Like Yin and Yang

[alecander]

Foråret var endelig kommet godt ind over landet. Det var blevet langt mere lunt i luften, hvor det næsten føltes helt varmt efter den kolde og hårde vinter, det var dog også på grund af den store skinnende sol, på den noget så skyfrie himmel. Der var vind over de mere åbne sletter, men inde i byen var man mere i læ for vinden på grund af alle de høje bygninger. Skønt vejret havde været godt de sidste par dage, så hvilede der en uro over Manjarno. Oprøret i Procias havde skræmt mange af landets indbyggere, specielt efter Alexis’ død. Hvad skulle den arme Keischa nu gøre? Et spørgsmål som mange talte om. Det havde dog skabt en form for ro, at lederen af den store vampyrorganisation var blevet afsløret og dræbt, hvilket havde fået folk til at stille nye spørgsmål, for manden var blevet dræbt af Greven af Procias, som mange havde regnet med var ond og brutal, en sand dvasianer, men mon han var så ond igen? Mon han var kommet tilbage for faktisk at træde i sin fars sted? Meget var sket på det sidste, hvilket fik folket til at stille mange spørgsmål, der var dog ting, som den nedbrændte skov i Procias, som bekymrede folket i Manjarno, netop fordi at oprøret var ved at gå over gevind og de var bange for at det ville sprede sig lige så hurtigt og voldsomt her i landet, for der var allerede tegn på oprør få steder i landet. Selv inde i den store by havde visse folk vist en oprørsk adfærd.
Blandt disse oprørere var Alec. Han havde slået sig til dem efter at have levet på gaden over længere tid. Efter at have slået sig til de andre oprørere der holdt til i Ruinerne, så var han selv gået i gang med at lave små ravager og sabotager i byen. I øjeblikket løb han faktisk for livet, han havde holdt en lille tale på markedet, hvor han havde prøvet på at få flere overtalt til at slå sig til oprørerne, dette var der nogle vagter som havde hørt, hvor de nu jagtede ham, for at fange ham og sende ham til slottet hvor han skulle tage imod sin straf, hvis ikke de valgte en mere drastisk løsning. Som vampyr så var det ikke svært at flygte fra nogle vagter, men på et marked der var utrolig befolket, hvor der var vagter over det hele, der var det svært at flygte, da han ikke bare kunne løbe ligeud. Han måtte møve sig igennem den tætte menneskemængde, hvor han til tider måtte tage farten af, for at mase sig videre igennem. Hans sorte øjne så ganske kort tilbage, for at se på de vagter der var i hælene på ham, inden de gled til hver side, for at se at hans flugt havde fanget flere vagters opmærksomhed. Han dukkede sig, for en pil der blev skudt efter ham af den ene vagts armbrøst, inden han endnu engang måtte møve sig igennem menneskemængden. På kroppen var det eneste han bar nogle hvide shorts, der gik ham til knæene, selvom de ikke var så hvide igen, for de var blevet beskidte af livet på gaden. Han havde ikke råd til mere end disse bukser og nogle sko af dårlig kvalitet, hvor han ellers rendte rundt med den nøgne muskuløse overkrop, men eftersom han var vampyr så kunne han heller ikke fryse, så det gjorde ham nu intet. Generelt var hans krop dækket af skidt og snavs, kroppen var blevet lettere solbrun af at være så meget ude i solen, hvor mange troede at han var varyl, men faktisk var det kun fordi han var magisk beskyttet af den tatovering der var placeret mellem hans skulderblade.

[Deleted]

Foråret som havde valgt at smide sig over den store himmel, var noget som glædet alle! Selvom det nu ikke var en glæde som man var i stand til at nyde. Selvom det var mere lyst i løbet af dagene nu, så var tabene i Procias noget som i den grad også godt kunne mærkes i Manjarno, for stemningen var virkelig intens og ikke mindst fordi at rygterne gik, at folk samlede sig i de gamle ruiner, hvor de kunne være i fred, for det var ikke til at vide hvor de var og gemmestederne var jo ekstremt mange. Efter mordet på Marius og Alexis i Procias, for ikke at glemme at skovene var ødelagt, så stod Procias virkelig med ekstremt store problemer, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det noget som i sig selv, måtte gøre Jelicka en anelse nervøs. Hun havde godt nok levet for sig selv igennem alle disse år, så det var de færreste som kendte hende i det hele taget. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste ,for det var bare noget som hun valgte, at skulle acceptere i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var vel heller ikke fordi at hun havde noget andet valg? Det var forbandet mange år siden hun var faldet ned fra Himmeriget, selvom det ikke havde ændret hendes holdning. Hun levede i himlen.. hendes forældre var deroppe, selvom de ikke havde hentet hende. Det var en sorg som var blevet bearbejdet for allerede mange år siden, ikke fordi at det var noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket.
Markedet var proppet med mennesker som var ved at gøre deres mange indkøb. Jelicka var egentlig bare på en gennemgang, for hun var egentlig på vej i retningen af parken, hvor hun havde valgt at slå sig ned. Det var jo trods alt langt det mest hen af det som hun var vant til fra før af, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. De mange mennesker var noget som gjorde hende til dels uroligt og hun ville egentlig bare væk fra dem og helst så langt væk som det var hende menneskelig muligt at komme til det, for det andet var hende virkelig en frustration uden videre! Lyden af vagter som kom hastende i møde, var noget som hun tydeligt kunne høre, hvilket i den grad også var noget som måtte rive hendes opmærksomhed i den anden ende. Umiddelbart så var det svært at se hvad de måtte følge, selvom denne form for foruroligheder efterhånden var ved at være en ganske normale, så det var heller ikke fordi at folk reagerede med en form for panik. De fik deres børn af vejen, så de ikke endte i skudlinjen for de flyvende pile som fløj igennem luften, selvom det kun var tydeligt, at de ikke ramte sit mål. Jelicka blev kraftigt puffet til side, da vagterne hastet forbi hende – Eller de forsøgte da på det om ikke andet. Et mildt smil gled over hendes læber, hvor hun lod hovedet søge let på sned. Man havde vel ikke andet sjov end det som man gjorde brug af selv? Blikket vendte hun stille ned mod sine hænder og med det muntre smil, idet hun søgte væk fra selve hovedgaden og ned forbi de mange boder, hvor hun selv kunne ende i et løb. Hun havde selv brug for lidt spænding i sit liv, ellers blev det da for trist og for ensomt! De kunne da heller ikke forvente, at hun skulle sidde i parken med hendes urter og lave ingenting ellers? Et lys meldte sig i hendes hænder og det spredte sig, idet hun kastet det i form af en lysstråle direkte ud på gaden. Kunne de ikke bare få lidt ro?! Hun ville blænde vagterne, få det hele til at falde bare en anelse til ro, for det var intenst nok som det var i forvejen!

[alecander]

Alt der skete rundt omkring i landene var noget som påvirkede alle og det var gået så vidt, at selv naturen tog skade af det. Skoven i Procias var blevet brændt ned og folk vidste ikke om det var mørkevæsnerne eller oprørerne selv. Alt hvad der foregik i Procias, var dog noget som Alec selv var ligeglad med, det land rørte ham virkelig ikke! Han boede her i Manjarno og det var her han selv ville starte oprøret, skabe lidt splid og lave lidt ravage, for når det kom til stykket, så levede man kun én gang og det ville være kedeligt at leve det helt normalt uden at sætte livet på spil af og til, sådan som han gjorde i øjeblikket. Han løb ind i en gade, hvor nogle vagter fortsatte ligeud, andre fulgte efter ham og en tredje flok af vagter løb en anden rute, for at se om de kunne afskaffe ham vejen, selvom det kom an på hvem der var den hurtigste, og eftersom Alec var vampyr, så var det vel ham? Han kendte ikke racerne på de vagter som var efter ham, men han tvivlede på at de kunne være noget der var hurtigere end en vampyr, for de kunne normalt ikke være ude i dagstimerne, men derfor kunne de vel godt magi? De sorte øjne spejdede ganske let omkring i et forsøg på at finde en flugtvej ud igen, selvom et så ud til at han var løbet ind i en blindgyde, for der var en høj væg der skilte en gyde fra en anden. Det var dog ikke noget som fik lov til at stoppe ham, for han var trods alt vampyr, og hurtighed var ikke det eneste. Han satte farten op, inden han satte af fra jorden og gjorde et hårdt kraftspring, så han landede på murens øvre og idet han gjorde det, skød én af vagterne en energikugle efter ham, som ramte hans hæl, da han endnu engang satte af fra muren, så han mistede balancen og derved faldt. Han landede på den anden side af væggen, hvor han tumlede hen ad jorden med fart på, hvor han endte på maven uden for den anden gyde og ude på markedet igen. Han tog sig let til hovedet, hvor han lettere vaklende kom op på benene igen. Han så sig ganske let omkring, for at finde ud af hvor han var endt og hvor vagterne var, selvom det næste der skete ikke ligefrem var noget som han havde regnet med. En kvinde? Det kraftige lys som skød ud af gyden, var noget som blændede ham og som fik ham til at tage sig til øjnene, for det gjorde forbandet ondt! Han glippede og missede med øjnene, selvom det hele var sløret og det næste han mærkede var et slag i baghovedet, inden det hele blev mørkt for ham.
Da Alec slog øjnene op igen, var han bundet med magiske reb han ikke selv kunne få op, hvor han sad på det podium hvor han for ganske kort tid siden selv havde stået og prøvet at overtale folk til at blive oprørere. Han prøvede at rive hænderne til sig, selvom det ikke helt hjalp. De sorte øjne så ud over podiet, hvor folk kunne komme forbi og se offentligt til, imens han fik sin straf. En vagt stod bag ham med en lang pisk, som kløvede igennem luften og slog imod Alecs ryg, rundt om siden hvor spidsen slog ind mod hans mave. Sådan fortsatte det, indtil han havde fået de 70 piskeslag, hvor han var endt med en ryg flået op og mindre mærker og blodstriber over siden og noget af maven. Han var ikke kommet med et eneste skrig under hele forløbet, som han havde bidt tænderne sammen og knytte hænderne. Han var derefter bundet til et kors, hvor han sad helt stiv, skønt det kække smil endnu hvilede på hans læber, for et sted morede det ham, selvom det dog gjorde pokkers ondt!

[Deleted]

Jelicka burde måske ikke blande sig, men hun havde det ligesom så mange andre; Kunne man sørge for at der kom bare en anelse ro her på stedet, så gjorde man det selv med den største glæde og det gjorde hun! Måske at hun ikke var så hurtig som en vampyr ville være det, men hun var smart på sin egen ganske særlige måde. Hun var bestemt heller ikke en kvinde som man bare lige skulle undervurdere, det var da helt sikkert! Det kraftige lys som hun havde ladet forlade hendes hånd var til vagternes fordel, hvor det også var tydeligt for hende at se, at de endelig formåede at slå denne mand ud – hvem han så end var, for det var da slet ikke noget som hun ville blande sig i! Hun havde normalt altid holdt sig selv alene, for det andet ville da slet ikke være til nogen som helst former for gavn, det var da sådan at hun havde lært det og hun havde lært det på den hårde måde! Det slag som denne mand måtte få i baghovedet, var dog det som gjorde at hun hurtigt måtte skifte mening, for der var vel ikke nogen grund til at skulle gøre det så grotesk som det de formåede at gøre det? En vagt kom hende i møde. Han var tydeligt forpustet, selvom han dog tydeligt takkede hende. Hun sendte ham blot et stille smil og nikkede igen, inden hun vendte sig mod denne mand. Umiddelbart var der intet at genkende ved ham på nogen måde og det var jo heller ikke fordi at hun ville blande sig i de store affærer som skete i landene. Hun holdt sig jo mest for sig selv og det var sådan hun havde det bedst med det hele. De generede ikke hende og hun generede ikke dem, så måtte alle da også være tilfredse i det store og hele vel?
Jelicka fulgte dem med tilbage til det store podium. Ikke fordi at hun havde hørt denne mands tale fra før af, men det var tydeligt, at det måtte være på grund af det, at de havde valgt at arrestere ham og derved også vælge at straffe ham i den fulde offentlighed – noget af det mest pinlige som man overhovedet kunne formå. De 70 piskeslag var noget som selv måtte nage hende voldsomt, hvor selv en vis skyldfølelse måtte melde sig for hendes del. Det var jo hendes skyld, at han skulle gå igennem dem! Det var jo hende som var skyld i at han skulle gå igennem det, og det var noget som selv virkelig måtte gå hende på, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. For hvert eneste piskeslag som han blev tvunget igennem, så var det som et stik i hendes eget hjerte, for.. ja, det var jo hendes skyld, at han hang der lige for øjeblikket! Korset som han blev bundet til, så var hans reaktion tydelig; Det gjorde ondt. Lige hvad han var for en, vidste hun ikke og det var nu alligevel noget som hun agtet at finde ud af. Den brune kappe hvilede godt omkring hendes skuldre, da hun kæmpet sig igennem mængden, da de blev færdige med at le og håne ham som han måtte hænge der, for at vende tilbage til sit – Bare ikke hende. Hovedet lod hun søge let på sned, hvor hun så på ham med et undersøgende blik, da hun stille nærmede sig det kors som han måtte hænge på. Nærmest som en halvvejs korsfæstelse? Ja, hun kendte trods alt godt til de kristelige historier. ”Hvad er du for en?” Hendes stemme var så mild og blid som intet andet. Hun var jo trods alt et lysvæsen og det var med alt hvad det måtte indebære. Armene slog hun let omkring sin egen skikkelse. Hun havde det faktisk dårligt med at være skyld i den smerte som han måtte gå med.

[alecander]

Hvorfra den kvinde var kommet, vidste Alec ikke, men det lys som hun havde skudt imod ham, var noget som også var skyld i at han var blevet fanget af vagterne. Noget som faktisk måtte irriterer ham! Han havde været godt kørende, han havde fundet en flugtvej og havde kunnet flygte helt væk, hvis ikke den.. kvinde havde stoppet ham! Men hvad så? Han var kun en sølle oprører, folk her i Manjarno var noget strengere end dem som var i Procias, men regeringen her i landet gik da selv ind for at give folk en chance til, netop ved at give folk en hård straf, så de kom ’på bedre tanker’. Han gjorde naturligvis ikke, men han var faktisk heldig at de havde været så milde, selvom de faktisk havde valgt at håne ham i offentlighed. Han havde kun talt for at starte et oprør, derfor kom der kun piskeslag og ikke mere, selvom det at blive pisket i offentlighed var noget som mange nok ville finde pinligt, men Alec havde dog andet i tankerne; smerten. Hans ryg var blevet flået op af de 70 piskeslag, hvor piskens hale havde snoet sig omkring siden og over noget af hans mave, som selv var blevet flået en smule op. Ikke et eneste skrig havde forladt hans læber, vel også derfor at folket ikke ligefrem havde leet af ham? Ikke mange havde den udholdenhed som han havde, men mange havde heller ikke været igennem så meget som han selv havde med den lange levetid som han efterhånden havde. Efter at vagterne havde bundet ham fast til korset lavet af to træplanker, og de var blevet færdige med at håne ham med deres latterlige kommentarer, så havde de efterladt ham med armene bundet strakte ud til hver side, hvilket gjorde det langt mere smertefuldt for hans vedkomne. Det kække smil hvilede havde ikke forladt hans læber på noget tidspunkt, som han næsten så ud til at more sig. Han fniste for sig selv, selvom det faktisk kun gjorde mere ondt, men han bed smerten i sig, for det var virkelig rart at have følelsen af at være i live! Det var virkelig en følelse som mange tog forgivet! En følelse som han selv havde taget forgivet, men ikke længere! Han rynkede brynene ganske let ved lyden af en blid kvindestemme som næsten også lød.. nysgerrig? Han løftede hovedet og så næsten åndsfraværende på hende. Efter at have betragtet hende i et godt stykke tid og helt tavst, så han næsten helt forarget på hende. Det var for pokker da den kvinde som havde skudt det lysskær efter ham! Hans blik blev lettere skulende med en irriterende mine. På grund af hende hang han her! Han bed tænderne sammen og normalt ville han have knyttet hænderne, men det resulterede i at han spændte i kroppen, så han stoppede dog hurtigt, for ellers gjorde han kun mere skade på ham selv, for det gjorde virkelig ondt! Han fnøs let og vendte blikket væk fra hende. Denne kvinde gik ham allerede på nerverne! Bare ved hendes tilstedeværelse! Han fnøs endnu engang, som det næsten var en konstatering for sig selv. ”Burde du ikke være andre steder?” spurgte han stilfærdigt, inden han vendte de sorte øjne imod hende, ”eller er du her også for at sende mig hånende blikke?” Hans hoved søgte ganske let på sned, som han studerede hende ganske let. Han havde godt set alle andres blikke, selvom underholdningen var slut, efter at vagterne havde ladet ham rådne der på korset, hvilket også var skyld i at folk var gået tilbage til deres egne sager igen.

[Deleted]

Hvis Jelicka havde vidst hvad det havde gjort ved denne mand, at hun havde gjort det som hun havde gjort, så havde hun heller ikke gjort det. Noget af det sidste som hun ønskede sig, var andres smerte og specielt på grund af hende, som det var sket denne gang, for det havde virkelig ikke været hendes mening på nogen som helst måde overhovedet! De 70 slag som han havde fået, var som at give dem til hende selv, selvom effekten måske var en ganske anden, så måtte det jo bare sådan at det måtte være. Det var jo ikke fordi at hun havde gjort noget forkert – andet end at falde ned fra himlen og så ende hernede hvor hendes forældre ikke ville hente hende. Det måtte de jo selv om, de vidste slet ikke hvad det betød at skulle leve livet! Det var ikke fordi at hun var den som gjorde isne protester verbale, men mere de tavse og rolige ligesom denne. Hun havde aldrig søgt mod dem.. de elskede hende vel ikke længere? Ikke den tanke som passerede hendes tanker lige for øjeblikket, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. At håne folk, var virkelig noget af det sidste som hun kunne finde på. Hun var et så godt væsen og det havde hun altid været. Det havde aldrig nogensinde været hendes intention at skulle sørge for at han skulle lide på grund af hendes handlinger! Hvilken race han var, vidste hun ikke, for hun kunne ikke just sige, at kende til mørke væsner som kunne gå ude når solen stod oppe.. men korset havde de vel valgt at bruge af en grund? Umiddelbart så vidste hun at det var vampyrerne som havde et problem med dem, men… det gav da slet ikke nogen mening for hende overhovedet! Hovedet lod hun søge let på sned. Det var jo ikke fordi at han ville vise at han havde ondt, men hun kunne nu alligevel se det på ham. Det kunne da heller ikke være det mest spændende, at skulle hænge der og glo på folk på denne måde.. ville de bare lade ham hænge der? Det var jo fuldkommen umenneskeligt! Hun var nysgerrig, det var hun og det havde hun altid været og det var jo heller ikke fordi at den nysgerrighed blev stillet, hvis man ikke åbnede munden, det var jo også noget som hun havde lært på den hårde måde, så det var heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert. Hun blinkede let med øjnene ved hans ord. Han virkede.. irriteret? Hun trak let på skuldrene, hvor hendes læber endte ud i et svagt smil. ”Skulle jeg have nogen som helst grund til at håne dig? Det er jo på grund af mig, at du blev.. straffet.. med alle de slag.” Hun vendte blikket let bekymret i retningen af ham. Blodet og den flækkede ryg, var faktisk noget som virkelig måtte bekymre hende og hun ønskede jo selvfølgelig muligheden for at gøre det godt igen. ”Jeg er min egen Herre, så jeg går hvor jeg vil. Og lige nu, så vil jeg være her.” Hun sendte ham et muntert smil igen og lod de mørke øjne falde mod hans skikkelse. Umiddelbart så skilte hun sig også meget ud fra sin race. Hun havde trods alt mørke øjne og mørkt hår. Det skete faktisk sjældent. ”Undskyld,” tilføjede hun stille, hvor hun gik forsigtigt tættere på ham. Hun lod hånden forsigtigt vandre mod hans side, hvor et lille lys viste sig, som hun begyndte at heale hans sår, varsomt og forsigtigt. Hun drog trods alt også energi fra korset, da det var en himmelsk ting.

[alecander]

Alec vidste godt at det ikke ligefrem var smart at prøve at opstarte et oprør foran en masse vagter her i Manjarno, men.. det var vel egentlig også lidt for spændingens skyld? Han var en mand som satte livet på spil døgnet rundt, det var hvad han var opvokset med, hvad han var vant til, selvom.. det var nok dumdristigt, men hvordan skulle han ellers leve livet? Det ville være kedeligt hvis man ikke gjorde noget grænseoverskridende for én selv, det ville være kedeligt at lade sig styre af ens frygt, så tog han gerne imod disse piskeslag, for de mindede ham om at han var i live, for det gjorde forbandet ondt! Det sveg, det brændte af helvedet til og det skar ham i kroppen ved den mindste bevægelse, derfor hang han bare slapt og lod rebene holde ham oppe. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord, hun havde et sind efter en procianer, så meget kunne han da regne ud! At hun erkendte sin egen skyld var da altid noget, for det var faktisk hendes skyld at hun hang der! Men han var en regelbryder, så straffen var jo faktisk fortjent. Det ændrede dog ikke på at det gjorde forbandet ondt! Han fnes kort for sig selv, selvom han måtte skære en grimasse, da det gjorde forbandet ondt! Han bed tænderne sammen, for at bide smerten i sig, inden de sorte øjne søgte til hendes skikkelse igen. ”Jaså? Det lyder til at du blev ramt af skyldfølelse… håber at du nød forestillingen,” svarede han med det morende smil på hans rosa læber, som de sorte øjne studerede hende ganske let. Han så dog lettere skeptisk til, da hun trådte tættere på ham.. hun mindede ham om.. Han vendte blikket væk fra hende, hvor han bed sig svagt i den bløde underlæbe. Han gad ikke tænke på fortiden.. den var blot et minde for hans vedkomne, han havde et nyt liv at tænke på nu. Kendte man ham fra før af, så ville han være svær at genkende, da han var blevet langt mere brun i huden, ligesom snavset og skidtet dækkede hans krop til, noget som man nok ikke ligefrem ville være vant til at se ham med. Han så roligt mod hende igen med et tomt og dog irriteret skær i blikket. ”Du vil være her, for at.. irritere mig yderligere?” spurgte han sagte og med det kække smil på læben, som han tydeligt måtte more sig over hendes personlighed.. typisk procianer! Som hun kom hen til ham, kunne han tydeligt lugte hendes blod; lysvæsen. Han mærkede pludselig en form for.. sult? Han bed tænderne sammen, som hun lod hånden vandre ned over hans side. Sårene i siden og over maven var de mindste, det var dem på ryggen som var de værste, for hans ryg var fuldstændig flået op af de piskeslag, hvor det blødte kraftigt, hvilket der skulle mere end en lille healing til for at stoppe. Han så ned mod hans side, som den roligt blev healet, hvilket fik ham til at slå ud i en kraftig og næsten sindssyg latter, selvom den hurtigt døde ud, fordi det gjorde ondt. Han vendte de trætte og noget så udmattende øjne mod hende, hvor smilet dog ikke falmede det mindste, for det morede ham virkelig! Hun ville hjælpe en oprører? ”Du ved godt at du kan blive straffet for dette.. ikke?” spurgte han stilfærdigt og med det morende glimt i blikket, hvor han ikke skjulte at han måtte more sig over hende.

[Deleted]

Hvem Jelicka måtte minde denne mand om, vidste hun ikke, men hun ønskede faktisk ikke at være skyld i at han havde ondt. Måske at det var fortjent fordi at han var en oprører, men.. det var de vel alle på sit vis? Denne uro havde gjort hende til en oprører og fået hende til at blande sig, bare for at holde en ro på det hele! Hun var en oprører mod sine forældre, netop ved ikke at søge mod dem, som de heller ikke havde hentet hende, da hun var faldet direkte ned på jorden efter en leg med de andre engle. Jovist de havde haft vinger og hvad så? Hun var jo bare en uden disse! De mørke øjne vendte hun mod ham, hvor selv et mindre smil måtte vise sig på hendes læber. Hun havde måske svært ved at tage tingene seriøst og hun kunne i den grad godt se, at han havde ondt og det var jo på grund af hende, så ja! Hun var faktisk præget af skyld! Det var den følelse som fyldte mest i hende lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvilket heller ikke var noget som rørte hende som sådan. Lige her, var det i den grad hende som var den skyldige, så det burde vel være hende som hang der på korset frem for ham? Ja, det ville slet ikke have den virkning på hende, men det forundrede hende så sandelig også, at en vampyr gik udenfor på denne tid? Det kunne de da ikke! Ikke af hvad hun vidste, om ikke andet. ”Det skar mig i hjertet.. Ingen burde blive slået til blods for at åbne munden,” mumlede hun let for sig selv. Det var direkte forkasteligt i hendes øjne og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt.
Jelicka var normalt ikke den som ville klandre nogen for noget, men når det kom til afstraffelse på denne måde, så var det hende slet ikke muligt på nogen måde overhovedet. Hun lod sårene i hans side og over hans mave heale, selvom hun gjorde det varsomt. Han var kold at røre ved, hvilket kun gjorde det mere tydeligt for hende, at han jo faktisk måtte være en vampyr eller et væsen som måtte ligge lige op til, selvom det nu ikke var noget som hun valgte, at skulle kommentere på nogen måde overhovedet, det var da helt sikkert. Hans latter var noget som i sig selv måtte irritere hende, selvom hun nu ikke sagde så meget til det. De mørke øjne fandt igen vejen til hans sorte, hvor et svagt træk viste sig i hendes mundvige. Det som hun gjorde var yderst strafbart, men hun var virkelig ligeglad. Det var jo ikke fordi at nogen som sådan lagde mærke til dem.. jovist når han brød ud i latter, så gjorde de, men ellers ikke. ”Vi bliver straffet for alt vi gør,” påpegede hun med et let træk på skuldrene. ”Desuden så har vi ikke andet sjov end det som vi selv laver. Jeg er skyld i dette.. at du har ondt, så lad mig i det mindste gøre det godt igen,” bad hun med en rolig stemme. Den var så engleblød som den overhovedet kunne blive. Hun blev stående, det var jo heller ikke fordi at han som sådan kunne gøre noget ved hende. Blikket vendte hun omkring. Vagterne så hende ikke og de påpeget heller ikke, at hun stod hvor hun ikke måtte, så hun så på ham igen. ”Vi er vel alle ude efter det samme? Fred og tilfredshed, ikke sandt?” Hun hævede sigende det ene bryn, hvor hun gik om bag korset, så hun selv var skjult for vagter som måtte passere. Hun begyndte varsomt at heale der hvor hun kunne komme til for korset, bare for at gøre det lidt mere komfortabelt for ham.

[alecander]

Hvem denne tøs måtte være vidste Alec virkelig ikke, men hun måtte da virkelig være snotdum, hvis hun troede at hun i al offentlighed kunne stå og hjælpe ham, for vagterne ville komme tilbage, de var sikkert ikke engang færdige med ham. De ville helt sikkert også fange hende, hvis de så at hun stod der og hjalp ham! Så enten var hun virkelig dumdristig eller også var hun virkelig godtroende! Og han regnede med lidt af begge dele. At hun så havde ondt af ham, var ikke noget som kom som nogen overraskelse, for.. det var jo typisk procianere og det var tydeligt at hun måtte komme fra Procias, eftersom hun havde denne sukkersøde personlighed, men.. hvad lavede hun så her i Manjarno? Hun var lysvæsen og han havde hørt at de holdt til i skoven, selvom at skoven var brændt ned, så mon det ikke var derfor at hun var her? Han himlede svagt til hendes ord, selvom det ikke undrede ham at hun havde skyldfølelse, for sandheden var, at det var hendes skyld at han hang her! Hun havde blændet ham og derfor gjort ham sårbar et kort sekund, hvilket vagterne havde udnyttet, slået ham ned og nu hang han der efter at have fået sin straf. Han smilede skævt og lettere kækt til hendes ord. ”Ha! Det kommer så sandelig an på hvad du har at sige,” svarede han stilfærdigt. Prøvede man bevidst på at starte et oprør som han havde gjort, så blev man straffet, for det nyttede jo ikke at folket blev oprørsk at det gik så galt for sig som det havde gjort i Procias. At hans latter måtte irritere hende, var noget som faktisk måtte more ham, men helt ærlig, hun var da for dum at stå der og hjælpe ham! Hun burde slet ikke stå der og heale ham, så alle kunne se det. Han vendte blikket mod sin side og mave, da hun havde healet ham, hvilket også havde hjulpet på hans smerte, selvom at han endnu ikke kunne bevæge sig fordi han havde ondt i ryggen, som var blevet flået op af pisken. Han vendte de sorte øjne lettere betragtende og studerende imod hende, som han prøvede at finde ud af hende, skønt det ikke ligefrem var nemt, for han forstod virkelig ikke hendes tankegang. ”Hvorfor gør du dette? Du gjorde landet en tjeneste ved at lade vagterne få fat i mig, du sætter dit eget liv på spil ved at stå her, for vagterne kommer tilbage og ser de dig, så bliver du dømt som medskyldig,” svarede han stilfærdigt, hvor han så efter hende, som hun gik om bag korset, inden hans blik faldt på de forbipasserende vagter, der forsvandt igen. Han så sig over skulderen, inden fnøs af hendes handling, hvor han vendte blikket frem igen. ”Du kan ikke heale min ryg.. desuden healer jeg af mig selv.. jeg skal bare have kræfterne igen,” svarede han sandfærdigt. Faktisk skulle han have blod, fik han blod, så genvandt han sin styrke og så healede han hurtigere end hvad han ville gøre nu, og så kunne hun sikkert heale det sidste. Han slap en munter og noget så hånlig latter til hendes ord, hvilket fik vagterne til at se tilbage på ham. ”Fred? Det er kun noget i typiske procianere går ind for,” svarede han med den hånlige undertone, hvor han vendte blikket mod vagterne som var på vej hen imod dem, fordi de havde fået nys omkring det. ”Og hvis du vil hjælpe mig, så må du hellere se at få mig befriet, for vagterne komme lige om lidt og du bliver fanget, hvis du ikke enten lader mig i stikken, eller får os begge væk,” svarede han stilfærdigt.

[Deleted]

Jelicka var vel bare.. Jelicka? Det var jo heller ikke fordi at nogen havde klaget over hendes person før og hun vidste det jo udmærket godt. Hun havde formået at holde sig for sig selv, så hun ikke var den som man lagde mest mærke til når det endelig måtte komme til alt og det var heller ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod. Hun havde ingen fjender, men hun havde jo så til gengæld heller ikke nogen af dem som man kunne beskrive for venner. Hun var kun i Manjarno fordi at skoven var ødelagt, hvilket vel sagtens kunne tage årevis at skulle ende med at bygge op endnu en gang, for det var ikke noget som man bare gjorde i en håndvending. Denne mand havde ondt og det var kun på grund af hende selv, hvilket hun faktisk var ked af, for det havde aldrig nogensinde været hendes mening på nogen som helst måde, at skulle gøre et andet væsen ondt eller hjælpe til at det skulle ske, uanset hvad pokker han havde gjort! At vagterne ville komme forbi i tide og utide, var noget som hun vidste og var klar over, for de gik i gaderne mere eller mindre hele tiden for øjeblikket, udelukkende for at formå at holde den fred som var her når de endelig måtte vandre. Hun var god til det at skulle arbejde i det skjulte, for det var noget af det som hun altid havde gjort og ville fortsætte med. Hun vendte de mørke øjne endnu en gang mod ham og med den næsten utilfredse mine. Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af lige netop nu. ”Uanset så burde det ikke være forbudt at udtale sig om sin mening,” påpegede hun ganske kortfattet.
At vagterne havde hørt hans klare og faste latter, var nu i sig selv, ikke noget som forundrede Jelicka det mindste. At hun så brød med reglerne, var noget som hun på sit vis, var fuldkommen ligeglad med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Lige præcis, min ven. Jeg gjorde landet en tjeneste.. og nu gør jeg dig en.” Hun blinkede let til ham og med den samme muntre mine, som hun lod den ene hånd søge til de reb som måtte holde ham fast ind til korset. Hun vidste, at hun ville få det problematisk med at stikke af, og specielt hvis vagterne allerede var på vej, men det var jo så bare sådan at det måtte være. Hun fik dem løsnet lidt, samtidig med at hun healede hvor hun kunne komme til, bare for at gøre det så nemt for ham som muligt at skulle komme væk. Et lysvæsen var desværre ikke så hurtig til fods som en vampyr, hvilket hun var klar over – I så fald, så måtte hun vel bare tage straffen som det ville blive hende påtvunget? Oprørerne forstod hun godt et sted.. de ønskede et land under det perfekte styre og hun ønskede jo det samme, selvom hun ikke var gået ind for kamp og strid på den samme måde. ”Ja, ja! Rolig nu..” mumlede hun let, som hun rettede sig op, for at løsne hans anden hånd, så han var i stand til at skulle søge væk, lige så snart at hun havde fået den løsnet. Hun havde fået øje på vagterne. Selv hun stod i skjul bag korset og bag ham, så det var heller ikke fordi at hun ville være nem at skulle få øje på. Hvis han bare havde formået at holde mund i stedet for at le så frygtelig højt, så havde det jo måske været at kunne forstå sig på, men altså.! Hun fik ham løsnet. ”Så kom af sted!” afsluttede hun med en mere fast stemme, selvom den forblev så engleblid og mild som intet andet.

[alecander]

Hvis denne kvinde troede at hun kunne komme anmassende og redde en hun lige havde fået straffet, så måtte hun da bestemt være tosset! Men det var vel typisk en procianer? Så forstod Alec bare ikke hvorfor hun overhovedet til at starte med havde fået vagterne til at fange ham, medmindre det var et uheld? Det var jo sådan set ligegyldigt, for han havde fået de 70 piskeslag, hvis ikke mere, for det undrede ham ikke hvis vagten hade ’glemt’ tællingen. Han smilede morende for sig selv – selvom han ikke lagde skjul på det, til hendes ord. Hun var virkelig alt for godtroende! ”Så.. hvis en ond mand, gjorde noget imod dig eller dem du holdt kær, så ville du heller ikke ønske at han blev straffet, fordi det var ham fortjent? Fordi han brød loven?” spurgte han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen. ”Tro mig.. du gør kun verdenen en tjeneste ved at lade vagterne dræbe mig,” endte han stilfærdigt, som han så frem for sig igen. Sandt var det jo trods alt, med alt det som han havde gjort, så var det næsten kun fortjent. Men det var vel ikke sådan at hun ville se på det? Der var en grund til at han ikke omgik med Procianere, for han kunne virkelig ikke tåle deres sødme! Han kunne ikke tåle deres sukkersøde personlighed, for det var noget som måtte irritere ham og som måtte gå ham noget så frygtelig på nerverne, ligesom denne tøs! Men på den anden side, så var hun jo kommet tilbage, for at redde ham, så det kunne han vel takke hende for? Nej! Han nægtede at takke hende, det var for pokker hendes skyld at han var endt her! Han havde hende intet at takke for, i så fald skulle han også takke hende for de 70 piskeslag.
At Alecs latter var noget som havde fanget vagternes opmærksomhed, var faktisk noget som måtte more ham, for nu gik det galt igen, nu kom der lidt mere underholdning, specielt fordi hun nok ville føle stress af at skulle befri ham men også nå at komme væk, inden vagterne ville fange hende og give hende den samme behandling som de havde givet ham. Han lo kort for sig selv, inden han rystede smilende på hovedet, som han blot lod hende begynde at løsne ham. Han vendte blikket lettere forundret mod hende. ”Du er godt klar over at du er skør ikke?” spurgte han stilfærdigt. Hvem gad, at sætte livet på spil for en ubetydelig gadeknægt, eller mand, som ham? Hendes healing af hans ryg var dog ikke nok, så meget kunne han da mærke, da hun begyndte at løsne rebene, for han kunne tydeligt mærke hvordan rebene faktisk holdt ham oppe. ”Hey.. vent!” endte han, selvom det var for sent, for da hun havde fået det sidste reb løsnet, så røg han direkte ned på maven og lå helt paralyseret. Han havde ondt i hele kroppen, som den var blevet lettere stiv af at hænge der med en ryg som var flået op. At hun bare ville have at han skulle løbe, var noget på sit vis som både måtte more ham, men også irritere ham. ”Kan du ikke se at jeg er såret?” spurgte han med en irriteret undertone, hvor han vendte de sorte øjne mod hende – eller han prøvede på det, som han blot lå helt stille på podiet. Han skævede mod vagterne ud af øjenkrogen. ”Du er lysvæsen.. kan du ikke.. lyve eller hvad i nu gør?” spurgte han stilfærdigt og dog i en hurtig tone, for de havde ikke lang tid. Vagterne var begyndt at løbe hen imod dem, for at se om de kunne nå at stoppe dem i tide.

[Deleted]

I Jelickas øjne, så havde denne mand allerede taget imod sin straf og så kunne hun vel godt hjælpe ham? Et sted så ønskede hun bare at vise, at man også kom pænt langt med hjælpsomhed, hvis det endelig skulle være det, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var blevet straffet med 70 piskeslag på grund af hende – hvis ikke flere, for hun vidste, at mange af de vagter som gik rundt omkring her, handlede ud fra sine egne følelser, så det at de havde misset tællingen ville egentlig ikke overraske hende, og det var noget som hun måtte finde direkte forkasteligt! Tanken om at dette faktisk var hendes skyld, var noget som gjorde hende vred, for det var slet ikke noget som hun ønskede at tænke på – desuden var vrede ikke en følelse som hun formåede at holde fast i alt for længe af gangen, for man kom heller ikke nogen vegne med at skulle være vred og irriteret, så meget var hun da om ikke andet så klar over i det store og hele. Hvem han var, var noget som raget hende, det kunne heller ikke passe at man skulle straffes sådan for at åbne munden, for det havde så sandelig heller aldrig været forbudt før! ”Hvorfor skulle jeg straffe en mand som har udøvet vold.. med vold?” spurgte hun stilfærdigt. Vold avler vold, så det var slet ikke noget som hun så nogen som helst grund til overhovedet! Et svagt smil bredte sig på hendes læber. ”Ønsker du at dø?” spurgte hun direkte. Livet var hvad man gjorde det til, og hvis hans var koldt, mørkt og nedtrykt, så var det så sandelig hans egen skyld! Det var da sådan som hun måtte se på det om ikke andet, om folk jo så var enig, var en helt anden sag.
Der skulle faktisk en god del til, før Jelicka måtte føle stress på nogen måde. Det var jo ikke fordi at hun ikke var vant til det fra før af, og specielt ikke med det lange liv alene, så var hun faktisk blevet god til at holde hovedet koldt. Det var heller ikke fordi at der var mange af hendes slags og det var der jo adskillige grunde til – De fandt dem vel som en trussel? Hun smilede let. ”Det er du ikke den første som kalder mig,” svarede hun med et kort træk på skuldrene. Hun gjorde som hun ville og hun gjorde det som hun måtte finde rigtigt, selvom det ikke altid var nemt for en som hende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Hun fik ham løsnet, hvor hun tydeligt kunne se, at han bare røg direkte ned på jorden, hvor hun tydeligt kunne se hvor forfærdelig hans ryg måtte se ud! Det var noget som kun gjorde det endnu værre for hendes del. Hun kom hurtigt udenom korset og hen mod ham. ”Hold dig for øjnene,” bad hun ganske kortfattet. Hun var nødt til at tænke kreativt. Igen dannede hun sig et kraftigt lys, som i sig selv, kunne være som at stirre direkte ind i solens skarpeste lys, kun for at blænde de vagter som måtte komme mod dem og derved slå dem ud for en kort stund. Lyset kom fra hendes hænder, så hun var i stand til at føre det i de retninger som hun selv havde lyst til og hun gjorde det så sandelig også! Blikket vendte hun mod ham, hvor hun tog fat om hans skikkelse. Måske en kvinde så slank og fin, men en styrke havde hun så sandelig også. Hun fik ham bakset op på benene. ”Du ved hvad jeg er for en?” spurgte hun. Et sted imponeret, for det var ikke lysvæsner som man så mest til nu om dage. ”Hold fast!” afsluttede hun, som hun satte af fra jorden af og fik ham kæmpet med sig op i luften og videre væk derfra inden vagterne ville genvinde sit syn. Hun var nemlig ekstrem sårbar i luften, for hun var bestemt ikke hurtig!

[alecander]

Denne kvindes holdning, var ikke noget som kom bag på Alec, for det sagde virkelig sig selv! Hun var procianer fra ydre til indre, så det sagde sig selv i hans øjne. Han gad dog ærligtalt ikke høre på hendes sukkersøde snak, for det var næsten langt mere pinefuldt end de piskeslag han havde fået! Hendes ord var slet ikke noget som kom det mindste bag på ham, for det sagde vel lidt sig selv at hun så det på den måde? Hun ønskede ikke at udøve vold, men på den anden side så var hun også lysvæsen, det lå ikke til hendes natur at være voldelig, til at være ond, så det var vel klart at hun også var kommet tilbage faktisk for at redde ham? Og derfor undrede det ham heller ikke, hvis hun havde en stor skyldfølelse, for det var trods alt hendes skyld at han måtte hænge her på korset med en ryg der var flået op, så han var slået helt til blods. Han himlede svagt til hendes ord. ”Nej.. det undre mig ikke at du er med den mening,” mumlede han med nogle dovne øjne, som så frem for sig, han kunne jo alligevel ikke komme nogen vegne, når han hang der til to planker der lignede et kors. Han vendte blikket mod hende med et kækt smil til hendes direkte spørgsmål. ”Jeg frygter ikke døden,” svarede han stilfærdigt og næsten noget så selvsikkert. Han så frem for sig igen, hvor han trak på skulderen som betød det intet, selvom det var et noget så anstrengende træk på skulderen. ”Man har kun et liv, det er et liv jeg vil få det bedste ud af..” svarede han i en doven tone, inden han vendte blikket mod hende med noget så morende smil. ”Det var trods alt derfor jeg flygtede fra vagterne i udgangspunktet,” endte han med et skævt smil. Man havde kun det sjov som man selv skabte, og det havde han fået ved at prøve at starte et oprør i Manjarno, hvilket vagterne havde set og hørt og så havde de jagtet ham igennem markedet, hvor de havde fanget ham takket være hende. Og nu hang han jo så der.
Hendes flugtplan var godt nok ikke ligefrem gennemtænkt! Men det gjorde egentlig ikke så meget for.. til tider var det faktisk langt sjovere at improvisere i stedet for at planlægge det så nøje. De sorte himlede Alec lettere irriteret med, for hvad havde hun regnet med? Han havde jo allerede forklaret hende at han skulle bruge blod for at kunne genvinde sin styrke, som allerede havde forladt hans krop! Hun var ikke bare godtroende og naiv, men også tungnem! Allerede nu var hun umulig! Sikke en redningsmand! Eller kvinde i dette tilfælde og hvor flovt var det ikke? Han blev reddet af et lysvæsen der følte medlidenhed med ham, fordi hun var skyld i alt dette. Så ville han langt hellere dø! Han så undrende op mod hende. ”Ahva’ skal jeg?” Mere nåede han dog heller ikke at sige, da han blev mødt af hendes kraftige lys – endnu engang, hvor han endnu engang blev blændet, som bare pokker og det sveg af helvedet til! Han brummede irriteret. ”For pokker din..!” Han bed tænderne sammen og kunne ikke rigtig røre sig, selvom han tydeligt mærkede hvordan hun fik ham op, hvilket faktisk måtte overraske ham utrolig meget. Han kunne dog godt mærke at de pludselig lettede, selvom han ikke helt rigtig vidste til eller fra. Tænk at han skulle blive reddet af en kvinde? Og tilmed af et lysvæsen?! Han kunne ikke rigtig se, så han brugte hørelsen, skønt det ikke var nok til at orientere sig.

[Deleted]

At hendes holdninger ikke var noget som kom bag på denne mand, var noget som blot måtte få Jelicka til at smile ganske let. I hendes øjne var det ganske enkelt logik. Man fik jo trods alt ikke noget ud af at skulle gøre andre ondt, fordi at de havde gjort det først – I hendes øjne, så var man ikke et hak bedre hvis det var sådan at man valgte at skulle straffe folk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket mod ham og med den samme morende mine på læberne. Han var irriteret på hende, så meget kunne hun da tydeligt fornemme. Hovedet søgte let på sned. ”Du snakker som en vaskeægte dvasianer,” konkluderede hun stilfærdigt. Hun havde mødt mange og specielt her i Manjarno, da der åbenbart også lå optøjer i mørket. Det hele var da ved at gå fuldstændig til hundene! Ikke fordi at det var noget som hun ville blande sig i som sådan. En enkelt ung kvinde kunne da ikke gøre den største forskel? Jovist havde hun sine fordele som han allerede havde fået erfaret. Hun rystede på hovedet. Man havde ikke andet sjov end det som man selv sørgede for, og denne mand havde virkelig sørget for at vagterne havde fået deres motion for dagen. Hun var lys fra det indre til det ydre, men derfor kunne man da godt have det bare lidt sjovt? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Døden er vi alle omgivet af. Der er absolut ikke nogen grund til at frygte den,” påpegede hun stilfærdigt. Hun vidste godt, at det at flygte med denne mand, ville putte hendes ansigt på eftersøgningsplakaterne med mere til, men altså..? Tanken morede hende faktisk mere end det som den gjorde det modsatte.
I denne situation, så var Jelicka virkelig tvunget til at skulle improvisere. Hun havde da heller ikke regnet med at denne mand ville le så højt at det ville tvinge vagterne til dem på denne måde! Det var i så fald hans egen skyld, hvis dette skulle ende med at gå galt i den anden ende! Igen, selvom det måske var hende fortjent, for det var jo trods alt hendes skyld, at han var blevet straffet i den anden ende, hvilket hun selvfølgelig også måtte sige sig, at være noget så frygtelig ked af, for det havde da aldrig været hendes mening at sørge for at han skulle straffes så hårdt! At han ikke havde lukket øjnene, var bestemt heller ikke hendes skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod ham, som vagterne var tvunget til at stoppe deres løb, da de ikke rigtigt kunne se hvor pokker de var endt med at løbe hen. Det gav da hende om ikke andet så nogle minutter før de ville være fremme, for denne gang havde hun valgt at gøre det ekstra kraftigt, noget som også tog voldsomt på hendes egen energi, for det var ikke noget som man normalt bare legede med! Armene holdt hun omkring ham, som hun fik ham med op i luften. I sig selv, var hun lidt afhængig af, at han holdt fast i hende, for hun ønskede heller ikke at han skulle have mere ondt og på grund af hende. Hun søgte direkte til en af de gamle gyder som var så forfaldne og ødelagte, at de færreste søgte hertil i frygten for at ende begravet under de gamle murer. Her valgte hun at sænke højden til de endelig kunne ramme jorden og hun kunne få ham ned at sidde. ”Sådan!” sagde hun med en næsten helt munter stemme, selvom den dog stadig var lav. Hun måtte bare være sikker på at vagterne ikke fulgte efter.

[alecander]

Denne kvinde måtte virkelig være tosset, siden hun valgte at redde Alec fra at blive tortureret mere, men det var jo bare sådan lovene var, han blev straffet fordi han ikke overholdt dem, hvilket han sådan set aldrig nogensinde havde gjort. Han var ikke typen der overholdt reglerne, for han havde jo altid været den lille oprører, allerede fra barnsben. At han lød som en dvasianer var ikke noget som kom bag på ham, for det var jo også havde han var, eller mørket havde i hvert fald sit præg på ham, for han var jo opvokset i Dvasias og det hårde samfund, så det var jo kun klart at det hele havde sat sit præg i ham. Han vendte de sorte øjne imod hende. ”Jaså? Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om hvor du kommer fra,” svarede han stilfærdigt, hvor han så lettere dovent frem for sig igen. Hun var procianer, hvilket var noget man tydeligt kunne høre på hendes måde at tale på, med hendes meninger og holdninger. Hun hjalp folk, selvom hun faktisk var skyld i at de blev straffet, men det var vel derfor at hun havde skyldfølelse? Det havde sikkert ikke engang været hendes mening at lade ham blive fanget? I så fald, så var hun godt nok ikke den skarpeste kniv i skuffen.. hvad lignede det at skyde lys der blænder ud på hele gaden, det var jo absurd! Og ikke ligefrem venligt gjort, noget som hun tilsyneladende gik ind for at være, hvilket en hvilken som helst procianer vel gjorde? At hun morede sig over det hele, var noget som han godt kunne høre på hende, men på den anden side, så var det jo faktisk også komisk på sit vis, det havde selv været sjovt at flygte fra vagterne. Han så sagte på hende. ”Har du prøvet at dø? For i så fald, hvordan kan du så vide at du ikke skal frygte den?” spurgte han stilfærdigt, hvor han så lettere alvorligt på hende.
Alec vidste godt at det var hans egen skyld, at vagterne havde fået øje på dem, men igen, man fik kun det sjov, som man selv skabte, med andre ord så var det faktisk sjovt at se hende skynde sig, fordi vagterne var på vej hen imod dem, men at hun så bare havde løsnet ham uden at tage hensyn til ham, så han var røget direkte ned i gulvet, så det kun gjorde mere ondt, var noget som måtte irritere ham, ikke nok med det, så skulle hun absolut bruge sit skarpe lys endnu engang, hvilket resulterede i at han endnu engang blev blændet, noget som fik det til at svie i hans øjne! Det gjorde ondt – endnu engang. At de pludselig lettede, var noget som han godt kunne mærke, hvor hans stærke arme gled omkring hendes slanke skikkelse, som han trykkede ind til sin egen, for at være sikker på at hun ikke bare slap ham, så han røg ned på jorden igen, for det ville han måske overleve, men det ville gøre ondt, plus vagterne muligvis ville få fat i dem. Hvor de var, kunne han ikke se, for hans blik var blevet helt sløret af hendes kraftige lys, han kunne dog mærke at de landede, da hans fødder igen kom i berøring med den faste jord under dem, hvor han satte sig ned, som han ikke havde kræfter til at stå op. ”Kun lige og lige med livet i behold,” mumlede han for sig selv, hvor han gned sine øjne og brummede utilfredst og irriteret. Han kunne ikke se noget!