hun havde jo faktisk reddet ham ned fra korset og sikkert også fra en værre straf. Han fortsatte op af trapperne, som måtte knirke under hans vægt, hvor det lød til at de hvert et eneste sekund kunne bryde sammen, selvom det ikke var tilfældet. Han smuttede hen over gulvet ved gangen, indtil han kom hen i enden, hvor hans eget værelse måtte ligge – et godt stykke væk fra de andres, sådan som han bedst kunne lide det. Han åbnede roligt døren og betragtede det aflange rum, der var farvet i de grå og generelle mørke farver, for visse steder dækkede tapetet ikke væggen, som var lavet af mursten. Han trådte ind i rummet igen, hvor han også måtte lukke døren bag dem igen, inden hans sorte øjne faldt på Jelickas skikkelse, der måtte ligge henne ved pejsen. Han gik hen til skrivebordet, der stod ved den væg, hvor pejsen også var, hvor stillede skålen med grønstsagssuppen. Det så ud til at hun endnu sov, selvom.. tæppet måtte da ikke give så megen varme? Det var tyndt og hullet, slidt og gammelt, så det var vel egentlig kun pejsen der måtte varme hende? Uanset, så så det ud til at han endnu havde tid, eftersom han kunne høre at hun måtte være i en dyb søvn – men det var jo også tiltrængt. Han gik roligt ud af værelset endnu engang, selvom han denne gang ikke var væk i så lang tid, for det havde jo sine fordele at være vampyr. Da han kom ind af døren igen og ind i værelset, havde han et bedre og nyere tæppe med, som de levende væsner brugte, for han selv var vampyr, så han kunne sagtens nøjes med et sølle slidt tæppe, men det ville Jelicka ikke kunne. Han gik roligt hen til hende, hvor han knælede ved madrassen, inden han i en hurtig bevægelse, tog det gamle tæppe væk fra hendes krop, for at putte hende under det tykke, varme og bløde bomuldstæppe, som ville varme hende langt bedre. Det var uldet og blødt at røre ved, så det ikke stak, helt klart et godt og varmt tæppe!

[Deleted]

Jelicka havde udmærket godt mærket sig af, at Alec havde været afvisende overfor hende og specielt der når hun havde stået der som en hjælp til ham, for det var noget som hun faktisk havde ønsket sig i den anden ende. Hun havde slet ikke ønsket at skulle være ond eller grotesk mod ham på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun havde gjort en fejl, for hun ville ikke betegne oprørene som noget direkte ondt eller kriminelt i den anden ende, for de ønskede en forandring og det var vel kun noget som man kunne få ved at tage fat i tingene selv og få gjort noget ved det? Så det var ikke fordi at hun havde noget imod dem, men faktisk også fordi at hun var imponeret over at han kunne gøre det som han havde gjort og det som de alle måtte gøre her på stedet? Søvnen var tiltrængt og pejsen måtte i den grad også varme hende noget så frygtelig godt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Tæppet var hende dog ikke direkte en hjælp til at skulle holde den varme, for det var tyndt og det var hullet, selvom hun ikke rigtigt mærkede sig af det. Hun kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede dæmpet. Hvad det var at Alec måtte foretage sig mens hun måtte ligge der, var slet ikke noget som hun vidste, for hun var virkelig bare.. væk. Hun mærkede sig først af hans tilstede værelse, da hun blev pakket ind i det andet og mere varme tæppe, for det var virkelig, virkelig en frygtelig rar fornemmelse i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Med de mørke rander under øjnene, så tvang hun dem op endnu en gang, hvor hun vendte sig stille på madrassen, så hun endte med at ligge direkte over en af de mange fjedre. Hun bed det bare i sig lige for øjeblikket. Hun sendte ham et tydeligt og træt smil. Hun var bleg og tydelig afkræftet og sulten ikke mindst, det var bestemt heller ikke noget som hun kunne eller ville løbe det mindste fra, hvis det var noget som hun dog ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, selvom det dog tydeligt måtte være noget så frygtelig tungt i den anden ende. Hun forblev liggende slap under tæppet. ”Du behøver ikke gøre alt det for mig, Alec..” Hendes stemme var end ikke meget tydelig, men svag og svagere end en simpel hvisken, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun blev bare liggende. Det var end ikke fordi at hun magtet at skulle vende sig, så hun kunne ligge rigtigt igen. Det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at hun havde ork eller overskud til særlig meget. Han havde virkelig taget skræmmende meget af hendes egen livsenergi. Han kunne så nemt som ingenting have slået hende ihjel, hvis det var det som han havde ønsket det.

[alecander]

Det var ikke fordi at Alec havde noget imod at hjælpe Jelicka, for det havde han bestemt ikke, nu havde hun jo også gjort så meget for ham, så det var jo faktisk det mindste han kunne gøre. Hun havde godt nok været skyld i at han havde fået sin straf for at være oprør, men hun var jo kommet tilbage, hvor hun havde hjulpet ham fri og på hans bekostning var hun blevet en oprører ligesom ham selv; det var i hvert fald sådan at myndigheden måtte se på hende, for man slap virkelig ikke godt fra at hjælpe en som var forbryder i deres øjne og derved gå imod dem, for det blev man straffet for. Hun havde tilmed givet en masse af hendes blod, så han kunne genvinde sin styrke, hvor hans krop også var blevet healet og det var jo alt samme noget som han kunne takke hende for, hun havde jo faktisk også healet hans sår på hans mave og side og det som hun kunne nå af ryggen, da han havde været bundet, så han skyldte hende faktisk for en masse. Så det at tage hende med hertil, give hende et sted hvor hun kunne finde hvile og varme og få noget at spise, det var ingenting i hans øjne. Som han havde fået skiftet det hullede tæppe ud med det anden bløde og varme, satte han sig roligt ved siden af hende, imens han vendte blikket mod pejsens mange livlige flammer. Han hørte godt at hun vågnede, selvom at hun nok burde sove og ikke tage sig af ham, han vendte roligt blikket mod hende, da hun udtalte sine ord, hvor han smilede et skævt og dog stille smil, som han trak svagt på skuldrene. Hans ben var lettere bøjet, hvor han havde slået armene omkring dem, så han sad ganske afslappet. ”Det er ingenting,” svarede han stilfærdigt, som han betragtede hende ganske let. Hun var udmattet og afkræftet så meget kunne han da se, men hun måtte vel også være sulten? Han rejste sig roligt, hvor han tog skålen med skeen i, fra skrivebordet, inden han gik hen til hendes madras. ”Nu hvor du er vågen burde du spise,” svarede han roligt, som han smilede skævt til hende. Han hjalp hende roligt op at sidde, for han kunne godt se at hun var udmattet, hvor han satte sig bag hende, så hun kunne støtte sig op ad ham, ligesom da han havde drukket af hendes blod, hvor de havde siddet udenfor. Han rakte hende roligt skålen, som han satte i hendes skyd, hvor han ellers blot lod hende læne sig tilbage mod ham, så hun kunne halv sidde og halvt ligge, imens hun kunne få noget at spise. ”Den har stået lidt, så den burde være lunken nok til at du kan spise af den,” fortalte han roligt, som han roligt strøg hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, så hun kunne spise uforstyrret, for sulten måtte hun vel være efterhånden? Det var da om ikke andet så det han selv ville tro at hun ville være, desuden ville den heller ikke smage særlig godt når den først blev kold, så det var vidst kun godt at hun spiste nu hvor den var lunken. Han vendte roligt blikket mod pejsen, hvor hans lod armene hvile bagud, så han selv sad lettere afslappet, imens hun kunne spise.

[Deleted]

Jelicka var udmærket godt klar over, at hun selv var i færd med at ødelægge mere eller mindre alt for sin egen del. Hun havde mere eller mindre sat det hele på spil for at få ham ned af korset og i sikkerhed, for nu ville de jo være efter hende og lige så meget som det at de måtte være efter ham. Ikke fordi at det var en tanke som gjorde hende noget som sådan, for det var bestemt heller ikke fordi at hun fortrød noget som helst af det som hun havde gjort det på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun var træt og hun var udmattet, også selvom hun måtte erkende, at hun også var ved at være godt sulten efterhånden. Hun bed sig svagt i læben, som han nu alligevel havde revet hende ud af søvnen, så nød hun faktisk at skulle have ham at ligge op af, for det var virkelig, virkelig rart ,det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han havde allerede gjort så skræmmende meget for hende, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun klemte øjnene let sammen, selvom hun blev liggende mere eller mindre slapt nede i madrassen. Hun magtet ganske enkelt ikke at skulle røre sig hvis hun dog ellers kunne blive fri for det i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”N-nu hvor du siger det, så.. så er jeg faktisk lidt sulten,” sagde hun stille. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lyve for ham, for han havde virkelig gjort forbandet meget for hende allerede. Han havde taget hende med sig, han havde skænket hende varme og nu også føde? At han hjalp hende op, havde hun nu heller ikke det mindste imod i den anden ende, om det jo så var noget som man ville være ved eller ikke. Hun satte sig stille og roligt op ind mod ham, for det var.. rart et sted at have ham tæt på hende. Han havde jo trods alt også passet på hende og gjort så frygtelig meget for hende i den anden ende. Hun bed sig svagt i læben som den fine skål med mad måtte blive placeret i hendes skød. Hun var sulten og nu hvor duften måtte ramme hendes næsebor, så var det kun noget som gjorde langt mere ved hendes sult! ”Mange tak, Alec. Det betyder meget for mig..” hviskede hun stille og med blikket mod ham hvor selv et stille smil måtte brede sig på hendes læber. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lægge det mindste skjul på det i den anden ende. Hun tog stille omkring skeen, selvom den virkelig føles tung at skulle holde om og løfte, hvilket bestemt heller ikke var noget som man måtte tage det mindste fejl af, for hun var virkelig, virkelig træt og udmattet som aldrig nogensinde før, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun førte skeen op til munden, hvor hun spiste af det. Det var virkelig, virkelig dejligt og smagte virkelig godt! Hun lagde hovedet stille mod hans skulder og med det svage suk som måtte forlade hendes læber. ”Jeg går ikke ud fra, at det er dig som har lavet den?” spurgte hun med et stille smil på læben. Hun fyldte skeen op endnu en gang hvor hun fik det op til munden hvor hun spiste af det. Det var virkelig lækkert!

[alecander]

Det var faktisk utroligt at de to var endt her, på samme værelse, specielt når man tænkte på hvordan det hele havde startet, men det havde da udfoldet sig på en hel anden måde, hvor han faktisk var glad for resultatet. Hun var jo desuden heller ikke så slem, når det kom til stykket, for når hun ikke plaprede løs som en sand procianer, så var hun jo faktisk til at holde ud, selvom.. det var vel også fordi at han havde fået lukket munden på hende? Ved at tage så meget af hendes blod som han havde. Men hun havde faktisk gjort en masse for ham, faktisk havde hun gjort alt det, som han var i færd med at gøre for hende. Hun havde reddet hans liv, som han havde reddet hendes, hun var godt nok skyld i at han havde haft det så dårligt, ligesom han også var med hende, hvor hun havde givet ham mad, ligesom han nu også gjorde med hende, så det hele gik jo faktisk lige op. ”Så er det godt at jeg har mad med til dig,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et skævt lille smil. Det at hun var ved at være sulten undrede ham bestemt ikke, for hun var blevet udmattet, så hendes krop havde brug for næring, som den kunne styrke sig på, hvilket både var mad og så en god nats søvn. Hun havde fået lov til at hvile sig lidt, hvor hun nu kunne få lov til at spise imens maden var varm, så hun også kunne genvinde varmen, hvorefter hun kunne få lov til at lægge sig til at sove igen, for det kunne hun sikkert godt bruge. Han lod hende blot læne sig op ad ham og dermed bruge ham som støtte, for det var kun tydeligt at hun var træt og udmattet ikke bare psykisk men bestemt også fysisk, for det var jo tydeligt at hun knap kunne rejse sig op. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. Det betød meget for hende? Det var jo ikke fordi at han havde gjort noget specielt, kun det som hun havde gjort for ham. ”Det var ingenting. Desuden.. jeg gør kun det, som du gjorde for mig,” endte han roligt og i en lavmælt tone, imens de sorte øjne faldt på grøntsagssupen, som måtte hvile i skålen i hendes skød. Han rettede sig roligt op, som han lod sine stærke arme glide omkring hendes mave, så han kunne holde hende tæt ind til sig og støtte hende, imens han lod sin hage hvile mod hendes ene skulder, imens han betragtede at hun tog den første bid. Han håbede at hun kunne lide det, for han var jo ikke selv kendt med den faste føde som de menneskelige måtte spise for at overleve, for der skulle han jo selv have blod for at kunne overleve. Han fnes kort og rystede derefter stille på hovedet. ”Nej.. jeg er ikke ligefrem den fødte kok,” indrømmede han med en morende undertone, som han vendte blikket mod den flammende pejs. ”Det er vores kok som har lavet det. Joyce. Så bliver du sulten i eftertiden, er det hende som du skal spørge efter,” lagde han roligt til, imens et stille smil hvilede på hans rosa læber. Han gik ud fra at hun blev her i nogle dage, og måske for altid? Hvis hun da ikke havde noget bedre at give sig til selvfølgelig, for han ville nok ikke lade hende gå ud lige med det samme, men han ønskede heller ikke at holde på hende her i al evighed, hvis hun ikke ønskede at være her.

[Deleted]

Jelicka havde bare prøvet at rette op på de skader som hun havde forårsaget på denne her måde, selvom det bestemt heller ikke var gået helt som hun havde regnet med. Hun havde nu heller ikke regnet med, at han ville tage hende med hertil, da det var gået op for ham, at hun faktisk kun havde forsøgt at hjælpe ham, også selvom det automatisk havde udstødt hende, da hun havde valgt at hjælpe ham ned af korset som hun havde valgt det. Det havde gjort ondt på hende, at vide, at den smerte som han blev udsat for, faktisk havde været på grund af hende, og det var bestemt heller ikke noget som hun ville have det mindste at gøre med, hvis hun da ellers kunne blive fri for det! Det var jo slet ikke fordi at hun følte at hun havde gjort noget decideret specielt for ham, men det var vel ham som var af en lidt anden mening når alt endelig måtte komme til alt? Hun var træt, hun var udmattet, men han tog sig af hende, hvilket alligevel måtte overraske hende, når hun faktisk direkte havde bedt ham om at lade hende blive liggende, passe sit, for en eller anden ville vel have fundet hende alligevel? Kulden havde ganske rigtigt slået hende ihjel, hvis hun var blevet liggende, for som solen måtte skænke hende styrke, så måtte mørke jo faktisk tage den fra hende igen. Nu hvor hun havde fået lov til at hvile, finde noget varme, så kunne hun i den grad også godt mærke, at hun faktisk var ved at blive temmelig sulten, selvom hun ikke direkte ville sige det. Hun ville jo trods alt heller ikke være ham en byrde på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan at det nu måtte være i den anden ende. At hun kunne sidde der og bruge ham som ryglæn, var i den grad også noget af det som gjorde det hele langt nemmere for hende selv, for hun havde virkelig ikke nok energi til at skulle sidde af sig selv, for det var virkelig tungt nok som det måtte være allerede fra før af, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun sukkede dæmpet, som hun fik sunket maden, for det var virkelig, virkelig rart at få noget i maven efterhånden. Det var længe siden, at hun faktisk havde oplevet den fornemmelse af, at være mæt. Et svagt smil bredte sig på hendes læber, som hun skævede mod ham over sin skulder. ”Jeg lod dig tage for dig, det som du havde brug for.. du har gjort langt mere for mig, end det som jeg gjorde for dig..” Hun var efterhånden ved at have lidt kontrol på sig selv igen, så det var jo selvfølgelig også noget som måtte spille bare lidt ind, så det var jo også en god ting for hendes vedkomne. At være her, var nok mod hendes vilje, for hun ønskede slet ikke at trænge sig på, på denne her måde. Hun lukkede øjnene let, som hun sænkede skeen ned i suppen, for at fylde den op igen. ”Det smager jo fantastisk..” Joyce var bestemt en god kok, det kunne hun da hurtigt konstatere på alle måder endda. Hun sukkede dæmpet og lagde sig roligt ind mod ham. Det var heller ikke fordi at hun ønskede at virke påtrængende eller noget, men hun var virkelig bare.. udmattet som intet andet overhovedet. Tungen strøg let og stille over hendes læber, som hun fik kæmpet sig igennem skålen med suppe og satte den fra sig. Hun havde sorte rander under øjnene. Hun var skam stadig godt træt.