Like Yin and Yang

[Deleted]

Jelicka så virkelig ikke nogen som helst grund til at skulle skjule for ham hvem og hvad hun var og hvor hun kom fra, for hun var stolt af at være en procianer, også selvom hun ikke var en oprører, så havde det klart også rørt hende med alt det som faktisk var endt med at skulle ske i den anden ende og specielt med henblik på det som var sket i Procias, hvor hun vidste og var klar over, at dvasianske væsner måtte have noget at gøre med det. Hvem skulle da ellers ødelægge landsbyerne og brænde skoven ned? Det havde drevet hende fra hus og hjem, så umiddelbart af udseende, så kunne hun sagtens minde om enhver anden kvinde som man mødte. En anelse beskidt, ikke så højtidelig som så mange andre af hendes slags eller englene for den sags skyld. ”Skulle jeg da skamme mig over at komme fra Procias?” spurgte hun denne gang en anelse direkte måske, men det var jo bare en sandhed. Hun var lys fra ende til anden og det var slet ikke hendes mening, at skulle gøre nogen som helst noget ondt, det var der heller ikke nogen tvivl om! Blikket vendte hun stille mod ham. Nej hun havde ganske enkelt ikke oplevet døden selv eller været i nærheden af den som sådan – hvis man så væk fra den dag hvor hun bogstavelig talt var faldet fra himlen af i leg med unge engle. ”Der hvor jeg kommer fra, er det en naturlig ting at snakke om. Vi ser ofte de mange fortabte sjæle komme til Himmerigets port. Jeg frygter ikke døden. Det er.. en naturlig del af livet,” påpegede hun ganske stilfærdigt, hvor hun trak let på skuldrene som var det ingenting. Et sted var det vel også tilfældet? Det var jo bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
For nu, så havde de formået at undgå vagterne og de flyvske pile. De ville først få sig et problem hvis hun blev skudt ned, for i så fald, så ville de skyde for at dræbe, så meget var hun da klar over! Hun vendte blikket mod ham, som hun endelig kunne lande, hvor hun bare lod ham glide ned at sidde på jorden igen. Hun himlede med øjnene. Hun havde lige reddet ham og dette var takken som hun fik for det? Det var nu heller ikke fordi at hun havde regnet med noget ekstraordinært fra hans side af. Han kunne vel stadig ikke se en skid? Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Hvad mener du med det?” spurgte hun, hvor hun knælede foran ham og med det nærmest helt så muntre smil på læben. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for det var der vel heller ikke nogen grund til når det endelig måtte komme til stykket. Han brummet og han var utilfreds, hvilket faktisk var noget som måtte more hende. ”Jeg bad dig altså om at lukke øjnene..” Hun himlede let med øjnene, idet hun satte sig ned foran ham og tog varsomt omkring hans ene hånd. ”Lad mig se det,” bad hun stilfærdigt. Hun var jo slet ikke ude på at gøre ham ondt, men hun ville jo lige se hvilken skade at hendes lys havde gjort på ham, for hun vidste godt at det kunne få konsekvenser at han havde stirret ind i det. Han kunne da for pokker ende med at blive blind og det var bestemt heller ikke hendes mening!

[alecander]

Alec himlede svagt med øjnene til hendes ord, var det ikke typisk? Sådan så alle procianere jo på det, ligesom alle fra Manjarno, Dvasias og Imandra gjorde, alle var stolte af hvor de kom fra – i så fald om hvem de var, nogle var jo så bare så svage og slet ikke var stolte over noget som helst, men det var sgu også deres problem! Han gad virkelig ikke spilde sin tid på folk der var deprimeret over noget som de slet ikke havde behov for at være deprimeret over! Jovist, var folk forskellige, nogle stærkere end andre, men stadig! Det var vel ikke så svært at tage sig sammen? Man kunne hvad man ville, så længe viljen var der! Hvor der er vilje er der en vej, sådan havde han altid set på det, og det var også noget som havde ført ham langt, selvom man også mødte forhindringer på sin vej og derved mødte noget negativt, som da han havde flygtet fra vagterne og så var blevet overrasket over hendes lys, som han var blevet blændet af, inden han var blevet fanget og derefter straffet. Det skete hele tiden, men han levede da endnu, så han havde intet at være ked af – endnu. Nu var det så en prociansk tøs, tilmed et lysvæsen, som skulle redde ham, og det gik ham specielt på, fordi han normalt fik lysvæsen til aftensmad! ”I er så godtroende og naive, at i ikke ser alt dårligt der sker, i tror på lykke og fred, men sådan er livet altså ikke!” vrissede han fast, hvor man, hvis man hørte ordentligt efter, ville kunne høre en vred undertone. Han kendte kun alt for meget til livets dårlige sider, selvom han selvfølgelig også havde oplevet noget godt, men han havde aldrig nogensinde været lykkelig – aldrig. Han smilede et kækt og dog alligevel sarkastisk smil til hendes ord. ”Du er godt klar over at det ikke er alle som kommer i himmeriget, ikke sandt?” spurgte han stilfærdigt og med et kækt glimt i blikket, ”og eftersom du er skyld i at jeg hænger her, så ender du nok i helvedet.” Som om det var et forsøg på at ødelægge hendes muntre humør, der alligevel gik ham på nerverne. Han selv ville dog højst sandsynligt selv ende i helvedet, specielt med alt det som han havde været igennem, men han havde vel tid til at rette det op? Så gjorde han ikke ligefrem et godt forsøg og han vidste det godt.
Denne kvinde var allerede ved at tage livet af Alec, for hun gik ham virkelig på nerverne og det sagde virkelig ikke så lidt! Han hadede virkelig procianere! Der var også en grund til at han holdt sig væk fra landet. Han fnøs til hendes spørgsmål, for det sagde vel sig selv? Han hørte godt at hun satte sig foran ham, selvom han ikke kunne se det for.. han kunne ikke se noget som helst! Hun kunne jo ikke bare rende rundt og skyde kraftigt lys efter alle! Hun var virkelig.. skør i bolden! Han skulle lige til at vrisse af hende, da hun tog omkring hans hånd, hvilket fik ham til at tie, hvor han vendte ansigtet mod hende – øjnene havde han lukket, for han kunne alligevel ikke se. Det sitrede helt af at mærke hendes varme mod hans kulde. Han himlede indvendigt med øjnene, inden han trak hånden til sig. ”Det er sgu da ikke min hånd der er skadet, men mit blik!” vrissede han let, som sagde det sig selv. Han viftede let med hånden, selvom han ikke engang var sikker på at det var i hendes retning. ”Har du ikke andet at tage dig til?”

[Deleted]

Jelicka så virkelig ikke nogen grund til at skulle være negativ eller noget som helst i den stil. Hun var det muntre væsen og hun gjorde kun det som hun fandt rigtigt – I hendes øjne, så var det bestemt ikke rigtigt, at nogen skulle hænge der som han havde gjort det! Han havde udtalt sig om sin mening, og det var noget som hun selv mente, at han skulle have lov til, for det var jo noget som alle gjorde! Om ikke andet, så i krogene, så var der jo ikke rigtigt noget som man skulle gøre ved det. Tungen strøg hun let over sine læber, hvor hun lod hovedet søge på sned og med blikket på hans skikkelse. Det var ikke fordi at hun ville gå ham på nerverne, men.. det var bare sådan her, at hun var som person! Det var jo noget som han bare måtte acceptere! Og var han vant til lysvæsen til sin aftensmad, så var hun virkelig ligeglad. Alle havde de deres favoritter vel? Hun var dog ikke meget for blod.. hun kunne ikke holde ud af, at skulle se på det og så vide, at det var hendes skyld, at han var straffet på denne måde, det var slet ikke noget som hun kunne holde ud! Hun trak på skuldrene til hans ord. ”I er jo altid så alvorlige og seriøse.. Har du nogensinde prøvet at overveje at vise andre de gode sider af dig?” Hun hævede sigende det ene bryn, det var end ikke noget som hun ville skjule for ham. Hvorfor altid være det stik modsatte?! Man kunne sagtens være godtroende, naiv og alt det andet og stadig være et godt menneske! Det var da i hvert fald hendes mening! Smilet famlede dog ved hans ord. I helvede? Det var jo slet ikke der hun ønskede at ende! ”Jeg tror på at mine handlinger i eftertiden kan være med til at ændre den skæbne som jeg ellers ville møde,” konstaterede hun ganske kortfattet. Der var jo ikke nogen grund til at skulle lyve for ham. Familien var skuffet nok på grund af hende og det at ende i helvede, var slet ikke noget som hun ville høre tale om på nogen som helst måde overhovedet!
Jelicka kunne blot konstatere en simpelt ting; Han havde ondt i øjnene og det var jo kun derfor at hun havde valgt at fjerne hans hånd. Den var lidt i vejen for hende! At han var irriteret, var nu ikke noget som hun kunne forstå som sådan, men det var vel bare sådan at han måtte være som person? Det var jo heller ikke fordi at hun havde nogen tanker til at hun ville kunne ændre det, så det var bestemt heller ikke hendes mening. Det var jo hans liv, så det måtte han selv om. Hun himlede med øjnene, som han rev hånden til sig. Hun forsøgte da for pokker da bare at hjælpe ham lidt! Måtte hun nu heller ikke det? Det var jo heller ikke fordi at mænd var nemme at stille tilfredse på nogen som helst måde overhovedet! ”Så sid da stille!” endte hun en meget mere irritabel stemme. Det var end ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg passer mig selv ude i parken. Jeg har ikke det vilde at se til. Nu er det jo min skyld, at du er kommet til skade, så lad mig da i det mindste gøre op for de handlinger,” mumlede hun let. Hun var da heller ikke vant til at folk afviste hende når hun endelig forsøgte at skulle hjælpe. Det var slet ikke noget som hun var vant til. Hun satte sig tættere på ham, lod hænderne let fatte omkring hans kinder, hvor hun vendte blikket mod sig. ”Så.. sid nu stille og åbne øjnene for mig.. Lad mig se,” bad hun roligt, langt mere roligt end det som hun havde gjort det for bare et lille øjeblik siden.

[alecander]

Hvorfor denne kvinde overhovedet var kommet tilbage til Alec, var noget som gik langt ud over hans forstand. Hun havde sat sin egen frihed på spil bare for at redde ham fri fra muligvis døden. Hun havde hjulpet vagterne med at fange ham, fået skyldfølelse og derefter forrådt vagterne igen ved at slippe ham fri og nu var de begge på flugt. Han var vant til at leve med at være på flugt, så det var intet nyt, for ham var det ren rutine, men for hende måtte det blive en helvede, hun kunne ikke gå udenfor uden at skulle se sig selv over skulderen, uden at skulle være påpasselig hvert eneste sekund af hendes liv, indtil den dag at hun ikke længere ville være på flugt – hvis det da ville ske. Han blev lettere fraværende ved hendes spørgsmål, om han nogensinde havde vist sin bedre side til nogen? Havde han ikke haft lukket øjnene havde han stirret direkte fraværende ned i jorden. Han holdt sig for sig selv, han var blevet noget af en enspænder.. og dog, han levede hos de andre oprører i en gruppe for sig selv, der holdt til ved ruinerne, han var ikke leder af denne gruppe, faktisk var der en anden mand der styrede den oprørsgruppe, han selv holdt sig bagerst i rækkerne, han var der vel egentlig kun af det sociale? Det blev hurtigt ensomt, når man levede for sig selv i længere tid, når man faktisk var vant til at være omgivet af medlemmer og familie dagen lang, men til tider måtte han indrømme at han nød stilheden, at han nød at være alene, for så kunne han være sig selv. Han drejede hovedet og så på hende gennem de lukkede øjne. Han havde ikke behov for at se hende, for at vide hvor hun var. ”Jeg har ingen god side,” svarede han kortfattet og med en dæmpet og næsten rolig tone – i forhold til hvad den havde været for kun kort tid siden. Han fnøs kort til hendes ord. Han måtte indrømme at det faktisk måtte more ham en god del, men hvad pokker, det så ikke ud til at hun ville gå lige foreløbig, så han kunne vel lige så godt få det bedste ud af det? Selvom han dog virkelig ikke kunne andet end at himle til hendes godtroende ord. ”Ja, ja det er fint. Du tror du hører til i himlen, fordi du er ’god’? Men selv I procianere er koldblodige mordere, som os fra Dvasias,” påpegede han stilfærdigt, hvor han vendte hovedet væk fra hende igen. Hun var irriterende at høre på! Det var desuden hendes skyld at han ikke kunne se! Hun var skyld i at han havde fået 70 – hvis ikke flere – piskeslag af de vagter. Han vendte hovedet næsten forundret mod hende, som hun blev lettere irritabel, hvor et morende smil gled over hans læber. ”Nej.. kan den lille engel blive irriteret?” spurgte han med morskab i stemmen, hvor utroligt! Det ændrede dog ikke på at det var hendes skyld, at hun var skyld i at han ikke kunne se. At hun satte sig tættere på ham og lod hænderne falde omkring hans kinder, fik ham også til at vende hovedet direkte mod hende. Et morende og noget så lusket smil gled over hans læber. Han gjorde en hurtig bevægelse og endte bag hende. Igen; han havde ikke behov for at kunne se, for at vide hvordan hun nøjagtig sad. Han lod en finger stryge hende blidt og langsomt over halsen. ”Du vil hjælpe? Hvad så med at give mig noget af dit blod?” spurgte han i en intens og dog forførende hvisken mod hendes ene øre.

[Deleted]

Jelicka kunne man vel sagtens kalde for et af de væsner som tydeligt måtte rammes af det som man kaldte for en skyldfølelse? Hun ønskede bare en fred her til lands og det var noget af det som automatisk havde gjort, at hun havde handlet som hun havde gjort; Hun havde hjulpet vagterne og hvis det ikke var fordi at de havde været så uretfærdige overfor denne mand, så havde hun også ladet ham hænge der, men det havde virkelig været direkte umenneskeligt! Hun vendte blikket mod ham. Han kunne intet se, selvom det så sandelig også måtte være hans egen skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne jo bare have gjort hvad hun havde sagt! Ikke fordi at hun ville gøre det til en kamp eller noget som helst i den stil, for det var da noget af det sidste som hun kunne sige sig, at have lyst til. Hun var skyld i at han havde det sådan, men det var i den grad også grunden til at hun ønskede at skulle gøre det hele godt igen, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde for hende. Det var hende en nærmest nødvendighed at skulle hjælpe der hvor hun havde mulighed for det, og her var det jo direkte nødvendigt. Hun stod dog fuldkommen fast på at alle måtte have noget godt i sig, så det var vel også noget som han havde et sted? Selvom han måske ikke var meget for at vise det, så var hun klar over, at det var der et eller andet sted, om det jo så var noget som hun måtte lede efter, så gjorde hun det mere end glædeligt! Hun ville ellers rigtig gerne se ham smile bare lidt, i stedet for at se så mut og irriteret ud hele tiden! Jovist kunne hun selv være irriteret, men det var nu ikke en følelse som hun var god til at holde fast i. Hun var vel blid og naiv som intet andet som man overhovedet kunne tænke sig frem til? Hun lod hovedet søge let på sned og med den samme muntre mine i ansigtet, nu hvor hun havde fået sin vilje og han havde vendt blikket mod hende. Ikke fordi at hun nåede at svare ham, for hun let måtte sidde der fuldkommen stiv, som han var endt der bagved hende i stedet for. At han ikke havde brug for at skulle se for at finde frem til hende, var noget som hun næsten kunne gætte sig frem til, selvom det nu var ved at gå op for hende, hvilket væsen at han måtte være. Hun trak svagt på skuldrene efter en mindre betænkningstid. Det var vel.. bare fair at hun hjalp ham med det som han havde brug for? Hun vendte blikket mod ham selvom han slet ikke kunne se vel? ”Fint.. Så tag for dig,” nærmest opfordrede hun ham uden at tøve det mindste. At det jo kunne gå helt galt, var slet ikke en tanke som slog hende. Hun troede vel på det gode i ham ville stoppe ham inden det for alvor ville ende med at gå helt galt i den anden ende? De strøg som han gjorde over hendes varme hals, var noget som efterlod hende med en direkte sitren og dirren, selvom hun virkelig prøvede at skulle se væk fra det, så var det ikke noget som man bare gjorde det for at gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg skylder dig det vidst, efter alt det som jeg allerede har påført dig,” tilføjede hun roligt, blot for at vise ham, at det faktisk var okay at han bare valgte at gå ombord og tog for sig. Hvis det styrkede ham, så var det i den grad også det hele værd.

[alecander]

Denne tøs var noget som virkelig måtte gå Alec på nerverne. Han havde aldrig nogensinde mødt nogen så.. godtroende og naiv som hende! Hun var virkelig dumdristig! Hun havde hjulpet vagterne det ene øjeblik og fået ham straffet for sin forbrydelse, derefter havde hun hjulpet ham ved at slippe ham fri og nu sad de så her. Han havde fået flået sin ryg op på grund af hende, for havde hun ikke blændet ham til at starte med, så havde han sluppet væk fra vagterne der havde jagtede ham på daværende tidspunkt, han var trods alt vampyr og derfor også langt hurtigere end de sølle vagter! At hun ikke svarede ham var noget som han sådan set var ligeglad med, for han gad sådan set ikke at gøre en større diskussion ud af det, når de alligevel aldrig ville komme til enighed, specielt ikke når de så på tingene med hvert deres perspektiv, når de havde hver deres mening som de begge stod fast ved. Hun så det gode i alt, hvor han selv så det onde. Procianerne var ikke bedre end dvasianerne, det var trods alt i Procias at der var oprør, det var der det hele havde startet, så folket i Procias, var ikke så forskelligt fra det som var i Dvasias, men der kunne man jo så også vende den om, for hvis de to lande mindede så meget om hinanden, så var der jo også en hvis godhed i Dvasias? Han smilede for sig selv ved tanken, for det var noget som han virkelig havde svært ved at tro på, men Jaqia havde da ikke udnyttet chancen endnu, for nu hvor både Gabriel, Alexis og Marius var væk, så var det næsten oplagt at angribe Procias, men det var hun måske slet ikke ude efter? Jason kunne ikke gøre det store, for han sad i rullestol, Keischa var ung og for uerfaren til at kunne gøre noget – det var trods alt hendes uvidenhed, som gjorde at landet stod hvor det gjorde nu. De sorte øjne forblev lukkede, selvom ansigtet var vendt imod hende. At hun rent faktisk opfordrede ham til at tage for sig, var noget som virkelig måtte forundre hende, enten var hun modig eller også var hun virkelig dumdristig – og han valgte det sidste. Hun vidste vel at det ikke var sikkert at han stoppede igen? Han havde styrken til det, men på den anden side, så havde han ikke fået blod i et par dage og slet ikke noget så lækkert som lysvæsenblod! At hendes krop sitrede og dirrede ved hans berøring, var noget som han tydeligt kunne mærke, hvilket også var noget som fik ham til at smile ganske let for sig selv. ”Du aner ikke hvad du går ind til,” svarede han i en dæmpet tone. Ikke fordi at han var bekymret, han kunne jo også bare tage hendes blod med magt, men det var vel ikke nødvendigt, nu hvor hun faktisk tilbød ham et? Han kneb øjnene sammen til hendes følgende ord. Det var jo faktisk hendes skyld at han var så svag og såret som han var i øjeblikket. ”Udmærket,” endte han roligt, som han lod en arm glide omkring hendes krop, så han kunne holde hendes fast, imens den anden hånd sørgede for at holde hendes hals blottet. Han førte munden hen til hendes hals, som han gav et blidt kys, inden han blottede de sylespidse hjørnetænder, for at lade dem bore sig forsigtigt ned i hendes pumpende puls.

[Deleted]

Jelicka havde virkelig ikke noget imod, at skulle sige, at det måtte være hendes skyld, at hun havde gjort det som hun havde gjort. Hu havde været skyld i at han var kommet til skade, at han havde ondt og kunne hun, så ville hun nyde det faktum, at hun kunne gøre det godt igen, og så måtte det jo kræve det som det nu måtte kræve, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig svagt i læben, selvom det nu ikke var noget som han ville være i stand til at se. Hun havde trods alt også sin stolthed, også selvom hun faktisk måtte lade det hele falde fra, for at gøre det godt igen, men så ville hun også være i stand til at gå derfra med en betydeligt bedre samvittighed end det som hun havde lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun havde bevidst undladt at svare ham, for det var heller ikke fordi at hun ville ende med at sidde og diskutere med ham, for det ville de så sandelig heller ikke få det mindste ud af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Vagterne kunne jo ende med at høre dem og finde dem og så havde de et problem, for det at gøre brug af lys og hendes evner på den måde, som hun havde gjort det og endda hele to gange. Jaqia havde endnu ikke gået ind i Procias, hvilket hun faktisk kun måtte være noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket mod ham. Hun mente det faktisk i alvor når hun sagde, at han bare kunne nære sig på hende, for det var det mindste hun kunne gøre og hvis det var ham en hjælp, så var det i den grad også det hele værd. Om ikke andet, så i hendes øjne. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse, hvor selv et stille smil måtte finde vejen frem til hendes læber. Hun trak vejret dybt. Det var ikke fordi at hun var bange som sådan for noget af det her, og heller ikke ham, for det var jo heller ikke fordi at han havde gjort noget som helst ved hende endnu, så det var også betød meget for hende. Hun var vant til livet alene, hun var vant til at klare sig selv, så det var heller ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Hun bed sig svagt i læben, som han selv lod armen glide omkring hendes krop, noget som kun måtte sætte hendes hjerterytme noget så tydeligt op. Hun lukkede øjnene ganske let og lod halsen forblive blottet. ”Det finder jeg vel ud af?” spurgte hun stilfærdigt, hvor hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hun tøvede slet ikke i de handlinger på nogen måde. Hun var måske dumdristig og alt for godtroende, samt naiv, men det var nu heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Øjnene lukkede hun, som han kyssede hendes hals, hvilket resulterede i en ellers så voldsom sitren som intet andet overhovedet. At han lod tænderne synke direkte ned i hendes hals, fik hende til at stivne som aldrig nogensinde før, hvor hun sad fuldkommen fast. Tænderne bed hun fast sammen, selvom hun stadig forblev fuldkommen rolig og stille, så det blev nemmere for ham, men også mindre smertefuldt for hende, for det var ikke fordi at det ikke gjorde ondt fra før af!

[alecander]

Smuk var denne kvinde, men det var også det eneste positive ved hende, for hun plaprede løs som en sand procianer og det var noget som virkelig måtte gå Alec noget så frygtelig meget på! Han kunne virkelig ikke fordrage alle de blødsødne taler som de kom med, for de så kun det gode og positive i alle ting, de glemte bare at livet var uretfærdigt, at livet ikke kun var fyldt med fred og fordragelighed, nej, det var fyldt med en masse negative følelser, såsom had, forræderi, utroskab, lidelse, pinsel, illoyalitet og han kunne fortsætte! Derfor måtte det også irritere ham noget så voldsomt, når alle procianere kun troede på det gode, for der fandtes mindst ligeså meget ondt i denne verden! Hun havde fået ham til at blive straffet, hun var skyld i at hans ryg var blevet slået til blods af en pisk, fordi hun havde blændet ham og sørget for at han ikke kunne flygte, men på den anden side, hvis han skulle vende den om og tænke på det positive ved det, så var hun jo også kommet tilbage. Hun havde sat sit eget liv på spil ved at befri ham, så det betød jo også bare at den skyldfølelse måtte have ramt hende noget så frygtelig hårdt, for hvem ville egentlig sætte livet på spil for en simpel oprører? For en forbryder? Hun skulle bare vide hvad han alt havde gjort. Men ikke nok med at hun havde befriet ham, så ville hun også lade ham nære sig på hende? Det gav virkelig ikke nogen mening for ham! Hun måtte virkelig være godtroende, naiv og dumdristig! Vidste hun ikke at der var chance for at han ikke stoppede? For at hun faktisk kunne dø? Men han lod skam ikke chancen passere, for det var lang tid siden at han sidst havde fået noget godt blod at smage. At hendes hjerte begyndte at slå hurtigere imod hendes bryst, betød også kun at blodet blev pumpet hurtigere igennem hendes krop, hvilket han tydeligt kunne høre på hendes plus, noget som virkelig satte hans tænder i vand! Hun fandt ud af at dette ikke bare var en uskyldig leg, men dødsens alvor, for han kunne faktisk tage hendes liv! Han kunne dræbe hende, hvis han ikke havde styrken til at stoppe, og hun ville alligevel tage chancen? Det måtte faktisk forundre ham en god del. At mærke hendes varme blod flyde ud på hans tunge, så han ordentligt kunne smage det, var noget som virkelig var en udsøgt fornøjelse! Hendes blod smagte ufattelig godt, men det vidste han jo også godt, for hun var jo trods alt lysvæsen. At hun blev stiv i kroppen, kunne han godt mærke, selvom at det nu ikke gjorde ham nogen forskel, for så længe hun sad stille, så gjorde det det hele meget lettere for ham selv. Han blev ved med at suge hendes blod til sig, hvor han faktisk var ligeglad med om det kunne dræbe hende eller ej, for det gav ham virkelig styrken tilbage! Han kunne mærke hvordan hans ryg begyndte at heale af sig selv jo mere han tog af hendes blod, hvilket efterlod ham med en stærk og næsten dominant følelse. Han trykkede hende tættere ind til sig, hvor han ikke lod en eneste bloddråbe gå til spilde, for han ville have det hele! Det var alligevel et godt stykke tid siden at han havde fået blod sidst og det var endnu længere siden, at han havde fået lysvæsenblod!

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt, at hun havde sine stunder, hvor hun virkelig kunne være dumdristig og naiv, men det at hjælpe denne mand, var bestemt noget som hun agtet at skulle gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme bestemte mine. Hvis det kunne hjælpe ham, at få noget af hendes blod, så ville hun da også gerne give det til ham, om det jo så kunne koste hende livet eller ikke, så måtte hun ærligt erkende, at det slet ikke var en tanke som hun havde tænkt meget over i den anden ende. Hun bed sig ganske svagt i læben. Det var nu heller ikke fordi at hun direkte ønskede at skulle skændes med ham og specielt ikke fordi at det var hendes skyld, at alt dette var sket. Nu måtte hun jo selv være mere påpasselig i fremtiden, for det kunne jo kun gå galt hvis vagterne genkendte hende når hun gik på den åbne gade, netop fordi at hun havde hjulpet ham. Hvad hans forbrydelse var, var nu slet ikke noget som hun vidste. De ønskede jo alle sammen det samme et sted, og det var jo også det som hun havde bidt sig mærke i. Det var jo heller ikke fordi at hun kun måtte være direkte dumdristig og naiv, hun kunne faktisk også være intelligent på enkelte punkter. At denne mand var vampyr, var noget som efterhånden også var ved at skulle gå op for hende, selvom det nu ikke var noget som skræmte hende direkte. Måske at det gjorde det hele mere spændende og det gjorde hende en anelse usikker, men det var vidst også det som det gjorde ved hende. Han havde ikke brug for synet, for det var kun tydeligt for hende, at han fulgte sine andre instinkter i stedet for, så var det kun noget som hun måtte beundre og meget endda, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som han havde sat tænderne i hende, og bare var begyndt at suge, som var det for livet, så tvang hun sig virkelig til at blive siddende. Der kom små gisp fra hende, for han var virkelig grådig og det udmattet hende, hvilket hun i den grad godt kunne mærke. Hans armen omkring hende, var noget som holdt hende siddende oprejst og ind mod hans favn, for det var heller ikke fordi at hun direkte kunne gøre noget som helst ved det. Øjnene klemte hun stille sammen og med et ganske svagt gisp. Han kunne slå hende ihjel, det var først nu at den tanke måtte fæste sig i hende. Hendes hjerte slog kun svagere og svagere for hendes vedkommende, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. ”S-stop..” hviskede hun stile. Det var faktisk noget som måtte gøre direkte ondt, men hun nægtet at sige av! Hun nægtet simpelthen at skulle skænke ham den tilfredsstillelse, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun blev kun mere og mere slap ind mod hans favn, som det blev sværere og sværere for hende, at skulle sidde der selv. Armene søgte ned langs hendes krop som han måtte fortsætte. Hvad nu hvis han ikke havde besiddelse nok til at stoppe? ”S-stop..” gentog hun endnu en gang, selvom det var langt mere dæmpet end det som det havde været fra før af. Hun åndede tungt ud. Dette var virkelig langt mere udmattende end et som hun lige havde gået og troet på i den anden ende. Det var virkelig noget som faktisk måtte overraske hende!

[alecander]

Hvorfor hun overhovedet gad komme tilbage for at hjælpe Alec, var noget som han ikke forstod sig på, for var det noget han havde lært ved den oprørsgruppe han hørte til, så var det at man måtte klare sig selv, hvis man kom i knibe. Han havde flygtet fra vagterne, han havde været på vej væk fra markedet, så han kunne mødes med resten af sin oprørsklan ved ruinerne og lige da han havde set udgangen, da han havde været så tæt på friheden, var han blevet blændet af et kraftigt lys, som denne kvinde havde skudt efter ham, eller efter nogen, men han var blevet ramt af det! Han var blevet pisket, fået sin ryg flået op med det som skulle svare til 70 piskeslag, hvis ikke det havde været flere, fordi at vagterne havde ’glemt’, hvor de var kommet til. Derefter var han blevet bundet fast til to bjælker, der dannede et kors, hvor han havde hængt i gud vidste hvor længe, indtil hun var dukket op igen og havde befriet ham, hvor de nu sad her, hvor hun tilmed tilbød ham sit eget blod, så han kunne komme til kræfterne igen. Det var end ikke løgn, for hendes lyse blod, var godt healende netop fordi at hun var lysvæsen og var i besiddelse af de healende kræfter. Og han måtte indrømme at hendes blod virkelig var udsøgt! Hvor længe det var siden at han sidst havde smagt lysvæsenblod vidste han end ikke, men det var sådan set også ude af betydning, for han havde virkelig glemt hvor godt det smagte! Han ænsede end ikke hendes ord, da han var fuldt optaget af at slubre hendes blod i sig. Det var det bedste blod han længe havde smagt! Langt bedre end det dyreblod og få mennesker han plejede at få. Det var nemlig risikabelt at have en vampyr med i et oprør, derfor skulle han også holde lav profil, så han levede for det meste af dyreblod, hvilket han også måtte sætte sig tilfreds med og acceptere. Men nu hvor han endelig fik chancen for at stille sin sult, hvorfor skulle han så stoppe? Hun ville absolut hjælpe, hun skulle absolut komme og blande sig, så hun var skyld i at han blev straffet, hvor han ellers var sluppet væk og nu hvor hun ville hjælpe så meget som hun gav udtryk for, så kunne han vel også godt gøre sig den frihed og tage det som han fortjente? Hvilket svarede til det hele? Hans øjne var endt med at blive lettere røde af den sult som hendes blod måtte vække i ham, hvor det næsten føltes som om at han ikke blev mættet men mere sulten. Han var som fanget i et nydelsesrus, et rus som han ikke havde lyst til at give slip på. Han følte sig som i ekstase. Det var dog en lille følelse der måtte dukke op i ham, jo mere slap hendes krop blev og jo svagere hendes hjerte måtte slå. En følelse af.. skyld? Det var måske hendes skyld, men hun var jo kommet tilbage, hun havde befriet ham og derved sat sit eget liv på spil. Hun havde reddet ham fra sikkert døden. Med et, åbnede han sine øjne, hvor pupillen havde trukket sig helt sammen, hvor han trak tænderne til sig, hvor han trak sig væk fra hende som var han blevet forskrækket. Han så næsten chokeret på hende, hvor han sank den klump som havde sat sig fast i hans hals. Han tørrede blodet væk fra hans læber, inden han med en hurtig bevægelse var henne ved hende igen, så hun ikke faldt om, for svimmel var hun vel blevet? Armene hvilede omkring hendes krop, som han lod hende læne sig ind mod ham. "Undskyld."

[Deleted]

Jelicka ønskede virkelig bare at gøre tingene godt igen, for hun var virkelig præget noget så voldsomt af en elendig fornemmelse netop fordi at hun var skyld i, at han havde ondt, at han var pisket og straffet, fordi at hun faktisk havde ramt forkert med sin lysmagi, for det havde slet ikke været meningen, at hun skulle ramme ham, men mere vagterne. Det hele var bare gået en anelse for hurtigt til at hun ville være i stand til at det skulle kunne følge med, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. At sidde der tæt ind mod ham, at have hans arme godt og trygt omkring hende, var også noget som helt automatisk måtte føre til at det var langt nemmere for hende, at skulle sidde i ro på den ene eller den anden måde. Hendes hjerte måtte virkelig kæmpe for at skulle holde gang i systemet, for han gik da virkelig også til den og det var jo heller ikke fordi at det var en smertefri proces, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Tænderne bed hun svagt sammen, som det eneste, da det allerede nu var endt med at blive forbandet tungt for hende, at skulle bevæge sig i det hele taget. Hun vidste godt, at dette virkelig var en naiv og dumdristigt handling, men hun gjorde det godt igen, og det var virkelig også det som hun var ude på, da alt det andet var hende fuldkommen ligegyldigt. Hvis han så ville tage hendes liv, så måtte det jo bare være sådan. Hun havde gjort sit og hun havde sit på det rene når det endelig skulle vise sig, at blive direkte nødvendigt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun kom med de små gispende lyde, når han tog endnu en mundfuld, for det var da tydeligt, at han virkelig måtte være fuldkommen udsultet sådan som han gik til den. Hendes vejrtrækning var blevet tung og den var blevet meget lydt, som hun virkelig kæmpede for at skulle holde sig bevidst i den anden ende. At han trak sig væk fra hende, som var han blevet ramt af et chok, så faldt hun direkte ned mod jorden, for det var jo heller ikke fordi at hun havde noget overskud til at bevæge sig, for han havde virkelig taget utrolig meget fra hende. Hun knyttede let den ene hånd, selvom han hurtigt var henne ved hende igen, men… til hvilken grund? Han havde jo allerede gjort det tydeligt for hende, at hun var irriterende, at hun var dum og hvad hun så end ikke vidste, for det var jo meget han havde fyret af allerede. Hun lod sig selv falde mere ind mod hans favn som han trak hende ind til sig igen, hvor hun vendte blikket mod ham. Hun magtet knapt at skulle røre sig, for det var heller ikke fordi at hun havde styrken til dette uanset. ”J-jeg håb-ber at det h-hjalp,” hviskede hun tydeligt anstrengt. Han havde virkelig kørt hende fuldkommen tom for energi og på alle måder endda! Han havde taget langt mere end det som hun nu lige havde regnet med, men det var jo heller ike fordi at hun sådan rigtigt kunne gøre noget som helst ved det i den anden ende, hun havde ladet ham gøre det, hun havde tilbudt ham det. Svagt bed hun sig i læben, som hun vendte blikket let omkring, næsten kort overvejende hvorvidt om hun kunne rejse sig eller ikke, for.. ja, han skulle vel også videre nu?

[alecander]

Nok måtte denne kvinde gå Alec på nerverne med hendes mange udtalelser og meninger, for der var ingen tvivl om at hun var godtroende, og var der noget som han ikke kunne klare, så var det godtroende folk der kun troede på fred og kærlighed! Hvorfor han helt præcist hadede folk der var som hende, vidste han ikke, men det irriterede ham bare! Hun synes han lød som en dvasianer? Men han var vel bare realistisk? Verdenen var andet end bare fred og kærlighed, se dog på landene! De var alle sammen oprørske! Han selv var jo en del af oprøret her i Manjarno, det var trods alt også derfor at han var blevet jagtet til at starte med. Selvom hun dog irriterede ham, så havde han ikke været ude på at tage hendes liv, selvom han virkelig havde haft svært ved at stoppe! Dog måtte han indrømme at det havde gjort godt! Hans ryg var forholdsvis healet, som der kun var hudafskrabninger tilbage, men det var ikke noget som han som sådan lagde mærke til, for han var udholdende, så der skulle mere end et par småskrammer til før han ville sige av. Han havde jo ikke engang klynket da han havde fået pisk, da han havde siddet helt stiv og tavs. Det var dog ikke retfærdigt hvis han tog hendes liv, for hun var jo kommet tilbage, hun havde godt nok hjulpet vagterne med at fange ham og var skyld i at han var blevet straffet, men hun var jo også skyld i at han nu var fri, hun havde sat sit eget liv på spil for hans skyld, selvom det nok var det mest dumdristige som han nogensinde havde set! Hvem gad leve et liv på flugt? Tosset måtte han da indrømme at hun var! Han vendte de sorte øjne mod hende, som hun lænede sig ind mod hans krop. Han kunne tydeligt mærke at hun var svag, selvom der ikke var noget at sige til det, for han havde trods alt ikke kun suget hendes blod ud, men også hendes livsenergi. Han kunne have dræbt hende, hvis han ikke var stoppet. Han strøg hende fraværende over ryggen, næsten som prøvede han at give hende energi tilbage, selvom det dog ikke var tilfældet. Han lod hovedet søge ganske let på sned til hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. ”Det gjorde det,” svarede han stilfærdigt og med et kort nik. Smilet falmede dog hurtigt igen, for han havde jo faktisk været ved at dræbe hende. Han satte sig bedre til rette, som han blot lod hende hvile ind til hans muskuløse krop, med de stærke arme omkring hendes krop, så hun ikke ville synke ned mod jorden, men blive siddende. ”Undskyld.. jeg burde være stoppet noget før,” svarede han i en dæmpet tone, som han så ganske kort rundt. Der var ingen i miles omkreds, for han kunne ikke engang høre nogen, foruden hende og hendes svage hjerte. Han vendte de sorte øjne mod hende igen, hvor han smilede opmuntrende. ”Du ved godt at du er tosset ikke?” spurgte han med en drillende undertone, næsten for at lette stemningen. Tosset var hun i hvert fald, for hvem satte livet på spil for en simpel vampyr? For en simpel oprører? Han.. var hende dog taknemlig for at have tilbudt ham sit blod, for det havde virkelig givet ham styrken tilbage i kroppen igen! Han strøg hende blidt over håret, som han blev siddende ved hende, for det var vel det mindste han kunne gøre?

[Deleted]

Det dirrede virkelig i absolut hele Jelickas krop. Hun vidste godt, at han meget hurtigt kunne have taget hendes liv, så det var heller ikke noget som hun sagde noget til. Hun havde risikeret hans liv og så var det jo bare det som hun måtte have gjort, netop ved at gøre det godt igen og faktisk også risikere hendes eget i den anden ende. Hendes hjerte fortsatte med at kæmpe med at skulle slå mod hendes bryst, hvor hun næsten og så pludselig måtte føle, at hun faktisk måtte fryse, hvilket heller ikke var noget som hun var vant til som sådan. Uanset, så var det jo heller ikke fordi at hun gik rundt og tilbød alle og enhver hendes hjerte, folk ville da tro at hun var sindssyg hvis hun gjorde det så! Hun lukkede øjnene let, hvor hun bare blev liggende ind til hans krop. Det var jo heller ikke fordi at hun gjorde noget som helst andet lige for øjeblikket, for hende, så var det bare rart at skulle have ham der af en grund.. han holdt om hende og lod hende ikke bare ligge, selvom hun var vant til at folk ikke ønskede at vide meget af hende, for hun var virkelig en mærkelig en og hun vidste det jo godt. Tænderne bed hun ganske svagt og let sammen, som hun virkelig måtte dirre. At han havde det bedre, var dog noget som hun kun måtte sige sig, at være glad for at høre, så var hun da ikke helt og fuldkommen håbløs i den anden ende. Hun kunne jo faktisk godt gøre noget godt for nogle! Det var heller ikke fordi at hun ville og ønskede at leve et liv på flugt, men bare alene den tanke om at der faktisk også skete lidt i hendes liv, det var vel heller ikke meget at forlange? Øjnene lukkede hun stille, hvor hun bare blev liggende, også som han måtte sætte sig bedre til rette, som om… at han ikke ville gå nogen steder? Hvorfor ønskede han nu så pludseligt at blive? Var det fordi at han nu var blevet mættet? Hans strøg over hendes ryg og over hendes hår, var faktisk behagelige, selvom hun slet ikke kendte ham. Hun kendte jo end ikke engang hans navn! Det var jo heller ikke fordi at der have været nogen tid til direkte at præsentere sig og hvem ved.. kom den tid i det hele taget? Hun var træt.. hun var virkelig træt, for det var meget energi som han havde revet fra hende! Igen prøvede hun at åbne munden, selvom det ikke rigtigt ville som hun ville det, for det var heller ikke fordi at der kom nogen som helst former for ord i det hele taget. Hun smilede svagt, som hun igen prøvede at tage sig sammen til talen. ”D-det er du ikke den første der s-siger,” sagde hun en anelse anstrengt, hvor hun bare blev liggende ind mod ham. Det føles faktisk godt, at der var nogen til at holde om hende, selvom hun slet ikke kendte ham. Bare tanken om at han ikke bare var gået, selvom hun måtte erkende, at det jo faktisk var noget som hun havde regnet med allerede for længe siden. ”D-du behøver ikke at b-blive..” påpegede hun med en dæmpet stemme, som hun direkte måtte tvinge blikket op i retningen af ham. Det var heller ikke fordi at det vel var noget som direkte kunne komme bag på nogen, men.. når man var vant til livet alene – som det hun var vant til, så var det jo faktisk godt, når andre også måtte lægge mærke til en, ligesom han gjorde nu.

[alecander]

At hun var svag, var noget som var tydeligt, for Alec kunne ikke bare høre det, men også mærke det på hende, for hun var helt slap, udmattet og afkræftet, det var der jo så heller ikke noget at sige til, eftersom han jo lige havde drænet hende for blod og dermed også hendes energi. Han havde faktisk været tæt på at dræbe hende, så det undrede ham ikke at hun var udmattet og træt. Han lod hende bare hvile ind til hans nøgne overkrop, hvor han ikke slap hende det mindste, for han kunne vel godt blive hos hende? Så han var sikker på at hun ikke kom i fare, så han var sikker på at vagterne ikke var fulgt efter dem og ville finde hende, hvis han bare lod hende være? Og kom vagterne, så kunne han jo hurtigt få hende væk, for nu havde han jo fået sin styrke tilbage, desuden var han jo også vampyr. Han betragtede hende ganske let. Hun var jo faktisk ikke så slem, når hun ikke talte. Tanken måtte faktisk more ham, selvom han dog ikke sagde det, for han havde skam ikke behov for at gøre ondt værre. Det var desuden heller ikke hans mening at tage så meget blod fra hende, at gøre hende så afkræftet. Han vendte roligt blikket mod hende igen, da han kunne høre at hun prøvede at sige noget, selvom at der ikke kom noget ord fra hendes læber, hvilket også blot var et tegn på at hun var udmattet og afkræftet, og det måtte næsten efterlade ham med en følelse af skyld. Han smilede skævt og morende, som ordenen endelig forlod hendes læber. Det var han ikke den første der sagde? Han fnes kort for sig selv, selvom hun nok kunne mærke og høre det, fordi hun var ham så tæt. Det undrede ham faktisk ikke, for hun var og blev tosset! Han havde ikke mødt nogen så dumdristig som hende! Eller.. det troede han da i hvert fald ikke at han havde. ”Så må det jo også være sandt,” konstaterede han med en morende stemme, som han trak hende en anelse mere op at sidde, så hun ikke faldt helt sammen, hvor han blot lod hende hvile ind mod ham, for det var jo trods alt hans skyld at hun var så svag, for hun havde jo faktisk været døende og død hvis han ikke havde stoppet sig selv. Det mindste han kunne gøre var at blive hos hende og sikre sig at hun kom til kræfter igen, for hun havde sat livet på spil for hans skyld, hvor hun tilmed havde tilbudt ham sit blod for at give ham sine kræfter igen, hvilket han også måtte sige sig at være taknemlig for. Han så kort undrende på hende ved hendes ord. Han kløede sig let og næsten tænkende i nakken. Tja.. han burde vel også komme videre? Han havde jo spildt en masse tid ved at blive fanget af vagterne. Han trak svagt på skuldrene, selvom det var forsigtigt, så hun ikke blev generet af det. ”Det ved jeg.. og jeg burde også se at komme videre,” svarede han lettere eftertænksomt, som han så sig omkring, næsten for at sikre sig at der ikke var nogen i nærheden, hvilket der heller ikke var. Solen var på vej ned i horisonten, for det meste af hans dag, var jo faktisk gået med at tage imod sin straf, for at prøve at få folk med i oprøret. ”Men jeg bliver,” endte han bestemt, som han igen lod begge arme falde omkring hende krop, så han kunne holde hende tæt.

[Deleted]

Jelicka klandrede virkelig ikke Alec for det som var sket. Hun havde jo trods alt selv tilbudt ham at tage af hendes blod som en lille gerning for det som hun selv havde gjort mod ham, hvilket hun virkelig havde haft det elendigt med. Det var jo også fordi at hun havde ladet ham blive hængende der på korset, men hvad pokker skulle hun have gjort? Hele pladsen var jo fyldt med vagter, så det var jo heller ikke fordi at hun direkte kunne komme tæt nok på til at gøre det som hun havde gjort, så hun havde jo heller ikke haft noget andet valg end bare at.. vente og det var bestemt også noget som hun havde gjort, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun lukkede øjnene let, som hun bare blev liggende ind til ham. Nok var han så kold fordi at han var en vampyr, men han lod hende ikke ligge og selvom hun ikke havde sagt det til nogen som helst, så var det jo faktisk en tanke som gjorde hende glad et sted, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun prøvede virkelig at slappe af, selvom det virkelig ikke var nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet. Det var nu ikke fordi at det gjorde hende noget, for igen så var det jo faktisk hendes egen skyld. Hun vidste jo udmærket godt, at hun kunne miste livet ved dette, selvom det ikke var en tanke som var faldt hende det mindste ind før hun havde mærket at hun faktisk kun var blevet mere og mere svag efter alt dette, hvilket bestemt heller ikke var nogen behagelig tanke, følelse eller fornemmelse, det var helt sikkert. At han hjalp hende mere op at sidde og ind mod ham, var i den grad ikke noget som hun havde noget imod. Den følelse var rar, også selvom han jo stadig var hende som en fuldkommen fremmed. Hun smilede let, hvor hun let hostede, da hun prøvede at grine. Hun lukkede øjnene og med en mindre sitren som bare ikke ville stoppe for noget som helst i verden. Det gjorde faktisk en anelse ondt. ”D-det må det jo..” sagde hun dæmpet. Selv det at skulle snakke i en sætning af gangen, var faktisk noget som tog ekstremt på hendes energi, for det var jo heller ikke fordi at hun havde særlig meget af den fra før af. Hun lukkede øjnene og lagde hovedet stille og tæt ind mod ham, for det var.. Rart at have nogen at læne sig op af. Det var mange år siden at hun havde været en anden tæt, så det var end ikke nogen ting som hun direkte tænkte over mere. At han valgte at blive, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod! At han slog armene godt om hende, for at holde hende tæt, af grunde som hun sikkert ikke rigtigt kunne forstå? Hun trak vejret dybt – Eller, hun prøvede i hvert fald på det, selvom hun ikke fik det til som det hun ville, hvilket et sted faktisk kun måtte frustrere hende mere end det som godt måtte være for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”D-du har vel a-andet at lave?” Hun forstod slet ikke hvorfor han ville blive sådan pludselig? Når han nu gang på gang havde ladet hende vide hvor dumdristig og naiv hun var, så hvorfor sidde der og holde om hende? Det værste som jo faktisk kunne ske, var jo at vagterne måtte finde hende, hvis de havde nået at se hendes ansigt for det lys som hun faktisk havde kastet direkte i ansigtet på dem.