Like Yin and Yang

[alecander]

De sorte øjne betragtede ganske let hendes skikkelse. Det var jo ikke engang fordi at Alec kendte til hendes navn, eller omvendt, men på den anden side, så var det jo heller ikke fordi at de havde haft muligheden for at præsentere dem, han havde heller ikke regnet med at han ville være sammen med hende i så lang tid, selvom at han vel ikke kunne være bekendt at efterlade hende? Hun havde skænket ham sit blod, selvom hun ikke vidste om han ville stoppe, hvilket han heller ikke havde ønsket til at starte med, men noget havde sat sig fast i ham og det have fået ham til at slippe hende og rive ham ud af trancetilstanden. Hvorfor han helt præcist blev hos hende og tilmed holdt om hende, vidste han ikke helt, for han kunne vel bare gå? Der var jo intet der sagde at han skulle blive, hun havde tilmed sagt at han bare kunne gå, men det ville nok ikke ligefrem hjælpe på skyldfølelsen. Utroligt.. en vampyr med skyldfølelse? Så havde man set det med. Som hun endte ud med at hoste, vendte han blikket lettere bekymret mod hende. Var hun nu ved at blive syg? Det var jo ikke fordi at han kunne blive syg, for han var jo faktisk død i forvejen, men derfor kunne hun jo godt blive det, det var heller ikke fordi at han var i stand til at varme hende, for hans krop var kold. ”Du burde ikke snakke,” svarede han stille, som han betragtede hende ganske let. Han strøg roligt de mørke lokker væk fra hendes ansigt, så han kunne betragte hver en detalje. Smuk var hun, faktisk mindede hun ham en. Mon han havde set hende før? Han vidste det ikke, der var lidt knas med hukommelsen, men den kom vel stille og roligt? Det vidste han ikke engang. Han trak svagt på skuldrene. Det var jo ikke fordi at han havde travlt eller noget i den stil, for han havde jo gjort det som en oprørere gjorde, prøvet at få flere med sig, han var blevet fanget og nu sad han så her med hende. Han havde dog intet imod at sidde med hende, for nu hvor hun ikke plaprede løs om fred og fordragelighed, så var hun ikke så slem igen. Hun virkede næsten til at fryse? Han strøg hende roligt over armene, næsten i et forsøg på at give hende mere varme. Meget tøj bar hun trods alt heller ikke. ”Jeg har intet jeg skal nå,” svarede han lettere tænksomt, som han endnu engang trak svagt på skuldrene. Han vendte blikket mod hende igen, som han betragtede hende ganske let. ”Jeg fik aldrig fat i dit navn,” sagde han roligt, som det også var et spørgsmål efter det. Nu hvor han sad og holdt om en kvinde han ikke kendte, så måtte hun vel også ønske hans navn, eftersom han var en vildt fremmed for hende? Ikke fordi at han havde noget imod at holde om hende, for det føltes så.. vant? Som om at han havde gjort det før, men så ville han vel også kunne huske hende? Og nu hvor det så ud til at han desuden kom til at være i hendes selskab bare lidt endnu, så kunne det vel heller ikke skade at han fik hendes navn at vide? Eftersom hun havde reddet ham, så tvivlede han på at hun ville udgive ham til vagterne, for ellers havde det hele da været spild for hendes vedkomne, hun var jo selv på flugt nu, fordi hun havde gjort som hun havde.

[Deleted]

Jelicka magtet virkelig ikke at skulle flytte sig det mindste. Han havde taget så meget blod, at det i sig selv, var en tung byrde at skulle tænke på i den anden ende. Hun blev bare siddende tæt ind til ham. Det var jo heller ikke fordi at hun var vant til at folk overhovedet lagde mærke til hende, for hun var normalt den type som passede sine egne sager. Det var ikke nødvendigvis fordi at hun var syg, hun var bare.. svækket og meget endda. Det hele havde været et mindre kaos for hende siden at hun var tvunget til at skulle forlade skoven i Procias og i den hast som hun havde været påtvunget til at skulle gøre det. Et sted en spænding som havde efterladt sig sine spor ved hende, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun klemte øjnene let og stille sammen og nikkede blot til hans ord. Hun burde vel heller ikke snakke når hun havde det som hun havde det? Direkte så prøvede hun bare at skulle holde styr på hendes egen vejrtrækning og kontrollen over sin egen krop, for han havde virkelig bare mæsket det hele i sig, det kunne hun da godt mærke. At det faktisk kunne være, at han ikke kunne stoppe igen, var slet ikke en tanke som hun havde tænkt det mindste. Ikke før hun faktisk havde stået der i denne situation, for det var virkelig en temmelig så ubehagelig fornemmelse. At han faktisk kunne have slået hende ihjel, hvis det var det som han havde lystet det, og hvis hun havde været så irriterende i hans øjne som han havde givet udtryk for, så var det vel også det som han jo egentlig havde haft lyst til? At han jo så blev siddende, holdt om hende og snakket til hende, som var de gamle bekendte, var i den grad også en tanke som forvirrede hende, for hun kendte jo end ikke hans navn! Hovedet gled tungt mod hans skulde, hvor hun let måtte lukke øjnene. Det var virkelig som hun havde kørt i gang hele dagen uden så meget som en pause, så tung som hendes krop måtte føle sig. Hun forstod det bare ikke.. hvorfor blev han? Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket mod ham, som han spurgte ind til hendes navn. Umiddelbart så var han jo en flot mand, men at han var en oprører og at det nu havde sat hende på wanted-listen, var noget som et sted måtte more hende. Hun trak svagt på smilebåndet. ”M-mit navn?” gentog hun. Det var faktisk utrolig længe siden, at folk havde spurgt ind til det og det var noget som faktisk måtte glæde hende. ”J-Jelicka,” sagde hun roligt. Hun var rigtig glad for sit navn, da det heller ikke kunne siges, at være et typisk navn på nogen måde overhovedet, hvilket kun gjorde det til noget som var så meget bedre, også for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt. ”Og hvad er d-dit?” spurgte hun med en næsten nysgerrighed i stemmen. Det var jo trods alt også noget som hun virkelig havde lyst til at skulle vide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sad der i favnen på en mand hvis navn stadig måtte være fuldkommen ukendt for hende, et sted spændende og alligevel en mindre ubehagelig fornemmelse at skulle sidde der igen med. Hænderne lagde hun stile mod hendes mave. At han strøg hendes lokker væk fra hendes ansigt havde hun intet imod, også selvom den nedgående sol gjorde det hele en anelse mere køligt. Hun var faktisk begyndt at skulle fryse.

[alecander]

Eftersom solen var ved at gå ned bag horisonten, så betød det også at natten var på vej, og med natten kom mørket og værst af alt for hendes vedkommende; kulden. Når hun var så svag og så drænet, så var hendes immunforsvar også svækket, det ville sige at hun nok ville blive syg, hvis hun ikke kom ind i varmen eller fik noget varmt omkring sig, og Alec havde ikke ligefrem noget på sig som han kunne give hende. Det eneste han bar var nogle hvide shorts der gik ned og dækkede knæene, ellers bar han intet på overkroppen, og eftersom han selv var kold, så var han nok ikke ligefrem den bedste til at give hende varme, så den eneste mulighed han havde, var vel at få hende i sikkerhed og bringe hende noget varme? Lod han hende blive her, så ville hun højst sandsynligt ikke overleve natten igennem, for det blev koldt, det var trods alt ikke sommer endnu, og når kulden først havde sat sig fast i hende, når hun tilmed var så svag, så ville den også trække hende med sig i døden. Og han måtte indrømme at han helst ikke ville have hendes liv på sine skuldre, nu hvor hun faktisk havde befriet ham og givet ham styrken tilbage, ved at tilbyde ham sit blod. Han fortsatte dog sine strøg over hendes ryg og hår, næsten for at berolige hende, selvom det vel måtte være underligt for hende at en fremmede sad sammen med hende og tilmed holdt om hende? Hun var jo faktisk også fremmed for ham, men han havde nu intet imod det, for det var jo trods alt hans skyld at hun var så svækket. Han vendte de sorte øjne imod hende, da hun fortalte sit navn, inden han så tænksomt ud i luften. ”Jelicka?” gentog han roligt, som om at han smagte på det, inden han så på hende igen. ”Du har et smukt navn Jelicka,” tilføjede han så efter en mindre stilhed, hvor han sendte hende et skævt smil. Jelicka var faktisk et rigtig flot navn! At hun så spurgte ind til hans eget navn, var noget som han ikke ligefrem havde regnet med, selvom han vel kunne have sagt sig det selv? Hun gad jo nok ikke sidde i en mands favn, hvis navn hun ikke kendte. Hans navn? Han kunne faktisk ikke huske sit fulde navn, kun.. ”Alec. Mit navn er Alec,” fortalte han roligt og næsten tænksomt, inden han vendte blikket mod hende igen. Det var tydeligt at hun var ved at begynde at fryse, så han måtte vel også få hende et sted hen, hvor hun var i stand til at få varmen? Han havde dog ingen penge, så hans eneste mulighed var vel hos.. ruinerne? Hvor han selv havde slået sig ned sammen med de andre oprørere. ”Nu ved jeg godt at vi kun lige har mødt hinanden..” Han stoppede sig selv, som det næsten lød forkert i hans ører, men sandt var det jo trods alt, så han fortsatte, ”og nu hvor du er svækket, så vil du ikke overleve en nat udenfor i denne tilstand, så.. jeg er nok nød til at tage dig med.” Han så lettere afventende på hende, for han vidste jo ikke om hun turde stole på ham, men hun havde jo ikke sådan rigtig noget valg. Tog han hende med, så var hun jo også for svag til at ville kunne gøre nogen former for modstand, men af den grund ville han da helst have at hun var indforstået med det.

[Deleted]

Jelicka var et lysvæsen og det var i den grad også med alt hvad det nu måtte indebære. Det var naturligt for hende at skulle reagere på varme og kulde og når solen gik ned, så blev det faktisk koldt for hende, for det var jo heller ikke sommer endnu! At hun jo så stadig måtte ligge der i hans arme, var slet ikke noget som hun kunne forstå. Den hårde mand som han havde været før hun havde fået ham fri, den mand med de spidse kommentarer som ikke havde gjort noget andet ned at nedgøre hende, var som forduftet som dug for den brændende sol. Hvad var det som havde fået ham til at skifte sådan mening omkring hende? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, men det var bare noget som forundrede hende, nu hvor han havde fortalt hende hvor dum og irriterende hun var og så blev han faktisk siddende og snakket med hende på denne måde, som havde de lige været igennem en genforening efter adskillige år. Hun var dog fuldkommen overbevist om at hun ikke havde set ham før. Ellers var hun da klart overbevist om at hun havde gjort mere for at redde ham da han var blevet straffet af vagterne på den måde som det nu var sket, for bare tanken om at han kun var straffet på grund af hende, var det eneste som havde efterladt hende med den evige skyld og den pludselige trang til at skulle gøre alt det som stod i hendes magt til at sørge for, at han kom fri derfra igen, uanset hvor forkert som det nu måtte være eller ikke. Alt var jo et kæmpe kaos fra før af! Så lidt mere kunne vel heller ikke skade? Hun trak vejret dybt og sendte ham et stille smil. ”Tak,” sagde hun stille. At han også godt kunne lide hendes navn, var faktisk noget som gjorde hende glad, for hun var virkelig glad for det. Umiddelbart så mindede han om en meget forvirret mand, også selvom hun måtte erkende, at han havde et frygtelig nemt navn at huske! Det var da et navn som ikke direkte ville gå i hendes glemmebog bare sådan. At han faktisk ønskede hende i sikkerhed, var nu heller ikke en tanke som hun tænkte meget over. Et sted så regnede hun vel med, at han bare ville lade hende ligge på et tidspunkt? ”Alec..? Hyggeligt a-at møde dig..” Et sted lidt ironisk, for man kunne vel ikke just sige, at det var et hyggeligt førstemøde? Han havde hånet hende og nedgjort hende og hun havde sørget for at han var straffet med det som måtte være nærmere hundrede piskeslag, selvom det var slag som gik ind på hendes hjerte, for det var noget som virkelig havde gjort ondt at se, også fordi at det jo faktisk havde været hendes egen skyld i den anden ende, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hans følgende ord overraskede hende dog meget. ”T-tage mig med.. hvor?” spurgte hun stille og en anelse usikkert, for det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af, for hun ønskede at have kontrol på det hele, også selvom det vel var en anelse spændende med det faktum at hun faktisk ikke havde kontrol på noget som helst? Man kunne jo snildt sige, at hele hendes liv jo faktisk måtte ligge i hans hænder, hvilket vel også gjorde det hele? Hun ønskede noget spænding i hendes tilværelse og det hele var faktisk dukket op som perler på en snor efter at hun havde mødt ham.

[alecander]

Godt nok havde Alec nedgjort hende og hånet hende tidligere, men det var også kun fordi han havde været irriteret over at hun havde været skyld i at han var blevet fanget i udgangspunktet, for en sand mester blev ikke fanget af et par sølle vagter! Og hvad ville oprørsgruppen ikke sige til det, når de fandt ud af det?! Så ville det være hans tur til at blive hånet og grint af. Desuden så havde han også bare følt en underlig irritation og had til hendes ord, da hun var begyndt at prædike om fred og fordragelighed, for det var da total skudt i låget! Hun måtte virkelig være en evig optimist, hvor han nok mere ville se realistisk på tingene, selvom han vel godt kunne blive ret som et.. dydsmønster? Han gad bare ikke fylde sit hoved med tåbelige drømme og håb, som alligevel ikke blev til noget. Han levede nuet og intet andet. Fortiden.. kunne han ærligtalt ikke huske, og fremtiden bekymrede ham ikke som sådan, for man kunne jo ikke planlægge noget, når man ikke vidste om der ville komme noget i vejen eller ej. Da han var vågnet denne dag, havde han jo heller ikke regnet med at han ville blive fanget af vagterne og derved ville blive straffet med noget der svarede til hundred piskeslag. På den anden side, så var hun jo kommet tilbage, hun havde befriet ham og derefter havde hun tilmed tilbudt ham sit blod, selvom hun faktisk var et væsen med noget af det lyseste blod, noget blod som dermed også smagte virkelig udsøgt! Og han havde endda været ved at dræbe hende, men han havde da nået at stoppe sig selv, inden det havde været for sent, foruden at hun var utrolig svækket og ikke ville overleve en nat udenfor, fordi kulden ville gøre det af med hende og han gad heller ikke, at have hendes liv på sine skuldre! Han slap en munter latter til hendes ord, en latter som han egentlig ikke kunne holde tilbage, for hyggeligt? Deres møde var ikke ligefrem noget man kunne kalde for hyggeligt, selvom at han da måtte indrømme at han ikke havde noget imod at sidde med hende her. Men han ville nok ikke ligefrem kalde det for et hyggeligt møde, for hun havde været skyld i at han var blevet straffet, han havde hånet hende og nedgjort hende og været ved at dræbe hende, hvor det nu var hans skyld at hun var så svag, dog var det nok et møde som han ikke ville glemme foreløbig, for han kunne godt gå med til at kalde det for et spøjst møde. ”Du er tosset,” konstaterede han med det skæve smil på læberne, som han vendte de sorte øjne mod hende igen, uden at han stoppede sine strøg mod hendes ryg og hår. At hun ville vide hvor de skulle hen, undrede ham ikke og han kunne jo ligeså godt sige sandheden i stedet for at lyve overfor hende, for det fik han ikke det mindste ud af, men han vidste jo så heller ikke hvordan hun ville reagere på det. ”Til hvor jeg hører til.. ved ruinerne. Sammen med de andre oprørere,” fortalte han sandfærdigt, som han betragtede hende ganske let. ”Jeg har ingen penge, så kroen er udelukket, desuden så kommer vagterne også der, så det eneste sikre sted hvor du kan få lidt varme er ved ruinerne,” tilføjede han lettere eftertænksomt.

[Deleted]

Jelicka følte sig skræmmende tryg sammen med Alec. Nu selvom hun kun måtte kende til hans race og til hans navn, så vidste hun også at han måtte være en oprører, selvom det nu slet ikke var noget som rørte hende som sådan. Det var næsten spændende set i hendes øjne, så det var heller ikke noget som man skulle tage så meget fejl af. Hun var faktisk ganske rolig, selvom han sad der og strøg hende over ryggen og over håret, hvilket faktisk kun var noget som gjorde meget for hendes del, for det var slet ikke normalt for hende at skulle lade folk komme så tæt på, selvom hun lige i øjeblikket ikke måtte have noget som helst valg omkring dette. Hun sukkede dæmpet og dog en anelse tungt, ikke fordi at det var noget som hun havde en direkte kontrol over, så måtte det jo trods alt bare være sådan at det nu måtte være for hendes eget vedkommende. Tungen strøg hun let og stille over læberne, som hun bare blev liggende ind til ham. At han ikke gik, var noget som hun faktisk kun måtte vise sig at være glad for i den anden ende, det var hende bare en mærkværdig følelse at vide, at han stadig ville være der og at han faktisk ville passe på hende på denne her måde. Det var nu heller ikke fordi at hun havde noget imod det, men hvis han lod hende ligge, så ville hun da først for alvor få et problem med det, det var hun klar over. Det var koldt, hun var sårbar og hun var nem at komme til, hvilket ikke gjorde det nemmere for hendes vedkommende. Hun blev bare liggende ind i hans favn og med blikket hvilende på ham. Hans latter var noget som blot måtte få hende til at smile. Det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at deres møde havde været hyggeligt! Hun havde sørget for hans mange piskeslag og nu lå hun der svækket og svag i hans arme. Det var virkelig fra det ene til det andet! ”Du er slet ikke den første som siger det,” sagde hun roligt og så kontrolleret som det nu var hende menneskelig muligt at skulle gøre det, for et var end ikke noget som hun ville skjule for ham, for.. det var vel også vigtigt at skulle finde ud af det? De mørke øjne hvilede på hans skikkelse, selvom hun var fristet til at give efter for den hvile som bare trængte sig på og igen og igen! Hun sank klumpen stille i halsen. Det var heller ikke fordi at hun regnede med at de ville respektere hende, for.. hun var jo en kvinde og endda et lysvæsen! Hun var faktisk omtænksom, hun vidste jo godt hvilket rygte hendes slags havde påtaget sig igennem tiden. ”Jamen..” Hun vendte blikket stille mod ham. Kroen var udelukket, det vidste hun godt, for vagterne og soldaterne ville vel også søge efter hende nu? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste overhovedet. ”Tror du virkelig, at de vil respektere mig der?” spurgte hun stille, dog med en meget sagte stemme og uden at skulle tage blikket det mindste væk fra ham. Et sted var hun faktisk.. usikker? Hvis der var flere af hans slags og med den mening omkring folk som hende? At hun var dum, tosset, naiv? Bare generelt i vejen? Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skulle være i vejen for ham på nogen måde eller andre for den sags skyld!

[alecander]

Sjovt som det hele egentlig var blevet vendt. Alec havde været på flugt, så havde hun fået ham fanget, hvor han var blevet pisket, fået sin ryg flået op, så han ikke havde været i stand til at bevæge sig, så havde hun befriet ham, han havde drukket noget af hendes blod og nu måtte det være hende som var den svækkede og den som ikke kunne bevæge sig. Havde hun dog ladet ham ligge, så havde han nok overlevet natten, for han kunne ikke fryse, men lod han hende ligge, så ville hun højst sandsynligt dø og det havde han faktisk ikke lyst til. Måske han havde hånet hende tidligere, fordi hun så på verdenen og tingene som hun gjorde, men han kunne heller ikke få sig selv til at lade hende ligge, selvom han dog allerede havde lært at oprørere måtte klare sig selv, men hun havde trods alt risikeret sit sikre liv for hans skyld, så han kunne vel også godt hjælpe hende nu? Specielt når det jo faktisk var hendes skyld at han var frisk igen, at han faktisk kunne bevæge sig, selvom han stadig havde hudafskrabninger, men de blev stille og roligt healet af sig selv. Han smilede skævt til hendes ord. ”Godt! Så kommer det ikke som nogen overraskelse,” svarede han med en drillende undertone, som han blinkede let til hende. Det var vidst på tide at han kom af sted med hende, for han kunne tydeligt mærke at hun var ved at blive træt og var ved at falde hen, og hun måtte virkelig ikke sove endnu! Han var nød til at få hende ind i sikkerhed, så vinden og kulden ikke ville kunne nå hende, for han var bange for at hun ikke ville vågne igen. Han så næsten overrasket på hende ved hendes ord. Hun troede ikke på at de ville respektere hende? Han slap en munter latter, som han slet ikke kunne holde inde i sig, for det var da virkelig morsomt! ”Jelicka, jeg tror slet ikke at du ved hvad oprørerne er, og da slet ikke her i Manjarno,” svarede han med en munter tone, som han smilede skævt til hende. ”Oprørerne er ikke bare vampyrer og onde folk, der selv folk fra Procias med.. vi er en blanding af alle slags, vi kæmper for vores frihed, for vores rettigheder,” fortalte han roligt, som han fortsatte sine strøg over hendes ryg, inden de roligt ophørte. ”Så du har skam intet at frygte.. lederen af min oprørsgruppe er varyl, en blanding af både lys og mørke, så du skal skam nok være velkommen. Og eftersom du selv satte livet på spil, så vil du højst sandsynligt også blive respekteret,” endte han med et skævt smil. Hun havde jo faktisk stået op for hans rettigheder, da hun havde valgt at befri ham og gå imod vagterne, som hun til at starte med faktisk havde hjulpet. Han rejste sig roligt, inden han lod en arm falde omkring ved hendes knæhaser og omkring hendes ryg, som han løftede hende op i sine arme, inden han vendte blikket mod hende og med det kække smil på læberne. ”Og om du vil det eller ej, så tager jeg dig med.. for det er det mindste jeg kan gøre,” endte han lettere bestemt, som han begyndte at gå imod retningen hvor ruinerne måtte ligge. Han kunne jo heller ikke bare efterlade hende, så ville han da først blive ramt af skyldfølelse! ”Du behøver ikke at stole på mig, men jeg ønsker skam ikke at gøre dig ondt,” tilføjede han sandfærdigt, som han så frem for sig.

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt, at ham som vampyr nok havde klaret sig igennem natten på korset, men det at han havde ondt på grund af hende, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Den tanke alene, var virkelig forfærdelig nok som den måtte være allerede fra før af, så selvfølgelig havde hun brudt ind! Han havde hånet og nedgjort hendes menneskesyn, selvom han nu faktisk bare måtte bekræfte halve hendes udtalelse; At der var noget godt i alle. Han ville da have ladet hende ligge ellers, ikke sandt? Og det var nu heller ikke noget som han havde gjort, hvilket i den grad også måtte være noget som hun var ganske godt tilfreds med i det store og hele, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han ville ikke lade hende ligge, ganske enkelt fordi at det ville koste hende for dyrt i den anden ende, så var der jo også noget godt i ham som bad ham om at tage hende med sig. Det overrasket hende egentlig ikke at han ville definere hende som tosset, for.. det var hun vel? I det store og hele? Hun sendte ham blot et træt smil. Hun var virkelig træt og det at give efter for søvnen, var virkelig forbandet fristende nok som det nu måtte være fra før af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed i det store og hele. Hun trak vejret dybt og selv med en mindre dirren, for det gjorde.. ondt? Det spændte i halsen og i det sår som han havde forårsaget, selvom hun havde bedt om det, så var hun dog heller ikke den type som direkte ville sidde der og klage over det i den anden ende. Det var der vel heller ikke nogen grund til? Hun bed sig let i læben og lyttede til hans ord omkring oprørene. Udelukkende, så var det ikke fordi at det lød så slemt, så hvorfor havde folk egentlig så meget imod dem? Det var da slet ikke noget som hun kunne forstå sig det mindste på overhovedet! Hun blinkede let med øjnene, nærmest som en lettelse måtte skylle ind over hende. Sandt var det jo, bare alene det faktum, at hun havde kæmpet for hans rettigheder ved at bryde med regler og love og faktisk befriet ham.. sat sit eget sikre og sølle liv i fare for hans skyld, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde hende det mindste overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så.. du.. du tror at de vil acceptere mig?” spurgte hun stille og dog en anelse så usikkert. Det ville da i den grad glæde hende og rigtig meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for det var noget som hun vel også havde brug for at få bekræftet? At han greb omkring hende og hævede hende i hans arme, var noget som virkelig efterlod hende med en sitren, hvor hun nærmest automatisk måtte falde en anelse mere ind mod hans egen krop. Hun smilede et ganske roligt og stille smil. ”Du behøver ikke gøre alt det her for mig.. Jeg vil bare ikke have at du skal have ondt på grund af mig..” sagde hun med en yderst dæmpet stemme, for.. det var jo faktisk noget som måtte gå hende frygtelig meget på i det store og hele. Hun var i den grad præget af en frygtelig samvittighed.

[alecander]

Nok havde Alec hånet Jelicka, hvilket han sådan set heller ikke havde haft behov for, for han vidste jo godt at alle havde hver sin mening, alle havde hver deres opfattelse, men hvorfor skulle hendes meninger så gøre ham så irriteret som de gjorde? Det var jo dumt at høre på! Han vidste dog at alle ikke havde noget godt i sig, for man kunne også finde de personer, der var så skånselsløse, som ikke viste den mindste nåde, som ikke bar det mindste gode i sig, fordi de var blevet opdraget på en barbarisk måde, men alle havde en svaghed og nogle selv de meste barbariske personer, kunne finde en svaghed for en anden person, og det så ud til at hun alligevel havde sat sit præg i ham allerede for han kunne ikke bare få sig selv til at lade hende ligge, få sig selv til at lade hende dø, for han vidste jo godt at hun ikke ville overleve natten. At hun ikke svarede ham var noget som fik ham til at vende blikket næsten bekymret mod hende. ”Jelicka du må ikke sove!” svarede han bestemt, som han næsten måtte klappe hende blidt på den ene kind, for at få hende til at blive bare en anelse mere frisk. Sov hun nu, ville hun måske ikke overleve turen hen til ruinerne og det var en risiko som han helst ikke ville løbe, men på den anden side, så var han jo vampyr, han havde fået sin styrke tilbage, så han kunne jo bevæge sig hurtigere end et levende menneske ville kunne gøre. De sorte øjne betragtede hende ganske let. Det var jo faktisk ikke fordi at hun var så slem igen, når hun faktisk ikke prædikede om fred og kærlighed og han vidste ikke alt hvad, for hun så jo helt.. drømmende på verdenen, hun så slet ikke realistisk på den! Ikke fordi han ønskede at tage det op til diskussion med hende igen, for det fik han da ikke det mindste ud af, han måtte jo bare fokusere på at få hende i sikkerhed, give hende varme noget at spise og drikke ville sikkert også gøre godt og så kunne få den søvn, som hun ønskede, hvilket jo ville give hende styrken tilbage, som hun også havde givet ham. Hun havde hjulpet ham så meget allerede, så han kunne vel også godt sørge for at hun overlevede, nu hvor det var hans skyld at hun havde det sådan? Han ville helst ikke have hendes liv på samvittigheden! ”Selvfølgelig vil de det,” svarede han sandfærdigt og med en morende undertone, hvorfor skulle de ikke acceptere hende? Alle var velkomne, mænd som kvinder, lys som mørke, hun havde jo sat livet på spil og var jo nu selv på flugt, så hun kunne da sagtens blive accepteret af oprørerne. Som han fik hende op i sine arme, satte han også med det samme, kursen mod ruinerne, hvor hun ville være i sikkerhed og kunne finde det mest nødvendige. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Måske ikke, men jeg ønsker heller ikke at have dit liv på samvittigheden,” fortalte han sandfærdigt, for løgn var det ikke engang. Han var måske ikke det ondeste væsen man kunne finde, men han vidste skam hvad han ville have og hvad han ikke ville, og han kunne skam godt vise gensidig respekt og taknemlighed, for hun havde allerede gjort mere for en fremmed end det som så mange andre ville have gjort.

[Deleted]

Alec havde da kun bevist for Jelicka at der også måtte være noget godt i ham, ellers ville han vel heller ikke gøre det som han gjorde lige nu? Mange ville nok lade hende ligge i hans sted, eller dræne hende fuldkommen for blod, for hun vidste, at hendes var en yderst delikatesse for vampyrer, selvom det nu ikke var noget som rørte hende. Han var den første som var kommet hende så tæt på, at han faktisk kunne tage en tår. Det var jo heller ikke fordi at hun normalt ville rende ude om natten, så hvordan pokker skulle hun da kunne støde ind i det væsen? At han jo så kunne bevæge sig ude om dagen, var nu også en tanke som direkte havde overrasket hende og noget så voldsomt, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Tvært imod! Hun blev liggende ind på hans arme, hvor hun næsten stivnede i en let forskrækkelse, da han klappede hende på kinden. Hun rystede let på hovedet, som hun var endt med at falde ud af den lette dvale som hun var gledet i. ”Undskyld!” svarede hun nærmest som ren reaktion, da hun igen måtte vende de mørke øjne op mod ham. Hun mente slet ikke at sove, for det var jo direkte uhøfligt, når man var i nærheden af andre og specielt på denne her måde! Han passet på hende, det var da noget som hun tydeligt kunne fornemme, selvom hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle tackle det. Det var jo heller ikke noget som hun var vant til, selvom det nu måtte glæde hende, at han sad der og passet på hende, som havde hun været ham noget værdifuldt. At han havde hævet hende, så havde hun bare ladet sig falde ind mod hans krop. Måske at den var kold og død, men det var nu ikke noget som rørte hende. Nu havde de jo faktisk en ting til fælles; De var flygtende. Hun kunne vel heller ikke gå frit mere som det hun havde været i stand til før? Netop fordi at hun havde gjort og handlet som hun havde gjort, hvilket i den grad heller ikke kunne siges at være en tanke som hun brød sig meget om, men det gav hende da den manglende spænding som hun havde søgt meget efter. Et svagt smil passerede hendes læber. Hvis han var så sikker på at hun ville blive accepteret, så var det vel også okay? Hun ønskede bare ikke at komme på tværs af nogle af dem og i hendes tilstand, så var det vel meget hen af det som ville ske? At hun ville koste dem ressourcer, hvilket slet ikke var noget som hun ville! Hun trak vejret dybt som hun lagde hænderne roligt og stille i sit skød idet han bare vandret mod ruinerne. Hun måtte erkende, at det var et sted som hun aldrig nogensinde havde aflagt en form for visit. ”Og du vover at påstå, at der ikke er noget godt i dig?” spurgte hun stille, selvom undertonen var tydeligt drillende. Det var slet ikke fordi at hun ville håne ham med det eller noget som helst i den stil, for det var noget af det sidste som hun ville! Han hjalp hende, så var der vel også noget godt i ham? Det var hun i den grad overbevist om! Øjnene gled i endnu en gang. Ikke fordi at hun ønskede at sove, men fordi at det var tide for hende at finde hvile for natten. For hende var det en vane, så snart at det begyndte at blive mørkt, for det alene kunne tage på hendes kræfter. Hun var jo direkte afhængig af solens lys.

[alecander]

Det var jo ikke fordi at Alec som sådan var ond, eller.. det troede han da i hvert fald ikke at han var. Der var faktisk meget som han ikke kunne huske, foruden da han for nogle uger siden var vågnet ved Den Lyse Flod i Procias, hvor han havde været fuldstændig kvæstet. Det var solen der havde vækket ham, selvom han ikke burde kunne befinde sig ude i sollyset? Han var vampyr, men han måtte vel i det store og hele være varyl? Siden han kunne bevæge sig ude i sollyset? Han havde dog ingen magiske kræfter, eller det troede han ikke, så han måtte vel være halv menneske og halv vampyr? Han vidste det ikke! Han vidste bare at han var vampyr. Han havde lagt fuldstændig blottet ved floden, som om at han havde levet som en vildmand, men han var kløgtig, vidste ting som mange andre ikke gjorde. En gammel mand havde fundet ham og bragt ham med ham hjem, hvor han havde fået noget tørt tøj på. Det var også manden der havde fortalt ham at han havde en tatovering på ryggen, og manden havde sagt at den var magisk, eftersom manden selv havde været magiker, så han kendte til de slags, men Alec havde ikke været i stand til at huske noget. Men måske han så kun var vampyr? Det var bare tatoveringen som beskyttede ham? Han havde spist maden som manden havde skænket ham selvom han havde kastet det op igen, for det var ikke det som han havde ønsket. Det var først gået op for ham at han havde været vampyr, da sulten havde drevet ham så langt ud, at han havde dræbt manden og suget blodet til sig, hvor han var stukket af til Manjarno og her havde oprørsgruppen fundet ham, som han havde slået sig til, for de havde accepteret ham som han var. Nu sad han jo så her med hende, hvor han også havde været ved at dræbe hende, men han havde stoppet sig selv, hvilket han faktisk var glad for, for hun havde trods alt hjulpet ham. ”Jeg hjælper dig kun, fordi du også hjalp mig,” endte han stilfærdigt, som han så frem for sig. ”Desuden, så er jeg måske ikke ond, men tro mig Jelicka, der findes personer der ikke kender til de kærlige følelser fordi de er blevet opdraget til at være maskiner, være monstre,” svarede han stilfærdigt og med en alvorlig tone, blot for at understrege at hun ikke skulle tro på noget godt i alle, for det kunne dræbe hende en dag. Hvorfra han så lige vidste at der var nogle som var onde, vidste han ikke, men han.. vidste det bare! Han fortsatte fremad med faste skridt, som han havde sat kursen mod ruinerne, som de faktisk var ret tætte på. Ruinerne var i udkanten af byen, som det engang havde været en del af byen, men lige hvordan det var blevet til ruiner vidste han dog ikke, det var sådan set også ligegyldigt, for det eneste der betød noget, var at det var hans hjem. Han vendte blikket mod hende, hvor han igen så at hun havde lukket øjnene. ”Du må ikke sove Jelicka!” svarede han fast, hvor han løftede hende hurtigt op og ned i små stød, for at få hende til at vågne. ”Vi er der snart, og når du kommer indenfor, så må du sove ligeså længe som du vil,” lovede han hende, men til den tid var det også vigtigt at hun ikke sov!

[Deleted]

Alecs fortid var slet ikke noget som Jelicka kendte det mindste til, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun måtte dog alligevel sige sig, at være nysgerrig på hans person som sådan. Hun var jo selv fra Procias, havde altid boet i Procias og det var det land som hun stadig måtte se på som sit eget og hun var stolt af, at hun var den som hun var, selvom hun måske var en anelse naiv og dumdristig på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun blev liggende i hans arme, for det var et sted hvor hun næsten måtte finde en anelse tryghed på denne her måde. Hun lukkede øjnene let, selvom hun virkelig prøvede at holde sig vågen, så var det virkelig ikke den nemmeste opgave for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt. Hun var nu overbevist om at der måtte være noget godt i ham af den grund, selvom det nu ikke var noget som hun ville sige, selvom det jo allerede var sagt. Hun bed tænderne let sammen og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Måske ikke alle.. Men du har jo stadig vist at jeg havde ret,” påpegede hun stilfærdigt. At han snakket med hende, var noget som gjorde det langt nemmere for hende at skulle holde sig vågen, for så havde hun andre ting som hun kunne koncentrere sig om på denne her måde, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af overhovedet. Hun klemte øjnene let sammen og rystede på hovedet. Hun vidste udmærket godt, at det var en meget, meget dum idé at skulle være dumt at lægge sig til lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Bare tanken om at kunne få lov til at sove var noget som hun virkelig måtte finde ekstremt fristende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Du er jo stadig mild ved mig. Du tager mig jo med, så ikke kom og sige, at der ikke er noget godt i dig,” påpegede hun stille. Det var heller ikke fordi at det var noget som man skulle tage fejl af. At han nærmest måtte ryste med hende, var noget som direkte måtte tvinge hende til at vågne op, for det var slet ikke noget som kunne hjælpe hende det mindste når det nu endelig måtte ske. ”Jeg er vågen!” endte hun med en næsten skinger stemme. Hun vendte blikket omkring og med et ganske så svagt suk. Hun bed sig lettere utilfredst i læben og vendte blikket stille og rundt omkring sig og så til hvor han førte hende med sig mod ruinerne. Hun måtte dog erkende, at hun faktisk var nysgerrig af sig p at finde ud af hvilke folk som egentlig måtte være her, for.. hun havde jo kun hørt noget negativt om det af de mange andre og vagterne specielt. Hun var vel bange for, at de ikke rigtigt ville acceptere hende i den anden ende? Ligesom de vel også måtte have problemer med at acceptere den resterende autoritet her til lands? Hun bed sig let i læben og vendte blikket mod ham. ”Tror du virkelig at de vil acceptere mig?” spurgte hun igen. Hun var jo nødt til at være helt sikker og det som var nyt for hende, var jo ikke bare nyt. Det var.. spændende, ukendt og det var også samtidig noget som kunne gøre hende en anelse nervøs.

[alecander]

Det undrede ikke Alec at Jelicka havde den mening som hun havde, for hun var klart procianer. Han gik ud fra at hun var flygtet til Manjarno som så mange andre var på grund af skovens nedbrænding og oprøret, hvis folk var blevet utrolig kaotiske og krigeriske. Men på den anden side, var hun ikke flygtet hertil, så havde han jo heller aldrig mødt hende, men så igen, det var hendes skyld at han var blevet fanget af vagterne, så havde han ikke støt på hende, så ville han være stukket af. Men hvem vidste hvad dette møde ville bringe med sig? Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Måske,” mumlede han roligt. Han vidste ikke om der var noget godt i ham eller ej, men der var vel hold i hendes ord? Han tog hende jo med sig, men han kunne vel heller ikke være andet bekendt? Hun havde hjulpet ham, så var det vel kun fair at han også hjalp hende? Det var da om ikke andet han så på det, men kunne man egentlig beskrive det at være en god person? Han var oprører, så han havde gjort mange forfærdelige ting, selvom han kæmpede for sine rettigheder, lige såvel som vagterne, dem ville man også forbinde som gode, fordi at de var myndigheden i landet, men de havde pisket ham, flået hans ryg op, fordi at de havde været uenige i hans tankegang, så alle havde vel både godt og ondt i sig? Så hun havde vel ret? Han vidste bare at der også fandtes de folk, specielt i Dvasias, som ikke blev opdraget til andet end en dræbermaskine. Han selv derimod, kunne ikke svare på hvad han var, for han måtte erkende at han ikke kunne huske noget fra sin fortid, noget af det som han havde gjort. Det længste han kunne tænke tilbage til og huske, var da han var blevet fundet ved floden i Proicas, hvor magikeren havde fundet ham, hvor han også havde dræbt ham i sin sult, så han havde selv gjort forfærdelige ting. Han ønskede bare ikke at tage Jelickas liv, for hun havde hjulpet ham og tilmed tilbudt ham sit blod, selvom det havde været en risiko at løbe, for han kunne have dræbt hende, hvilket også var hvad han havde været tæt på at gøre. Han vendte blikket tænkende imod hende. Var man god hvis man hjalp andre? Selv folk fra Dvasias var sammen i grupper, kunne hjælpe hinanden, men selv de blev set på som onde, så hvor gik grænsen egentlig fra det ene til det andet? Han trak endnu engang på skuldrene. ”Hvis du ser sådan på det.. må jeg vel have noget godt i mig,” endte han roligt, som hans blik faldt på nogle faldefærdige bygninger der lå længere fremme, hvilket kun var et tegn på at de var ved at være ved ruinerne, og så kunne hun også snart få den tiltrængte hvile, som ville give hende styrken tilbage igen. Han fnes for sig selv, som hun blev vågen igen. ”Vi er der snart, så du skal kun holde dig vågen lidt endnu,” lovede han hende, som han sendte hende et skævt smil. At hun igen spurgte om de ville acceptere hende, fik ham til at smile morende. ”Hvorfor skulle du ikke det? Du hjalp en oprør, du stillede dig op imod vagterne for min skyld og er nu selv på flugt, du er mere eller mindre en oprør, som os andre,” svarede han stilfærdigt. Så var spørgsmålet jo bare hvorvidt det var godt eller dårligt.

[Deleted]

Jelicka var virkelig et godt væsen og et væsen af Procias med alt hvad det måtte indebære. Det var jo ikke nødvendigvis en skidt ting, og det var også noget som hun ønskede at skulle vise ham på denne her måde; Hun havde jo trods alt hjulpet ham, da hun havde indset hvad det var at der var sket med ham og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig meget om når det nu endelig måtte komme til stykket. Den tanke var faktisk noget som skræmte hende langt mere end alt det andet, for det gjorde ondt at se hvad hun havde tvunget ham igennem på denne her måde. Hun klemte øjnene let sammen, for hun havde virkelig brug for hvile. Han havde taget meget af hendes blod, også selvom hun selv havde tilbudt ham at gå ombord og tage hvad han havde brug for, for.. det var vel bare nødvendigt når det sådan måtte komme til stykket. Hun havde stået og set og hørt alle hans piskeslag, hvor det havde føles som havde det været et stik efter stik i hendes eget hjerte, for hun vidste at det faktisk var hendes skyld, at det var sket, så den skyldfølelse havde ikke direkte forladt hende endnu. Ikke før at han ville være helt tilbage på toppen endnu. At hun jo så faktisk selv kunne betegne sig som en oprører netop fordi at hun havde hjulpet en, var nu heller ikke en tanke som faldt hende det mindste ind bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun lagde sig roligt til på hans arm igen, selvom hun denne gang virkelig forsøgte at skulle holde sig vågen, for alt det andet, var slet ikke noget som kunne hjælpe hende det mindste overhovedet, hvilket hun var udmærket godt klar over. Hun var virkelig nødsaget til at forblive vågen til de var kommet frem! Bare det gik hurtigt, for nemt det var det bestemt heller ikke for hende. Hun nikkede med et stille smil på læben. ”Jeg er overbevist om, at der også er noget godt i dig Alec. Det er jo det jeg kan se..” Hun nikkede med et lille anerkendende blik, ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for.. det var jo sandt. Han var der jo sammen med hende og han beskyttede hende, hvilket faktisk var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun lagde hænderne tilbage i hendes skød som de måtte nærme sig den ældgamle bydel. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for hun havde hørt så meget omkring det her sted, men aldrig set det selv. Hun var altid nægtet at skulle søge hertil af grunde som hun aldrig rigtigt havde forstået, for.. det var jo ikke andet end gamle og faldefærdige bygninger? ”Jeg er en oprører?” Hun vendte blikket næsten forundret mod ham. Igen så var det ikke en tanke som sådan set havde fæstet sig ved hende på nogen måde overhovedet. ”Jeg.. har aldrig rigtigt tænkt på det på den måde før.” Hun var faldet langt mere til ro nu, bare alene ved den tanke, at hun havde ro til det og han faktisk kunne snakke til hende uden at hakke hovedet af hende i den anden ende. I det store og hele, var det jo faktisk en rar fornemmelse!

[alecander]

Hvorfor, vidste Alec ikke, men tanken om at han var god, at han var blød som en procianer, var noget som gjorde ham.. vred? I hvert fald irriteret, for han vidste ikke hvorfor, men han havde bare meget imod at skulle blive set på som god! Mon det havde noget at gøre med hans fortid? Det var virkelig frustrerende at han ikke kunne huske noget af det! Det måtte faktisk gå ham frygtelig meget på! Han kunne kun huske tilbage fra hvad der mindede om en ny chance, et nyt liv, og nu var han så her i Manjarno, han var en oprører og havde vel lige fået Jelicka med på vognen? Eller det havde hun jo faktisk selv, for han havde ikke gjort noget for at få hende med i oprøret, faktisk havde han prøvet at fratale hende det, for han vidste jo godt hvad det måtte indebære og han tvivlede ærligtalt på at det var et liv for hende. Hun var en procianer, hun var en fri fugl, og derfor havde hun ikke fortjent et liv på flugt, men nu hvor han havde fået hende med ind i det, så kunne han vel også godt få hende ud af det igen? Hun skulle bare holde lav profil og så skulle det hel nok gå over, det var han sikker på! Det håbede han da om ikke andet, for han ville ikke være skylden til at hun blev en forbryder! Han ville ikke være grunden til at hun skulle leve på flugt! ”Tja.. så må jeg vel.. være det?” spurgte han en smule usikker, for han var ikke meget for tanken om at han var.. god. Som om at han var vant til at være ond, det var måske også derfor at han bare vidste at der fandtes visse folk som ikke havde noget godt i sig? Det vidste han ikke, og det var frustrerende! Men han prøvede da om ikke andet, at lade vær med at tænke på det, for han ville hellere fokusere på at få hende i sikkerhed, så hun ikke ville dø af kulden herude, for han ville heller ikke have hendes liv på samvittigheden! ”Du behøver ikke at være en oprører Jelicka, det er dit eget valg, men du skal nok holde lav profil og helst holde dig væk fra Byen i et godt stykke tid, for du er nok blevet eftersøgt for at have hjulpet mig,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende også for at sikre sig at hun ikke sov, for det måtte hun ikke.. ikke endnu. Han vendte blikket fremad igen, da han passerede de første faldefærdige bygninger, der lå i ruiner og murbrokker. De var endelig kommet til Ruinerne! Han fortsatte ned langs de faldefærdige bygninger. ”Så er vi der snart,” endte han med en stilfærdig stemme, som han kort måtte skæve mod hende, blot for igen at sikre sig at hun ikke var faldet i søvn. Hun skulle desuden kun holde sig vågen for et lille stykke tid. Han endte med at gå ind mellem bygningerne, hvor det næsten kunne minde om at han gik rundt i en labyrint, men han var faktisk utrolig velkendt på dette sted, han kendte det som sin egen bukselomme efterhånden. Han gik ind i en af bygningerne, hvor der var helt mørkt, inden han gik hen til et tæppe der lå for et hul, som han gik igennem, hvor de kom ind til selve centret for oprørenes opholdssted. Der var store – faldefærdige – bygninger rundtomkring, hvor der i midten af det hele, var et stort lejrbål, det var også her lederen holdt sine møder med medlemmerne. Der var mange ude endnu, som de fleste lige var ankommet, ligesom Alec selv og Jelicka. Han nikkede mod en lyshåret mand med skæg, der kom halvløbende hen imod dem. ”Alec!” hilste han kort, som et smil bredte sig på mandens læber. Alec nikkede kort. ”Jess. Jeg har.. et nyt medlem med.. hun hjalp mig inde i byen,” forklarede han kort. Manden foran dem var faktisk lederen for hele oprørsgruppen.